FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

Først lagt op 28-04-2019; senest opdateret 28-04-2019 18:21

 

Vold

Både Paludan-sagen og Muhammed-affæren bekræfter bag al skønsnak, at vold virker mest effektivt af alle påvirkningsmidler i demokratiet. Og at voldens styrke som argumentation udelukkende bygger på pressens overdådige dækning af den.

Voldsparadokset er, at vi som gode demokrater fortsat skal tro på vores børnelærdom om, at vores beslutninger træffes ved ikke-eksisterende offentlige, rationelle diskussioner, samtidig med at vi hele tiden oplever, at vores beslutninger især træffes på grundlag af voldelige aktioner, som gennem medierne pisker vores følelser op, og sætter gang i politikerne.

 

 

 

 

 

 

Indhold

Vold sælger, desværre 3

26-04-2019: Læren af Rasmus Paludan er, at demokratiets voldsparadoks ikke kan effektivt undertrykkes af fortielse hos etablerede medier, partier og andre institutioner. 3

Voldsparadokset 4

16-04-2019: Læren af Paludan og Muhammed: Den stærkeste argumentation i demokratiet er ikke sproglig, men udføres med vold. 4

Vold virker, men… 7

28-09-2017: Og alle kender også de verbale badutspring, udstillingsledere og mange medier bruger for at undgå at sige den enkle sandhed. 7

Bonus: Kommentarer og kronikker 8

Et blødt system i en hård verden 8

12-03-2016: For få år siden regnede vi danske nærmest med, at hele verden langsomt var ved at blive demokratisk og sådan set bare ventede på, at vi hjalp dem på vej. I dag har vi lært, at stort set hele verden ikke engang aner noget om, hvad demokrati i virkeligheden er. 8

Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af 9

06-01-2013: Som lektor med arbejdsplads på universitetet igennem mange år har jeg aldrig været udsat for vold fra studerende eller kolleger. 9

Voldens tv-charme 10

18-12-2006: Advarsel: Denne kronik er politisk ukorrekt. Den afslører de mekanismer, som gør en brosten, som kastes mod en betjent, til et effektivt middel i propagandaen for politisk korrekthed. 10

Manipulation, vold og selvcensur 11

18-06-2006: Danmark er i øjeblikket er lærerigt eksempel på, hvorledes en lille gruppe ekstremister sætter dagsordenen og opnår deres politiske resultater. Det sker især ved med vold og trusler at skræmme neutrale borgere, som bare ønsker fred. Men hvis du læser dette, er der stadig håb. 11

 

 

 

 

Vold sælger, desværre

26-04-2019: Læren af Rasmus Paludan er, at demokratiets voldsparadoks ikke kan effektivt undertrykkes af fortielse hos etablerede medier, partier og andre institutioner.

Jørgen Bonnichsen, der var med i chefgruppen i PET under Muhammedkrisen, siger til Ekstra Bladet i dag (26/4 2019), at Rasmus Paludans handlinger kan starte ny Muhammed-krise. Det kan f.eks. ske, hvis Paludan bliver opstillingsberettiget.

Så bliver det sværere for politiet at begrænse hans aktiviteter, som samtidig får større demokratisk symbolsk betydning. Så hvis ekstreme grupper i de muslimske lande får øje på ham, så går helvede løs. Det bliver en kamp mellem topstyrede muslimske lande og demokratiet Danmark i højere og tydeligere grad, end dengang da Jyllands-Postens satirer gik den muslimske verden rundt.

Og det er ikke spor svært at forudsige, hvad der så vil ske. Så vil vi igen være nødt til at falde til patten, dvs. pålægge os begrænsninger i vores demokratiske ytringsfrihed.

I praksis administreres den ytringsfrihedsbegrænsning, vi pålagde os selv ved Muhammedaffæren ved, at vi så vidt muligt slet ikke beskæftiger os med, hvad der skete dengang. Og bare vi er enige om at fortie affæren, så går det fint. Og det går også fint, fordi danske profiler fra dengang, som spillede hovedroller, er døde eller fyret, og deres poster overtaget af mere blide naturer.

Men der kan altid opstå typer som Rasmus Paludan, som ikke hæmmes af fælles fortielser. Således kan en enkelt mand (eller kvinde) til enhver tid spolere det danske etablissements fortielsesstrategi.

Paradokset er, at vi som gode demokrater fortsat skal tro på vores børnelærdom om, at vores beslutninger træffes ved ikke-eksisterende offentlige, rationelle diskussioner, samtidig med at vi hele tiden oplever, at vores beslutninger især træffes på grundlag af voldelige aktioner, som gennem medierne pisker vores følelser op, og sætter gang i politikerne.

Læren af Rasmus Paludan er, at demokratiets voldsparadoks ikke kan effektivt undertrykkes af fortielse hos etablerede medier, partier og andre institutioner.

Det følger direkte af Voldsparadokset selv, for det er ikke kun i den demokratiske debat at volden vinder over diskussionen. Det gør volden også, når mediestof skal prioriteres og sælges til læsere, lyttere og seere.

 

Læs Unødvendige, nødvendige dødsfald, Køllebank

Læs Putins danske brigade, Kommentar

Læs Paradoksernes mørke side, Kommentar


Voldsparadokset

16-04-2019: Læren af Paludan og Muhammed: Den stærkeste argumentation i demokratiet er ikke sproglig, men udføres med vold.

Pressen glemmer altid sig selv, når de tager afstand fra vold som påvirkningsmiddel i demokratiet. I dag (16/4 2019) skriver Jyllands-Posten f.eks. i lederen:

”Rasmus Paludan, stifter af partiet Stram Kurs, har ét formål med sine aktioner: at anstifte til uro, vold og optøjer. Det har absolut intet at gøre med Jyllands-Postens beslutning i sin tid om at optrykke tegninger af profeten Muhammed. Der var tale om et journalistisk projekt, hvis hensigt var at diskutere ytringsfrihedens grænser. At det så desværre også endte i vold og optøjer, skyldtes ikke mindst en bevidst misinformationskampagne fra et hold danske imamer på rundrejse i Mellemøsten. Indtil da havde debatten om tegningerne herhjemme været civiliseret og opbyggelig.”

Tjah. Både Paludan-sagen og Muhammed-affæren bekræfter bag al skønsnak, at vold virker mest effektivt af alle påvirkningsmidler i demokratiet. Og at voldens styrke som argumentation udelukkende bygger på pressens overdådige dækning af den.

Og sagerne bekræfter også, at præcis denne kendsgerning om voldens styrke giver lederskribenter og ansvarlige politikere store udfordringer med at analysere og vurdere voldsbegivenheder på en måde som bestyrker de officielle demokratiske værdier om at demokrati bygger på offentlig diskussion og debat uden vold.

Teksten fortsætter efter annoncen

Ifølge de officielle regler er det kun politiet der har lov til at bruge vold. Alligevel er der mange andre der også bruger det. Og som når deres mål ved at bruge vold. Rockere og indvandrerbander bruger systematisk vold mod hinanden og mod almindelige borgere. De unge omkring det gamle ungdomshus brugte vold og fik på den måde et nyt ungdomshus. I de lande hvor Danmark har engageret sig i at etablere eller støtte en demokratisk styreform, Irak og Afghanistan, kæmper man mod fanatiske voldelige religiøse sekter eller klaner. Hvis USA, Storbritannien og Sovjetunionen ikke havde nedkæmpet Adolf Hitlers nazistiske hær i forrige århundrede, så havde Europa måske i dag været et nazistisk storrige. Selv det fredeligste, demokratiske land hviler på voldelige forudsætninger som bl.a. til stadighed indebærer store udgifter til militær og efterretningsvæsner.

Realiteterne er at vold ofte sætter dagsordenen i demokratiet, og at viden om at en gruppe har let til vold, gør at gruppens synspunkter og holdninger behandles med ekstra opmærksomhed. Demokratiets medier forstørrer som regel voldelige gruppers betydning ved at dække dem intensivt. Denne indbyggede medierefleks over for voldelige grupper kan dog suspenderes i ekstreme tilfælde. Det viser forløbet i Danmark efter Muhammed-affæren hvor medier helst undgår at bringe satiriske tegninger af Muhammed for ikke at provokere muslimske grupper til vold. Og aflysninger af kunstudstillinger og arrangementer på grund af frygt for muslimske voldelige reaktioner. Hertil en betydelig mængde selvcensur hvor bl.a. kendte politikere undlader debatindlæg fordi de ikke ønsker at leve døgnet rundt med to livvagter fra PET.

Ifølge demokratiets officielle regler har enhver borger lov til at ytre sig frit. Men hvis du ønsker at begrænse eller lukke munden på en, så er en passende brug af vold ofte effektiv. Ja, det kan være den eneste vej frem. Folk som er bange for dig, og for hvad du kan finde på, vil ofte kun sige det som du kan lide at høre. Eller i det mindste undgå at sige ting som kan ophidse, såre eller krænke dig. Metoden anvendes helt rutinemæssigt i kriminelle, religiøse og politiske netværk og lukker effektivt munden på vidner, så politiet f.eks. ikke kan opklare lovbrud.

Naturligvis er der ingen ordentlige mennesker der tyranniserer deres omgivelser med trusler, lemlæstelser og drab. Men hvad der kaldes ordentligt, varierer meget. Dem der terroriserer dig, vil som regel gøre det for dit eget bedste. Det synes de i hvert fald selv. Dem der tyranniserer dig med vold eller trusler, vil ofte i deres egen forståelse være drevet af de højeste motiver, f.eks. religiøse, politiske – eller bare et dybt menneskeligt motiv om at redde sig selv og sine nærmeste fra død og elendighed.

Målrettet, disciplineret brug af vold er ofte det stærkeste argument i demokratiet, især fordi medierne automatisk forstørrer voldelige argumenter ved at dække dem intensivt. Det slår rent sproglige argumentationer med flere længder. Både når medierne skal sætte din sag på dagsordenen. Og når politikerne skal beslutte sig.

Det giver så også alle medier en helvedes masse problemer med at argumentere sammenhængende, hver gang en Rasmus Paludan irriterende nok – i modsætning til stort set alle andre danske borgere – ikke lader sig tyrannisere til tavshed og selvcensur af de grupper, vi alle godt ved har let til vold, bl.a. fordi de gang på gang har erfaret, at det er så effektivt.

 

 

Læs Læren af Muhammedsagen: Hvis den svage argumenterer godt for noget, som den stærke er imod, så får den svage stryg. Denne vigtige detalje udelades ofte, når skolen underviser eleverne i demokrati. Kommentar.


Vold virker, men…

28-09-2017: Og alle kender også de verbale badutspring, udstillingsledere og mange medier bruger for at undgå at sige den enkle sandhed.

Museumsleder Anne-Mette Villumsen på Skovgaard Museet fortryder ikke sin blasfemiudstilling uden Muhammed-tegningerne. Hendes hovedargument er, at alle jo allerede kender disse tegninger og den politiske debat om dem.

Rigtigt. Og alle kender også de verbale badutspring, udstillingsledere og mange medier bruger for at undgå at sige den enkle sandhed, at man ikke viser disse tegninger, fordi man er hunderæd for islamistiske tågehoveder, som vil slå én ihjel for at score en flok jomfruer i det evige himmelske liv.

Denne frygt for sit liv er en god grund, og den kan gives helt uden selvcensur. Alligevel fravælges den ofte.

Det skyldes, at det støder og krænker folk af alle trosretninger at høre, at rå vold virker så effektivt. Derimod virker selvcensur kun krænkende på en selv.


Bonus: Kommentarer og kronikker

Et blødt system i en hård verden

12-03-2016: For få år siden regnede vi danske nærmest med, at hele verden langsomt var ved at blive demokratisk og sådan set bare ventede på, at vi hjalp dem på vej. I dag har vi lært, at stort set hele verden ikke engang aner noget om, hvad demokrati i virkeligheden er.

Man kan have en mistanke om, at folkeskolens og gymnasiets undervisning i demokrati er domineret af oplysning om demokratiets formelle side: parlamentarisme, ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed, retten til jævnligt at afgive sin hemmelige stemme. Disse ting er også vigtige. Uden dem intet demokrati. Men efter vi har været engageret i krige i Afghanistan, Irak, Libyen og senest Syrien, er det vist blevet klart for alle, at demokrati ikke er noget der opstår,  bare man indfører de formelle demokratiske regler.

Det, vi har lært, er, at hvis man vælter en tyran, og forsøger at indføre demokratiets formelle regler, så opstår der kampe mellem forskellige religiøse militser. I stedet for en tyran i toppen af systemet, som med terror holder militser og rivaler nede, får vi et væld af mindre tyranner, som bekæmper hinanden. Og som skaber store flygtningestrømme, som søger mod etablerede demokratier for at overleve og for at leve deres liv på denne klode under civiliserede forhold.

Konklusionen er ikke, at vi så altid bør holde nallerne væk og lade tyrannerne tyrannisere løs uden at blande os. Demokratierne skal selvfølgelig deltage i den internationale kamp, som altid foregår mellem forskellige politiske systemer. Vi skal selvfølgelig forsøge at udbrede det demokratiske system mest muligt.

Men vi skal ikke være naive og overvurdere demokratiets formelle side, dvs. de regler, som vores skolesystem især lægger vægt på. Vi skal lære af det, som er sket især i det seneste årti.

Læs hele kommentaren.


Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af

06-01-2013: Som lektor med arbejdsplads på universitetet igennem mange år har jeg aldrig været udsat for vold fra studerende eller kolleger.

Som lektor med arbejdsplads på universitetet igennem mange år har jeg aldrig været udsat for vold fra studerende eller kolleger. Mine personlige erfaringer med emnet er derfor begrænsede. Det nærmeste jeg kommer, er, at jeg som institutleder gennem 5 år, ofte blev mødt med klager over, at der var for lidt sexchikane på arbejdspladsen. Og den, der førte an i klagerne, var kontorpersonalets kvindelige tillidsrepræsentant. Hun var en yderst erfaren, respekteret person, som havde været på alle kurser. Hun vidste altså præcis, hvad hun talte om. Det gjorde jeg også, så jeg skulle ikke nyde noget.

Men i mit liv som forsker i politisk kommunikation går der sjældent en dag, uden at der popper interessante eksempler på fysisk vold på arbejdspladsen op i medierne. Jeg tænker her ikke så meget på historier om den vold fra psykiatriske patienter, stofpåvirkede skadestuebrugere eller demente ældre, som f.eks. sygeplejersker og sosu’er udsættes for. Denne vold er omfattende og fortjener stor opmærksomhed, hvad dette temanummer jo også viser. Men denne vold er egentlig ikke så politisk interessant, fordi de, der udfører den, ikke bruger den bevidst til at skaffe sig fordele med. Volden skyldes sygdom eller rus. Det er ansvarsfri vold.

Heroverfor står så den vold, som mennesker bevidst bruger til at rage fordele til sig. Det er den vold, som f.eks. fængselsbetjente eller politifolk udsættes for. Der har således på det seneste været en del medieopmærksomhed om, at det var ret let for indsatte at smugle mobiltelefoner og stoffer ind. Medierne mistænker personalet for at se gennem fingre med det – og desuden nedtone stærke fangers magt i fængslerne – for at undgå at provokere de stærke fanger til at lade volden eskalere. Og det er velkendt, at der er områder i Danmark, hvor en almindelig politipatrulje ikke vover sig ind, f.eks. Christiania og visse ghettoområder.

Fængslerne og politiet er arbejdspladser, som er kronisk ramt af vold, som bruges bevidst af borgere til at opnå fordele med. Når fængsels- eller politibetjente systematisk ignorerer borgeres brud på visse regler visse steder, kan det forsvares med, at de blot følger et af de gode råd til voldsramte arbejdspladser (på Arbejdsmiljoviden.dk): ”Arbejdet skal planlægges, så forekomsten og alvorligheden af voldsepisoder bliver mindst mulig.”

Et af de seneste eksempler på en arbejdsplads, som er ramt af bevidst vold, giver TV2’s afsløringer af, at pushere dagligt trængte ind på asylcentret Sandholm, terroriserede de lovlige beboere og overnattede, inden de næste dag drog til Vesterbro for at fortsætte den ulovlige handel. Så måtte den asylcenteransvarlige fra Røde Kors på direkte TV forklare, hvorfor man ikke havde politianmeldt de voldelige overgreb fra pusherne. Mediernes mistanke var, at Røde Kors-ansatte ignorerede eller nedtonede overgrebene i et forsøg på at undgå, at alting blev endnu værre. Og for at undgå at problemerne slap ud i medierne med dårlig omtale for arbejdspladsen til følge. Det ville f.eks. gøre det endnu sværere at rekruttere personale til det krævende arbejde.

Medierne forsøger altså at hjælpe de ansatte på disse kronisk voldsramte arbejdspladser med at sørge for, at de bevidst voldelige elementer ikke får påfaldende stor succes. Det vil medierne garanteret også gøre i det nye år. Til gavn og glæde for alle fredselskende borgere. Godt nytår!


Voldens tv-charme

18-12-2006: Advarsel: Denne kronik er politisk ukorrekt. Den afslører de mekanismer, som gør en brosten, som kastes mod en betjent, til et effektivt middel i propagandaen for politisk korrekthed.

I den danske debat er udtrykket ’politisk korrekthed’ blevet et skældsord, som først og fremmest Dansk Folkeparti bruger mod kulturradikale, ”Systemet Politiken” og forfattere og intellektuelle, som underskriver protester mod debattonen. Det er egentlig synd. For fænomenet politisk korrekthed er alt for vigtigt til, at det skal gøres til et partipolitisk programpunkt.

Political correctness var en bevægelse, som startede i USA i midten af 1980’erne. Dens formål var at bekæmpe al diskrimination med sproglige midler. Man må ikke sige ’neger’, men skal sige ’sort’ eller ’afroamerikaner’,  i stedet for ’indvandrer’ hedder det ’nydansker’, i stedet for ’indvandrerbørn’ ’tosprogede børn’ og i stedet for ’åndssvag’ ’udviklingshæmmet’. Ensomme Gamles Værn har nu også længe heddet Ældre Sagen. Og for nylig kom Udlændingestyrelsen til at hedde Udlændingeservice. Der er altså tale om en generel proces, hvor man søger at benævne ting pænt, positivt og optimistisk.

Da ingen går ind for, at man diskriminerer andre mennesker og generelt bruger grimme ord for personer og organisationer, så er der vel ingen problemer i det?

Læs hele kronikken


Manipulation, vold og selvcensur

18-06-2006: Danmark er i øjeblikket er lærerigt eksempel på, hvorledes en lille gruppe ekstremister sætter dagsordenen og opnår deres politiske resultater. Det sker især ved med vold og trusler at skræmme neutrale borgere, som bare ønsker fred. Men hvis du læser dette, er der stadig håb.

Midt i vores hyggelige lille land foregår der i øjeblikket en politisk proces med brug af vold som motor. Og endnu engang må man desværre anerkende, hvor effektivt et middel vold er i politik. Selv fremtrædende politikere som Bertel Haarder erkender det og pålægger sig selvcensur.

Er der noget at gøre ved det? Ja, vi kan indse, hvad det er der foregår, dvs. afdække de mekanismer, som er på spil. Hvis der findes en kur mod det, så bygger den på, at man forstår mekanismerne.

Manipulationsmidlet vold bruges systematisk verden over af kriminelle organisationer og ekstreme politiske og religiøse bevægelser. Ved fx at slå en frafalden ihjel skræmmer man alle andre i lignende tanker fra at gøre noget lignende. Ved at sende trusselsbreve til folkevalgte, til sagsbehandlere eller til journalister søger man at skræmme dem til selvcensur eller til at give en gruppe positiv særbehandling.

Når alle ved, at et kriminelt, religiøst eller politisk netværk bruger drab, lemlæstelse, ildspåsættelse, chikane og trusselsbreve, så opfører de fleste omkring netværket sig yderst ”artigt”. 

Læs hele kronikken

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere Kølletæppebank.

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

 

 

FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp