Kjøller forside à alle artikler à Manus: Kronik i Kristeligt Dagblad

[Først lagt op 5/10 2016; senest revideret 5/10 2016]

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Titel og medium                           

”Det nødvendige politiske sprog” offentliggjort som kronik i Kristeligt Dagblad d. 4/10 2016. Læs kronikken på kristeligt-dagblad.dk.

© klaus@kjoeller.dk

151217KjoellerDKforside.bmp

 

 

 

Det nødvendige politiske sprog

Det er lettere at rokke det bornholmske grundfjeld med slag fra en røget sild, end det er at rokke det politiske sprog med den kritik, som almindeligvis fremføres mod det.

Af Klaus Kjøller, forfatter og kommentator

 

Mange er kritiske over for politikernes brug af sproget. Men meget af kritikken bygger på et løst grundlag.

F.eks. kan man anklage politikere for primitivt sprog, fordi de ikke kan finde på adjektiver, men i stedet tilføjer ”rigtig” foran adjektivet og gentager det op til fire gange. Og fordi de bruger samme vendinger hele tiden, f.eks. ”klokkeklart” og ”den lange og den korte bane.”

Dette er ikke en kritik, jeg har fundet på. Disse og alle andre eksempler på kritik af politikersprog, som jeg gengiver her i kronikken, er hentet fra artikler her i KD fra de senere år. Kritikken kommer fra universitetsforskere: retorikere og litterater.

Det er rigtigt, at politikere bruger mange gentagelser, og at de ofte har et primitivt billedsprog med metaforer, som er hørt før. Men for at kritikken skal give mening, så skal det være muligt for politikerne at bruge sproget anderledes. Normalt taler politikere, som politikere er nødt til at tale.

De mange gentagelser, som man ofte hører i et TV-interview eller en TV-debat, skyldes, at politikerne og deres rådgivere ved, at det er ret få ting, seerne husker bagefter. Derfor gælder det om at få nogle få vigtige pointer til at hænge fast ved at gentage dem. Hvis man formulerer sig med fantasifulde metaforer om den politiske substans, så risikerer man, at det væsentlige budskab, som man ønsker, seerne husker, forsvinder. Dette giver naturligvis en betydelig sproglig monotoni i interview og debatter. Og det kan man godt kritisere ud fra æstetiske kriterier. Men æstetik er irrelevant her, for monotonien har sine gode, politiske grunde.

Men der sker mere i en TV-optræden end gentagelse af få faste, aftalte budskaber. De faste budskaber bliver båret frem af politikerens person. Kunsten er at få sin optræden i et interview og en debat til at virke mest muligt spontan. Her er der alle muligheder for personlig improvisation – bare det ikke går ud over de obligatoriske budskaber. En politiker er en TV-figur, og TV-figurer, som er sprogligt uforudsigelige, er sjovere og mere spændende at se på. Så på denne måde giver kritikken af sproget god mening. Uanset politiske holdninger vil vi alle gerne have politikere, som sprudler af sprogligt overskud i den del af deres optræden, hvor de improviserer individuelt.

Man behøver ikke være professor i retorik for at vide, at jo mere interessant en politiker er at iagttage på skærmen, jo bedre muligheder har politikeren for at få sine monotone, politiske budskaber ud. Derfor improviserer politikerne normalt allerede så godt, de kan, hver gang de er på. Det er selvfølgelig tilladt i et demokrati at kritisere politikere for, at de ikke har stor, individuel sproglig fantasi. Men det giver lige så lidt mening som at kritisere dem for, at de fleste af dem ikke ville kunne castes til at spille politikere i en TV-serie. Løkke ligner f.eks. en handelsrejsende, Mette Frederiksen en lærerinde, Thulesen Dahl en bankmand. Og ingen af dem har karismatisk udstråling. Men det er vel nærmest bare synd for dem. Det virker nytteløst, næsten som en hån, at kritisere dem for at mangle noget, som de ikke kan gøre for.

