Hvad Jyllands-Posten har lært os

Den berømte komiske historie om Don Quijote og Sancho Panza opføres af Flemming Rose og Jørgen Ejbøl i en tragisk version, hvor Don Quijote skræver over et æsel under kommando af en pansret Sancho Panza højt til hest.

Der kan siges meget om Muhammed-affæren i 2005-6. Og det bliver der også i disse dage i anledning af Flemming Roses nye bog ”De besatte” og Kirsten Jacobsens nye bog ”Pansergeneralen” om Jørgen Ejbøl. Roses bog udkom fredag (28/10). Jacobsens bog udkommer i næste uge (7/11). Flemming Rose var kulturredaktøren på Jyllands-Posten, som fik ideen til at bede danske tegnere om at tegne Muhammed til avisen. Formålet var at tjekke selvcensuren blandt tegnere. Det havde vist sig vanskeligt for en forfatter at få tegninger af Muhammed til en kommende bog. Ideen var at finde ud af, hvor slemt det i virkeligheden stod til.

Jørgen Ejbøl var bestyrelsesformand for JP/Politiken under Muhammed-affæren. Det fremgår af Roses bog, at Ejbøl sammen med direktøren for JP/Politiken, Lars Munch, fra 2011 groft begrænsede Roses ytringsfrihed. Han måtte ikke deltage i tv-debatter, holde foredrag, skrive om religiøse forhold eller om tegningerne. Han måtte heller ikke vidne i udenlandske retssager mod terrorister. Rose overholdt disse forbud indtil Folkemødet på Bornholm i juni 2015, hvor han optrådte ved et dialog-arrangement med den hollandske politiker Geert Wilders. Det var Trykkefrihedsselskabet, der havde indbudt. Med udgangen af 2015 fratrådte Rose så som udlandsredaktør (han var kulturredaktør 2004 – 2010).

Læs kommentaren ”Antallet af charlataner og jomfruer i dansk presse er dramatisk stigende”.

Striden mellem Flemming Rose og den administrative ledelse af JP/Politiken er en møgsag for Jyllands-Posten. Det er dårlig reklame, at ledelsen i en virksomhed, som gerne vil sælge sand virkelighed til kunderne, tryner sine egne medarbejdere til at undlade at debattere og beskrive bestemte ting i denne virkelighed. Men den slags sker selvfølgeligt dagligt i ethvert medie. Det kaldes redaktionel styring. Det er normalt ikke spor opsigtsvækkende, for det skyldes den simple kendsgerning, at Jyllands-Posten og ethvert andet traditionelt medium ikke er et demokratisk system. Et traditionelt medium er – som andre virksomheder – i sin organisationsform mere et oplyst enevælde, et præstestyre eller et diktatur, end det er et demokrati. Det følger af, at ledelsen ikke vælges af de ansatte ved frie, hemmelige valg. Den organisatoriske ledelse vælges af ejerne, hvorefter den organisatoriske ledelse ansætter en ansvarlig chefredaktør. Og naturligvis er det ledelsen, der – inden for lovens grænser – bestemmer, hvad de ansatte må og skal.

Det usædvanlige i den aktuelle sag er, 1) at det, der er foregået, nu dokumenteres med mails og andet af en tidligere, højt profileret, redaktionel medarbejder. Normalt foregår redaktionel styring i det stille, og medarbejdere holder kæft, fordi det ikke fremmer karrieren i medieverdenen at bralre op om den slags. 2) At det forsvares i usædvanligt klart sprog af medarbejderens tidligere organisatoriske chef. 3) At det vedrører den mest traumatiske begivenhed i vores lands nyeste historie.

Bag alt personfnidder er striden mellem Rose og Ejbøl den klassiske konflikt mellem idealisten, som her forsvarer ytringsfriheden – koste, hvad det vil – og pragmatikeren, som forsyner sin kamp for selv de allerhøjeste, smukke idealer med et pragmatisk ”men”, der handler om, at han gerne også vil overleve og helst overleve komfortabelt.

Det bedst kendte par i denne strid er Don Quijote og Sancho Panza. Men denne berømte komiske variant af fortællingen adskiller sig fra Roses og Ejbøls version, der er en tragisk udgave, som kun kan udløse gråd. Desuden er magtforholdet mellem Don Quijote og Sancho Panza vendt om, så det er den komiske udgaves tro væbner på æslet Ruzzio, der nu troner på øget Rozinante iført panser og lanse. Det, vi i den danske offentlighed i øjeblikket debatterer, er, om denne omvendte rollefordeling er mulig: Don Quijote på et æsel under kommando af en pansret Sancho Panza højt til hest.

Svaret er klart ja. Og beviset er, at Flemming Rose udgiver sin bog og ganske frimodigt udpensler Sancho Panzas metoder. Og i sin kommende bog har man indtryk af, at Panza uden blusel vil indrømme alt.

Det er godt, at disse bøger udkommer. De styrker den erkendelse, vi som nation allerede har gjort i kølvandet på Muhammed-affæren. I organisationer og nationer kan nye erkendelser kun skabes gennem kriser. Den krise, som tegningerne i Jyllands-Posten skabte, gav os nogle fælles oplevelser, som vi stadig i betydeligt omfang kæmper med at få en fælles forståelse af. Men det er nødvendigt, at vi får en fælles forståelse af dem, for kun på den måde lærer vi som nation og folk virkeligheden bedre at kende.

Læren af krisen om Muhammed-tegningerne er, at vi i demokratierne er særdeles sårbare over for magthavere, som støttes af voldelige ekstremister. I det aktuelle tilfælde er det religiøse magthavere, men det kan være magthavere af enhver art, som typisk uden de ønsker det, støttes af voldelige ekstremister eller terrorister.

Læs køllebanken (kort, skarp kommentar) ”Utegnet Muhammed”.

Læs kommentaren ”Strøget af selvcensuren”.

I debatten gøres der ofte et stort nummer ud af at skelne mellem islamistiske terrorister og lovlige muslimske organisationer. Og det er også en vigtig forskel. Det er jo rent idioti at skælde lovlige muslimske organisationer eller alle muslimer ud for at være islamister og tilhængere af vold og terror. Men enhver nok så omhyggelig skelnen mellem disse to vidt forskellige grupper kan ikke forhindre, at den frygt, som ekstremistiske voldelige grupper skaber i medier, i teatre, blandt udstillingsarrangører, kan få pragmatiske pansergeneraler som Ejbøl Panza til at tyre idealister som Don Rose.

Og hver gang det sker, styrkes de lovlige organisationer, her: selv de mest lovlydige, respekterede muslimske organisationer, fordi offentligheden undgår at udfordre deres religion med den hån, spot og satire som enhver magthaver uden ekstremistiske voldelige sympatisører må udholde i vores normalt ret så lattermilde demokrati. Et demokrati, som er blevet en mere sjælden, sart perle her på Jord efter Muhammed-affæren, end det var før.

Det er, hvad Jyllands-Posten har lært os.

Læs Groft sagt’en ”Løkke er stor!”.

Håndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit (paperback og e-bog), KJOELLER.dk

Læs i ”(E)-Håndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit” om hvordan enhver magthaver, Big Brother, kan styre sine modstandere og konkurrenter, herunder medier, ved hjælp af voldelige ekstremister.

Læseprøve fra ovennævnte bog: Figurerne i ”Big Brothers [magthaverens] magiske magtcirkus” (se især sidste punkt: BB-isterne):

Men Big Brother den Ydre [magthaverens fysiske figur, kk] er som regel sekunderet af nogle fiktive figurer, som lever i undersåtternes bevidsthed. Disse figurer er Big Brother den Ydre’s magiske magtcirkus. Det bruger han til at få sin vilje med. I cirkusset er der disse optrædende:

· Big Brother den Indre, som er det image, Big Brother den Ydre har dannet hos undersåtterne. Kaldes også Store Ånd.

· Autoriteter, som Big Brother er underlagt på linje med enhver undersåt, bl.a. guder, overordnede statslige autoriteter og abstrakte kræfter. Pointen ved disse superautoriteter er, at de gør det muligt for Big Brother den Ydre – når det er bekvemt – at bruge sin egen afmagt som argument for sine handlinger[1]. Hermed forhindrer han, at det går ud over Store Ånd, Big Brother den Indre, når Big Brother den Ydre påfører undersåtterne lidelser eller udnytter dem. Ved at underkaste sig religiøse autoriteter, som allerede er etableret i undersåtter og turister, opnås desuden en sponsoreffekt: Der overføres værdier fra den religiøse autoritet til Big Brother, så han styrkes endnu mere som Stor Ånd.

· Typetyrannerne Offentligheden, Vælgeren, Seeren, Forbrugeren, ’Undersåtter i dette territorium’. Typetyrannerne er frugter af reglen Summen af nuller er en tyran. Typetyrannen er undersåtternes forestilling om disse figurer som typer.

· Big Brothers fjende, Big Anti-Brother. Han kan være af alle de tre ovenstående typer, altså en Big Anti-Brother den Ydre med tilhørende Stor Anti-Ånd; eller han kan være en autoritet som Big Brother er underlagt, eller en typetyran. Når territoriet rammes af krise, som gør alle undersåtter bange for at miste liv, førlighed, arbejde og andre væsentlige værdier, så skal Big Brother placere skylden hos Big Anti-Brother, som man derefter i samlet flok bekæmper. Det mest kendte eksempel på dette er Hitlers placering af skylden for alle Nazitysklands problemer hos typetyrannen Jøden. Men det indgår også helt rituelt i et demokratis offentlige debat, at alle betydningsfulde Big Brothers har én eller flere Big Anti-Brothers, som får skyld for negative ting som truer undersåtterne. Fx er hele den offentlige politiske debat i Danmark bygget på dette princip: regeringen har oppositionen som Big Anti-Brother og omvendt.

· BB-isterne = Big Brotheristerne: Big Brothers ekstremistiske, fanatiske tilhængere, der er villige til hvad som helst, også ulovligheder. Dem skal Big Brother altid tage afstand fra, og der må aldrig findes nogen dokumentation af, at Big Brother har noget forhold til dem og fx giver dem direkte ordrer. På denne måde sikres det, at Big Brother på én gang kan udnytte den frygt, de skaber, og undgå, at han bliver tillagt noget ansvar for BB-isternes gerninger og fanatiske udtalelser.

Øverst i dokumentet

Opdatering 01-11-2016: indsættelse af et link.

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

[1] Schiødt & Valeur Magten (2004), ”Beslutningsskolen”.