Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 01-09-2011 12:51:16

 

Dagens absurde opinionstal

De daglige udsving i meningsmålingerne tillægges stor betydning, selv om de næsten altid er helt uden sagligt indhold. Men de kan bruges til at puste til de stridigheder som driver den politiske TV-føljeton fremad

Vistnok alle medier har daglige målinger af opinionstal. Og tallenes daglige udsving behandles i mediet, ofte med hjælp fra kommentatorer som er i stand til at give selv de mest minimale udsving opsigtsvækkende stor betydning.

De udsving som målingerne giver, overstiger næsten aldrig den usikkerhed sådanne målinger har, nemlig 2-3 procent. Det er den sædvanlige usikkerhed på statistik som bygger på de ca. 1000 mennesker der udvælges af den danske befolkning af opinionsinstitutterne. Men denne sandhed om usikkerheden nævnes sjældent. Derimod overfortolkes tallene systematisk. Også af folk som godt kender sandheden om tallenes ubrugelighed til at sige noget om ethvert udsving under 3 procent.

Hvis medierne var bestemt af saglige hensyn, så ville dette ikke ske. Men det sker systematisk og selv i seriøse medier.

Hvad er det for stærke kræfter som driver disse absurde tal frem til medieoverfladen dag efter dag?

Grafisk lighed med et valgresultat

Opinionstal i skemaer ligner rent grafisk valgresultater. Og et valgresultat er aldrig til at komme udenom for i modsætning til opinionstal bygger valgtal på en total måling af hele befolkningen. Derfor har valgresultatet en usikkerhed på 0 procent.

Den grafiske lighed med et valgresultat gør det let at få vælgerne til at acceptere at opinionstabeller bør behandles med samme respekt som valgresultater.

Føljetonen drives frem af strid

Men det er ikke hele forklaringen. Den væsentlige del af forklaringen handler om at den politiske føljeton drives frem af strid mellem de politiske topfigurer. De daglige opinionstal er ideelt afsæt for at mediet kan fokusere på stridigheder mellem partierne.

Hvis SF går 0,6 procent tilbage og S gør 0,6 procent frem, så vil man i mediets forklaring typisk høre at ”S har hugget 0,6 procent fra SF”. Denne forklaring er en dobbelt absurditet: 1) ingen af udsvingene er over den statistiske usikkerhed, 2) ingen aner om de vælgere som S måtte have fået, er kommet fra SF. De kan jo være kommet andre steder fra, ligesom dem der har forladt SF kan være gået andre steder hen, fx til Enhedslisten.

Men den slags absurditeter diskes dagligt op for vælgerne. De er en del af valgkampens ritualer som fylder meget, selv om den helt savner ethvert sagligt indhold. Men opinionstallene er særdeles anvendelige når der skal stilles konfronterende spørgsmål til politikerne. Spørgsmål som i heldige tilfælde kan starte en strid.

Topfigurernes kontra- og tommelkraft

Men selv om der ikke skabes strid, så er det altid godt TV at se en toppolitiker forklare sig ud af en tilbagegang. Og endnu bedre at se hvordan to politikere bedyrer deres fortsatte ubrydelige sammenhold i en alliance hvor det største parti hugger vælgere fra det mindste.

De absurde opinionstal passerer altså mediernes saglige kontrol fordi de er yderst brugbare til at skabe fremdrift i den politiske komedie. Tallene kan journalisterne altid bruge til at aktivere de berørte partilederes

·         Kontrakraft: hvordan klarer politikeren at ligne en vinder, samtidig med at vi alle ved at han ærgrer sig over tallene? Hvordan bevarer han passende ydmyghed over gode tal? At se en topfigur på skærmen kæmpe med at få sin fremtræden gjort hensigtsmæssig samtidig med at man ved at han føler det helt anderledes indeni, er altid godt TV.

·         Tommelkraft: vælgeren ved at når politikeren svarer, så er det op til vælgeren at vurdere om svaret er så godt at politikeren fortjener at få vælgerens støtte. Dårlige opinionstal giver politikere stor tommelkraft fordi vælgerne så ved at politikerens karriere er truet. Og at det derfor får større betydning hvordan vælgeren synes han klarer sig, mens han ”er på”.

Mediets selvfremstilling

Og samtidig med at mediet på denne vis skaber liv i føljetonen ved hjælp af absurde opinionstal, så pudser mediet sit eget image af som en vigtig samfundsinstitution, der frembringer væsentlige informationer og nådesløst konfronterer magtens mænd og kvinder med sandheden.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden