Først lagt op 08-04-2018, senest opdateret 09-04-2018 17:16:12

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Link: Arne Ossians mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende (mindst tabsgivende) titler fra forlaget KJOELLER.dk

Kommentarer og moraler

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp

 

 

 

 

Anders Samuelsen mod angst

Demokratiet er kun muligt, fordi politik – bag alle de tekniske detaljer som nørderne konkurrerer om at kende, anført af kommen­tatorer og politiske journalister – handler om at skabe mening i en meningsløs verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anders Samuelsen er en god politisk figur. Det kan lyde mærkeligt, for er han ikke kommet uheldigt afsted med sine løfter om 5 procents topskattelettelser? Joh, men netop derfor.

Hans figur har en enestående tydelighed hos de 94 procent af vælgerne, som udelukkende lever med i politik som et TV-realityshow, dvs. et show om nogle personer, som kæmper om at undgå at blive sendt ud af føljetonen. Hans tydelighed er, at han i ekstrem grad har svigtet et løfte, han i ekstrem grad og med ekstrem klarhed har afgivet i føljetonen.

Herved har han mistet dyderne kompetence og ærlighed. Han kæmper nu for at erobre dem igen. Det er til at forstå for enhver. Hvis det lykkes, er der igen skabt orden i den uorden, han skabte ved at miste dyderne, da han ikke opfyldte løfterne.

Politiske kommentatorer og medier fokuserer altid på det politiske TV-realityshows politiske formål: aktørerne skal score dyderne. Det er jo også det officielle formål.

Men realityshowet rummer en række kroniske paradokser, som er kilde til meningsløshed, angst og uro blandt velfærdssamfundets tryghedsnarkomaniske vælgere. Det gør realityshowet til noget langt mere end en politisk mekanisme. Det bliver væsentligt for vores eksistens som danskere på denne klode.

Læs mere om dette i Den politiske komedies paradokser.

Og for de 94 procent af vælgerne, som ikke er politiske nørder, er denne eksistentielle betydning det vigtigste. At de 6 procent nørder samtidig kan hygge sig med lækre politiske detaljer i særlige politiske programmer spækket med kommentatorer og besserwizzere er kun en ekstra bonus.

Et af realityshowets mest komiske elementer er, at disse hyggende 6 procent af vælgerne tydeligvis selv tror, at de har fat i det væsentligste. Og at de 94 procent er andægtigt med på en lytter for at forstå, hvad der egentlig foregår.

Til dette er der kun at sige: Godmorgen.

Et af paradokserne i TV-realityshowet er, at figurerne officielt skal fremtræde, som om de har alle fire dyder: ærlighed, idealisme, stabilitet/ identitet og kompetence. De skal alle sammen helst ligne ”store ledere”. Men figuren ”stor leder” findes aldrig i det politiske realityshow, fordi medier og kommentatorer konkurrerer om at profilere sig på at finde fejl og mangler hos showets deltagere. Og det går ganske strygende. Vi har ingen store ledere, og får det aldrig. Til gengæld har vi en masse komiske figurer, som kæmper for at skabe orden i kaos.

For hver gang det lykkes at afsløre – i Samuelsens tilfælde var der tale om selvafsløring – en dydsmangel, opstår der angstfremkaldende kaos. Det er et brud på den beroligende officielle orden, vi alle dyrker i en meningsløs og kaotisk verden. Ganske vist omkommer personen ikke fysisk som uskyldigt offer i en terroraktion eller i en tilfældig ulykke, men de dyder, som vi alle søger at nå, er der en fremtrædende offentlig person, der har svigtet. Og når det, som i Samuelsens tilfælde, er et alvorligt ansigtstab, så vækker det angst, som skal bearbejdes.

Læs kommentaren TV’s diskrete politiske propaganda.

Også Helle Thorning og Carsten Hansen fik kant gennem løftebrud, men de er begge ude af det politiske realityshow. Desuden var Thornings løftebrud mere uklart end Samuelsens. Anders Samuelsens position er derfor enestående og hans rolle fuldstændig klar.

Partiet Liberal Alliance er det vel nok aktuelt mest komiske, vi har, med figuren Samuelsen i spidsen og Ammitzbøll-Bille som en næstkommanderende, som end ikke partiets sympatisører, ifølge en ny undersøgelse, ønsker som leder i stedet for Samuelsen. Ganske få detaljer fra figurerne er nødvendig for at give figurerne kant. Resten – alle de finurlige detaljer, som vi hører fra landsmødet her i weekenden, er underordnet for de 94 procent ikke-nørdede vælgere som bestemmer.

Demokratiet er kun muligt, fordi politik – bag alle de tekniske detaljer som nørderne konkurrerer om at kende, anført af kommentatorer og politiske journalister – handler om at skabe mening i en meningsløs verden.

Fuldstændig som religion, fungerer politik for almindelige vælgere som en beroligende mekanisme, som ikke er belastet af en masse detaljer for nørder. Vi lever i en angstvækkende virkelighed. Alt kan hele tiden ske. Derfor må vi berolige hinanden, bl.a. med politik. Vi forenes således for tiden i at følge Samuelsens kamp for at vinde sine dyder tilbage. Det forener, trøster og skaber håb. Ud over at være ganske underholdende.

Det er tvivlsomt om Anders Samuelsen nogensinde vil blive overgået i rollen som politiker, der lover, men taber og derefter igen og igen undskylder og forklarer, at det alligevel var godt, hvad der skete.

Også Løkke har med sine møgsager givet os en letfattelig figur, som kæmper for at skabe orden i selvskabt kaos. Men han overgås af Samuelsen, fordi Samuelsen virker skrøbelig over for Løkkes sammenbidte sejhed. Angående Samuelsen er det et mysterium, hvordan han kan blive ved. Det er det aldrig med Løkke, hvis figur er defineret ved netop at blive ved.

Nåh, nu bliver der ikke tid til også at skrive om Mette Bock og DR-generaldirektør Rønn og regeringens ny forslag til medielov. Men bag alle teknikaliteter handler det jo om, at Rønn får kniven. Den Bock-replik fra DR Debatten, hvor hun beder Rønn passe sit arbejde og implementere, hvad politikerne finder ud af, har gået medierne rundt, som vistnok det vigtigste fra substansen. Rigeligt til at fatte, hvad sagen i virkeligheden handler om for alle ikke-nørder.

 

Læs mere om Den politiske komedies paradokser og få en læseprøve fra bogens begyndelse.

Læs kommentaren Løkke som elastikspringer – med analyse af Løkke-figurens udfordringer og løsninger i det politiske tv-realityshow, Den politiske Komedie.

 

 

 

 

 

 

Vi har ingen store ledere, og får det aldrig. Til gengæld har vi en rigdom af komiske politiske figurer, som kæmper for at skabe orden i kaos.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Øverst i dokumentet

 

 

Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)

Se hitlisten over de mest indbringende titler fra forlaget KJOELLER.dk

Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller

 151217klauskjoellerDKforside.bmp