|
Kjøller
forside à alle artikler
à Manus: Artikel i Mål
og Mæle |
[senest revideret 5/5 2022]
|
|
Titel
og medium
”Foghs formel” offentliggjort som artikel i tidsskriftet mål+mæle nr. 1 2015 (maj). Mere om tidsskriftet: http://målogmæle.dk/ |
|
|
|
Foghs formel: ”Sådan er det jo. Det ved alle”Af Klaus Kjøller, lektor i
moderne dansk sprog og sprogbrug, INSS, KU
Den anonyme bog Den hemmelige socialdemokrat, som udkom februar 2014, legede ikke kun kispus med sine læsere. Den var også – og er stadig i skrivende stund – en fræk politisk manipulation af Christiansborgs politiske elite og den danske offentlighed. Derfor blev bogen en personlig, faglig udfordring for mig, da jeg i mange år har forsket i tekstanalyse, manipulation og politik. I april 2014 udgav jeg så e-bogen Hvem skrev ”Den hemmelige socialdemokrat”?, hvor jeg med en sprog- og kommunikationsanalyse afslørede, hvem forfatteren er. Antallet af mistænkte kunne indskrænkes til 11 uden at analysere Den hemmelige socialdemokrats indhold nærmere. De 11 mulige forfattere fremgik af analysen af kommunikationssituationen omkring bogens udgivelse: bl.a. forlagsdirektørens udtalelser, politikeres bemærkninger og ordlyden af mistænktes afvisning af forfatterskab. Ved derefter at inddrage bogens tekst i opklaringsarbejdet kunne forfatteren, det mystiske X, udpeges. Analysen
af mistænktes offentlige afvisning af at være forfatteren er teoretisk
interessant. Her trak jeg på en hypotese om, hvordan politikere, som
har brug for at lyve offentligt, gør det muligt for sig selv senere at
retfærdiggøre løgnen, hvis de skulle få brug for det. Det handler om at
inddæmme de skadevirkninger på image som løgnens afsløring giver. Foghs formelX må kalkulere med, at han eller hun kan blive afsløret. X må altså forberede sin ufrivillige afsløring. Eller sin frivillige afsløring på et passende tidspunkt. Det sker bl.a. ved at undgå at overdrive sin afvisning af at være X. X må her følge Foghs formel for afvisning med kattelem. X skal på samme måde som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmusssen – efter han havde fået jobbet – retfærdiggjorde sine løgne til den danske befolkning, efter han i mange måneder af alle kræfter søgte og fik jobbet som generalsekretær i NATO. ”Sådan er det jo. Det ved alle,” forklarede Fogh, uden det vakte store protester.
Diagrammet viser i nederste række fra venstre mod højre de udtalelser, som blev brugt, når journalister spurgte, om Fogh kandiderede. Da så først posten var i hus, steg Fogh et niveau op og forklarede, at det, han tidligere havde svaret, når han blev spurgt, jo var helt nødvendige svar. Og at alle hele tiden udmærket havde vidst det. For at gøre dette uden at miste mere end nødvendig troværdighed, er det vigtigt, at afvisningerne ikke er mere forpligtende end strengt nødvendigt. Fx undlod Fogh at sige ting som: · Jeg har personligt over for de andre NATO-ledere gjort det helt klart, at jeg ikke er kandidat til generalsekretærposten. · Jeg sværger ved Anne-Mette og vores børn og børnebørn, at jeg bliver som statsminister, så længe man vil have mig. Formlen bruges helt naturligt af enhver politiker. Se en mere udførlig forklaring i Den politiske komedie, som rummer flere eksempler. Når jeg her opkalder metoden efter Fogh, er det fordi han så vidt jeg ved, er den højest placerede danske politiker, som gennem længst tid systematisk har brugt teknikken. Overført på den situation, hvor X er under mistanke for at være forfatter, så skal X afvise med udtalelser som i nederste række i diagrammet nedenfor. Når så det senere måtte vise sig, at X er forfatteren, så skal han eller hun stige op og sige som Fogh.
Det er vigtigt her ikke at forpligte sig mere end absolut nødvendigt i sine afvisninger i nederste række. Denne retfærdiggørelse af løgne er som nævnt helt almindelig i politik. Det er så almindeligt, at det også er almindeligt at bruge mindre belastede ord for det end ordet ’løgn’. Det er legeværk for en politiker med Xs frækhed, mod, kreativitet og selvsikkerhed at bruge Foghs formel overbevisende. Afvisninger, som bryder Foghs formelSom nævnt er X, som enhver anden mistænkt, nødt til at afvise, at han eller hun er forfatter, hvis pressen eller andre antyder det. Alle de mulige forfattere, som har været nævnt i medierne, har således afvist at være forfatter. Det gælder således vistnok alle 47 i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Flere af disse har kort, summarisk afvist forfatterskabet. Eller har ladet det meddele gennem pressechefer og lignende. Det gør det ganske let at anvende Foghs formel for retfærdiggørelse af nødvendige løgne. Afvisningen skal være kort, klar og uden forbehold. Men det er vigtigt, at afvisningen ikke bliver mere personligt forpligtende end højst nødvendigt. X må ikke mere end absolut nødvendigt investere sin personlige integritet i afvisningen. Allerbedst er det, hvis X overhovedet ikke behøver afvise. Men det kan være nødvendigt at afvise, hvis en journalist spørger. Flere af dem, der direkte eller indirekte har afvist forfatterskabet, har gjort det med så megen patos, at det gør det svært for dem senere at forklare afvisningen med Fogh-formlen. Henrik Dam Kristensen (daværende gruppeformand) angriber således X meget stærkt:
Efter dette vil det være ekstra vanskeligt for Dam Kristensen senere at stå frem og få sine kollegers accept af, at han jo var nødt til at afvise sit forfatterskab. Alene ud fra ordlyden og det patetiske tonefald i denne afvisning kan man efter min vurdering med stor sikkerhed udelukke at Dam Kristensen er X. Ud fra Foghs formel-argumentet kan også følgende MF’er udelukkes som X (med daværende titler og funktioner):
På grundlag af en antagelse om, at X kender Fogh-formlen, vil jeg vurdere, at man med stor sandsynlighed kan udelukke, at X er nogen af de ovennævnte 6 S-MF’er. Mogens JensenMogens Jensen er særlig interessant at vurdere i forhold til Fogh-formlen. Jensen afviste i mindst tre omgange. Nedenfor ser jeg på de to sidste.
Denne Facebook-afvisning kom efter at både dagbladet Informations anmelder (og lederskribent) David Rehling og dagbladet Børsens anmelder (og lederskribent) Christopher Arzrouni havde udpeget Mogens Jensen som den mest sandsynlige forfatter. Disse to forfatterbestemmelser udløste så endnu en vægtig Jensen-forfatterbestemmelse i Den Korte Avis af Ralf Pittelkow og Karen Jespersen. Herefter får vi d. 15/2 Mogens Jensens tredje afvisning i et interview i BT:
Jeg vurderer, at denne afvisning med sit hårde angreb på forfatteren er så forpligtende, at det efterfølgende vil være umuligt for Jensen effektivt at benytte Foghs formel. Hvis Jensen var forfatteren og ville bevare Foghs løgnekattelem, så kunne han i BT have gentaget – med lidt variation – sit Facebook-afslag. KonklusionOm min brug af Foghs formel i forfatterbestemmelsen af X er korrekt, kan først blive sandsynliggjort eller afkræftet, når og hvis X en dag tilstår. Men det står fast, at Foghs formel gælder og bør indtage en central plads i beskrivelsen af den politiske sprogbrug og i vælgernes vurdering af sandhedsværdien af politiske udtalelser. LitteraturAnonym Den hemmelige socialdemokrat, People’sPress, 2014 (både som p-bog og som e-bog). Kjøller, K. Den politiske komedie. At forstå politik uden at forstå sagen, Hovedland 2011 (p-bog). ---
Hvem skrev ”Den hemmelige socialdemokrat”?, SAXO.com, e-bog 2014. Klaus Kjøller, d. 13/1 2015. [Link indsat 01-03-2016: Læs i kommentaren Den afslørede socialdemokrat en status over debatten om forfatterskabet til bogen]
|
|
