Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 12/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet juni 1999. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 31/7 2012)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Habittens fordele

 

Ledere har nok at tænke på, så hvorfor bruge mere tid end absolut nødvendigt på noget idiotisk noget som påklædning? Habitten begrænser de teoretisk set uendelige muligheder for form og farve: Acceptable nuancer går fra lyst gråt over blåt til sort.

Af Klaus Kjøller

 

Magistre er ikke meget for habitter. Når man ser billeder fra EU-ministerrådsmøder hvor statslederne samles, kan man alene på tøjet tydeligt se at her er der ikke mange magistre. Når de vender sig om efter fotoseancen for at gå ind i palæet igen, og man ser dem fra ryggen, uden ansigter og slips, er indtrykket af uniformering stærkt. Kun nakkerne gør en forskel. Især efter Margaret Thatcher ikke mere er med.

Der kan siges meget til fordel for habitten.

Det er ofte et problem for mænd med magt at de bliver fede. Der er ikke tid til motion på grund af rejser og møder. Man skal beværte andre sværvægtere og må selv på genvisit. Stille og roligt vokser man i format. Her er habitten genial: I takt med at maven vokser, kan skrædderen fylde vat på skuldrene, således at forholdet mellem hvor langt maven stikker frem, og hvor brede skuldrene er, holdes konstant. Det var sådan Helmuth Kohl holdt sig i form igennem sin lange karriere.

Men habitten er ikke kun skrædderkunst. Vi har med et kulturtræk at gøre som går langt dybere end styreform og -ismer. Selv i Kina er de nuværende ledere gået over til jakkesæt. Da den kolde krig var på sit højeste, var sovjetiske og amerikanske ledere klædt identisk på mens de truede hinanden med undergang. Og Milosevic er heller ikke til at skelne fra Niels Helveg Petersen, bortset fra ansigtet og meningerne. Folk i folkedragter er ved at uddø i toppolitik.

Hvorfor?

Ledere har nok at tænke på, så hvorfor bruge mere tid end absolut nødvendigt på noget idiotisk noget som påklædning? Habitten begrænser de teoretisk set uendelige muligheder for form og farve: Acceptable nuancer går fra lyst gråt over blåt til sort. Kunsten er at ramme den rigtige nuance. Ikke for mørk, ikke for lys til begivenheden. Den person med mindre magt skal helst være lidt finere, dvs. mørkere, klædt på, og må aldrig være mindre fint klædt på end den med mere magt. Der finjusteres med slipset og med skjortens farve og eventuelt mønster. Der er sådan set muligheder nok for at dumme sig, men hele showet kører efter nogle gennemskuelige regler som minimerer mulighederne for forkerte signaler.

Det er fristende her også at finde en del af forklaringen på at der er så få kvinder på disse høje niveauer. Habitløse står mange højtkvalificerede kvinder stadig derhjemme foran spejlet for at finde ud af hvad de skal have på. Dem der når frem til møderne, handicappes mentalt af anfægtelser over om det er det rette de har valgt. Og den ene hånd bruges måske til at holde en taske, hvor mændene arbejder med begge hænder, takket være habittens inderlommer.

Og hvilket chok når én som ellers altid bærer habit, pludselig træder ud af den! Det kan opleves når det om få dage er Grundlovsdag. Så springer Poul Nyrup fx ud i sin røde vindjakke. Hvis han da ikke vælger den grønne. Og effekten udebliver aldrig: Det giver et stærkt indtryk af folkelighed. Det er et virkemiddel som magistre slet ikke har på grund af deres ringeagt for habitten.

 

 

d. 19/4 1999.

                

Øverst i dokumentet