Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først lagt op 18-04-2015, senest opdateret 19-04-2015 10:25:10

 

Ingen kan se komikken i EU

Det virker hyklerisk, at de ærede medlemmer af Folketingets Europaudvalg flår sig i håret over EU-embedsapparatets voksende territoriale sejre over danske politikere. For det kan vel ikke passe, at de ikke kender grundlæggende love om bureaukratiers optræden?

Af 165 EU-direktiver implementeret i Danmark i 2014 fandt kun 9,1 procent vej til Folketinget. Det fortæller Berlingske Politiko i dag lørdag (18-04-2015).

Det er Folketingets Europaudvalgs formand, Eva Kjer Hansen (V), som har bedt justitsminister Mette Frederiksen om at oplyse tallene. Både Kjer Hansen og flere andre medlemmer af udvalget er rystede.

I 2004 offentliggjorde ”Magtudredningen” en lignende undersøgelse, som viste at det dengang var 70 procent af EU's direktiver, der blev implementeret uden om Folketinget. Professor på Institut for Statskundskab ved   Københavns Universitet Dorte Sindbjerg Martinsen, som har beskæftiget sig intensivt med implementering af EU-lovgivning, siger: ”Det er en demokratisk bekymrende udvikling, at man nu implementerer mere end 90 procent via bekendtgørelser og ikke via lov. Der er sket et skred de seneste ti år, og det betyder, at implementeringen af stadig mere EU-lovgivning kører uden om parlamentarisk kontrol.” Og hun oplyser, at EU samtidig overtager flere og flere områder fra de nationale parlamenter.

Jeg vil gerne supplere med at oplyse, at intet tyder på, at denne tendens til at EU overtager mere og mere, stopper. Denne udvikling er en logisk følge af, at EU mangler en ”politisk komedie”, dvs. en TV-nyhedsføljeton, hvor direkte valgte politikere for øjnene af vælgerne strides om at erobre dyder.

Link: Læs om Den politiske komedie (2011), og få bl.a. svar på dette spørgsmål: ”Det kan undre at du bruger det tendentiøse ord ’komedie’ i titlen. Mange vil jo opfatte det negativt. Men når man så læser bogen, bliver det klart, at dette ord ikke skal opfattes som en moralisering over det, du analyserer”.

EU-systemet er konstrueret på en måde, som gør en sådan TV-føljeton overflødig. I stedet har man indrettet sig med hærskarer af journalister og informationsmedarbejdere, som skal ”formidle” EU i stil med de kedsommelige OBS-udsendelser som DR sendte i gamle dage: ”Oplysninger til Borgerne om Samfundet”. Lotte Mejlhede og andre danske journalister gør, hvad de kan med deres lange TV-monologer. Men de kan jo ikke ændre på, at vi aldrig ser de EU-topfigurer, de fortæller om, slås på direkte TV. Tænk, hvor rædselsfuldt det ville være, hvis vi skulle høre på Ask Rostrups (DR) eller Anders Langballes (TV 2) orienteringer om dansk politik uden nogensinde at opleve Thorning og Løkke gå i direkte clinch med hinanden. Værre end døden. Men sådan foregår EU-formidlingen altså.

Når EU uvægerligt vil overtale mere og mere, så skyldes det, at man har gjort det, der svarer til ministre i vores system, til embedsmænd, ”kommissærer”, som er udnævnt efter regler, som gør dem uafhængige af at skulle score dyder i en TV-føljeton. De er dermed helt ligegyldige figurer for almindelige, danske og europæiske vælgere. De fleste danske vælgere ved nok, at Margrethe Vestager er dansk EU-kommissær. Og mange har forstået, at hun er valgt til posten efter nogle regler, som gør det betydningsløst, hvad vælgerne – danske eller fra andre europæiske lande – måtte mene om hende. De 13 danske medlemmer af EU-parlamentet er for langt de flestes vedkommende helt ukendte i vores danske politiske TV-føljeton.

EU er derfor en organisation, som er styret af embedsmænd. Det politiske element er stærkt reduceret. Det findes især i parlamentet, hvor mere end 700 medlemmer kan debattere løs uden det normalt vækker stor interesse i EU-landenens nationale politiske komedier, hvor medlemmerne som regel er ukendte.

Det virker hyklerisk, at de ærede medlemmer af Folketingets Europaudvalg flår sig i håret over EU-embedsapparatets voksende territoriale sejre over politikerne. For det kan vel ikke passe, at de ikke kender grundlæggende love om bureaukratiers optræden?

Hele pointen i vores udmærkede demokratiske system, er at forebygge, at de enorme bureaukratier, som er nødvendige i et velfærdssamfund, kører deres eget løb. Sådanne statslige bureaukratier med monopolstatus vil nemlig altid af sig selv søge at vokse så meget som muligt på andre bureaukratiers og virksomheders bekostning. 

Derfor er politikere nødvendige for at sikre, at bureaukratierne tøjles af hensyn til de mennesker, som de officielt skal betjene. Det sikres ved at lade bureaukratiets topposter udlicitere til private foreninger, partiorganisationer. Disse private organisationer konkurrerer så om at vinde udliciteringen af bureaukratiernes topjobs ved at konkurrere om vælgernes gunst. Det sker ved at partierne lader deres ledelser optræde i Den politiske komedie. Og den, der scorer højst på dyderne, får flest stemmer.

Link: Dyderne.

Det er klart, at det i virkeligheden er lidt mere kompliceret, men sådan er det enkle, sunde princip i folkestyret. En vigtig bieffekt er, at befolkningen engageres og støtter systemet, fordi de føler, at de har noget at skulle sige. Og medierne lever tæt med i systemet og dets ansvarlige hovedpersoner, fordi politikernes jagt på dyderne foregår i medierne.

Det er ikke bare tragisk, at EU ved den måde, EU-systemet er opbygget, har reduceret dette politiske element til næsten intet. Det er tragikomisk, at den danske befolkning, danske politikere og danske medier opfører den danske politiske komedie med stigende engagement, samtidig med at de lokale, danske bureaukratier (vores ministerier og styrelser) mere og mere optræder som filialer af det EU-bureaukrati som har frigjort sig fra ideen om magtkontrol gennem Den politiske komedie.

Her landet spilles der mere og mere politisk komedie på mindre og mindre indhold. Det, som de kloge kalder ”politisk substans”, overtages mere og mere af embedsmænd i EU-systemet, som har opfundet et system, som kan ordne verdenen uden utidig indblanding fra politikere, der skal vælges direkte af befolkningerne. Men politikerne er dog stadig i stand til at råbe op, når de hvert tiende år til deres overraskelse opdager, hvad vej det går.

PS: Og hvis du tror, at jeg skriver dette, fordi jeg er modstander af EU, så tro om igen. Jeg skriver det netop, fordi jeg ikke kan se, hvordan vores lille land, har bedre chancer uden for EU.

*********************************

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden