Kjøller forside à alle artikler à Manus: Om valg af billeder i offensivt formidlende tekster…

[senest revideret ½ 2004]

Titel og medium

"Om valg af billeder i offensivt formidlende tekster: 4 eksempler" i Fausing & Redvall (red.) I billedet er alt muligt København: Tiderne Skifter, s. 323-347. (december 2000)

 

 

Om valg af billeder i offensivt formidlende tekster: 4 eksempler

 

Resumé: Efter analyse af et eksempel på klassisk forskningsformidling gennemgås fire bøger som er offensivt formidlende, dvs. beregnet for læsere som hverken læser af tvang eller fordi de interesserer sig for den pågældende videnskabelige disciplin. De fire bøger resumeres og beskrives ud fra deres brug af billeder på tre niveauer. Endelig placeres de i forhold til to erkendelsesteoretiske fordomme som bøgerne må søge at nedbryde for at nå læserne: 1) bevidstheden som en beholder, og 2) sproget som noget der først og fremmest benyttes til at beskrive med. Afslutningsvis reflekteres der over årsagerne til bøgernes forskellige grad af udbredelse.

 

Indhold

 

Titel og medium 1

Om valg af billeder i offensivt formidlende tekster: 4 eksempler 1

Indhold 2

Et klassisk eksempel fra Hawkings univers 2

Tekstens krav til læseren 3

Sproglige billeder i eksemplet 3

En pedantisk og en kreativ konklusion 4

Defensiv og offensiv formidling 4

Overblik over resten af artiklen 5

Billeder på 3 niveauer 5

Aktiv seer eller hvordan jeg lærte at elske politikerne, 1977 5

Sprogets vej til sindets fred, 1982 6

Manipulation - en håndbog, 91 7

Et dogme anfægtes: formidlingens tredje niveau 8

Fra ”Ghost in the Machine” til sprogspil 9

Spøgelset på pension 9

Overbevis dig selv 97 10

Det indre publikum slæbes med overalt 11

Den overkritiske dansklærer bekæmpes med imageteknikker 11

Virkeligheden som konstruktion 11

Konstruktivismen som ideologisk trussel 12

Er forskeren vinduespolerer eller kunstmaler? 12

Billeder på fjerde niveau: forfatteren i tv 13

Litteratur 14

Om forfatteren: 14

 

 

 

Et klassisk eksempel fra Hawkings univers

Når forskeren skal formidle til omverdenen, er billeder ét af de væsentligste redskaber. Et vel efterhånden klassisk eksempel på vellykket formidling, er Stephen W. Hawking Hawkings univers. Bogen er kommet i kæmpeoplag og oversat til mange sprog, herunder dansk. Den formidler de seneste landvindinger inden for fysik og astronomi.

    Et citat fra bogen kan vise hvordan Hawking udfylder rollen som formidler, og hvordan han bruger billeder.

 

Ved hjælp af bølge/partikel-dualiteten omtalt i det foregående kapitel kan alt i universet, herunder lys og tyngdekraft, beskrives som partikler. Disse partikler har en egenskab ved navn spin. Man kan tænke på dette begreb ved at forestille sig små toppe, der snurrer eller ”spinner” om en akse. Det kan imidlertid være vildledende, fordi kvantemekanikken fortæller os, at partiklerne ikke har en veldefineret akse. Det, som en partikels spin reelt fortæller os, er hvordan partiklen ser ud fra forskellige retninger. […]

(Hawking Hawkings univers, 1988, s. 56)

 

Som enhver anden tekst rummer denne informationer om afsenderen, om afsenderens opfattelse af modtageren og kommunikationssituationen og om afsenderens opfattelse af emnet.

    For at træde ind i modtagerrollen må læseren acceptere afsenderens opfattelse af sig selv, af modtageren og situationen, og af emnet.

    Da Hawkings bog har nået stor udbredelse, må man have lov at antage at det i høj grad er empirisk bekræftet at bogen lever op til alment accepterede normer for hvordan formidlende litteratur bør være, herunder normer for det billede af afsender, modtager og emne som teksten rummer.

 

Tekstens krav til læseren

I teksten har vi en fortæller som ved hvordan tingene virkeligt hænger sammen, og som bakser med at få det oversat til noget som er forståeligt for læseren – som lever i en velkendt, men uvirkelig ”virkelighed”. Den meget autoritære fortællerrolle i teksten svarer til den såkaldt auktoriale fortæller i en roman: Han ved alt om hvad der i virkeligheden foregår, både i og uden for personernes bevidsthed, både i den verden de kender og i den verden som de ikke kender.

    Det grundlæggende krav til læseren er at hun må acceptere at fænomener i virkeligheden er helt anderledes end de er i den virkelighed hun kender. Hun må acceptere

 

1)   at der findes noget som er så småt at hun ikke kan opfatte det umiddelbart med sine sanser

2)   at dette småtteri er mere virkeligt end det hun umiddelbart opfatter

3)   at fortælleren (og hans forskerkolleger) har særlig adgang til denne virkelighed som hun ikke kan opfatte. Der tales på Videnskabens vegne, her ”kvantemekanikken”.

 

Sproglige billeder i eksemplet

Når fortælleren skal oplyse om den egentlige virkelighed, bruger han ord som læseren kender fordi hun er vant til at bruge dem i den tilsyneladende virkelighed. Ordet partikel fx, bruger hun om meget små objekter som man kan få i øjet eller i et sår. Ordet spinne fx, bruger hun om en snurretop.

    Når Hawking fortæller at lys som læseren opfatter det, i virkeligheden er partikler, så er det et billede: ordet partikel bruges af fortælleren om noget som netop ikke er en partikel i ordets oprindelige betydning. Ordet bruges om noget andet som på én eller anden væsentlig måde ligner en partikel. Ligheden består her i at fysikernes partikel også er et meget lille objekt. Men til forskel fra dagligdagens partikel gør den ikke ondt hvis den kommer i øjet og den forurener heller ikke såret.

    Også ordet spinne bruges billedligt. Men samtidig forklares det hvorfor det ikke er uden problemer at bruge dette billede: ”[…] kvantemekanikken fortæller os, at partiklerne ikke har en veldefineret akse”.

    Problemet er hvordan læseren forestiller sig en meget meget lille snurretop som spinner, men ikke omkring en bestemt akse. Billedet står mildt sagt ikke klart. Og det bliver vel egentligt ikke meget klarere med den følgende sætning: “Det, som en partikels spin reelt fortæller os, er hvordan partiklen ser ud fra forskellige retninger.” Det mystiske er stadigvæk hvordan spinnet hos en partikel som ikke har en veldefineret akse og som derfor egentlig ikke kan siges at spinne i nogen som helst almindelig begribelig forstand af ordet, i virkeligheden (“reelt”) kan fortælle os hvordan partiklen ser ud fra forskellige retninger. Vanskeligheden bliver ikke mindre af at partiklen jo slet ikke kan ses i nogen dagligdags betydning af ordet se.

 

En pedantisk og en kreativ konklusion

Der er to måder hvorpå man kan drage formidlingskonsekvenser af analysen af dette repræsentative eksempel: en pedantisk og en kreativ.

    Den pedantiske lyder således:

    Ordene vi bruger i dagligdagen hænger sammen i et sindrigt net af betydningsforhold. Derfor kan man ikke bruge dem isoleret til at forklare detaljer fra fysikernes verden. Fordi ordene hænger sammen, vil ethvert hverdagsord som fysikeren bruger i sin formidling, frembringe uønsket støj i form af uhensigtsmæssige associationer hos læseren – ud over de hensigtsmæssige som er den oprindelige grund til at bruge hverdagsordet.

    Den pedantiske konklusion medfører at man enten opgiver at formidle, eller at man ledsager sin formidling med nogle semantiske redegørelser for de hverdagsord man bruger. At denne sidste mulighed ikke er uden problemer, fremgår også tydeligt at min analyse af dette eksempel: Den vil få fremstillingen til at svulme op og belaste den læser som er interesseret i at trænge ind i fysikkens mysterier, med også at skulle fatte et hjørne af sprogvidenskaben – et hjørne som muligvis ikke interesserer læseren et klap.

    Den kreative konsekvens af eksemplet lyder således:

    Når fysikeren skal formidle, skal han selvfølgelig bruge hverdagssprog. Men at bruge hverdagssprog om fysikernes verden, betyder at ordene bruges billedligt, dvs. kunstnerisk. Den formidlende fysikprofessor optræder som en digter med særlig indsigt i en højere virkelighed. At berette om denne højere virkelighed kræver nye betydninger som kræver nye ord eller gamle ord som kombineres på nye måder så de giver nye betydninger, dvs. nye indsigter.

    Som i megen avanceret lyrik optræder paradokser som et væsentligt middel til at stimulere fantasien. Alene her i dette lille eksempel finder vi disse paradokser udtrykt mere eller mindre direkte:

    Partikler spinner uden at have en akse,

    Lyset er både bølger og partikler

    Usynlige partikler kan ses fra forskellige retninger.

 

Defensiv og offensiv formidling

Hawkings bog er et meget vellykket eksempel på det man kan kalde defensiv formidling: Læseren er enten tvunget til at læse teksten eller opsøger den fordi hun er interesseret i den pågældende videnskabelige disciplin. På de forudsætninger er læseren godt tjent med teksten. Den ret høje læsermotivation vil bl.a. få hende til at acceptere det krævende billedsprog fordi hun i forvejen tillægger forfatteren autoritet som én der er i pagt med en art højere, fremmedartet virkelighed som kun kan gøres begribelig ved hjælp af udtryksteknikker som bl.a. kendes fra moderne lyrik, fx paradokser. Men teksten er ikke opsøgende. Der findes intet i den som kan motivere en læser som hverken læser af tvang eller fordi hun er interesseret i den videnskab.

    Næsten al den forskningsformidling som foregår i alle videnskabelige discipliner, er af defensiv art: lærebøger, popularisering og forskningsbaseret undervisning. Også en artikel som den du er i gang med at læse nu, tilhører kategorien.

Det er ikke underligt at denne form for formidling dominerer. Som skrivende forsker kan man i høj grad regne med tvangsudskrevne læsere. Forskerkolleger er nødt til at orientere sig i hinandens arbejder. Og studerende er nødt til at læse de tekster som indgår i pensum. Det er rart hvis teksterne er velskrevne og behagelige at læse, men det er ikke en nødvendig betingelse. Det væsentlige er at de rummer noget nyt og at den videnskabelige argumentation er i orden.

    Hvad gør en formidler som ønsker at nå læsere som er langt mindre interesserede, fx fordi de slet ikke kender den videnskabelige disciplin forskeren kommer fra, eller fordi de har den forhåndsopfattelse at der ”ikke er noget at hente”?

    Formidling til denne type modtagere, kalder jeg offensiv formidling. Den i udgangspositionen lavere motivation hos læseren, medfører at de første krav til offensiv formidling er 1) at den skal overbevise læseren om at det der formidles kan bruges til noget, eller 2) at alene det at læse teksten giver så megen tilfredsstillelse at læseren synes det er umagen værd.

    De to udtryk defensiv og offensiv formidling bruges som typebegreber. En tekst kan være mere eller mindre defensiv eller offensiv.

    Billeder spiller en meget fremtrædende rolle i offensiv formidling fordi billeder er velegnede til at vække kærlighed og had, og dermed motivere en læser som er (var) ligeglad. Og billeder bruges ikke kun aktivt af forfatteren. De kan også bruges af læseren til at blokere over for stoffet. For læseren møder sjældent teksten med en hel tom billedskærm. Hun vil ofte have fordomme over for emnet – fordomme som er bundet i bestemte billeder. Det kan være nødvendigt at nedbryde eller i det mindste svække disse fordomsbilleder for at gøre læseren modtagelig for ny viden.

 

Overblik over resten af artiklen

For at kaste lys over hvorledes man kan bruge billeder i offensiv formidling, vil jeg i det følgende berette om mine erfaringer efter mere end 20 års eksperimenter i genren. Af de i alt 11 bøger (eksperimenter) som indgår i projektet, er der her valgt 4 ud som er særligt velegnede til formålet. Bøgernes indhold vil blive resumeret og deres genre vil blive karakteriseret, og de særlige problemer og erfaringer med lige netop det eksperiment vil blive fremlagt kort og i et vist omfang diskuteret. Alt sammen med særligt henblik på brugen af billeder.

 

Billeder på 3 niveauer

Når man skal formidle, arbejder man med billeder på 3 forskellige niveauer:

 

1) Nede i teksten bruges billeder til at illustrere faglige pointer, begreber, regler.

2) Den sprogtone eller stil som anlægges, tegner et billede af den kommunikationssituation som formidlingen foregår i: afsender, modtager og forholdet mellem dem.

3) For at få læseren til at acceptere det konkrete indhold som formidles, kan det være nødvendigt at gøre op med nogle fordomme læseren har over for stoffet. Disse fordomme vil ofte være nogle forestillinger om eller billeder af erkendelsesteoretiske forhold. For at sikre størst mulig gennemslagskraft for det konkrete indhold som formidles, må man derfor søge at rokke ved disse grundforestillinger eller -billeder – og helst: få dem erstattet af nogle mere hensigtsmæssige.

 

I de to første bøger vi skal se på, arbejdes der med billeder på de 2 første niveauer. I de to sidste bearbejdes læseren med billeder på alle 3 niveauer.

    Dette er altså den ene røde tråd eller progression gennem den følgende fremstilling: Læseren bearbejdes på et voksende antal niveauer. I den klassiske, defensive formidling arbejdes der kun på det første niveau. Rollefordelingen på andet niveau er fastlagt som vi så det i eksemplet fra Hawking.

    En anden rød tråd er at det billede af forfatteren som bøgerne giver, ændres fra ”akademisk forsker som formidler” til noget andet. Denne eksperimenteren med fortællerstemmen er ukendt i klassisk, defensiv formidling.

 

Aktiv seer eller hvordan jeg lærte at elske politikerne, 1977

 

Resumé: En historie om de følger det får for en yngre edb-mand at han en aften foran TV-Avisen indser at hans 2-årige søn forstår Hans V. Bischoffs nationaløkonomiske forklaringer. Med sin båndoptager og sin sunde fornuft kæmper edb-manden sig frem gennem kilometervis af politiske radio- og tv-udsendelser for at finde ud af hvad det er man forstår i politik, når man ikke forstår sig på nationaløkonomi og administration. Vi hører om den pris han må betale – i familien, i karrieren. Vi ser ham omgivet af skepsis, forfulgt, grebet af anfægtelser. Men vi oplever også frugten af det hårde slid når han på basis af den indvundne indsigt kan lægge grundstenen til Folkebevægelsen for et forståeligt demokrati. En bevægelse som bygger på en anerkendelse af det såkaldt usagliges afgørende betydning.

 

Indledningsbilledet i Aktiv seer er fortællerjeg’ets 2-årige søn som sidder og ser en tv-journalist forklare nationaløkonomiske sammenhænge i TV-Avisen. Forklaringen ledsages af en partering af en kyllling som skal illustrere hvorledes budgettets forskellige poster hænger sammen. Jeg-fortælleren indser at sønnen faktisk forstår hvad der foregår – i én eller anden forstand. Hvad er det han forstår, for det kan vel ikke være de indviklede nationaløkonomiske sammenhænge

    Denne situation med den 2-årige foran tv, er en klassisk brug af billede, nemlig til at konkretisere et abstrakt forhold, her: forståelse af et indslag i en tv-avis. Læseren oplever helt konkret hvad der er tale om ved indlevelse i et billede, en konkret situation. Hun får ikke bare forklaret abstrakt hvad der foregår når man forstår et sådant indslag.

Denne klassiske brug af billeder i formidling anvendes naturligvis til stadighed i alle de 4 bøger som vi her ser på. Kunsten at popularisere består væsentligst i at vælge den rette konkretisering, dvs. det bedste billede. Og det gælder uanset om det er fysik og astronomi der populariseres, eller kommunikationsvidenskab.

Dette er billedarbejde på første niveau. Jeg vil gå let hen over dette niveau da det er så velkendt og ikke specielt interessant når vi ser på offensiv formidling.

Men at popularisere er også at finde en sprogtone, en stil, en måde at tale til læseren på. Dette er at vælge et gennemgående billede af afsenderen, af læseren og af formidlingssituationen.

Det er billedarbejde på andet niveau.

Den almindeligste løsning er at træde ind i rollen som læserens hjælper, således som Hawking gør i eksemplet i denne artikels begyndelse. Men som det fremgik, forudsætter en vellykket udførelse af denne rolle at læseren overhovedet er interesseret i at blive hjulpet af en videnskabelig autoritet som måske ovenikøbet taler delvis i gåder. Det er læseren hvis hun skal læse stoffet, eller hvis hun bare er interesseret i den pågældende videnskabelige disciplin. Men disse læserforudsætninger er ikke opfyldt når vi – som her – ser på offensiv formidling.

Derfor er jeg’et i Aktiv seer ikke formidlende forsker. Der er er ikke tale om den formidlende teksts normale jeg: en alvidende forfatter, nemlig det formidlende forsker-jeg, der taler til en mindre vidende læser, nemlig den almindelige mand eller kvinde. Aktiv seer er en humoristisk jeg-fortælling hvor jeg’et er en repræsentant for bogens målgruppe. Formålet med at vælge netop denne jeg-fortæller er bl.a. at sikre maksimal identifikation mellem afsenderen af bogens budskaber og modtageren. Dermed skulle der sikres maksimal effekt af bogens erkendelser: De dæmrer for en ligemand in action; de dumper ikke ned fra oven med His Masters voice.

 

 

Sprogets vej til sindets fred, 1982

 

Resumé: Det er en lærebog i politisk og bureaukratisk sprogbrug og argumentation med det erklærede formål at sætte læseren i stand til at opnå den tilstand af ro og overblik som kendetegner de professionelle brugere af dette sprog. Der opstilles en række sproglige direktiver, herunder hvad-direktivet (frigør dig fra emnets tyranni), hvem-direktivet (tal til alle og ingen på én gang), plus-direktivet (minusord erstattes med plusord, f.eks. sløv-velovervejet, naiv-tillidsfuld), spade-direktivet (kald aldrig en spade for en spade), komplikations-, nødvendigheds- og forbeholds-direktivet (tal gerne længe, men sig aldrig for meget), målsætnings-, opløsnings- og anti-direktivet (bryd direktiverne om nødvendigt). Sprogbrugeren gennemløber en række faser, fra dagligsproget over det avancerede sprog og "den rene tale" (en uophørlig monolog om alt og intet) til "den rene tavshed" som er den højeste form for indsigt. Teorierne afprøves på analyser af problemer som arbejdsløshed, betalings- og terrorbalance samt den offentlige tale, herunder kulturlivets sprog, læserbreve, telefonprogrammer, dybsindigheder og kunsten at se det principielle i en detalje.

 

Bogens emne er i høj grad identisk med emnet for en meget udbredt bog om bureaukratisk sprogbrug: Erik Hansen Ping- og pampersprog. Men hvor Erik Hansens holdning til emnet er kritisk og afslørende, er holdningen i Sprogets vej accepterende: I stedet for at bekæmpe bureaukratiets sprogbrug, så bør man forstå denne sprogbrugs værdier og lade den komme hele befolkningen til gode.

     Genreeksperimentet - og dermed billedeksperimentet på andet niveau - i denne bog var at lave den så den kunne læses på to forskellige måder: som en ironisk satire over guruers lykkebøger, og som en helt uironisk hjælp til at benytte nogle sproglige teknikker fra bureaukraters og politikeres sprogbrug til at få sindsro med. Det er altså et forsøg på at forene to egentlig uforenelige billeder i én og samme tekst.

     Hvadenten bogen læses på den ene eller den anden måde, så er fortællerjeg’et ikke formidlende forsker. Han hader eller elsker alt for meget til at være registrerende forsker. Eller sagt på en anden måde: Gururollen er alt for iøjnefaldende – enten som noget der satiriseres over, eller som noget der tages alt for alvorligt.

    Aktiv seer og Sprogets vej er bag deres genremæssige forskelligheder begge præget af de forskellige garderinger som akademikere – i hvert fald humanistiske og samfundsvidenskabelige akademikere af den angelsaksiske skole – ofte benytter når de skal skrive en bog for bredere kredse: humor, en smule ironi og skepsis. Det er en del af denne akademiske kultur at man ikke offentligt giver det udseende af at man tror man er noget. Det betyder blandt andet at man heller ikke offentligt udtrykker at det fag man repræsenterer kan frelse verdenen eller bare læseren.

    Derfor er det ikke tilfældigt at Sprogets vej kan læses på to modsatte måder. Prisen for at give rollen som den naive læsers oprigtige guru, er at den akademiske læser helt sikkert kan se ironien.

    I de to bøger vi nu skal se på, bortfalder den akademiske gardering.

 

Manipulation - en håndbog, 91

 

Resumé: Grundideen er at læseren gennem tilegnelse af stoffet i bogen vil blive i stand til at manipulere sine modstandere og dermed blive bedre til at få sin vilje og et godt liv. Ved at benytte sig af de fire dyder: ærlighed, idealisme, identitet/stabilitet og kompetence kan man manipulere de fem modstandertyper: tryghedsnarkomanen, karrieremageren, fanatikeren, formanden og statsmanden. Bogen har øvelser til hvert afsnit, oversigt over manipulationsregler og et fyldigt stikordsregister, som gør den anvendelig som håndbog. Teksten rummer mange aktuelle eksempler på manipulation af politikere og andre. Bogens gennemgående holdning er, at al interaktion mellem mennesker er manipulation.

 

Det uakademiske i denne bog ligger mest i øjnefaldende i tre ting:

 

1)   Fortællerjeg’et tror faktisk på at læseren ved at lære bogens manipulationsteknikker kan forbedre sit liv – der er ingen humoristiske eller ironiske forbehold over for teknikkerne.

2)   De mange øvelser som skal få læseren til straks at overføre teknikkerne til sine egne livssituationer i familie, på job osv. med ret øjeblikkelig forbedring til følge.

3)   Den pædagogiske metode som går ud på at læseren bl.a. lærer at blive bedre til at analysere manipulation hos andre ved at træne intensivt i selv at manipulere. Denne metode strider direkte mod den almindelige universitetspædagogik som går ud på at lære teori og analyse ved at læse bøger og artikler med teorier eller undersøgelser.

 

En traditionel akademisk defensiv populær behandling af emnet ville bestå i en afsløring af manipulationsteknikkerne således som de praktiseres af politikere, ledere, guruer og journalister, eventuelt ledsaget af nogle øvelser i at analysere manipulation, så læseren bliver bedre til at få øje på det. Det er en angrebsvinkel som fx findes hos Andersson & Furberg, Fredriksson og Espersen.

Dette at afsenderen anbefaler noget moralsk forkasteligt, dvs. manipulation, med det formål at læseren kan nå noget værdifuldt, nemlig et godt liv, tegner afsenderen som på én gang ond og god. Også læseren er fra første færd tegnet tvetydigt: Gennem bagsidetekst og indledning aktiveres læserens frygt for at gå til grunde i en verden hvor alle manipulerer. Ret hurtigt i bogen og øvelserne bliver det klart at manipulation eller påvirkning er noget alle gør. Og teknikkerne indøves i bogen gennem øvelserne som en helt naturlig livsytring i parforhold, i politik og alle andre steder hvor mennesker mødes og ofte har forskellige mål.

Læseren er altså ikke kun én der kæmper med ryggen mod muren mod en ond verden. Hun er også én som selv, og med rette, kæmper aktivt for sine mål med de samme teknikker som “de onde” bruger. Midlerne er acceptable, ja nødvendige, fordi de uvægerligt indgår i menneskeligt samkvem. Ja, de er endog en konstituerende del af et demokratisk samfund. Derfor burde skolebørn, ifølge bogen, træne dem i skolen så de undgår at blive kanonføde når de slippes ud.

Et dogme anfægtes: formidlingens tredje niveau

Et væsentligt begreb i denne bog er ’image’ som er det billede, den opfattelse som omgivelserne har af én. Det er en grundtanke at dette image kan opbygges, ændres og nedbrydes gennem brug af forskellige teknikker.

Det er et opfattelse som er almindeligt accepteret når talen er om virksomheder, politiske partier og fagforeninger. Men når opfattelsen anlægges på enkeltindivider, vækker den modvilje. Den strider mod den opfattelse at sandheden om hvordan et individ er: karakteregenskaber, viden, holdninger osv. udelukkende er et indre anliggende og ikke har noget at gøre med hvordan individet tager sig ud i omgivelsernes øjne, dvs. hvilket image det har.

Da denne opfattelse er i direkte modstrid med bogens budskab, må den tages under behandling for at nedbryde læsermodstanden mod bogens mere konkrete indhold. Og her kan der heldigvis trækkes på en række billeder og argumenter fra sprogfilosofien.

At bearbejde læseren ideologisk på dette generelle niveau adskiller sig markant fra de former for formidlingsarbejde på første (illustrationer af faglige pointer) og andet niveau (fortællerrollen m.m.) vi har set på indtil nu her i artiklen. Vi er nu nået til læserens ideologiske fordomme (tredje niveau). Det handler om væsentlige eksistentielle forhold: specielt forholdet mellem sjæl og legeme.

Den typiske læser opfatter forholdet mellem bevidsthed (”sjæl”) og krop i et bestemt billede: bevidstheden er en beholder som befinder sig i kroppen. I denne beholder befinder der sig følelser, erindringer, karakteregenskaber, viden, holdninger, forestillinger og andre bevidsthedsfænomener. Den eneste der har direkte adgang til beholderen og dens indhold er én selv (+ eventuelt Vorherre).

Billedet er enkelt, virker indlysende og er forståeligt nok meget udbredt; men det medfører nogle paradokser som viser det er forkert.

Helt banale spørgsmål kan ikke besvares ud fra beholderteorien, fx dette: Har andre mennesker følelser? Spørgsmålet lyder umiddelbart afsindigt: Enhver ved jo at andre mennesker har følelser og bruger det som grundlag for handlinger hver dag. Men hvis man strengt begrebslogisk tager konsekvensen af billedet med bevidstheden som en beholder med følelser osv. i, så kan man faktisk ikke besvare det afsindige spørgsmål bekræftende. Det gør det filosofisk interessant.

    Hvis din bevidsthed er en beholder som kun du selv har direkte adgang til, så kan jeg jo aldrig få adgang til at kontrollere ved selvsyn om du faktisk har følelser. Og slet ikke hvilke følelser du har. Jeg kan bare se at du opfører sig som om du har følelser. Om du virkelig har følelser kan kun du selv afgøre.

    Billedet med bevidstheden som indholdet af en beholder fører i sin yderste konsekvens til at man egentlig slet ikke kan vide om der eksisterer andre mennesker; det eneste man kan konstatere er at man i sin bevidsthed har sanseindtryk af andre mennesker. Man er tragisk udelukket fra nogen sinde at finde ud af om sanseindtrykkene bare er en illusion om en omverden som i virkeligheden slet ikke eksisterer.

 

Fra ”Ghost in the Machine” til sprogspil

Billedet med bevidsthedsindholdet som indholdet i en beholder hænger intimt sammen med billedet af kroppen som en beholder for bevidstheden. Og dette billede er centralt for væsentlige religioner her på kloden: kroppen som et tidsbegrænset hylster som forlades ved døden (dvs. den kropslige) af bevidstheden (”sjælen”) som er udødelig. Den mest kendte vestlige filosof som forfægtede dette dualistiske syn på mennesket var Descartes (1596-1650). Opfattelsen kaldes af den britiske filosof Gilbert Ryle for myten om “The Ghost in the Machine”. De åbenlyse absurditeter opfattelsen medfører, har man søgt at løse i den angelsaksiske sprogfilosofi i dette århundrede med navne som Wittgenstein og Austin – foruden Ryle.

I stedet for beholderbilledet sætter de billedet af sproget som et spil: sprogspillet, som er Wittgensteins bærende billede for sine filosofiske betydningsanalyser: Alle ord – også begreber om bevidsthedsfænomener (følelser osv.) – får indhold ved at blive brugt i overensstemmelse med nogle fælles, sociale spilleregler. Sproget er et sæt adfærdsregler. Når jeg skal gøre rede for betydningen af påstanden: ”Han er ærlig” er det ikke afgørende hvad der er i hans private bevidsthedsbeholder, men hvordan han handler og har handlet.

Når jeg fx siger at jeg ved at hun elsker mig, så er det ikke fordi jeg ved et guddommeligt mirakel kan skue ind i hendes helt private beholder, men fordi alt i hendes adfærd peger på at hun elsker mig – inklusive det hun fortæller mig om sine følelser. Hvis jeg under disse omstændigheder skulle tvivle på det, så ville jeg have indført et privat forbehold over for brugen af ordet ’elske’ som ikke deles af andre sprogbrugere i det sprogsamfund jeg tilhører.

Billedet af bevidstheden som en privat beholder må altså helt klart opgives. Men det ved læserne ikke, bl.a. fordi sprogfilosofferne ikke har formidlet deres indsigter offensivt nok.

 

Spøgelset på pension

Når man skal skrive populære bøger om hvordan man kommunikerer effektivt - dvs. bøger som træner i retorik i bred forstand - så er denne konflikt mellem de to bevidsthedsopfattelser og ‑billeder ikke til at komme udenom. Én af de almindeligste grunde til at se lidt ned på retorik er at den kun beskæftiger sig med overfladen, dvs. adfærden. Denne indvending er samtidig er støtteerklæring til “Ghost in the Machine”-billedet som hævder at de ægte varer findes inde i bevidsthedsbeholderen, og at det man ser på overfladen, kun er en mere eller mindre dygtig indpakning.

Som populariserende forfatter får man kun flyttet læseren ved at gøre overbevisende op med dette udbredte billede. Kun herved kan man gøre retorikken relevant som mere og andet end en række udvendige kneb og trick, dvs. som mere og andet end indpakning og formidling.

    Manipulation gør derfor kraftigt op med Descartes’ dualistiske opfattelse af bevidstheden som en beholder. Opgøret er ikke filosofisk eksplicit, men indirekte og praktisk. For jeg-fortælleren i Manipulation er der i ekstrem grad kun overflade og adfærd. Spøgelset er der muligvis, men det er irrelevant for bogens formål. At blive opfattet som ægte, oprigtig osv. af menneskene omkring én er udelukkende et spørgsmål om overensstemmelse mellem mange små og store adfærdstræk. Det er ikke et spørgsmål om at overfladen (“kroppen”) skal være i overensstemmelse med det indre (“sjælen”). Omgivelserne kan nemlig pr. definition aldrig afgøre om denne overensstemmelse foreligger eller ej.

Den nærmeste vej mellem to sjæle er derfor altid en sikker beherskelse af manipulationsteknikkerne. Og det er ikke engang den nærmeste. Det er også den eneste.

 

Overbevis dig selv 97

 

Resumé: Hvis du er utilfreds med dig selv og dit liv, så loves det at du ved at studere denne bog og udføre dens øvelser, vil kunne begynde på en frisk. For virkeligheden er jo ikke objektiv. Den vil altid være afhængig af den person, der opfatter den, og da den vigtigste person i dit liv er dig selv, ja så bestemmer du selv, om du vil opleves negativt eller positivt af dig selv og af andre. Teknikken går ud på, at man udvælger sig et indre publikum som man kan danne sin identitet igennem. Det kan bestå af familiemedlemmer, venner og idoler, og de kommer til at fungere som en slags fiktivt panel af sparringspartnere som man kan bruge i afgørende situationer.

 

I Manipulation har opgøret med Descartes’ dualisme form af en lang række eksempler og øvelser som implicit forudsætter at “bevidstheden som beholder”-billedet er uanvendeligt i praksis. I Overbevis vælges den modsatte fremgangsmåde: Her accepteres beholderbilledet og det befolkes med en række figurer med det formål at gøre det muligt at invadere det med alle de teknikker som introduceres i Manipulation som effektive midler til at påvirke andre.

Med Overbevis oprinder D-dag for spøgelset: alle de ydre teknikker gøres til indre, mentale teknikker. Grænsen mellem ydre og indre sløjfes.

    I Manipulation gælder det om at træne læseren i at udforme sin adfærd således at hun mest effektivt og sikkert når sine mål med andre mennesker. Det er retorikkens traditionelle opgave. Manipulation er i sin problemstilling traditionel; det nye ligger i den måde dette traditionelle stof præsenteres på.

I Overbevis dig selv er problemstillingen drejet 180 grader. Her gælder det om at træne læseren i at påvirke sig selv mest effektivt og sikkert: Hvordan får læseren mest mulig magt over sig selv, dvs. sin selvvurdering, sin måde at løse tilværelsens problemer på, sine grundværdier m.m?

    Til dette formål genoplives billedet af bevidstheden som en beholder, nu i form af en teater- eller foredragssal hvor læseren, eller rettere: en figur der svarer til læseren, lever sit liv for øjnene af nogle indre tilskuere.

    Grunden til at beholderbilledet genoplives, er udelukkende formidlingsteknisk: Det er langt mere forståeligt og effektivt at fremstille psykologiske fænomener i en billedverden som ligner den fysiske verden vi oplever omkring os, end at fremstille samme fænomener ved hjælp af abstrakte, psykologiske begreber uden billedskabende effekt.

Kravet om effektiv formidling medfører altså i Overbevis dig selv at det sejlivede filosofiske spørgsmål om bevidsthedens forhold til kroppen tilsyneladende afgøres til fordel for Descartes’ dualistiske opfattelse. Men det er kun for endnu engang at gøre op med det.

 

Det indre publikum slæbes med overalt

Bogens grundsituation, eller grundlæggende billede, kan opridses således:

Du har i dit liv mødt mange mennesker, mange tusinde. Men kun et fåtal af dem spiller en væsentlig rolle i dit liv på den måde at du jævnligt opfatter og vurderer dig selv “med deres øjne”. Det kan være dine forældre, venner, familie, en lærer som har gjort særligt indtryk. Disse mentale figurer, som svarer til disse særligt udvalgte blandt alle de mennesker du har mødt, slæber du med dig overalt hvor du går. Og du kan altid aktivere dem, gå i dialog med dem og opfatte dig selv gennem dem. Når man skal forklare hvorfor netop disse figurer spiller en væsentlig rolle, så må man gøre det ud fra din person: Det er nogle du har valgt ud, samtidig med at du har valgt utallige fra, ja måske helt glemt dem. Og de udvalgte behøver ikke svare til mennesker du har mødt. De kan fx også være figurer fra religioner, historiske epoker eller romaner.

Disse særligt vigtige udvalgte figurer udgør dit indre publikum. Du er i centrum på scenen og oplever og vurderer dig selv og dine præstationer gennem dette indre publikum.

Når du selv har valgt dem ud, så har du selvfølgelig også visse muligheder for at vælge at fokusere på den ene eller den anden, flytte om på dem i tilskuerrummet, opvurdere og nedvurdere dem osv. Når du tillægger deres vurdering af dig betydning er det fordi du tillægger dem et image.

 

Den overkritiske dansklærer bekæmpes med imageteknikker

Image er et meget centralt begreb i Manipulation som i høj grad handler om hvordan man får gennemslagskraft ved at styrke sit image, dvs. andres vurdering af ens person. Og hvordan man undergraver sine modstanderes image. Til disse image-formål indlæres en lang række teknikker i Manipulation. Ved nu også at indføre image-fænomenet i Overbevis’ indre tilskuerrum, kan alle disse teknikker overføres til denne indre billedverden som noget læserens indre figur kan bruge over for sine dominerende tilskuere.

Sidder der fx en figur som svarer til en meget kritisk dansklærer på forreste række, så kan det være svært i sit liv at skrive noget som helst fordi man hele tiden læser det man skriver med denne kritiske dansklærers dræber-øjne. Så længe han sidder hvor han sidder i det indre tilskuerrum, er der intet håb om at komme af med sin skriveblokering. Derfor må man begynde med at nedtone denne figur ved at finde de svage punkter i hans image og derefter undergrave hans image. Hermed vil han blive mindre dominerende og man selv vinde større frihed og selvtillid.

Der er ikke grund til her at gå mere i detaljer. Formålet her er udelukkende at give en idé om det grundlæggende billede i bogen og om årsagen til at det bruges. At gøre image-teknikkerne anvendelige på ”spøgelserne i maskinen” er at nedbryde skellet mellem ydre image og indre sjæl, og dermed endnu et angreb på Descartes’ dualisme – som er den væsentligste ideologiske fordom som reducerer kommunikationsvidenskab og retorik til at være noget der udelukkende handler om teknik og overflade.

 

Virkeligheden som konstruktion

Men tre af de fire bøger som behandles her, rummer ikke kun et angreb på dualismen. De rummer også et angreb på en anden meget udbredt ideologisk fordom på tredje niveau: Fordommen om at vi bruger sprog til først og fremmest at registrere og beskrive med. I modsætning til denne opfattelse hævdes det at sprog først og fremmest bruges til at konstruere virkeligheden med, altså til aktivt at forme virkeligheden i stedet for blot passivt at afspejle den. At denne grundopfattelse har stor betydning for læserens motivation, er indlysende: Hvis virkeligheden konstrueres, så bliver de videnskaber som kan fortælle om kommunikationsteknikker m.m., placeret i centrum for det hele – og ikke bare garniture.

    Aktiv seer forsøger at besvare spørgsmålet: Hvordan modtages og forstås politiske tv-udsendelser? Emnet er altså reception, og bogen beskriver en række eksempler som indgår i en fortælling. Den er deskriptiv i sin vinkel.

    Men i Sprogets vej, Manipulation og Overbevis dig selv er virkeligheden noget der konstrueres i fællesskab med andre, og det gælder om at være god til at få indflydelse på hvordan den konstrueres, for at nå de mål man har. I Overbevis udformes denne grundopfattelse som Virkelighedsreglen: Spørg ikke hvordan virkeligheden er, for den er - bortset fra nogle få spredte kendsgerninger - på tusind måder. Spørg altid om hvordan du kan opfatte den samlet således at den tjener din livsappetit og dine handlemål.

I alle tre bøger er det væsentligt for motivationen at læseren indser sin egen store magt når den virkelighed som læseren lever i, skal udformes, specielt læserens egen rolle i den. Men det er ikke en alment udbredt opfattelse i vores samfund. Tværtimod. Derfor bruges der i bøgerne en del plads på at overbevise læseren om at den konstruktivistiske opfattelse er den eneste holdbare, og derfor nødvendig. Da Overbevis dig selv er langt den mest ekstremistiske konstruktivistiske af bøgerne, er det også i den at der tages mest eksplicit livtag med den traditionelle deskriptivistiske opfattelse.

Som konstruktivist er man oppe mod stærke kræfter: Læserne er generelt kraftigt indoktrinerede med deskriptivismen. Og det er generelt situationen når man arbejder med offensiv formidling på tredje niveau, at man er oppe mod særdeles stærke ideologiske kræfter. Jeg har antydet hvorledes Descartes’ dualisme går hånd i hånd med meget indarbejdede religiøse overbevisninger om en evig sjæl i en forgængelig krop – hvilket i øvrigt naturligvis ikke er nogen tilfældighed fra Descartes side.

 

Konstruktivismen som ideologisk trussel

Mange betydende institutioner i samfundet er kraftige modstandere af den konstruktivistiske opfattelse fordi den svækker deres betydning. Det gælder medier, videnskab og religion, for bare at nævne tre.

Selv om disse samfundsinstitutioner er nok så forskellige, så har de alle en fælles interesse i at udbrede og bestyrke billedet af sig selv som en hjælper der afdækker en virkelighed som individet ikke selv har indsigt, penge eller magt til at afdække. Én som hjælper med at afdække en objektiv virkelighed, er mere nødvendig for samfundsborgeren, end én som arbejder på at konstruere en virkelighed ud fra nogle interesser om at bevare og udbygge sig selv.

Da det er en ganske tankevækkende pointe at den offensive formidling i sin yderste konsekvens fører til et angreb på den ideologi som er grundlaget for forskning, vil jeg se lidt nærmere på hvorfor den deskriptive opfattelse er forkert – også når det angår grundforskning. Og jeg vil gøre det med billeder:

 

Er forskeren vinduespolerer eller kunstmaler?

Det deskriptivistiske billede er således: Individet sidder og kigger ud af et vindue på virkeligheden. Men vinduet er dækket af en fedtet hinde som gør det umuligt at se klart igennem. Så kommer videnskaben i skikkelse af en rask vinduespolerer, og det lykkes – i kraft af et nyopdaget pudsemiddel – at gøre glasset mindre uigennemskueligt, så der kan skimtes noget mere af virkeligheden. Og sådan går det igen og igen.

Det konstruktivistiske modbillede er at individet sidder og kigger på et lærred med enkelte spredte klatter (svarer til objektive kendsgerninger). Så kommer den raske maler fra Sammenslutningen Videnskab og giver sig til at male et billede på lærredet ud fra de seneste teorier. Da han går – sandsynligvis uden at have været i stand til at male billedet færdigt – oplyser han at der kommer en anden i morgen og maler billedet om, men naturligvis ud fra de samme oprindelige klatter. Det hænder ind imellem at en maler tilføjer en ny oprindelig klat som følgende malere er nødt til at inddrage; eventuelt slettes af og til nogle gamle oprindelige klatter.

Enhver forsker elsker selvfølgelig at se sig selv som vinduespolerer fremfor som kunstmaler. Og der er klart nok langt større enkelhed og umiddelbar styrke i at se videnskabelig aktivitet som vinduespolering, fx når man skal forklare folk som ikke selv arbejder videnskabeligt, hvad videnskabeligt arbejde er. Der er simpelt hen langt flere offentlige bevillinger at hente i vinduespolererbilledet end i kunstmalerbilledet. Samtidig ved enhver aktiv grundforsker jo godt at vinduespolererbilledet er forkert. Vi når aldrig dertil at vinduet er færdigpoleret og virkeligheden ses klart udenfor. Virkeligheden er bundløs, dvs. det vi skimter derude er altid uklart. Og i det omfang det bliver klart, viser det sig at være andre vinduer som trænger til polering.

At virkeligheden er bundløs betyder så også at vi altid kan dynge flere kendsgerninger op end alle dem vi har i forvejen, uden fare for at virkeligheden nogensinde skal løbe tør for kendsgerninger. Men de teorier eller helhedsopfattelser som kan få de indsamlede kendsgerninger til at danne en meningsfuld helhed, er altid en menneskelig konstruktion. Og i fysikken har det længe været sådan at det ikke giver mening at tale om at iagttage en atomar partikel uden samtidig at påvirke den gennem den proces som gør det muligt at iagttage den. Det er dybt ironisk at den videnskab som er grundlag for alle de tekniske fremskridt i vores kultur, og som derfor i høj grad er ansvarlig for at retorik og dermed konstruktivistiske opfattelser er i lav kurs, i de senere årtier er nået dertil at den ikke er i stand til at fremskaffe objektive kendsgerninger om subatomare forhold, men må se i øjnene at der angående elementarpartikler ikke findes kendsgerninger uden et betydeligt mål af iagttager-konstruktion.

Der er altså ikke i dag nogen reel ideologisk modsætning mellem selv den mest hardcore grundforskning og den mest offensive formidling.

 

Billeder på fjerde niveau: forfatteren i tv

Uanset hvor fremragende udredningerne i denne artikel måtte være og hvor snedigt bøgerne måtte være indrettet, så er den afgørende egenskab ved offensiv formidling at den faktisk når ud til dem den er beregnet for. Det vides der ikke meget om angående de her behandlede fire bøger. Bortset fra Manipulation er ingen af dem kommet i mere end 1 oplag på mellem ca. 1000 og 2500 eksemplarer. Manipulation er kommet i flere oplag og i alt trykt i ca. 20.000 eksemplarer i Danmark og desuden udkommet i svensk og norsk oversættelse.

    Man kan kun gisne om grundene til den markante forskel i interesse for bøgerne.

Når man skal ud til læserne, skal bogen selvfølgelig først i medierne, og – når det handler om den ikke i forvejen særligt interesserede læser – specielt i billedmediet tv. Boganmeldelser i de trykte medier er altid bedre end tavshed – især hvis de er store og mange og positive – men boganmeldelser som ikke ledsages af tv-optræden, er efter min erfaring ikke i stand til at udbrede ret meget. Boganmeldelsernes vigtigste funktion i dagens mediebillede er nok at udløse så megen interesse for bogen blandt tv-journalisterne at den kommer i tv.

Men hvem gider sidde og se på en bog i tv? Derfor kommer forfatteren uhjælpeligt i fokus. Ved at vurdere forfatteren i tv finder seeren ud af om han gider læse bogen. Forfatteren er en bekvem og informativ genvej til bogen, på samme måde som en politikers tv-person er en genvej til partiets politik. Det er altså afgørende at forfatteren på den meget korte tid i tv kan “sælge” bogen.

Forfatteren kan være så kendt i tv i forvejen at alene det at bogen udkommer, udløser tv-omtale. For mindre kendte forfattere er det afgørende at kombinationen af deres medieperson eller -type og bogens titel eller emne eller vinkel på én eller anden måde er usædvanlig og allerhelst provokerende. Det skal være en historie at denne forfatter laver denne bog, og historien skal kunne slåes an på 5 sekunder.

Selvfølgelig var Manipulation ikke blevet så udbredt hvis teksten havde været dårlig. Det må man have lov at tro på. Men de mange læsere blev kun opmærksom på teksten fordi det var en klar og hurtig historie at en humanistisk universitetslektor skrev en bog med et så politisk ukorrekt emne og med en så ekstrem praktisk vinkling af stoffet. Herved opstod der et akut behov i nogle redaktioner for at vise levende billeder af fænomenet.

Uden et offensivt formidlende billede på dette fjerde niveau er billederne på de andre niveauer chanceløse.

 

 

Litteratur

Andersson, J. & Furberg, M. Sprog og påvirkning Kbh. 1979.

-- ” -- Politik og propaganda: Om stemmehvervningens semantik  Kbh. 1974.

Austin, J.L. How to do things with words Oxford 1962 (på dansk 1997).

Espersen, J. m.fl. Logik og argumenter: En hjælp til kritisk tænkning. Kbh. 1985.

Fredriksson, G. Det politiska språket Staffanstorp 1974.

Hansen, E. Ping- og pampersprog. Kbh. 1991.

Hawking, S.W. Hawkings univers Kbh. 1988.

Ryle, G. The Concept of Mind, Harmondsworth 1966.

Wittgenstein, L. Philosophical investigations, Oxford 1953 (på dansk 1971)

 

De formidlende værker som danner emnet for dette bidrag - alle med mig som forfatter - er følgende (udgivelsessted København):

Aktiv seer, eller: Hvordan jeg lærte at elske politikerne 1977.

Sprogets vej til sindet fred 1982

Manipulation: En håndbog 1991(Borgen Hardback 1996)

Overbevis dig selv 1997.

 

Læsere som er interesserede i at se anmeldelser m.m. af de 4 behandlede bøger, eller som fx ønsker at se hvordan bøgerne forholder sig til de andre bøger i projektet, kan besøge adressen http://www.kjoeller.dk på internettet.

 

Om forfatteren:

f. 1944, cand.mag. i dansk og filosofi 72, lektor ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet 78. Institutleder  94-99. Koor­dinator for studiemønstret Sproglig rådgivning. Studieleder for linjestudiet i Dansk sprog ved Folkeuniversitetet i København siden 90. Forskningsmæssige hovedinteresser er pres­sens formidling af den politiske virkelighed, politisk sprogbrug, sprog og virkelighed, argumentation, manipulation og image.

Vi­denskabelige arbejder: bl.a. Politisk argumentation. En teori om offentlig politisk argumentation i et velfærdsdemo­krati 91.

Siden 91 især arbejdet med projektet Offensiv forskningsformidling: Målet er at indsamle erfaringer om formidling gennem genre- og stileksperimenter med offensiv formidling af pragmatiske emner. Offensiv vil sige: formidling som hverken forudsætter faglig interesse eller tvang hos læserne. Titler i projektet ud over de i artiklen nævnte: Ud mæ' sproget! 91, ­Den tv-skabte virkelighed 92, Snyd ikke dig selv ved eksamen 93, Hej Danmark! Ti toppolitikere taler ud 93, Jeg elsker dig 94, Brug dit hoved! 94, Skriv bedre opgaver 95.

 

Klaus Kjøller, d. 7/4 99.

 

 

 

Øverst i dokumentet