Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 15-07-2010 14:44:51

 

Mens vi venter på Den store Leder

Dansk politik myldrer med store komediedigtere, både på scenen og i kulisserne. Men mange sukker efter Den store Leder som kan frelse nationen

I Groft sagt i Berlingske Tidende d. 7. juli efterlyste Claes Kastholm en Ludvig Holberg. Kastholm skrev: ”Hvad i alverden skulle dette land gøre uden Mogensen (Politikens politiske kommentator)? Men der skal nok også være dem, som tænker: Hvad i alverden skal dette land gøre, når vi ikke har en Ludvig Holberg til at spidde de forfængelige narrehoveder?”

Kastholms nødskrig er fuldt forståeligt. Latter over menneskelig dårskab er nok den bedste overlevelsesteknik for de stakler der udsættes for dårskaberne. Men alligevel må nødråbet afvises.  Nødråbet bygger på den opfattelse at det som man ser i medierne, er virkeligheden. Og at denne virkelighed har behov for at blive udstillet ved hjælp af en genial komediedigter for at vi alle kan blive klogere. Og for at politikere og kommentatorer kan undgå de værste dumheder og naragtigheder.

Men sandheden er at denne komedie allerede er i gang. Og at den ikke er til at stoppe. Og at det ville være ødelæggende for den at blive underlagt en og kun én komediedigter – selvom han eller hun måtte være nok så genial.

 

I moderne politik er der mange komediedigtere som arbejder mens der spilles. F.eks. er alle de medvirkende politikere også komediedigtere – som måske engang imellem får  hjælp til deres replikker, således som Villy Søvndal fik af standupkomikeren Sebastian Dorset til vitser i en tale. Men mange kan selv. Den politiske komedie har ikke bare én forfatter, én instruktør eller én producent. Der er mange, og de konkurrerer – for åben skærm, bag kulisserne og alle andre steder. Og denne rivalisering i kulissen rykker ofte ind på Store scene og bliver den strid som driver komedien frem.

Hertil kommer at komedien kører mere eller mindre synkront i mange forskellige medier og dermed produceres parallelt af flere producenter som konkurrerer om at få flest mulige seere til at se deres version af en scene som med stor sandsynlighed også bringes af en anden producent.

Den kaotiske produktionsform medfører at komedien ikke er særlig god sammenlignet med en gammeldags, diktatorisk styret tv-komedie.

·         Den er langstrakt og monoton: Der er døde perioder hvor stort set intet sker,  og der er scener hvor samme aktivitet foregår alt for længe, fx en bestemt person der holder tale, eller journalister der venter foran en dør bag hvilken der foregår vigtige forhandlinger.

·         Der mangler klare, gennemgående helte og skurke-roller: Der er en tendens til at alle medvirkende tilhører den grå mellemvare. Hovedpersoner som fx ministre og partiledere fremtræder hverken som særlig sympatiske eller usympatiske. Det er derfor svært at holde meget med nogen. Helte- og skurke-roller er svære at skille fra hinanden og skifter hurtigt. Serien spiller på et meget lille følelsesregister.

·         Mange figurer er dårligt castede, dvs. de ligner umiddelbart noget andet end det de skal forestille i føljetonen. LO-formand Harald Børsting og Pia Kjærsgaard er fremtrædende undtagelser. Lars Løkke og Helle Thorning ville kun kunne få statsministerposten hvis det var en ligegyldig birolle.

·         Vigtige scener mangler, selv om de umiddelbart ville være meget interessante at overvære, fx forhandlinger bag lukkede døre om finansloven og skænderier i partiernes interne mødelokaler på Christiansborg. Der mangler også nærbilleder af personerne i vigtige øjeblikke, fx en politiker som i enrum eller på cykeltur i skoven indser at hans karriere er slut, konfrontation mellem en kendt politikers jyske kone og hans hemmelige kæreste i København. En kendt kommentator der sætter sit store hår inden en tv-optræden.

·         Hovedpersoner kan forsvinde pludseligt og tilfældigt, fx fordi de dør, eller fordi de får tilbudt et godt job i det private erhvervsliv. I en fiktiv serie kan man ”skrive en figur ud” så det giver mening i føljetonen at vedkommende forsvinder. Kun geniale komediedigtere som Anders Fogh Rasmussen kan overbevisende skrive sig selv ud af en serie samtidig med at han spiller hovedrollen.

Men der er også ting som gør den politiske komedie bedre end andre komedie-serier. Hovedpersonerne kan være mere spændende at følge end hovedpersoner i rent fiktive serier:

·         Deres skæbne afhænger af hvordan seerne synes de klarer sig i føljetonen. Det giver ofte den politiske føljetons episoder en særlig intensitet. I samme retning trækker

·         den høje grad af improvisation for åbent kamera. Personerne i den politiske føljeton må ofte udtale sig og agere uden at vide hvordan føljetonen udvikler sig. Og hvad en debatmodstander eller en journalist vil sige i næste øjeblik. Dette øger ofte usikkerheden og mindsker forudsigeligheden omkring figuren.

·         Der er et meget tættere forhold mellem privatperson og personens rolle i den politiske føljeton end i en rent fiktiv føljeton. Dette skaber større intensitet og autenticitet i den politiske føljeton. Seeren spørger hele tiden: hvad mener personen indeni politikeren virkelig? I en fiktiv serie er det helt irrelevant hvad skuespilleren rent personligt mener samtidig med at hun stikker vælgerne den undskyldning som står i manuskriptet.

De mest komiske skikkelser i en komedie er ofte de mest tragiske når man har leet færdigt. Og her står de politiske kommentatorer stærkt. De tager ofte sig selv yderst højtideligt. Det er de sådan set nødt til for at udfylde rollen som sandhedens tordenrøst. Enhver kan se at disse figurer er komediens allerbedste – netop fordi deres projekt er så ophøjet ædelt og dog så forgæves. Ofte anråbes højere magter i kampen for fornuftens sejr over galskaberne. Især råber de jævnligt på en stor leder som skal stå frem og redde nationen ved at gennemføre nødvendige økonomiske indgreb.

Men det er netop den politiske komedies vigtigste opgave at forhindre at en sådan figur nogensinde opstår. En stor leder, guru eller profet kan kun overleve i komedien hvis han er særligt beskyttet mod verbale overgreb. Jo mere de almindelige injurieregler suppleres med blasfemiparagraffer og lignende, jo lettere bliver det at etablere en ophøjet, urørlig autoritet i føljetonen, dvs. en autoritet som modstandere ikke må angribe eller gøre grin med. Men sådan en omvandrende dødbider som ikke må spiddes, spolerer hele komedien. Og dermed demokratiet. Når fanatiske tilhængere af en figur f.eks. med chikane, vold og terror i kulissen får andre medvirkende til at lægge bånd på satiren på scenen, så rammes demokratiet på et af sine mest ømme punkter: retten til at le ad naragtigheder og selvhøjtidelighed.

Kun hvis den politiske føljeton styres af en mesterinstruktør, kan en politisk figur, fx en partileder, overleve som frelsende lederfigur i længere tid. Men sådanne mesterinstruktører findes kun i diktaturer, præstestyrer eller enevældige systemer. Og man behøver ikke gå til Nordkorea for at se det. Man kan bare kigge i en almindelig dansk virksomheds personaleblad for at se den administrative direktør iscenesat som stor leder – dog sjældent helt så stor som i Nordkorea.

Den kaotiske produktionform for den demokratiske, politiske komedie forebygger normalt at der opstår politiske frelserfigurer som kan holde sig svævende over hverdagens stridigheder. Claes Kastholm tager altså helt og aldeles fejl når han kalder vores store komediedigter til hjælp mod Politikens Mogensen og andre narrehoveder. Han må fortsat klare det selv.

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden