Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 12/1 2013]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet juli 1999. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 31/7 2012)

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Første skoledag

 

Mens vi venter på de fornødne ressourcer som altid mangler, kan vi måske finde trøst i at ungerne selv lærer meget, uanset om nogen betaler nogen for at lære dem det eller ej.

Af Klaus Kjøller

 

Så er det sket igen. Børnene er begyndt i skole for første gang. De har sluppet fars eller mors hånd og siddet alene i den nye klasse sammen med alle de nye kammerater og læreren. Et ubetydeligt skridt i verdenshistorien, men et stort spring i et lille menneskes liv.

Os der igennem årene har fulgt flere børn til samme skole, har igen og igen kunnet beundre inspektørens velkomsttale. Vi er også blevet bedre til at sno os forbi politiets rituelle razziaer uden for skolerne når de prøver at knalde os for at køre for hurtigt og snyde med selerne. Panserne tror de kan tage os med bukserne nede denne dag hvor vores forældrehjerter sitrer af ømhed for ynglet.

De har virkelig meget at lære, de små. Og det er ikke kun skrivning og regning og alt det andet som står på det skema som de stolt bærer hjem i den flotte skoletaske den første dag.

Kan skolen og hele uddannelsessystemet klare opgaven? Selvfølgelig ikke godt nok. Men mens vi venter på de fornødne ressourcer som altid mangler, kan vi måske finde trøst i at ungerne selv lærer meget, uanset om nogen betaler nogen for at lære dem det eller ej.

Forældrene og familien har forlængst lært dem de vigtigste færdigheder når de begynder at gå i skole, fx talesproget, at skifte kanal på tv-apparatet, at finde mad i køleskabet og elementær forståelse af andre mennesker. Specielt den anarkistiske måde børn lærer talesproget på, er god at hente beroligelse i hvis man er på nippet til at tro at intet i uddannelsesverdenen kan lade sig gøre uden at autoriserede eksperter har sukket og stønnet sig igennem lange møder og udformet vejledninger, planer og diplomer.

En anden form for beroligelse kan der ligge i at eleverne har en vidunderlig tendens til at lære langt mere – eventuelt noget helt andet – end det som officielt står på skemaet.

Det nye i skolen er ikke at de skal lære. Det nye er at de skal lære noget samtidig med andre under ledelse af en lærer. De skal bl.a. lære at sidde stille og lytte, møde til en bestemt tid, arbejde med bestemte ting efter en dagsorden, rette sig efter ordstyreren (læreren/chefen) og holde fri. Langt det meste det faglige stof de lærer i deres skolegang, glemmer de måske kort efter eksamen fordi de ikke synes de har brug for det. Men hvad det vil sige at være i en organisation, glemmer de aldrig.

Og efter kort tid danner de også deres egen “modvirkelighed” som på mange punkter strider direkte imod det som inspektøren siger i en festtale. Det er den virkelighed hvor lærere og fag får øgenavne. De har lært at under den udadrettede, officielle, højtidelige historie som enhver organisation og dens loyale ansatte skal udbrede for at sikre overlevelsen, skjuler der sig helt andre versioner som handler om paradokser, menneskelig fejlbarlighed og organisatorisk slumpetræf.

Og sådan går det for sig at de lærer et fag der hedder humor. Uden at det står på skemaet lærer de at en vigtig forudsætning for at kunne overleve i rammer hvor store Don Quijote-ord ofte strider mod en småtskåren Sancho Panza-virkelighed, er at kunne le sammen.

 

d. 9/8 1999.

                

Øverst i dokumentet