Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø

[senest revideret 21/5 2013]

 

Titel og medium                            

Motionens rensende kedsomhed” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 4 2013 (april).

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Motionens rensende kedsomhed

Af Klaus Kjøller, forfatter og universitetslektor

Selvfølgelig motionerer jeg da. Jeg er f.eks. altid gået meget rundt i lokalet i de mere end fyrre år, hvor jeg har undervist eller holdt foredrag. Det er vel en slags motion, men jeg går ikke rundt for at få motion. Jeg gør det, fordi det befordrer idestrømmen. Og fordi jeg er af den type, der helst bruger hele kroppen til at kommunikere med, når jeg kommunikerer ansigt-til-ansigt med andre mennesker. Det falder mig naturligt at gestikulere, grimassere og vandre.

Det er også sket, at jeg har bedt mine tilhørere om at rejse sig, hoppe eller udøve andre fysiske aktiviteter. Heller ikke dette har haft motionen som formål, men bare skullet forebygge, at en begyndende sløvhed blandt tilhørerne eskalerede til indslumring og snorken.

Men det meste af min ret lange daglige arbejdstid sidder jeg bare ved computeren og trykker på tasterne, således som jeg gør lige nu. Og sådan som jeg har gjort igennem et efterhånden langt arbejdsliv. Fysiske arbejdsskader eller fysisk nedslidning er derfor ikke mit største problem.

Dog har jeg engang haft en museskade i højre arm, som tvang mig til at gå over til at bruge venstre hånd til musen, hvorefter skaden forsvandt i løbet af et par år. Og jeg har haft ondt i ryggen, efter jeg en hel arbejdsdag prøvesad en nyindkøbt stol, fordi min gamle kontorstol var tyndslidt og hullet. Så nu henstår den flunkende nye stol ubrugt i en krog, mens jeg fortsat troner på den udslidte, mere og mere lasede og værkbrudne, dødsdømte stol. Men jeg har det atter fortrinligt, både i ryggen og andre steder.

Fysisk velvære er basis for mit åndelige virke. Derfor sørger jeg dagligt for mindst en halv times rask gang. Og om sommeren (maj – oktober) havsvømning ved enhver lejlighed.

Men jeg skal ikke skjule, at den største udfordring ved motion for mig er kedsomheden ved motionens rutiner. Jeg finder det kedsommeligt at gå en daglig tur, især første halvdel af udturen er slem. Kedsomheden kan bekæmpes ved, at man motionerer parvis eller i flok, f.eks. ved at spille tennis eller fodbold. Så bliver motion til en leg, som kan være sjov. Sådanne idrætslege har jeg da også praktiseret i perioder, men besværet ved at skulle indpasse motion i en koordineret ugeplan med andre, har ført til, at jeg nu i mange år har motioneret alene. Så kan jeg lægge motionen lige nøjagtigt der, hvor den ødelægger min arbejdsrytme mindst. Og hvor dens kedsomhed gør maksimal nytte.

Når jeg har siddet i mange timer ved skærmen med næsten alt blod samlet i hjernen for at få gjort en tekst perfekt (næsten), så giver det god mening for mig bagefter at kede mig gudsjammerligt ved at gå en tur, mens jeg mærker blodet pumpe bevidstløst rundt i hele kroppen. Jeg har efterhånden lært at betragte motionens kedsomhed som en nødvendig modpol til den koncentrationens stress, som jeg befinder mig i, når en tekst skal helt på plads. Af samme grund har jeg opgivet at lytte til musik eller radio i ørepropper, når jeg går. For så får jeg ikke kedet mig helt igennem og slappet af ud i alle kroppens fibre under turen. Og så mister gåturen sin åndelige renselsesfunktion for mig, og bliver bare til kropslig motion.

Mens jeg røvkeder mig under motionen, glæder jeg mig over, at den torturerende kedsomhed sætter mig i stand til at koncentrere mig længere og bedre, når jeg næste gang sætter mig vellystigt til computeren og nyder livet. Så selvfølgelig motionerer jeg da.

 

Klaus Kjøller, d. 5/4 2013

                

Øverst i dokumentet