Kjøller forside à alle artikler à Manus: Klumme i Magisterbladet

[senest revideret 4/2 2012]

Titel og medium

[uden titel] offentliggjort som klumme i Magisterbladet dec 1999. Stykket er som en særlig læserservice nu blevet forsynet med titel og underrubrik (d. 4/2 2012)

© klaus@kjoeller.dk

Bevaringsværdigt lort

I øjeblikket (4/2 2012) udråbes affald fra 1600-tallet til arkæologiske nationalskatte af den svenske udgravningsleder på Metrobyggeriet i København. Hvorfor skal vi nulevende mennesker tvinges til at rydde op og smide ud, for at man om flere hundrede år kan udgrave vores affald som uvurderlige skatte?

Af Klaus Kjøller

Hvis der ligger én og graver med en lille ske i jorden foran en brølende bulldozer, så kan du være sikker på at det er en magister. Vi redder fortiden inden fremtiden fræser den ned.

Alligevel sker det dagligt at fortiden smides ud: familiens lokale køkkenmødding bæres i plastikpose ud i skraldespanden. Helt uden besværgelser eller bønner, nærmest tankeløst, overgives disse kulturminder til undergangen. Det der ikke kan brændes eller genbruges, ligger og fylder op på lossepladser. Myndighederne bander over afffaldet og eksporterer det gerne, bare prisen er tilstrækkelig lav. Først om nogle hundrede eller tusinde år vil man andægtigt grave det frem, hvis man kan finde det, og udstille de bedste stykker i montre med forklarende tekst. Hvis man da ikke også har smidt magistrene ud, således som supercomputeren HAL 9000 i Kubricks film Rumrejse år 2001 smed astronauterne ud fordi de blev for besværlige. På et hængende hår undgik de en skæbne som evigt affald på rejse i universet.

Kort sagt: Jeg har været nødt til at tømme et skab som i mange år har været brugt til mit helt private arkiv. Edderkopperne som levede i og bag skabet, var blevet for dominerende og måtte bekæmpes. Bevæbnet med støveklud stod jeg snart med de mest sarte fortidsfund i hænderne. Fund som det havde været lettere for enhver anden at gøre end mig selv. Et ungt menneskes trængsler og håb slog mod mig og jeg blev straks helt blød på alle hylder. Et manuskript som blev opgivet. Stakkevis af sirligt håndskrevne ark som efterhånden blev skåret til en bog. Materialesamlinger som aldrig blev brugt. Som at rode i et åbent sår. Og også en énøjet tøjbamse og et falmet julehjerte med en hank som var i stykker. Og så det ulidelige spørgsmål: Skal det smides ud, eller skal det bevares?

Hvorfor skal ting og sager først forsvinde i jorden i mange hundrede år før de bliver bevaringsværdige? Jeg kræver alt bevaret her og nu! Skulle jeg stille mig til dommer over hvad eftertiden vil finde værdifuldt, iført gammelt tøj en tilfældig søndag i november 1999? At køre det på containerpladsen er udelukket. De brænder det. Det står direkte på containeren: Småt brændbart. Havde der så endda stået: Stort opflammende.

Men vi er ikke fanatikere. Selvfølgelig må indbo da smides ud engang imellem fordi vi må skaffe plads til noget nyt. Da min hustru også er ganske flink til at gemme, har vi i de sidste årtier hvor huset har været fyldt op, måttet føre en del “omvendte finanslovsforhandlinger” efter reglen: Hvis noget skal ind, må noget med tilsvarende volumen ud. Især ved dødsfald hvor vi arver løsøre, kan forhandlingerne være hårde. Vi er begyndt at snakke mere og mere om hvad vi skal gøre når også haven er fyldt op.

Men ingen får os til at udstede tusindårsløfter om at gemme mindre. Dyrkelsen af skiftet til år 2000 er helt hysterisk. Kalenderen er en tilfældig vedtagelse af en romersk kejser, Cæsar, og en katolsk pave, Gregor d. 13., og Jesu fødselstidspunkt er også en vedtagelse med 7 års usikkerhed. At råbe op om nye tendenser og epoker er ren kalenderpsykose. Derfor fortsætter vi tidløst hen over nytår.

Klaus Kjøller, d. 8/11 1999.

Øverst i dokumentet