Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 06-11-2012 12:27:39

 

Mennesket er et spinnende dyr

Det er ikke kun Politikens TV-redaktør Henrik Palle der er gal på den med spin. Desværre tyder meget på at mange af dem der underviser i vores politiske system i skoler, gymnasier og universiteter har en komplet forskruet opfattelse af det system som de er ansat til at vejlede ungdommen i at fatte.  

Af Klaus Kjøller

I går (d. 5-11-2012) skrev Politikens TV-redaktør Henrik Palle i en anmeldelse af TV 2 News-magasinet ”Mogensen & Kristiansen” bl.a. dette:

 

”Provinsielle er vi, ifølge de to [Mogensen & Kristiansen, red.], her i Danmark, fordi vores politikere ikke er tilnærmelsesvis så iscenesatte som i USA. Dilettantiske er vi, ifølge de to, fordi det ikke på forhånd er tilrettelagt nøjagtigt, hvor mange krigsveteraner i kørestole, lyskrøllede børn og ældre damer, der indgår i en given politisk photo-opportunity.

Gu’ er vi da røv nogle grødbønder, fordi vores politiske debat stadig har et minimum af substans. Måske i deres øjne politiske amatører. Men professionalisme kan også drives for vidt, hvis det er ensbetydende med borteskamotering af enhver form for reelt indhold.”

Det ville være for groft at anklage dette førende dagblads TV-redaktør for ikke at have forstået hvad det er Mogensen & Kristiansen tålmodigt og ofte ganske fikst og humoristisk forsøger at fortælle deres seere. Nemlig at uden substans duer spin slet ikke. Et lyskrøllet barn er døden, hvis seerne ikke køber det som relevant. Det ved Palle selvfølgelig godt. Palle skal bare have spundet en velsiddende røv på sin anmeldelse, og det tvinger ham så ud i denne skøre, men ganske pirrende, selvironiske historie om at dansk politik da heldigvis på grund af vores manglende professionalisme stadig indeholder et minimum af substans. Godaw do.

Desværre afspejler denne nonsensmodsætning mellem professionel politisk kommunikation og substans formentlig mange af Politikens læseres holdninger. Og det er jo kernetropperne af landets undervisere såvel i folkeskolen som på ungdomsuddannelserne som læser Politiken. For øjnene af disse landets pædagogiske kadrer og bag diverse humoriske og selvironiske falbelader hylder Palle i sin anmeldelse amatørisme fordi det fremmer substans.

Det eneste man kan sige til det, er, at det er rent røv – for nu at tale i TV-redaktørens egen stil. Bemærk i øvrigt hvordan det pøbelagtige ord ”røv” kun er acceptabelt for den dannede målgruppe, fordi der nogle linjer længere nede står det forfinede ord ”borteskamotering” som selv dannede læsere ikke aner hvad betyder, og derfor smigres over at blive tiltalt med.

Sandheden om den politiske substans er at den får almindelige mennesker til at løbe skrigende bort, hvis den ikke bæres frem af godt spin. Sandheden om den nuværende regering er at den med få, men spektakulære substansbeslutninger – især opgivelsen af betalingsringen og skatteforliget med Venstre – har givet sig selv alvorlige problemer. Mest fordi regeringen har undervurderet hvordan de skulle få S-SF-vælgerne med sig ved hjælp af professionelt salgsarbejde, også kaldet spin.

Men opfattelsen af spin som noget ækelt over for substans som noget ædelt, er sejlivet. Og den ledsages af politikerlede. Alle undersøgelser viser jo altid at politikere – og journalistere – er blandt dem der har mindst troværdighed i befolkningen. Holdninger er at de fupper og bedrager – med spin.

Spørgsmålet er hvad disse mennesker som er lede ved politik egentlig ønsker? Har de lært i deres mindst 9 år i skolen, at der findes en anden, mere effektiv vej til løsning af vores alvorlige problemer?

Hvad skulle det så være for en vej?

Ønsker man i virkeligheden en stærk mand der kan skære igennem alt ævlet og komedien? Sådan som stadig flere grækere synes at gøre i øjeblikket. Eller ønsker man at alle politikere opførte sig som medlemmerne af den radikale folketingsgruppe som efter sigende skulle være helt ekstraordinært seriøse i deres politiske analyser og diskussioner i gruppeværelset? Eller ønsker man at politikerne opførte sig som et kollegium af professorer i statskundskab på en videnskabelig kongres?

Det er jo aldeles absurd alt sammen. Men hvis det ikke er noget af dette alle dem der altid jamrer over lede demokratiske politikere og spin ønsker, hvad er det så?

Det kan i hvert fald umuligt være noget af denne verden. Derfor er denne ustandselige jamren over systemet en tom gestus. Den viser kun at man ikke fatter hvordan et demokrati fungerer og derfor hengiver sig til udsigtsløs jamren over ting som ikke står til at ændre. Desværre tyder meget på at mange af dem der underviser i vores politiske system i skoler, gymnasier og universiteter har en komplet forskruet opfattelse af det system som de er ansat til at vejlede ungdommen i at fatte. Derfor lærer de eleverne at jamre udsigtsløst over det politiske system.

Man præker et budskab om at den økonomiske-juridiske substans er det egentlige og resten er en slags ubehagelig, irrelevant støj. Resten, det er fx al den ballade der var i forbindelse med at SF vælger ny formand. Og med Helle Thorning-Schmidts mands seksuelle orientering og den slags.

Det mærkelige er jo så bare at alt det som underviserne anser for støj og helst var foruden, jo fylder i medierne. Derfor er man så også nødt til at kritisere medierne for at appellere til ”den laveste fællesnævner” eller lignende. Og da medierne jo kun appellerer til denne laveste fællesnævner fordi man vil tjene penge eller skaffe store annonceindtægter, så bliver også det at ville tjene penge gjort suspekt. Og man fortrænger i den forbindelse at medierne kun kan sælge deres historier fordi de fortæller dem på den måde som folk gider høre dem.

Det er komisk, at der i de samme medier som spalte op og spalte ned sælger politik ved at spinne gode historier over substansens kendsgerninger, så også hele tiden står kommentarer og anmeldelser hvor man patetisk priser den rene, komplet usælgelige bondesubstans og jamrer over spinnet.

Men det viser vel bare endnu engang at Aristoteles tog fejl, da han definerede mennesket som et rationelt (tænkende) dyr. Mennesket er i virkeligheden et spinnende dyr som skaber vidt forskellige religioner og politiske ismer over nøjagtigt de samme hårde jordiske kendsgerninger. Og visse mennesker i vores demokrati er hertil jamrende dyr som trives ved at skælde ud på systemet samtidig med at de i praksis nyder det i fulde drag.

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden