Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magasinet Arbejdsmiljø

[senest revideret 28/12 2014]

 

Titel og medium

”Virtuel idyl” offentliggjort som klumme i Magasinet Arbejdsmiljø 12 2014 (december).

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Virtuel idyl

Af Klaus Kjøller, forfatter og universitetslektor

I universitetsverdenen har virtuelt samarbejde længe været almindeligt. Bl.a. i forbindelse med vurdering af videnskabelige afhandlinger eller af ansøgere til videnskabelige stillinger. Her er det almindeligt, at tre personer, heraf mindst én af hvert køn, skal træffe vigtige beslutninger om antagelse af en ph.d.-afhandling eller doktordisputats, og om hvorvidt en ansøger til en stilling som adjunkt, lektor eller professor er kvalificeret. Dette sker normalt, uden at personerne i bedømmelsesudvalget mødes fysisk. Og ofte har medlemmerne af bedømmelsesudvalget aldrig truffet hinanden fysisk. I universitetsverdenen træffes afgørende beslutninger om en forskers karriere virtuelt.

Fordele og ulemper ved virtuelt arbejde kan diskuteres længe. Men de fleste kan enes om, at en kæmpe fordel er, at man slipper for besværet med fysisk transport. Og for udgiften. Af samme grund forklarer universiteter sine medlemmer af bedømmelsesudvalg, at man sætter pris på, hvis arbejdet kan udføres, uden det er nødvendigt fysisk at mødes. Og da det koster kassen at transportere en professor fra en eksotisk, fjern egn af verden til Danmark, instrueres man for en sikkerheds skyld i så vidt muligt at vælge professorer i nabolande, når den udenlandske post i udvalget skal besættes.

Også i mere ydmyge områder af universitetsverdenen er virtuelt samarbejde for længst indarbejdet som rutine. Alle bachelor-opgaver og og kandidatspecialer er i årtier normalt blevet bedømt, uden at eksaminator og censor mødes fysisk.

Men det foregår ikke kun virtuelt, fordi arbejdsgiveren sparer penge. Det virtuelle arbejde i universitetsverdenen er så udbredt, fordi enhver universitetsforsker hader unødvendige, fysiske møder. Og forskerne bedømmer i høj grad deres ledere efter, hvor gode de er til at beskytte det videnskabelige personale mod unødvendige, fysiske møder. Min erfaring fra mine fem år som institutleder på et stort humanistisk universitetsinstitut er, at det, som mine kolleger især satte pris på ved mig som leder, var, at jeg undgik at holde unødvendige fysiske møder. Dvs. møder, hvor der blev talt, snakket og sludret en masse – normalt af de samme få alfahanner og –hunner – uden at nogen blev spor klogere af det, og uden at der blev besluttet noget som helst.

Efter den nye styrelseslov, som blev indført i 2003, er det op ad bakke at undgå unødvendige  møder. Denne lov har smurt et tykt lag bureaukrati ud over universiteterne. Et bureaukrati som på mange måder er i stand til at beskæftige sig selv, men som dog jævnligt kræver input også fra forskerne, som så indkaldes til fysiske møder med efterfølgende referater og rapporteringer opad i systemet.

Det kan man klage længe over. Men det har også sine fordele. For hadet til unødvendige fysiske møder er så globalt og indædt blandt forskere, at langt de fleste tilløb til konflikter i bedømmelsesarbejde, hurtigt bliver glattet ud. Ingen vil risikere, at formanden for udvalget vurderer, at det er nødvendigt at holde et fysisk møde, for at få løst uenighederne. Frygten for og hadet til unødvendige fysiske møder gør derfor langt de fleste bedømmelsesudvalgs arbejde til et vellykket, gnidningsfrit, virtuelt samarbejde. Faktisk en ren virtuel idyl.

 

 

                

Klaus Kjøller, d. 9/12 2014

                

Øverst i dokumentet