Kjøller forside à alle artikler à Perspektivløsheden i dansk presse

[senest revideret 30/11 2005]

Titel og medium

”Perspektivløsheden i dansk presse” blev trykt i antologien Kjøller, K. (red.) Analyser af sprogbrug: perspektiv, København: Borgen 1976, s. 74-87.

Antologien har længe været udsolgt. Netop dette bidrag har været meget efterspurgt. Det bringes derfor her i en stort set original udgave. Noterne som var anbragt nederst på siderne er her anbragt i højre spalte ud for det pågældende sted i brødteksten.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Titel og medium 2

Vilhelm Bardekampf, Else Hyskensvamp, Jørgen Hattebras, Jan Edelbyrd Mortensen, Gregers Grydeklar, Frank Anva Dørslag, Pip Poulard og Birgitte Birgøje [1] 4

Perspektivløsheden i dansk presse[2] 5

Udsnit af tentativ [3] arbejdsrapport om pilotprojekt [4] i forbindelse med projekt om såkaldte politiske minoritetsgruppers [5] behandling i den borgerlige offentlighed [6] i senkapitalismen [7]. 7

1. Forbemærkning eller bidrag til kritikken [8] af antologi-genren 11

2. Indledning 20

3. Teoretiske forudsætninger 21

4. Analyse 26

5. Konklusion 28

6. Anvendt litteratur (listen omfatter kun et meget begrænset udvalg) 29

 

 

 

 

 

 

 

Artikel af kollektiv. Bemærk at mindretalsudtalelser ved visse formuleringer fremgår af noterne.

Noter ved redaktøren

 

 

Vilhelm Bardekampf, Else Hyskensvamp, Jørgen Hattebras, Jan Edelbyrd Mortensen, Gregers Grydeklar, Frank Anva Dørslag, Pip Poulard og Birgitte Birgøje [1]

 

1.

For at understrege sin afstandtagen til det borgerlige samfunds dyrkelse af den individuelle karriere, hvor det kommer an på at skaffe sig ”et godt navn”, optræder gruppen her under påtagne, og altså falske, navne, som er anbragt i lodtrækningsorden.

 

 

Perspektivløsheden i dansk presse[2]

 

 

2.

Artiklen er i sin nuværende form en frugt af et vist samarbejde mellem gruppen og undertegnede. Efter meget åbenhjertige og kammeratlige drøftelser med mig er flertallet i gruppen gået ind for at bidraget bringes i den foreliggende form som adskiller sig fra gruppens oprindelige udkast bl.a. ved et totalt fravær af videnskabeligt noteapparat, en vis ”fordanskning” i ordvalget og en vis forenkling af sætningsbygningen. Ethvert populariseringsarbejde er et spørgsmål om afvejning af værdien i at meddele sig til den ufagkyndige over for tabet af videnskabelig præcision og, måske, lødighed. Et mindretal bestående af Else, Jørgen og Gregers finder ikke at de kan forsvare at gå aktivt ind for bidraget i den her foreliggende, populariserede form. Under forudsætning af at denne note bringes i sin nuværende form, er de dog gået med til at deres navne figurerer over bidraget som et tegn på deres fortsatte deltagelse i og aktive støtte til det bagvedliggende gruppeprojektarbejde.

Gruppen fralægger sig ethvert ansvar for de øvrige noter ved bidraget da det er dens opfattelse at visse af noterne rummer en uforsvarlig og unødvendig vulgarisering såvel af artiklens udtryk som i et vist omfang af dens indhold; men gruppen vil på den anden side ikke gå så vidt som til nedlæggelse af veto mod dem.

Jeg vil gerne oprigtigt takke gruppen for at den har slækket på sine strenge krav om videnskabelighed, og således har gjort det muligt at bringe bidraget i antologien, som herved efter mit skøn vinder betydeligt i værdi.

Red.

 

 

Udsnit af tentativ [3] arbejdsrapport om pilotprojekt [4] i forbindelse med projekt om såkaldte politiske minoritetsgruppers [5] behandling i den borgerlige offentlighed [6] i senkapitalismen [7].

 

3.

Tentativ = foreløbig, forsøgsvis.

4.

Pilotprojekt = projekt som tjener til at bane vejen for det egentlige hovedprojekt. Projekt = plan + det praktiske arbejde med planens virkeliggørelse.

5.

Minoritet = mindretal.

 
6.

Offentlighed er et udtryk som spiller en central rolle i marxistisk massekommunikationsvidenskab. Det blev introduceret af den tyske samfundsfilosof Jürgen Habermas i værket ”Borgerlig offentlighed”. Da ny-marxisme og klarhed i udtryksmåde desværre ikke altid går hånd i hånd, er det ikke nogen let opgave kort at gengive de Habermaske betragtninger omkring dette begreb, betragtninger som især i 1970’erne inspirerede så mange hjemlige yngre forskere i deres arbejde (fx Frands Mortensen og Bo Fibiger). Følgende korte antydning af nogle af offentlighedstænkningens temaer bør derfor betragtes med kernesund skepsis. Forfatterkollektivet bag artiklen afviser helt hele denne note som vulgærpopulistisk formidlerisme.

Frie og lige borgere som diskuterer med hinanden med det ene formål at nå sandheden om problemer som de selv har valgt, det er den ideelle offentlighed. Habermas søger bla. at besvare to spørgsmål: 1) Hvilken historisk samfundsform har givet de bedste betingelser for denne offentlige diskusion? Og 2) hvordan er mulighederne for udøvelsen af denne diskussion i et højt industrialiseret privat-kapitalistisk samfund?

Det første spørgsmål er et spørgsmål om i hvilken historisk samfundsform flest mulige borgere havde størst mulig frihed og lighed, og samtidig de bedste betingelser for at blive enige om løsningen på de fælles spørgsmål: finde sandheden. Og med ”at blive enige” menes ikke at man når et kompromis om en løsning, for det
ville jo netop betyde at parterne fandt ”gennemsnittet”
af deres forskellige sandheder. Det man enes om skal være noget alle anser for sandheden.

Hvis vi tænker på det eksempel at man diskuterer om en given lov skal gælde eller ej, så må forudsætningen for at man kan nå til en fælles sandhed om loven, være at man anlægger fælles kriterier for om loven er rigtig eller forkert, dvs. helhedens vel. Dvs, at vi som betingelse for sprogspillet diskussion må have at det skal være muligt for parterne at anlægge dette fælles kriterium.

Det samfundsområde hvor det er vanskeligst iflg. Habermas, er de økonomiske spørgsmål. Men i et liberalistisk samfund med selvstændige småproducenter løses disse økonomiske problemer så at sige af sig selv (udbud-efterspørgsel) uden at det er noget man diskuterer som et lovgivningsspørgsmål. Den økonomiske mekanik løser sine egne problemer. En sådan samfundsform finder Habermas fx i England i begyndelsen af 1800-tallet. Sprogspillets deltagere er frie og lige småproducenter. Kun disse har den nødvendige dannelsesbaggrund.

I et højt industrialiseret privatkapitalistisk samfund, som fx det nuværende danske, har dette offentlige ræsonnement derimod elendige betingelser. Med fremkomsten af storproducenterne bliver de mange som ikke er storproducenter nødt til at beskytte sig økonomisk ved at gøre økonomiske problemer til lovgivningsanliggender, dvs. ved at inddrage de økonomiske problemer i det offentlige ræsonnement. Og dette betyder at den ideelle offentlighed ikke mere findes. I stedet for diskussionen får vi debatten, dvs. bombardering af hinanden med propaganda. I stedet for sandheden kompromisset.

Men dette er ikke den eneste grund til det offentlige ræsonnements sammenbrud. Blandt de andre grunde Habermas behandler, kan man nævne følgende.

Den stærke arbejdsdeling og de stadig mere omfattende styrings-bureaukratier (både i offentlig og privat administration) bevirker at stadig færre har den nødvendige (ud)dannelse (speciale) og den fornødne frihed og lighed til at kunne diskutere de offentlige anliggender. Masserne bliver passive modtagere af de beslutninger som eliten træffer på massens vegne – fagforeningseliten, centraladministrationens elite, de politiske partiers elite, storproducenternes elite. I stedet for offentligt ræsonnement har vi fået manipulation af offentligheden.

7.

senkapitalismen = et samfundssystem som er karakteriseret ved en høj grad af industrialisering, en høj grad af arbejdsdeling (= mange, vidt forskellige ”specialer”) og en tendens til, at få og meget store, privatejede, multinationale firmaer fuldstændigt dominerer erhvervslivet, og dermed samfundets økonomi.

 

 

 

1. Forbemærkning eller bidrag til kritikken [8] af antologi-genren



8.

Kritikken = en marxistisk kritik.

 

 

En af den borgerlige ideologis [9] mest prægnante karakteristika [10] er troen på pluralismen [11], det være sig i politik, i massemedier eller i videnskab. Vi vil ikke lægge skjul på, at vi finder, at nærværende antologi netop er et udslag af dette pluralismevanvid, og at det først er efter lange og til tider meget hårde diskussioner, at gruppen trods alt har besluttet sig for at give tilladelse til, at denne rapport trykkes i sin nuværende form i antologien.

9.

En ideologi = nogle værdier og en verdensopfattelse. Her i artiklen betyder ’ideologi’ det borgerlige, kapitalistiske samfunds falske selvforståelse.

10.

Prægnante karakteristika = udprægede egenskaber.

11.

Pluralisme (= mangfoldighed). At man går ind for pluralisme betyder
at man ikke mener at der kun findes én og netop én absolut sandhed eller
metode, men at man indrømmer de forskellige sandheder og metoder en vis relativ værdi. Her: troen på pluralismen = troen på at marxismen kun er én blandt mange ideologier.

 

 

 

 

Foretagendet forekommer at være grebet forkert an fra den første begyndelse. Den helt åbenbare, fornuftige måde at tilrettelægge antologien på havde været at indkalde alle potentielle deltagere til en konference, hvor man skulle drøfte og fastlægge det kritiske [12], teoretiske grundlag for analyserne. Det ville ikke blot have været en god ting for antologien; det ville også i høj grad have været det for faget som sådan. Når dette var sket, skulle man have diskuteret, hvilke analysetemaer der skulle opstilles for de enkelte bøger, og endelig skulle temaerne være opdelt i delprojekter. Undervejs med arbejdet skulle man med jævne mellemrum holde plenum-diskussioner [13] for at sikre den optimale korrespondance [14] mellem projekterne og en gensidig inspiration i arbejdet. Det er slet ikke indlysende, at antologiformen ville vise sig at være den rigtige. Tværtimod er det indlysende, at et større sammenhængende arbejde klart ville være at foretrække. Antologien som genre er en direkte forlængelse af den konkurrenceprægede undervisningssituation, hvor det for eleverne kommer an på at overgå hinanden inden for nogle rammer, som er fastsat af institutionen. Den er en genre, som opstår i kølvandet på det individualistiske karriereræs, som er vejen til succes i den borgerlige videnskabsinstitution. Men i stedet for konkurrence på kapitalens præmisser [15] burde vi have samarbejde på et historisk materialistisk [16] grundlag; i stedet for fremhævelsen af de individuelle præstationer (jvf. antologiens gyselige bagsidepræsentationer af bidragyderne) i form af »færdige« analyser, burde vi interessere os for den arbejdsproces, som gruppen gennemgår i sit arbejde med materialet. Antologien er, som den fremtræder, et monument over den borgerlige videnskabs dyrkelse af »den store ener« og dens opsplitning og atomarisering af forskningsfelter, som naturligt udgør et hele.



12.

Kritiske = marxistiske.

13.

Plenumdiskussioner = diskussioner hvor alle deltager (i modsætning til
gruppediskussioner).

14.

Optimal korrespondance = bedst mulige sammenhæng.

15.

Kapitalens præmisser = det kapitalistiske samfunds forud­sætninger, dvs, forudsætningerne i et samfund hvis økonomi og dermed hele opbygning er bestemt af den private (eller offentlige) kapitals (= maskiner og anlæg) krav om den størst mulige øgning. Kapitalismens fundamentale tro
på værdien af den fri konkurrence mellem uafhængige producenter ”smitter af” på samfundets uddannelsessystem som lægger særligt vægt på konkurrence­momentet.

16.

Materialisme: Op gennem historien har filosoffer beskæftiget sig meget med hvad det egentlig værende var for noget. Det kan være svært nok at forstå relevansen af dette problem, men man kan anskueliggøre det ved at se på en sprogbrugssituation:
Værtinden siger til gæsten:

”Tag en bøf til!”

For at forstå og bruge betegnelsen ‘bøf’ må man have et bøf-begreb, en slags mental prøve på en bøf (jvf. tæppeprøve, tapetprøve) som man sammenligner det sansede med for at afgøre om det sansede er en bøf (eller en sten fx): man må have bøffens idé i sin bevidsthed.

Nu gælder dette ræsonnement jo ikke kun bøffer; det gælder for alle fænomener at for at erkende dem som dette eller hint må vi erkende dem som manifestation af en idé. Dvs, at ideerne er fundamentet for vores erkendelse: det er dem der er det virkeligt værende.

Men hvordan er vores ideer dannet? Hvordan er de kommet ind i bevidstheden?

Hvis man vil holde fast ved at ideerne er det virkeligt værende, så må man forsvare den opfattelse at ideerne er medfødte, at de ligger som frø i bevidstheden og udvikler sig under organismens vækst — i hvert fald de vigtigste af dem (specielt: ideen om en alvidende, algod gud). Opfattelsen kaldes rationalisme eller idealisme.

Hvis man derimod mener at ideerne formes ved indvirkning fra miljøet, at ideerne på én eller anden måde er generalisationer af en vis mængde sanseindtryk (fx af bøffer), så må man gå bort fra ideerne som det fundamentale værende, for de er jo nu afledt af (sanseindtryk af) ting m.m. Dvs. man må gå ind for at enten sansedata eller ting mm. er det egentlig værende. Opfattelsen kaldes empirisme.

I filosofien står betegnelsen ‘materialisme’ for den allersidste opfattelse. Det er tingene mm. som er det egentligt værende.

Den rationalistiske og empiristiske opfattelse giver anledning til to vidt forskellige videnskabsmetoder. Den rationalistiske fører til at videnskabsmandens opgave er at erkende ideerne i sin bevidsthed, dvs. »skrivebordsarbejde«. Den empiristiske fører til at han skal ud og undersøge tingene for herved at danne nye begreber og finde nye sammenhænge.

Inden for samfundsvidenskaberne er en materialistisk samfundsteori en teori som forklarer samfunds­fænomener ud fra den måde hvorpå samfundet producerer ting
m.m.

På et berømt sted (”Forord” til ”Bidrag til kritikken af den politiske økonomi” 1859) skriver den materialistiske samfundsteoris grand old man, Karl Marx:

»I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige relationer, produktions­relationer, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter (maskiner m.v.). Indbegrebet af disse produktionsrelationer danner samfundets økonomiske struktur, den reale basis, på hvilken der rejser sig en juridisk og politisk overbygning, og til hvilken der svarer bestemte samfundsmæssige bevidstheds­former. Den måde, som det materielle liv produceres på, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et bestemt trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i modstrid med de forhåndenværende produktionsrelationer eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, inden for hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse relationer om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med social revolution.

Med forandringen af det økonomiske grundlag omformes hele den uhyre overbygning mere eller mindre hurtigt. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man altid skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktions­betingelser, der kan konstateres med naturvidenskabelig præcision, og de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt, ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den.« Parentesen er min.
(Citeret fra Politiske ideologier Politikens Forlag 1972, s. 215, hvortil jeg i øvrigt vil henvise særligt interesserede.)

Meget ofte går en materialistisk samfundsteori hånd i hånd med et stærkt politisk engagement til fordel for arbejderklassen således som det også gjorde for Karl Marx. Men det er naturligvis fejlagtigt at tro at en moralsk indignation på de dårligststillede samfundsgruppers vegne nødvendigvis må føre til at man går ind for en materialistisk samfundsteori. Eller omvendt. Fx var Jesus fra Nazareth ikke materialist.
Betegnelsen ‘materialisme’ kombineres ofte med to adjektiver ‘dialektisk’ og ‘historisk’.

Hvad det er man understreger ved at knytte ‘historisk’ til ‘materialisme’ skulle fremgå af citatet ovenfor.

I ‘dialektisk’ kan der ligge to ting. Dels en opfattelse af hvordan (historisk) udvikling og tankeprocesser forløber: en tese fremkalder går over i/står i modsætning til en antitese (dvs. tesens modsætning); dette bevirker at der opstår en syntese (af de to); denne nye (syn)tese fremkalder så igen en antitese osv, i det uendelige. (Udtrykkene findes ikke hos Marx).

Men i ‘dialektisk’ kan også ligge ‘gensidigt påvirkende’, dvs, at det understreges at materialismen ikke er en primitiv årsag-virkningteori om at den materielle produktionsmåde er årsagen til samfundets overbygning. Overbygningen virker tilbage på produktionsmåden. Men det er på den anden side klart at man ikke kan tilkende overbygning og basis samme vægt i sine forklaringer og så samtidig kalde sig materialist.

 

 

 

 

Men hvordan kan vi så alligevel medvirke?

Det, vi har måttet afveje, er, om det, at vi benytter den plads, vi har fået stillet til rådighed til at udbrede og argumentere for den kritiske, materialistiske samfundsforståelse, kan opveje den implicitte [17] støtte, vi ved vores medvirken giver til de borgerlige, videnskabelige og didaktiske [18] idealer, der ligger bag antologien. Det resultat, vores overvejelser er mundet ud i, er, at det i den fase af etableringen af en revolutionær bevidsthed, som man befinder sig i rundt omkring på de uddannelsessteder, hvor antologien er tænkt anvendt, er vigtigt, at de klare, marxistiske synspunkter bliver fremført kraftigt og beslutsomt ved enhver given lejlighed. Selv om vi fremmer antologien i dens dybest set borgerlige ærinde ved at deltage, så fremmer vi sandsynligvis i et rimeligt omfang også de materialistiske synspunkter og får folk i tale, som vi måske ellers ikke ville nå. Teori og praksis er udelelige og uadskillelige; vi betragter denne rapport som en praktisk be vidsthedsproduktionsindsats, hvis begrænsning og styrke begge er børn af de forhåndenværende produktionsbetingelser. Om børnene er levedygtige, kan kun tiden vise.

 

17.

Implicit = underforståede.

18.

Didaktiske = undervisningsmæssige.

 

 

 

 

Efter vi har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Arne Olsens [18a] perfide [19] angreb på den historisk-materialistiske [20] metode og de progressive [21] kræfter i uddannelsessektoren, er vores betænkeligheder ikke blevet mindre. Når vi ikke går ind i en polemik mod hans tilsvining, skyldes det ikke verbalt armod og mangel på argumenter, men at det vil være at kaste et totalt misvisende skær af betydnings­fuldhed over hans udgydelser at bruge plads på at gendrive smøren. Lad ham syde i sit eget sammenhængsløse nonsens.

18a.

Arne Olsen var en anden bidragyder til dette bind i antologien. Hans bidrag havde titlen ”Tre kik i perspektivkassen”. Her analyseredes samme materiale som i nærværende artikel, men på et andet grundlag og med et andet formål.

19.

Perfide = bevidst, ondsindet fordrejede.

20.

Materialisme, se forklaringen ved note [16]

21.

Progressive = marxistiske.

 

 

 

2. Indledning

Det må understreges, at den analyse, vi kan få plads til her, udgør en meget lille del af et større projekt om såkaldte politiske minoritetsgruppers (og enkeltpersoners) behandling i den borgerlige, manipulative [22] offentlighed i senkapitalismen. Projektets første fase omfatter en kritik af de eksisterende teoridannelser om den borgerlige offentlighed. Det vil stort set sige Habermas Borgerlig offentlighed 1971, Negt & Kluge Offentlighed og erfaring 1974, Madsen Nostalgisk progressivitet 1975, Sørensen Til kritikken af Jürgen Habermas: ‘Strukturwandel der Offentlichkeit’ 1975 og Bondebjerg Proletarisk offentlighed 1976. Det har vist sig, at disse teorier har behov for en grundig gentænkning, afklaring og udbygning. Det er denne proces projektgruppen befinder sig midt i, og det er derfor et meget betænkeligt foretagende på nuværende tidspunkt at skulle foretage en konkret analyse af noget pressemateriale. Det må udelukkende betragtes som et meget foreløbigt pilotprojekt, som har til formål at introducere forudsætningsløse gymnasieelever o.lign. til en materialistisk arbejds- og tænkemåde, og som derfor ikke på nogen måde kan demonstrere omfanget og dybden i de teoretiske problemstillinger, gruppen for tiden arbejder med. I det følgende skal kun opridses de minimale teoretiske forudsætninger for pilotprojektets analyse i en så tilgængelig form, som det har været muligt uden at »popularisere« det seriøse indhold væk.

22.

Manipulative = fordrejende, slørende.

 

 

 

3. Teoretiske forudsætninger

En af de mest påtrængende opgaver for en marxistisk funderet medieforskning må være at foretage en nøjere politisk-økonomisk bestemmelse af de centrale kategorier [23] hos Habermas og Negt & Kluge; men da en sådan kritisk revision, som ovenfor nævnt, selvsagt ikke kan klemmes inden for rammerne af dette antologibidrag, vil vi her blot henvise til fx ovennævnte artikler af Madsen og Sørensen, hvor en første tilnærmelse til en sådan kritik er gjort. På trods af det både tentative og problematiske i offentlighedsteorien i dens nuværende form er der ingen tvivl om, at den i sin totalitetssøgen [24] og betoning af overordnede sammenhænge er langt mere perspektiverende og rummer et betydeligt større erkendelses- og forklaringspotentiel [25] end andre retninger inden for den i øvrigt overvejende positivistisk [26] dominerede medieforskning.
Da de tre ovennævnte gutter, Habermas og Negt & Kluge i høj grad, hvis ikke fuldstændigt, kan siges at udgøre den kritiske [27] mediebeskæftigelses fundamentale grundlag idet vi husker, at de egentlige politisk-økonomiske bestemmelser [28] ikke er udarbejdet i en grad, som gør dem umiddelbart anvendelige i en konkret analyse vil vi her først kort skitsere nogle vigtige momenter ved offentligheds­problematikken. På grund af artiklens egentlige emnes meget begrænsede objekts karakter en analyse af 3 udvalgte artikler om en begivenhed i Fredensgade i København vil kun nogle enkelte punkter hos Habermas og Kluge & Negt blive berørt.

I en oversigtslig fremstilling som denne kan Habermas’ grundlæggende definition af den borgerlige offentlighed tjene som indgang: »Med den borgerlige offentlighed forstås først og fremmest den sfære der privatfolk samles til publikum« (Habermas 1971, p. 25). Denne definition bygger på en distinktion [29] mellem det private og det ikke-private, som udgør baggrunden for konstitueringen [30] af den borgerlige offentlighed som sted eller sfære. Habermas siger nemlig i en præciserende og afklarende fortsættelse af det ovenfor citerede: ”Denne offentlighet som er reglementert av øvrigheten gjør publikum straks krav på for å bruke den til en konfrontasjon med de offentlige myndigheter om de almene regler for samkvem i den fundamentalt privatiserte, men offentlige relevante sfæren for varesamkvem og samfunnsmessig arbeid.” (Habermas 1971, p. 25).

Den borgerlige offentlighed rummer, på grund af den fundamentale samfundsmæssige modsætning mellem privat og offentlig, en uforløst og uforløselig modsigelse; denne kommer frem, når man tager i betragtning, at argumentet for, at »publikum« har fælles universelle interesser, forudsætter, at alle samfundsindivider er lige, frie og rationelle [31] (i kapitalistisk forstand, vel at mærke). Men på grund af den privat organiserede produktions ulighed, ufrihed, tvang, undertrykkelse og udbytning for/af det besiddelsesløse proletariat [32], som i sit arbejde frarøves det, der er produktionens hele formål, set fra et kapitalistisk synspunkt, nemlig merværdien [33], udvikles der, i trit med den kapitalistiske produktionsmådes ekspansion [34] og intensivering [35] i trit med kapitalens altædende akkumulation [36], en stadig større klasse, der ikke har interesser til fælles med kapitalen, men hvis objektive [37] interesse det tværtimod er at afskaffe det kapitalistiske system, den borgerlige offentligheds grundlag. Når først den borgerlige offentlighed så at sige er etableret, bliver det mao. i borgerskabets interesse at holde proletariatet uden for offentligheden [38]; dette ville jo imidlertid være ensbetydende med en negering [39] af den borgerlige offentligheds universalitet [40]. På et andet niveau kan proletariatet derimod godt tilstedes adgang til offentligheden, så længe denne kun varetager de fælles (dvs, for kapitalerne) interesser og altså ikke tematiserer [41] selve det borgerlige samfunds fundament, den private eiendomsret til produktionsmidlerne. Dette sidste kan den borgerlige offentlighed ifølge sagens natur ikke gøre, og at noget sådant ikke skal ske, er da også sikret i de borgerlige [42] samfunds grundlove. Forenklet kan man således sige, at i det omfang offentligheden kun er politisk, kan proletariatet gives adgang; bliver den derimod økonomisk, er der »fare« for, at den trænger ind i de private (produktions)­forhold, og følgelig må fra et kapitalistisk synspunkt enkeltkapitalernes interesser beskyttes, medens den samlede kapitals interesser aktivt må fremmes.

Omvendt kan man sige, at i det omfang proletariatet kommer ind i den borgerlige offentlighed og altså på dennes (og i sidste instans: kapitalens) præmisser fører en ”politisk” kamp, der ikke overskrider den borgerlige offentligheds (kapitalernes fælles interessers) rammer, fortsætter undertrykkelsen og udbytningen i det private [43]. Når proletariatet gradvis er blevet tilladt adgang til den borgerlige offentlighed, kan det da også betragtes som en politisk kompensation [44] for den stadig mere intensive udbytning i produktionen, såvel som for den kapitalaffirmative [45] og proletariatobstruktive [46] organisatoriske opdeling i fagbevægelse og parti, i adskillelsen af faglig og politisk kamp.

Den kontinuerlige [47] rationelle diskussion, der på én gang er den borgerlige offentligheds selvforståede styringsprincip og legitimerende rationale [48], konstitueres [49] i særlige kommunikationsmediekanaler, der historisk i første omgang var pressen. Men ligesom det engang objektivt revolutionære borgerskab realhistorisk [50] erobrede en eksisterende offentlighed og omfunktionerede [51] den, således var der i fx England også tale om, at den borgerlige offentlighed omfunktionerede en allerede eksisterende privatorganiseret presse - blot med den væsentlige forskel, at den privatorganiserede presse som kapitalsubjekt [52] tillige fik den borgerlige offentlighedssfære som objekt. Herved ændredes pressens funktion fra ”blot” at være formidler af nyheder om varesamkvemmet til (også) at være stedet for selve den borgerlige offentligheds tilsynekomst: skabelsen af ”den offentlige mening”. Det er herudfra, de forskellige borgerlige samfunds fremhævelse af vigtigheden af en såkaldt ”fri” presse skal forstås, mao. ”fri” i forhold til en feudal [53], feudaloid eller bare feudalismisk øvrighed. Grundlovens paragraf om trykkefrihed ekspliciterer [54] den borgerlige offentligheds modsætningsfyldte karakter; thi begrænsningen i trykkefriheden (”dog under ansvar for domstolene”) sættes af andre ukrænkelige, grundlovssikrede rettigheder, deriblandt den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Den borgerlige offentligheds medie, pressen, er kun ”fri” på den borgerlige offentligheds, dvs, i sidste instans kapitalens, præmisser.

Dette kommer uløseligt og af nødvendighed til udtryk i den privatkapitalistiske organisering af pressen. Ligesom alle andre kapitaler er pressekapitalerne nemlig underlagt valoriseringstvangen [55]. Dette har selvfølgelig indholdsmæssige konsekvenser for pressevaren [56] men altså tillige konsekvenser for den borgerlige offentligheds reelle muligheds­betingelser og hermed også for en proletarisk offentligheds [57] formelle gyldigheds­muligheder.

Oven i dette kan så afslutningsvis idet vi jo bliver nødt til at prøve på ligesom at konkludere denne her teoretiske snak lægges, at en stor del af den private presse historisk har været organiseret i forlængelse af den politiske offentligheds partidannelser, hvilket naturligvis har begrænset den reelle mulighed for ”enhver (. . .) paa tryk at offentliggøre sine tanker”, som det så smukt lyder i grundloven, og at den skærpede konkurrence inden for pressen i øvrigt i et vist omfang har bevirket en ophævelse af avisernes direkte økonomiske partitilhørsforhold til fordel for et
økonomisk markedstilhørsforhold, hvilket kommer eksplicit [58] til udtryk i forbindelse med politiske valg, hvor pressekapitalen danser sin barokke og mere og mere gumpetunge
p.gr. af akkumulationen line- dans, idet den på én og samme gang søger at tilgodese det ideologiske tilhørsforhold til enkeltpartier og uafhængigheden deraf af hensyn til markeds­tilhørs­forholdet.

 

23.

Kategorier = begreber.

24.

Totalitetssøgen = søgen efter en helhed, et overblik.

25.

Rummer et betydeligt større erkendelses- og forklaringspotentiel = er i stand til meget bedre at beskrive og forklare.

26.

Positivistisk = beskæftiger sig udelukkende med at måle det som kan måles, dvs. som der kan sættes tal på, og interesserer sig kun lidt for at fortolke og forklare måle­resultaterne. Positivismen kaldes også undertiden for skemagalskab, idet dens udøvere – i hvert fald i den udartede form hvori den optræder i modstanderes fantasi – er optændt af en lidenskab for at ordne alting (tal!) i en endeløs række af skemaer og koordinatsystemer.

27.

Kritiske = marxistiske.

28.

Bestemmelser = begreber.

29.

Distinktion = skelnen.

30.

Konstitueringen = dannelsen.

31.

Rationelle = handler i overens­stemmelse med fornuften.

32.

Proletariat = lønarbejdere, lønmodtagere (i modsætning til kapitalejerne = aktieejere og lign.). Som fællesbetegnelse for små og store kapitalister bruges betegnelsen ‘borgerskab’.

33.

Merværdien = salgsværdien (”bytteværdien”) af det færdige produkt, minus udgifter til lønninger og vedligeholdelse af maskiner.

34.

Ekspansion = udvidelser.

35.

Intensivering = fx ”akkordræs”.

36.

Kapitalens akkumulation = kapitalens øgning. De private kapitalejere
placerer kapitalen hvor den giver det størst mulige udbytte, dvs, samfundets organisation er i høj grad bestemt af de privatejede, evt, internationale, kapitalers (maskiner, erhvervsvirksomheder) konkurrence om hurtigst muligt at vokse sig større.

37.

Objektive interesse = interesse iflg. en marxistisk analyse.

38.

Offentligheden. Tænk her på fx dagspressen.

39.

Være ensbetydende med en negering af = stride imod.

40.

Universalitet = at alle kan deltage.

41.

Tematiserer = sætter spørgsmålstegn ved.

42.

Borgerlige samfund = vestlige flerpartisystemer, som fx i Danmark,
USA og Frankrig.

43.

I det private = på arbejdspladserne; ‘udbytning’, fordi merværdien (se
note [33]) iflg. marxismen retfærdigvis burde tilfalde arbejderen, ligesom det færdige produkt burde tilhøre ham. Som forholdene er, betaler kapitalejeren i realiteten en underpris for værdien af det arbejde arbejderen udfører.

44.

Kompensation = erstatning.

45.

Kapitalaffirmative = kapitalisme-fremmende.

46.

Proletariatobstruktive = hæmmer/forhindrer proletariatets virkeliggørelse af sine virkelige mål.

47.

Kontinuerlige = stadige.

48.

Legitimerende rationale = logiske. retfærdiggørende begrundelse/
forudsætning.

49.

Konstitueres i finder sted i.

50.

Objektivt revolutionære borgerskab realhistorisk erobrede = borgerskabet overtog iflg. en marxistisk opfattelse.

51.

Omfunktionerede = ændrede.

52.

Kapitalsubjekt = kapital som stadig vokser sig større.

53.

Feudal, feudaloid eller feudalismisk øvrighed = (typisk:) godsejer med
livegne bønder.

54.

Ekspliciterer = udtrykker.

55.

Valoriseringstvangen = kravet om stadig at blive større.

56.

Pressevaren fx avisen.

57.

Proletarisk offentlighed = fx aviser hvor arbejderne selv taler deres egen sag ud fra deres sande interesser. I modsætning til hvad de kan gøre i
den borgerlige offentlighed.

58.

Eksplicit = klart.

 

 

 

4. Analyse

Beboerne bag aktionen i Fredensgade er ikke i egentligste forstand besiddelsesløse og udbyttede proletarer, men ikke desto mindre er begivenhedens behandling i den borgerlige offentlighed et eklatant [59] eksempel på, på hvilke betingelser aktioner udsprunget af en proletarisk bevidsthed formidles i et samfund med borgerlig ytringsfrihed. De demon­strerende udgør et af de efterhånden mange kollektiver af uddannelsessøgende og unge proletarer, som rundt omkring i landet har skabt små oaser af proletariske mod-offentligheder og ofte også produktionsfællesskab (hertil regnes som en særlig kategori også reproduktionsfællesskaber, co-produktionsfællesskaber, restaureringsfællesskaber, hygiejnefællesskaber og helt simple socialrelationelle kollektive samværsproduktionsfællesskaber uden specifikt eksternt målorienteret rationale) [60]. Det, vi er vidne til i de tre massemediers behandling, er, hvorledes en målbevidst og logisk aktion vendt, dels mod de boligforhold, man byder arbejderklassen i det senkapitalistiske ”velfærdssamfund” Danmark, dels mod bilindustriens hensynsløse ressourcespild og miljøforurening, gøres til en ”nyhed”, en ”historie”, og i hver sin variant indpasses i den version af borgerligt ideologi­-perspektiv, som dybest set er den pågældende avis’ mærkevare [61] på det kapitalistiske bevidstheds-gedemarked. I denne sammenhæng er forskellene mellem varianterne ret ligegyldige krusninger på overfladen af det privatkapitalistiske samfunds falske selvforståelse: Berlingske Tidendes fremstilling af demonstrationen som bølleoptøjer mod lov og orden, Ekstra Bladets brug af demonstrationen i sit perspektivløse (men profitable!) angreb på den borgerlige politimagts ringe effektivitet, og Informations intellektualistisk-dekadente [62] opløsning af det hele i harmløs ironi. Det fælles for dem, og det vigtige i denne forbindelse, er et totalt fravær af objektiv [63] gyldig, historisk-materialistisk [64] forståelse af baggrunden og dermed episoden. Tildragelsen isoleres altså fra den eneste baggrund, hvorpå den kunne gøres begribelig i egentlig [65] forstand. Tilbage bliver udenværkerne, de konkrete handlinger som udføres, hvilke slags bohave der fandt anvendelse som kasteskyts, hvor mange politibetjente, [65a] der kom, og hvornår. Artiklerne spiller på det usædvanlige, det »morsomme« og det sladderagtige med en teknisk manipulatorisk perfektionisme, som subliminalt indoktrinerer proletarer og kryptoproletarer med kapitalistisk ideologi, hvorved de gøres immune over for de marxistisk-leninistisk-maoistiske kadrers [66], partiers og mediers heroiske propagandafremstød for den historiske materialismes uigendrivelige beviser på samme borgeres reelle eksistensvilkår.

 

59.

Eklatant = tydeligt.

60.

Her tænkes bl.a. på almindeligt samliv med børneavl, oprydning, opvask, tandbørstning, vedligeholdelse og besøg af venner og familie. Parentesen (og denne note) kom med i artiklen med kun én stemmes flertal. Mindretallet udtaler: ”Vi protesterer på det skarpeste mod denne revisionistisk-socialdemokratiske udvanding af produktionsfællesskabskategorien til også at omfatte enhver småborgerligt kapitalistisk mikrosociologisk geskæftighed i intimsfæren.”

61.

Mærkevare = egtl. vare som sælges under et bestemt navn (mærke),
f.eks. Colgate-tandpasta.

62.

Intellektualistisk-dekadente. Vanskeligt at oversætte direkte, men udtrykket rummer associationer i retning af a) at Informations læsere er højtuddannede (intellektuelle), og b) at en høj grad af forfinet viden ofte ledsages af en nagende tvivl og refleksionssyge, som lammer handleevnen. En sådan lammelse vil ofte få verbalt udtryk i en ironisk afstandsskabende holdning til de konkrete handlemuligheder. For en engageret politisk aktør vil denne holdning være et tegn på menneskeligt forfald eller ”overforfine1se” ( dekadence).

63.

Objektiv gyldig = marxistisk.

64.

Se note [16].

65.

Egentlig = marxistisk.

65a.

Artiklen benytter traditionelt, grammatisk komma. Dette forkert satte komma insisterede kollektivet på at bevare i protest mod ”den borgerligt-dekadente-højrøvede, hånende betegnelse, ’idiotkomma’, hvormed borgerskabets lærerkorps og deres underkuede følgeskab af spytslikkende dydsmønsterelever ortografisk undertrykker og ydmyger proletarelever”.

66.

Kadrer = medlemmer af et kommunistisk parti. Der er i forfatterkollektivet et flertal på én for også at tage Mao med i sammensætningen marxistisk-leninistisk-maoistisk. Der var et andet, lidt større flertal for at tage Lenin med. Alle var enige om at tage Marx med. Der var et klart mindretal for at udelade Lenin, og altså skrive ”marxistisk-maoistisk”

 

 

 

5. Konklusion

For at få en proletarisk behandling af proletariske begivenheder må man først og fremmest tilintetgøre det kapitalistiske krav om, at aviser er en vare, som med profit skal sælges på et marked i konkurrence med andre. Dette vil muliggøre en bortskaffelse af den aktualitets-fiksering [67], som tvinger medierne til at bringe en masse udenværker uden baggrund. Det vil også likvidere den evindelige stakåndethed, som man er tvunget til, fordi der skal være plads til så mange ”nyheder” som muligt. Den proletariske avis er ikke underlagt et krav om at udkomme en gang dagligt i et bestemt udstyr, omfang osv. Den proletariske avis udkommer, når arbejderklassens demokratisk valgte redaktion beslutter det. Den rummer den grundige orientering, som sætter læserne i stand til på objektivt grundlag og i sammenhæng at forstå vigtige begivenheder. Den demokratiske avis bliver med andre ord meget forskellig både fra Berlingske Tidende, Ekstra Bladet og Information for ikke at tale om Aktuelt (det klasseforrådende, revisionistiske [68] Socialdemokratis ufrivillige parodi på en arbejderavis).

67.

Aktualitets-fiksering = optagethed af nyheder.

68.

Revisionistiske, dvs. Social­demo­kratiet har revideret (ændret) det oprindelige marxistiske grundlag for en socialistisk politik. Ændringen indebærer bl.a., at man tror på muligheden af en trinvis overgang til et samfund uden privatejede produktionsmidler (trinvis overgang = reformer inden for det kapitalistiske samfunds forfatningsmæssige rammer). Denne tro er for partierne yderst på venstrefløjen et forræderi mod arbejdernes sande interesser. De ledes ud på en lang udsigtsløs ørkenvandring mod et fatamorgana som i virkeligheden ligger i en helt anden retning.

 

 

 

 

6. Anvendt litteratur (listen omfatter kun et meget begrænset udvalg)

Arbejderbevægelse og klassebevidsthed Kontekst nr. 25-27, 1975.

Bondebjerg, I. Proletarisk offentlighed I Medusa 1976.

Borg, V. Industriarbejde og arbejderbevidsthed Røde Hane, København 1971.

Bruun Andersen, M. & J. Poulsen (red.) Mediesociologi Rhodos, København, 1974.

Cheesman, R. & C. Kyhn »Anteckningar om mass- kommunikation och klassmedvetande« i Häften för kritiska studier 3.

Dröge, F. »Wissen ohne Bewusstsein - Materialen zur Medienanalyse« Fischer Athenäum, Frankfurt am Main, 1972.

Habermas, J. Borgerlig offentlighed, Gyldendal, Oslo, 1971.

Hoizer, H. Kommunikationssoziologie Rowohlt, Reinbek bei Hamburg, 1973.

Kommunistisk Forbund Kritik af DKP Modtryk, Århus, 1974.

Krisevalget. En politisk offentlighedsanalyse af TV og valget d. 9. januar 1975 København, 1975.

Liversage, T. et al. Den nøgne sandhed. En rapport om Ekstra-Bladet Tiderne Skifter, København, 1975.

Lundkvist, A. Kapitalens bevidsthedsformer GMT, Kongerslev, 1972.

Madsen, P. Nostalgisk progressivitet. Noter til Habermas’ begreb om offentlighed Duplikat, Institut for Litteraturvidenskab, København, 1975.

Marquardt, 0. »Konjunkturforløb og klassebevidsthed« i Den jyske historiker nr. 1, 1974.

Marx, K. Kapitalen Rhodos, København, 1970-73.

Marx, K. & F. Engels Udvalgte skrifter, forlaget Tiden, København 1971.

Mattick, P. Kriser og kriseteorier Kurasje, København & Modtryk, Århus, 1974.

Mortensen, F. Ytringsfrihed og offentlighed Modtryk, Århus, 1975.

Negt, 0. & A. Kluge Offentlighed og erfaring GMT, Kongerslev, 1974.

Nissen, D. »Om oplysningens varekarakter. En undersøgelse af TV-avisen som ideologisk statsapparat« i Kinok nr. 20, København, 1973.

»Offentlighed og modoffentlighed» i Hug! nr. 1, 1974.

»Papir nr. 5: Dansk kritik» GMT, Kongerslev, 1975.

Pittelkow, R. Om grundlaget for massekommunikation med tidligkapitalismens England som udgangspunkt Duplikat, Institut for Litteraturvidenskab, København, 1973.

Presserapporten, Samarbejdet mellem arbejdere og akademikere, Århus, 1975.

Projektgruppe ”Socialdemokratiet – et borgerligt arbejderparti” i Politiske arbejdstekster nr. 6-7, 1974.

Prokop, D. (red.) Massenkommunikationsforschung Fischer, Frankfurt am Main, 1972.

Rasmussen, P. Massekommunikation, offentlighed og politik Duplikat, Institut for Nordisk Filologi, København, 1974.

Ravnholt Johansen, 0. & J. Mortensen »Kritik af pragmatikken» i Danskstudiet i samfundet Dansk Fagråd & Studienævnet for dansk, København, 1973.

Schmidt, M. & J.Stigel Massekommunikations teorier Analyser og kritik Duplikat, Nordisk Institut, Århus, 1974.

»Sprogbrugsanalysen under debat. Rapport fra den 2. studiekonference i nydansk grammatik og sprogbeskrivelse», Nydanske Studier nr. 6, Akademisk Forlag, København, 1974.

Sørensen, P. E. »Til kritikken af Jürgen Habermas:
Strukturwandel der Offentlichkeit» Fagtryk nr. 2,
1975.

Thing, M. »Massekommunikation – Klasse­kommu­nikation» i Vindrosen nr. 3, 1971.

Yaffe, D. S. Den marxistiske teori om kriser, kapital og staten Modtryk, Århus, 1974.

Zoll, Ralf & Eike Hennig Massenmedien und Meinungsbildung - Angebot, Reichweite und Inhalt der Medien in der BRD Juventa Verlag, München, 1970.