|
|
Senest opdateret 27-10-2009 18:29:24 DronningemordetNår politisk spil i gruppeværelset bliver politisk substans[Læserpanel-kommentar (4-600 ord) til Politiken Søndag d. 19/10 2008 af Under rubrikken ”Analyse” i 2. sektion fortæller artiklen ”Politik. Har medierne fået for stor magt?”, at journalister og politikere er helt uenige om omfanget af mediernes magt. Tre forskere ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet har uddelt spørgeskemaer til medlemmer af henholdsvis Folketinget og Folketingets presseloge. Svarene viser bl.a., at to tredjedele af politikerne mener, at politiske journalister søger sensationelle historier og giver det politiske spil for stor opmærksomhed i forhold til indholdet. Det er kun et mindretal af journalisterne enige i. Generelt synes politikerne dog ikke, at journalisterne er for fortolkende i deres rapportering om politik. Der mangler oplysninger om, hvormange af dem, der har fået spørgeskemaer, som har brugt tid på at svare. Det gør det vanskeligt at vurdere undersøgelsens resultater. Men det er værdifuldt for forskere, at Politiken har denne rubrik, hvor der jævnligt bringes det man kalder forskningsformidling. På forsiden af 1. sektion lanceres dagens politiske historie: ”Radikale lægger pres på Vestager”. Den tager udgangspunkt i Ammitzbølls afgangsbredside om sin formands lederegenskaber. Historien bringes videre med kendsgerninger fra mødet mellem Ammitzbøll og Vestager, som afslører, at bruddet egentlig skyldes at Vestager ikke bare ville have en offentlig indrømmelse af, at Ammitzbøll fortrød det kunstneriske udtryk, han havde givet kritikken. Hun ville også have en tilbagetrækning af substansen i kritikken: At det var en fejl, at Vestager under valgkampen sagde ja til at gå i regering under 24-årsreglen og afskar de radikale fra et samarbejde med Fogh – uden at tage folketingsgruppen med på råd. Politiken kommer her til at fungere som megafon for Ammitzbølls sagsfremstilling. Den anden mulige kilde til, hvad der foregik på mødet, vil nemlig ikke udtale sig. Hun henviser til en aftale med Ammitzbøll om ikke at referere fra mødet. Heller ikke denne oplysning kommer direkte fra Vestager, men fra den radikale pressechef. Heller ikke helsidesartiklen i PS-sektionen ”Dronning Margrethe” kan
trække på direkte kontakt med sin hovedperson. Til gengæld kan den trække på
en lang række anonyme kilder. Både fra folketingsgruppen og fra andre
partier. Det er interessant, for samme søndag findes der i I øvrigt er artiklen interessant og virker troværdig, fordi den går meget tæt på med nogle detaljer fra fortrolige møder i gruppen. Det er når sådanne detaljer overleveres fra en politiker til en journalist, at der stikkes med knive. Samlet tegnes et portræt af en meget usikker leder, som må stive sig af med formalia i stedet for at lede ved at folde sig ud som menneske. Denne skræk for det uformelle bekræftes af hendes øjeblikkelige uvilje mod at tale med pressen. Samme syndrom lider integrationsminister Birthe Rønn i øvrigt jævnligt af. Denne demonstration af formel magt til ikke at tale med pressen må undre. Enhver professionel politiker burde jo vide, at der kun er en eneste sikker effekt af det: Vælgerne opfatter politikeren som arrogant. Og hvis den historie, som de eventuelle anonyme kilder så leverer gods til, samtidig har den pointe, at politikeren lider af magtbrynde og er dårlig til at lytte, så er den historie bare hjemme med dobbelt styrke. Den er ikke kun fortalt, men også vist, jf det journalistiske slogan ’don’t tell it, show it’. Når gruppemedlemmerne er utilfredse med deres partiformand, så kan politiske journalister altid skrive interessante artikler om lederens optræden på fortrolige møder. Næste træk er formandens. I moderne politik er det ofte umuligt at skelne mellem journalisters rapportering fra det politiske spil og så politikernes rent politiske arbejde med sagerne. se alle mine kommentarer til Politiken Søndag i oktober måned 2008 her >> |