|
Kjøller forside à alle artikler
à Manus: Om valg af
billeder i offensivt formidlende tekster… |
[lagt op ½ 2004;
senest revideret (layout) 04-12-2020]
Titel og medium
"Om
valg af billeder i offensivt formidlende tekster: 4 eksempler" i
Fausing & Redvall (red.) I
billedet er alt muligt København: Tiderne Skifter, s.
323-347. (december 2000) |
|
|
Om valg af billeder i offensivt formidlende
tekster: 4 eksempler
Resumé:
Efter analyse af et eksempel på klassisk forskningsformidling gennemgås
fire bøger som er offensivt formidlende, dvs. beregnet for læsere som
hverken læser af tvang eller fordi de interesserer sig for den
pågældende videnskabelige disciplin. De fire bøger resumeres og
beskrives ud fra deres brug af billeder på tre niveauer. Endelig
placeres de i forhold til to erkendelsesteoretiske fordomme som bøgerne
må søge at nedbryde for at nå læserne: 1) bevidstheden som en beholder,
og 2) sproget som noget der først og fremmest benyttes til at beskrive
med. Afslutningsvis reflekteres der over årsagerne til bøgernes
forskellige grad af udbredelse. Et klassisk eksempel fra Hawkings univers
Når
forskeren skal formidle til omverdenen, er billeder ét af de
væsentligste redskaber. Et vel efterhånden klassisk eksempel på
vellykket formidling, er Stephen W. Hawking Hawkings
univers. Bogen er kommet i kæmpeoplag og oversat til mange
sprog, herunder dansk. Den formidler de seneste landvindinger inden for
fysik og astronomi. Et
citat fra bogen kan vise hvordan Hawking udfylder rollen som formidler,
og hvordan han bruger billeder. Ved
hjælp af bølge/partikel-dualiteten omtalt i det foregående kapitel kan
alt i universet, herunder lys og tyngdekraft, beskrives som partikler.
Disse partikler har en egenskab ved navn spin. Man kan tænke på dette
begreb ved at forestille sig små toppe, der snurrer eller ”spinner” om
en akse. Det kan imidlertid være vildledende, fordi kvantemekanikken
fortæller os, at partiklerne ikke har en veldefineret akse. Det, som en
partikels spin reelt fortæller os, er hvordan partiklen ser ud fra
forskellige retninger. […] (Hawking
Hawkings univers, 1988, s. 56) Som
enhver anden tekst rummer denne informationer om afsenderen,
om afsenderens opfattelse af modtageren og
kommunikationssituationen og om afsenderens
opfattelse af emnet. For at
træde ind i modtagerrollen må læseren acceptere afsenderens opfattelse
af sig selv, af modtageren og situationen, og af emnet. Da
Hawkings bog har nået stor udbredelse, må man have lov at antage at det
i høj grad er empirisk bekræftet at bogen lever op til alment
accepterede normer for hvordan formidlende litteratur bør være,
herunder normer for det billede af afsender, modtager og emne som
teksten rummer. Tekstens krav til læseren
I
teksten har vi en fortæller som ved hvordan tingene virkeligt hænger
sammen, og som bakser med at få det oversat til noget som er
forståeligt for læseren – som lever i en velkendt, men uvirkelig
”virkelighed”. Den meget autoritære fortællerrolle i teksten svarer til
den såkaldt auktoriale fortæller i en roman: Han ved alt om hvad der i
virkeligheden foregår, både i og uden for personernes bevidsthed, både
i den verden de kender og i den verden som de ikke kender. Det
grundlæggende krav til læseren er at hun må acceptere at fænomener i
virkeligheden er helt anderledes end de er i den virkelighed hun
kender. Hun må acceptere 1)
at
der findes noget som er så småt at hun ikke kan opfatte det umiddelbart
med sine sanser 2)
at
dette småtteri er mere virkeligt end det hun umiddelbart opfatter 3)
at
fortælleren (og hans forskerkolleger) har særlig adgang til denne
virkelighed som hun ikke kan opfatte. Der tales på Videnskabens vegne,
her ”kvantemekanikken”. Sproglige billeder i eksemplet
Når
fortælleren skal oplyse om den egentlige virkelighed, bruger han ord
som læseren kender fordi hun er vant til at bruge dem i den
tilsyneladende virkelighed. Ordet partikel
fx, bruger hun om meget små objekter som man kan få i øjet eller i et
sår. Ordet spinne fx, bruger hun om
en snurretop. Når
Hawking fortæller at lys som læseren opfatter det, i virkeligheden er
partikler, så er det et billede: ordet partikel
bruges af fortælleren om noget som netop ikke
er en partikel i ordets oprindelige betydning. Ordet bruges om noget
andet som på én eller anden væsentlig måde ligner
en partikel. Ligheden består her i at fysikernes partikel også er et
meget lille objekt. Men til forskel fra dagligdagens partikel gør den
ikke ondt hvis den kommer i øjet og den forurener heller ikke såret. Også
ordet spinne bruges billedligt. Men
samtidig forklares det hvorfor det ikke er uden problemer at bruge
dette billede: ”[…] kvantemekanikken fortæller os, at partiklerne ikke
har en veldefineret akse”. Problemet
er hvordan læseren forestiller sig en meget meget lille snurretop som
spinner, men ikke omkring en bestemt akse. Billedet står mildt sagt
ikke klart. Og det bliver vel egentligt ikke meget klarere med den
følgende sætning: “Det, som en partikels spin reelt fortæller os, er
hvordan partiklen ser ud fra forskellige retninger.” Det mystiske er
stadigvæk hvordan spinnet hos en partikel som ikke har en veldefineret
akse og som derfor egentlig ikke kan siges at spinne i nogen som helst
almindelig begribelig forstand af ordet, i
virkeligheden (“reelt”) kan fortælle os hvordan partiklen ser
ud fra forskellige retninger. Vanskeligheden bliver ikke mindre af at
partiklen jo slet ikke kan ses i nogen dagligdags betydning af ordet se. En pedantisk og en kreativ konklusion
Der
er to måder hvorpå man kan drage formidlingskonsekvenser af analysen af
dette repræsentative eksempel: en pedantisk og en kreativ. Den
pedantiske lyder således: Ordene
vi bruger i dagligdagen hænger sammen i et sindrigt net af
betydningsforhold. Derfor kan man ikke bruge dem isoleret til at
forklare detaljer fra fysikernes verden. Fordi ordene hænger sammen,
vil ethvert hverdagsord som fysikeren bruger i sin formidling,
frembringe uønsket støj i form af uhensigtsmæssige associationer hos
læseren – ud over de hensigtsmæssige som er den oprindelige grund til
at bruge hverdagsordet. Den
pedantiske konklusion medfører at man enten opgiver at formidle, eller
at man ledsager sin formidling med nogle semantiske redegørelser for de
hverdagsord man bruger. At denne sidste mulighed ikke er uden
problemer, fremgår også tydeligt at min analyse af dette eksempel: Den
vil få fremstillingen til at svulme op og belaste den læser som er
interesseret i at trænge ind i fysikkens mysterier, med også at skulle
fatte et hjørne af sprogvidenskaben – et hjørne som muligvis ikke
interesserer læseren et klap. Den
kreative konsekvens af eksemplet lyder således: Når
fysikeren skal formidle, skal han selvfølgelig bruge hverdagssprog. Men
at bruge hverdagssprog om fysikernes verden, betyder at ordene bruges
billedligt, dvs. kunstnerisk. Den formidlende fysikprofessor optræder
som en digter med særlig indsigt i en højere virkelighed. At berette om
denne højere virkelighed kræver nye betydninger som kræver nye ord
eller gamle ord som kombineres på nye måder så de giver nye
betydninger, dvs. nye indsigter. Som i
megen avanceret lyrik optræder paradokser som et væsentligt middel til
at stimulere fantasien. Alene her i dette lille eksempel finder vi
disse paradokser udtrykt mere eller mindre direkte: Partikler
spinner uden at have en akse, Lyset
er både bølger og partikler Usynlige
partikler kan ses fra forskellige retninger. Defensiv og offensiv formidling
Hawkings
bog er et meget vellykket eksempel på det man kan kalde defensiv
formidling: Læseren er enten tvunget til at læse teksten
eller opsøger den fordi hun er interesseret i den pågældende
videnskabelige disciplin. På de forudsætninger er læseren godt tjent
med teksten. Den ret høje læsermotivation vil bl.a. få hende til at
acceptere det krævende billedsprog fordi hun i forvejen tillægger
forfatteren autoritet som én der er i pagt med en art højere,
fremmedartet virkelighed som kun kan gøres begribelig ved hjælp af
udtryksteknikker som bl.a. kendes fra moderne lyrik, fx paradokser. Men
teksten er ikke opsøgende. Der findes intet i den som kan motivere en
læser som hverken læser af tvang eller fordi hun er interesseret i den videnskab. Næsten
al den forskningsformidling som foregår i alle videnskabelige
discipliner, er af defensiv art: lærebøger, popularisering og
forskningsbaseret undervisning. Også en artikel som den du er i gang
med at læse nu, tilhører kategorien. Det
er ikke underligt at denne form for formidling dominerer. Som skrivende
forsker kan man i høj grad regne med tvangsudskrevne læsere.
Forskerkolleger er nødt til at orientere sig i hinandens arbejder. Og
studerende er nødt til at læse de tekster som indgår i pensum. Det er
rart hvis teksterne er velskrevne og behagelige at læse, men det er
ikke en nødvendig betingelse. Det væsentlige er at de rummer noget nyt
og at den videnskabelige argumentation er i orden. Hvad
gør en formidler som ønsker at nå læsere som er langt mindre
interesserede, fx fordi de slet ikke kender den videnskabelige
disciplin forskeren kommer fra, eller fordi de har den
forhåndsopfattelse at der ”ikke er noget at hente”? Formidling
til denne type modtagere, kalder jeg offensiv
formidling. Den i udgangspositionen lavere motivation hos
læseren, medfører at de første krav til offensiv formidling er 1) at
den skal overbevise læseren om at det der formidles kan bruges til
noget, eller 2) at alene det at læse teksten giver så megen
tilfredsstillelse at læseren synes det er umagen værd. De to
udtryk defensiv og offensiv
formidling bruges som typebegreber. En tekst kan være mere
eller mindre defensiv eller offensiv. Billeder
spiller en meget fremtrædende rolle i offensiv formidling fordi
billeder er velegnede til at vække kærlighed og had, og dermed motivere
en læser som er (var) ligeglad. Og billeder bruges ikke kun aktivt af forfatteren. De kan også bruges af
læseren til at blokere over for stoffet. For læseren møder sjældent
teksten med en hel tom billedskærm. Hun vil ofte have fordomme over for
emnet – fordomme som er bundet i bestemte billeder. Det kan være
nødvendigt at nedbryde eller i det mindste svække disse fordomsbilleder
for at gøre læseren modtagelig for ny viden. Overblik over resten af artiklen
For
at kaste lys over hvorledes man kan bruge billeder i offensiv
formidling, vil jeg i det følgende berette om mine erfaringer efter
mere end 20 års eksperimenter i genren. Af de i alt 11 bøger
(eksperimenter) som indgår i projektet, er der her valgt 4 ud som er
særligt velegnede til formålet. Bøgernes indhold vil blive resumeret og
deres genre vil blive karakteriseret, og de særlige problemer og
erfaringer med lige netop det
eksperiment vil blive fremlagt kort og i et vist omfang diskuteret. Alt
sammen med særligt henblik på brugen af billeder. Billeder på 3 niveauer
Når
man skal formidle, arbejder man med billeder på 3 forskellige niveauer: 1) Nede i teksten bruges billeder til
at illustrere faglige pointer, begreber, regler. 2) Den sprogtone eller stil som
anlægges, tegner et billede af den kommunikationssituation som
formidlingen foregår i: afsender, modtager og forholdet mellem dem. 3) For at få læseren til at acceptere
det konkrete indhold som formidles, kan det være nødvendigt at gøre op
med nogle fordomme læseren har over for stoffet. Disse fordomme vil
ofte være nogle forestillinger om eller billeder af
erkendelsesteoretiske forhold. For at sikre størst mulig
gennemslagskraft for det konkrete indhold som formidles, må man derfor
søge at rokke ved disse grundforestillinger eller -billeder – og helst:
få dem erstattet af nogle mere hensigtsmæssige. I
de to første bøger vi skal se på, arbejdes der med billeder på de 2
første niveauer. I de to sidste bearbejdes læseren med billeder på alle
3 niveauer. Dette
er altså den ene røde tråd eller progression
gennem den følgende fremstilling: Læseren bearbejdes på et voksende
antal niveauer. I den klassiske, defensive formidling arbejdes der kun
på det første niveau. Rollefordelingen på andet niveau er fastlagt som
vi så det i eksemplet fra Hawking. En
anden rød tråd er at det billede af forfatteren som bøgerne giver,
ændres fra ”akademisk forsker som formidler” til noget andet. Denne
eksperimenteren med fortællerstemmen er ukendt i klassisk, defensiv
formidling. Aktiv seer eller hvordan jeg lærte at elske
politikerne, 1977
Resumé:
En historie om de følger det får for en yngre edb-mand at han en aften
foran TV-Avisen indser at hans 2-årige søn forstår Hans V. Bischoffs
nationaløkonomiske forklaringer. Med sin båndoptager og sin sunde
fornuft kæmper edb-manden sig frem gennem kilometervis af politiske
radio- og tv-udsendelser for at finde ud af hvad det er man forstår i
politik, når man ikke forstår sig på nationaløkonomi og administration.
Vi hører om den pris han må betale – i familien, i karrieren. Vi ser
ham omgivet af skepsis, forfulgt, grebet af anfægtelser. Men vi oplever
også frugten af det hårde slid når han på basis af den indvundne
indsigt kan lægge grundstenen til Folkebevægelsen
for et forståeligt demokrati. En bevægelse som bygger på en
anerkendelse af det såkaldt usagliges afgørende betydning. Indledningsbilledet
i Aktiv
seer
er fortællerjeg’ets 2-årige søn som sidder og ser en tv-journalist
forklare nationaløkonomiske sammenhænge i TV-Avisen. Forklaringen
ledsages af en partering af en kyllling som skal illustrere hvorledes
budgettets forskellige poster hænger sammen. Jeg-fortælleren indser at
sønnen faktisk forstår hvad der foregår – i én eller anden forstand.
Hvad er det han forstår, for det kan vel ikke være de indviklede
nationaløkonomiske sammenhænge Denne
situation med den 2-årige foran tv, er en klassisk brug af billede,
nemlig til at konkretisere et abstrakt forhold, her: forståelse af et
indslag i en tv-avis. Læseren oplever helt konkret hvad der er tale om
ved indlevelse i et billede, en konkret situation. Hun får ikke bare
forklaret abstrakt hvad der foregår når man forstår et sådant indslag. Denne
klassiske brug af billeder i formidling anvendes naturligvis til
stadighed i alle de 4 bøger som vi her ser på. Kunsten at popularisere
består væsentligst i at vælge den rette konkretisering, dvs. det bedste
billede. Og det gælder uanset om det er fysik og astronomi der
populariseres, eller kommunikationsvidenskab. Dette
er billedarbejde på første niveau. Jeg vil gå let hen over dette niveau
da det er så velkendt og ikke specielt interessant når vi ser på
offensiv formidling. Men
at popularisere er også at finde en sprogtone, en stil, en måde at tale
til læseren på. Dette er at vælge et gennemgående billede af
afsenderen, af læseren og af formidlingssituationen. Det
er billedarbejde på andet niveau. Den
almindeligste løsning er at træde ind i rollen som læserens hjælper, således som Hawking gør i
eksemplet i denne artikels begyndelse. Men som det fremgik, forudsætter
en vellykket udførelse af denne rolle at læseren overhovedet er
interesseret i at blive hjulpet af en videnskabelig autoritet som måske
ovenikøbet taler delvis i gåder. Det er læseren hvis hun skal
læse stoffet, eller hvis hun bare er interesseret i den pågældende
videnskabelige disciplin. Men disse læserforudsætninger er ikke opfyldt
når vi – som her – ser på offensiv formidling. Derfor
er jeg’et i Aktiv seer ikke
formidlende forsker. Der er er ikke tale om den formidlende teksts
normale jeg: en alvidende forfatter, nemlig det formidlende
forsker-jeg, der taler til en mindre vidende læser, nemlig den
almindelige mand eller kvinde. Aktiv seer
er en humoristisk jeg-fortælling hvor jeg’et er en repræsentant for
bogens målgruppe. Formålet med at vælge netop denne jeg-fortæller er
bl.a. at sikre maksimal identifikation mellem afsenderen af bogens
budskaber og modtageren. Dermed skulle der sikres maksimal effekt af
bogens erkendelser: De dæmrer for en ligemand in
action; de dumper ikke ned fra oven med His
Masters voice. Sprogets vej til sindets fred, 1982
Resumé:
Det er en lærebog i politisk og bureaukratisk sprogbrug og
argumentation med det erklærede formål at sætte læseren i stand til at
opnå den tilstand af ro og overblik som kendetegner de professionelle
brugere af dette sprog. Der opstilles en række sproglige direktiver,
herunder hvad-direktivet (frigør dig fra emnets tyranni),
hvem-direktivet (tal til alle og ingen på én gang), plus-direktivet
(minusord erstattes med plusord, f.eks. sløv-velovervejet,
naiv-tillidsfuld), spade-direktivet (kald aldrig en spade for en
spade), komplikations-, nødvendigheds- og forbeholds-direktivet (tal
gerne længe, men sig aldrig for meget), målsætnings-, opløsnings- og
anti-direktivet (bryd direktiverne om nødvendigt). Sprogbrugeren
gennemløber en række faser, fra dagligsproget over det avancerede sprog
og "den rene tale" (en uophørlig monolog om alt og intet) til "den rene
tavshed" som er den højeste form for indsigt. Teorierne afprøves på
analyser af problemer som arbejdsløshed, betalings- og terrorbalance
samt den offentlige tale, herunder kulturlivets sprog, læserbreve,
telefonprogrammer, dybsindigheder og kunsten at se det principielle i
en detalje. Bogens
emne er i høj grad identisk med emnet for en meget udbredt bog om
bureaukratisk sprogbrug:
Genreeksperimentet
- og dermed billedeksperimentet på andet niveau - i denne bog var at
lave den så den kunne læses på to forskellige måder: som en ironisk
satire over guruers lykkebøger, og som en helt uironisk hjælp til at
benytte nogle sproglige teknikker fra bureaukraters og politikeres
sprogbrug til at få sindsro med. Det er altså et forsøg på at forene to
egentlig uforenelige billeder i én og samme tekst.
Hvadenten
bogen læses på den ene eller den anden måde, så er fortællerjeg’et ikke
formidlende forsker. Han hader eller elsker alt for meget til at være
registrerende forsker. Eller sagt på en anden måde: Gururollen er alt
for iøjnefaldende – enten som noget der satiriseres over, eller som
noget der tages alt for alvorligt. Aktiv seer og Sprogets
vej er bag deres genremæssige forskelligheder begge præget af
de forskellige garderinger som akademikere – i hvert fald humanistiske
og samfundsvidenskabelige akademikere af den angelsaksiske skole – ofte
benytter når de skal skrive en bog for bredere kredse: humor, en smule
ironi og skepsis. Det er en del af denne akademiske kultur at man ikke
offentligt giver det udseende af at man tror
man er noget. Det betyder blandt andet at man heller ikke
offentligt udtrykker at det fag man repræsenterer kan frelse verdenen
eller bare læseren. Derfor
er det ikke tilfældigt at Sprogets vej
kan læses på to modsatte måder. Prisen for at give rollen som den naive
læsers oprigtige guru, er at den akademiske læser helt sikkert kan se
ironien. I de
to bøger vi nu skal se på, bortfalder den akademiske gardering. Manipulation - en håndbog, 91
Resumé:
Grundideen er at læseren gennem tilegnelse af stoffet i bogen vil blive
i stand til at manipulere sine modstandere og dermed blive bedre til at
få sin vilje og et godt liv. Ved at benytte sig af de fire dyder:
ærlighed, idealisme, identitet/stabilitet og kompetence kan man
manipulere de fem modstandertyper: tryghedsnarkomanen, karrieremageren,
fanatikeren, formanden og statsmanden. Bogen har øvelser til hvert
afsnit, oversigt over manipulationsregler og et fyldigt
stikordsregister, som gør den anvendelig som håndbog. Teksten rummer
mange aktuelle eksempler på manipulation af politikere og andre. Bogens
gennemgående holdning er, at al interaktion mellem mennesker er
manipulation. Det
uakademiske i denne bog ligger mest i øjnefaldende i tre ting: 1)
Fortællerjeg’et
tror faktisk på at læseren ved at lære bogens manipulationsteknikker
kan forbedre sit liv – der er ingen humoristiske eller ironiske
forbehold over for teknikkerne. 2)
De
mange øvelser som skal få læseren til straks at overføre teknikkerne
til sine egne livssituationer i familie, på job osv. med ret
øjeblikkelig forbedring til følge. 3)
Den
pædagogiske metode som går ud på at læseren bl.a. lærer at blive bedre
til at analysere manipulation hos andre ved at træne intensivt i selv
at manipulere. Denne metode strider direkte mod den almindelige
universitetspædagogik som går ud på at lære teori og analyse ved at
læse bøger og artikler med teorier eller undersøgelser. En
traditionel akademisk defensiv populær behandling af emnet ville bestå
i en afsløring af manipulationsteknikkerne således som de praktiseres
af politikere, ledere, guruer og journalister, eventuelt ledsaget af
nogle øvelser i at analysere manipulation, så læseren bliver bedre til
at få øje på det. Det er en angrebsvinkel som fx findes hos Andersson
& Furberg, Fredriksson og Espersen. Dette
at afsenderen anbefaler noget moralsk forkasteligt, dvs. manipulation,
med det formål at læseren kan nå noget værdifuldt, nemlig et godt liv,
tegner afsenderen som på én gang ond og god. Også læseren er fra første
færd tegnet tvetydigt: Gennem bagsidetekst og indledning aktiveres
læserens frygt for at gå til grunde i en verden hvor alle manipulerer.
Ret hurtigt i bogen og øvelserne bliver det klart at manipulation eller
påvirkning er noget alle gør. Og teknikkerne indøves i bogen gennem
øvelserne som en helt naturlig livsytring i parforhold, i politik og
alle andre steder hvor mennesker mødes og ofte har forskellige mål. Læseren
er altså ikke kun én der kæmper med ryggen mod muren mod en ond verden.
Hun er også én som selv, og med rette, kæmper aktivt for sine mål med
de samme teknikker som “de onde” bruger. Midlerne er acceptable, ja
nødvendige, fordi de uvægerligt indgår i menneskeligt samkvem. Ja, de
er endog en konstituerende del af et demokratisk samfund. Derfor burde
skolebørn, ifølge bogen, træne dem i skolen så de undgår at blive
kanonføde når de slippes ud. Et dogme anfægtes: formidlingens tredje niveau
Et
væsentligt begreb i denne bog er ’image’ som er det billede, den
opfattelse som omgivelserne har af én. Det er en grundtanke at dette
image kan opbygges, ændres og nedbrydes gennem brug af forskellige
teknikker. Det
er et opfattelse som er almindeligt accepteret når talen er om
virksomheder, politiske partier og fagforeninger. Men når opfattelsen
anlægges på enkeltindivider, vækker den modvilje. Den strider mod den
opfattelse at sandheden om hvordan et individ er: karakteregenskaber,
viden, holdninger osv. udelukkende er et indre anliggende og ikke har
noget at gøre med hvordan individet tager sig ud i omgivelsernes øjne,
dvs. hvilket image det har. Da
denne opfattelse er i direkte modstrid med bogens budskab, må den tages
under behandling for at nedbryde læsermodstanden mod bogens mere
konkrete indhold. Og her kan der heldigvis trækkes på en række billeder
og argumenter fra sprogfilosofien. At
bearbejde læseren ideologisk på dette generelle niveau adskiller sig
markant fra de former for formidlingsarbejde på første (illustrationer
af faglige pointer) og andet niveau (fortællerrollen m.m.) vi har set
på indtil nu her i artiklen. Vi er nu nået til læserens ideologiske
fordomme (tredje niveau). Det handler om væsentlige eksistentielle
forhold: specielt forholdet mellem sjæl og legeme. Den
typiske læser opfatter forholdet mellem bevidsthed (”sjæl”) og krop i
et bestemt billede: bevidstheden er en beholder som befinder sig i
kroppen. I denne beholder befinder der sig følelser, erindringer,
karakteregenskaber, viden, holdninger, forestillinger og andre
bevidsthedsfænomener. Den eneste der har direkte adgang til beholderen
og dens indhold er én selv (+ eventuelt Vorherre). Billedet
er enkelt, virker indlysende og er forståeligt nok meget udbredt; men
det medfører nogle paradokser som viser det er forkert. Helt
banale spørgsmål kan ikke besvares ud fra beholderteorien, fx dette:
Har andre mennesker følelser? Spørgsmålet lyder umiddelbart afsindigt:
Enhver ved jo at andre mennesker har følelser og bruger det som
grundlag for handlinger hver dag. Men hvis man strengt begrebslogisk
tager konsekvensen af billedet med bevidstheden som en beholder med
følelser osv. i, så kan man faktisk ikke besvare det afsindige
spørgsmål bekræftende. Det gør det filosofisk interessant. Hvis
din bevidsthed er en beholder som kun du selv har direkte adgang til,
så kan jeg jo aldrig få adgang til at kontrollere ved selvsyn om du
faktisk har følelser. Og slet ikke hvilke
følelser du har. Jeg kan bare se at du opfører sig som
om du har følelser. Om du virkelig har følelser kan kun du
selv afgøre. Billedet
med bevidstheden som indholdet af en beholder fører i sin yderste
konsekvens til at man egentlig slet ikke kan vide om der eksisterer
andre mennesker; det eneste man kan konstatere er at man i sin
bevidsthed har sanseindtryk af
andre mennesker. Man er tragisk udelukket fra nogen sinde at finde ud
af om sanseindtrykkene bare er en illusion om en omverden som i
virkeligheden slet ikke eksisterer. Fra ”Ghost in the Machine” til sprogspil
Billedet
med bevidsthedsindholdet som indholdet i en beholder hænger intimt
sammen med billedet af kroppen som en beholder for bevidstheden. Og
dette billede er centralt for væsentlige religioner her på kloden:
kroppen som et tidsbegrænset hylster som forlades ved døden (dvs. den
kropslige) af bevidstheden (”sjælen”) som er udødelig. Den mest kendte
vestlige filosof som forfægtede dette dualistiske syn på mennesket var
Descartes (1596-1650). Opfattelsen kaldes af den britiske filosof
Gilbert Ryle for myten om “The Ghost in the Machine”. De åbenlyse
absurditeter opfattelsen medfører, har man søgt at løse i den
angelsaksiske sprogfilosofi i dette århundrede med navne som
Wittgenstein og Austin – foruden Ryle. I
stedet for beholderbilledet sætter de billedet af sproget som et spil:
sprogspillet, som er Wittgensteins bærende billede for sine filosofiske
betydningsanalyser: Alle ord – også begreber om bevidsthedsfænomener
(følelser osv.) – får indhold ved at blive brugt i overensstemmelse med
nogle fælles, sociale spilleregler. Sproget er et sæt adfærdsregler.
Når jeg skal gøre rede for betydningen af påstanden: ”Han er ærlig” er
det ikke afgørende hvad der er i hans private bevidsthedsbeholder, men
hvordan han handler og har handlet. Når
jeg fx siger at jeg ved at hun
elsker mig, så er det ikke fordi jeg ved et guddommeligt mirakel kan
skue ind i hendes helt private beholder, men fordi alt i hendes adfærd
peger på at hun elsker mig – inklusive det hun fortæller mig om sine
følelser. Hvis jeg under disse omstændigheder skulle tvivle på det, så
ville jeg have indført et privat forbehold over for brugen af ordet
’elske’ som ikke deles af andre sprogbrugere i det sprogsamfund jeg
tilhører. Billedet
af bevidstheden som en privat beholder må altså helt klart opgives. Men
det ved læserne ikke, bl.a. fordi sprogfilosofferne ikke har formidlet
deres indsigter offensivt nok. Spøgelset på pension
Når
man skal skrive populære bøger om hvordan man kommunikerer effektivt -
dvs. bøger som træner i retorik i bred forstand - så er denne konflikt
mellem de to bevidsthedsopfattelser og ‑billeder ikke til at komme
udenom. Én af de almindeligste grunde til at se lidt ned på retorik er
at den kun beskæftiger sig med overfladen, dvs. adfærden. Denne
indvending er samtidig er støtteerklæring til “Ghost in the
Machine”-billedet som hævder at de ægte varer findes inde i
bevidsthedsbeholderen, og at det man ser på overfladen, kun er en mere
eller mindre dygtig indpakning. Som
populariserende forfatter får man kun flyttet læseren ved at gøre
overbevisende op med dette udbredte billede. Kun herved kan man gøre
retorikken relevant som mere og andet end en række udvendige kneb og
trick, dvs. som mere og andet end indpakning og formidling. Manipulation
gør derfor kraftigt op med Descartes’ dualistiske opfattelse af
bevidstheden som en beholder. Opgøret er ikke filosofisk eksplicit, men
indirekte og praktisk. For jeg-fortælleren i Manipulation
er der i ekstrem grad kun overflade og adfærd. Spøgelset er der
muligvis, men det er irrelevant for bogens formål. At blive opfattet
som ægte, oprigtig osv. af menneskene omkring én er udelukkende et
spørgsmål om overensstemmelse mellem mange små og store adfærdstræk.
Det er ikke et spørgsmål om at overfladen (“kroppen”) skal være i
overensstemmelse med det indre (“sjælen”). Omgivelserne kan nemlig pr.
definition aldrig afgøre om denne overensstemmelse foreligger eller ej. Den
nærmeste vej mellem to sjæle er derfor altid en sikker beherskelse af
manipulationsteknikkerne. Og det er ikke engang den nærmeste. Det er
også den eneste. Overbevis dig selv 97
Resumé:
Hvis du er utilfreds med dig selv og dit liv, så loves det at du ved at
studere denne bog og udføre dens øvelser, vil kunne begynde på en
frisk. For virkeligheden er jo ikke objektiv. Den vil altid være
afhængig af den person, der opfatter den, og da den vigtigste person i
dit liv er dig selv, ja så bestemmer du selv, om du vil opleves
negativt eller positivt af dig selv og af andre. Teknikken går ud på,
at man udvælger sig et indre publikum som man kan danne sin identitet
igennem. Det kan bestå af familiemedlemmer, venner og idoler, og de
kommer til at fungere som en slags fiktivt panel af sparringspartnere
som man kan bruge i afgørende situationer. I
Manipulation har opgøret med
Descartes’ dualisme form af en lang række eksempler og øvelser som
implicit forudsætter at “bevidstheden som beholder”-billedet er
uanvendeligt i praksis. I Overbevis
vælges den modsatte fremgangsmåde: Her accepteres beholderbilledet og
det befolkes med en række figurer med det formål at gøre det muligt at
invadere det med alle de teknikker som introduceres i Manipulation
som effektive midler til at påvirke andre. Med
Overbevis oprinder D-dag for
spøgelset: alle de ydre teknikker gøres til indre, mentale teknikker.
Grænsen mellem ydre og indre sløjfes. I Manipulation gælder det om at træne
læseren i at udforme sin adfærd således at hun mest effektivt og
sikkert når sine mål med andre mennesker. Det er retorikkens
traditionelle opgave. Manipulation
er i sin problemstilling traditionel; det nye ligger i den måde dette
traditionelle stof præsenteres på. I Overbevis dig selv er problemstillingen
drejet 180 grader. Her gælder det om at træne læseren i at påvirke sig
selv mest effektivt og sikkert: Hvordan får læseren mest mulig magt
over sig selv, dvs. sin selvvurdering, sin måde at løse tilværelsens
problemer på, sine grundværdier m.m?
Til dette formål genoplives billedet af bevidstheden
som en beholder, nu i form af en teater- eller foredragssal hvor
læseren, eller rettere: en figur der svarer til læseren, lever sit liv
for øjnene af nogle indre tilskuere. Grunden
til at beholderbilledet genoplives, er udelukkende formidlingsteknisk:
Det er langt mere forståeligt og effektivt at fremstille psykologiske
fænomener i en billedverden som ligner den fysiske verden vi oplever
omkring os, end at fremstille samme fænomener ved hjælp af abstrakte,
psykologiske begreber uden billedskabende effekt. Kravet
om effektiv formidling medfører altså i Overbevis
dig selv at det sejlivede filosofiske spørgsmål om
bevidsthedens forhold til kroppen tilsyneladende afgøres til fordel for
Descartes’ dualistiske opfattelse. Men det er kun for endnu engang at
gøre op med det. Det indre publikum slæbes med overalt
Bogens
grundsituation, eller grundlæggende billede, kan opridses således: Du
har i dit liv mødt mange mennesker, mange tusinde. Men kun et fåtal af
dem spiller en væsentlig rolle i dit liv på den måde at du jævnligt
opfatter og vurderer dig selv “med deres øjne”. Det kan være dine
forældre, venner, familie, en lærer som har gjort særligt indtryk.
Disse mentale figurer, som svarer til disse særligt udvalgte blandt
alle de mennesker du har mødt, slæber du med dig overalt hvor du går.
Og du kan altid aktivere dem, gå i dialog med dem og opfatte dig selv
gennem dem. Når man skal forklare hvorfor netop disse figurer spiller
en væsentlig rolle, så må man gøre det ud fra din person: Det er nogle du har valgt ud, samtidig med at du har
valgt utallige fra, ja måske helt glemt dem. Og de udvalgte behøver
ikke svare til mennesker du har mødt. De kan fx også være figurer fra
religioner, historiske epoker eller romaner. Disse
særligt vigtige udvalgte figurer udgør dit indre
publikum. Du er i centrum på scenen og oplever og vurderer
dig selv og dine præstationer gennem dette indre publikum. Når
du selv har valgt dem ud, så har du selvfølgelig også visse muligheder
for at vælge at fokusere på den ene eller den anden, flytte om på dem i
tilskuerrummet, opvurdere og nedvurdere dem osv. Når du tillægger deres
vurdering af dig betydning er det fordi du tillægger dem et image. Den overkritiske dansklærer bekæmpes med
imageteknikker
Image er et
meget centralt begreb i Manipulation som i høj grad handler om hvordan
man får gennemslagskraft ved at styrke sit image, dvs. andres vurdering
af ens person. Og hvordan man undergraver sine modstanderes image. Til
disse image-formål indlæres en lang række teknikker i Manipulation. Ved
nu også at indføre image-fænomenet i Overbevis’ indre tilskuerrum, kan
alle disse teknikker overføres til denne indre billedverden som noget
læserens indre figur kan bruge over for sine dominerende tilskuere.
Sidder
der fx en figur som svarer til en meget kritisk dansklærer på forreste
række, så kan det være svært i sit liv at skrive noget som helst fordi
man hele tiden læser det man skriver med denne kritiske dansklærers
dræber-øjne. Så længe han sidder hvor han sidder i det indre
tilskuerrum, er der intet håb om at komme af med sin skriveblokering.
Derfor må man begynde med at nedtone denne figur ved at finde de svage
punkter i hans image og derefter undergrave hans image. Hermed vil han
blive mindre dominerende og man selv vinde større frihed og selvtillid. Der
er ikke grund til her at gå mere i detaljer. Formålet her er
udelukkende at give en idé om det grundlæggende billede i bogen og om
årsagen til at det bruges. At gøre image-teknikkerne anvendelige på
”spøgelserne i maskinen” er at nedbryde skellet mellem ydre image og
indre sjæl, og dermed endnu et angreb på Descartes’ dualisme – som er
den væsentligste ideologiske fordom som reducerer
kommunikationsvidenskab og retorik til at være noget der udelukkende
handler om teknik og overflade. Virkeligheden som konstruktion
Men
tre af de fire bøger som behandles her, rummer ikke kun et angreb på
dualismen. De rummer også et angreb på en anden meget udbredt
ideologisk fordom på tredje niveau: Fordommen om at vi bruger sprog til
først og fremmest at registrere og beskrive med. I modsætning til denne
opfattelse hævdes det at sprog først og fremmest bruges til at konstruere virkeligheden med, altså til
aktivt at forme virkeligheden i stedet for blot passivt at afspejle
den. At denne grundopfattelse har stor betydning for læserens
motivation, er indlysende: Hvis virkeligheden konstrueres, så bliver de
videnskaber som kan fortælle om kommunikationsteknikker m.m., placeret
i centrum for det hele – og ikke bare garniture. Aktiv
seer
forsøger at besvare spørgsmålet: Hvordan modtages og forstås politiske
tv-udsendelser? Emnet er altså reception,
og bogen beskriver en række eksempler som indgår i en fortælling. Den
er deskriptiv i sin vinkel. Men i Sprogets vej, Manipulation og Overbevis dig selv er virkeligheden noget
der konstrueres i fællesskab med andre, og det gælder om at være god
til at få indflydelse på hvordan den konstrueres, for at nå de mål man
har. I Overbevis udformes denne
grundopfattelse som Virkelighedsreglen: Spørg
ikke hvordan virkeligheden er, for den er - bortset fra nogle få
spredte kendsgerninger - på tusind måder. Spørg altid om hvordan du kan
opfatte den samlet således at den tjener din livsappetit og dine
handlemål. I
alle tre bøger er det væsentligt for motivationen at læseren indser sin
egen store magt når den virkelighed som læseren lever i, skal udformes,
specielt læserens egen rolle i den. Men det er ikke en alment udbredt
opfattelse i vores samfund. Tværtimod. Derfor bruges der i bøgerne en
del plads på at overbevise læseren om at den konstruktivistiske
opfattelse er den eneste holdbare, og derfor nødvendig. Da Overbevis dig selv er langt den mest
ekstremistiske konstruktivistiske af bøgerne, er det også i den at der
tages mest eksplicit livtag med den traditionelle deskriptivistiske
opfattelse. Som
konstruktivist er man oppe mod stærke kræfter: Læserne er generelt
kraftigt indoktrinerede med deskriptivismen. Og det er generelt
situationen når man arbejder med offensiv formidling på tredje niveau,
at man er oppe mod særdeles stærke ideologiske kræfter. Jeg har antydet
hvorledes Descartes’ dualisme går hånd i hånd med meget indarbejdede
religiøse overbevisninger om en evig sjæl i en forgængelig krop –
hvilket i øvrigt naturligvis ikke er nogen tilfældighed fra Descartes
side. Konstruktivismen som ideologisk trussel
Mange
betydende institutioner i samfundet er kraftige modstandere af den
konstruktivistiske opfattelse fordi den svækker deres betydning. Det
gælder medier, videnskab og religion, for bare at nævne tre. Selv
om disse samfundsinstitutioner er nok så forskellige, så har de alle en
fælles interesse i at udbrede og bestyrke billedet af sig selv som en
hjælper der afdækker en virkelighed som individet ikke selv har
indsigt, penge eller magt til at afdække. Én som hjælper med at afdække
en objektiv virkelighed, er mere nødvendig for samfundsborgeren, end én
som arbejder på at konstruere en virkelighed ud fra nogle interesser om
at bevare og udbygge sig selv. Da
det er en ganske tankevækkende pointe at den offensive formidling i sin
yderste konsekvens fører til et angreb på den ideologi som er
grundlaget for forskning, vil jeg se lidt nærmere på hvorfor den
deskriptive opfattelse er forkert – også når det angår grundforskning.
Og jeg vil gøre det med billeder: Er forskeren vinduespolerer eller kunstmaler?
Det
deskriptivistiske billede er således: Individet sidder og kigger ud af
et vindue på virkeligheden. Men vinduet er dækket af en fedtet hinde
som gør det umuligt at se klart igennem. Så kommer videnskaben i
skikkelse af en rask vinduespolerer, og det lykkes – i kraft af et
nyopdaget pudsemiddel – at gøre glasset mindre uigennemskueligt, så der
kan skimtes noget mere af virkeligheden. Og sådan går det igen og igen.
Det
konstruktivistiske modbillede er at individet sidder og kigger på et
lærred med enkelte spredte klatter (svarer til objektive
kendsgerninger). Så kommer den raske maler fra Sammenslutningen
Videnskab og giver sig til at male et billede på lærredet ud fra de
seneste teorier. Da han går – sandsynligvis uden at have været i stand
til at male billedet færdigt – oplyser han at der kommer en anden i
morgen og maler billedet om, men naturligvis ud fra de samme
oprindelige klatter. Det hænder ind imellem at en maler tilføjer en ny
oprindelig klat som følgende malere er nødt til at inddrage; eventuelt
slettes af og til nogle gamle oprindelige klatter. Enhver
forsker elsker selvfølgelig at se sig selv som vinduespolerer fremfor
som kunstmaler. Og der er klart nok langt større enkelhed og umiddelbar
styrke i at se videnskabelig aktivitet som vinduespolering, fx når man
skal forklare folk som ikke selv arbejder videnskabeligt, hvad
videnskabeligt arbejde er. Der er simpelt hen langt flere offentlige
bevillinger at hente i vinduespolererbilledet end i kunstmalerbilledet.
Samtidig ved enhver aktiv grundforsker jo godt at
vinduespolererbilledet er forkert. Vi når aldrig dertil at vinduet er
færdigpoleret og virkeligheden ses klart udenfor. Virkeligheden er
bundløs, dvs. det vi skimter derude er altid uklart. Og i det omfang
det bliver klart, viser det sig at være andre vinduer som trænger til
polering. At
virkeligheden er bundløs betyder så også at vi altid kan dynge flere
kendsgerninger op end alle dem vi har i forvejen, uden fare for at
virkeligheden nogensinde skal løbe tør for kendsgerninger. Men de
teorier eller helhedsopfattelser som kan få de indsamlede
kendsgerninger til at danne en meningsfuld helhed, er altid en
menneskelig konstruktion. Og i fysikken har det længe været sådan at
det ikke giver mening at tale om at iagttage en atomar partikel uden
samtidig at påvirke den gennem den proces som gør det muligt at
iagttage den. Det er dybt ironisk at den videnskab som er grundlag for
alle de tekniske fremskridt i vores kultur, og som derfor i høj grad er
ansvarlig for at retorik og dermed konstruktivistiske opfattelser er i
lav kurs, i de senere årtier er nået dertil at den ikke er i stand til
at fremskaffe objektive kendsgerninger om subatomare forhold, men må se
i øjnene at der angående elementarpartikler ikke findes kendsgerninger
uden et betydeligt mål af iagttager-konstruktion. Der
er altså ikke i dag nogen reel ideologisk modsætning mellem selv den
mest hardcore grundforskning og den mest offensive formidling. Billeder på fjerde niveau: forfatteren i tv
Uanset
hvor fremragende udredningerne i denne artikel måtte være og hvor
snedigt bøgerne måtte være indrettet, så er den afgørende egenskab ved
offensiv formidling at den faktisk når ud til dem den er beregnet for.
Det vides der ikke meget om angående de her behandlede fire bøger.
Bortset fra Manipulation er ingen
af dem kommet i mere end 1 oplag på mellem ca. 1000 og 2500
eksemplarer. Manipulation er kommet
i flere oplag og i alt trykt i ca. 20.000 eksemplarer i Danmark og
desuden udkommet i svensk og norsk oversættelse. Man
kan kun gisne om grundene til den markante forskel i interesse for
bøgerne. Når
man skal ud til læserne, skal bogen selvfølgelig først i medierne, og –
når det handler om den ikke i forvejen særligt interesserede læser –
specielt i billedmediet tv. Boganmeldelser i de trykte medier er altid
bedre end tavshed – især hvis de er store og mange og positive – men
boganmeldelser som ikke ledsages af tv-optræden, er efter min erfaring
ikke i stand til at udbrede ret meget. Boganmeldelsernes vigtigste
funktion i dagens mediebillede er nok at udløse så megen interesse for
bogen blandt tv-journalisterne at den kommer i tv. Men
hvem gider sidde og se på en bog i tv? Derfor kommer forfatteren
uhjælpeligt i fokus. Ved at vurdere forfatteren i tv finder seeren ud
af om han gider læse bogen. Forfatteren er en bekvem og informativ
genvej til bogen, på samme måde som en politikers tv-person er en
genvej til partiets politik. Det er altså afgørende at forfatteren på
den meget korte tid i tv kan “sælge” bogen. Forfatteren
kan være så kendt i tv i forvejen at alene det at bogen udkommer,
udløser tv-omtale. For mindre kendte forfattere er det afgørende at
kombinationen af deres medieperson eller -type og bogens titel eller
emne eller vinkel på én eller anden måde er usædvanlig og allerhelst
provokerende. Det skal være en historie at denne forfatter laver denne
bog, og historien skal kunne slåes an på 5 sekunder. Selvfølgelig
var Manipulation ikke blevet så
udbredt hvis teksten havde været dårlig. Det må man have lov at tro på.
Men de mange læsere blev kun opmærksom på teksten fordi det var en klar
og hurtig historie at en humanistisk universitetslektor skrev en bog
med et så politisk ukorrekt emne og med en så ekstrem praktisk vinkling
af stoffet. Herved opstod der et akut behov i nogle redaktioner for at
vise levende billeder af fænomenet. Uden
et offensivt formidlende billede på dette fjerde niveau er billederne
på de andre niveauer chanceløse. Litteratur
Andersson,
J. & Furberg, M. Sprog og påvirkning
Kbh. 1979. --
” -- Politik og propaganda: Om
stemmehvervningens semantik Kbh.
1974. Espersen,
J. m.fl. Logik og argumenter: En hjælp til
kritisk tænkning. Kbh. 1985. Fredriksson,
G. Det politiska språket
Staffanstorp 1974. Hansen,
E. Ping- og pampersprog. Kbh. 1991. Hawking, S.W. Hawkings
univers Kbh. 1988. Ryle, G. The Concept
of Mind, Harmondsworth 1966. Wittgenstein, L. Philosophical
investigations, De
formidlende værker som danner emnet for dette bidrag - alle med mig som
forfatter - er følgende (udgivelsessted København): Aktiv
seer, eller: Hvordan jeg lærte at elske politikerne
1977. Sprogets
vej til sindet fred
1982 Manipulation:
En håndbog
1991(Borgen Hardback 1996) Overbevis
dig selv
1997. Læsere
som er interesserede i at se anmeldelser m.m. af de 4 behandlede bøger,
eller som fx ønsker at se hvordan bøgerne forholder sig til de andre
bøger i projektet, kan besøge adressen http://www.kjoeller.dk
på internettet. Om forfatteren:
f.
1944, cand.mag. i dansk og filosofi 72, lektor ved Institut for Nordisk
Filologi, Københavns Universitet 78. Institutleder
94-99. Koordinator for studiemønstret Sproglig
rådgivning. Studieleder for linjestudiet i Dansk sprog ved
Folkeuniversitetet i København siden 90. Forskningsmæssige
hovedinteresser er pressens formidling af den politiske virkelighed,
politisk sprogbrug, sprog og virkelighed, argumentation, manipulation
og image. Videnskabelige
arbejder: bl.a. Politisk argumentation. En
teori om offentlig politisk argumentation i et velfærdsdemokrati
91. Siden
91 især arbejdet med projektet Offensiv
forskningsformidling: Målet er at indsamle erfaringer om
formidling gennem genre- og stileksperimenter med offensiv formidling
af pragmatiske emner. Offensiv vil
sige: formidling som hverken forudsætter faglig interesse eller tvang
hos læserne. Titler i projektet ud over de i artiklen nævnte: Ud mæ' sproget! 91, Den
tv-skabte virkelighed 92, Snyd ikke
dig selv ved eksamen 93, Hej
Danmark! Ti toppolitikere taler ud 93, Jeg
elsker dig 94, Brug dit hoved!
94, Skriv bedre opgaver 95. |
|