Denne kritik af politikernes sprogbrug for at være gentagende og fantasiløs, altså inkompetent, er nytteløs. For den er rettet mod forhold, som politikerne ikke kan ændre: seernes fatteevner og interesser, TVs sendeformater og den enkelte politikers medfødte udtrykstalenter. Men politikeres sprogbrug kritiseres samtidig for at være alt for kompetent efter denne melodi: Politikerne er efterhånden blevet så dygtige til at pakke deres budskaber ind i strategisk retorik, at det forringer den politiske debat. Snedigt lokker politikere fra rød blok os til at antage udtryk som ’miljøring’ eller ’trængselsring’, mens de blå samtidig lister udtryk som ’betalingsring’ ned i lommen på os, uden vi mærker det. Og de blå har fået alle til at sige ’stormoské’ og ’supersygehus’, mens de røde får os til at sige ’millionærskat’. Og det er bekymrende, fordi idealet er, at vi i den politiske proces forholder os kritisk til tingene. Men på denne måde bliver der listet holdninger ind i folk, som de slet ikke er klar over, at politikerne implicerer med deres sprogbrug.

Ikke alle disse eksempler på politikerens brug af sproget er lige gode til at overbevise om politikeres snedige manipulationer af befolkningen. F.eks. var det, som mange nok stadig husker, Thorning-regeringen som selv valgte at bruge betegnelsen ’betalingsring’, selv om både ’miljøring’ og ’trængselsring’ havde været klart bedre til at skabe folkelig opbakning. Men der findes andre, bedre eksempler. F.eks. har et bredt politisk forlig hen over midten om grøn energi, også ret automatisk ført til en tværpolitisk, snedig, positiv betegnelse, ’PSO-afgift’, som er en forkortelse for ’Public Service Obligations’, dvs. offentlige serviceforpligtelser. Men det dækker jo i virkeligheden bare en særlig skat, el-forbrugerne betaler til vindmøller og lignende.

Ifølge kritikerne er politikere altså både elendige sprogbrugere og yderst effektive sprogbrugere. Meget tyder på, at forklaringen på den selvmodsigende kritik er, at kritikken ikke bygger på realistisk forståelse af politikeres særlige arbejdssituation.

Den særlige arbejdssituation er, at en politiker ofte er nødt til at sige noget offentligt her og nu, for uden fængende mål og gode replikker, ingen politiker. Men politikeren ved samtidigt, at enhver offentlig udtalelse bliver et offentligt dokument i en usikker fremtid. Et dokument, der er en hård kendsgerning, som andre politikere og pressen måske senere kan bruge som fældende bevis på, at man mangler én eller flere dyder: at man løj, havde egoistiske hensigter, sagde noget som man senere modsagde, eller sagde noget, som senere viste sig at være sagligt forkert. 

En politiker er derfor ofte fanget i et dilemma mellem at skulle sige noget, men samtidig undgå at sige noget, som senere kan bruges af modstandere og af pressen. Den eneste fornuftige måde at løse dilemmaet på er at sige så lidt som muligt, som man senere kan hænges op på, samtidig med at man så vidt muligt får det til at se ud af så meget som muligt.

Dette førte f.eks. til, at Anders Fogh Rasmussen som statsminister måtte lyve i månedsvis, dengang han benægtede at være ansøger til en international toppost. Det ville være latterligt at bebrejde ham, at han ikke var ærlig, for enhver politiker i hans situation må lyve, som han gjorde. Og det fører dagligt til TV-interviews, hvor ansvarlige ministre ikke besvarer journalisters klare spørgsmål, men i stedet siger selvfølgeligheder, fremfører selvros og tillægger modstanderen ekstreme synspunkter, som modstanderen ikke har.

Vi er alle enige om, at politikere (og alle andre) skal være ærlige og svare klart på berettigede spørgsmål. Men i stedet for straks at henfalde til jammer over politikeres nødvendige løgne, løftebrud og ikke-svar, bør vi forstå de arbejdsbetingelser, som tvinger dem til at bryde med god tone for øjnene af befolkningen og forskere, som jamrer ved mindste anledning. Det er lettere at rokke det bornholmske grundfjeld af granit med slag fra en røget sild, end det er at rokke det politiske sprog med den kritik, som jeg har beskrevet her i kronikken. For at undgå at skabe mere politikerlede end nødvendig er det vigtigt, at enhver i skolen lærer, hvorfor politikere taler, som de gør. Og lærer at lade enhver kritik bygge på denne virkelighed.


Kronikøren udgiver ved Folketingets åbning, d. 4/10, bogen ”Det politiske sprog. Nødvendige løgne, platheder og bullshit”.

 

 

 

 

Klaus Kjøller, d. 27/9 2016.

                

Øverst i dokumentet