Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

		Først lagt op 04-02-2017, senest opdateret 04-02-2017 15:29:27 Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)
	Granatchok på Christiansborg Det gode ved Susan Simonsen er, at hun viser, hvor nødvendigt praktik er som supplement til skolestueundervisning i politik. Det onde er, at hun beviser, hvor virkelighedsfjern undervisningen kan være helt op på universitetsniveau.
	I disse dage markedsfører Susan Simonsen dygtigt sin bog ”Det underdanige og det magtfulde”, som udkommer d. 9. februar. Hun optræder i flere medier med interview, hvor hun fremfører sin kritik af miljøet og kulturen på Christiansborg. Hun var praktikant i Venstres pressetjeneste i foråret 2012. Senere var hun frem til 2014 studentermedhjælp i Social- og Integrationsministeriet, hvor hun også kritiserer forholdene. Hun er nu kandidat i kommunikation og dansk fra RUC, underviser i dansk på et sprogcenter og arbejder på sin næste bog. Det, hun kritiserer Christiansborg for, er, at praktikanterne blev instrueret i, at det handlede om, at de andre, dvs. regeringen, skulle ned med nakken. Hun er oprørt over, at praktikanterne blev sat til at skrive læserbreve, ikke ud fra deres personlige engagement eller for at få en åben politisk diskussion, men for at skabe en masse problemer for regeringen, så den ikke fik tid til at udvikle ny politik. Hun er indigneret over, at hun blev sat til at være uenig, bare for at være uenig. Det er rystende. Men på en anden måde end Susan Simonsen selv forestiller sig. Det er rystende, at en praktikant fra et universitetskursus i politisk retorik kan blive indigneret over disse ting. Det må jo betyde, at hun har lært noget helt andet på universitetet. Noget om, at Christiansborg er en slags folkehøjskole.			Det er rystende, at en praktikant fra et universitetskursus i politisk retorik kan blive indigneret over disse ting.
Demokrati – mindst ringe, men mest udsat (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2016	Desværre er Susan Simonsen efter min erfaring ikke enestående. Der sker i vores uddannelsessystem en massiv fejlindlæring af vores politiske system. Lærere idylliserer demokratiet ved at udfylde undervisningstiden med demokratiets formaliteter og idealer. Der bliver så ikke tid til at undervise i demokratiets realiteter. Og slet ikke tid til at undervise i, hvorfor realiteterne af gode grunde strider mod idealerne. Det betyder, at eleverne oplever et praksischok, når de møder demokratiet i praksis. Sådan som Susan Simonsen har gjort. Det gode er, at hendes eksempel viser, hvor nødvendigt praktik er som supplement til skolestueundervisning. Det onde er, at hendes eksempel også viser, hvor virkelighedsfjern undervisningen i demokrati kan være, selv helt op på universitetsniveau.
	Det, det mest åbenlyst er galt med, er undervisningen i, hvad den offentlige debat er for en fisk. I undervisningssystemet dyrkes den opfattelse, at denne debat er en slags videnskabelig, rationel diskussion mellem ligemænd. Og når man så lader eleverne optage og analysere f.eks. en TV-debat eller enhver anden offentlig debat, og straks kan se, at det overhovedet ikke ligner en videnskabelig diskussion, så bruger man undervisningstiden på at være indigneret og belære eleverne om at være saglige og undgå personangreb. Eleverne lærer altså i skolen, at enhver debat som faktisk foregår, er helt forkert. Og når denne undergravende undervisning fortsætter helt op på landets højeste niveau og på kurser i retorik, så må det karakteriseres som alvorlig landsskadelig virksomhed. Susanne Simonsen er det seneste offer for denne undervisning. De fleste ofre lever i det stille. Alternativet er let at få øje på: at undervise i, at det, der faktisk foregår, ikke er en fejl, men virkeligheden. Og så undervise eleverne og de studerende i at forstå denne virkelighed med de nødvendige teoretiske redskaber. I stedet for prædikener om idealerne bør eleverne fyldes med viden om realiteterne. Herved kommer de til at forstå og respektere, hvad der foregår.			Det politiske sprog. Nødvendige løgne, platheder og bullshit (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2016
Aktiv seer, eller: Hvordan Steven Spielberg lærte mig at elske politikerne. 2. revolutionerende udgave (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2015	For det første må man undervise i de praktiske konsekvenser, det har, at enhver borger i demokratiet har en og netop en stemme: Da kun en lille procentdel af vælgerne er inde i substansen og interesserer sig for substansen, så bliver de personer, som agerer på scenen, væsentlige for langt de fleste vælgeres interesse for og forståelse af politik, herunder en politisk debat. Det kan ikke nytte noget, at skolelærere og professorer dyrker det ideal, at alle landets borgere er flittige, artige, velforberedte skoleelever. For det er de ikke. Borgere er i stort tal både dovne, uvidende, uinteresserede og alt muligt andet, som skolelærere hader, elever er. Og i demokratiet er det nu engang sådan, at selv sådanne borgere er gode nok, som de er. Demokratiets borgere er med fuld ret mennesker på godt og ondt. Og der er rigtigt mange uopdragne iblandt dem. Derimod er der yderst få artige skoleelever blandt vælgerne. Derfor er politik i praksis en TV-serie, hvor indholdet forstås gennem indlevelse i de toppolitikere, kommentatorer, studieværter, som optræder. Og her kan enhver være med uden at forstå den substans, der tales om. Fuldstændig som enhver kan forstå og leve med i Spielbergs film ”Jagten på den forsvundne skat” uden at vide en pind om arkæologi. Som enhver anden TV-serie drives TV-serien ”Dansk politik” frem ved de konflikter, der er mellem de optrædende figurer. Derfor er offentlig debat strid og ikke noget, der bare ligner en videnskabelig, rationel diskussion mellem ligemænd og –kvinder. Striden består i, at man selv skal score mest muligt af dyderne · Ærlighed · Idealisme · Stabilitet · Kompetence Og mest muligt angribe og undergrave modstandernes dyder. Læs kort om dyderne. I striden indgår fakta fra den substans, som er debattens officielle emne, men kun de få, klare fakta, som kan bruges til at angribe en modstanders dyder med. Langt størstedelen af substansen henligger derfor altid i mørke. Når Susan Simonsen og næsten alle andre ikke lærer, at den bærende institution i demokratiets virkelighed er den politiske TV-serie ”Jagten på dyderne”, så må det give et slemt praksischok, når Susan og andre elever stikker hovederne ud af skolestuerne. Skolelæreres og professorers undergravende virksomhed bør omgående stoppe til øjeblikkelig gavn for ungdommen og demokratiet.			Demokrati – mindst ringe, men mest udsat (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2016
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk Øverst i dokumentet
		Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste) Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller