|
Kjøller forside à alle artikler
à
Manus: Klumme i Magisterbladet |
[senest revideret 4/2 2012]
|
|
Titel
og medium
[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet dec 1999. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 4/2 2012) |
|
|
|
Bevaringsværdigt lortI øjeblikket (4/2 2012) udråbes affald fra 1600-tallet til arkæologiske nationalskatte af den svenske udgravningsleder på Metrobyggeriet i København. Hvorfor skal vi nulevende mennesker tvinges til at rydde op og smide ud, for at man om flere hundrede år kan udgrave vores affald som uvurderlige skatte?Af Klaus Kjøller
Hvis der ligger én og graver med en lille ske i
jorden foran en brølende bulldozer, så kan du være sikker på at det er en
magister. Vi redder fortiden inden fremtiden fræser den ned.
Alligevel sker det dagligt at fortiden smides ud:
familiens lokale køkkenmødding bæres i plastikpose ud i skraldespanden. Helt
uden besværgelser eller bønner, nærmest tankeløst, overgives disse
kulturminder til undergangen. Det der ikke kan brændes eller genbruges,
ligger og fylder op på lossepladser. Myndighederne bander over afffaldet og
eksporterer det gerne, bare prisen er tilstrækkelig lav. Først om nogle
hundrede eller tusinde år vil man andægtigt grave det frem, hvis man kan
finde det, og udstille de bedste stykker i montre med forklarende tekst. Hvis
man da ikke også har smidt magistrene ud, således som supercomputeren HAL
9000 i Kubricks film Rumrejse år 2001 smed astronauterne ud fordi de blev for
besværlige. På et hængende hår undgik de en skæbne som evigt affald på rejse
i universet.
Kort sagt: Jeg har været nødt til at tømme et skab
som i mange år har været brugt til mit helt private arkiv. Edderkopperne som
levede i og bag skabet, var blevet for dominerende og måtte bekæmpes.
Bevæbnet med støveklud stod jeg snart med de mest sarte fortidsfund i
hænderne. Fund som det havde været lettere for enhver anden at gøre end mig
selv. Et ungt menneskes trængsler og håb slog mod mig og jeg blev straks helt
blød på alle hylder. Et manuskript som blev opgivet. Stakkevis af sirligt
håndskrevne ark som efterhånden blev skåret til en bog. Materialesamlinger
som aldrig blev brugt. Som at rode i et åbent sår. Og også en énøjet tøjbamse
og et falmet julehjerte med en hank som var i stykker. Og så det ulidelige
spørgsmål: Skal det smides ud, eller skal det bevares?
Hvorfor skal ting og sager først forsvinde i
jorden i mange hundrede år før de bliver bevaringsværdige? Jeg kræver alt
bevaret her og nu! Skulle jeg stille mig til dommer over hvad eftertiden vil
finde værdifuldt, iført gammelt tøj en tilfældig søndag i november 1999? At
køre det på containerpladsen er udelukket. De brænder det. Det står direkte
på containeren: Småt brændbart. Havde der så endda stået: Stort opflammende.
Men vi er ikke fanatikere. Selvfølgelig må indbo
da smides ud engang imellem fordi vi må skaffe plads til noget nyt. Da min
hustru også er ganske flink til at gemme, har vi i de sidste årtier hvor
huset har været fyldt op, måttet føre en del “omvendte
finanslovsforhandlinger” efter reglen: Hvis noget skal ind, må noget med
tilsvarende volumen ud. Især ved dødsfald hvor vi arver løsøre, kan
forhandlingerne være hårde. Vi er begyndt at snakke mere og mere om hvad vi
skal gøre når også haven er fyldt op.
Men ingen får os til at udstede tusindårsløfter om
at gemme mindre. Dyrkelsen af skiftet til år 2000 er helt hysterisk.
Kalenderen er en tilfældig vedtagelse af en romersk kejser, Cæsar, og en
katolsk pave, Gregor d. 13., og Jesu fødselstidspunkt er også en vedtagelse
med 7 års usikkerhed. At råbe op om nye tendenser og epoker er ren
kalenderpsykose. Derfor fortsætter vi tidløst hen over nytår.
Klaus Kjøller, d. 8/11 1999.
|
|