FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

SENESTE KØLLEBANK

MÅNEDENS BEDSTE KØLLEBANK I INDEVÆRENDE ÅR

ÅRETS BEDSTE 2018

ÅRETS BEDSTE 2017

BEDSTE 5 TANTES GROVE GYS 2017

ÅRETS BEDSTE 2016

ÅRETS BEDSTE 2015

ÅRETS BEDSTE 2014

ÅRETS BEDSTE 2013

ÅRETS BEDSTE 2012

ÅRETS BEDSTE 2011

 

 

ALLE KOMMENTARER 2018

ALLE KOMMENTARER 2017

TANTES SAMLEDE GROVE GYS

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2016

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2015

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2014

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2013

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2012

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2011

 

 

Senest opdateret 02-08-2019 13:32:35

Læs 2011’s bedste Køllebank Groft sagt

 

 

Køllebank/Groft sagt total 2011

Datoer i kantet parentes efter titlen betyder: én dato giver sig selv; hvis der står to datoer eller flere, er den sidste datoen for offentliggørelse enten i Berlingskes Groft sagt-spalte, på Kjoeller.dk og/eller på min private facebook-konto. Første dato i parentesen er produktionsdatoen.

 

 

Nytårsforsæt [30/12, 31/12]. 1

Folkehulk [29/12, 31/12]. 1

Tilbagekaldelse [22/12, 30/12]. 1

Godt begyndt [27/12, 29/12]. 1

Pungløs jul [23/12, 24-25/12]. 1

Bewonder [22/12, 24-25/12]. 1

Lavtlønsproblem [21/12, 22/12]. 1

Nordkorea i os [20/12, 21/12]. 1

Æret være Gnavpot [19/12, 20/12]. 1

Dannelsesrejse [16/12, 19/12]. 1

Tak, SF [16/12, 18/12]. 1

Menneskesyn [16/12, 17/12]. 1

Søges: alfaspindoktor [15/12, 16/12]. 1

Topspin [14/12, 15/12]. 1

Spindoktorstrejke [13/12, 14/12]. 1

Klimaballon [12/12, 13/12]. 1

Skats skjald [9/12, 12/12]. 1

Rettidighedschef [9/12, 11/12]. 1

Europas redning [9/12, 10/12]. 1

Ged barberet [7/12, 9/12]. 1

Domptørens død [6/12, 8/12]. 1

Hother Titanic [2/12, 7/12]. 1

Høg over høg [5/12, 6/12]. 1

Tvangslæsning [2/12, 5/12]. 1

Abelæsning [2/12, 3/12]. 1

Groft sagt yder [30/11, 2/12]. 1

Over hækken [29/11, 30/11]. 1

Elbøn [25/11, 29/11]. 1

Javel, hr. formand [25/11, 28/11]. 1

Klichéer [25/11, 27/11]. 1

Frank som helle [23/11, 25/11]. 1

Harry Hero [22/11, 23/11]. 1

Bundfrossen [21/11, 22/11]. 1

Brandkorpset [18/11, 21/11]. 1

Det uendeligt små [18/11, 20/11]. 1

Weiweis bløde punkt [18/11, 19/11]. 1

Færge og tog [17/11, 18/11]. 1

Nu i sort [16/11, 17/11]. 1

IC4 til Bornholm [15/11, 16/11]. 1

Ofret Breivik [14/11, 15/11]. 1

Hemmelige ambassadører [4/11, 14/11]. 1

Kamelslugning [11/11, 13/11]. 1

Bonnichsen [11/11, 12/11]. 1

Ros til Thorning [11/11, 12/11]. 1

Europas lysglimt [4/11, 6/11]. 1

Gud bevare satiren [4/11, 5/11]. 1

Tak, Grækenland [3/11, 4/11]. 1

Espersens brystflæsk [2/11, 3/11]. 1

Borgen [31/10, 2/11]. 1

Selvsatire [6/10, 7/10]. 1

Hoppende nål [5/10, 6/10]. 1

Konservativ genrejsning [30/9, 3/10]. 1

Bristede illusioner [30/9, 2/10]. 1

Ikke-prøvens død [30/9, 1/10]. 1

Borgertrøst [29/9, 30/9]. 1

Russisk demokrati [27/9, 29/9]. 1

Regeringsforhandlingerne [23/9, 27/9]. 1

Fynsk forår [23/9, 26/9]. 1

Manipulation [23/9, 24/9]. 1

Skræmmekampagne [22/9, 23/9]. 1

Scorereplikken [21/9, 22/9]. 1

Kunsten at æde sin hat [20/9, 21/9]. 1

Sex og magt [19/9, 20/9]. 1

TVs triumf [16/9, 19/9]. 1

Vejen frem [16/9, 18/9]. 1

Jammerkulturen [16/9, 17/9]. 1

Valgets største taber [15/9, 16/9]. 1

Debattokrati [13/9, 15/9]. 1

Fruen og butleren [12/9, 13/9]. 1

66,4 [9/9, 12/9]. 1

Bendt is back [9/9, 11/9]. 1

Absurd talteater [9/9, 10/9]. 1

Løkke – nu med baby [8/9, 9/9]. 1

Vælgernes tankevandringer [7/9, 8/9]. 1

Drømmedebatten [6/9, 7/9]. 1

Valgkampes nye paradigme [5/9, 6/9]. 1

Foghs lærlinge [2/9, 5/9]. 1

Deja-vu [2/9, 4/9]. 1

Substanshykleri [2/9, 3/9]. 1

Valgets to TV-ideologier [1/9, 2/9]. 1

Studieværten som statsminister [30/8, 1/9]. 1

Den lykkelige forræder [29/8, 30/8]. 1

Drejebog for Libyen [26/8, 29/8]. 1

Debatter med latter [26/8, 29/8]. 1

Valgets hovedtema [26/8, 27/8]. 1

Varme tal vasket kolde [25/8, 26/8]. 1

I pose og i sæk [24/8, 25/8]. 1

Midten er tilbage [23/8, 24/8]. 1

Strategi for VK-valgsejr [22/8, 23/8]. 1

Eldrop til alle [19/8, 22/8]. 1

Kongelig striptease [18/8, 21/8]. 1

Dreamtown [19/8, 20/8]. 1

Negativ kampagne [17/8, 18/8]. 1

Rap rap [16/8, 17/8]. 1

Sorg dræber kritik [12/8, 16/8]. 1

Dead Man Walking [12/8, 15/8]. 1

Rundtosset [12/8, 14/8]. 1

Uretfærdig maskerade [12/8, 13/8]. 1

Sangens styrke [10/8, 12/8]. 1

Sommerlejre før og nu [9/8, 10/8]. 1

USA's nye indpisker [8/8, 9/8]. 1

Tidssløjfe [5/8, 8/8]. 1

Den indbildte ridder [5/8, 7/8]. 1

Vandet stiger [5/8, 6/8]. 1

Sommerrevy Strindberg [4/8, 5/8]. 1

Den gode tones ofre [3/8, 4/8]. 1

Den intetsigende triumfator [1/8, 2/8]. 1

Råd til en bedre verden [29/7, 31/7]. 1

Råd til en bedre verden [29/7, 31/7]. 1

Leonora genfødt [29/7, 30/7]. 1

Skydetonen [28/7, 29/7]. 1

Fuserterror [27/7, 28/7]. 1

Übermensch [25/7, 26/7]. 1

Offerlandet [22/7, 24/7]. 1

Inspiration vestfra [22/7, 23/7]. 1

Farlig leg med ondskab [22/7, 23/7]. 1

Radikal jordskredssejr? [21/7, 22/7]. 1

Populismedræberen [20/7, 21/7]. 1

Skandalens ulidelige ironi [19/7, 20/7]. 1

Kamp mod vindmøller [18/7, 19/7]. 1

Ferieafløsning [15/7, 18/7]. 1

Positivt TV [15/7, 17/7]. 1

Bom, bommere, bommert [15/7, 16/7]. 1

Løkke er ren [14/7, 15/7]. 1

Populistisk timing [13/7, 14/7]. 1

Fedmekampen [11/7, 12/7]. 1

Kommunikationskløft [8/7, 11/7]. 1

Nonnen og skøgen [8/7, 10/7]. 1

Tvivlernes Godmother [8/7, 9/7]. 1

Jazz og Tour de France [6/7, 8/7]. 1

Kom nu, Caro! [1/7, 6/7]. 1

Agurketid [30/6, 4/7]. 1

Budskabet fra Roskilde [1/7, 3/7]. 1

Nogle er mere lige [30/6, 1/7]. 1

Praksischok [10/6, ]. 1

Raketten [3/6, ]. 1

Regelgabet [13/4, ]. 1

Løkke tester hjelm (7/4, ]. 1

Kommaløs krimi [25/3, revideret ¼, Bragt d. ¾ under titlen ’Uanstændig kommaløshed’]. 1

Kedeldragtens død [21/3, revideret og bragt  30/3 under titlen ’Kedeldragtens svanesang’]. 1

Godhedens vinde [18/3, ]. 1

Melankolien styrer [18/2, ]. 1

Vugge på afveje [29/6, 30/6]. 1

Eksperttroen [24/6, 30/6]. 1

Taskenspilleri [28/6, 29/6]. 1

Innovation i landbruget [24/6, 27/6]. 1

Dummebøder [24/6, 25/6]. 1

Bingo, Barfoed [22/6, 24/6]. 1

Stur stur nummer [21/6, 22/6]. 1

Mogensens indsigt [20/6, 21/6]. 1

Ballettens redning [17/6, 20/6]. 1

Håbefaktoren [17/6, 19/6]. 1

Grænsebom, efterskrift [17/6, 18/6]. 1

Aftagende Wind [15/6, 16/6]. 1

Politik classic [10/6, 14/6]. 1

Skærmtip [10/6, 12/6]. 1

Direktørmarkedet [10/6, 11/6]. 1

Ordleg [9/6, 10/6]. 1

Naiv kunst [8/6, 9/6]. 1

Skolelærdom [7/6, 8/6]. 1

Sisyfos [3/6, 5/6]. 1

Systemfejl [3/6, 5/6]. 1

Marked eller ikke marked [3/6, 4/6]. 1

Politik efter drejebog [31/5, 3/6 under titlen ”Praleri”]. 1

Løfternes dødsrute [27/5, 2/6]. 1

Varme fyringer [30/5, 31/5]. 1

Alt for eleverne [26/5, 30/5]. 1

Satirekrise [27/5, 28/5]. 1

DRs Don Quijote [25/5, 26/5]. 1

TV, øl og kondomer [23/5, 24/5]. 1

Helle går glat igennem [22/5, 23/5]. 1

Marathons ofre [19/5, 22/5 med ændret titel]. 1

Rød plans mirakel [19/5, 21/5 med ændret titel]. 1

Geniet og købmanden [19/5, 20/5]. 1

Robotternes snigløb [17/5, 19/5]. 1

Grækenlands redning [17/5, 18/5]. 1

Indiana Løkke [16/5, 17/5]. 1

Margrethe Machiavelli [13/5, 16/5]. 1

Forskningens veje [13/5, 15/5]. 1

Standard 22 [13/5, 14/5]. 1

Oprop til spindoktorer [12/5, 13/5]. 1

Giv politiet en chance [10/5, 12/5]. 1

Radikal analyse [10/5, 11/5]. 1

Øksemorderen [9/5, 10/5]. 1

Kommentatorkollaps [5/5, 9/5]. 1

Den tunge ende [6/5, 8/5]. 1

Skuf os ikke [6/5, 7/5]. 1

Nabohjælp [5/5, 6/5]. 1

Sandhed bin Laden [3/5, 4/5 med overskriften ’sandheden om bin Laden’]. 1

Mao fra Køge [3/5, 4/5]. 1

Kina på Bornholm [29/4, 2/5]. 1

TV i hopla [29/4, 1/5]. 1

Titte til hinanden [29/4, 30/4]. 1

Krig på svensk [20/4, 27/4]. 1

Satire tur-retur [20/4, 26/4]. 1

Bureaukratisk kovending [20/4, 24/4]. 1

Den politiske tone [19/4, 20/4]. 1

Nyrup den Yngre [18/4, 19/4 med titlen ’Yngre’]. 1

2020 versus våd sæbe [11/4, 18/4]. 1

Politik som tv-føljeton [15/4, 17/4]. 1

Trykte mediers fortrin [13/4, 16/4]. 1

Filosofiens ofre [12/4, 13/4]. 1

Forskertanker på flugt [11/4, 12/4]. 1

Win-win-håndbold [5/4, 6/4]. 1

Undersøgelsesfronten [4/4, 5/4]. 1

Politisk TV-profeti [1/4, 4/4]. 1

Uanstændig kommaløshed [1/4,  ¾]. 1

Holger overalt [31/3, 2/4]. 1

Konstitutionelt diktatur [30/3, 1/4]. 1

Lyksalig elendighed [30/3, 31/3]. 1

Kedeldragtens svanesang [29/3, 30/3]. 1

Topstyring på KU [29/3, 30/3]. 1

Kaldet ekspert [25/3, 28/3]. 1

Fradrag for fjendskab [25/3, 26/3]. 1

Runkedorernes endeligt [24/3, 25/3]. 1

Gratis fred [23/3, 24/3]. 1

Stolt skatteborger [18/3, 20/3]. 1

Carl Gustav til hest [16/3, 19/3]. 1

Flere tavse mænd, tak! [17/3, 18/3]. 1

Carolines verden [16/3, 17/3]. 1

Pervers familie-tv [14/3, 16/3]. 1

Teologi for viderekomne [11/3, 14/3]. 1

Røst fra det ukendte [11/3, 13/3]. 1

Salme af karsken bælg [10/3, 11/3]. 1

Intet er in [9/3, 10/3]. 1

Plagiat [7/3, 9/3]. 1

Kampdag, og hva’ så? [7/3, 8/3]. 1

Hjælpefængsler [4/3, 7/3]. 1

Nøglen til Birthe [3/3, 5/3]. 1

Kavalérgang [2/3, 3/3]. 1

Den genfødte Lene [1/3, 2/3]. 1

Udødelig ekspertise [28/2, 1/3]. 1

Fornyet talemåde [25/2, 28/2]. 1

Gaddafi som taler [25/2, 26/2]. 1

Vi er alle Blachman [24/2, 25/2]. 1

Gud eller amatørpolitiker? [23/2, 24/2]. 1

Fodbold og politik [22/2, 23/2]. 1

Brøl i EU [21/2, 22/2]. 1

Undervurdér aldrig jurister [18/2, 20/2]. 1

Baskende ænder [18/2, 19/2]. 1

Brækket genganger [17/2, 18/2]. 1

Synkronsvømnings bivirkninger [17/2, 18/2 med titlen ’Den kære leder’]. 1

Vidunderligt grimt sprog [16/2, 17/2]. 1

Glædelig piratjagt [15/2, 16/2]. 1

Politisk filmkorrektion [14/2, 15/2]. 1

Muhammed i Vejen [11/2, 14/2]. 1

Jakkesættenes glæder [11/2, 13/2]. 1

Placeboforskning [11/2, 12/2]. 1

Regeringen bør kede mere [10/2, 11/2]. 1

Ingen hjemme [9/2, 10/2]. 1

Politiets sprogfilter [9/2, 10/2]. 1

DRs nye tårnfyr [8/2, 9/2]. 1

Kirken bør lovprise bamsetroen [7/2, 8/2 med titlen ’Priset være bamsetroen’]. 1

Send flere studieværter, 7/2. 1

Kroppenes valgkamp, 6/2. 1

Rotter er ikke bare rotter, 5/2. 1

Det Kongelige Teater, 3/2. 1

Ufinansierede skattelettelser, 2/2. 1

Finsk råbekor, 1/2. 1

Tomhed efter afgang, søn 30/1. 1

Penge bør lugte, lør 29/1. 1

Villys parforhold 2, fre 28/1. 1

Villys parforhold, tors 27/1. 1

Botox for sig og rynker for sig, tors 27/1. 1

Den grønne ridder, ons 26/1. 1

Godhedens udfordringer [27/1]. 1

Manipulationstaxator [24/1]. 1

Kammertonen, tak [21/1]. 1

 

 

 

 

Køllebank Groft sagt 2011, seneste først

 

 

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bragt i ”Groft sagt”

 

Nytårsforsæt [30/12, 31/12]

Alle, som kan tale, taler i øjeblikket for, at 2012 bliver meget bedre end 2011. Det er ikke kun vor dronning, som i sin nytårstale samler og opmuntrer os alle til at yde vores bedste i 2012. Og vor statsminister, som i sin tale både vil love at samle sig selv, sin regering og hele Europa til imponerende toppræstationer i 2012. Nej, også rundt om i landet i mere fortrolige kredse loves, sværges og bønfaldes der i øjeblikket til højre og venstre om gennemgribende forbedringer overalt. Således lover Søvndal bl.a. at binde sine slips, DSB at alle tog vil køre til tiden, Løkke at svare på helt klare og enkle spørgsmål, og Özlem Cekic at finde en vaskeægte, fattig dansker. En bekymret, hengiven læser af Groft sagt har spurgt, hvad Groft sagt vil gøre, hvis 2012 virkelig bliver så godt et år, som alle i øjeblikket taler så overbevisende for? Er hele Groft sagts eksistensgrundlag ikke væk, hvis alle politikere pludselig gør alt det rigtige og gode? Joh. Men fortvivl ikke, thi Groft sagt lover at kunne fortsætte sin selvudslettende kamp for sin egen undergang også i 2012. Lad det være alle til trøst.

 

Folkehulk [29/12, 31/12]

De seneste dage har budt på en ulækker samproduktion mellem nordkoreansk stats-TV og vestlige TV-stationer. Nordkoreansk TV viser de hulkende masser for at konsolidere styret. Man demonstrerer for alverden, at Kimmerne har styr på alt, herunder befolkningens mest intime følelsesliv. Dansk og andre demokratiske landes TV viser forestillingen, fordi mange seere elsker at se pudsige billeder fra et mærkeligt land. To eksperter filosoferede på dansk TV over, om gråden mon var ægte. Men enhver kunne jo se, at der var tale om falsk teatergråd, som aldrig var blevet godkendt i selv den mest elendige C-film fra Hollywood. Og det er netop hele pointen: Diktaturer nedbryder borgernes selvrespekt ved at tvinge dem til offentlig adfærd, som undersåtterne selv godt ved er løgn og hykleri. Ydmygelsen for øjnene af alverdens befolkninger tæsker enhver tanke om oprør og frihed ud af undersåtterne. Men selv Groft sagt må da indrømme, at ydmygelserne indimellem ser ganske komiske ud på et demokratisk TV-apparat.

Tilbagekaldelse [22/12, 30/12]

Der ses for tiden mange store annoncer, hvor virksomheder tilbagekalder produkter, som udgør en fare for forbrugerne. Blandt de seneste eksempler er en bikinioverdel med så lange stropper, at der var fare for kvælning, batteri til mobiltelefon, som kan overophedes, og et fyrværkeribatteri, som kan vælte under afskydningen. Anonyme kilder oplyser nu til Groft sagt, at denne tilbagekaldelsesbølge af produkter, som overtræder love og sikkerhedsbestemmelser, har vakt stor interesse i de kredse, som snart skal til afhøring i kommissionen om håndteringen af Thornings skattesag. Der arbejdes således i Skatteministeriet med en række store dagbladsannoncer, hvor man tilbagekalder de notater, som departementschef Peter Loft under sagens behandling afleverede hos Skat København. Det hedder bl.a. i annonceteksten: ”Da det har vist sig, at disse notater kan give anledning til alvorlige misforståelser og karrieretruende situationer, skal Skat hermed tilbagekalde dem til destruktion. Enhver kan henvende sig til Skats kundeservice og få tilsendt erstatningsnotater, som er garanteret ufarlige.”

Godt begyndt [27/12, 29/12]

Der gisnes i øjeblikket om, hvordan Thorning vil begynde sin nytårstale. Hun er jo kendt for gode begyndelser som ”Jeg kan slå Fogh” og ”Vi gjorde det.” Groft sagt har flere forslag til markante nytårstalebegyndelser. De bringes allerede i dag, så de kan indgå i taleskrivernes arbejde. Den enkleste start er denne: ”Godaften. Vi er kommet godt fra start.” Men denne indledning kan smage lidt af genbrug fra tirsdagspressemøderne. Derfor kan Thorning signalere fornyelse med denne begyndelse: ”Valgkampens optakt til regeringen var meget lovende; alligevel overgik fortsættelsen selv de største forventninger.” Personligt vil Groft sagt dog anbefale denne måske lidt dristige tretrins-indledning: ”Først lovede jeg, at jeg kunne slå Fogh. Det gjorde mig til partileder. Derefter lovede jeg, at jeg ville bevare akutfunktionen i Svendborg. Det gjorde mig til regeringsleder. Nu lover jeg så, at jeg i 2012 vil skabe job og redde Danmark og Europa fra den økonomiske krise. Historien viser, at det vil gøre mig til en stor visionær statsminister – især hvis det går helt modsat ude i virkeligheden.”

 

Pungløs jul [23/12, 24-25/12]

Forleden fremførte en københavnsk skoleinspektør uddrag fra julens sangskat i TVs nyhedsudsendelser for at demonstrere at indholdet krænkede muslimske familier. Både ”Et barn er født” og ”Velkommen igen, Guds engle små” viste sig – til tydelig indignation for den syngende inspektør – at rumme kristen forkyndelse, dvs. propaganda. Så disse og andre julesange blev lyst i band på hendes skole, og kunne derefter altså kun synges i smug på toiletterne. Groft sagt erfarer, at denne politisk korrekte julebevægelse har grebet om sig. Således har en skole på Vestegnen pålagt sig selvcensur angående linjen ”Men nissefar han er en lille hidsigprop” (fra ”På loftet sidder nissen”) for ikke at krænke skolens minoritet af hyperaktive lærere og elever, som dagligt indtager ADHD-medicin. Desuden er det velkendt, at de mange pædofilisager i den seneste tid har gjort linjen ”Derfor får hun denne pung” med den usædelige opfordring til børnene: ”løft engang hvor den er tung” (fra ”Højt fra træets grønne top”) umulig at synge i børnehaver, på skoler og ungdomsuddannelser i stadig flere af landets regioner.

 

Bewonder [22/12, 24-25/12]

Forfølgelsen af Villy Søvndal vil åbenbart ingen ende få. Forleden var han ovre og besøge Hillary Clinton, som virkelig morede sig herligt sammen med Villy. Men som sædvanlig mangler den hjemlige andedam sans for sand storhed hos en landsmand. Groft sagt må krumme tær over den provinsielle skadefro over Søvndals engelsk. Når han f.eks. betror Hillary, at ”I’m a great bewonder of american culture”, så slår pøblen af YouTube-analfabeter sig på lårene af latter, fordi disse konforme, kulturelle ignoranter ikke kan finde ordet ”bewonder” i nogen ordbog. Men ét af verdenslitteraturens mest beundrede og sagnomspundne værker, James Joyces ”Finnegans Wake” (1939) er heller ikke skrevet med ord, som enhver abe kan slå op i en ordbog. Joyce blander i denne roman engelsk med mere end 60 andre sprog, herunder dansk, til muntre, indholdsmættede ordspil som vil holde hærskarer af litterater fuldt beskæftiget i de kommende århundreder. Når Søvndal blander dansk og engelsk i sine udtalelser, er det simpelthen en innovativ måde, hvorpå han udtrykker, at Danmark og USA taler samme sprog. Forstå det, tumper!

Lavtlønsproblem [21/12, 22/12]

Den respekterede politiske kommentator, Ralf Pittelkow, stopper nu på Jyllands-Posten efter 17 år. Pittelkow meddeler, at han endnu ikke kan fortælle om, hvad han nu skal, ”da der endnu er nogle småting, der skal falde på plads.” Rygter vil vide, at Pittelkow skal være spindoktorgeneral for SF’s spindoktorhær, som lige nu forsøger at genoprette Villy Søvndals karisma, som i sin tid skaffede partiet 20 procent i opinionsmålingerne. Situationen i SF-toppen er så desperat, at man har erkendt, at vejen frem er at købe den kommentator til tavshed, som gennem årene har hudflettet partiet mest nådesløst og konsekvent. Det har dog også gjort indtryk i SF-toppen, at Pittelkow var den første, der indså, at SFs økonomiske tænkning byggede på en helt ny økonomisk regneenhed, nemlig de såkaldte villyarder, som helt revolutionerede nationaløkonomien ved at gøre det muligt at spendere de samme milliarder flere gange. De småting, der skal falde på plads, er, at SF rundhåndet har tilbudt Pittelkow 1000 villyarder årligt, men han kræver ultimativt bare at få et mindre antal gammeldags millioner danske kroner.

Nordkorea i os [20/12, 21/12]

I disse dage græder alle nordkoreanere offentligt over tabet af deres kære leder. Og alle vestlige TV-stationer viser regimets hulkende studievært og grådkvalte borgere og soldater. Det er let for os danske at distancere os fra disse stakkels mennesker og dette skrupskøre styre, som ikke ligner noget, man ellers har her på kloden. Men i virkeligheden er dette rablende diktatur jo noget, som enhver arbejdende dansker let genkender i sin daglige virkelighed. For Nordkorea findes på enhver dansk arbejdsplads. Nemlig som det sted, hvorfra de ansatte henter inspiration og ammunition til groteske sammenligninger, når man vil kritisere ledelsen, f.eks. for at tvinge ting igennem, som strider mod sund fornuft og medarbejderdemokrati. I Nordkorea ser vi, hvordan det går, hvis de ansatte taber denne kamp, og ledelsen sejrer ad helved’ til: Topchefen bliver Gud, direktionen får hele forsiden pansret til med ordner til ned over bæltestedet, og personalet tør ikke andet end græde som pisket, når lederen kreperer. Derfor har enhver dansker pligt til at fortsætte den daglige nærkamp mod Nordkorea.

Æret være Gnavpot [19/12, 20/12]

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, fremstod i årtier som den toppolitiker, der mest indædt nægtede at indse, at dansk politik for langt de fleste vælgere er en TV-dramaserie, som dagligt fortæller seneste nyt om de politiske topfigurers intriger på Borgen. Lykketoft var en både tragisk og komisk figur: seriens hidsige gnavpot, der stædigt kæmpede en mere og mere håbløs kamp for den kedsommelige substans’ sejr over alskens tant og fjas. Men efter at Lykketoft nu i bare tre måneder har måttet kæmpe for at holde sig vågen i Folketingets formandsstol, bryder han nu sammen og bekender: ”Personligt synes jeg også, det kan være kedeligt. Derfor skal vi gøre det mere interessant at følge med i de politiske debatter, så folk ikke bliver helt udmattede og falder fra.” Med disse ord dør én af den politiske TV-komedies mest fascinerende figurer, Don Quijote Lykketoft, ridderen af den politiske kedsomhed. Groft sagt skal på det danske folks vegne dybt beklage tabet af denne kostelige figur. Men det er jo desværre den slags ulykker, der sker, når det ikke er en mesterkok, der skriver føljetonen.

Dannelsesrejse [16/12, 19/12]

De utaknemmelige og kværulantiske pendlere er nu igen på banen. Denne gang med et pedantisk krav om refusion af udgifter til togkort, fordi DSB for tiden kører med halvt så mange og halvt så lange tog som normalt. Groft sagt har fået nok! Det er på tide, at nogen tager bladet fra munden og spørger, om det egentlig problem ikke er, at disse altid jamrende pendlere fuldstændig mangler sans for en togrejses sande værdier? Kræmmeragtigt og materialistisk opfatter pendlere åbenbart en togrejse som en simpel transport af et korpus fra et sted til et andet. Men kan man vente andet af personer, som tror de er noget, bare fordi de ejer et togkort til syv zoner? Heldigvis kommer DR nu DSB til hjælp med at få disse utaknemmelige pendlere til at fatte, at en togrejse ikke er kadavertransport, men i virkeligheden en æstetisk nydelse, som er højt hævet over forsinkelser, aflysninger, ståpladser og strejker. I juledagene vises således på TV 2.200 km’s udsøgte rejseoplevelser med lyntog og korte smut med S-tog eller metro. Lad dette blive en åndelig dannelsesrejse for hæren af klynkende pendlerkroppe!

Tak, SF [16/12, 18/12]

Groft sagt og alle mulige andre kloge, indsigtsfulde og ansete kommentatorer har været ramt af granatchok, efter det viste sig, at Løkkes opinionstal ikke faldt efter hans håbløse optræden i Statens Museum for Kunst, hvor han blev sat til vægs af pressen. Alle landets kommentatorer var ellers enige om, at det var katastrofalt, at han var så dårligt forberedt. Og at episoden var den ”game changer”, som regeringen havde ventet på. Men så kom målingerne, og de viste klart, at vælgerne var ligeglade. Af dette måtte alle kommentatorerne så drage den slutning – i det mindste i vores stille sind – at vi kommentatorer lever i vores egen verden. Vi læser, lytter og ser hinandens kommentarer og analyser og gejler så efterhånden hinanden og hele den politiske elite af journalister og politikere op til at drage skrupforkerte slutninger, som at svedige Løkke mødte sin Waterloo-mur på museet. Hvad skal kommentarerne dog nytte? spørger vi fortvivlet. Men så lækker SF heldigvis nu en intern analyse, hvor de giver os dødsensfarlige kommentatorer skylden for partiets elendige valgresultat. Tak, SF.

Menneskesyn [16/12, 17/12]

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fremhæver, at det kun er mellem 10 og 15 procent af kontanthjælpsmodtagerne, der har et ”samspilsproblem”, som er ministerens herlige nysprogsbetegnelse for det forhold, at den ene ægtefælle skal tjene mindst 29.600, for at det kan betale sig at tage et arbejde. ”Hvis de nu begge kom i arbejde, så skal de bare op at tjene omkring 15.000 kr. for at have mere. Det er meget lidt perspektivrigt, hvis man kun vil satse på, at den ene skal i arbejde.” Hvorfor knækker hele landet ikke sammen af latter over dette modargument, som jo fremstiller et gift kontanthjælpspar med børn som komplette idioter? Det gør man ikke, fordi Mette Frederiksen her taler med godhedens godtroende stemme, som tillægger alle kontanthjælpsmodtagere et ædelt samfundssind. Groft sagt’s menneskesyn er ædelt, men dog af denne verden. Derfor har Groft sagt en stærk mistanke om, at de fleste i denne gruppe hellere vil stå til rådighed for deres børn og hinanden end for arbejdsmarkedet. Især hvis de kun kan tjene nogle få hundrede kroner mere om måneden ved at knokle.

 

Søges: alfaspindoktor [15/12, 16/12]

Efter spinhalløjet i alle medierne den seneste tid, har et enigt Folketing nu besluttet at se reglerne efter. Også selv om både Løkke og Thorning i dagene op til beslutningen har afvist, at det var nødvendigt. ”Man laver jo heller ikke færdselsloven om, fordi der er én, der kører over for rødt,” sagde Thorning med et godt billede, som hun sikkert har fået af sin tro lakaj, Noa Reddington. Groft sagt mener, at både V og S med deres kovending endnu engang klart viser, at ingen af dem fatter, hvad spin egentlig går ud på, nemlig strategi. Gang på gang siger begge vores store partier ét og gør kort efter noget andet. Men strategi går ud på at sørge for, at alt, et parti siger og gør, peger i samme klare retning. Den fraværende mediestrategiske styring skyldes formentlig, at både S og V længe har manglet bare én alfaspindoktor med overblik og format, f.eks. en tidligere chefredaktør, som ved, hvad det vil sige at redigere virkeligheden ved at styre uregerlige typer med fast hånd. Man tror åbenbart, at man kan klare sig med en masse overbetalte boldflyttere, som praler med, at de kan score med spin.

Topspin [14/12, 15/12]

Det forlyder, at flere spinchefer på Christiansborg er ved at omlægge deres strategier under indtryk af den massive presseomtale af en lækket lydfil med en samtale mellem to journalister. Strategien vil for fremtiden være at servere det allerværste spin i form af en strengt fortrolig, privat telefonsamtale, som optages i smug, og som først sendes til DRs nyhedschef, som lægger den i en bankboks. Derefter sendes samtalen anonymt til Ekstra Bladet. Det har nemlig vist sig, at pressen betragter informationer, der leveres på lige netop denne måde, som den pureste sandhed. Derfor er man i Venstre allerede langt fremme med læseprøverne til denne samtale: Troels Lund Poulsen: ”Loft (departementschefen, red.) handler helt uden min vidende, pisse idiotisk.” Løkke: ”Heldigvis ved jeg absolut intet om dette; vil du købe en aktie i Græsted Boldklub?” En anonym kilde har lækket til Groft sagt, at SFs presseafdeling i øjeblikket forgæves ringer rundt for at finde én, som i en hemmelig, fortrolig telefonsamtale – og gerne med en masse eder og forbandelser – vil sige noget pænt om Villy Søvndal.

Spindoktorstrejke [13/12, 14/12]

Mange i kultureliten af professionelle jammerkommoder jamrer lige nu løs over at spindoktorerne er en byld på den politiske kultur. Med Ekstra Bladets moralsk oprustede chefredaktør som hovedperson i alle TV-debatter. Men enhver borger oplever jo med sine egne sanser dagligt, at den politiske substans, som alle den politiske elites generaler og orakler elsker at holde skåltaler for, bliver mere og mere overflødig, når det politiske stof skal sælges. Medrivende historier om chefredaktører, spindoktorer og journalister kører efterhånden helt af sig selv. Lige nu taler alle medier således om en lydfil, som en anonym har afleveret til Ekstra Bladet. På denne fil forklarer en journalist på TV2 til en tidligere ansat journalist i DR, at han engang i fortiden har fået at vide af den tidligere forsvarsministers spindoktor, at der skulle jægersoldater afsted til Afghanistan. Men det benægter den tidligere spindoktor, at han har sagt. Groft sagt vil foreslå alle landets spindoktorer at strejke, indtil medierne bønfalder dem om at genoptage arbejdet med at udfylde spalter og sendetid.

 

Klimaballon [12/12, 13/12]

Efter at TV i ugevis har fremvist undergangsmærkede ansigter, som leverede retoriske toppræstationer med gribende appel til det allerbedste i mennesket, fik vi jordboere en fortjent happy end, nemlig en aftale. Aftalen går ud på, at alle verdens lande inden 2015 skal blive enige om rammerne for at aftale konkrete klimamål, der skal implementeres i 2020. Desuden har man aftalt en Grøn Fond, som skal hjælpe udviklingslandene. Fonden er foreløbig ren godgørende struktur uden penge, men USA forventes at yde til den. Da USA jo selv mangler penge for tiden, kan USA vel bare yde til fonden med penge, som man låner i Kina, som jo skovler penge ind, fordi de vækster løs helt uden hensyn til klimaet. Kynikere vil hævde, at årets klimaaftale bare er varm luft, men Groft sagt mener, at menneskehedens største udfordring er at bevare håbet, netop når det ser allermest håbløst ud. Og derfor glæder Groft sagt sig med alle verdens TV-stationer over, at det nu igen er lykkedes for en klimakonference i løbet af et par uger, først at martre os med rædsel over jordens undergang for derefter at lade os stige højt til vejrs med håbets glade ballon.

 

Skats skjald [9/12, 12/12]

Alle ved, at uden netværk bliver man ikke til noget. Men nu træder så Skat Københavns topchef, Erling Andersen, frem i Jyllands-Posten som rollemodel for indadvendte stræbere helt uden netværk. Først var han i 12 år formand for en fagforening; derefter har han siden 1998 været chef i forskellige dele af Skats imperium, inden han i 2009 blev topchef for Skat Københavns 1100 sjæle. Og det har han alt sammen klaret helt alene. Han forsikrer, at han ingen tilknytning overhovedet har til politiske netværk af nogen art. Den redegørelse, som har fået Ekstra Bladets chefredaktør til at lyde som et politisk overkorrekt medlem af Det radikale Venstre og udløst en kommissionsundersøgelse, har den gode Andersen lavet helt mutters alene: Ingen har hjulpet ham eller læst redegørelsen igennem, inden han afleverede den til skatteministeren. ”Det har ikke været fornødent. Jeg arbejder meget selvstændigt,” siger den brave embedsmand, som her fuldstændig ligner vor store nationalskjald Adam Oehlenschläger (1779-1850), som jo også i splendid isolation skrev direkte på guddommelige inspirationer fra de allerhøjeste sfærer.

 

Rettidighedschef [9/12, 11/12]

I sin kamp for tog til tiden til de altid kværulerende pendlere har DSBFirst skåret ned på antallet af tog på Kystbanen. Men nu har pendlerforeningen så lavet en undersøgelse, der viser, at 12 pct af pendlerne synes, at færre tog bare har gjort forsinkelser og aflysninger endnu værre. Og de kværulerer nu løs over, at der i sidste uge, som var en helt almindelig uge uden sne og frost, kun var 85 pct af togene, der afgik rettidigt. Groft sagt kan ikke andet end beundre DSBs måde at takle disse utaknemmelige brokhoveder på. Direktøren for DSBFirst lover således godmodigt fortsat at ville sætte fokus på rettidigheden i 2012, fordi: ”Vi ved fra erfaring med S-tog, at hvis toget kommer til tiden, så smitter det også af på resten af togturen.” Og det er jo helt rigtigt set: Ved at nedsætte antallet af tog og sørge for at de kører uforudsigeligt, så sikrer DSB, at selv  hærdede kværulanter opfyldes af lyksalig taknemmelighed, hver gang et tog mirakuløst kører rettidigt. Projektet støttes varmt af Banedanmark, som allerede har ansat en Rettidighedschef.

 

 

Europas redning [9/12, 10/12]

Efter forhandlinger i EU natten mellem torsdag og fredag var overskrifterne i medierne alarmerende: ”Forhandlingssammenbrud” og ”EU splittet i to”. Og den franske præsident Sarkozy lignede en traumatiseret dødning, da han på TV gav Storbritannien skylden. Hertil kom, at alle eksperter udmalede store og uoverskuelige udfordringer for EU med at få omverdenen til at fatte tillid til euroen. Men så – midt i al håbløsheden og fortvivlelsen – lød en røst gennem Europa. En røst fuld af håb og fortrøstning, som udspredte glædens budskab til alle: ”Det der er vigtigst i aften, er, at man har skabt ro omkring euroen.” Og ordene kom fra vor leder, Helle Thorning-Schmidt. Groft sagt anerkender, at Thorning, allerede inden Danmark overtager EU-formandskabet, helt naturligt benytter anledningen til – på europæisk niveau – at afprøve sin velkendte teknik med at tale kendsgerningerne stik imod. Selv om teknikken har vist sig ineffektiv over for små nationale anliggender som løftebrud og elendig regeringsstart, så må vi alle nu bede til, at den kan udrette mirakler i Europa.

 

 

Ged barberet [7/12, 9/12]

Det er velkendt, at Lars Løkke afskyr ”Kloge-Åger”, som fortæller ham, hvad han skulle have gjort. Alligevel vil Groft sagt vove sig frem med råd om, hvad Løkke bør sige næste gang, der står en skallet, gedelignende mand med skægstubbe og stiller irriterende spørgsmål, mens han propper en stor rød mikrofon op i munden på ham. Nemlig dette, som skal siges så langsomt som muligt: Tak, hr. Qvortrup, for det meget præcise og enkle spørgsmål, som jeg ser frem til at besvare fyldestgørende. Jeg ved, at du ikke stiller spørgsmålet, fordi du hader mig og derfor nyder at se mig stå presset op mod væggen og svede. Du stiller det, fordi du som journalist kæmper nådesløst for sandheden og ikke vil lade en politiker slippe afsted med at tale udenom. Bravo! Men noget for noget. Så hvis I nu alle sammen først træder tre skridt baglæns, mens I i kor siger ”Goddag mand, Økseskaft”, så vil jeg svare. – Efter journalisterne har gjort som ønsket, bringer Løkke sit tøj i orden, tørrer sveden af panden og siger: Ja, vi taler faktisk hele tiden om Helle i Venstre. Og så er den ged vist barberet.

 

Domptørens død [6/12, 8/12]

Der jamres i øjeblikket over, at spindoktorerne har fået for meget magt. Groft sagt mener, at problemet er et helt andet, nemlig at politikerne får alt for dårlig kommunikationsrådgivning fra disse toplønnede lejesoldater. Enhver kan med egne øjne tydeligt se, at vores to politiske topfigurer, Thorning og Løkke, begge får katastrofalt elendig rådgivning, inden de skal møde pressekorpset i en tv-transmitteret pressekonference. På sine tirsdagspressekonferencer slås Thorning igen og igen til tælling af de mest indlysende spørgsmål. Og Løkke lod sig drive helt ind i væggen af et journalistkobbel i blodrus, da han skulle svare på det mest forudsigelige spørgsmål af alle, og leverede defensiv sort tale, som sendte bølger af lyksalighed gennem regeringskontorerne. Det er på TV, at Groft sagt og resten af befolkningen med egne øjne oplever politikerne unplugged og vurderer deres troværdighed og kompetence bag facaden. Og vi kræver at se kloge politiske ledere, der med klar, humoristisk tale kontrollerer hysteriske journalister. Vi går jo heller ikke i cirkus for at se tigerne æde domptøren.

 

Hother Titanic [2/12, 7/12]

Ved stormen forleden tilbragte vejrvært Cecilie Hother hele dagen yderst på en mole i Hanstholm Havn for at kunne rapportere direkte, mens hun for øjnene af os alle sammen kæmpede heroisk mod bølgerne, som hele tiden var ved at skylle hende væk. Samtidig blev resten af landets befolkning rådet til at holde sig inden døre og gøre klar til strømsvigt. Eksperter har oplyst, at Hother bar en helt utilstrækkelig redningsvest. Hun ville altså være gået til bunds, hvis bølger og vind havde fået tag i hende. Men Groft sagt kan trøste med, at så ville hun og hendes TV-station til gengæld blive husket til evig tid, fremfor alle de hundredvis af studieværter og TV-stationer, som bare forsvinder i det stille, fordi de ældes og dør. Hother ville så blive som det legendariske Titanic, som alle kun husker, fordi det fik en dramatisk undergang med en masse dødsofre. Ingen laver i dag udstilling og mindestuer for Titanics identiske søsterskibe, som bare tøffede frem og tilbage uden at ramme et isbjerg og synke. Groft sagt anbefaler ikke direkte, at Hother løber molen ud ved næste storm, men TV-seerne er vant til, at ethvert TV-drama udløses i et naturligt klimaks.

 

Høg over høg [5/12, 6/12]

Danmarks legendariske, fæle spindoktorsataner, Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, optræder nu som public service-TV’s tiljublede, politiske sandhedsvidner og kæledægger. Nu har vi så endelig fået et værdigt bud på en ny spindoktorsatan, nemlig Peter Arnfeldt, Troels Lunds Poulsens tidligere rådgiver. Men mens pressen fnyser over Arnfeldts afskyelige manipulationer af et dydssiret Ekstra Bladet, så glemmer man helt at undre sig over, at informationerne om Peter Lofts deltagelse i fem møder i Skat København dukker op i medierne lige netop på et tidspunkt, hvor det går katastrofalt dårligt for Socialdemokratiet, som står til 20 procent mod Venstres op til 36 procent. Ingen tror vel, at dissse halvandet år gamle oplysninger åbenbares lige netop i dette øjeblik, fordi nogle journalister har gravet i halvandet år, inden de nåede frem til dem? Nej, nogen inde i systemet har været interesseret i at hjælpe regeringen ved at sørge for, at det kom frem nu. Og det er kun godt, at enhver offentlig ansat med et anononymt telefonopkald kan foreslå en journalist at søge aktindsigt i noget, som lugter.  Men ingen bør glemme, at det allerfæleste spin, er det, som ingen opdager, fordi alle nu jagter dæmon Arnfeldt.

 

Tvangslæsning [2/12, 5/12]

”Skoler har indført tvangslæsning” læser Groft sagt i en sensationel overskrift fredag. Aha, tænkte Groft sagt naivt, det kan umuligt betyde, at eleverne nu tvinges til at forberede sig til undervisningen, for det gør de jo i forvejen helt rutinemæssigt. Men måske kan det betyde, at man i det danske skolevæsen nu afprøver en ny pædagogisk metode inspireret af den barske udenadslæren af Koranen, som man praktiserer i mange muslimske landes sorte skoler. Og hvorfor ikke? Ingen effektive pædagogiske metoder bør være hellige, når det handler om at forhindre den katastrofe det er, at 16 procent af hver årgang tilbringer 9 år i folkeskolen uden at lære at læse og forstå en simpel tekst. Men så afslører teksten under overskriften, at tvangslæsningen bare består i, at næsten alle folkeskoler nu har indført læsetræning, hvor eleverne i skoletiden får besked på at sætte sig ned og læse i en bog, som de selv har valgt. Rystet må Groft sagt konkludere, at den daglige tvangslæsning i form af hjemmeforberedelse af næste dags lektier, er gået i glemmebogen.

 

Abelæsning [2/12, 3/12]

I de muligvis flere år, der vil gå før en kommission får endevendt håndteringen af Helle Thorning-Schmidts skattesag, vil sagen være ude af medierne. Det vil ske med den begrundelse, at ”nu må vi vente og se, hvad kommissionen finder ud af.” Men allerede ud fra pressens citater fra de skriftlige redegørelser, der forårsagede beslutningen om en  kommission, kan man leve sig ind i det vigtigste drama, som kommissionen vil oprulle. Direktør i Skat København beretter således at han, efter at afgørelsen er blevet kendt i ministeriet, får et telefonopkald fra en topembedsmand: ”Steffen Normann Hansen oplyser, at skatteministeren (Troels Lund Poulsen (V) red.) har prøvet at få Skat Københavns afgørelse omgjort. Det er undersøgt, om Skatterådet kan tage sagen op, hvilket dog er opgivet. Departementschef Peter Loft har sagt endegyldigt nej til dette.”  Her spadserer aben dygtigt rundt ved hjælp af udtryk som ”skatteministeren har prøvet”, ”det er undersøgt” og ”Loft har sagt”. Og aben sidder hos ministeren. Har unge Lund Poulsen en chance mod den Tamil-garvede danske embedsstand? Fortsættelse følger.

 

Groft sagt yder [30/11, 2/12]

Også Groft sagt har en pligt til at yde, før vi har ret til at nyde. Det er alt for let bare at vælge den nemme løsning: at nyde at skrive skrappe ting om alle de fejl og skandaler, som S-SF tramper dumstædigt rundt i. Nu senest SF’s socialordfører, Özlem Cekics tragikomiske jagt på en vaskeægte, fattig dansker. Og tirsdag efter tirsdag fortryller Thorning alle med sin ”Komiske Ali”-figur ved talepulten i Statsministeriet – en figur, som efterhånden i parodisk præcision overgår Ulf Pilgårds rammende og sejlivede parodi på Dronning Margrethe i hvert års Cirkusrevy. Men forskellen er, at kun de onde ler ad statsministerens parodi. For alle forstår efterhånden at Danmarks problem er, at vores statsminister ikke er en skuespiller, der parodierer en statsminister. Hun er faktisk statsminister. I forlængelse af denne erkendelse yder Groft sagt hermed det konstruktive forbedringsforslag, at Thorning på næste tirsdagspressemøde optræder som Poul Schlüter. Han fik i 1982 vendt landets ødelæggende pessimisme til optimisme og vækst i høj grad ved altid at sørge for at få journalisterne til at le kærligt med sig, når han sagde Komiske Ali-replikker som ”Det går jo godt”. Og derfor troede flere og flere efterhånden på det. Og så gik det faktisk bedre og bedre.

 

Over hækken [29/11, 30/11]

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup overraskes jævnligt over ting, som alle ved. Da det f.eks. kom frem, at den drabssigtede 16-årige somalier lige havde været på genopdragelsesrejse, indså Karen Hækkerup i et TV-indslag, at  ”genopdragelser har Fanden skabt”. Og da man for nyligt dokumenterede omfanget af social kontrol hos muslimske indvandrerfamilier, så ramte denne kontrol Karen Hækkerup som et lyn fra en klar himmel, og hun udbrød bl.a.: ”Det er til at græde over, at social kontrol for så mange mennesker åbenbart er en integreret del af deres hverdag.” Groft sagt skal her undlade at håne Karen for uvidenhed, idet Groft sagt nægter at tro, at en Hækkerup som har været medlem, først af Borgerrepræsentationen i København og derefter af Folketinget siden 2005, kan være så naiv og uvidende. Derimod skal Groft sagt rose Karen for teknisk TV-snilde. Hun opfylder TV-seerne og sendetiden så meget med sine citategnede følelsesudbrud, at få i landet bemærker, at hun ikke aner, hvad hun konkret skal gøre for at mildne problemerne.

 

Elbøn [25/11, 29/11]

Bøn, som ejere af elmålere kan bede, mens de knæler ved måleren i kosteskabet: Kække Connie (Hedegaard, EU-klimakommissær), klimaets håb og beskytter! Lad mig ikke opgive kampen, selv om jeg ved, at 99 procent af alle arter, der nogensinde har eksisteret her på kloden, allerede er uddøde. Og lad mig ikke miste modet, selv om jeg ved, at om få milliarder år, er kloden helt renset for alt liv. Lad mig aldrig slå ud af, at vi danskere er så få, at vores CO2-udledninger er svære at få øje på i det store, globale regnskab. Lad mig – fuld af håb og fortrøstning – fortsat gå forrest med at reducere CO2-udledningen, for at inspirere resten af min husstand, mine meddanskere og hele EU til at gøre det samme. Og selv om EU efterhånden kun står for 11 procent af de globale CO2-udledninger, mens Kinas og USA's enorme udledninger fortsat stiger, så lad mig aldrig tvivle på, at det snart vil lykkes dig at få verdens supermagter på bedre tanker. Og sidst, men ikke mindst: Giv mig for helved styrke til fortsat at se min elregning vokse ind i himlen. Amen.

 

Javel, hr. formand [25/11, 28/11]

EU-formand Barroso døbte forleden de nye EU-obligationer med new speak-navnet ”stabilitetsobligationer”. Forstavelsen ”euro-” er åbenbart efterhånden blevet så lav i kurs, at det var nødvendigt at undgå den i navnet på de obligationer, som skal redde euroen. Men dette valg af navn indebærer ikke en ny ydmyghed hos kommissionsformanden. En journalist spurgte således Barroso, om kommissionen overhovedet har den politiske og tekniske legitimitet til at kunne gennemføre vidtgående træk som at bede et euroland om at skrive sin finanslov om. Hertil svarede Barroso: ”Ja, selvfølgelig. Hvis ikke kommissionen har, hvem har så? Jeg ser ikke at andre kan gøre det. Og med al respekt for nationale regeringer: overvågning kan ikke overlades til medlemslandene.” Det var den slags arrogante replikker, som departementschefen i den vidunderlige satireserie ”Yes, Minister” sagde til sin minister. Og alle vælgerne lo ad galskaben hos den gakkede bureaukrat. Denne Groft sagt ville være mere tryg ved EU-formandens replik, hvis den indgik i en satirisk TV-serie, som udløste demokratiske latterkaskader overalt i Europa.

 

Klichéer [25/11, 27/11]

DR Dramas chef, Ingolf Gabold, går ikke bare klædt som en slem spindoktor i sort tøj og blankpoleret skaldepande. Nu tilstår han også i et afskedsinterview i Berlingske sine fæle troldkunster, nemlig de mange klichéer, han gennem årtier med uhyggelig succes har brugt for at få narret sin kultur-radikale propaganda ind i alle danskerne. Her kan Groft sagt supplere med iagttagelser om klicheers effektivitet også, når pressen skal have virkeligheden til at fænge i befolkningen. Først stod der i Politiken, at departementschef Peter Loft havde deltaget i fem møder om Thornings skattesag i Skat København. Den kliché, som denne kendsgerning aktiverer i alle medier, er, at det nok er den daværende minister, Troels Lund Poulsen, som har sendt Loft i byen for at sørge for, at der kom til at stå noget fælt i afgørelsen. Men nu har Jyllands-Posten så fået aktindsigt i et dokument, hvor Skat København skriver, at de både fandt det ”naturligt og hensigtsmæssigt” at holde møderne. Det udløser så den modsatte kliché i alle medier: at Loft var en, som beskyttede mod dumheder. Groft sagt konkluderer, at klicheer dagligt fejrer triumfer helt uden en dramachef, som selv ligner den værste spindoktorkliché.

 

Frank som helle [23/11, 25/11]

Vælgerhavets uransalige strømme har drevet eksotiske, lyssky skabninger fra det politiske dybhav op til TV-overfladen. I øjeblikket dukker således Frank Aaen hele tiden frem på TV. Det er mange årtier siden, vi sidst på TV så så meget dødt kød, så længe ad gangen og så ofte. Man skal vel helt tilbage til TV-Avisens allerførste værter med stenansigt. Frank taler til os fra en fjern tidslomme. Kontrasten til alle nutidens grimasserende, lalleoptimistiske ansigter på manisk talende, overstadigt lykkelige studieværter, kokke, meteorologer, eksperter og politikere, er slående. Groft sagt skal derfor fortsætte sin opbyggelige rosekampagne af udvalgte politikere med at fremhæve den store trøst, som Frank dagligt giver alle de danskere, som i denne mørke tid lider vinterdepressionens kvaler. Denne plagede minoritet af danskere kan let føle sig marginaliseret og fremmedgjort af hele tiden at se alle de ulideligt festlige gummiansigter overalt på skærmen. Med Frank Aaen har mange deprimerede seere og vælgere fundet en helle på TV.

 

Harry Hero [22/11, 23/11]

DSB tager endnu et dybt dyk, når de med udgangen af 2011 lukker én af deres få, store succeser, nemlig de fremragende, elskede og præmierede reklameindslag med dydsmønstret Bahnsen med klippekortet og tumpen Harry med Taunussen. Marketingdirektør Steen Sørensen Koch begrunder mordet på Bahnsen og Harry således: ”DSB er i dag et andet sted end for 11 år siden.” Og det er jo helt rigtigt, for dengang havde man ikke spoleret sit brand med et forkludret Sveriges-eventyr og indkøb af 83 hundedyre, ubrugelige IC4 togsæt. Men den fulde sandhed er jo, at DSB krysteragtigt stopper reklamerne, fordi alle kan se, at den fanatiske DSB-tilhænger Bahnsen har tabt til Taunus-Harry. Virkeligheden har gjort Bahnsen helt umulig som helt og i stedet sat trumf på Harry. På det danske folks vegne kræver Groft sagt, at DSB – gerne med filminstituttets støtte – fortsætter og udvikler serien i satirisk retning, så vi ikke skal gå glip af alle de ur-komiske situationer, der vil fremkomme hver gang Harry sørger for, at Bahnsen når frem til tiden, selv om han er udstyret med alle tilgængelige klippekort.

 

Bundfrossen [21/11, 22/11]

Den selvcensurede EU-ekspert, professor Marlene Wind, har talt ucensureret siden regeringsskiftet. Og nu genopvækker Wind sin trofaste hadefigur, Pia Kjærsgaard, for at forklare, at de borgerliges ungdomsorganisationer er blevet yderst EU-skeptiske. Det afslørede en undersøgelse i Berlingske Reseach mandag. Professoren fryder sig ikke over disse prægtige unge, politisk bevidste og veloplyste EU-borgeres sunde og forståelige reaktioner på EU's åbenlyse problemer med at holde orden i økonomien, demokratisk underskud i organisationsmåden eller lignende. Nej. Og hun opfordrer heller ikke til, at EU lærer af disse unge elitevælgeres skepsis. Nej, ulykken består ifølge professoren i, at den hjemlige EU-debat har været forsømt i ti år. ”Den har ligget i fryseboksen af hensyn til Dansk Folkeparti, og resultatet er nu en hel generation af unge, der er dybt EU-skeptiske,” siger Wind. Groft sagt må konstatere, at professoren må have ligget i bundfrossen selvcensur dybt inde i elfenbenstårnet, mens Pia tappert sommeren igennem fyrede op under EU-debatten med rød-hvide grænsebomme og flagstænger.

 

Brandkorpset [18/11, 21/11]

I DR Debatten torsdag spurgte Søren Pind bl.a. de andre deltagere, om der var nogen, der ikke troede, at Kina havde indført demokrati om nogle årtier. Men Pind fik ikke noget hørligt svar, da der – som det ofte sker i det program – gik finsk råbekor i debatten. Derfor skal Groft sagt her svare: Hvis der kommer demokrati i Kina, så må det ihvertfald komme indefra. Ligesom det (forhåbentlig) foregår i den arabiske verden i øjeblikket. For de impulser, som lige nu udsendes fra verdens ældste demokratier i Europa, peger mere på, at Kina har fat i den lange ende. Både i Grækenland og i Italien har man netop indsat teknokrater for at redde landene ud af en økonomisk suppedas, som disse demokratier selv har valgt at jokke ud i med åbne øjne. Hvis vi skal inspirere kineserne til at indføre det herlige, kaotiske demokratiske system, som vi alle elsker, så er det ikke smart, at vi er nødt til at overlade styret til ikke-folkevalgte bureaukrater, professorer og universitetslektorer hver gang lokummet brænder. Med al respekt for disse i øvrigt udmærkede professioner.

 

Det uendeligt små [18/11, 20/11]

Den ny realisme, som Georg Brandes indførte i dansk litteratur i 1870’erne, er bl.a. kendt for princippet "det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien." Men princippet med, at de allerstørste sammenhænge åbenbares gennem virkelighedens allermindste detaljer, findes også i politik. Nu f.eks. regeringens beslutning om 28 elever i en gymnasieklasse. Ingen undersøgelser viser, at der er nogen sammenhæng mellem antallet af elever i en skoleklasse, og så hvor mange elever der gennemfører, og hvilke resultater de opnår. Men eleverne foretrækker naturligvis selv at sidde få i lokalet, så derfor har elevernes foretrukne parti, Enhedslisten, nu i finanslovsforhandlingerne gennemtrumfet, at der skal være højst 28 elever i en gymnasieklasse. Vistnok samtlige gymnasierektorer er fortvivlede, bl.a. fordi et sådant loft for klassestørrelser medfører en masse administrativt bøvl. Til gengæld er lærerne naturligvis glade, fordi deres arbejdssituation bliver lettere, og fordi behovet for lærere øges. Men ingen taler om disse uendeligt små ting. I stedet kappes alle om at begrunde sin holdning ud fra uendeligt store og ædle, men altså reelt ikke-eksisterende konsekvenser: elevernes gennemførsel og indlæring.

 

Weiweis bløde punkt [18/11, 19/11]

Alle danske medier, kommentorer og politikere støtter varmt den kinesiske kunstner, Ai Weiwei, som nu udstiller på Louisiana. Samtidig er alle naturligt nok bekymret for, hvad de kommunistiske myndigheder mon kan finde på for at knække denne modige kunstner og rollemodel, som tør tale systemet imod. Men måske er denne beundringsværdige kunstners og politiske aktørs mest bløde punkt slet ikke, at han selv og hans familie er totalt i det kinesiske systems magt. Man kan sammenligne med Dalai Lama, Tibets åndelige leder. Han lever i eksil, altså uden for systemets direkte rækkevidde. Men kineserne kan jo alligevel stærkt neddæmpe det danske demokratis officielle begejstring for ham, ved at true med, at hvis vi omfavner lamaen alt for åbenlyst, så går det ud over vores adgang til det lovende, kinesiske marked. I samme åndedrag som Groft sagt hylder Al Weiwei, vil Groft sagt derfor fromt håbe, at kineserne ikke finder frem til hans mest bløde punkt her i landet, nemlig den minister, som er ansvarlig for vores handel med Kina: Pia Olsen Dyhr.

 

Færge og tog [17/11, 18/11]

Bestyrelsesformand Per Gullestrup fra Danske Færger protesterede i går i et læserbrev her i Berlingske over, at denne Groft sagt slog færgen Leonora Christina i hartkorn med IC4-togene. Og ret skal være ret. Der er forskelle på én katamaran på værft og 83 togsæt i remise. Men der er også ligheder, bl.a. at begge transportmidler rummer nyudviklet teknik, som man så skal reparere løbende, kørende eller sejlende til gene for kunderne. Groft sagts kilde til viden er Bornholms svar på New York Times, nemlig Bornholms Tidende. Her fortalte en søfartsekspert i firspaltet Breaking News på forsiden d. 11/11, bl.a. at færgens problemer skyldes, at man har udstyret færgen med de første eksemplarer af en helt nyudviklet motortype. Oplysninger, som ingen har anfægtet, før formandens læserbrev i går. Groft sagt vil derfor fortsat – sammen med Sydhavnens Motorværksted – kæmpe for princippet om, at det er vigtigere, at færger sejler og tog kører, end at de er tekniske vidundere.

 

Nu i sort [16/11, 17/11]

Groft sagt har iagttaget, at statsministeren optræder mere og mere i sort tøj – som om hun er til begravelse. Men det er ikke kun tøjet, som bliver mere sort. Statsministerens tale går også mere og mere i sort. På seneste tirsdagspressemøde ville statsministeren ikke bekræfte, at hun er ”Komiske Ali”, når hun hævder, at det går godt for regeringen. Og hun stak journalisterne denne uddybende forklaring: ”Jeg sagde ved sidste pressemøde, at det gik godt, fordi jeg opfattede det som et spørgsmål om, hvordan vi var gået i gang med at løse problemerne.” Men således opfattede alle journalister og resten af landet jo også det banale, oprindelige, helt entydige spørgsmål. Derfor er det helt sort godnat at lade som om, der er noget som helst at præcisere. Men den sorte tale efterlod journalistkorpset lamslået og tjente dermed sit formål. Thorning bør snarest tildeles det sorte bælte i sort retorik.

 

IC4 til Bornholm [15/11, 16/11]

For nyligt vejrede alle morgenluft med IC4-togene, fordi en konsulentrapport havde løst gåden om, hvordan man kører med tog, der ikke virker: Man sætter togene ind i fartplanen, som om de kører, og tager dem så ud til reparation, efterhånden som det viser sig, at de alligevel ikke kører. Eller ikke bremser. I øjeblikket står alle tog jo i remisen til bremsekontrol, og flere trafikordførere ser ud til igen at være gået i panik over IC4-skandalen. Men hjælpen kan være nær. For princippet om at reparere et teknisk nyskabende transportmiddel, samtidig med at man i fartplanen lader som om det virker, blev allerede i sommer søsat i den bornholmske færgedrift, hvor den teknisk nyskabende katamaran-færge Leonora Christina lå til reparation i mere end tre uger midt i højsæsonen. Og nu oplyser Bornholms Tidende, at færgen ligger i Odense, hvor 60 superteknikere fra hele verden bakser med svejsninger, plader og færgens eksperimenterende, nye motorer. Og teknikerne assisteres af de brave folk fra Sydhavnens Motorværksted i Rønne, som til daglig – til manges overraskelse – sætter det tekniske vidunder istand til at forlade havnen. Groft sagt må stærkt anbefale DSB at lade Sydhavnens Motorværksted banke IC4-togene igang.

 

Ofret Breivik [14/11, 15/11]

Alle medier, kommentatorer, politikere – og også Groft sagt – synes, at det er afskyeligt, hvad Breivik har gjort. Samtidig er alle helt klar over, at Breivik vil bruge alle retsmøder til at udbrede sit afskyelige, vanvittige og skrupforkerte politiske budskab til hele verden. Ud fra en logisk sammenhængende tankegang burde alle medier, kommentatorer og politikere derfor tie ham ihjel. Men det stik modsatte sker jo. Sagen gejles op af vistnok alle medier. I skrivende stund er tophistorien på DR Update en direkte telefonrapport fra køen ind til det første offentlige retsmøde. Der er flere hundrede i køen ind til retssalen, som kun kan rumme 130 tilhørere. Og der er akkrediteret 177 journalister fra alverdens medier. Man aner, at der vil opstå panik, når det går op for pressefolkene, at der ikke er plads til alle. Groft sagt forudsiger, at alle medier i morgen (tirsdag) især vil fortælle om, hvad Breivik følte, da han blev offer for verdenspressen. Breiviks forsvarer kan allerede nu pirre pressens interesse for dette med denne udtalelse: ”Breivik er mentalt forberedt, men det er klart at alt postyret nok vil påvirke ham.”

Hemmelige ambassadører [4/11, 14/11]

Helveg-klanen har altid haft noget gammelklogt over sig. Det lever den nyeste Helveg på Tinge med fornavnet Rasmus helt op til, når han skal forklare, at Ritt ikke bare stiltiende finder sig i at blive fyret som eksportambassadør. ”Det er typisk, at Ritt gør dette her til et spørgsmål om hendes egen person,” udtaler Rasmus. Og det er jo hvad alle trætte, gamle mænd i Folketinget altid har bebrejdet Ritt i umindelige tider. Men sandheden er, at Ritt som én af de første i dansk politik indså, at medierne mere og mere forsømmer abstrakte politiske sager til fordel for overdådig dækning af de personer, som håndterer sagerne. Derfor ved hele landet da også nu, at Ritt både blev udnævnt og fyret som eksportambassadør for Kina. Og måske er der også enkelte, der svagt husker, at Uffe Ellemann vist også var eksportambassadør. Men ingen aner, hvem de tre sidste ambassadører var, endsige hvad de lavede for det anstændige salær. De både kom og skred i ophøjet, upersonlig stilhed. Ligesom yngste Helveg snart gør, hvis han ikke tager ved lære af Ritt.

 

Kamelslugning [11/11, 13/11]

På Socialdemokraternes kongres forleden forberedte Helle Thorning-Schmidt glædesstrålende partiet på, at der også i fremtiden skulle ”sluges kameler”. Det viser sig nu, at der ligger mere klogskab i partilederens valg af billede, end mange umiddelbart troede. Forskere har nemlig, ifølge Berlingske, fundet ud af, at kameler er noget helt enestående i dyreriget. I kamelblod findes stoffer, der kan afsløre løse tænder. Ved at sluge kamelerne hele uden at tygge dem – således som deres partileder klogt formaner dem til – undgår  Socialdemokraterne altså risikoen for, at kamelernes blod i de socialdemokratiske mundhuler afslører løse tænder og smuldrende kæber. Groft sagt undrer sig dog lidt over, at Socialdemokraterne ikke bare finder nogle andre enorme dyr at fortære, f.eks. elefanter eller blåhvaler. Dem ville de jo, ifølge forskerne, kunne tygge vellystigt uden fare for afsløring af truende tandløshed. Og dermed samtidig undgå faren for kvælning.

 

Som en personlig trøstende kommentar til partiet vil jeg stilfærdigt tilføje at man ikke i partiet skal frygte at miste tænder og faste kæber. Slanger, som hverken har tænder eller nagelfaste kæber, sluger enorme dyr helt problemløst – netop fordi hverken tænder eller kæber blokerer.

 

Bonnichsen [11/11, 12/11]

Først fortalte TV2, at flere uafhængige kilder havde oplyst, at PET havde telefonaflyttet Sass Larsen i to måneder. Så forlangte Sass, at PET fremlagde alt, de havde på ham. Derefter meddelte PET-chef Scharf i en pressemeddelelse, at PET ikke havde telefonaflyttet Sass. Så konkluderede den pensionerede operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, i et telefoninterview: ”Jeg synes, det er en overordentlig glædelig meddelelse, at PET ikke har medvirket til overvågning af en højt profileret oppositionspolitiker.” Men heri ligger jo så også, at Bonnichsen hele tiden må have vidst, at Sass er en helt ren person, som der ikke har været nogensomhelst grund til at overvåge. Spørgsmålet er nu, hvorfor TV2 og alle andre ikke straks går til Bonnichsen, hvis de vil kende den virkelige sandhed om Sass og andre? Det er en skandale, at Thorning har forkastet Sass som minister uden at spørge Bonnichsen. Og det er direkte tåbeligt, at medier og oppositionspolitikere i øjeblikket bruger mange ressourcer på at få opklaret, om Ole Sohn personligt modtog penge fra Moskva. Spørg dog bare Bonnichsen.

 

Ros til Thorning [11/11, 12/11]

Beviserne mod den såkaldte Amagermand tårner sig op. Men han forsvarer fortsat sin uskyld. Når anklageren spørger: ”Så du kan ikke forklare, hvordan dit DNA er kommet på Lene?” så svarer Amagermanden: ”Overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke forstå det. Det er mig en gåde.” I politik svarer en retssags DNA-beviser til de underskrevne garantibeviser og TV-interview, som en politiker giver i en valgkamp. Det er således et DNA-TV-bevis, at Helle Thorning-Schmidt lovede borgere på torvet i Svendborg at sørge for at bevare deres skadestue. Dette DNA-bevis har Thorning forsøgt at bortforklare på mange måder i den seneste tid. Men hun har dog aldrig – som Amagermanden – sagt, at hun ikke kan forstå, hvordan det TV-interview med hende på torvet er opstået. Dette mådehold i bortforklaringer vil denne Groft sagt rose Thorning for. Hermed melder Groft sagt sig samtidig under fanerne hos blogger Anne Sophia Hermansen, som forleden på forsiden af Berlingske langede ud efter alle, der gør ”skolegårds-grin” med politikere. Når en politiker fortjener ros, er Groft sagt altid blandt de første.

 

Europas lysglimt [4/11, 6/11]

Finanserne er af lave. Underernærede børn i U-landene dør i massevis dagligt. Derfor fryder denne Groft sagt sig, sammen med alle andre, over det lysglimt i mørket, at den nye europaminister, tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen, netop er blevet far. Moren er en tidligere MF’er,  som Wammen dog ikke har været kæreste med. ”Vi er moderne forældre,” forklarer han. Ekstra Bladet fortæller om Wammens mindst 4 unge, fremtrædende kvindelige politikerveninder fra S, K og V gennem tiderne. Og ingen af de mange forskellige tværpolitiske kærester og veninder har et ondt ord at sige om Wammen. Tværtimod. På den baggrund tør Groft sagt godt forudsige, at Wammen bliver en stor politisk leder. Det bliver nemlig af stadig større betydning for en politiker at kunne indgive befolkningen håb og glæde i en verden, som bliver stadig mere truet af finanskriser, overbefolkning og klimakatastrofer. En mand, som tidligere kærester kun har godt at sige om, har netop de kvaliteter, der skal til for at score de kvindelige vælgere hen over midten, som også i fremtiden vil være den sikre vej til magten.

 

 

 

Gud bevare satiren [4/11, 5/11]

Det franske satiriske magasin Charlie Hebdo har fået ødelagt sine redaktionslokaler af en brandbombe. Man mener, at det er muslimske ekstremisterder har villet protestere mod at magasinet lader profeten Muhammed redigere det netop udkomne nummer, som er omdøbt til Sharia Hebdo. I en tegning på forsiden truer profeten læserne med 100 piskeslag, hvis de ikke dør af grin under læsningen. Fordi magasinet helhjertet bakkede op om Jyllands-Posten, da dette blads tegninger vakte postyr, så må Jyllands-Posten nu bruge en hel leder på at begrunde, at man ikke tør kvittere for hjælpen dengang ved nu at bringe Charlie Hebdos tegning. Denne Groft sagt vil ikke spotte Jyllands-Posten for denne undladelse. Og heller ikke spotte politiet for ikke at kunne opretholde lov og orden og beskytte en dansk virksomhed effektivt mod attentater. Sådanne spotterier vil være for letkøbte. Dem, der skal hånes og spottes, er troende, som mangler sans for de komiske sider af deres gud eller profet. Herunder komikken i, at en så almægtig figur skulle have behov for at blive forsvaret med molotovcocktails.

 

Tak, Grækenland [3/11, 4/11]

Ordet ”krise” er gennem årene blevet brugt så meget om EU, at det er blevet EU's svar på ”Ulven kommer”. For befolkningerne har kriserne sjældent kunnet mærkes som andet end en masse ministre og bureaukrater, som stiger ud af mørke biler og går ind i en bygning, mens de høfligt hilser på de turister og pressefolk, som står ved indgangen. Den fængende historie om mennesker i kød og blod har manglet. Men her har Grækenland virkelig gjort en forskel. Først svindler man sig ind i Eurozonen med sminkede regnskaber. Så tvinger man i en ren afpresningsaktion de andre Eurolande til at forære sig 745 milliarder, fordi man ellers desværre bliver nødt til at gå bankerot og trække Italien og måske Spanien med sig. Og mens Merkel og Sarkozy glæder sig over, at den desperate redningsaktion lykkedes, så gør Papandreou lige netop det, som hele EU frygter allermest: spørger folket. Selv om det måske ender med, at grækerne melder sig ud af euroen og går rabundus, så skylder hele EU Grækenland stor tak for at have skabt et folkeligt drama, som igennem flere dage har givet europæere uden for EU-eliten en helt ny, intens oplevelse af faktisk at være med i samme fortælling.

 

Espersens brystflæsk [2/11, 3/11]

Søren Espersen (DF) giver udtryk for, at Libyen har ført Danmark bag lyset, når den fungerende statsminister Jalil nu melder ud, at enhver lov, der strider mod principperne for islam, vil være ugyldig i det nye, demokratiske Libyen. Til Berlingske fortæller Espersen, som var med, da en dansk delegation, anført af Thornings røde modetaske, besøgte oprørerne i juni: ”Vi blev snøret. Hverken Jalil eller de andre oprørere nævnte sharia. Tværtimod talte de varmt om demokrati og menneskerettigheder. Vi har næret en slange ved vores bryst.” Her må groft sagt indigneret spørge: Hvor naiv har en dansk parlamentariker lov at være? Libyske oprørere, som er afhængig af danske præcisionsbomber til 290.000 kr. stykket, vil da ikke ødelægge en flink dansk politikerdelegations gode humør med shariasnak, som jo kan virke provokerende på demokrater. De libyske oprørere har simpelthen benyttet ”den gode tone” over for Espersen. Hvor tragisk at denne korsfarer, som altid kæmper så bravt mod den gode tone på dansk grund, skulle blive så let et offer for den, da han mødte den i den libyske ørken.

 

Borgen [31/10, 2/11]

Har madeksperten Adam Price, hjulpet af TV-Avisens Ask Rostrup, lavet en fængende TV-føljeton om dansk politik? Ja, denne Groft sagt er godt underholdt, når statsministeren bl.a. spytter badeværelsesspejlet fuldt af tandpasta i frustration over, at hun har måttet give datteren piller mod depression. Men seriens realisme lider tydeligt under de meget lange produktionstider i DRs dramaafdeling. Det viser sig ved, at næsten alle toppolitikere i serien er gamle knudemænd. Men i virkelighedens Danmark i dag er toppolitikere jo typisk meget unge mennesker. I Berlingske mandag så vi således store billeder af fire toppolitikere: Lene Espersen, Vestager, Thorning og Johanne Schmidt-Nielsen. De er alle unge, meget attraktive kvinder som hele tiden er optaget af at opdatere deres twitter- eller facebookprofil med mobiltelefonen. For at gøre serien bare lidt mere realistisk skal Groft sagt derfor foreslå, at næste sæson handler om, hvordan en gammel, klog mand med en masse erfaring tilbageerobrer magten fra alle de børn og unge, som har indtaget virkelighedens Borgen.

 

Selvsatire [6/10, 7/10]

Satirikere vånder sig allerede over det ekstremt høje satireniveau, som den nye regering har sat. I den gamle regering var det svært nok for satirikere at overgå Birthe Rønn, Lene Espersen, Henriette Kjær og andre, som ofte var rablende satire i sig selv. Men den nye regering er ikke kun satirisk i kraft af flere af de nye ministre. Den er satire på et højere niveau, fordi hele regeringskonceptet er satirisk: en statsminister, som fører den politik, som hun hudflettede i valgkampen. Hun lader sig tiljuble som sejrherre, selv om hun har skrumpet sit parti gennem to valg i træk. Sine skuffede vælgere forklarer hun pædagogisk, at alle hendes urealistiske løfter blev afgivet under den underforståede forudsætning, at man efter valget kunne skaffe de penge, som det ville koste. Og det har så 14 dages studiekreds på et hotel på Amager med rygepauser desværre vist, at det kan man ikke. Og nu sælger hun så i Folketinget oppositionens politik som sin egen med buzzordet ”moderne”. Groft sagt har holdt to minutters stilhed i kollegial beundring over Thornings selvsatiriske grovheder.

 

Hoppende nål [5/10, 6/10]

Flere læsere af Groft sagt har bemærket, at Helle Thorning i åbningstalen i Folketinget lavede en række små fejl. Det var som om hun snublede i ordene. Selv helt lette ord. Lynhurtigt blev det for det meste rettet. Nu spørger en læser så, om det kan skyldes, at hun var nervøs og anspændt. Nej, kan Groft sagt oplyse. Helle Thorning har i et interview med Henrik Qvortrup fra TV 2 afvist, at hun er spor nervøs over sin nye rolle. For at afklare mysteriet har Groft sagt derfor flere gange afspillet talen på nettet under intens aflytning. Og det fremgår tydeligt, at der er en ganske enkel forklaring på de små lydhop. Forklaringen er, at Thorning taler ved hjælp af en gammeldags grammofonplade, som hendes spindoktor, Noa Redington, støber til hende. Redington har forklaret Groft sagt, at åbningstalen desværre blev spillet med en gammel nål, som var blevet helt slidt ned i valgkampen. Og da den plade, han havde sat på, samtidig var godt brugt, så hoppede nålen simpelt hen i rillen. 

Konservativ genrejsning [30/9, 3/10]

Per Stig Møller og andre har i kronikker forsøgt at forklare, hvad konservatisme går ud på. Men de spidsfindige ideologiske udredninger er svære at begribe, fordi forklaringerne opstiller konservatisme, som fornuftens svar på liberalisme og socialisme. Men enhver klar opfattelse af begge disse ideologier er jo for længst spoleret af Venstre og Socialdemokraterne i deres hårde kamp om midtervælgerne. Derfor virker alle kronikkerne fra konservative åndsgiganter nu mest som en bekræftelse af Schlüters berømte ord fra 1983: ”Ideologier er noget bras.” Og den udmelding gav jo partiet 42 mandater. Derfor råder Groft sagt Barfoed til at følge Schlüters enkle og letfattelige principprogram op med et tilsvarende enkelt og ærligt handlingsprogram: ”Vi er villige til hvad som helst, som kan skaffe os flere stemmer.” Og hvis Barfoed så samtidig vil lade være med på TV at lave sit trick med at få det hvide i øjnene til at lyse ekstra, når han siger noget vittigt, så vil de bortskræmte vælgere snart myldre tilbage.

 

Bristede illusioner [30/9, 2/10]

Lyden har svigtet et par dage på denne Groft sagts TV-apparat. Derfor har vi været henvist til billedsiden. Her har vi så i dagevis på vores store TV-kanaler set en stadig strøm af billeder af en politibeskyttet, karseklippet mand med solbriller som fra en balkon modtog varm hyldest fra en folkemasse af sundhedsstruttende, karseklippede bodybuildere i læderveste, som ankom skulder ved skulder på nogle imponerende motorcykler. Igen og igen så vi denne tydeligt højtelskede leder dagligt kvittere for hyldesten med V-tegn og lykkelig vinken – kun afbrudt af munter småsnak med sine rådgivere som trofast stod ved hans side på balkonen. Groft sagt nåede lige at fryde sig over at TV her med forbilledlig iver viste den opvoksende danske ungdom, hvor vidunderligt det er at tilhøre et solidarisk fællesskab med sunde interesser og en elsket leder. Men så vendte lyden tilbage og afslørede, at billederne viste den kriminelle storforbryder, Brian Sandberg, som nu skulle ind og sidde 11 år for mordforsøg. Groft sagt vil i de næste dage holde sig til billedløse medier.

 

Ikke-prøvens død [30/9, 1/10]

Der stilles stadig større krav til eksperters udtalelser. Undersøgelser har vist, at uhyggeligt mange ekspertudtalelser er helt indholdsløse, fordi de dumper til ikke-prøven. F.eks. har vi igen og igen hørt denne ekspertforklaring på de langvarige regeringsforhandlinger: ”Thorning vil være helt sikker på, at alt er på plads.” Ikke-prøven giver det absurde resultat, at ”Thorning ikke vil være helt sikker på at alt er på plads.” Derfor er forklaringen tomt ordgas. Men nu slår juraprofessor Eva Smith effektivt tilbage på hele ekspertstandens vegne med denne udtalelse i Sass-sagen, som Berlingske bragte flere gange fredag: ”Hvis der ikke er mere i sagen, end det, vi allerede har hørt, synes jeg, at det skal lægges frem.” Som den opvakte Groft sagt-læser sikkert allerede har set, har Eva Smith af egen drift allerede indsat det ”ikke” fra ikke-prøven, som så ofte gør ekspertudtalelser absurde. Med denne dristige operation har professoren på genial vis afvæbnet den frygtede ikke-prøve. Alle eksperter kan nu tale indholdsløst helt uden frygt.

 

 

 

Borgertrøst [29/9, 30/9]

Mange borgerlige vælgere er grådkvalte over udsigten til rødt regimente de næste år. Derfor skal der herfra lyde et trøstens ord. Find fred i den kendsgerning, at striden i den politisk-økonomiske substans mellem blokkene reelt bare står om marginale justeringer i promiller af finansloven. De bærende, ideologiske søjler i det danske demokrati har i årtier slet ikke været de politiske partier, men mediesystemet, embedsmændene og den homogene befolkningssammensætning. Og disse søjler lader sig ikke rokke, uanset hvem der lige tilfældigvis er statsminister et par år. Partiernes vigtigste opgave er i dag at levere interessante figurer til den daglige politiske TV-føljeton og det medieshow med valgkamp og valgaften, som skal engagere befolkningen politisk. Og her har vi ingen grund til at klage over de mange kostelige karakterer, som nu skal folde sig ud i den komedie, der hedder ”Stor ståhej for ingenting”. Til opmuntring af alle forgræmmede borgerlige skal vi hermed istemme Ewalds smukke ord (1766): ”Hold, tåre, op at trille”.

Russisk demokrati [27/9, 29/9]

Man har hidtil troet, at det var nødvendigt at vælte despoten i et land, før man kunne indføre demokratiet. Men nu viser det sig, at man godt kan have begge dele samtidig. Det blev klart forleden, da Ruslands præsident Medvedev på en partikongres bad den tidligere præsident, nuværende premierminister Putin, om at lade sig genopstille som præsident. Putin sad som almindelig tilskuer, men lod sig dog overtale – og udnævnte samtidig sin protegé, Medvedev, til ny premierminister. Ingen af dem forudser åbenbart en kaotisk valgkamp, som den vi lige har været igennem her i landet. Med efterfølgende svære regeringsforhandlinger. Det demokratipjat har tidligere KGB-boss Putin helt styr på gennem sit netværk af gamle KGB-drenge, som kender alt snavs om alle politiske konkurrrenter og alle topchefer i erhvervslivet. Desuden er der så stor selvcensur blandt alle de journalister, som ikke ønsker at blive skudt ned i deres trappeopgang af ukendte gerningsmænd, som sjældent pågribes af et korrupt politi, at det russiske demokratis genvalgte ledere snart igen må påtage sig det tunge ansvar med at tjene folket.

 

Regeringsforhandlingerne [23/9, 27/9]

Der vides ikke meget om regeringsforhandlingerne. Ud over at de foregår på Hotel Crowne Plaza på Amager. Og at de foregår fra tidlig morgen til sen aften. Og det kan blive endog meget sent. Ekstra Bladet fortæller således, at Margrethe Vestager på sin twitterprofil natten til fredag kl. 1.30 lagde et billede af et tomt metrotog og skrev: ”Der er ikke meget New York over metroen lige nu. Dejlige, sovende København. God nat!”. Der er hørt klask fra parkeringskælderen om natten. Det formodes derfor, at meget af det egentlige arbejde med regeringsgrundlaget foregår i kælderen under hotellet, efter at politikerne er taget hjem med metro, cykel eller taxa. I den øde cementkælder forsøger regnedrenge fra Finansministeriet med hårdtslående argumenter at overtale de røde økonomer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at fortælle S-SF ligeud, at planen ”fair løsning” kun var til brug i valgkampen og nu må vige for virkelige tal. Og at få Villy til at forstå, at villyarder ikke findes. Iagttagere vurderer, at det kan tage flere uger.

 

Fynsk forår [23/9, 26/9]

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører, er en af valgets store vindere. Hun er nedsættende blevet kaldt ”elevrådsformanden”, men der er al mulig grund til at glæde sig over hendes energi, frække charme, fremragende debatevner og anlæg for at holde en god tale. Hun er jo netop indbegrebet af den optimistiske, talentfulde unge dansker, som landet har sådan brug for. Det eneste mærkelige ved hende er de politiske synspunkter, hun har. De peger mere i retning af gamle Albanien end Fyn, hvor hun er opvokset i et bofællesskab sammen med sin mor, som er seminarielektor. Men her ligner hun jo bare de fleste andre unge oprørere, f.eks. i Kina og de arabiske lande: De er den systembevarende middelklasses ressourcestærke børn, som laver det oprør, som de altid har hørt deres forældre fable om ved middagsbordet, uden at det er blevet til andet end snak. Og nu fortæller Johanne Jyllands-Posten, at alt det afskyelige, der står i partiprogrammet om revolution og lignende, slet ikke skal tages bogstaveligt. Velkommen tilbage til Fyn, Johanne.

Manipulation [23/9, 24/9]

Don Ø kæmpede efter bagmandspolitiets opfattelse med ulovlige midler for at bevare illusionen om Parken som et enestående erhvervseventyr. Der blev både manipuleret med aktiekurser og tilskuertal for at få investorer til at skyde penge i foretagenet. Nu demonstrerer fristaden Christiania så, at Don Ø’s kapitalistiske menneskesyn er helt forkert. Folk går ikke kun efter kursgevinster. Det er nemlig ganske let at narre penge fra folk med hjemmelavede folkeaktier, som har påskriften ”Mere værd end penge”. Og ikke noget med søvnløse nætter på grund af aktiedyk eller kedelige årlige generalforsamlinger og regnskabsgennemgange. For den eneste indflydelse folkeaktierne giver, er ”at man kan bidrage og deltage i det omfang, man har lyst til.” Det kan ikke undre, hvis Don Ø ser bitter ud i en kommende retssag. For hvorfor skal manipulation med aktiekurser straffes så hårdt, når der helt straffrit kan manipuleres profitabelt med ordet ’aktie’?

 

Skræmmekampagne [22/9, 23/9]

Post Danmark taler for tiden hjertegribende i en annoncekampne for de gammeldags, fysiske papirsbreve, som det er blevet så dyrt at sende, at det altså nu er nødvendigt med propaganda. Postetaten messer således: ”Et brev bliver altid modtaget med respekt – både når det kommer alene og i samspil med andre medier.” Ak, gid det var så vel! Københavns Kommune har helt respektløst ladet mere end 30 brevstemmer flyde i en tilfældig trappeopgang. Den borger, som fandt dem, udtalte rystet til Berlingske: ”Er det en bananrepublik? Der må være et sted, hvor de ikke har styr på deres processer.” Ja, mon ikke? For direktøren for Københavns Borgerservice forklarer, at brevene for det første ankom for sent, dernæst blev de lagt i den forkerte postkasse, så blev de fjernet og kastet i opgangen af en anden beboer, som havde nøgle til postkassen. Posts løbende kampagne forekommer at være helt uden chancer over for den uhyggeligt effektive skræmmekampagne mod at sende breve, som Borgerservice har gang i.

Scorereplikken [21/9, 22/9]

Ingen politiker kunne i valgkampen sige noget, uden at en flok kommentatorer råbte op om, at det, som blev sagt, i virkeligheden betød noget helt andet. Men når formanden for Dansk Jernbaneforbund nu oplyser, at DSB på et hovedsamarbejdsudvalgsmøde har fortalt, at der skal massefyres, og at det vil medføre katastrofal reduktion af togdriften, så promoveres det helt ukritisk af begge TV-kanaler. Ingen spineksperter fortæller, at den gæve fagforeningsformand på denne vis forsøger at undgå, at hans medlemmer må acceptere forringelser i lukrative lønforhold og arbejdsregler for at DSB kan blive en overskudsforretning. Og at enhver ledelse er nødt til at male fanden på væggen for at modne personalet til at acceptere sådanne nødvendige forringelser. Den socialdemokratiske trafikordfører Heunicke kan derefter uden mindste modstand fremføre den politiske scorereplik, som vi snart vil høre fra alle de nye ministre: ”Det er jo noget nær et fallitbo, vi arver.” Eksemplet viser, hvor perfekt et fagforbund, medier og en politisk ordfører kan samarbejde, når bare de afslørende spineksperter holdes væk.

Kunsten at æde sin hat [20/9, 21/9]

Da politisk redaktør ved TV 2, Henrik Qvortrup, forleden spiste noget af en stråhat i morgen-TV, var det fordi han havde lovet at spise sin hat, hvis partiet Liberal Alliance kom i Folketinget. Stråhatten blev først udvandet en masse gange og derefter ovnbagt med bl.a. tomater og krydderier efter en italiensk opskrift. Tilberedningen var lagt i hænderne på en professionel kok, som havde brugt hele natten. Holdt Qvortrup så hermed sit løfte? Næh. For det første var det ikke hans egen hat. For det andet var det ikke en rigtig hat, men en stråhat. For det tredje åd han ikke hele hatten, men en brøkdel af den. For det fjerde var det ikke en hat naturel, han fortærede, men en lækker italiensk ovnret med en hel del tilbehør, som Qvortrup i høj grad gumlede løs på, mens selve hatten lå ret urørt. På denne måde gav Qvortrup en smertelig klar demonstration af, hvordan man i politik lover noget og så bagefter kringler sig smart udenom – og hvordan en gammel spindoktor ubesværet får det naive morgen-TV til stolt at promovere et svindelnummer som et scoop.

Sex og magt [19/9, 20/9]

Det har vist sig, at Italiens ministerpræsident Berlusconi, trods sine snart 75 år, har overraskende gode muligheder for scoringer af helt ungt kød. Faktisk står vidunderlige kvinder, eventuelt let brugte jomfruer under den seksuelle lavalder, i kø. Det fremgår af en hemmeligt aflyttet telefonsamtale, hvor han fortæller: ”Der var 11 af dem, men jeg tog kun otte, fordi jeg ikke kunne klare mere.” Udtalelsen bekræfter endnu engang, hvilket vidunderligt elskovsmiddel magt er for ældre mænd. Og Berlusconi vil således med sit eksempel kunne indgive mange danske ældre mænd med magt lyst til at forblive på arbejdsmarkedet og fortsætte karrieren med at samle endnu mere magt i stedet for at gå på pension. Men de ældre mænd skal skynde sig med at nyde frugterne af deres arbejde. For stadig flere unge og attraktive kvinder skubber disse mænd af pinden og indtager selv magtpositioner som ministre og departementschefer. Og flere iagttagelser viser, at magtfulde kvinder ikke bliver spor seksuelt stimuleret af magtesløse mandlige oldinge, som praler af deres erobringer.

 

TVs triumf [16/9, 19/9]

TVs stærke side er kendte personer, f.eks. toppolitikere, som man fremviser, mens de udfører og siger helt forudsigelige ting i faste ritualer. Det medfører, at TV forstørrer banale ting op til groteske proportioner bare det er toppolitikere, der siger og gør det banale. Det oplevede man på valgaftenen, hvor partilederes helt forudsigelige transport gennem byen fulgtes tæt. Ikke kun af  helikopter, men også af en journalist og fotograf på motorcykel, som samtidig blev fotograferet af en anden fotograf på en anden motorcykel. TV nærmer sig den tilstand, hvor uforudsigeligt, vanskeligt begribeligt input fra den ydre verden helt fortrænges af forudsigelige ritualer, hvor historien mere og mere handler om TVs egen dækning af ritualet. Snart vil kun meget årvågne seere kunne se forskel på en barnedåb i kongehuset og en valgaften, fordi begge dele mest handler om TV, som begejstret demonstrerer sit imponerende produktionsapparat med stjernestudieværter, motorcykler, stakåndede reportere og kunstfærdige scenografier.

 

Vejen frem [16/9, 18/9]

En af de gode ting ved et folketingsvalg er al den glæde og optimisme, man ser overalt. På lygtepælene hænger smilende og energiske politikere. I debatterne udstråler politikerne optimisme, energi og håb, samtidig med at de uden illusioner blotlægger landets elendigheder, omverdenens trusler og hinandens katastrofale fejltagelser. Selv et knockout kan ikke få en politiker til at smide håndklædet i ringen. Thorning har nu to gange overvundet nedslående valgresultater for S med sin smittende optimisme. Men hun overgås ved dette valg af Lars Barfoed, som i sin takketale til partiets kampagnefolk på valgaftenen konstaterede, at der – trods det minimalistiske valgresultat – var en så god stemning blandt de Konservative tillidsfolk, fordi der er fremgang forude. – Mange brokker sig over, at nutidens politikere mangler format og løber efter vælgerne. Men angående optimisme, så er vores politikere langt foran. Gid denne optimisme vil brede sig til alle danskere, så vi får gang i privatforbruget og væksten.

 

Jammerkulturen [16/9, 17/9]

Politiken har bedt folketingspolitikerne vurdere dansk politik. De mener at dansk politik hærges af overfladiskhed, useriøsitet, spin, fokusgrupper, meningsmålinger og politiske kommentatorer. Det bliver værre og værre, siger politikerne, og politikeres prestige er i frit fald. Det gør Groft sagt ondt, at vores folkevalgte nu åbenbart synger  med i koret af dødbidende, tænderskærende eksperter, forskere og kommentatorer som altid jamrer over vores påstået elendige politiske kultur. Det er rent galimathias. For hvis kulturen er til rotterne, hvordan kan det så forklares, at vi lige har haft en rekordhøj valgdeltagelse på 87,7 procent? Det danske folk elsker faktisk sit demokrati, politikerne strutter af optimisme og kommentatorerne sprudler af fantasifulde og vittige forklaringer. Og alligevel jamrer alle over forholdene. Den eneste mulige forklaring er, at vi lever i en jammerkultur, hvor alle befolkningsgrupper efterhånden samler sig i jammerkor og afsynger klagesange. Og nu jamrer politikerne så også vellystigt løs over deres egne dårskaber i stedet for bare at gøre noget ved det.

 

Valgets største taber [15/9, 16/9]

Valgets største taber er den mand med mørk stemme, fuldskæg og kalot, som til en TV-reporter forklarede, at hans gud for flere hundrede år siden havde skrevet en bog, hvori der stod nøjagtigt, hvordan Danmark skulle styres. Derfor var det tåbeligt at vælge 179 almindeligt dødelige mennesker til at lave landets love. Det uddelte han så pjecer om. Men de forbipasserende meddanskere tog ikke særligt godt imod tryksagerne. Og flere overdængede ham med ord, som klart stred mod god tone. Et hurtigt faktatjek viser dog, at denne Guds mand egentlig har ret i noget, nemlig dette: Hvis dansk politik faktisk kunne styres efter Guds bog, så ville Margrethe Vestager indlysende nok være helt spild af tid. Men da vi i næste valgperiode dagligt kommer til at se især Margrethe Vestager i TV, så beviser det, at Gud i virkeligheden aldrig fik skrevet den bog, som dansk politik kan styres efter. Daglig bliver denne mand ved Vestagers tilsynekomst altså nådesløst mindet om sin store fejltagelse. Det gør ham til valgets største taber.

 

Debattokrati [13/9, 15/9]

Kan den statsministerkandidat, der klart taber en TV-debat, have den bedste politik og være den bedste til at lede landet? Ja, selvfølgelig. Men demokrati bygger nu engang på det dogme, at enhver vælger på TV med egne øjne kan vurdere, hvad en politiker i virkeligheden er værd. Derfor har vi alle disse TV-marathondebatter mellem Løkke og Thorning. Der konkurreres på udseende, kropssprog, talegaver, charme, gule sedler og præsentation af tendentiøse statistikker. Selv politiske ignoranter kan kompetent vurdere, hvem der på skærmen virker mest velforberedt, og hvem der går mest i offensiven, kører hele registret igennem og svarer bedst for sig, griner for smørret eller er for dårlig til at forny sig. Og bagefter vælger vi så på det grundlag den politisk-økonomiske sværvægter og leder, der skal redde os allesammen fra afgrunden. Det bedste, man kan sige om metoden, er, at alle andre kendte metoder til valg af politiske leder, er langt værre og ikke nær så underholdende.

 

Fruen og butleren [12/9, 13/9]

Thorning er ikke den politiske vårhare som Fogh dystede med. Når Thorning idag klædes ud og får ordnet frisuren til en TV-debat med Løkke, så ligner hun fuldstændig en kvindelig politiker i en svensk filmatisering af én af Hanne-Vibeke Holsts romaner om grufuld kvindeundertrykkelse i politik. Men Thornings påklædere og stylister gør regning uden vært, for ingen kvindelige vælgere kan se en fæl kvindeundertrykker i Løkke. Da lille, korpulente Lars forlod sin pult og rokkede frem mod høje, slanke fru Thorning med sin gule seddel, så lignede han overhovedet ikke en slem mandschauvinist. Han lignede en trofast butler, der hjælper sit rodehoved af en frue med en vigtig dosmerseddel om, hvordan hun kan redde landet. Derfor var det også en stor fejl, at Thorning ikke bare tog imod sedlen med et taknemmeligt: ”Tak, James”. I stedet ydmygede hun sin butler med ordene: "Det er på din vagt, Lars - ikke min - at tingene er blevet værre.” Det sendte ikke kun butlere, men også mange kvindelige vælgere over til Løkke.

 

66,4 [9/9, 12/9]

66,4 procent af vælgerne er enten offentligt ansat eller på offentlig forsørgelse. En stadig skrumpende del af vælgerne knokler i den del af det private erhvervsliv, som tjener de penge som de 66,4 procent lever af at lade cirkulere. Det eneste interessante spørgsmål ved dette valg er derfor: Hvordan får man de 66,4 procent til at fatte, hvor pengene i virkeligheden kommer fra? Rationelle argumenter og politikerdebatter bider tilsyneladende ikke på de 66,4 procent. For så havde man aldrig ladet procenten stige til disse højder, som jo kun kan ende med græsk undergang. Vores eneste chance for redning er derfor massiv følelsespåvirkning gennem TV. TV må omgående stoppe den reflektoriske, massive strøm af historier om de ofre, som man selvfølgelig altid let kan finde, når der laves tilbagetrækningsreformer og lignende nødvendige indgreb. I stedet må TV bombardere de 66,4 procent med historier om de glæder, det spreder, hver gang en arbejdsplads – mod alle odds – vælger at forblive i landet. Politikerne har spillet fallit; nu kan vi kun håbe på TV.

 

 

Bendt is back [9/9, 11/9]

Da Bendt Bendtsen ledede de Konservative, var der ikke farlig leg med skattelettelser og utroskab med de Radikale. Alligevel hånede man ham med tilnavnet ”Mr. 10 %”. Et tilnavn som partiet i dag ville fejre med balloner, konfetti og triumfhymner. Derfor er det heller ikke spor mærkeligt, at Bendt Bendtsen nu har forladt sin stille aftægtstilværelse i EU og kaster sig ind i den danske valgkamp. Ikke som et spøgelse fra fortiden, men som en genopvækket konservativ Holger Danske. Ganske vist kun i Sønderjylland og kun for at kæmpe for en bestemt kandidat, men alligevel. Mens man glæder sig over den fortjente historiske rehabilitering af Bendtsen, fristes man til at spørge, hvad Poul Schlüter egentlig får tiden til at gå med i disse dage? Det kan vel ikke passe, at den tidligere statsminister, som skaffede partiet 42 mandater i 1984, bare sidder og ser valgkamp i TV, mens partiet kæmper sin skæbnekamp?

 

Absurd talteater [9/9, 10/9]

Flere eksperter har forklaret, at de dag-til-dag-meningsmålinger, som næsten alle medier bringer i denne valgkamp, egentlig ikke kan bruges til noget, fordi de udsving, som den enkelte måling viser, næsten aldrig overstiger den statistiske usikkerhed på 2-3 procent. Men alle medierne fortsætter uanfægtet med at bringe dagens tal, selv om de egentlig ikke giver mening. Og mediets bedste analytiske hjerner kaster sig dagligt ud i frydeskrig eller katastrofeattituder over tallenes tendenser. Sjældent har man set et tydeligere bevis for den grundlæggende regel for konstruktion af virkeligheden i medierne, som lyder således: Hvis alle medier er enige om, at noget giver mening, så er det fuldstændigt ligegyldigt, at alle eksperter kan bevise, at det er dybt godnat. Det afgørende for medierne er, at disse absurde tal i velordnede skemaer kan bruges som stimulerende, dagligt input i mediemaskinen: Partiledere kan udfrittes, kommentatorer kan brillere. Og sådan går det til, at vælgerne dagligt kan gyse eller fryde sig over absurde tals klare tale.

 

Løkke – nu med baby [8/9, 9/9]

Diktatorer som Hitler, Stalin og Saddam Hussein har altid vidst det: Den direkte linje til folket går gennem et lille barn som den elskede leder kærtegner offentligt. Nu er så også Lars Løkke blevet vist i alle medier med et barn i armene. Ikke som led i en planlagt menneskeliggørelse af den økonomiske knudemand Løkke, men fordi en mor på kontanthjælp overrakte ham sit spædbarn som led i en aktion for at få Løkke til at skaffe barnets afrikanske far til landet. Episoden var helt tømt for politisk substans. Alligevel fik den overdådig mediedækning. En mor med en baby kan altså skaffe statsministeren mere medieomtale på en enkelt dag end en hær af regeringsspindoktorer har kunnet skaffe med en perlerække af økonomiske forlig gennem et helt forår. Groft sagt skal hermed foreslå, at moderen omgående flyttes fra kontanthjælp over til at udføre PR-arbejde for Løkke. Babyen vil kunne genbruges til at gennembryde mediemuren ved kommende økonomiske udspil.

 

Vælgernes tankevandringer [7/9, 8/9]

Kan vælgerne tage skade af den tzunami af ord, som politikerne i øjeblikket udsender? Næppe. Det er nemlig velkendt, at tilhørere altid digter deres egen sandhed om talerens virkelige projekt med at tale – ud fra deres opfattelse af situationen og talerens historie og psykologi. Og denne sandhed er ofte helt uafhængig af de ord, som taleren siger. F.eks. tænker mange således om Søvndal, mens de tilsyneladende lytter til hans forklaringer på, hvorfra pengene til dagens gaveregn skal komme: ”Lå lunt i hængekøjen, men ville gerne lige prøve at være minister, inden han helt udåndede. Længes nu tilbage til køjen, men alle de flotte plakater sammen med Helle gør ethvert tilbagetog umuligt.” Og således, når Lars Barfoed taler: ”Flink mand fra administrationen i en håbløs kamp for at ligne en folkelig politiker med visioner.” Og Johanne Schmidt-Nielsen: ”Vil hun bevare ungdommens glød, efter hun om kort tid skifter til SF eller S for at få sig en politisk karriere?” Kun en tåbe undervurderer vælgernes tankevandringer, mens de hører politikerne tale.

 

Drømmedebatten [6/9, 7/9]

Nu er det så med noget besvær lykkedes at arrangere en TV-debat på søndag mellem Lene Espersen og den efterhånden noget groggy Søvndal. Men med al respekt for Søvndal, så burde VK hellere sende Espersen i debat med Helle Thorning. De to ligner hinanden på mange måder, men adskiller sig radikalt fra hinanden lige netop på det punkt, hvor Helle Thorning er svagest: Espersen har årelang erfaring som minister for flere tunge ministerier. Alene det at optræde ansigt-til-ansigt med Espersen giver derfor Thorning et kæmpe forklaringsproblem. Derfor er Lene Espersen i en duel en langt større trussel mod Helle Thorning end Lars Løkke nogensinde kan blive. Fordi han hele tiden skal gøre vold på sig selv for at undgå at skræmme de kvindelige vælgere ved alt for meget at ligne en overlegen mand, der er langt klogere end en uerfaren kvinde. Den fare behøver Søvndal så til gengæld slet ikke frygte, så det skal da nok blive en god erstatningsdebat, når vi nu ikke kan få drømmedebatten mellem de toppolitiske blondiner.

Valgkampes nye paradigme [5/9, 6/9]

Efter  mere end en uges valgkamp tyder meget på, at vi nu er nået dertil, at en valgkamp ikke længere bør vurderes ud fra elitens ideal om en valgkamp som en god, gammel højskolediskussion. I stedet bør valgkampen vurderes ud fra, hvor godt den ligner en barnedåb i kongehuset eller en TV-landsindsamling til mad til børn i Afrika. TVs særlige styrke er, at det kan samle hele befolkningen omkring de samme stærke følelser ved at fremvise levende billeder af lidende eller elskende mennesker. Derfor er TV langt bedre til at samle det danske folk til hyldest af vores fælles værdier, end det er til at formidle rationelle diskussioner. Den massive TV-dækning har derfor allerede gjort valgkampen til en festlig hyldest af demokratiet. Politikere, studieværter, båthorn, opinionstal, trykskærme og alt andet indgår som nødvendige rekvisitter i et gigantisk realityshow. En kongelig barnedåbs kvalitet måles på seertal. En TV-indsamlings kvalitet på beløb. En valgkamps kvalitet måles på stemmeprocenten. Og den bliver høj.

Foghs lærlinge [2/9, 5/9]

Hvis reglen var, at man vinder og taber valg på økonomien alene, så var Fogh aldrig kommet til magten i 2001. Fogh vandt ved ved hjælp af profileret værdipolitik og en efter danske forhold revolutionerende strategisk mediestyring, som langt overgik Nyrups klumpedumpestil. Og kun takket være den metode lykkedes det også Fogh at holde medierne beskæftiget, mens han bag kulisserne sikrede sig den flotte exit fra dansk politik til NATO. Den metode er nu overtaget af S-SF. Og alt ser ud til, at metoden også i deres tilfælde vil medføre sejren over en regering, som tror alt for meget på, at man vinder valg på at indgå nødvendige økonomiske forlig. Kun takket være en Foghsk strategisk mediestyring er det lykkedes S-SF at stå til solid gevinst trods en økonomisk plan, der ligner en eksklusiv schweizerost. Regeringsmagten skifter, men det gør den sejrende metode ikke. Det er stadig det hold, der bedst forstår at kombinere værdipolitik med kompetent strategisk mediestyring, der løber med pokalen.

Deja-vu [2/9, 4/9]

Mens denne Groft sagt følger valgdækningen i mange timer dagligt, sker det, at der melder sig stærke oplevelser af deja-vu. Ikke kun ved at høre de samme ord og vendinger igen og igen. Men også ved at genkende den klassiske komedie-figur, som en politiker grangiveligt ligner. Forleden debatterede Mette Frederiksen (S) og Søren Pind (V) på TV 2, som sendte live fra en Café i Aarhus. Det var fuldstændig som at se Per Degn i disput med Erasmus Montanus i Holbergs komedie af samme navn. Og hver gang Villy Søvndal dukker frem, er det som at se selveste Tartuffe i Moliéres komedie af samme navn. Men det er ikke kun finkultur det hele, for Mogens Jensen, kommende kulturminister, giver deja-vu af Fedtmule fra Anders And. Derfor føles det også helt naturligt, når han nu erklærer, at han sammen med arbejdsgivere og fagforeninger som kommende minister vil udbrede finkulturen til dem, der hellere bare vil se TV. Men hvorfor dog genne modvillige masser i Det Kongelige Teater til tårnhøje priser, når alle de kostelige figurer fra komedierne allerede så gavmildt slår gækken løs på TVs store scene?

 

Substanshykleri [2/9, 3/9]

Torsdag aften optrådte Jes Dorph-Petersen flere timer på TV 2 som gemytlig direktør for Cirkus Dansk Politik, dog uden høj hat og pisk, men med båthorn. Denne Groft sagt havde frygtet det værste, men blev positivt overrasket. Både politikerne og cirkusdirektøren glødede af varme og glæde. To fik faktisk et gennembrud i manegen. Ellen Trane Nørby (V) fik sin aristokratiske skønhed forenet med et overbevisende engagement og sprogligt overskud. Og nørden Simon Emil Ammitzbøl (I) dirigerede folkeligt de jublende tilskuere bag sig. Alligevel skal vi selvfølgelig høre på brok fra de sædvanlige dødbidere, som savner substans. F.eks. er der en, der skriver således på TV 2’s Facebook-side: ”Måske redaktionen på tv2 og news bevist vil fortælle os seer hvilket niveau de mener politikkerne debatter på,man kan vel ikke mene det i aften er seriøs debat.” Man kan lidt drilagtigt spørge, om en, der i løbet af mindst ni års skolegang med intensiv pædagogisk skriveundervisning ikke får suget stavning bedre til sig, kan have et stort umættet behov for seriøs politisk substans om indviklede nationaløkonomiske forhold.

 

Valgets to TV-ideologier [1/9, 2/9]

TV-Avisen er glade og stolte over deres flotte kort, hvor de med blinkende cirkler i mange farver kan vise, hvor partilederne er lige nu via GPS. De har også en stor trykskærm, hvor Ask Rostrup kan jonglere med partikonstellationer og trykke tal frem om alt muligt ved en let berøring. To tidligere spindoktorer står ved disken under stram pædagogisk styring af flinke overlærer Bildsøe Lassen. DRs ideologiske budskab er, at apparater og systemer kommer før mennesker. Her overfor står TV 2, som profilerer sig med de uregerlige charmørdrenge Mogensen (S) og Kristiansen (V), som konkurrerer om at score klassens friske pige, Lotte Mejlhede, ved at overgå hinanden med hurtige bemærkninger, gætterier og drillerier – om hinanden, men selvfølgelig også om valgkampen. Det underholdende samspil i denne trio er blevet TV 2’s gimmick i valgkampen. Trioen er således blevet TV 2’s svar på DRs trykskærme. Men trioens ideologiske budskab er det stik modsatte af trykskærmenes: Mennesket før systemet. Og at det er vigtigere at score klassens lækre pige end at fedte sig ind hos læreren.

 

Studieværten som statsminister [30/8, 1/9]

TV 2 vandt klart de indledende partilederrunder over DR med den debat som smart hed ”De ni bud”. De vandt ikke på grund af politikerne. De var nøjagtigt de samme i de to debatter. Forskellen lå udelukkende i det irrelevante: dekorationen og studieværten.

Studieværtens styring af tiden og deltagerne har afgørende betydning for om en debat er intens og afslørende, eller om den bare er pæn og forudsigelig. Og her besejrer TV 2’s Cecilie Beck klart DRs Kim Bildsøe Lassen. Hun giver den som flabet, intelligent og sexet herskerinde, hvor Lassen mere optræder som udsending fra Dansk Herremoderåd. Det er elementært underholdende at se hende hundse effektivt rundt med landets mest magtfuldte politikere, som om det var en klasse næsvise, let debile skolebørn, der tror, at de har fået en løs cykelvikar. Vil hun overskride grænsen for anstændig omgang med politikere for åben skærm? Selv folk helt uden interesse for politisk substans tryllebindes på denne måde af en partilederdebat. Hvis studieværterne kom på stemmesedlen, så ville denne Groft sagt stemme på Cecilie Beck som statsminister.

 

Den lykkelige forræder [29/8, 30/8]

Udskrivelsen af valget udløste en tzunami af faktamættede tekstmasser og saglige partilederrunder over alle vælgerne. Men vælgerne lod sig ikke slå omkuld. Vælgerne er sejlivede og kloge. De ved, at den respektable, men kedsommelige substans af økonomi og jura og teknikaliteter – som f.eks. lagde den indledende partilederrunde i DR TV i graven – kun er tynd fernis over de personlige stridigheder, som udfylder den politiske TV-føljeton, som en valgkamp er for almindelige vælgere. Men hvem havde troet, at det var den førende fanebærer for respektabel kedsomhed og saglig politik, Lars Barfoed, som skulle sætte løjerne rigtigt igang ved at kundgøre sin overraskende forlovelse med Margrethe Vestager? Det udløste råbet ”forræder” fra en forsmået Pia Kjærsgaard. Og så fik Barfoed pludselig både profil og en masse sendetid i TV. Substans er godt, men personstrid er nødvendigt – for at få en hovedrolle i TV-føljetonen og vinde valg.

 

 

Drejebog for Libyen [26/8, 29/8]

Det nye Libyen kan ikke klare sig uden Gaddafis bureaukrater til at køre landet videre. Alle disse tusinder af fredelige kontorfolk, som under Gaddafi har sørget for efterretningsvæsen, skattevæsen, finansministerium, trafikministerium og alt det andet. Intet land kan i dag klare sig uden en hær af stabile, fredsommelige kontorfolk, som hver dag tager på arbejde, nusser papir, passer telefoner, tager hjem til familien, ser TV og går til ro. Dag efter dag. Derfor er det godt, at det er Fogh, der er generalsekretær for NATO. Han har før stået i spidsen for et stort systemskifte. Nemlig i 2001, hvor en socialdemokratisk dansk administration skulle indrette sig på helt nye politiske forhold. Det nye styre i Tripoli bør derfor snarest muligt trække på Foghs ekspertise til at få Gaddafis kontorfolk til at fortsætte deres livsvigtige dont ved skrivebordene under det nye system. Selvfølgelig må nogle departementschefer udskiftes, men i næsten alle kontorer vil arbejdet kunne fortsætte helt som sædvanligt. Fuldstændig som i 2001.

 

Debatter med latter [26/8, 29/8]

Klumpfisken i Hirtshals ville ikke vide af frømand Frede, men heldigvis trådte Mary så frem og ville gerne kysses gennem akvariets tykke glasvæg. Og hele landet frydede sig. Og nu er også Caroline Wozniacki officielt med kæreste og viser derfor endnu mere dejligt tandkød end normalt. Snart vil også politikerne formere sig to og to i valgkampen og rejse landet rundt. Man skal parre sig med sin værste politiske modstander. Ligesom i valgkampen i 2007, hvor flere hårdtslående politikere havde sat deres nådesløse stridigheder i scene som landsdækkende roadshow, som trak vælgere til forsamlingshusene. Bl.a. Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved (indvandring og værdipolitik), Villy Søvndal og Lene Espersen (økonomisk politik og ideologi). Et andet berømt debatpar fra utallige valgkampe er Uffe Elleman-Jensen og Svend Auken. Og uden kærlighed går det slet ikke. I danske valgkampe er hadefuld ondskab not. Kærlig, rammende humor er hot. Uanset partifarve kræver danske vælgere debatter med latter.

Valgets hovedtema [26/8, 27/8]

Valgkampens allerførste runde mellem TV-stationerne blev uafgjort. Først scorede DR på at have en reporter først fremme ved den lukkede gitterport ind til Marianborg og sende lyd live med telefon før alle andre. Så scorede TV 2 på, at de, allerede inden valgets udskrivelse, skiftede til stjernestudieværterne, Lotte Mejlhede og Jes Dorph-Petersen. Og desuden fik de omgående vækket Mogensen og Kristiansen, som allerede har sovet under studiedisken i flere dage med mundlæderet smurt. Men DR indhentede føringen, da lyden på TV 2 svigtede, da statsministeren holdt den tale, hvor han udskrev valget. Ganske vist vidste alle allerede, hvad han ville sige, men alligevel må denne runde retfærdigvis gå til DR. Men valgets hovedtema tegner sig allerede klart: Råder DR over stjernestudieværter, der har en chance mod Mejlhede og Dorph? De to har allerede besejret DR ved flere transmissioner af bryllupper og barnedåbe i kongehuset, men er klart sultne efter mere.

 

Varme tal vasket kolde [25/8, 26/8]

Alle sidder og kigger på politikerne i TV, men det er embedsmændene og medierne, der bestemmer bag kulisserne. Tag nu sidste weekends forløb, hvor socialdemokraterne stjal dele af regeringens vækstpakke og lancerede det med Thornings velmanicurede ansigt på direkte TV, mens Løkke var med på en knasende telefon fra Billund bag et fotografi. Det, der i virkeligheden foregik, var, at en politisk tænkende embedsmand lækkede regeringens fortrolige forslag til S-SF. Dette kup fik så socialdemokraterne til i lodret strid med, hvad Thorning sagde samme weekend i diverse avisinterview, at komme regeringen i forkøbet med et akut boligudspil og ovenikøbet frækt indbyde regeringen til at indgå i et bredt forlig om sin egen boligpakke. På denne måde vandt historien om en kvik, tjekket opposition over historien om en embedsmand, som lækker tal med stor effekt. Og oppositionen vinder historien, fordi TV ikke skelner mellem hælervarer og andre varer. Alle tal og tanker tæller i TV lige meget, når bare de kommer ud af munden på to stridende statsministerkandidater.

 

I pose og i sæk [24/8, 25/8]

Alle er enige om, at valgkampen allerede har kørt længe. Alligevel kræver flere og flere, at Løkke udskriver valget. Ikke kun oppositionen og de Konservative, men også kommentatorer og Venstres bagland. Men hvorfor skulle Løkke dog udskrive valget, når valgkampen allerede er i fuld gang? Det giver ingen mening. Valg udskrives jo udelukkende med det formål at starte en valgkamp. Ved at undlade at udskrive valget kan Løkke føre valgkampen som statsminister. Og det er meget lettere på TV at ligne den statsminister, man gerne vil være, når man stadigvæk er det, end det er at ligne den statsminister, man gerne vil være, når man bare – efter valgets formelle udskrivelse – er en partileder, som desperat kæmper med alle midler for igen at blive statsminister. Og folk får jo både i pose og i sæk. For selv om Løkke stadig er statsminister, er der mange, der synes at han med boligpakke og andre gaver allerede ligner en partileder, som desperat kæmper for at blive statsminister. Så gode grunde til at udskrive valget findes efterhånden ikke. Lige bortset fra Grundlovens deadline.

 

Midten er tilbage [23/8, 24/8]

Flere seere undrer sig over, at de Radikales Morten Østergaard næsten hver dag er enten i DR Update eller i TV 2 News. I Update kan Østergaard på en god dag holde fra tidlig morgen til ud på eftermiddagen. Og skulle det en dag svigte, så sidder Margrethe Vestager såmænd nok derinde. Men forklaringen ligger lige for. Det er en direkte følge af public service-kravet om partipolitisk neutralitet. Efter de Radikale lavede tilbagetrækningsreform med regeringen i foråret, men samtidig peger på Thorning som statsminister, har danske TV-journalister fået TV-universets politiske midtpunkt tilbage. Nu er det derfor ikke længere nødvendigt at invitere både en rød og en blå politiker ind, som skal mundhugges om nogle uforståelige tal, inden studieværten afbalanceret slutter med: ”Og resten er op til vælgerne.” Nu kan man nøjes med at invitere en enkelt radikal hverken-eller-politiker ind i studiet til at orientere vælgerne direkte fra den neutrale midte, inden man taknemmeligt siger: ”Tak, fordi du kom.”

 

Strategi for VK-valgsejr [22/8, 23/8]

Opinionstallene har gennem måneder stået på ca. 53-47 til rød blok. Hverken Hjorths mesterlige forlig eller Løkkes forsøg på i TV-dueller at demaskere Helle og Villy har kunnet flytte på tallene. Så prøvede man med negativ kampagne. Det har heller ikke rykket noget. Og i otte ud af de seneste ni valg er det dén kandidat, der førte i meningsmålingerne umiddelbart inden valget, der løb af med sejren. Kun Nyrup havde held til i 1998 at vinde, dels fordi Ellemann overmodigt meldte på forsiden af Ekstra Bladet ”Den er hjemme”, dels fordi S kørte en skræmmekampagne de seneste dage af valgkampen om Ellemans rækkehus. I lyset af disse erfaringer vil Groft sagt råde VK til simpelt hen slet ikke at føre valgkamp, men bare holde sig inde i regeringskontorerne og være den seriøse regering, som alle drømmer om. VK skal helt overlade til Helle og Villy at boltre sig vulgært med medierne. Medierne vil nemlig så være nødt til at lokke dem ud i en masse underholdende dumheder og personskandaler, fordi vælgerne ellers dør af kedsomhed. Groft sagt forudsiger, at det så ikke engang vil være nødvendigt med nogen afsluttende skræmmekampagne for at vinde.

 

 

Eldrop til alle [19/8, 22/8]

Dong er i gang med omfattende eksperimenter med såkaldt grøn

energi. Til dette gode formål har man allerede lånt svimlende milliardbeløb. Det eneste, man kan forudsige helt sikkert, er, at strømmen bliver 3 gange dyrere for forbrugerne. Men grøn energi handler jo også langt mere om religion end om økonomi. Og enhver religion kræver jo offergaver. Så denne Groft sagt har tænkt, at det hele såmænd nok på én eller anden måde skal gå. Men så fredag trådte Dongs topchef, Anders Eldrup, frem i Berlingske Business med billede på forsiden. Dette fik håret til at rejse sig i panik på denne Groft sagt. I sin karriere som departementschef og direktør har Eldrup nemlig altid vist en enestående evne til at opnå store resultater og samtidig holde sig ude af enhver offentlig omtale. En mand som Eldrup vil kun stå frem i offentligheden, hvis alle andre muligheder for krisehåndtering er udtømte. Og inde i bladet bød han sig til som foldeud-mand. Danske el-kunder bør indstille sig på yderligere prisstigninger.

 

Kongelig striptease [18/8, 21/8]

Den Kongelige Ballet har fået foretaget en undersøgelse af arbejdsmiljøet. Den viste et elendigt arbejdsmiljø med en humørsyg balletmester med kokainmisbrug, som også omfattede flere dansere. Det var en intern rapport, men den blev i juli lækket til Jyllands-Posten, formentlig fordi én, som er i mindretal i ledelsen, ønskede at forhindre, at rapporten bare blev stillet på hylden. Nu har flere medier så fået aktindsigt i rapporten – dog i en censureret version, hvor topledelsen bl.a. har udstreget passager om navngivne personer.  Det giver så Jyllands-Posten det bedst tænkelige grundlag for at fremhæve de passager i rapporten, som ledelsen allernødigst ser komme ud. F.eks: ”Der opleves en høj grad af konfliktskyhed og manglende uddelegering af ledelsesansvar.” Dette er jo en klagesang, der lyder som omkvæd blandt mismodige ansatte på enhver arbejdsplads. Men fordi topledelsen har valgt at udstrege sætningen, ophøjes den til at være en farlig sandhed. Ledelsen udfører her en ufrivillig offentlig striptease, som får korpsets ellers så festlige Tredje akt af Napoli på Gamle Scene til at falme.

 

Dreamtown [19/8, 20/8]

Enhver kender til, at hverdagens problemer bliver for tunge. Så kan det hjælpe at drømme. Det gælder også for byen København. Hovedstaden vader i uløste problemer, f.eks. budgetroderier, gamle og for små kloaker, tosprogede børn som stadig ikke lærer at læse bedre, selv om der i flere år er ofret mange penge og kræfter på sagen. Derfor er det fuldt forståeligt, at borgmester Frank Jensen har lavet en drømmefabrik, som hedder Copenhagen Business Task Force. Og torsdag røbede man sine drømme for pressen. Drømmene er både store og smukke. Der drømmes bl.a. om en årlig vækstrate på fem procent og 20.000 arbejdspladser. Og drømmene virker faktisk! Ihvertfald er borgmesteren selv allerede blevet så inspireret, at han vil stille sig i spidsen for intet mindre end en kulturrevolution i kommunen. Groft sagt drømmer beskedent om, at kommunens intensive drømmerier også vil give den styrke til at vende tilbage til virkeligheden og helt innovativt sørge for sine veje, kloaker, læsesvage elever, budgetroderier mv.

 

Negativ kampagne [17/8, 18/8]

Flere eksperter er betænkelige ved Venstres negative kampagne. Men modspørgsmålet er: Hvad skulle Venstre ellers gøre? Alt det positive er jo efterhånden prøvet, uden at det har rykket ved den klare opinionsføring til S-SF: seriøse økonomiske forlig, TV-debatter med Løkke i nærkamp med Helle og Villy. Og kun idioter gentager jo samme nytteløse adfærd gang på gang og forventer bedre resultater. Derfor måtte Venstre prøve noget helt nyt: en negativ kampagne. Og at klistre glamour-Helle og Villy på træfinér og negativt vælte dem med en mikrofon, giver faktisk et godt billede, som allerede er blevet vist overalt. Og negativiteten slutter ikke her. For negativt nok for Venstre bruges billedet ikke af medierne til især at illustrere S-SFs politiske hulhed. Billedet bruges især, fordi den negative glamourfotograf overhovedet ikke kan se komikken, og negativt kræver, at statsministeren og hans parti overholder landets love.

 

Rap rap [16/8, 17/8]

Folketingets administration måtte i år skrive et afslag til privatmanden Hüsein Arac, som for tredje år i træk vil holde ramadanmiddag i Folketinget. De flinke embedsfolk skriver kancelliagtigt bl.a.: ”Endvidere fremgår det, at det er et privat firma, der inviterer og er vært ved arrangementet, hvilket er i modstrid med de vedtagne regler.” Og: ”Ønsker du fortsat at gøre brug af Fællessalen d. 22. august, bedes du derfor fremsende en ansøgning med de nødvendige oplysninger til administrationen.” Eller på almindelig dansk: Send en ny ansøgning, hvor et folketingsmedlem står som ansøger! Alligevel behandledes sagen i pressen med sensationelle overskrifter som ”Thor P. aflyser ramadanmiddag”, ”Muslimer opgiver middag på Christiansborg” og ”DF: slut med ramadan-middage”. Groft sagt vil opfordre Folketingets embedsværk til at lære Anders And-sprog, som pressen forstår. Så vi undgår, at sproglig forbistring sender landet til tælling i en ødelæggende religionskrig.

 

Sorg dræber kritik [12/8, 16/8]

Norsk presse har nu tømmermænd over sin ukritiske behandling af politiet i ugerne umiddelbart efter Utøya. NRKs politiske redaktør, Kyrre Nakkim, siger til DRs Orientering at befolkningen ikke var klar til at høre kritiske spørgsmål om politiet og myndighederne på det tidspunkt. Men nu begynder pressen så at vende tilbage til sin normale opgave med at kritisere myndighederne. Den gummibåd politiet sejlede afsted i til Utøya sejlede en stor omvej, var overlastet og gik i stå. Og man spørger, hvorfor politiet ikke bare fik helikopterhjælp fra forsvaret. Nu skal så en kommission undersøge hele forløbet. – Læren af Utøya, 11. september, atomulykken i Japan og andre katastrofer er, at når en hel befolkning sørger over ofre, så nedlægger den ellers så kritiske demokratiske presse midlertidigt sig selv for i stedet at trøste. Og den trøster især ved sort-hvidt 1) at hylde de autoriteter, som normalt kritiseres, 2) mindes de døde og 3) udtrykke had og afsky til den umiddelbart skyldige. Derfor er det godt for demokratiet, at ingen landesorg varer mere end få uger.

 

 

Dead Man Walking [12/8, 15/8]

SFs forslag om fyring af 4000 kolde hænder i kommunerne fik et kort liv ude i virkeligheden. Flere eksperter udtalte nemlig til Jyllands-Posten torsdag, at langt de fleste og de mest personalekrævende kommunale udbud af opgaver, som SF vil fjerne, er obligatoriske og følger detaljerede EU-regler. Og at kommunerne i øjeblikket kun laver de frivilllige, nationale udbud, hvis de er ret sikre på at kunne tjene penge på dem. Groft sagt har sjældent set et stort lanceret, konkret politisk forslag blive udraderet så hurtigt og klart. Men der skal mere end virkelighedens ubønhørlige kendsgerninger til at slå gruppeformand Ole Sohn ud. Uanfægtet messer han videre til bladet om forslagets smukke tanker om at trylle 4000 kolde hænder om til mange flere varme. Der er på én gang noget gribende og uhyggeligt over et parti, som uden for virkelighedens rækkevidde så kærligt krammer et helt dødt forslag.

 

Rundtosset [12/8, 14/8]

Flere kommentatorer undrer sig over dagbladet Politikens blodskamsforhold til den nye tænketank Kraka. Bl.a. er bladets altid sprudlende spaltefylder, politisk redaktør Peter Mogensen blevet direktør. Men egentlig er det ikke så mærkeligt. Politiken har særdeles gode erfaringer med at gøre inhabile personrelationer frugtbare. F.eks. kan man samme weekend, som bladet lancerer den nye tænketank, læse et uddrag fra en bog, som er skrevet af én af bladets mest respekterede kulturskribenter, tidligere litteraturprofessor Thomas Bredsdorff. Det er ét af i alt 4 redigerede uddrag fra bogen, som udkommer til september på forlaget Gyldendal. Groft sagt forudsiger, at bogen vil blive rosende anmeldt af en af bladets førende anmeldere, som også er forfatter i Gyldendal-imperiet. Eller som håber at blive det. Og hvis næste bog Bredsdorff så senere kan genrose. Og så videre. Men kun ubetydelige folk udenfor Politikens verden vil himle op over det. Set inde fra Politiken er der tale om et sundt kredsløb, som sikrer en høj kvalitet. Og med Kraka udvider bladet nu bare dette kredsløb til også at omfatte det politisk-økonomiske stof.

 

Uretfærdig maskerade [12/8, 13/8]

De politiske ordførerers ansigter er meget uretfærdigt fordelt mellem partierne. Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, ligner altid med sit meget stirrende blik på TV én, der medvirker i en skrækfilm og lige har overlevet håndgemæng med et monster. Selv når Venstre har en god sag. De Konservatives politiske ordfører, Carina Christensen, viser altid på TV med sine øjenbryn og panderynker forbavselse og bekymring. Selv når de Konservative fejrer triumfer. Overfor disse står så bl.a. Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, hvis ansigt altid udtrykker et ”her hos S går det godt”, selv når alle kan se, at lokummet brænder lige bag ham. Groft sagt vil opfordre alle seriøse vælgere til helt at se bort fra de politiske ordføreres helt irrelevante ansigtsmasker. Også selv om TV hele tiden viser ansigterne, som om det er ansigterne, valget handler om.

 

Sangens styrke [10/8, 12/8]

Ralf Pittelkow konstaterer i Jyllands-Posten, at valg vindes med billeder og fortællinger. Og at rød fortælling om flere penge til velfærd og hård beskatning af ”de rige” ser ud til at vinde over blå fortælling om økonomisk ansvarlighed. Groft sagt er enig. Men det er nogle underlige blodløse, abstrakte fortællinger uden mennesker i kød og blod, som den tidligere litteraturforsker Pittelkow opererer med. Fortællingen handler da om jordbundne, flittige Lars, som arvede den tidsbestemte gårdforvalterpost fra far Fogh og siden har brugt al sin tid på at fortælle de forvænte gårdskarle, at den altså ikke går længere. Og om den veldrejede drømme-kusine Helle, som fortjent fik smæk af strenge onkel Fogh for sine ungdommelige frækheder, men som efterhånden har gået så meget igennem og dog stadig smiler tappert, at gårdskarlene synes, at hun nu har fortjent at blive forvalter i nogle år. Og at det desuden bliver langt mere underholdende at høre Helle tralle sig glad igennem jobbet end fortsat at skulle lide under Larses brummen.

 

Sommerlejre før og nu [9/8, 10/8]

En spejderlejr fik for nylig besøg af hele tre statsministre på én gang. Sådan noget plejer ellers at høre under prinsesse Benedikte. Men det er én af følgerne af Utøya, at sommerlejre ikke mere bare er, hvad sommerlejre tidligere var. Sommerlejre er blevet opgraderet. Tidligere drog de unge ret ubekymret afsted og tænkte måske mest på vejrudsigterne, toiletforholdene og hvor langt der var til købmanden. Nu er enhver sommerlejr blevet en demokratisk politisk manifestation af kampen mod terror. Ingen lejr kan lige nu afholdes uden at få besøg af mindst en politiker. Det fortælles, at en gruppe romaer er set spænende over Amager Fælled på flugt fra en ukendt politiker, som var begyndt at holde tale ved deres provisoriske teltlejr. Groft sagt har tiltro til, at de unge snart igen vil gøre sommerlejre til gode, gamle sommerlejre, dvs. til et forfriskende bad i hormoner og promiller.

 

USA's nye indpisker [8/8, 9/8]

USA har lånt en masse penge af Rødkina, som nu ejer tæt ved ti procent af alle amerikanske statsobligationer. Og i disse dage er USA jo blevet nedgraderet til AA+, så nu skulle man tro, at Kina ville juble, fordi det så bliver mere overkommeligt for dem at bruge alle de penge, som vælter ind på deres enorme marked til efterhånden at opkøbe hele USA og indføre deres eget étpartisystem i ”Gods Own Country”. Det ville være en politisk triumf, som ville få murens fald i 1989 til at falme. Men nej. Maos habitklædte efterfølgere holder tværtimod moralpræken for amerikanerne og formaner dem til at leve op til demokratiets idealer om en seriøs debat i stedet for ”kortsigtede politiske skænderier i Washington”, hvor man har ”brugt det kommende præsidentvalg til at tage verdensøkonomien som gidsel.” Det siger noget om krisens alvor, at det benhårde kinesiske étpartidiktatur er blevet så skæppeangst for at miste en masse penge, at de nu forsøger sig som indpisker for USA’s politiske system.

 

Tidssløjfe [5/8, 8/8]

Chefredaktør Bo Lidegaard, Politiken, skrev torsdag en stor status over præsident Obamas skuffende resultater i anledning af 50-året. Det særlige ved Obama er jo, at han ved dygtig talekunst i en valgkamp kan få store folkemasser til at tro, at det umulige er muligt. Herved ligner han vores egen Helle Thorning. Faktisk er ligheden på dette punkt så slående, at Groft sagt allerede nu ved hjælp af en simpel udskiftning af ’Obama’ med ’Thorning’ kan bringe tankevækkende citater fra den statusartikel, som chefredaktøren ville være tvunget til at bringe i sin avis allerede d. 14. december 2011, når Helle Thorning fylder 45 år efter få uger som statsminister: ”Sjældent har den gode vilje haft bedre kår og højere embeder, og sjældent har ambitionerne været højere. På den baggrund er det ikke sært, at skuffelsen satte ind lige så hurtigt som vanskelighederne. Spørgsmået er ikke om Thorning skuffede. Det gjorde hun. Hun kunne ikke andet. Spørgsmålet er, om hun skuffede på anden måde, end det var uafvendeligt?” Groft sagt svarer prompte: Nej, det er ikke spor uafvendeligt, hvis bare vælgerne tager Løkke.

 

Den indbildte ridder [5/8, 7/8]

"Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta." Hvis situationen ikke var så dybt tragisk, så måtte denne tekst nødvendigvis opfattes komisk. Fordi den jo viser en mand der i militærets karakteristiske afsnuppede stil udleverer sig selv som selvskabt offer for et gigantisk selvbedrag. Figuren, den indbildt heltemodige ridder, er i verdenslitteraturen nok bedst kendt under navnet Don Quijote. Og det er ikke tilfældigt, at Breivik ikke havde nogen Sancho Panza ved sin side. Kun en mand, der helt har kappet forbindelsen til selvironi, humor og antihelten Sancho Panza i sig selv, kan lave en massakre. Læren af Breivik er, at humor og selvironi er to af demokratiets vigtigste værdier. Lad os derfor forebyggende le så meget som muligt sammen for demokratiet – når vi er færdige med at sørge over massakrens ofre.

 

Vandet stiger [5/8, 6/8]

7.453 fik afslag på deres ansøgning til universitetsuddannelserne. Det viser sig nu at 43 procent af de afslåede ansøgninger var ubrugelige bl.a. fordi de var utilstrækkeligt eller forkert udfyldte. Formanden for Rektorkollegiet på de danske universiteter, Jens Oddershede, siger til Berlingske: ”Hvis man er i stand til at tage en studentereksamen, er man også i stand til at læse en vejledning, som angiver, hvilke krav man skal opfylde for at komme ind på et studie.” Det er én af den slags beroligende udtalelser, som man læser igen og igen, mens en frygtelig mistanke om en katastrofe breder sig i sindet. For det er velkendt, at 16 procent af folkeskolens elever ikke lærer at læse. Kan de mange forkerte udfyldte skemaer til de højere uddannelser bl.a. skyldes, at bølgen af elever, der ikke lærer at læse, nu også er nået gennem gymnasiet? Forskningsordfører Rasmus Prehn (S) er allerede beredt på den nye situation. Han foreslår hjælp til udfyldelsen for ansøgere, som ikke selv kan læse vejledningen.

 

 

Sommerrevy Strindberg [4/8, 5/8]

Helle Thorning og Lars Løkke har begge været nærmest usynlige i ferien. Det skyldes Thornings strategi ’Jo mindre jeg siger, jo færre dumheder’ og Løkkes spinfornægtende tro på, at hans nødvendige økonomiske aftaler bare sælger sig selv til medierne og befolkningen. En abe fra Abernes Planet på sommerferie i Danmark ville derfor aldrig få den tanke, at valget, som jo er på trapperne, står mellem Helle og Løkke. Derimod måtte aben få et klart indtryk af, at valget i dansk politik står mellem Dansk Folkeparti og dagbladet Politiken. Sommeren igennem har de to domineret den danske politiske dagsorden med lidenskabelige udmeldinger. Først omkring grænseaftalen, så omkring massakren i Norge. Officielt afskyr Politiken og Kjærsgaard hinanden. Men reelt er parterne helt afhængige af hinanden til at skabe den strid som sætter dagsordenen. De udgør dansk politiks sommerrevysvar på et ægteskabsdrama af Strindberg. Der er noget at leve op til for flinkepige Helle og maskinmester Løkke, når de snart tvinges ud af feriekomaen.

 

Den gode tones ofre [3/8, 4/8]

Filminstruktørredaktør Lars von Trier Mogensen i dagbladet Politiken kæmper nu igen med svovl og forbandelser for den gode tone. Forleden ved at gøre Pia Kjærsgaards menneskesyn ansvarligt for Utøya. Og på det seneste ved at kalde pastor Sørine Godtfredsen for ’næppe psykotisk’, vanvidsfrådsende, ’paranoid’, ’voldsromantisk’, ’afstumpet’. Groft sagt forstår og respekterer, at kampen for den gode tone kræver store ofre af sine tapre korsriddere. Det ses jo ofte ved religioner, at den rette tro kan kræve ofre, f.eks. faste, seksuel afholdenhed og upraktisk klædedragt af sine tilhængere. Og nu ofrer så også Politiken sin sans for konsekvent sammenhæng mellem egne ord og gerninger. Her vil Groft sagt dog række Politiken et halmstrå, inden bladet helt forgår i sine egne svovlende orddampe. I stedet for ’afstumpet’, ’paranoid’ og ’vanvidsfrådsende’ skulle Sørine jo bare i den gode tone være kaldt ’enfoldig’, ’årvågen’ og ’fantasifuld’. Hvor svært kan det være?

Den intetsigende triumfator [1/8, 2/8]

En meningsmåling har lige vist, at over halvdelen af vælgerne mener, at det er sidste chance for Helle Thorning. Og store dele af hendes egne vælgere har samme opfattelse. Men dette ryster ikke Helle, som stadig ikke viser mindste tegn på at være midt i en desperat overlevelseskamp. Hun følger fortsat strategien: Jo mindre jeg siger, jo mindre dummer jeg mig. Aldrig før har en udfordrer til en siddende statsminister så beslutsomt og konsekvent kæmpet for magten ved at holde bøtte og melde ”ingen kommentarer”, når pressen ringer. Og strategien har været en stor succes, fordi visse dele af regeringspartierne er gået i nederlagspanik og derfor kører kampagnen for hende langt bedre, end hun selv ville kunne. Senest ved, at bl.a. Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby og integrationsordfører Karsten Lauritzen nu foreslår, at Folketinget får en uafhængig juridisk og finanspolitisk tjeneste. Disse forslag viser tydeligt, at centrale folk i Venstre allerede forbereder den tid, hvor Helle har magt til også at gøre embedsmændene i regeringen intetsigende.

 

Råd til en bedre verden [29/7, 31/7]

Verden er befolket af mange fremragende eksperter med hjertet på rette sted. De giver ofte særdeles sympatiske og rigtige råd. Men uhyggeligt ofte er der alvorlige udfordringer med at få disse gode mænd og kvinders råd omsat til  praksis. Rådene forudsætter f.eks. ofte, at medier og vælgere er helt anderledes indrettet, end de er i den faktisk foreliggende verden. Ét af de seneste eksempler er psykiater, ph.d. Henrik Day Poulsen, som i en kronik i Jyllands-Posten, når frem til, at den største straf, vi kan give den norske attentatmand, ikke er fængsel i mange år, men at tie ham ihjel. Fordi det, han er allermest optaget af, netop er at få al den omtale, som han får i øjeblikket. Og som han vil få i mange mange år fremover. Her vil Groft sagt spagfærdigt anføre, at for at det skulle blive muligt at tie denne udåd ihjel, så skulle verden være indrettet således, at medier hadede at fortælle om blodige voldshandlinger og vælgerne at læse om dem.

 

 

Råd til en bedre verden [29/7, 31/7]

Verden er befolket af mange fremragende eksperter med hjertet på rette sted. De giver ofte særdeles sympatiske og rigtige råd. Men uhyggeligt ofte er der alvorlige udfordringer med at få disse gode mænd og kvinders råd omsat til  praksis. Rådene forudsætter f.eks. ofte, at medier og vælgere er helt anderledes indrettet, end de er i den faktisk foreliggende verden. Ét af de seneste eksempler er psykiater, ph.d. Henrik Day Poulsen, som i en kronik i Jyllands-Posten, når frem til, at den største straf, vi kan give den norske attentatmand, ikke er fængsel i mange år, men at tie ham ihjel. Fordi det, han er allermest optaget af, netop er at få al den omtale, som han får i øjeblikket. Og som han vil få i mange mange år fremover. Her vil Groft sagt spagfærdigt anføre, at for at det skulle blive muligt at tie denne udåd ihjel, så skulle verden være indrettet således, at medier hadede at fortælle om blodige voldshandlinger og vælgerne at læse om dem.

 

 

Leonora genfødt [29/7, 30/7]

Det er en gammel tanke, at det navn, forældre giver deres barn, kan blive barnets skæbne. F.eks. mener Tristram Shandy i ”Life and Opinions of Tristram Shandy” (1759), at hans hang til melankoli skyldes hans navn. Tanken om navnet som skæbne lever stadig. Moderne danske forældre har en stigende tendens til at give deres børn unikke navne, dvs. navne som kun hint enkelte enestående barn har. Det er navne som Carisma, Fessor, Jazz, Blær og Lenin. Listen illustrerer hvor forskellige retninger moderne danske forældres drømme om deres umælende barns fremtid kan tage. Og noget tyder på at teorien er rigtig. Ihvertfald når det gælder bornholmerfærger. I strid med mange gode råd og sund fornuft kaldte rederiet sin flotte, nye færge for Leonora Christina, fordi hun engang sad fanget på Hammershus. Og nu har denne spritnye færge så allerede ligget fanget i ca. 3 uger i havnen midt i højsæsonen, mens en hær af teknikere forsøger at få motorerne til at virke. Og det er kun begyndelsen. For senere sad Leonora jo fanget i Blåtårn i 22 år.

 

Skydetonen [28/7, 29/7]

Mange i eliten af politikere og forskere har problemer med at drage sammenhængende konsekvenser af den norske attentatmand. 1) Han forbrød sig ikke særligt mod den gode tone på nettet og andre steder. Alligevel skal denne tone, ifølge S, SF og andre, strammes op rundt omkring. 2) Men han anbefalede klart og eksplicit i sit manifest at kommende terrorister brugte computerspillet ”Modern Warfare 2” til at træne i skydning og strategi. Nu kunne man så formode, at dette ville føre til, at bekymrede eksperter hændervridende ville gå ind for begrænsninger og kæmpe for den gode tone også i de voldspornografiske, skydegale computerspil som udgør en voksende milliardindustri. Men nej. To forskere i computerspil, Jonas Heide Smith og Anne Mette Thorhauge, advarer tværtimod i Berlingske mod at tage for pålydende, hvad Breivik har sagt og skrevet. Forskningen kan trods lang indsats stadig ikke sige noget klart og definitivt om sammenhængen mellem vold i spil og vold i virkeligheden. Groft sagt må konkludere, at en norsk attentatmand både kan bruges og ikke kan bruges til lidt af hvert.

 

 

Fuserterror [27/7, 28/7]

Breiviks afskyelige terrorangreb på demokratiet har styrket den folkelige opbakning til demokratiets centrale institutioner. Statsminister Stoltenberg og andre ledere står stærkere end længe efter taler, som har mindsket den angst, som udåden vakte hos nordmænd og os andre. Det norske politi og andre uniformerede myndigheder er i øjeblikket kult, når de viser sig på gaden. Det er – desværre – rigtigt set af Breivik, at frygt er en væsentlig faktor i politik. Men ikke frygt for en isoleret galning. Han fuser ud – også selv om han fylder det hele lige i øjeblikket. Den virkeligt farlige terror mod demokratiet udøves af fanatiske grupper omkring visse etablerede, lovlige organisationer. Grupper som organisationens officielle ledelse tager kraftigt afstand fra – uden det dog mindsker fanatismen blandt organisationens håbefulde, voldelige rekrutter. Her vil en del politikere, debattører og udstillingskuratorer pålægge sig selvcensur, næsten altid med idylliserende bortforklaringer. Ikke mindst for at undgå at skulle leve døgnet rundt med to livvagter fra PET.

 

Übermensch [25/7, 26/7]

Gennem mange år planlagde den tilsyneladende veltilpassede, akademisk uddannede norske borger i detaljer, hvad der skulle ske d. 22. juli 2011. Fuldt lovligt indkøbte han våben og enorme mængder ammunition, fordi han var medlem af diverse skydeklubber. Han lavede et firma, som skulle producere grøntsager, hvortil han selvfølgelig havde brug for store mængder kunstgødning. Og nu og i den kommende tid spreder verdenspressen mere end villigt detaljer fra det 1500 sider lange manifest og dagbog, han har udsendt. Men ligeså smart alt dette er til at skaffe ham omtale, ligeså håbløst torskedumt er det jo til at få Norge og andre vestlige demokratier til at kæmpe mod muslimer og marxister. Faktisk får mandens handling den stik modsatte effekt: at vi alle – som altid efter terroraktioner – falder hinanden om halsen og sværger fanatisk til demokratiets tålmodigt kværnende diskussioner og kompromisser, som det eneste, der i længden kan beskytte os mod Übermensch, hver gang han rykker ud med Endlösung, krudt og kugler.

 

 

Offerlandet [22/7, 24/7]

Hver fjerde dansker, der vælger at droppe sommerferien, stemmer på Dansk Folkeparti. Til gengæld holder næsten hver femte Radikale vælger seks ugers sommerferie eller mere. Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet. Men tro nu ikke at disse tal betyder, at de stakkels underbetalte små selvstændige eller arbejdere, som udgør kernen af DFs vælgerskare, lider under at skulle knokle sommeren lang for at holde levestandarden oppe. Mens det velaflagte café latte-segment ubekymret og nydelsessygt daser og dovner i ugevis. Så enkel er virkeligheden nemlig slet ikke. I hvert fald ikke ifølge Kenneth Thue Nielsen, som er analyseredaktør ved DR. Han forklarer tallene således: ”R-vælgere er ofte offentligt ansat, hvor der lukkes i ferien, så de kan ikke holde en uges ferie.” Men hvis selv landets mest forkælede elitevælgere er stakkels ofre for deres egne lange daseferier, så må Groft sagt drage den konklusion, at enhver i dette land nu er et offer. Og vi istemmer derfor med Dronningen: Gud bevare Danmark.

 

Inspiration vestfra [22/7, 23/7]

Da den britiske premierminister Cameron forleden blev udspurgt om sine overraskende mange fortrolige samtaler med Murdoch-toppen, sagde han bl.a. ”Jeg har aldrig haft en upassende samtale.” Da præsident Clinton i sin tid blev udspurgt om sit forhold til praktikanten, sagde han: ”Jeg har aldrig haft et seksuelt forhold til miss Lewinsky.” Da det så senere uheldigvis kom frem, at den begejstrede praktikant havde gemt en kjole med umiskendelige præsidentielle safter i bunden af sit klædeskab, måtte Clinton ud i omfattende sprogvidenskabelige udredninger, som mundede ud i den overraskende erkendelse, at ’oralsex’ ikke er et seksuelt forhold. Det må forudses at Cameron må ud i lignende spidsfindige udredninger, hvis det viser sig, at disse samtaler – vanen tro i britisk tabloid-journalistik – hemmeligt er blevet optaget. Groft sagt kan allerede nu foreslå Cameron at definere ’upassende samtaler’ som ’løsslupne samtaler af seksuel art’. Det er altså noget helt andet end samtaler om, hvordan Murdoch kunne overtage TV-selskabet BSkyB.

 

 

Farlig leg med ondskab [22/7, 23/7]

De Radikales kandidat i Sjællands Storkreds, Linda Kristiansen, har åbenbart fundet ud af, at hvis man bare er et pænt menneske, så giver det ingen mediomtale. Så denne pæne, men hidtil helt ukendte, radikale politiker har på sin hjemmeside lagt et computerspil som hedder ”Kast sko efter Pia”. I spillet skal man snige sig ind på Pia Kjærsgaard ved at gemme sig bag hvide stakitter, et FN-skilt og en mur med det svenske flag. Når man er tæt nok på partilederen, skal man få en indvandrer til at kyle en sko i nakken på Kjærsgaard, der herefter styrter ud over en skrænt. Nu sidder Linda så og venter på, at Pia ringer og bekender, at hun føler sig krænket. For kun hvis det sker, vil spillet blive fjernet. Hvorefter Linda igen kan fremstå som god, pæn og korrekt. Ak. Groft sagt må her fælde en tåre over, at verdens ondskab altid overgår, hvad en pæn radikal kan forestille sig. Onde Pia vil aldrig ringe og dermed befri Linda fra hendes eget onde computerspil. Linda er hermed dømt til i al evighed at syde i sin selvskabte ondskab. Ak.

 

 

Radikal jordskredssejr? [21/7, 22/7]

Belgien har været uden regering siden 13. juni sidste år. Den belgiske presse bruger stærke overskrifter som ”pinlig verdensrekord” og ”krisen fortsætter”. Men spørgsmålet er hvor dybt krisen egentlig kradser i landet. Befolkningen er tilsyneladende ikke særligt bekymret over, at politikerne ikke kan finde ud af, hvem af dem der skal være statsminister. I øjeblikket planlægges således festlige optog og militærparader i anledning af, at demokratiet Belgien fylder 181 år. Og det politisk-administrative system har – trods mangel på regering – både kunnet vedtage en stram finanslov og sende kampfly til NATOs aktion i Libyen. Belgien fungerer altså tilsyneladende langt bedre uden regering end Grækenland og mange andre europæiske demokratier, som har en regering. Groft sagt vil dog alligevel sende en appel til de belgiske politikere om at lave en rigtig regering. Ellers risikerer vi, at de Radikale – med henvisning til Belgien – vinder en jordskredssejr til efteråret ved at køre valgkamp på deres gamle kongstanke om en upolitisk magistratsregering.

 

Populismedræberen [20/7, 21/7]

Én af grundene til, at EU er så svær at gøre sexet i danske og alle andre nationers presse, er, at de ansvarlige er usynlige. Det gør det umuligt for journalisterne at fortælle interessante historier om dem. Pludselig dukker der så alligevel i dansk presse en helt ukendt Kommissær for Indre Anliggender op fra EU-dybet. Hun er svensker og hedder Cecilia Malmström. Hun dukker dog ikke op af egen kraft, men kun fordi skatteminister Peter Christensen jamrer over fortsat at blive mobbet af EU-kommissionen med grænsekontrollen. Groft sagt skal hermed bønfalde den samlede danske presse om at give EU-stoffet sit folkelige gennembrud ved at udnytte denne enestående mulighed for at gøre en ellers helt anonym kommissær til en fængende figur i en oprivende fortælling. Da Malmström i mange år har været med i ledelsen af det vel nok mest militant politisk korrekte svenske parti, Folkpartiet, er det ikke spor svært at få øje på den blodberusede populismedræber indeni denne anonyme, objektive kommissær som skjuler sig bag sine høflige, rejsende embedsmænd.

 

Skandalens ulidelige ironi [19/7, 20/7]

Det strå, der fik skandalekamelens overbebyrdede ryg til at knække, var historien om forældre, som fik falsk håb om, at en forsvunden datter var i live, fordi en detektiv, der var hyret af en Murdoch-sladderavis, slettede beskeder på hendes fyldte telefonsvarer. Selvfølgelig bør Murdoch-lederne, de korrupte politifolk og eventuelt de politikere, som har kindkysset alt for lidenskabeligt med skandalejournalismens rødhårede ypperstepræstinde, Rebekah Brooks, hænges ud, fyres eller forbandes. Og vi bør hylde den gode moral, som – omsider – sejrede over grådige mediers usle snuskeri i kendte menneskers og kriminalitetsofres mest intime detaljer. Men i alle de skåltaler, som allerede er begyndt i mange medier i den prisværdige anledning, så bør man ikke glemme skandalehistoriens ironiske pointe. Nemlig at uden tabloid-historien om den døde piges forældre, som fik falsk håb af den grådige mediemogul, så ville der ikke være rejst så stærk harme hos så mange vælgere, at politikerne blev i stand til at gøre det nødvendige.

 

Kamp mod vindmøller [18/7, 19/7]

Det er rigtigt set af demonstranterne oppe i Østerild Klitplantage, at vold er godt, når små grupper skal sætte deres vilje igennem. Hverken fristaden Christiania eller Ungdomshuset havde eksisteret i dag, hvis det ikke havde været for en lille gruppes voldelige selvtægt og kamp mod politi og demokratiske flertalsbeslutninger. Alligevel må den tapre skare i plantagen berede sig på nederlag. For det første, fordi forsyningslinjerne fra København, som skal tilføre store mængder maskerede unge stenkastere og talrige fotografer og reportere fra TV 2 News til kamppladsen, er alt for lange. For det andet, fordi situationen politisk er alt for rodet: Oprørerne støttes ikke kun forudsigeligt af Enhedslisten og de Radikale, men også af Dansk Folkeparti, som ellers altid tjener som samlende hadeobjekt i den slags aktioner. For det tredje, fordi flokken af demonstranter slet ikke er trænet til panserkamp mod Skovstyrelsens bæltekøretøjer. Derfor ender demonstrationen bare som et broget sammenrend af godhjertede, harmløse idealister, som kæmper forgæves mod vindmøller.

 

Ferieafløsning [15/7, 18/7]

Rundt om i verden kæmper magthavere med alle midler for at bevare eller få magten: Mord, korruption, terror hærger. Også her i landet kæmper magthaverne Helle Thorning og Lars Løkke i øjeblikket deres livs afgørende karrierekamp om den politiske magt i landet. Men det foregår slet ikke med de samme vulgære og desperate midler som andre steder. Heldigvis. Faktisk foregår magtkampen med så subtile midler, at magtkampen kan være svær for almindelige mennesker at få øje på. F.eks. ser man ikke Helle og Løkke optræde i medierne. Næsten. For forleden dukkede Helle sørme pludselig ud af ferieglemslen. Ikke for at komme med en vidtskuende politisk erklæring til sommerlandet. Næh. Hun viste sig til premiere på seneste Harry Potter-film. Og hendes nådesløse modkombattant, Lars Løkke, svarer nu igen ved at lade sig se pedaltrampende på tur til Paris. Og da alle landets mest geniale politiske kommentatorer er på ferie, så må Groft sagt akut træde ind og forklare befolkningen, at det, der i virkeligheden foregår, er en meget fæl og kynisk kamp mellem to desperate magthavere.

 

Positivt TV [15/7, 17/7]

Regentparret er på sommertogt i Grønland. Hårdt vejr med voldsom blæst forsinkede besøget med to dage. Og da ritualer og planer altid er noget af det vigtigste, når det handler om kongehuset, så kunne man frygte det værste i kølvandet på denne forsinkelse. Men nej. I anledning af et forsinket besøg i den lille bygd Niaqornat med 50 indbyggere, udtaler dronningen: ”Dette er et typisk besøg i Grønland. Man kan gennemføre det meste, men aldrig som planlagt, og det er en del af charmen ved at rejse her.” Med al den lidelse og alle de ofre, som vi dagligt døjer med i TV-nyhederne, så er indslag med dronningen en lise for sjælen. Alt er altid godt. Vejret er charmerende. Folk er varme. Og dronningens sproglige overskud sikrer os mod selv de værste klicheer. Nyhedsdirektøren i DR har en politik om flere positive historier i TV-nyhederne. Hvis verdens omsiggribende ondskab fortsat gør det svært at gennemføre denne politik, så bør man overveje en fast aftale med dronningen om at kommentere på begivenhederne.

 

Bom, bommere, bommert [15/7, 16/7]

Ikke mindre end otte embedsmænd fra EU-kommissionen var torsdag på besøg for at kontrollerere om Danmark overholder Schengen-aftalen. Mange danskere spørger sikkert, hvordan EU pludselig midt i ferietid og børneinstitutioners lukkedage kan finde otte fuldbårne inspektører til at inspicere, om det er i orden, at Danmark nu vil gøre, hvad Sverige og Tyskland har praktiseret i årevis uden mindste kvababbelse i EU-systemet. Har EU ikke brug for i stedet at mobilisere revl og krat af alle deres tapre kontorfolk for at få bedre styr på virkelig alvorlige udfordringer som f.eks. de vildtvoksende budgetter og på Grækenland og andre EURO-lande som er ved at gå rabundus? Meget tyder på, at EU-kommissionen er blevet ofre for deres dæmonisering af Pia Kjærsgaard. For når den gyselige populist-trold Pia råber det skrækkelige ord: ”Grænsebom” ud over Europa, så udsender formand Barroso rituelle formaninger og en busfuld kontrollanter, som kun kan gøre Pia endnu mere kåd og lysten efter at skråle ”bom” igen og igen. Og juble, når EU overreagerer med ekkoet ”bommere, bommert”.

 

Løkke er ren [14/7, 15/7]

Britiske toppolitikere som Blair, Gordon Brown og den nuværende premierminister, Cameron, har gennem årene brugt megen af deres kostbare tid på at pleje tætte, private netværksrelationer til eliten i Murdoch-imperiet. I Italien er det mere enkelt. Her ejer Berlusconi selv flere toneangivende medier og kan direkte – uden at skulle fedte sig ind – bestemme, hvordan han selv bliver fremstillet. Anderledes uoverskuelige forhold til pressen har politikere her i Danmark. Der er ingen dominerende mediepave at fedte for; derimod en masse små mediekongedømmer, som Løkke skal undgå at blive uvenner med. Hvis Løkke – som Berlusconi – ejede store dele af landets presse, så ville vi i disse sommerdage blive bombarderet med oplysende artikler om den 2020-plan, som skal redde Løkkes genvalg mod alle odds. Men da denne plan er helt usynlig overalt, så beviser det klart, at Løkke ikke engang ejer så meget som en lokal ugeavis her i landet. Og at han heller ikke har fedtet sig ind nogen steder.

 

Populistisk timing [13/7, 14/7]

Nu er Lars Barfoed ude og give hele den populistiske, personfikserede, politiske kultur en ordentlig opsang. Politik er alt for bestemt af taktik og timing, siger Barfoed. Politikerne bør glemme alle kølige kalkulationer og simpelthen bare sige lige ud, hvad de mener. Og Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne, som ellers som regel er stik imod, hvad der kommer af tankegods fra regeringspartierne, bakker uden tøven Barfoeds tordentale op. Faktisk vil Groft sagt påstå, at det er komplet umuligt at finde en politiker, som ikke mener, at man skal sige, hvad man mener. Derfor er der grund til i dette tilfælde at rose den ellers meget mobbede Barfoed for den vellykkede taktik med at score overskrifter i flere medier på at have nøjagtigt den samme mening, som alle andre politikere. Hvorfor dog risikere hån og spot ved at køre frem med dårligt timede, kontroversielle tanker om skattelettelser og den slags, hvis man kan score overskrifter med veltimede meninger, som selv Mette Frederiksen nødvendigvis må være enig i?

 

 

Fedmekampen [11/7, 12/7]

Fedmen raser i befolkningen. Antallet af overvægtige er fordoblet på tyve år og tæller nu 600.000 personer. Magtfulde og kloge folk aner ikke, hvordan fedtet skal bekæmpes. Den ansvarlige minister, Bertel Haarder, har de seneste dage kapituleret med en erklæring om, at der ikke findes noget fix mod fedme. Og én af landets førende fedmeeksperter, professor Thorkild I.A. Sørensen fra Københavns Universitet, arbejder nu med en helt ny hypotese om, at fedme slet ikke skyldes, at folk propper sig hele tiden. Tværtimod er det omvendt: Det er fedmen i sig selv, der er selve årsagen til, at folk fortsat propper sig. Da Groft sagt’s kald i livet er at tale i klar tekst, hvor politikere og forskere udgyder sort tale, så skal Groft sagt omgående beordre alle smækfede slapsvanse-danskere til at lade være med hele tiden at fylde sig med øl, cola, junkfood, slik og kartoffelchips, mens de jamrer over, at hverken politikere eller forskere kan hjælpe dem af med deres hængevom, blævrelår og dobbelthager. Jamr i stedet, mens I fråser i vand og gulerødder.

 

Kommunikationskløft [8/7, 11/7]

Tal fra Sundhedsstyrelsen og dagligvarehandlen viser, at danskerne drikker mere i sommermånederne end i resten af året. I den forbindelse indhenter Berlingske torsdag kommentarer fra afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen Mia Ficherman, som oplyser: ”Hvis man drikker for meget på én gang, så kan de akutte følger for unge være ikke at kunne overskue situationen, større risiko for at have uønsket sex.” Ordene er vist ment advarende, men så vidt Groft sagt er orienteret, så er det netop udsigten til ikke rationelt at kunne overskue situationen og til eventuelt at dyrke sex med personer og på måder, som man ikke ønsker sig i ædruelig tilstand, som får unge mennesker til at tylle alkoholen i sig. Noget tyder på, at Sundhedsstyrelsens vanskeligheder med at få folk til at efterleve deres advarende råd skyldes, at styrelsens argumentation virker som anbefalinger.

 

Nonnen og skøgen [8/7, 10/7]

Stuepigen viste sig ikke at være helt så hvidskuret ren, som alle først troede. Og nu er overskrifterne, at ”sagen smuldrer” samtidig med, at Straus-Kahn ustandseligt fremvises fanatisk monogamt med sin kone i Amerika på en måde, som gør alle de fæle rygter om sidespring til skamme. Og hvorfor ødelægge en enkel, opbyggelig historie med en nedbrydende modhistorie om en verdenspresse, som skamløst lader sig spise af med dyrt betalt spin? Nemlig modhistorien om den magtfulde, rige direktør, som købte verdens mest kompetente advokater til bl.a. at grave smuds frem om stuepigen. Og at forsvaret derefter formentligt har foræret frugterne af deres detektivarbejde til anklagemyndigheden, som derefter kan lade historien om nonnens forvandling til skøge springe med statslig autoritet i medierne. For ikke at tale om historien om, at stuepigen kun taber denne sag, fordi hun ikke har råd til samme ekspertise som direktøren til bl.a. at finde nyt, opsigtsvækkende smuds om direktørens ustyrlige sexliv, som hun kan fodre pressen med.

Tvivlernes Godmother [8/7, 9/7]

I bagklogskabens ulideligt klare lys kan enhver politisk kommentator i dag godt se, at det var selvindlysende at Margrethe Vestager måtte blive inde hos Hjorth og Pia og lave efterlønsforlig, selv om Helle og Villy ikke ville være med. På denne måde genindtog de Radikale positionen som det beslutsomme hverken-eller-parti i dansk politik. Og de mange hundredtusinder af vælgere, som altid vakler mellem blå og røde planer og alt muligt andet, har nu fundet tryghed i Margrethes favn. En ny gallupundersøgelse bekræfter at disse vælgere, som udgør en femtedel af vælgerskaren, finder at Vestager er den mest sympatiske af partilederne. Det, der narrede alle politiske kommentatorer, var Vestagers flegmatiske, intellektuelle udstråling som castede hende som alt andet end leder. Hun passede til rollen som klinisk psykolog eller præst i en region med husstande med høje indkomster. Nu ved alle, at hun er tvivlernes smilende Godmother i dansk politik.

