Habittens fordele
Ledere har nok at tænke på, så hvorfor bruge mere
tid end absolut nødvendigt på noget idiotisk noget som påklædning?
Habitten begrænser de teoretisk set uendelige muligheder for form og
farve: Acceptable nuancer går fra lyst gråt over blåt til sort.
Af Klaus Kjøller
Magistre er ikke meget for habitter.
Når man ser billeder fra EU-ministerrådsmøder hvor statslederne samles,
kan man alene på tøjet tydeligt se at her er der ikke mange magistre.
Når de vender sig om efter fotoseancen for at gå ind i palæet igen, og
man ser dem fra ryggen, uden ansigter og slips, er indtrykket af
uniformering stærkt. Kun nakkerne gør en forskel. Især efter Margaret
Thatcher ikke mere er med.
Der kan siges meget til fordel for
habitten.
Det er ofte et problem for mænd med
magt at de bliver fede. Der er ikke tid til motion på grund af rejser
og møder. Man skal beværte andre sværvægtere og må selv på genvisit.
Stille og roligt vokser man i format. Her er habitten genial: I takt
med at maven vokser, kan skrædderen fylde vat på skuldrene, således at
forholdet mellem hvor langt maven stikker frem, og hvor brede skuldrene
er, holdes konstant. Det var sådan Helmuth Kohl holdt sig i form
igennem sin lange karriere.
Men habitten er ikke kun
skrædderkunst. Vi har med et kulturtræk at gøre som går langt dybere
end styreform og -ismer. Selv i Kina er de nuværende ledere gået over
til jakkesæt. Da den kolde krig var på sit højeste, var sovjetiske og
amerikanske ledere klædt identisk på mens de truede hinanden med
undergang. Og Milosevic er heller ikke til at skelne fra Niels Helveg
Petersen, bortset fra ansigtet og meningerne. Folk i folkedragter er
ved at uddø i toppolitik.
Hvorfor?
Ledere har nok at tænke på, så hvorfor
bruge mere tid end absolut nødvendigt på noget idiotisk noget som
påklædning? Habitten begrænser de teoretisk set uendelige muligheder
for form og farve: Acceptable nuancer går fra lyst gråt over blåt til
sort. Kunsten er at ramme den rigtige nuance. Ikke for mørk, ikke for
lys til begivenheden. Den person med mindre magt skal helst være lidt
finere, dvs. mørkere, klædt på, og må aldrig være mindre fint klædt på
end den med mere magt. Der finjusteres med slipset og med skjortens
farve og eventuelt mønster. Der er sådan set muligheder nok for at
dumme sig, men hele showet kører efter nogle gennemskuelige regler som
minimerer mulighederne for forkerte signaler.
Det er fristende her også at finde en
del af forklaringen på at der er så få kvinder på disse høje niveauer.
Habitløse står mange højtkvalificerede kvinder stadig derhjemme foran
spejlet for at finde ud af hvad de skal have på. Dem der når frem til
møderne, handicappes mentalt af anfægtelser over om det er det rette de
har valgt. Og den ene hånd bruges måske til at holde en taske, hvor
mændene arbejder med begge hænder, takket være habittens inderlommer.
Og hvilket chok når én som ellers
altid bærer habit, pludselig træder ud af den! Det kan opleves når det
om få dage er Grundlovsdag. Så springer Poul Nyrup fx ud i sin røde
vindjakke. Hvis han da ikke vælger den grønne. Og effekten udebliver
aldrig: Det giver et stærkt indtryk af folkelighed. Det er et
virkemiddel som magistre slet ikke har på grund af deres ringeagt for
habitten.
d. 19/4
1999.
Øverst
i dokumentet
|