Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: Anmeldelse  af Sproget her og nu.

[senest revideret 30/3 2005, senest layout-revideret 14/6 2021]

Titel og medium

Bragt i tidsskriftet Danske Studier 1989, s. 190-196.

 

 

 

Anmeldelse af Erik Hansen & Jørn Lund (red.) Sproget her og nu. Dansk Sprognævns skrifter 14. 199 s., Gyldendal 1988.

 

 

Titel og medium.. 2

Anmeldelse af Erik Hansen & Jørn Lund (red.) Sproget her og nu. Dansk Sprognævns skrifter 14. 199 s., Gyldendal 1988. 3

Dansk rigsmål i forhold til andre varieteter 4

De sidste 30-40 års udviklinger i det officielle danske skriftsprog. 4

Forskellige sprogbrugsproblemer 6

Vurdering. 6

Referencer 10

 

 

 

Den dynamiske duo har slået til igen! Erik Hansen og Jørn Lund gør efterhånden en meget stor indsats for det danske folks sproglige oplysning. Journalisterne kender dem og de er som regel rede med sproglige kommentarer og forklaringer til døgnets seneste hændelser. Nok er kampen mod den sproglige uvidenhed sikkert ikke mindre Sisyfosisk end Batmans og Batboys kamp mod kriminaliteten. Men det er dynamikken, kompetencen og begejstringen hvormed kampen føres heller ikke. Våbnene er sprogminutter, kronikker, foredrag, artikler og populære bøger.

I den bog som her skal anmeldes har de fået sprogfolk med tilknytning til Dansk Sprog- nævn til at forsøge at gøre status over de sidste 30 års dansk.

Bidragene kan ordnes i tre grupper: I den første betragtes dansk rigsmål i forhold til andre sprog og sprogformer. I den anden behandles de sidste 30-40 års udviklinger i det officielle danske skriftsprog. I den tredje gruppe ses på forskellige sprogbrugsproblemer.

Dansk rigsmål i forhold til andre varieteter

Allan Karker placerer i »Introduktion: Det danske sprog i tid og rum« dansk på det sproglige verdenskort: indoeuropæisk, germansk, nordisk, østnordisk. Derefter sammenlignes dansk med de Øvrige nordiske sprog: udtale, retskrivning, ordbøjning, syntaks og ordforråd. Det konstateres at dansk er det nordiske sprog der har fjernet sig længst fra det oprindelige fællesskab. En konsekvens heraf er at det er sværere for nordmænd og svenskere at forstå dansk end at forstå hinandens sprog.

I »Den danske udtale« behandler Lars Brink to emner. Først besvarer han spørgsmålet om dansk er et smukt eller et grimt sprog. Med grundlag i stødet, drøbel-r’et og tonegangen, konkluderer han at dansk er grimt. Dernæst beskriver han de sidste tredve års lydudvildinger. Han konstaterer at forandringerne breder sig ud over landet fra København og at de i København i de fleste tilfælde kommer fra lavkbenhavnsk.

Hans Jørgen Schiødt plæderer i »Regionalgloser og rigsmål - et dilemma?« for at der skal flere regionalgloser med i rigsmålsordbøger.

De sidste 30-40 års udviklinger i det officielle danske skriftsprog

Henrik Galberg Jacobsen giver i »Retskrivningen. Fra Dejg til paj« et overblik over relationerne mellem de sidste tre retskrivningsordbøger: Dansk Retskrivningsordbog, der udkom fra 1923 til 1946, Retskrivningsordbog 1955 og Retskrivningsordbogen 1986.

Først giver han en oversigt over ændringerne i retskrivningsreglerne og i enkeltords stavemåde i ordbøgernes alfabetiske del. Dernæst behandler han spørgsmålet om de valgfri former. Han konstaterer bI.a. at antallet af valgfri former er øget med 80% i den nyeste retskrivningsordbog i forhold til den forrige (s. 72), og forudser en stramning på dette punkt i en kommende retskrivningsordbog (s. 76). Til sidst ser han på forholdet mellem norm og sprogbrugere: i hvilken grad de officielle normer faktisk følges af danskerne. Jeg gør ikke mere ud af referatet her, men vender tilbage til denne artikel senere i anmeldelsen.

Pia Riber Petersen bidrager med »Ordforrådets udvikling siden 1955. Fra kabinescooter til ellert«. Hun konstaterer at en stor del af de nye ord kommer fra amerikansk-engelsk, mens der kun kommer få ord fra tysk, svensk, fransk, norsk, fmsk, italiensk, russisk, japansk og koreansk. Forklaringen på ordforrådsændringerne hentes i samfundets udvikling: det danske sprog forbliver et ajourført og kraftfuldt meddelelsesmiddel.

Henning Spang-Hanssen anslår i »Det faglige ordforråd« mængden af termer i et sprog som dansk til ca. 300.000, fordelt på ca. 300 fagområder med hver ca. 1000 termer. Et fagord defineres som et ord der er hentet fra et fagsprog (en term), men som bruges almensprogligt. Det anslås ud fra indholdet i de største ordbøger dansk-engelsk og dansk-fransk at der findes mindst 100.000 fagord i dansk. Det er efter forfatterens mening væsentligt at faggrupperne tager hensyn til hvorledes deres fagtermer tager sig ud for almindelige sprogbrugere, bl.a. fordi nyhedsmedierne pludselig kan bringe et fagområde i fokus. Som eksempler på uheldig termvalg nævnes becquerel, måleenheden for radioaktivitet, og joule. Ud fra frekvensundersøgelser (Maegaard & Ruus) findes der belæg for at det faglige ordforråd præger almendansk i dag så meget, at en øget opmærksomhed for fagsprogene er påkrævet.

I »RESSOURCE staves da med ét -s-, ligesom på engelsk! Lidt om skiftende sproglig dominans og sproghistorisk bevidsthed« forudsiger Niels Haastrup at vi også i fremtiden vil få mange stavefeji i det ord som nu også må staves resurse. En lille empirisk undersøgelse (33 danskstuderende i første semester) viser at et flertal (18) finder resource (engelsk stavemåde) korrekt, og ressource (fransk) ukorrekt. Forklaringen findes i den prestige og dominans engelsk-amerikansk har i mange af de medier som veluddannede unge benytter. De mangler kendskab til de sproghistoriske forhold som Sprognævnet legitimerer -ss-formen med (fransk låneord fra 1700-tallet).

Erik Hansen konstaterer i »Grammatik: Bøjning og syntaks« at det danske sprog hverken trues af interne systemkonflikter eller af farlig påvirkning udefra. Men der sker lidt på nogle få, isolerede områder.

Inden for bøjning kan navneord af latinsk oprindelse som ender på -ium, nu også som regel have endelsen -ie: akvarium/akvarie, seminarium/seminarie. (På grund af offentlig modstand blev kun enkelte al disse dobbeitformer indført i Retskrivningsordbogen 1986). Stedordet vores bliver stadig mere accepteret i stedet for de bøjede former vor/vort/vore. Sin/sit/sine bruges tilsyneladende mere og mere også i flertal. Inden for udsagnsordene er forekomsten af farede blevet så hyppig at den er kommet med i den seneste retskrivningsordbog som sideform til for. Udvidelsen af brugen af entalsform af tillægsmåde synes at fortsætte: en ofte iagttaget situation, begge cyklerne er brugt.

Inden for syntaksen er det væsentligste at vi er midt i en ændring i brugen af de personlige stedords former. Der gælder i øjeblikket to regler: Regel 1 siger at nominativformerne skal bruges som grundled, mens akkusativformerne skal bruges i alle andre tilfælde. Regel 2 siger at et personligt stedord der står i en forbindelse hvor det kun kan være trykstærkt skal have akkusativform, altså også selv om det eventuelt er grundled. Regel 2 følges efterhånden af de fleste i naturligt talesprog. Men i skriftsproget står regel 1 stærkt: de vi får til overs, skal leveres tilbage. Erik Hansen mener at fremtiden tilhører regel 2 og det er der ingen grund til at fortvivle over, for den er gennemført i fransk uden at dette sprog har mistet i europæisk anseelse.

Af andre syntaktiske iagttagelser fra artiklen kan det nævnes at det lille tryksvage der optræder i stadig højere grad konsekvent som grundledsvikar i bisætninger: han har meldt afbud, hvilket der er en stor ulempe, det hus som der brændte, det tror jeg ikke der kan genere ham, hvem mener du der har ringet? Der optræder også i højere grad i forbindelsen der + bisætning: der er lagt til grund, at...

Forskellige sprogbrugsproblemer

Henrik Hagemann bidrager med »Hej, du dér – Brugen af DU og DE gennem 30 år i personlig belysning«. De bruges stadig, men er blevet fortrængt af du på mange områder. Det mest markante træk finder Henrik Hagemann imidlertid i at brugen af titler (familierolle eller stilling) på det nærmeste er forsvundet i daglig sprogbrug i løbet af perioden.

I »Officiel sprogbrug« redegør Arne Hamburger for de seneste årtiers arbejde med at forenkle statens, kommunernes og domstolenes sprog. Det 23 år lange begivenhedsforløb forud for Justitsministeriets vejledning af 15. oktober 1969 (»Vejledning om sproget i love og andre retsforskrifter«) oprulles. Og der redegøres for Sprognævnets stadig mere aktive medvirken i arbejdet med at få myndighederne til at skrive mere forståeligt til borgerne. Også efter oprettelsen af Statens Informationskontor i 1975 har nævnet medvirket ved arbejdet med selvangivelsen og fremstillingen af den meget populære pjece » – og uden omsvøb, tak! Eller: Hvordan man ved hjælp af lidt sund fornuft kan forbedre sine sprogvaner når man skriver til sine medborgere« (udkommet i 125.000 eksemplarer). Arne Hamburger konkluderer, på basis af en undersøgelse af Allan Karker, at den officielle sprogbrug er blevet bedre de seneste årtier, men at der stadig er en række stærke embedsmandstraditioner som ligger i vejen for at man meddeler sig menneskeligt til borgerne – og ikke fremtræder som en ophøjet, fjern og upersonlig institution.

I »Sprogbrug og sprogoplæring i folkeskolen« anfægter Mogens Gradenwitz den centrale placering som den ræsonnerende normalprosa har i skriveundervisningen.

Bente Liebst fortæller i »Mænds og kvinders tale – kontrol af eftertænksomheden, sikkerheden og sindstilstandene« om 3-4 forskellige undersøgelser af kønsbestemte forskelle i sprogbrugen.

Jørn Lund reflekterer i »Går det fremad? Om vilkår for børns sprogudvilding« over de seneste 30 års ændringer i skole og hjem. Han finder en beskeden bedring af børnenes muligheder for sprogudvikling i skolen. I hjemmet er der stor fare for at den stadige medie-baggrundsstøj indebærer at sproget kun sjældent bruges som samværsmiddel, til samtale og fortælling.

Vurdering

Bogen er beregnet for det man kan kalde den almindelige, interesserede modtager. I forordet skriver redaktørerne at »Dansk Sprognævn mener at kunne spore en stigende interesse for det danske sprog og har med dette bidrag ønsket at nære denne interesse«. Det kan ikke være forskerkolleger der tænkes på. Bogen skal altså være et stykke populærvidenskab. Den fælles ramme bidragyderne har fået, er »at gøre status over dansk sprog i dag, naturligvis ikke over alle sider af sproget, men specielt dem, der har med nævnets ansvarsområde og virkefelt at gøre«. Inden for denne ramme »har forfatterne været frit stillet m.h.t. stofvalg og fremstillingsform« (også fra forordet).

En sådan blød redaktørholdning må naturligvis resultere i at bogen rummer artikler som er meget forskellige. Der er meget langt fra Henrik Hagemanns stærkt anekdotiske betragtninger over du og De, til Hennlng Spang-Hanssens ubønhørlige sagprosa. Hos Erik Hansen er læseren på side 113 én der fx ikke ved hvad bøjning er for noget. Det forklares helt elementært og kontrasteres til afledning. Men allerede på s. 10 har Allan Karker anlagt et mere krævende forudsætningsniveau med uintroducerede fagord som rod, bøjningsendelse og stærkt bøjede udsagnsord m.fl. Der findes artikler som er forsynet med yderst få eller slet ingen nøjagtige henvisninger til den bagvedliggende videnskabelige litteratur (Brink, Hagemann, Hamburger, Lund) og der findes artikler med en hel del nøjagtige henvisninger (Jacobsen er suveræn, med Karker og Hansen på de næste pladser). Nu er det klart at referencernes omfang og detaljeringsgrad må afhænge af den populære artikels art. Består artiklen i at forfatteren vurderer nogle overordnede sproglige tendenser, vil der normalt ikke være behov for så mange detaljerede referencer som hvis artiklen søger at give et overblik over de seneste, registrerede nervøse trækninger på sprogets overflade. Det overordnede hensyn er at artiklen skal være en afsluttet og forståelig helhed for én der står uden for den sprogvidenskabelige sekt. Læsningen skal derfor ikke skæres i stykker af en masse henvisninger i tekstforløbet. Men artiklen skal ikke desto mindre give relevante anvisninger på hvor den mere interesserede kan læse mere. Den rigtige løsning på dette problem findes i Jacobsens artikel som afsluttes med en detaljeret, annoteret litteraturliste, ordnet efter artiklens emner. Dog må det undre den herværende anmelder-krakiler at der ingen henvisninger er til Jacobsen & Jørgensen som må antages at rumme Jacobsens mest folkelige bud på en retskrivningsvejledning. At den først er udkommet i 88 kan vel ikke være nogen gyldig undskyldning: Der findes andre referencer til titler fra 88 i bogens litteraturliste. Lidt mærkeligt er det også at der refereres til Jacobsen 85 som bygger på Retskrivningsordbog 1955, mens eksistensen af den reviderede og ajourførte udgave fra 88, som er funderet i Retskrivningsordbogen 1986, intetsteds antydes.

Men dette er jo på en måde luksusproblemer! Der er desværre andre steder i bogen hvor den videbegærlige læser lades i stikken fordi der mangler nøjagtige referencer. Er Lars Brink blevet angrebet af en akut selvudslettelsesvirus? Hans bidrag er i høj grad en kort, populær udgave af Brink & Lund 75. Men der findes ingen referencer i artiklen til dette monumentale værk, eller til dets fortræffelige, populære udformning i Brink & Lund 74. Der findes i artiklen flere uspecificerede referencer som ikke kan hjælpe en videbegærlig læser: side 37, 38, 39 (to gange). Og på side 28-29 mangler der da vist en reference til Heger. For den sprogligt interesserede tandlæge i Allerød ser det ud som om Lars Brink med denne artikel har grundlagt dansk fonetik og sociolingvistik.

Jørn Lunds afslutningsartikel aktualiserer et andet reference-problem: Hvor lidt kan man tillade sig at referere til faglitteraturen inden for fremmede fagområder man vover sig ind på? Jeg har selv sneget mig en hel del rundt i nabolandene og hjembragt både dette og hint, så det er ikke første gang jeg konfronteres med dette ubehagelige men nødvendige spørgsmål. Jørn Lunds artikel bygger på en række personlige iagttagelser over børns ændrede vilkår i de sidste 30 år, men han afviser udtrykkeligt at det skulle være relevant eller muligt at henvise til nogen videnskabelige undersøgelser (s. 180 og 185). Han anser det for tilstrækkeligt at henvise generelt til »fælles viden«. Denne sådan lidt nonchalante – kan man vel godt kalde den – holdning til forskningen inden for et andet område, står i bemærkelsesværdig kontrast til det ideal om pernittengrynsk videnskabelighed (inden for det sproglige område) som ellers klart dominerer i de fleste artikler i bogen. Det – indrømmet – ret frække spørgsmål som man kan stille er: Hvis vi sprogforskere kan udtale os om sociologiske og psykologiske forhold uden i det mindste at signalere at det kan have en vis betydning hvad sociologerne og psykologerne (ikke) hitter ud af, hvordan kan vi så regne med at der er nogen der gider læse vores populære bøger inden de udtaler sig om sproglige forhold? Modersmålet er jo noget alle og enhver har forstand på, ikke også?

Men på trods af tekniske indvendinger som disse giver bogen generelt den almindelige læser en god, overskuelig statusrapport over dansk sprog i dag. Det gør den i kraft af bidragene af Karker, Brink (artiklens anden del), Petersen, Spang-Hanssen og Hansen. De er alle veteraner på områderne, og deres artikler er ladet med forståelige oplysninger som er nye for én som ikke i forvejen kender faglitteraturen. Der er god grund til at takke redaktørerne for det initiativ og den energi der har skabt bogen. Gid jeres drivmidler aldrig må udtømmes!

Men da bogen har formanden for Dansk Sprognævn, Erik Hansen, som den ene redaktør, og da den er skrevet af »personer med tilknytning til nævnet« (forordet), må det også være et nærliggende læserkrav at bogen kaster lys over hvilke overvejelser der ligger bag nævnets råd og anvisninger til det danske folk. Nævnet har jo selv en iøjnefaldende rolle at spille i den sproglige virkelighed bogen beskriver. Hvad er nævnets sprogpolitik?

Der er ingen artikel der direkte behandler dette. Det må undre lidt, når man tænker på hvor meget det optager mange almindelige sprogbrugere hvad der er rigtigt sprog. Men man kan ud fra tre af bogens artikler sammenstykke sig et indtryk.

Jacobsen anfører (s. 53) at de allerfleste ændringer fra Retskrivningsordbog 1955 til Retskrivningsordbogen 1986 kan forklares ud fra ét af følgende tre prioriterede principper:

1.    Hensynet til den faktiske sprogbrug hos gode og sikre skriftsprogsbrugere.

2.    Fordanskning af fremmedord; dette princip bygger på en bekendtgørelse fra 1892.

3.    Tilnærmelse til udtalen.

Udtrykket »gode og sikre skriftsprogsbrugere« præciseres i Pia Riber Petersens artikel som rummer en oversigt over gennem hvilke medier nævnet holder øje med sproget: Aviser fra hele landet udgør 30% af kilderne, tidsskrifter 23%, distriktsblade 10%, bøger 10%. Resten deles mellem bl.a. ugeblade, radio, tv, brochurer og etiketter (s. 82). På basis af de daglige observationer registreres de ord og orddannelser der er nye, og de indgår så i nævnets efterhånden ret kolossale seddelsamling på i øjeblikket ca. 750.000 sedler. (Et slag på lommeregneren viser at nævnet i sin 34-årige eksistens har produceret omkring 100 sedler pr. arbejdsdag).

Hvad er betingelserne for at et nyt ord eller en ny stavemåde bliver officielt godkendt af nævnet? Og hvad er betingelserne for at et gammelt ord eller en gammel stavemåde bliver fjernet? Når man kun excerperer det nye og iøjnefaldende kan man egentlig ikke vide hvor udbredt en form er, for det skal jo altid ses på baggrund af totalforekomster. Og totalforekomster registreres ikke. Her må man så støtte sig på sin fornemmelse.

Jacobsen (s. 74 f.) undersøger i sin interessante og tankevækkende artikel, hvor mange stavefejl (i forhold til forrige retskrivningsordbog) der findes blandt de 13.000 hyppigste ordformer i aviser, ugeblade og fagblade (Maegard & Ruus 86). Han finder 60 fejl. Nogle af dem er talmæssigt ringe sammenlignet med de korrekte former, fx osse 16 gange, mod også 1712 gange. Andre er mere ligeligt fordelt, fx postbox/postboks 10/31. Og atter andre har overvægt til de forkerte former, fx interviews/interviewer 5/ej registreret.

14 af de 60 fejl er blevet afkriminaliseret i den seneste retskrivningsordbog. Desværre forhindrer pladshensyn en nøjere gennemgang og begrundelse af at netop disse 14 skulle ophøjes til norm. Det havde ellers været spændende og sikkert også lærerigt at høre om!

Erik Hansen begrunder (s. 119) at datidsformen farede (for for) nu er tilladt, med at den er udbredt, hvorimod bedte (for bad) er sjælden og »måske ude af stand til at slå igennem«, hvorfor den fortsat ikke er tilladt. Dette er i overensstemmelse med princip 1, men det er uklart hvad grundlaget for disse hyppighedsangivelser er. Er det et Hansensk skøn? Findes der et bestemt antal sedler på dem? Hængte må nu godt bruges med genstandsled. Argumentet er princip 1, suppleret med et sproghistoriske kendsgerninger: omkring 1700 bestemte »grammatikerne« at formen hang skulle bruges uden genstandsled; men den oprindelige brug af hængte (med genstandsled) var så livskraftig at det ikke var muligt at gennemføre »den nye, kunstige regel om hang (…) Retskrivningsordbogen fra 1986 har derfor indsat hængte i sine forrige rettigheder.« (s. 120).

Ordet »kunstig« i denne begrundelse er ikke tilfældigt. Modsætningen til det kunstige er det naturlige, og ordet naturlig dukker ofte op når nævnet begrunder sine råd. Dette NATURLIGHEDSPRINCIP består i at man fraråder det kunstige, stive, uforståelige, og tilråder det naturlige, mindre formelle og alment forståelige. Dette princip benyttes af Hansen s. 115, 117, 120, 126 og 135. I Hamburgers artikel spiller det den centrale rolle som ledetråd for nævnets rådgivning om offentlig sprogbrug: s. 148-49, 150, 153 og 156.

Jacobsens liste må altså forøges med dette princip. Og med yderligere ét som går ud på at stræbe mod en stabil og konsekvens grammatik. Dette STABILITETSPRINCIP påkaldes af Hansen s. 113-14, 115, 120, 128, 134 og 135.

At man ikke i bogen gør mere ud af at fremlægge og diskutere disse i alt fem principper betyder at det bliver sværere for læseren at få øje på de store linjer. Man får let indtryk al at det er på et meget lavt detaljeniveau at nævnet udøver sin indflydelse. Og at det fx er lidt tilfældigt hvornår man lader princip 2 og 3 på den Jacobsenske liste slå igennem og resultere i nogle nye valgfrie former, som fx kamuflage, kommunike og takle (for nu ikke at tage nogle af dem vi alle kender fra krigen i 85).

Jacobsen har en opsigtsvækkende liste over frem- og tilbage-rettelser i de tre seneste retskrivningsordbøger (s. 76). Det fremgår heraf at visse af de stavemåder som lovliggøres i 86 i virkeligheden er en relancering af stavemåder som fandtes i Dansk Retskrivningsordbog (1923-46) men som blev taget ud af omløb i 55. Det gælder fx skalotte, drosche, handikap, kerte, maguerit, odør. Men det vil helt klart være en overreaktion hvis nogen skulle begynde at frygte at nævnet vil skride til en relancering af store begyndelsesbogstaver i navneord og afskaffelse al bolle-å. Dette ville nemlig stride mod de store linjer i nævnets retskrivningsbestræbelser:

Man er yderst pragmatisk, følger opmærksomt sprogbrugernes aktiviteter, og justerer flittigt og omhyggeligt sin ordbog så den passer med de nye sprogskikke; hertil kommer at man foreslår et mindre antal nye selvopfundne stavninger ved siden af de gamle. Man kan ud fra denne bogs artikler konstatere at nævnet mere opfatter sig som et medium for det danske folks skriftsprogsvaner end som en normgivende instans. Det er ikke tilfældigt at denne artikelsamling ikke rummer et bidrag som forklarer den almindelige dansker om de helt generelle normproblemer der er forbundet med at være sproglig rådgiver for et lands befolkning. (Men det kan man fx læse om i Erik Hansens og andres bidrag i Nydanske Studier 12).

Referencer

Brink,L. & Lund,J. Udtaleforskelle i Danmark Kbh. 1974.
 ” Dansk Rigsmål Kbh. 1975.

Heger,S. Sprog og Lyd Kbh. 1981.

Jacobsen,H.G. & Jørgensen,P.S. Håndbog i Nudansk Kbh. 1988.

Jacobsen,H.G. Erhvervsdansk: Opslagsbog. Praktiske sprogproblemer. Kbh. 1988 (2. reviderede udgave; 1. udg. 1985).

Maegaard,B & Ruus,H. Hyppige Ord i Danske Romaner Kbh. 1981.
 ” Hyppige Ord i Danske Børnebøger Kbh. 1981.
 ” Hyppige Ord i Danske Aviser, Ugeblade og Fagblade 1-2 Kbh. 1986.

Nydanske Studier 12: Sprognormer i Norden. Indlæg ved et fællesnordisk symposium i København, oktober 1978. Redigeret af Erik Hansen og Peder Skyum-Nielsen.