Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 10-03-2009 10:21:15

 

Bander begynder i familien

Familien er hellig, og sådan skal det være i et demokrati. Men familien fungerer på mange måder som en hjernevaskende sekt. På godt og ondt. Børneinstitutioner og skoler spiller altid andenviolin.

Indvandrerbander og rockerklubber giver medlemmerne noget, som de ikke synes, de kan få andre steder: anerkendelse og identitet. Og de får det i en meget hierarkisk og voldsdyrkende kultur, hvor ære, territorium og hævn er afgørende. Og store indtægter. Der er meget få professorer i antropologi, folkeskolelærere og bankrådgivere, som er medlemmer af disse kriminelle netværk. De består af selfmade folk, som har lidt nederlag i det etablerede skole- og uddannelsessystem.

Der er ikke noget nyt i, at der er nogle, der forlader skolesystemet hurtigere og med mere magert udbytte end andre. Det er veldokumenteret, at der i vores samfund med helt fri og gratis skolegang er en klar tendens til, at børn af forældre med kort uddannelse også har en større tendens til at få en kort uddannelse end børn af forældre med lang uddannelse. Men med de senere årtiers store indvandring fra ret fremmede kulturer er problemerne med mangelfuld lighed i uddannelsen blevet så tydelige, at det nu gør ondt på alle.

Målet er selvfølgelig ikke, at alle skal ende som lektorer. Men målet er bl.a., at alle skal kunne læse og skrive og tro på demokratiet. Men selv disse minimale mål nås ikke i dag for en betydelig del. Hvordan er det muligt at gå ni år i skole og undgå at lære at læse? Det er det bl.a., fordi man kommer fra en familietype, som ikke passer til skolens måde at undervise på. Familien er samfundets stærkeste, indoktrinerende institution. Derfor må den med ind, når man taler integrationsudfordringer. Børneinstitutioner og skoler spiller altid andenviolin.

Hvordan lærer man i skolen? For det første er det de sproglige aktiviteter, der dominerer: Man snakker, læser, skriver, regner, der læses højt, læreren fortæller, stiller spørgsmål, eleverne svarer. Adfærden i de fag, som er mindre sproglige, som gymnastik, håndgerning, formning, sløjd, er ikke afgørende for, om eleven går til tops eller til bunds i uddannelsessystemet.

For det andet er formålet med den sproglige aktivitet, at eleven skal blive endnu dygtigere (mindre elendig) til at udføre den sproglige aktivitet. Dette gælder helt klart i faget dansk, men kan også dække andre fag. At lære geografi, matematik osv, er at lære et særligt sprog. Men de sproglige aktiviteter har ikke et umiddelbart, ikke-sprogligt formål, som er indlysende for eleven. Når én bliver bedt om at læse op, er det ikke, fordi læreren eller de andre elever ikke selv har bøgerne og ikke selv kan læse det (dem, der kan læse), eller fordi de sidder og er edderspændte på, hvordan historien ender.

Den tredje vigtige faktor i undervisningen er læreren. Lærerens uddannelse er en teoretisk uddannelse. Læreren vil som regel ikke stamme fra de lavere socialgrupper. Hendes belønning og straf vil i høj grad benytte udtryksformer som er gængse i det lag, hun selv kommer fra. Hun vil lettere kunne forstås af børn fra disse lag; hun ligner jo deres forældre. Derimod vil børn fra lavere socialgrupper have vanskeligere ved at se en forældreerstatning i hende.

Børnene har allerede lært at lære, og hvordan man omgås autoriteter, inden de begynder i skolen. Og det har de lært af forældrene, som hjemme praktiserer de normer, som de også følger på arbejde.

På det ene yderpunkt har vi forældre med et arbejde, som ikke kræver problemløsning. Det er rutinearbejde, som kan være mere eller mindre indviklet og stille større eller mindre krav til hukommelsen. Men der er på intet tidspunkt tale om, at der løses problemer, dvs. at man selv skal finde den mest rationelle adfærd i en ny situation. For enhver situation er der indøvet en reaktion eller en kæde af reaktioner. Det er en del af rutinen, at situationerne skal være letgenkendelige, kendetegnet ved få og klare træk.

På det andet yderpunkt har vi forældre med arbejde som i høj grad kræver løsning af problemer. En væsentlig del af arbejdsprocessen består i indsamling, analyse og vurdering af information om situationen. En anden væsentlig del består i planlægning og vurdering af forskellige adfærdsalternativer. Typiske eksempler vil være virksomhedslederen, ministeren, fagforeningsformanden, men også forskeren, læreren og sælgeren. Og det er ofte nødvendigt at arbejde nært sammen med andre problemløsere. I modsætning til den rutineprægede arbejdsrolle, kræver den problemløsende rolle psykologisk-sociologisk indsigt: Man omgås andre arbejdsroller som en vigtig del af arbejdet: Man afholder møder, orienterer, diskuterer, forhandler.

Nogle forældres arbejdsverden består altså af nogle klare, letgenkendelige arbejdssituationer som kræver nogle rutinereaktioner. Et individ med en sådan arbejdsrolle vil tendere at få en dogmatisk, autoritær livsforståelse. Som man i sin arbejdssituation har fået sine ordrer ”fra oven”, således opfatter man sig også i sit liv i øvrigt som handlende efter ordrer, som er givet med en indiskutabel autoritet. Denne autoritet vil være traditionen, overleveringen — og det vil helt konkret sige den opdragelse, man har fået og det eksempel, ens forældre har været for én. Forældrenes krav til barnet vil derfor udspringe af nogle få, let identificérbare egenskaber ved barnet – egenskaber, som traditionen har dikteret betydningen af. Forældrenes krav vil være bestemt af barnets køn, alder og placering i søskendeflokken. Der er nu engang ganske bestemte pligter den ældste datter i den og den alder skal udføre i familien osv. Opdragelsesformen vil være den, at barnet ”får ordrer oppefra”. Da forældrene selv i sin tid har modtaget normerne uden anden legitimering end forældreautoritet og tradition, vil de være ude af stand til at begrunde reglerne over for et spørgende, uforstående barn på anden måde end ved deres egen autoritet (”fordi jeg siger det”) eller ved traditionen (”sådan gør man nu engang, for sådan har man altid gjort”).  I øvrigt vil bare det, at barnet spørger, som regel opfattes som et angreb på forældrenes (= traditionens) autoritet, og vil derfor blive straffet. Barnet lærer at modtage ordrer, at udføre handlinger på den måde ”man” nu engang udfører dem, og lade være med at stille spørgsmål og diskutere.

I familien med forældre med problemløsende arbejdsroller er forholdene anderledes. Situationer og reaktioner er ikke entydige, skabelonagtige og foreskrevne. Forældres ved, at situationer er komplekse og bør analyseres. Og de ved, at der ofte findes flere forskellige reaktioner, som forekommer lige rigtige. Dette gør dem åbne over for barnets individuelle egenskaber. Kravene til barnet vil være i høj grad bestemt af barnets personlighed. Barnets spørgsmål besvares så vidt muligt med argumenter for, at den og den opførsel er den mest hensigtsmæssige. Dette medfører ofte diskussioner om, hvordan de forskellige familiemedlemmer opfatter en bestemt opførsel. Opdragelsessituationen vil altså ofte være en situation, hvor man taler om denne families psykologisk-sociologiske egenart. Opdragelsen vil derfor også i høj grad være en indlæring af en række psykologisk-sociologiske begreber.

Familien er hellig, og sådan skal det være i et demokrati. Men familien fungerer på mange måder som en hjernevaskende sekt. På godt og ondt. Pædagoger og lærere er nødt til at optræde som stærke mænd eller kvinder over for visse børn og deres familier. Ellers får de aldrig kontakt, og børnene finder så deres autoriteter og anerkendelse andre steder, fx i bander.

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

 

Til toppen af siden