Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 01-09-2009 10:05:30

 

Hvide løgne i politik

Mange tror, at Helle Thorning-Schmidt er færdig, hvis hun ikke holder sit løfte til vælgerne om, at det fælles S-SF-udspil ikke er til at rokke. Men virkeligheden i form af eksempler med Fogh, Ammitzbøll og J.O. Krag viser en farbar vej ud af løftebrud.

Da S og SF d. 28/8 09 præsenterede deres fælles skattepolitik, erklærede Helle Thorning-Schmidt bl.a.:

”Det, vi fremlægger i dag, er det, vi gennemfører. Så er det jo dybest set op til de Radikale, hvordan de vil forholde sig. Men jeg føler mig da overbevist om, at de Radikale hellere vil have en ny regering, der skaber fremgang og forandring i Danmark, når det handler om at gøre Danmark sundere, klogere, grønnere og mere fair, end at de ønsker, at Lars Løkke skal have lov til at fortsætte sammen med Dansk Folkeparti.”

Altså et klokkerent løfte. Flere politiske kommentatorer har allerede entydigt bekræftet at Helle helt uigendriveligt har lovet noget hun ikke kan løbe fra. Fx er Ralf Pittelkow (Jyllands-Posten) og Tøger Seidenfaden (Politiken) helt enige om dette – selv om de jo ellers ikke er enige om ret meget.

Men flere eksempler i nyere dansk politik viser, at selv klare løfter godt kan brydes helt åbenlyst. Og at det kan ske uden særligt lange forklaringer på en måde, som mange accepterer.

Igennem foråret 2009 gik stærke rygter om, at Anders Fogh Rasmussen gik efter posten som generalsekretær i NATO. Og på sine faste, ugentlige pressemøder i Statsministeriet kunne han ikke slippe uden om spørgsmålet.

Foghs svar var meget klare:

·         Jeg er ikke kandidat til nogen international post

·         Jeg agter at blive som statsminister så længe vælgerne vil have mig

·         Jeg svarer af princip ikke på hypotetiske spørgsmål.

Hans svar blev straks tolket af politiske journalister og kommentatorer. Og tolkningen var lige så klar som udtalelserne. Der var udbredt enighed om, at Foghs klare svar samlet betød:

·         Jeg siger ja, hvis jeg får tilbudet om at blive generalsekretær for NATO.

Der var også udbredt enighed om, at når Fogh helt afslog at forholde sig til spørgsmålet – som det fx skete på efterfølgende tirsdagspressemøder – så bekræftede det det, som alle allerede havde forstået: at han sagde ja, hvis han fik tilbudet.

Tolkningen – at han ville sige ja – byggede mindst lige så meget på hvad han ikke sagde, som på hvad han sagde. Det han ikke sagde, var fx:

·         Jeg lover jer, at jeg klart afviser tilbudet om at blive generalsekretær for NATO, hvis jeg får det. Eller:

·         Jeg har personligt over for de andre NATO-ledere gjort det helt klart, at jeg ikke er kandidat til generalsekretærposten.

Og som bekendt fik Fogh faktisk jobbet efter en nervepirrende slutspurt, hvor han ovenikøbet havde måttet melde sig som officiel kandidat.

Ifølge grønspættebogen for politikere så ville Fogh nu have ødelagt sin troværdighed og dermed være en færdig mand. Hvem ville købe så meget som en brugt knallert af ham efter dette? Men sådan gik det jo slet ikke. Problemet med de mange løgne og den mistede troværdighed klarede Fogh forholdsvis elegant med udtalelser som

·         Sådan er det jo. Det ved alle.

Og alle forstod hvad det betød:

·         Jeg var nødt til at give jer de løfter, og det ved I jo også godt. Derfor er der ikke noget at komme efter.

Det er altså ikke Foghs personlige ansvar at have stukket løgnene. Det indgik som en del af spillet. Et spil, som alle kender. Løgne, som alle ved er løgne, er ikke løgne. Det er ligesom sange om nisser og trolde og engle til jul: Alle ved jo godt at det bare er eventyr og løgn og latin: en del af ritualet.

Foghs korte forklaring blev taget til efterretning uden protester. Bl.a. takket være sine pokertalenter havde Fogh scoret det flotte internationale job. Det gjorde hele nationen ære. Det ville derfor have grænset til landsskadelig virksomhed, hvis nogen insisterede på det skandaløse i, at han havde gjort, hvad han kunne for at mislede medierne og befolkningen på vej frem mod målet.

Eksemplet er ikke enestående. Et lignende tilfælde af udglattende redegørelse for løftebrud havde vi, da formanden for Borgerligt Centrum, Simon Emil Ammitzbøll, d. 17/6 2009 meddelte, at han nedlagde partiet og sluttede sig til partiet Liberal Alliance. Da han allerede ved partiets stiftelse i efteråret 2008 havde fået spørgsmålet, om han kunne finde på at tilslutte sig Liberal Alliance, sagde han:

”Det kommer ikke til at ske”. Og han begrundede det med uenighed med Liberal Alliances ”udlændingepolitik, euro-modstand, samt den ultra-liberalistiske økonomiske politik”.

På pressekonferencen d. 17/6 forklarede han sine udtalelser før og nu således: ”Når man stifter et nyt parti, er det selvfølgelig vigtigt at understrege de forskelle, der er. Og når man samler kræfterne, er det vigtigt at sætte fokus på de ting, man vil sammen.”

Metoden er enkel. Den består i, at man lægger afstand til den politikerrolle, man havde, da man lovede. I stedet går man ind i en analytisk og pædagogisk rolle og forklarer sine løfter som helt selvfølgelige, nødvendige eller hensigtsmæssige. Og fremhæver, at alle jo kendte disse banaliteter om politik i forvejen.

Teknikken er ikke spor ny. Et klassisk eksempel er J.O. Krags udtalelse: ”Man har et standpunkt til man tager et nyt”. Det sagde han efter folketingsvalget i november 1966, hvor han efter de borgerliges mening brød løfter afgivet umiddelbart før valget om ikke at danne re­gering udelukkende med støtte fra SF.

Krag slap ikke så let afsted med sin forklaring som Fogh. Krag blev jo som statsminister, netop fordi han brød løftet, hvor Fogh brød løftet, fordi han forlod jobbet. Det gav derfor god politisk mening for Krags modstandere at fremture med løftebruddet som et tegn på en skidt karakter. Også Ammitzbøll er indtil videre forblevet i dansk politik, men har åbenbart ingen modstander, som orker at bruge krudt på hans løftebrud.

Fogh, Ammitzbøll og Krag ventede med at give en forklaring på svigtede løfter, til efter løfterne var brudt. Noget tyder på at Helle Thorning-Schmidt allerede er begyndt på denne forklaring samtidig med, at løfterne blev fremlagt. På pressemødet gjorde hun det klart, at man ikke kan møde op til forhandling om et regeringsgrundlag med ultimative krav. Det fik en journalist til at spørge: ”Men det er jo det, I gør?”

Hertil svarede hun (ifølge Berlingske Tidende, d. 29/8 2009): ”Kald det, hvad du vil. Jeg synes, det er meget naturligt. Vi har arbejdet meget seriøst med det her, og vi har ramt plet og fremlagt noget, som vi i oppositionen burde kunne blive enige om. Vi er de to store partier i oppositionen, og vi ville svigte vores lederskab, hvis vi ikke på forhånd kunne fortælle vælgerne, hvad vi agter at gennemføre efter et valg.”

Her begynder Thorning-Schmidt allerede at analysere situationen på den måde som både Fogh, Ammitsbøll og Krag benyttede til at banalisere deres løftebrud. Efter en regeringsdannelse med støtte eller deltagelse af de Radikale kan hun fortsætte forklaringen på denne måde:

·         ”Det var nødvendigt at sige hvad jeg sagde dengang, men alle ved jo, at vi skal have de Radikale med; derfor må vi selvfølgelig forhandle regeringsgrundlag med dem efter valget. Det har alle vidst hele tiden.”

Kun fremtiden kan vise, om vi får dette at høre efter næste valg. Men kun indædte, politiske modstandere vil bebrejde Helle og Villy, hvis de ikke holder alt, de lovede i august 2009. Dette forudsigelige surmuleri kan slet ikke spolere begejstringen over, at man scorede.

Klaus Kjøller, ©

klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden