Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 17-08-2010 13:58:34

 

Pressemeddelelse: Politisk korrekt sprog forældet

Ny, stærk sproglig teknik overtager dødsboet efter den politisk korrekte sprogbrug. Det fremgår af Sprogets Vej til Sindets Fred som udkommer 31-08-2010

Politisk korrekt sprogbrug har længe været anvendt. Man har sagt ’nydansker’, ’det grå guld’ og ’sort’  i stedet for ’2. generationsindvandrer’, ’ældrebyrden’ og ’neger’. Men de ønskede resultater er udeblevet. Ofte har den politisk korrekte sprogbrug været tændvæske på en strids ulmende gløder. Selve udtrykket ’politisk korrekt’ er samtidig blevet mere og mere politisk ukorrekt.

Nu er årsagen fundet. Det har vist sig at politisk korrekt sprogbrug er en alt for svag teknik til at løse alvorlige konflikter med. I stedet bør anvendes en langt stærkere sproglig teknik som kaldes dobbelt pluskorrektion. Heldigvis har denne teknik allerede i flere år været anvendt med succes i bevægelsen Sprogets Vej.

Det fremgår af bogen ’Sprogets Vej til Sindets Fred’ som bevægelsen Sprogets Vej nu udsender i en helt opdateret udgave med de nyeste, mest avancerede og velafprøvede sproglige teknikker. Selv om bogen egentlig er en intern vejledning for vandrere i de flere hundrede vandrelaug på Sprogets Vej, så kan den købes i boghandler og på nettet af enhver interesseret fra d. 31/8 2010.

Alle konflikter ophæves

Det har vist sig at svagheden ved politisk korrekt sprogbrug er at den énsidigt bruger positive ord om ofre. Men dem som undertrykker ofrene, fx den dominerende hvide mands kultur eller det offentlige, fx politi, skolelærere eller socialvæsen, betegnes stadig med gamle, politisk ukorrekte udtryk. Det har betydet at den politisk korrekte sprogbrug har øget konflikt og uro ved ensidigt at styrke den ene side i politiske, racistiske og religiøse modsætninger mellem ’ofre’ og ’undertrykkere’.

Det er her den dobbelte pluskorrektion sætter ind og bruger positive udtryk om begge sider i alle modsætninger. Herved ophæves enhver modsætning. Samtidig umuliggøres alle konflikter.

Fra offer til hjælpaftager

Modsætningen mellem offer og magthaver fjernes ved at erstatte ordet ’offer’ med udtrykket ’person som har stor kapacitet for at modtage mange slags hjælp’ eller kort: ’hjælpaftager’. Når den negative betegnelser ’offer’ er udskiftet med det positive ’hjælpaftager’, så giver det ingen mening stadig at operere med en overmagt. Vi har hermed ved hjælp af bare en enkeltsidig pluskorrektion – takket være Sprogets Kraft – ophævet overmagten.

Forening af offer og overmagt

Men vi kan også vælge at gøre modsætningen mellem offer og overmagt til en forening. I stedet for en modsætning mellem to negative størrelser – offer versus overmagt – så får vi en forening af to positive størrelser – hjælpaftager og hjælpbehovskaber. Disharmoni bliver til harmoni. Hjælpaftager­hjælpsomheden forudsætter jo ikke kun en hjælpaftager og en hjælpaftagerhjælper; den forudsætter også en hjælpbehovsskaber. Hermed er positiviteten sikret, helt uden ophævelser. Der er ikke længere truende konflikter, men udelukkende lovende udviklingspotentialer. Og som en ekstra bonus er den politiske korrekthed blevet erstattet af hjælpaftagerhjælpsomhed.

Kontakt

Grete Andersen står til rådighed med yderligere oplysninger. Kontakt hende på Grete.Andersen@hotmail.com.  Ud over at være 7. Fortaler for Dat, er hun Første Fortaler for Århus Vandrelaug på Sprogets Vej.     

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden