Skolepigen, der led praksisdøden

For et år siden syntes vælgerne, at Helle Thorning-Schmidt fortjente chancen som statsminister. Vælgernes håb var nok, at hun ville springe ud af sin skolepigeperfekte advokatsekretær-fremtræden og blive til en varm, sprudlende figur, som ville gøre alle danske kvinder stolte. Og mændene med. Men i dag er Helle mere skolepige end nogensinde. Og vælgerne flygter. Hvad gik galt?

I øjeblikket breder der sig en opfattelse i den socialdemokratiske top af, at man har mistet så mange stemmer, fordi almindelige vælgere ikke har kunnet forstå, at man skal skaffe mere arbejdskraft om nogle år. Det er åbenbart kommet bag på S-toppen, at vælgerne er optaget af, at der er en masse arbejdsløse i øjeblikket. Og dem synes vælgerne hellere, at S og SF skulle tænke på.

Det mærkelige er, at S-toppen først erkender dette problem, efter at opinionstallene har sendt dem til tælling. Det er jo helt forudsigeligt, at vælgerne vil flygte fra S og SF, når de taler så meget om 2020 og 2022, fordi nogle prognoser har sagt, at der vil komme til at mangle arbejdskraft. Og når de indgår forlig med V og K efter få timers forhandling – efter at have forhandlet i dagevis med støttepartiet Enhedslisten, som havde bevæget sig ret langt fra deres religiøse ståsted i den rene, røde luft. Når man i dag ser opinionsmålingerne, så er det sensationelle, hvor forudsigeligt vælgerne har reageret siden valget. Det er komisk, at det, alle medierne råber op om, er, at S og SF ligger så lavt. Sandheden er, at det ville være sensationelt, hvis de ikke lå så lavt med den strategi, de har ført gennem foråret.

Og i virkeligheden er det også ganske interessant, at de Radikale ligger stort set på det samme, som de fik ved valget. I betragtning af, at de Radikale stort set har lykkedes med alt, de har rørt ved, siden valget, er det opsigtsvækkende, at det ikke har givet dem flere vælgere.

S og SF er blevet fældet af Den politiske Komedie. Trods en kraftig oprustning med kommunikationsrådgivere lever S og SF stadigvæk alt for meget i troen på, at politik laves på Lille scene, hvor eliten mødes med hinanden i ministerier og partihovedkvarterer. Og i troen på, at den således producerede politik derefter kommunikeres ud på Store scene gennem medierne. Man tror, at det egentlige er regeringsgrundlaget og forligsteksten, mens det sekundære er de detaljer, som TV-nyhedsudsendelserne udvælger og laver et indslag på. Og det er ikke så underligt, at de tror det, for det er jo det, man lærer alle de steder, hvor jurister, økonomer, administratorer og journalister uddannes. S og SF ligger og roder, som de gør i øjeblikket, fordi de er blevet ofre for undervisningssystemets og bureaukratiets politiske indoktrinering af sine borgere. Og medierne selv hylder jo officielt samme opfattelse, samtidig med at de kun kan overleve ved dagligt at praktisere det modsatte: at Den politiske Komedie er demokratiets grundlæggende institution, og at alt, hvad der foregår på Lille scene, kun er relevant i det omfang, det bruges i de replikker, som figurerne på Store scene siger til hinanden.

Spørgsmål: Ligegyldigt hvad du skriver politiske kommentarer om, så handler det om, at bare folk gad læse din bog Den politiske Komedie (marts 2011), så ville de nu sidde på den grønne gren?

Ikke kun læse, men også forstå den!

Spørgsmål: Er det slet ikke faldet dig ind, at det kunne være dig, der tager fejl og resten af verden, som har ret i, at den dér ”politiske komedie” ikke er særlig vigtig?

Nej, for jeg har analyseret virkeligheden. Og beskrevet resultaterne helt nøgternt i bogen. Rettelse: så nøgternt, jeg kunne, uden at lulle læserne i søvn med lange abstrakte udredninger. Derfor er der også polemiske spark i bogen. Men bogen kan læses af enhver, som interesserer sig for det danske demokrati, ja enhver, som interesserer sig for politik. Og det, bogen handler om, Den politiske Komedie, er ikke spor mystisk eller fremmedartet. Den politiske Komedie er den politiske føljeton, som vi får et nyt afsnit af hver dag i TV’s nyhedsudsendelser. Det særlige ved den – i modsætning til alle andre tekster, som indgår i politik – er, at den kan forstås let af enhver. Også det store flertal af danskere, som ikke interesserer sig særligt for politik, men som dog gerne vil følge lidt med. Derimod forstås tekster som regeringsgrundlag og forligstekster kun af den politiske elite på nogle få hundredetusinde vælgere, ja endda kun et mindretal af denne elite. Men eliten forstår selvfølgelig også Den politiske TV-Komedie. Men eliten ser ned på komedien som mindre fin og mindre væsentlig, fordi de er indoktrineret til den opfattelse, at det egentlige ligger i de dokumenter, som kun de selv fatter og eventuelt gider læse. Elitens selvopfattelse er, at de hjælper alle de uvidende vælgere med at fatte den politiske substans, som – efter elitens opfattelse – er alle de detaljer af økonomisk, juridisk og administrativ art, som indgår i de dokumenter, som de kun selv forstår.

Spørgsmål: Men uden skatteforlig og regeringsgrundlag så ville komedien da blive helt tom?

Ja, de indviklede tekster på Lille scene er nødvendige, fordi de leverer pokaler til Store scene. Pokaler er de mål, som politikerne på Store scene strides om at score. Det er en grundregel for forholdet mellem Lille og Store scene (TV’s nyhedsudsendelser), at kun de detaljer fra tekster på Lille scene, som kan bruges i stridigheder mellem politikerne på Store scene, kommer ind på Store scene. Strid er Store scenes nåleøje for detaljer. Så selvfølgelig skal der da være indviklede, uforståelige tekster på Lille scene. For uden dem, ville den politiske komedie mangle pokaler, som figurerne kunne strides om.

Den fejl, som S og SF har gjort i regering, er at tro, at de mikroskopiske dele af Lille scenes substans, som bruges på Store scene, var vigtigere end de figurer, som sagde de replikker, hvori de mikroskopiske dele af substansen indgik. Det forholder sig stik modsat. Vælgerne kan ikke fatte replikkerne, uden at vælgerne har dannet sig en opfattelse af personernes dyder og virkelige mål. Politikernes figurer er det gennemgående, ret stabile grundlag for at fatte enhver politisk substans, der måtte være i replikkerne.

Og de politiske figurer er ikke stationære. De udvikler sig. Det er en væsentlig del af komedien.

Der var store forventninger til Helle Thorning-Schmidt i forløbet op til valget. Vælgerne ville se hende på statsministerposten. Det var ligegyldigt hvad Løkke fandt på, så lå hun stabilt i meningsmålingerne. Og hun fik så chancen. Måske troede vælgerne ikke på alle hendes og Villy Søvndals løfter. Men de troede næppe at de ville gøre det stik modsatte af det de så tydeligt lovede med høj profil.

Siden hun blev statsminister er Helles figur stille og roligt blevet ”den dygtige, flinke pige med gode karakterer, som ikke kender det virkelige liv, og som ikke lærer af sine fejl.” Hendes skolepigeperfekte fremtræden er blevet et enormt handicap. Vælgernes håb var selvfølgelig, at hun ville bryde ud af sin skolepigeperfekte advokatsekretær-fremtræden og blive til en varm, sprudlende figur, som ville gøre alle danske kvinder stolte. Og mændene med. Men hendes rolle har vist sig støbt i beton. Og hver gang hun som en artig, flink elev, der er oppe ved tavlen i en retoriktime, bortforklarer eller nedtoner problemer, som vælgerne oplever, slår hun endnu en pind i sin egen ligkiste. Fordi hun samtidig gør sin figur endnu mere til ”flink, perfekt skolepige, som ikke fatter virkelighedens forstyrrende detaljer.” For hver sådan fremtræden bliver hun mere og mere fejlcastet. Det gør hende ganske vist mere og mere fascinerende som tragisk figur i komedien. Men alle vælgere – og voksende dele af hendes parti – kan efterhånden se, at den eneste logiske udvej for figuren er at blive ekspederet ud af komedien. Eller i hvert fald ud af rollen som statsminister.

Så langt ud var Helle jo aldrig kommet, hvis hendes rådgivere og hun selv analyserede politik på den eneste realistiske måde: efter Den politiske Komedies love og regler. Så ville man have kvalt denne rolle som ”perfekt skolepige, der led praksisdøden” inden den var begyndt. Partitoppen forestiller sig i øjeblikket, at et større fokus på det at skabe arbejde og på at lægge Helles kommunikationsstil om, skal skabe fremgang for partiet. Det lyder fornuftigt, men det havde jo været langt lettere helt at undgå, at komedien kørte så skævt for partiet og Helle, ved at gribe ind straks efter de pressekonferencer i statsministeriet, hvor det allerede begyndte at gå galt én gang om ugen kort efter hendes tiltræden.

Spørgsmål: Og hvad med Villy Søvndal?

Godt spørgsmål, men det må blive en anden dag.

Til toppen af siden