Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 23-01-2010 17:49:36

 

Larses løkke

Senest har sagen om Rigsrevisionen vist det: Lars Løkke Rasmussen er nødt til at træne hårdt i ydmyghed for at vinde næste valg.

Da Lars Løkke Rasmussen tog over efter Fogh, fremhævede han at han gik til opgaven med stor ydmyghed. Det er helt efter bogen når en politisk leder tiltræder. Men Løkke fremhævede det, så det stod ekstra klart.

Men ord alene gør det ikke. Og få vil vel i dag tildele Løkke førsteprisen i ydmyghed. Han forlader ofte spørgende journalister uden svar, og han viser tydelig irritation over spørgsmål i Folketinget og samråd i udvalg som han finder overflødige. I Bellacentret forsøgte han endda for øjnene af hele verden at få klimatopmødet til at droppe procedurekævlet og gå løs på sagen. Men da FN især består af procedurer og ceremonier, vakte denne respektløse optræden nærmest optøjer i salen. Og Løkke måtte både trække i land og overlade formandsstolen til en mere sindig bureaukrat.

Forsvarsminister Gade ser af natur angrende ud

I det letbevægelige vælgerhav har ydmyghed stor betydning. Jo mere magt du har, jo vigtigere er det at optræde som om du ikke har det. Ved at stemme på dig, skal vælgerne jo opleve at de giver dig noget som du fortjener. De stemmer ikke på én som optræder som om han allerede ejer magten. Siden Uffe Ellemann-Jensen tabte et folketingsvalg ved kort før valget at trone i sejrsposition med whiskysjus på forsiden af Ekstra Bladet med overskriften ”Den er hjemme!”, så har alle partiledere konkurreret om at udvise ydmyghed ved alle valg. Og med rette.

Nogle politikere har fra naturens hånd lettere ved at vise ydmyghed end andre. Man kan sammenligne Løkke med forsvarsminister Søren Gade som også har ydmyghed som et kendetegn han selv holder frem. Men Gade er uovertruffen til også at vise ydmyghed i sin optræden. Han er velcastet i rollen som en munk der soner meget store synder. Og det betød i sagen om jægerbogen i efteråret 2009 at vælgerne ikke fik lyst til at slagte ham. Til trods for at han var nogle dage på jagttur i Skotland i krisens højdepunkt.

Oppositionens lette spil

Og det lykkedes også Gade at blive som minister til trods for at han i et talk-show havde erklæret at hvis det viste sig at den arabiske oversættelse af jægerbogen var produceret i forsvarskommandoen, så måtte han gå. Og det var den jo.

Hans erklæringer om at han kun sad så længe hans med- og modparter havde tillid til ham, og om at han ikke klæbede til taburetten, accepteredes kun af vælgerne fordi hans figur samtidig udtrykte en rent menneskelig ydmyghed som jog enhver tanke om en magtfuld minister langt væk.

Løkke har slet ikke Gades naturlige anlæg for ydmyghed. Det betyder at hver gang oppositionen punker ham – som senest ved at genopvække sagen om de uenige statsrevisorer – så er gevinsten sikker: Lars stikker hovedet længere ind i  løkken.

Se komikken

Hvad skal han gøre? Det gælder om at lede utålmodigheden og irritationen over i noget som skaber sympati hos de omkringfarende midtervælgere. Uffe Ellemann-Jensen havde et lignende problem med sit temperament da han var partileder. Han klarede det ved at lede sine frustrationer ud i humor. Løkke må forsøge at se det komiske ved sig selv – og bruge det som dræbende våben.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden