Båndsløjfens eufori

Mediernes opgave i en kaotisk, tilfældig verden er at berolige og skabe mening ved at pakke nye kendsgerninger ind i de gamle, velkendte formater og fortælleskemaer.

Et højskolehold har skrevet og spurgt om meningen med en Kort og gult på KJOELLER.dk d. 6/1 2018. Den handlede om, at TVs top tre-udsendelser i 2017’s sidste uge var Dronningens Nytårstale, 90 års-fødselsdagen og TV 2’ nytårskavalkade. Højskoleholdet er uenige i, at TV-sening først og fremmest skal berolige seerne, altså har en indoktrinerende virkning. De mener stik modsat: Medier i demokratier bringer foruroligende nyt.

Læs Kort og gult’en ”TVs beroligende ritualer”.

Kære hold!

Tak for jeres brev. I har ret i, at det er let at få øje på, hvordan mediesystemer i diktaturer og etpartisystemer bruges til indoktrinering. Enhver af os gyser af grin, når vi ser den nordkoreanske studievært fortælle nyheden om, at endnu en raket er affyret med succes.

Men helt ærligt: Hendes råben kan egentlig minde meget om visse danske studieværter. Det er især på TV 2 Nyhederne, vi ser dem, når de råber nyhederne ud, især Mikael Kamper og Cecilie Beck. De må være oplært i en særlig skole, for det er ikke en normal måde at tale på. De har tilsyneladende lært, at de så vidt muligt skal lægge tryk på alle ord. Men deres måde at tale på er dog ikke så ekstrem som den nordkoreanske vært.

Mærkeligt at visse stemmetrænere ikke ved, at de skal undervise værter i at være personer på skærmen og ikke udråbere eller markskrigere. Og alt udråbes med samme styrke. Dybt besynderligt for os, der ikke har undergået samme hjernevask.

Men mærkelige måder at tale på er også godt. For så kan seerne klart opleve, at det er et system, der taler. Både når det er Nordkorea og TV 2 Nyhederne. Uanset om man lever i et diktatur eller i et demokrati, virker mediesystemet indoktrinerende.

F.eks. sker det aldrig, at et medium erklærer, at der ikke er noget nyt i dag, så vi udkommer ikke. Konkurrencen tvinger alle medier til at udfylde deres afsatte plads på papiret, på nettet og i elektroniske medier. Jeg har kun en enkelt gang i mine efterhånden mange år som mediemodtager oplevet et medium, som ligeud sagde, at de ikke havde nogen nyheder og derfor gik over til at sende musik. Det var Bornholms Radio engang i 1970’erne, tror jeg. Beundringsværdigt!

Konkurrenterne udkommer sprængfyldte hver dag, uanset om der sker noget eller ej. Derfor gør alle det. Annoncørerne kan heller ikke indgå aftale med et medium, som kun udkommer, når der sker noget nyt.

Det er derfor et mediums væsentligste opgave at indoktrinere modtagerne til, at mediet rummer nyheder, og at de serveres bedre, hurtigere og på en mere relevant måde end hos konkurrenterne. Samtidig indoktrineres modtagerne til at tro på, at verden hver dag rummer relevante nyheder.

Det klarer de fleste medier nogenlunde. Bortset fra højtider, hvor det vist dæmrer for alle modtagere, at det ikke er nyhedernes pres, der holder udgivelsen i gang. Her må alle medier vise, hvad de duer til angående selv at skabe virkeligheden. Og TV 2 News beviser dagligt, hvilket sejpineri man som medium må tvinge sig selv ud i, for at søge at bevare modtagernes illusion om, at der hele tiden sker noget nyt. Når der ikke lige er ”Breaking News”, udfyldes tiden med båndsløjfer og 10-minutters interviews om hvad som helst. Og hver gang der sker det mindste, lader man kommentatorer myldre frem og tale op og ned ad døre og stolper.

I denne kamp for at overbevise om, at der hele tiden sker noget nyt, er en farverig, evigt tweetende figur som Trump uerstattelig. Strømmen af uslebne, korte replikker fra verdens mægtigste mand udbredes løbende af alle medier, så enhver modtager klart oplever, hvor meget nyt der hele tiden sker i et af verdens brændpunkter. Og alle kan let leve sig ind i denne særdeles underholdende figur.

Men indoktrineringen skyldes ikke kun, at medierne er tvunget til dagligt at udfylde deres planlagte formater og genrer. Indoktrineringen ligger også i indholdet, som skal gøre det behageligt at være i modtagerrollen. Vi bombarderes derfor dagligt med budskabet om, at verden er retfærdig. Enhver krimi og ethvert indslag i en tv-nyhedsudsendelse går ud på, at de onde får deres straf og de gode deres belønning. Det kan se sort ud lige nu, men snart vinder retfærdigheden – igen.

Men det er jo propaganda. Den rå virkelighed er kaotisk og uretfærdig. Vi mærker det, når vi rammes af et uheld, bare et lille et. Chokket skyldes, at vi oplever, hvor let tilfældigheden skærer gennem vores beskyttelse i form af en velkendt hverdag med velkendte medier med velkendte figurer. Den normale kur mod rædslen er – hvis man stadig er i live – at fortsætte hverdagens ritualer, så godt som muligt – eventuelt suppleret med nogle nye, som skal tjene til at styrke troen på, at ”det ikke sker igen”. Mediernes opgave i denne kaotiske, tilfældige verden er at berolige og skabe mening ved at pakke de nye kendsgerninger ind i de gamle, velkendte formater og fortælleskemaer.

”Jeg har kun en enkelt gang i mine efterhånden mange år som mediemodtager oplevet et medium, som ligeud sagde, at de ikke havde nogen nyheder og derfor gik over til at sende musik. Det var Bornholms Radio engang i 1970’erne, tror jeg. Beundringsværdigt!

I dette perspektiv består demokratiet af en række ritualer – herunder medieritualer – der skaber tryghed og mening blandt demokratiets borgere i en verden af kaos og tilfældighed. Dette kaos kan udtrykkes som en række kroniske paradokser, som ritualerne til stadighed skal bortforklare eller mane væk til fordel for budskabet om at verden, samfundet og menneskelivet er retfærdigt og meningsfuldt. Og bare vi bevarer vores gode humør, så skal det hele nok gå.

Og et af disse bærende paradokser, som hele tiden skal manes bort er:

Nyhedsudsendelsernes paradoks

Tv-nyhedsmedierne giver nye kendsgerninger mening ved igen og igen at udsende nyhedsudsendelsernes bærende budskab: Intet egentligt nyt. Alt væsentligt ved det gamle.

Og samme princip gælder alle andre nyhedsmedier.

Derfor er studieværter altid så charmerende, energiske og optimistiske – ud over at se godt ud. Og alle aviser skrevet i en optimistisk stil. Det vigtigste – bag enhver nyhed eller ikke-nyhed man bringer – er, at modtagerne bevarer håb og optimisme.

Og det er jo rigtigt nok. Hvordan skal det hele ellers gå? Men det bekræfter, at medierne indoktrinerer – også i vores lille, forbilledlige demokrati.

Venlige hilsner – I ønskes fortsat flid og spørgelyst!

Øverst i dokumentet

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller