Først lagt op 09-12-2018,,senest opdateret 09-12-2018 15:43:18

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

Evigt liv i Danmark

Naturligvis vil der komme forslag om, at dronning Margrethe II ikke bør leve mindre evigt end Lars Larsen og Ane Uggla (Mærsk). Hvis dronningen accepterer, vil Finansudvalget finde de nødvendige midler til en gennemgribende renovering af regenten.

 

 

 

George H.W. Bush, USA’s præsident 1989 – 1993, blev mindet ved en stor højtidelighed i denne uge. I højtideligheden deltog flere andre præsidenter. Ikke alle er ligeså rige som George H.W. Bush var. Men alligevel skal de alle som hovedperson gennem en lignende højtidelighed inden for få årtier. Mange tidligere præsidenter bliver meget gamle. Men ingen undgår manden med leen.

Så længe verdens rigeste mennesker stadig dør, ved alle vi andre, at det endnu ikke er blevet muligt for lægevidenskab, bioscience og kunstig intelligens at skaffe os evigt liv. Når det første meget rige menneske derimod ikke dør, men bliver ved med at leve og stadig ligne sig selv, ved vi, at det evige liv er muligt. Samtidig ved vi så også, at det ligger uden for vores økonomiske formåen at opnå det.

Teksten fortsætter efter annoncen

Det koster kassen at få udskiftet sine organer, efterhånden som de ældes. Og få dem erstattet med noget som både er mere holdbart og forbedret. Men at det bliver muligt, er indlysende. Det, de lærde strides om, er, om det sker om nogle årtier. Eller først i begyndelsen af 2100-tallet.

Ray Kurzweil, en fremtrædende forsker inden for området, har i årtier gjort sig ekstremt umage for at bevare sin krop i den mest bevaringsværdige tilstand. Det er nederen at dø, når man ved, at det evige liv ganske snart bliver muligt. Ganske vist har rige allerede længe kunnet blive frosset ned, hvis de er så uheldige at dø. Det er velkendt, at f.eks. Walt Disney, som døde i 1966, har valgt denne udvej i tillid til, at fremtidens lægevidenskab vil kunne få liv i ham igen. Men hvorfor dog have besværet med at dø og blive nedfrosset, hvis man – som Kurzweil – med gulerødder, fysisk træning, fornuftig livsføring og en masse vitaminpiller og kosttilskud kan undgå døden, fordi man lige akkurat ved egen kraft når at slæbe sig over grænsen til det evige liv?

Efterspørgslen efter det evige liv er her allerede her, selv om det evige liv først indfinder sig om nogle årtier. Verdens bedste hospitaler, læger og forskningsmiljøer konkurrerer derfor allerede om at udvikle produktet. Eller delprodukter som kunstige organer, transplantationer og meget andet, der også i et vist omfang kan indgå i den løbende lægebehandling af almindeligt dødelige mennesker her og nu. Og som jo her i landet er gratis, dvs. for alle.

Når almindelige dødelige mennesker og samfundsborgere opdager, at denne verdens meget rige er holdt op med at ældes og dø, så vil det ikke gå stille af. Det vil udløse en ballade på kloden, som får tidligere revolutioner, opfindelsen af kanonerne, af dampmaskinen, atombomben og af internettet til at ligne en stille aften i hobbyklubben. For ikke at tale om de sidste weekenders optøjer i Paris og andre europæiske storbyer, hvor ”de gule veste” smadrer store dele af byen, fordi de er utilfredse med den voksende ulighed mellem samfundseliten og almindelige borgere.

Når rige mennesker kan købe sig til at blive overmennesker, dvs. forbedrede eksemplarer af homo sapiens med evigt liv, så vil det sandsynligvis ikke bare medføre mange flere ”gule veste” og optøjer. Det vil medføre demokratiernes afskaffelse. Skellet mellem dem, der har evigt liv, og alle andre, bliver for dybt til at man kan bevare enhver illusion om lige ret for alle. Det er svært nok i forvejen.

Eksempel: Hvis vi i Danmark har bare et mindre antal borgere, som lever evigt, mens resten dør som sædvanligt, så vil det første, der sker, være, at dem, der dør som sædvanligt, også kræver evigt liv. For vi lever jo i et demokrati. Og det bedste vi ved, er at leve. Derfor kræver vi med fuld menneskeret det samme evige liv, som folk i eliten allerede har.

I første omgang vil politikerne så konkurrere om at levere denne vare. Men da det er for dyrt til, at alle kan få det, er man nødt til fortsat at lade det være op til den enkelte borger, ligesom tandlægebehandling f.eks. altid har været det her i landet. Politikerne vil så konkurrere om, hvordan man hurtigtst og bedst får omsat lægevidenskabens seneste erobringer til forbedringer i det danske sundhedssystem.

Men vil det være nok til at holde masserne i ro? Hver dag skal de se på og høre om disse nye supermennesker.

For der vil være i medierne være enorm interesse for eliten af overmennesker. Fordi vi alle er fascineret af det, vil vi høre svar på spørgsmål som: Hvordan føles det at leve evigt? Hvordan tør du gå ud i trafikken? Lever alle i din familie også evigt? Hvordan holder man parforholdet ungt og frisk, når hele familien lever evigt? Er du medlem af Folkekirken? Har du venner, som er dødelige?

Desuden vil disse overmennesker – selv om de vel stadig fysisk i et vist omfang ligner sig selv – være gjort smukkere og muligvis yngre. Alene det vil gøre dem meget efterspurgte på TV. Det betyder, at de af overmenneskene, som allerede – da de var almindeligt dødelige – kunne lide at optræde, vil optræde endnu mere, end de gør i forvejen.

Det gælder f.eks. Lars Larsen (nr. 4 på Berlingskes liste over landets rigeste fra september 2017), Christian Stadil (nr. 30), Karsten Ree (36) og Lars Seier Christensen (43). Den næstøverste kvinde på listen, Ane Uggla (nr. 7), vil naturligvis ekstra let kunne komme i medierne som overmenneske. Men hun og de fleste andre rige danskere, vil formentlig fortsat foretrække at leve helt tilbagetrukket, også i deres evige liv.

Et mindre antal danskere, som lever evigt, vil tvinge systemet til en lang række gennemgribende revisioner, både etisk og juridisk. Etisk bygger vores samfund på kristendommen, hvor døden og det efterfølgende evige liv i det hinsides er grundlæggende. At nogle rige danskere er hævet over at dø, ødelægger simpelthen den kristne ideologi. Og andre religioner.

Og det er umuligt at opretholde lighed omkring arv og pensionsforhold, når nogle af os lever evigt. En livsvarig fængselsdom bør vel også kræve mere end nogle få års god opførsel fra en, der lever evigt? Og mord på en, der lever evigt, bør vel takseres til langt højere straf, end mord på en almindelig, der alligevel står til at dø inden for en overskuelig årrække?

Alt i alt betyder det, at bare nogle få danskere med evigt liv, vil være dagsordenssættende stort set for alt i vores demokrati. Og det vil være nedbrydende for troen på, at vi mennesker og borgere trods alle ydre forskelle inderst inde som væsner her på kloden er stillet lige. Alle kan hver dag se, at samfundets top og bund er mere forskellige end nogensinde. Og det føles så uretfærdigt, at demokrati som styreform vil forekomme mere og mere forældet.

Naturligvis vil der komme forslag om, at dronning Margrethe II ikke bør leve mindre evigt end Lars Larsen og Ane Uggla. Hvis dronningen accepterer, vil Finansudvalget finde de nødvendige midler til en gennemgribende renovering af regenten. Men det skaber øjeblikkeligt juridiske udfordringer; for mange regler omkring kongehuset som institution, bygger på, at kongen er dødelig og derfor skal efterfølges.

Nåh, hvordan det alt sammen kommer til at gå, kan kun de næste årtier vise. Det eneste sikre er, at så længe rige tidligere præsidenter for USA, industrifyrster og andre milliardærer, paver, konger, præsidenter for Kina, Rusland og andre topstyrede stater dør, så ved vi almindeligt dødelige, at det endnu ikke er muligt at købe sig til evigt liv. Den dag disse mennesker holder op med at dø, så får alle vi andre mere end nogensinde brug for at iføre os de gule veste.

 

Læs Lært og Påtalt: Homo Sapiens Sisyfos

 

 

 

 

 

Læs flere kommentarer

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

 

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp