Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

Først lagt op 25-03-2017, senest opdateret 25-03-2017 21:52:30

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

 

 

 

 

Ingen tvivler på Özlem Cekics godhed

Når man skal bevise, at man er et godt menneske, er den mest sikre vej at trodse logikken.

 

 

 

Opstandelsen i sidste uge om Inger Støjbergs othellokage skyldtes, at kagebilledet satte fokus på et grundlæggende paradoks i dansk flygtningepolitik: Flere og flere går ind for stramninger, men kun ganske få ønsker at stå frem og promovere dem eller vise glæde over dem. Det er vel kun Dansk Folkeparti, især Martin Henriksen, og Nye Borgerlige, som militant og konsekvent på TV viser glæde over enhver stramning, og som tydeligt fortæller, at de egentlig ikke kan få nok stramninger.

Så selv om efterhånden alle partier, bortset fra Enhedslisten og Alternativet, går ind for stramninger, så sørger man normalt for at undgå at vise glæde over, at det lykkes at holde flygtninge væk med målrettede stramninger. Holdningen i landet er, at det er godt, hvis flygtninge bliver væk, men det er ikke velset at glæde sig offentligt over det. Og direkte uanstændigt at fremhæve, at det skyldes vores stramninger.

Støjbergs kagebillede viste klart, at landets befolkning lever med dette paradoks mellem at være glad over, at der kommer færre, samtidig med at man bevarer troen på, at man er et pænt menneske, der hjælper andre, især folk, der lider under krig, forfølgelse, sult og sygdom. Det er denne tro, man kan bevare i landet ved, at alle undgår at vise sejrsglæde over stramningerne. Denne selvcensur hos alle, bortset altså Martin Henriksen, Nye Borgerlige og Støjberg, gør, at vi kan stramme og stramme og samtidig føle os som anstændige mennesker. Vi er ligesom enige om, at flygtningene nok i virkeligheden bare bliver væk af sig selv. Og det kan vi jo så godt tillade os at være tilfredse med og alligevel være gode mennesker.

Paradokser opstår ofte, når konkrete praktiske hensyn skal forenes med høj moral. De praktiske hensyn i denne sag er, at vi gerne vil bevare vores velfærdssamfund. Den høje moral er, at vi bør hjælpe denne verdens nødlidende mennesker. Da det praktiske hensyn og den høje moral ikke kan forenes, opstår paradokset, som vi håndterer i hverdagen ved hjælp af en fælles stiltiende illusion om, at flygtningene bliver væk af sig selv. Eller fordi de drukner på vej over Middelhavet, eller på grund af EUs aftale med Erdogan, eller på grund af de militærbevogtede høje hegn som Ungarn og andre lande har bygget på Balkanruten.

Så selv om alle her i landet ved, at vi har strammet under stor enighed, så undgår vi at påtage os skylden for, at flygtningene bliver væk. Det gør vi bl.a. ved at undlade at vise stolthed og sejrsglæde over vores stramninger, når de giver pote. Men så var det, at Inger Støjberg lagde sit lagkagebillede på et socialt medie, og så var Fanden løs. Hun brød illusionen om, at det ikke er vores skyld. En norm, der gælder over alt (bortset fra Henriksen og Nye Borgerlige). Derfor fik Inger Støjberg tæsk fra alle sider – samtidig med at hun bliver stadig mere populær. Fuldstændig i overensstemmelse med paradokset. Og hun har i et radioprogram på P1 i dag erklæret, at hun nok ikke igen køber sådan en kage. Så måske har kagestuntet styrket paradokset, som ikke mere kan vente angreb fra den kant.

Når høj moral skal reddes under vanskelige omstændigheder, så er det første offer ofte logikken. Det kan føre til, at et helt land lever med et brud på logikken, et paradoks, således som othellokagen viste.

Læs Othellokagen, som gik over grænsen.

Men også Özlem Cekics udmeldelse af SF viser, hvordan brud på logikken kan være nødvendigt for at sikre den højeste moral.  Cekic er imod, at SF bakker op om regeringens nødbremse, som i krisesituationer også lukker grænsen for uledsagede flygtningebørn. Til Politiken (24/3) siger hun:

”For mig er det her forslag om, at man vil lukke døren for uledsagede flygtningebørn, simpelthen dråben, der får bægeret til at flyde over. Man vil lukke døren for flygtningebørn. Jeg kan ikke se mig selv i det fællesskab.”

I praksis kan det eneste land, som afviste flygtningebørn vil stå i, kun være EU-velfærdsdemokratiet Tyskland. Men det finder Cekic ikke afgørende:

”Det er jo et udtryk for signalpolitik, hvor man giver efter for populismen.”

De uledsagede flygtningebørn er for det meste unge mænd fra Afghanistan eller Eritrea, der påstår, at de er under 18 år. To tredjedele af dem viser sig at være over 18. Kun to procent var i 2015 piger under 11 år (Berlingske 25/3).

Rent logisk giver Cekics argumentation ikke mening. Et menneske fra et tredjeland, som gerne vil ind i vores land fra Tyskland, kan jo aldrig være en flygtning i ordets juridiske forstand. Hertil kommer, at langt de fleste slet ikke i biologisk-juridisk forstand er børn.

Men denne logiske argumentation mod at lukke tredjelandes folk ind fra Tyskland er altid i flygtningedebatten prellet af på modstandere af stramninger. Der er altså ikke noget nyt i, at Cekic nu også afviser den ved at ignorere den.

Støjbergs kage var ikke et direkte brud på logikken, men et angreb på den ene del af et paradoks: den norm, at alle i landet (med de sædvanlige få undtagelser) undlader offentligt at glæde sig over stramningerne. Men Cekics argumentation for udmeldelsen af SF er et direkte brud på logikken til fordel for en stærk bekendelse til den gode moral. ”Flygtningebørnene” er nøgternt betragtet hverken flygtninge eller for et stort antals vedkommende børn. Men denne logiske dimension er ikke relevant for Cekic, som ikke leverer modargumentation, men i stedet går til angreb på ”populismen”.

Når man skal bevise, at man er et godt mennesker, er det første offer ofte logikken. Og som regel virker ofret. Det gør det også her. Ingen tvivler på, at den varmblodige, sympatiske Özlem Cekic er et virkeligt godt menneske, hvis hjerte banker for alle verdens svage. Men mange gyser ved tanken om, hvad hendes mangel på logisk klarhed, kan komme til at betyde for landet, hvis stramningerne ikke virker.

Læs Migrantkrisen: Hvorfor skal det gå galt, før det kan blive godt?

 

 

Paradokser opstår ofte, når konkrete praktiske hensyn skal forenes med høj moral.

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

Opdatering 25-03-2017 aften: korrekturrettelser og en enkelt lille tekstudvidelse.

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

151217klauskjoellerDKforside.bmp