Kjøller forside à alle artikler à Manus: Fodbold for små fødder

[senest revideret 16/4 2005]

Titel og medium

”Foldbold for små fødder”, Kronik i dagbladet Politiken, juni 1982.

 

 

 

 Fodbold for små fødder

Klaus Kjøller

 

 

Fodbold er ikke kun det uendeligt store artisteri som vi kender det fra VM. Fodbold er også mange uendeligt små drenges store fornøjelse. Dagens kronikør skriver om sine oplevelser som manager for et puslingehold.

 

 

 

MIN SØN på 6 gik altid og sparkede fodbold. Ikke bare ude, men også inde. En hel eftermiddag kunne han knokle rundt i stuen, og være målscorer, målmand og dommer på én gang. Det lød uhyggeligt når han smed sig. Som en sæk knogler mod parketgulvet. Men straks oppe igen og fremad i nye angrebsbølger.

 

DET ER ikke min skyld. Jeg er ikke særligt fodboldinteresseret. Ganske vist spillede jeg højre halfback på Birkerøds 5. juniorhold, og blev kredsvinder i 1953 (diplom forevises på forlangende). Og for et par år siden prøvede jeg at gøre comeback på Lillerøds 5. seniorhold efter en ca. 25 års pause; men jeg faldt aldrig til på holdet; der var aldrig nogen der skød bolden hen til mig, og da jeg en dag fik en albue i øjet så mine briller blev helt skæve, holdt jeg op. I dag gider jeg ikke engang normalt at se en fodboldkamp på TV.

Nej, det er ikke fra mig han fik sin fodboldinteresse. Det er fra de store drenge på vejen. Er der noget en lille gut angler efter, så er det accept af de store drenge. Og når de store drenge spiller fodbold, så må man spille fodbold for at blive anerkendt.

Men de store gider ikke have sådan én med som ikke rigtigt kan styre sine ben, De griner når man skvatter over bolden af iver. Eller skælder ud. Så vender en såret kriger hjem. Der trøstes. Og bedst er det hvis far – eller til nød mor – går med ud og sparker. Som en erstatning for de store.

 

DA JEG gik ind i min anden sæson som stand-in for de store, indså jeg at fodbolden var kommet for at blive. Han blev meldt ind i fodboldklubben. Dels for at glæde og gavne ham, men også for at lette trykket på faren.
Det er godt et år siden nu. Og hvilket år! Han spiller fodbold som aldrig før, både i klub og derhjemme. Og jeg er gået hen og blevet manager for et fodboldhold. Af og til vågner jeg om natten og ligger og analyserer kampe og lægger taktik.

 

HVORDAN KUNNE det komme så vidt? Det skyldes bl.a. at jeg ikke kunne undgå at opdage at puslingefodbold ikke bare er nogle 7-8-årige drenge der løber rundt og sparker til en bold. Det er en bred, folkelig bevægelse med en imponerende frodighed og begejstring. Da jeg første gang oplevede den var min spdntane reaktion: hvor er dether dog DANSK.

Men det er også en verden som har forbløffende mange lighedspunkter med den hårde, professionelle fodboldverden. Selve kampens spænding, tilskuernes entusiasme, sejrens jubel og nederlagets fattede mandighed, er ikke afhængige af om det er Brasilien og Vesttyskland der spiller, eller om det er Birkerøds puslinger mod Hørsholms.

 

MANDIGHED, JA, for det er en mandeverden. Selvfølgelig optræder der også mødre og søskende af begge køn, men det er først og fremmest fædrene der møder op med deres sønner, det er fædrene der arrangerer turneringerne, og det er især fædrene der råber. Og der bliver råbt meget i puslingefodbold. “Op og hjælpe!”, “Pres ham!”, “I ham!”, “Ind over med den!”, “Karl er med på midten!”, “Dæk dem!”, “Ulrik, hvad er det du laver?”, “Åh nej”, “Skyd!”, “Væk med den!”, “Der var altså straffe dér, dommer!”

Det at der ikke er titusinder af tilskuere, men måske kun ca. ti, gør at den enkelte tilskuer får stor betydning, og en fornemmelse af at
et råb i rette tid kan resultere i mål. Ofte er der dog uenighed mellem tilskuerne om hvordan en bold skulle være spillet. Om den skulle have været sparket “op i siden”, sendt “skråt ind over til Herman” eller om Gunnar hellere skulle være “gået selv”. Og efter at jeg nu efterhånden har
overværet og tilråbt en del kampe, er det blevet stadig klarere for mig at spillerne i langt højere grad spiller end de lytter.

Jeg har sagt det til de andre forældre. De er enige. Men i næste kamp står vi der igen og råber. Det er en del af ritualet, og der er heller ikke for mange muligheder i dag for voksne mennesker til at stå og råbe af deres lungers fulde kraft på et slags offentligt sted. Jeg vidste ikke at jeg kunne råbe så højt, så længe.

 

MEN FORÆLDRENES engagement kan være et problem. Der er visse fædre som er meget ambitiøse på deres sønners vegne. Kravet er sejr; ved nederlag og brændte chancer vanker der udskældning; scores der mål, giver det derimod en femmer i individuel bonus til målscoreren, og glider det hele som smurt, vimser faren rundt om sønnen som en oppasser om en professionel stjerne: snører støvler op, lægger håndklæde frem…

Det dér med bonus ved målscoring kan give problemer i sammenspillet foran målet. Hvis nu Kaj ikke får noget hvis han scorer, men Prebens far derimod giver en femmer, så er der vel ikke noget at sige til at Preben selv tager chancen og skyder, i stedet for at spille Kaj, selv om Kaj stod meget bedre placeret?

Det er ved sådanne tilfælde at manageren, eller hoidlederen som han hedder i puslingefodbold, må tage affære. Det er én af de vanskeligste ting ved dette job, at man ikke bare er holdleder for en halv snes drenge, men at man også er det for deres fædre, Jobbet kræver i høj grad psykologisk indsigt og diplomatisk sans og en god portion råstyrke.

Men selv om man skulle besidde disse sjældne evner, og bruger dem alt det man kan, så skal man alligevel ikke regne med at den private bonusordning ved målscoring bliver afskaffet.

I situationer hvor holdet er truet af nederlag, kan der opstå en mytteristeimiing blandt forældrene: “Hvorfor sender han ikke Knud længere frem?”, “Bent får aldrig ordentlig besked på at holde sig ude i venstre side”, “Nej, nu skifter han Gudhjælpemig Ole ud med Knokle-Børge”, “De skal træne de dér hjørnespark meget mere”, “Fejlen er at de aldrig bliver varmet ordentlig op”. ‘Han’, det er holdlederen/ udskiftningslederen/ træneren i én og samme person. Han står gerne lidt væk, længere henne ad sidelinjen for sig selv, for ikke at blive alt for distraheret i sine strategiske overvejelser.

 
EN ANDEN svær situation er hvis spillernes fordeling på de forskellige hold skal ændres.

Alle er enige om at alle drenge ikke spiller lige godt fodbold, Men den far hvis søn skal rykkes ned på et lavere rangeret hold, betragter det som regel som et meget stort fejigreb, til enorm skade for Danmarks chancer for at komme i slutrunden ved VM i år 2000.

Nogle drenge er gode til at tackle, men sparker uberegneligt; andre sparker godt, men har en elendig kondition; andre dribler fremragende, men tager altid et træk for meget; nogle bevæger sig kun hvis bolden tilfældigvis rammer dem osv. Det det gælder om, er at sammensætte nogle hold som har en styrke der avarer til styrken hos de fremmede hold man skal møde i turneringen.

Da det i en turnering drejer sig om at vinde, matcher man naturligvis holdene efter styrke, De bedste hold fra de forskellige klubber, førsteholdene, i én pulje; de næstbedste, andetholdene, i en anden, tredjeholdene i en tredje osv, Viser det sig at et hold enten er helt suverænt i en pulje, eller at det er langt dårligere end de andre, må man prøve at ændre det. En fodboldkamp er sjovere, mere lærerig, mere spændende osv., i jo højere grad der spilles
i begge ender af banen.

 

MEN DET er lettere sagt end gjort at ændre ved det bestående. De hold som vinder alle deres kampe med op mod 10 - 0, har allerede fået så meget smag for den totale sejr, udraderingen af modstanderen, at de ikke vil ændres. Og som regel står holdets leder og forældrene last og brast her. Og det siger ikke så lidt, for jo flere sejre et hold har, jo større er forældrenes interesse for at møde frem. Hvorimod det kan være vanskeligt at skabe samme forældreentusiasme omkring et altid tabende hold. Det er ikke fordi det er ringere forældre der er tale om, men det har noget at gøre med meget grundlæggende træk i menneskets psyke.

Holdlederen for det altid tabende hold må derfor kæmpe en hård kamp hvis han ønsker at få styrket sit hold, så det sigter i det mindste mod at kunne vinde op mod halvdelen af sine kampe. En hård og ofte også ensom kamp.
Det kan fx foregå således: Andetholdets leder tager førsteholdets leder lidt afsides efter træningen:

Du, vi tabte også forleden, så vi må gøre ét eller andet for at få styrket det andethold.

Har du talt med lederen af tredjeholdet? Der skulle være et par virkelig gode som du kan få.

Hvor meget var det I vandt sidst?

9 -  0. De spillede virkeligt godt. Du kan tro de spillede sammen,

Men mine, de taber hele tiden. Jeg er bange for at de mister gejsten.

(Irriteret:) –  Men hvem har du som kan spille bold, som jeg så kan få i stedet?

 

NÆSTE TRÆNINGSDAG, nu med tredjeholdets leder:

Du, vi bliver nødt til at lave lidt om på holdene så andetholdet også kan vinde en kamp engang imellem.

Jeg troede ellers det gik meget godt forleden.

Det gjorde det også. Vi tabte kun 2 – 0. Hvordan ligger I i puljen?

Det går fint; vi vandt 11 - 0 sidst! Vi ligger klart på førstepladsen.

Men det er da ikke sjovt når det ene hold vinder så stort?

Joh, det kan du tro! Du skulle have set de bolde Keld sendte ind over. Det var lige efter bogen.

Jamen for de andre, dem der taber.

Hvad er det du går og tænker på?

Keld og Knud.

Er du gal? Du ødelægger hele holdet. Nej, siger jeg. Det vil være synd at splitte det når det lige går så godt. Hvem kan jeg få til gengæld?

Børge og Svend.

Er de noget værd?

Børge er god i forsvaret; Svend skal bare holdes vågen, så er han udmærket. Men du er jo også skrap til at holde dem i ørerne.

Jeg kan altså ikke gå med til det. Har du prøvet at tale med førsteholdets leder? De skulle være sikre på at vinde puljen allerede nu.


DER ER tale om ordvekslinger som sandsynligvis minder en del om det der foregår ved handel med professionelle spillere. Problemet for andetholdets leder er at han ikke har noget at betale med – andet end spillere som betragtes som dårligere end dem han er ude efter. Det er en meget dårlig handel for de andre managers – når det nu engang drejer sig om at vinde de størst mulige sejre.

BØR MAN melde fra? Er det ikke uværdigt med denne ensidige værdsætning af små mennesker efter hvor gode de er til at rende med en bold?

Joh, det er det! Men fodbold er jo mere end det. Når jeg fortsætter på min post som holdleder for mit Søren Brunske andethold (Ja, det er mig), så er det først og fremmest fordi jeg klart oplever at grundlaget for det hele er de små spilleres spontane glæde over spillet. For dem er det væsentligste at være med i turneringerne, at få kamptrøje på med nummer på osv., altså hele ritualet omkring kampen, lige så meget som selve kampen.

Selvfølgelig synes de også det er sjovest at vinde, men jeg har flere gange oplevet at en faders skuffelse over et kampresultat, var langt større end sønnens, ja at der måske oven i købet kunne spores irritation hos faren over at sønnen tog det så afslappet. Det er heller ikke ualmindeligt at sønner som forventes at lave mål, pludselig giver sig til at spille i forsvaret, indlysende nok fordi de føler forventningerne som et generende pres.

 

DET GLÆDER mig også at se at de efterhånden bliver bedre og bedre til at spille sammen. Det er meget få hold af 6-årige der er andet end en flok individualister med samme tøj på; men når de bliver 7-8 år, begynder de at opfatte sig som del af et hold, og de får mere og mere sans for hinandens stærke og svage sider. Og ikke bare de fodboldmæssige.

Endelig: fællesskabet mellen forældre (fædre) og sønner. På trods af de træk som peger i retning af den professionelle, hårde verden, så tilbringer vi mange rare timer sammen, ved og på fodboldbanen. Og der bliver meget ofte talt om alt muligt andet end fodbold.

Børnefodbold er de yngre børnefamiliers folkebevægelse. Man kender ikke Danmark før man har været med til en lagkageturnering: et stort, heldages arrangement for en hel egns fodboldklubber, hundredvis af spillere og forældre og søskende imellem hinanden. Til slut lagkage og soda vand til alle. Og det er selvfølgelig holdlederne der har ansvaret for at alle får et nøjagtigt lige stort stykke – om den så også skal skæres ud med plastik theske.

 

MEN DET er i alt for høj grad en mandebevægelse. Hvor er alle pigerne henne? Og det er oven i købet dem der er nærmest ved at være verdensmestre, så vidt jeg har forstået.


KLAUS KJØLLER
(Alle personnavne er fiktive; dialogerne er opdigtede, men ikke urealistiske,)