Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret (layoutjusteret) 18/7 2021]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] sandsynligvis offentliggjort som klumme i Magisterbladet september 1999. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 31/7 2012).

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

Særlige øjeblikke

 

Visse erhverv er i ekstrem grad bygget på en hudløs fornemmelse for dette øjeblik: eliteidrætsfolk og kunstnere fx. Opsigtsvækkende mange af disse ekstraordinære mennesker er på stoffer.

Af Klaus Kjøller

 

Bregnerne er begyndt at blive brune. Det kan være tørken i juli, men jeg er bange for at det er sommeren der er ved at være forbi. Endnu én. Nåede du det du ville?

Fik du klappet konen hver dag? Pjanket med børnene og lyttet til farmors erindringsforskydninger med tilstrækkelig koncentration?

Rigtigt: Der kommer også en sommer til næste år. Men det er en helt anden sommer: næste sommer.

Bevidstheden om altings forgængelighed kan bedst bæres i små portioner. Ser mig omkring i cafeteriet på færgen og tænker på at det både er første og sidste gang jeg er sammen med disse mennesker i mit liv. Burde omfavne dem alle, men det er håbløst. Så får jeg øje på en gammel studiekammerat ved et bord skråt over for. Hilser så hjerteligt at han ser undersøgende på mig. Velsagtens for at skønne hvor meget mere gal jeg er blevet siden vi sidst sås i en boghandel på Købmagergade.

Visse erhverv er i ekstrem grad bygget på en hudløs fornemmelse for dette øjeblik: eliteidrætsfolk og kunstnere fx. Opsigtsvækkende mange af disse ekstraordinære mennesker er på stoffer. At Lars von Trier er konstant dopet med lykkepiller, er velkendt, ja faktisk en del af hans image, men her i sommer har man kunnet læse om at også så forskellige forfattere som Hemingway og Martin A. Hansen dagligt har ædt piller i et omfang som må udelukke enhver tanke om at markedsføre dem økologisk. Også maleren Oluf Høst fra ferieidyllen Gudhjem var konstant dopet: opkvikkende om morgenen, neddæmpende om aftenen og smertestillende ind imellem efter behov. Alene det at finde frem til den optimale dosering har været en kunst som også må have krævet stimulanser.

At stor kunst ofte er forbundet med doping og dermed typisk også selvdestruktion og ulykkelige familieforhold, er ikke heldigt. Tænk bare på den lærer som i sommer politisk korrekt har undladt at se Tour de France på grund af dopingspøgelset: Hendes undervisning kommer til at rumme store huller hvis hun nu også skal til at boycotte de forfattere som ikke er helt clean. Og det bør hun vel egentlig. For det er ikke spor godt hvis unge mennesker får indtryk af at glorværdige præstationer bedst ydes i en døs af stoffer på en ruin af menneskelige relationer.

Selv folk af leverpostejsracen som til daglig lever i troen på at der også kommer en onsdag i næste uge, er af og til tvunget til at gennemleve nådesløse øjeblikke hvor eksistensen pulserer og hånden derfor helst ikke skal ryste, fx ved valg af studium, partner, børn, job. Men der kan gå år imellem, og vi kan som regel klare os med en øl og et par hovedpinepiller indtil det er overstået. Ville også have skrevet cigaretter, men boycottede dem.

Kort sagt: Den totale solformørkelse ved Dueodde i år 2142 får man kun mulighed for at opleve én gang i sit liv. Så sørg for at være der.

 

 

d. 9/8 1999.

                

Øverst i dokumentet