 

Jazz og Tour de France [6/7, 8/7]

Det er herligt, at den 80-årige jazz-kæmpe Sonny Rollins i søndags kunne fylde Det Kgl. Teaters gamle scene med improviseret vellyd. Samtidig går vores tanker til de mange forrygende jazz-giganter, som desværre aldrig nåede frem til hyldest på Det Kgl. Teater, bl.a. fordi de tidligt bukkede under på grund af et intensivt misbrug af morfin og lignende. Mest grelt geniet Charlie Parker, som efter en kort, hektisk karriere, der mest udspillede sig på røgfyldte barer, døde som 34-årig i en fysisk tilstand, som var sådan, at ligsynslægen vurderede ham til at være ca. 60 år. Det ædle, sportslige ideal om, at den, der præsterer, skal have en helt ren, dopingfri krop, findes ikke i jazz – eller blandt forfattere eller filminstruktører. I den benhårde konkurrence mellem kunstere gælder alle kneb, herunder doping, druk og piller, for at nå det sublime resultat. Derfor er det også en særlig stor præstation af Rollins at overleve ræset i den dopingbetændte jazz-branche og nå frem til målstregen på Det Kgl. Teaters store scene. Faktisk en langt større fysisk præstation, end det ville være for en helt ren Contador at vinde den dopingkontrollerede Tour de France.

 

Kom nu, Caro! [1/7, 6/7]

Få mennesker har mere magt over andre, end forældre over sine små børn. Despotiske forældre kan derfor frit praktisere hjernevask som ”tigermor”. Og det hjernevaskede barn kan så senere helt frivilligt fortælle alverden om sit selvvalgte liv som violinvidunderbarn eller tennisbabe med millionsponsorater. Wozniacki og de andre kvindelige topspillere i Wimbledon er vist alle vokset op på denne måde, typisk med deres tigerfar som træner og mentor. Problemerne opstår, hvis barnet møder udfordringer, som ikke kan løses i den begrebsverden, som tigerfar lever i. Da Caroline nu igen i år røg ud af Wimbledon i fjerde runde, bemærkede mange kommentatorer hendes passive spil og manglende spilleglæde. Far Piotr og andre mener som sædvanligt, at løsningen er, at hun skal træne udvalgte slag noget mere. Groft sagt mener derimod, at Carolines problem er mentalt: Hun er alt for optaget af at være fars veldresserede pige til at turde gå efter den store fallos-pokal med alt det gruopvækkende libido, hun ganske sikkert har.

 

Agurketid [30/6, 4/7]

Allerede tidligt i juni gik der rygter i Europa om, at agurkerne i år ville slå til med diarré og dødsfald. Angrebet viste sig at være falsk alarm. Men så satte en vedholdende angrebsbølge fra de undervurderede bønnespirer ind. Og nu har også jordbærrene slået til. Indtil videre kun jordbær fra et bestemt gartneri, men det kan stadig nå at brede sig. Og mens medierne har været optaget af at holde de fysiske grøntsager under skarp kontrol, så har Den store stygge mentale Agurk sneget sig ind i os alle sammen og lavet os til agurketid. Man troede ellers ikke, at det kunne ske igen i år. For Folketinget er ikke gået på ferie endnu, og det siges, at vi allerede er i fuld gang med valgkampen, selv om den stadig mangler at blive udskrevet. Og Lars Barfoed skrev for en sikkerheds skyld kronik. Men så kom det alligevel: den lille, vanvittige historie, som triumferende drager medierne rundt, og som tvinger os alle til at indse, at agurken uhjælpeligt hersker. I år skete det med overskriften ”Mennesket er jordens hersker”.

 

Budskabet fra Roskilde [1/7, 3/7]

Politikerne siger hele tiden, at vi danskere skal blive bedre. Allerhelst skal vi være verdensmestre både i folkeskolen, forskningen og den højteknologiske industri. Men hvorfor skal vi altid tudes ørerne fulde af alt det, vi ikke gør godt nok? Det gør det hele så surt. Enhver erfaren underviser ved, at man ofte når længst med positiv, støttende pædagogik. Derfor bør politikerne fokusere meget mere på det, befolkningen allerede er verdensmestre i og så bygge videre på det. Det fremgår tydeligt af alle medier i disse dage, at det, vi danskere i virkeligheden er allerbedst til, er at feste. At drikke øl sammen, høre musik i en enorm, tætpakket folkemasse, leve i mudder i dagevis uden hygiejniske hensyn, og intimt nyde hinandens kroppe og safter, det er vi skrappe til. Derfor bør politikerne straks efter sommerferien finde ud af, hvad dette særlige talent kan bruges til. Det er for dårligt, at det eneste, der år efter år kommer ud af det, er kolossale køkkenmøddinger, tømmermænd og forgiftninger.

 

Nogle er mere lige [30/6, 1/7]

Forleden stak Marlene Wind piben ind, fordi Pind kaldte hende øgenavne og Kjærsgaard kaldte hende for ”hånende og fordømmende”. Nu har så en anden forsker, Bent Jensen, på lignende vis fået ørerne i maskinen. Denne gang er det så rødt hold, der står for mudderkastningen. Det er Mogens Lykketoft, som kalder Jensens forskningsresultater for ”lodret nonsens”. Men så holder ligheden  mellem de to tilfælde også helt op og bliver til stærke kontraster. For da professor Wind blev hevet ned fra den høje eksperthest inde i blå stue, medførte det en masse bekymrede debatter på allerhøjeste åndeligt niveau i vores elektroniske public service-medier. Herunder så megen ekstra taletid til Wind, at hun blev nødt til selv at sige stop. Men når professor Jensen nu på samme vis myrdes af den røde runkedor Lykketoft, så er det åbenbart slet ikke nær så principielt bekymrende og opsigtsvækkende. Det behandles i hvert fald som ren rutine af samme medier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 02-08-2019 14:10:43

 

 

Praksischok [10/6, ]

Det er oprørende, at det at holde styr på en klasse åbenbart først de seneste år forsøgsvis er indført på seminarierne.

Hele 16 procent af eleverne forlader folkeskolen uden at lære at læse. Hvad pokker får alle disse elever dog tiden i skolen til at gå med? Det er et af vort lands største mysterier. Nu åbenbares det så, at ikke engang lærerne ved, hvad disse horder af elever laver. En undersøgelse fra Dansk Evalueringsinstitut afslører, ifølge Politiken, at hver tredje nyuddannede lærer finder arbejdet sværere end forventet. Og at hver anden har svært ved at håndtere konflikter i klassen. 81 procent har svært ved at gennemføre differentieret undervisning. Den akademiske kultur, som hersker på seminarierne, har altså et klart problem med at få virkeligheden ude i klasseværelserne ind i uddannelsen og træne lærerne ordentligt i helt banale ting. Det er oprørende, at det at holde styr på en klasse åbenbart først de seneste år forsøgsvis er indført på seminarierne.  Og selvfølgelig hedder det ikke bare ’at holde styr på klassen’, men ’klassserumsledelse’. Fint skal det være. Nu mangler vi så bare et fag, der hedder ’forældremødemanagement’.

 

Raketten [3/6, ]

Enhver dansker kan vel huske scenen fra Lars von Triers vidunderlige organisationssatire ”Riget”, hvor den svenske overlæge fra toppen af Rigshospitalet skuer mod Sverige og Barsebäcks himmelstræbende skorstene og lovpriser sit lands storhed samtidig med, at han håner os danskere, bl.a. fordi vi hylder vores land med en sang, der har omkvædet ”kukkuk faldera”. Men i dag kan vi danskere så gøre gengæld ved at spørge, om Sverige kan byde på to gale amatører, som vil sende en raket op i 15 kilometers højde? Og det sker under samtlige danske mediers bevågenhed med ekspertinterviews og hele pivtøjet, som var det en tur til Mars. Og hvis det går galt som sidste gang, hvor en føntørrer svigtede, så vil hele landet føle med eventyrerne. For den glade amatørisme, som scorer, er en væsentlige del af vores identitet og selvforståelse. Ligegyldigt hvor mange krigsfly svenskerne bygger og sælger, så vil de aldrig forstå vores glæde over sådan en plimskør raket. Eller hvorfor vi er verdens lykkeligste folk.

 

Regelgabet [13/4, ]

Berlingske d. 12/4 gav et rystende indblik i den kamp, Aarhus Kommune fører mod regeltyranniet. Kommunen gennemførte i 2008-10 projektet ”Kontrolfri Zone”, som bestod i, at man gennemførte omkring 50 forenklinger. Dette pilotprojekt kan ikke roses nok, for lige siden Poul Schlüter i 1980’erne har alle regeringer haft regelforenkling på programmet, uden at det har har begrænset reglernes frodige ynglen. Men nu beretter en erfaren århusiansk hjemmehjælper, at hun slet ikke har kunnet mærke forenklingen i form af, at hun fik mere tid til at hjælpe borgerne. Den ansvarlige SF-rådmand opildner dog trods det nedslående budskab fortsat de ansatte til kamp mod reglerne med disse ord, som giver et chokerende indblik i den kommunale tænkning bag projektet: ”Hvis der er en ting, vi kan afskaffe, så åbn gabet.” Det er på tide at kommunen erkender, at både ansatte og borgere allerede er helt fyldt op af overflødige regler, og at de ikke kan nedsvælge flere.

 

 

 

Løkke tester hjelm (7/4, ]

Rådet for Sikker Trafik og den tidligere formand for Dansk Cyklistforbund, Thomas Kragh, er ifølge Berlingske kommet i strid om cykelhjelme. Trafikrådets slogan: ”Min far er klogere, han bruger cykelhjelm” leder efter Kraghs mening frygtsomme personer med hang til sortsyn til helt at stille cyklen, mens folk, som har tyrkertro på hjelmens forebyggende virkning, fristes til tøjlesløs cykling og får en masse skader. Det viser flere undersøgelser. Men Trafikrådet replicerer, at hvis bare man vælger sin måde at cykle på, inden man tager hjelmen på, og gennemfører cyklingen som planlagt, så kan man trygt cykle med hjelm.

Her er det passende at sparke ind at dansk politik har leveret flere velkendte eksempler på det modsatte. Både Poul Nyrup og Anders Fogh cyklede som planlagt – den ene vist på Aarhus-kanten, den anden i de franske alper – men de blev begge set med hjelm i medierne. Forholdsvis kort efter forlod de begge statsministerposten.

Også den nuværende statsminister tror åbenbart på Trafikrådets råd om at cykling som er planlagt uden hjelm, kan foretages helt uden fare med hjelm. Snart cykler Løkke helt efter planen til Paris med hjelm. Et efterfølgende Folketingsvalg vil derefter kunne gøre os alle klogere på hvor farlig cykelhjelm i virkeligheden er.

 

Kommaløs krimi [25/3, revideret ¼, Bragt d. ¾ under titlen ’Uanstændig kommaløshed’]

Ikke uden stolthed har denne Groft sagt konstateret, at grovheden ’Pervers familie-tv’ (d. 16/3) har sået frø både hos Børnerådet og i Radio- og TV-nævnet, som nu vil have den voldspornografiske krimiserie, ’Den som dræber’, flyttet til et senere sendetidspunkt. Men Groft sagt hviler ikke på laurbærrene. Denne sag skal føres helt igennem. Nu skal det frem, at der mangler et komma i titlen. Serien burde hedde ’Den, som dræber’. Ganske vist er det teoretisk tilladt at udelade komma foran ledsætninger. Men kun nørder gør i praksis brug af denne mulighed. Alle større medier og alle ministerier holder det gode gamle grammatiske tysker-komma i hævd. Og så mangler der altså klart et komma her lige midt i titlen. Det er en skandale. Det er strengt forbudt at udelade tilfældige kommaer efter forgodtbefindende. Dansk Sprognævn må vågne op til dåd og kalde TV2 til ordnung.

 

 

Kedeldragtens død [21/3, revideret og bragt  30/3 under titlen ’Kedeldragtens svanesang’]

Japans krise håndteres tilsyneladende af duknakkede mænd i helt ens lyseblå kedeldragter. De kan have lidt forskellige titler, men de lyder som helt ens bureaukrater, mens de læser op af nogle papirer og forsikrer alle om, at eksplosioner og radioaktivt udslip slet ikke er så alvorligt, som det ser ud på tv-skærmen. Kedeldragterne lever åbenbart i en tid, langt før man opfandt øjenkontakt og almindelig jævn tale til befolkningen. I flere dage var budskabet, at man skulle glæde sig over, at der nu kom elkabler frem til køleanlæg, som alle kunne se lå i ruiner. Som dagene går ligner kedeldragterne mere og mere Komiske Ali’er, som kommer fra Sandhedsministeriet i Orwells 1984. Det må undre, at det farverige, stolte japanske folk med samuraifortiden vælger kedeldragter som ledere. Spinnet med kedeldragterne var i hvert fald aldrig gået her i landet, hvor vi har svært nok ved ikke at le, når vi ser statsministeren i stramt cykeldress med hjelm.

 

Godhedens vinde [18/3, ]

Alle er imod fæle diktatorer. Gaddafi har gjort selv Villy Søvndal og Margrethe Vestager til krigere. Derfor er det ikke særlig kærligt af Søren Pind nu at spolere krigsidyllen ved at gøre opmærksom på, at mange af de politikere, som kræver resolut indsats mod diktator Gaddafi, har ført an i at kritisere at Danmark var med til at vælte diktator Hussein i Irak. Det har så gjort oppositionen både forarget og rasende på Pind, fordi de to situationer slet ikke bør sammenlignes. Men for almindelige danske vælgere uden juridisk embedseksamen er der jo en slående lighed. Også den lighed, at det er let at være god, så længe en skør og grusom diktator huserer. Og at føle godhedens sus, når man er med til at stække eller styrte ham. Men når hans flotte krigmonumenter og statuer væltes, så opstår der hvirvelvinde, som sætter godhedens vejrhane i sving. Derfor forudsiger denne Groft sagt, at mange også snart vil blive helt moralsk rundtossede over Libyen.

 

Melankolien styrer [18/2, ]

Denne teori kan forklare meget i aktuel dansk politik, som åbenbart ledes af melankolikere.

Selv om en film ikke er færdig, kan den sagtens sælge godt. Det oplevede Lars von Trier på filmfestivalen i Berlin. Men også oppositionens politik sælger jo godt, selv om den langtfra er færdig. Filmen "Melancholia" bygger i øvrigt på en teori, som von Trier hørte om fra sin terapeut under behandlingen for sin depression. Ifølge terapeuten tager melankolikere situationen med ro under voldsomme begivenheder, mens normale mennesker har en tendens til at gå i panik. Denne teori kan forklare meget i aktuel dansk politik, som åbenbart ledes af melankolikere. Da Løkke i nytårstalen havde spillet ud om afskaffelse af efterlønnen, skabte det opstandelse mange steder, men samtidig tydelig ro i Løkke selv. Samme ro faldt over Lars Barfoed da han skabte tumult i regeringen ved at tale om skattelettelser. Man kan kun skælve for hvad regeringens næste kaosskabende initiativ bliver for at skabe ro hos sig selv og blandt sine stadig mere melankolske vælgere. I øvrigt slutter Jordens undergang lykkeligt. Altså i von Triers film.

 

 

Vugge på afveje [29/6, 30/6]

Hvordan kan demokratiets vugge, Grækenland, dog køre sig selv så langt ud i den økonomiske suppedas, at forholdsvis purunge demokratier som Tyskland og Frankrig må til lommerne? Det skyldes bl.a. korruption og et ineVffektivt skattevæsen. Alle grækere har åbenbart i årtier snydt hinanden om kap på en måde, som får det udbredte sorte arbejde her i landet til at ligne en børnefødselsdag. Derfor var det også helt naturligt for Grækenlands ledelse i 2001 at snyde sig ind i EU med et grotesk sminket regnskab. I disse timer vandaliserer græske anarkister Athen med sten, mens velspækkede grækere, ifølge Berlingske onsdag, sikrer deres skatteunddragede formuer i luksusboliger i London. Læren af Grækenland er, at demokrati ikke kun består i at have alle de rigtige demokratiske institutioner. Demokrati bliver det først, når befolkningen er forenet i faktisk at tro på systemet, og at tro på, at politikerne inderst inde brænder for de idealer, som de hele tiden taler om. Ellers får man bare et grænseløst voksende hykleri.

 

Eksperttroen [24/6, 30/6]

Eksperttroen udsættes for svære rystelser i denne tid. Et af denne tros dogmer er, at når politikere er i hundeslagsmål, så kan journalister ringe til universitetet og dér finde en ekspert, som kan fortælle det danske folk sandheden. Og derefter bør alle så bøje sig andægtigt for, hvad forskningen siger. Men nu viser en undersøgelse så, at hver tredje professor på Syddansk Universitet har været udsat for at blive kritiseret af en politiker i forbindelse med at professoren har ladet sin røst høre for alt folket. Og det er der så nogle der har meget ondt af. Men det mest mærkelige ved den undersøgelse er da, at der er hele to tredjedele, der aldrig er blevet kritiseret. Det kan kun skyldes, enten at de altid udtaler sig uforståeligt eller også, at de kun siger ting, som ikke kan bruges af de røde mod de blå eller omvendt. Det er politisk argumentation for burhøns, at hvis en ekspert siger noget politisk brugbart, så bliver hun straks pillet ned af den høje eksperthest af det hold, hun skader. Og så må hun værsgo’ slås videre som politiker eller holde sin bøtte.

 

Taskenspilleri [28/6, 29/6]

Nu  har Margaret Thatcher solgt sin håndtaske til et svimlende beløb. Også dansk politik har sine tasker. Fogh gik således med statsministermappe allerede som barn. Men stærkest står kvinderne. Først var der Marianne Jelved. Ingen tvivler dog på, at Danmarks i øjeblikket førende taskepolitiker er Helle Thorning, som lavede et kup på hele den danske presse, da hun iførte sig sin flere år gamle røde taske, da hun forleden skulle ned og befri Libyen fra Gaddafi. Lene var iført hjelm og blev velfortjent hyldet af oprørerne som en befrier. Hun blev den dansker som genrejste Dannebrog i Arabien. Men det var billedet af vores parlamentarikere i Herculesmaskinen anført af Helles røde taske, der kom på forsiden af avisen. Folk, som troede at Dannebrog, som begejstret bæres gennem oprørnes gader, i de danske medier kunne besejre Helles røde taske, må tro om igen. Fordelen ved tasken i modsætning til flaget, er desuden, at om mange år kan også denne nu berømte politikertaske sælges for mange penge, som kan gå til velgørende formål.

 

Innovation i landbruget [24/6, 27/6]

Den smukke, men uregerlige staudeplante, mælkebøtten, kan ifølge Landbrug & Fødevarer nu også bruges til seksuelle formål. Gevæksten, som også kaldes løvetand, er ellers mest kendt i dansk kulturliv for at levere navn til en slægt af kronisk uskyldige blomsterbørn. Men i sin kørende annoncekampagne begår Landbrug & Fødevarer nu rask væk metafor på den intetanende ukrudtsplante. Den er smækfyldt med gummi, som kan bruges til latex. Derfor er annoncen illustreret med en slank, latexklædt herskerinde med pisk og nitter. Og det fremhæves at planterne er kendt for at stå og stritte i græsplænen. Det er sandelig blevet nye tider for dansk landbrug, som her viser sine innovative evner. I stedet for at dræbe ukrudtet, udvinder man bl.a. sexlegetøj af det. Og i stedet for at lade sig vellystigt piske af det altid forkerte vejr og de dårlige priser, så bliver man nu gennemtævet af sortklædte herskerinder, mens man frydefuldt skriger kampagnens motto: ”Fremtiden er ikke så sort, som den har været.”

 

Dummebøder [24/6, 25/6]

Der jamres jævnligt over den ringe dækning af EU-stof i danske medier. Og med rette. Især dansk TV kæmper således i disse dage med stor succes en heroisk kamp for at få korrespondenter og kommenterende eksperter til fortsat at fabulere løs over en påstået skandaløs historie om fiktive danske grænsebomme, som truer det storslåede europæiske projekt. Hvilket efter samme mediers opfattelse får father Baroso til ustandseligt at tale dunder til lille Danmark. Problemet er, at denne kulørte ikke-historie skjuler den langt bedre og helt sande historie om, hvad der virkelig foregår: Fallitboet Grækenland har taget father Baroso, mother Merkel og alle de andre store EURO-bosser som gidsler og afkræver nu dummebøder på trecifrede milliardbeløb for at undgå at gå bankerot her og nu og trække EUROEN med sig i dybet. Og det mest ubetaleligt komiske ved historien er jo, at samtidig med, at dummebøden betales, skal dem, der betaler, ligne folk, der har fuld kontrol over situationen. Og dem, der modtager, ligne ofre.

 

Bingo, Barfoed [22/6, 24/6]

Mange håner i øjeblikket Lars Barfoed for dårlig timing, fordi han foreslår EURO-afstemning lige netop i samme øjeblik, som EURO-landene desperat forsøger at redde Grækenland fra bankerot. Og fordi et klart flertal af danskerne er klart imod afskaffelsen af kronen. Er Barfoed gået fra forstanden? spørger alle. Nej! tordner Groft sagt. Tværtimod: Genialt spiller Barfoed vanvidskortet. Mistanken om vanvid gør det nemlig bl.a. nødvendigt for TV at invitere ham ind, så alle får mulighed for med egne øjne at vurdere hans mentale tilstand. Og mens alle sidder og vurderer, om vi her har endnu en konservativ personskandale – denne gang med en partiformand, der rablende mister forstanden for åben skærm – så kan Barfoed stille og sagligt liste sine rationelle argumenter ind i vælgerne bag alle forsvarsværker. Bingo Barfoed!

 

Stur stur nummer [21/6, 22/6]

Mange spørger, hvorfor Birthe Rønn ikke bare straks greb mobilen og ringede direkte til Lars Løkke og spurgte ham, om han havde husket at overholde Schengenaftalen, da regeringen indgik 2020-forliget med Dansk Folkeparti? Så havde hun ikke behøvet først at skrive en brysk kommentar i Berlingske for derefter at få TV-nyhederne til at vejre sensationen hele weekenden igennem og Politiken til at rydde forsiden mandag. Og mobilisere Venstres kroniske oprørsbevægelse, Schall-Holberg og Vesselbo. For ikke at tale om den ulejlighed, som de Radikales Morten Østergaard måtte have med at levere alenlange TV-interviews, så hele landet forstod, at alt nu var kaos. Hele dette cirkus satte Birthe i gang, inden TV i løbet af mandagen fandt Lars Løkke på et jysk byggemarked, hvor han smilende fortalte, at han nu havde ringet til Birthe. Det er velkendt, at Rønn ikke forstår, hvordan hun kan bruge sin mobiltelefon som fotografiapparat. Men er der ikke én i Venstres talentspækkede gruppe, der lige kan forklare hende, hvordan man bruger den til at ringe op med?

 

Mogensens indsigt [20/6, 21/6]

Politiske kommentatorer har hver deres spidskompetencer. Peter Mogensen i Politiken har det særkende, at kunne læse toppolitikernes tanker. F.eks. med vurderinger som denne forleden: ”Hun (Pia Kjærsgaard) takker sin skaber for, at Folkemødet holder liv i den politiske sæson”. Denne Groft sagt har ofte undret sig over, hvorledes det var muligt for en politisk kommentator at få denne privilegerede adgang til toppolitikeres inderste åndsliv. Men nu betror Mogensen til Berlingske søndag, at han jævnligt beder til ”en højere magt”. Mogensens indsigter kommer altså direkte til Mogensen ved hjælp af bønner til selveste Vorherre. Men mon ikke det bare er smart spin fra Mogensen, som skal stive hans ofte meget fantasifulde analyser lidt af? For et andet særtræk ved Mogensen er jo, at næsten alle hans letløbende forudsigelser viser sig ikke at holde. