Kjøller forside >> alle artikler >> Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret (layoutjusteret) 18/7 2021]

Magisterliv, klummer fra Magisterbladet 1998-2002

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desperat forsvar for fodboldlandsholdets nedtur

Ingen jobsamtale, ingen ledelse

Oprørske elever

Magister ude at svømme

Fedt

Om valgte ledere på universitetet

Min hobby

Om salg af religioner

50+

Habittens fordele

Lyst

Første skoledag

Særlige øjeblikke

Hvad kan en magister?

Bevaringsværdigt lort

Årtusindskiftet 1999-2000

Universitetslektorens selvopgør

Styrk dansk: Drik mere øl!

Værdien af eksamensangst

Takketale for Nobelprisen

Hvad kan forfattere lære af finansloven?

Humor er nødvendig

Har magistre fjender?

Lektor med søm gennem hovedet

Ud af hængekøjen!

Casting i ledelse og politik

Bogens fremtid

Korpsånd og dødsforagt

Karisma, Adolf Hitler og Amdi Petersen

Jul

Netværk

Lektor på landevejene

Anerkendelse

 

 

Titel og medium                            

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet oktober 1999. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 2/8 2012).

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

Hvad kan en magister?

 

Det er som om at det er ret ligegyldigt om man studerer det ene eller det andet. Bare man er magister.

Af Klaus Kjøller

 

At en magister begynder på universitetet, har længe været kendt. Men ingen ved hvor en magister ender. Selv magistre som tror de er endt, kan kort efter genopstå andre steder.

Chefsekretæren i mobiltelefonselskabet med fagene fransk og filosofi i forrige nr. af nærværende blad er jo ikke enestående. Hun kan suppleres med magisteren i  kinesisk som bliver selvstændig direktør inden for virksomhedsrådgivning. Og mange andre magistre har titler som personaledirektør, kommunikationschef, chefredaktør, underholdningschef. Foruden, selvfølgelig, journalist, anmelder, informationsmedarbejder, forfatter, forlagsredaktør, politisk rådgiver eller kommentator. Hertil alle mulige helt specielle job i mindre virksomheder.

Og man kan nå langt. Departementschefen i forskningsministeriet, Knud Larsen er doktor i historie og hans chef, forskningsminister Birte Weiss, har studeret litteraturvidenskab. Og hermed er grænserne ikke nået: Selv om der stadig resterer nogle måneder, vover jeg den påstand at århundredets mest uforudsigelige og politisk betydningsfulde europæiske magisterkarriere var Joseph Goebbels’, tysk propagandaminister i nazitiden, men forinden doktor i litteraturvidenskab.

Man må spørge sig: Hvad er det egentlig en magister kan? For det er som om at det er ret ligegyldigt om man studerer det ene eller det andet. Bare man er magister.

Som alle vist ved, kan vi kommunikere mundtlig og skriftligt, vi gribes ikke af panik over enorme stofmængder og uforudsete problemer, og vi kan arbejde koncentreret og selvstændigt.

Men hertil kommer at vi i ekstrem grad er uddannet til at stikke fingeren i jorden og fornemme hvorfra det blæser: Den store selvstændighed universitetslærere har (metodefrihed), tvinger os studerende til at optræne stor lydhørhed for lederforventninger på enhver arbejdsplads. Vi lærer at samme fag kan være vidt forskelligt hos to lærere. Og dermed lærer vi at samme kendsgerninger kan struktureres i ofte grundlæggende forskellige helheder, og at nøglen til helheden ligger hos lederen (bedømmeren). Det gælder mest ekstremt på humaniora og samfundsvidenskab, i mindre omfang på naturvidenskab.

Samtidig mødes vi med en forventning om stor selvstændighed. Det en magister i så høj grad lærer på universitetet, er at udvise faglig, professionel selvstændighed inden for de rammer man fornemmer hos sin vejleder. Magistre er mestre i at finde en konstruktiv balance mellem fri udfoldelse og tilpasning.

Der kan være intense stridigheder på et fag angående om et bestemt kursus skal være der eller ej, og hvornår og med hvor mange ugentlige timer. Det kan måske opbløde kramperne at tænke på at det er ret ligegyldigt i det lange perspektiv som handler om kandidaternes generelle kvalifikationer. Med enkelte vigtige undtagelser, bl.a. mit eget fag, Sproglig rådgivning, hvis nødvendighed alle fornuftige er enige i.

 

d. 20/9 1999.

                

Øverst i dokumentet