Først lagt op 31-03-2019,,senest opdateret 31-03-2019 20:33:47

Populisme

Måske foregår det virkelig interessante for landets 6 % politiske nørder bag kulisserne. Men det virkelig interessante for de resterende 94 % af vælgerne foregår på scenen.

Der tales meget om populisme for tiden. Fænomenet menes at optræde i mange europæiske demokratier, bl.a. Italien, Frankrig, Tyskland og Sverige. Her i Danmark har betegnelsen tidligere også været brugt om Dansk Folkeparti. Men efter dette parti er blevet mere stuerent med en tidligere formand placeret i Folketingets formandsstol, og med sit programpunkt om mærkbare begrænsninger i indvandringen overtaget af to ikke-populistiske, gamle partier, Venstre og Socialdemokratiet, så hører man yderst sjældent i dag udtrykket ’populistisk’ brugt om DF.

Det er vanskeligt at definere udtrykket ud over, at det er et negativt udtryk, som bruges af det politiske etablissement – både etablerede partier og etablerede medier – om nyopdukkede partier, som truer den etablerede orden. Det gør de typisk, hvis de får store stemmetal. ’Populistisk’ bruges aldrig af de såkaldt populistiske partier om sig selv.

Forleden bidrog jeg med et foredrag til Arena Summit 2019 om denne tendens til populisme i demokratierne.

Læs Køllebank: Realityshowet er forhadt

Læs Køllebank: Politisk placeboforståelse

Jeg havde fået spørgsmålet:

Er det danske demokrati forvandlet til en teaterscene, hvor det virkelig interessante foregår bag kulisserne?

Svaret er kort sagt nej. Af flere grunde. For det første er dansk demokrati ikke forvandlet til en teaterscene. Det har dansk demokrati altid været. For det andet foregår det virkelig interessante ikke bag kulisserne. Måske foregår det virkelig interessante for politiske nørder bag kulisserne. Men det virkelig interessante for alle andre foregår på scenen.

I et demokrati kan det nemlig ikke være således, at det virkelig interessante er det, som et lille mindretal af politiske nørder interesserer sig for og forstår.

Når man realistisk skal fatte demokratiets grundlæggende mekanisme, så står en række paradokser centralt, bl.a.

Forståelsesparadokset

Den officielle forventning om, at borgerne har ressourcer (uddannelse, tid, motivation) til at fatte den politiske substans, strider mod den politiske kommunikations realiteter. Denne modstrid udgør forståelsesparadokset. Paradokset manes væk ved hjælp af erklæringer, som hylder borgerens dyder, og som tager stærkt afstand fra ”procesjournalistik” og ”populisme”.

Et andet paradoks er

Voldsparadokset

Officielt hyldes sproglig, rationel argumentation i form af diskussion. Men sproglig offentlig påvirkning i demokratiet foregår aldrig som diskussion, men altid i form af debat. Den stærkeste argumentation i offentligheden er dog ikke sproglig, men udføres med vold.

Voldens styrke som argumentation oplevede vi bl.a. under Muhammed-affæren.

Læs mere om disse og andre paradokser som konstituerer demokratiet i Den politiske komedies paradokser:

Når antallet af nørder og almindelige vælgere skal bestemmes, så kan man lade folket selv fordele sig efter de politiske TV-programmer, de kan lide at se. Og her er

Realiteterne

• 6 % politiske nørder

• 94 % almindelige vælgere

• 87 % af danske vælgere stemmer

Og 6 % er højt sat. Det svarer til 250.000 af de i alt godt 4 mio. danske vælgere, dvs. rundt regnet det antal seere som TV 2 News ”Mogensen & Kristiansen” havde i sin storhedstid i det særligt fine valgår 2011: 265.000. I 2012 faldt tallet til 233.000. "Mogensen & Kristiansen" har indtil videre været TV 2 News’ største succes.

I 2016 havde programmets afløser, ”Tirsdagsanalysen”, ugentligt 105.000 seere, heraf ca. 50.000 til første visning. Det blev overgået af "Besserwisserne", der i 2016 sås af ca. 125.000 ugentligt - heraf knapt 40.000 ved første udsendelse.

Til disse seertal for nogle af landets mest populære politiske magasinprogrammer, kan man lægge den kendsgerning, at cirka 180.000 danskere for øjeblikket er medlem af et politisk parti. Men det nøjagtige antal af politiske nørder i landet er ikke så interessant. Det væsentlige er, at det er et lille mindretal af vælgerne.

Det er en hån mod landets mindst 94 % ikke-nørdede vælgere at pådutte dem en særlig viden om og interesse for politik. Det er en arrogant undertrykkelse af almindelige vælgere at tillægge dem egenskaber, som kun et særligt interesseret mindretal har. Vælgerne i demokratiet er gode nok, som de er. Alle vælgerne. Det er jo hele pointen.

Men uhyggeligt nok lærer man nærmest det modsatte i skolen. Selvfølgelig undervises skoleelever også i proces og historiefortælling. Men pointen i denne undervisning er at advare mod spin. Eleverne lærer, at der findes en højere, spinløs virkelighed, som man skal sætte sig ind i. Og den findes i Nørdeland. Samtidig lærer man, at den offentlige debat bør ligne en videnskabelig, saglig diskussion mest muligt. Det er for dårligt, at man ikke underviser i voldsparadokset og de andre paradokser, som forhindrer den slags ødelæggende naivitet.

Det realityshow, som ikke-nørder forstår politik igennem har disse træk:

Realityshowet DEMOKRATI

• kaotisk produceret

• Komedie, fordi

– alle medvirkende skal fremtræde som dynamiske vindere for at score idealisme og kompetence

• dårligt castede figurer

• ret få kulisser

• uden action

I modsætning til Steven Spielberg og Lars von Trier, som producerer deres historier som diktatorer leder deres land, så produceres realityshowet Demokrati decentralt: politikere, partier og medier forsøger hver for sig at fortælle en historie, som fremstiller dem mest muligt positivt.

Trods sin kaotiske produktionsmåde har det politiske realityshow den klare samlende egenskab, at det er en komedie. Hængemuler, tragiske skikkelser, opgivende studieværter forekommer stort set aldrig blandt det faste personale af politikere, journalister og studieværter. Alle sprudler af energi og optimisme. Det skyldes, at alle altid søger at score maksimalt af de samme fire dyder.

Dyderne

· ærlighed

· idealisme

· stabilitet

· kompetence, både angående kommunikation og angående substansen.

Når alle medvirkende skal score idealisme og kompetence – og ligne en dynamisk vinder – så kan stykket kun blive en komedie.

I forhold til Spielberg og von Trier så er figurerne til rollerne i realityshowet Demokrati påfaldende dårligt castede. F.eks. ligner Løkke mere som type en handelsrejsende, Mette Frederiksen mere en skolelærer og Thulesen Dahl langt mere en bankmand, end henholdsvis en statsminister og to partiledere.

Hvis man har realityshowet som demokratisk forståelsesramme – og det er svært at have en anden, for demokrati handler om de mange almindelige, ikke-nørders måde at forstå politik på – så skal man spørge således (sml. med nørdeversionen af samme spørgsmål ovenfor i begyndelsen af kommentaren):

Er det danske demokrati forvandlet til en TV-føljeton, hvor politikere strides om detaljer fra Nørdeland (bag kulisserne), mens de konkurrerer om dyderne?

Svaret er stadig nej, for det er ikke noget, der er sket i de senere år. Det skete allerede, da man opfandt TV og især vores public service-kanaler, hvis nyhedsudsendelser danner scenen for realityshowet Demokrati.

Det er en udbredt opfattelse blandt politiske nørder, at det ”virkelig interessante i politik” foregår bag kulisserne, som det også fremgår af spørgsmålets første version i denne kommentars begyndelse. Men realityshowet har en benhård styring af, hvad der importeres fra oceanet af kendsgerninger bag kulisserne til at være vigtigt i realityshowet. Der styres, dvs. prioriteres, efter dette enkle princip.

På denne måde udvælger ikke-nørder det virkelig interessante i politik. Det er i øvrigt også dette princip, der bevirker, at vi lige nu i disse år taler så meget om ”populisme” som noget nyt og farligt. Det er det politiske etablissements måde at skræmme deres flygtende vælgere til at blive ved de velkendte gamle partier i stedet for at løbe over til det sidste nye, fordi de er utilfredse med det velkendte.

Man følger med denne skræmmeteknik en anden grundregel fra realityshowet: Kingos lov: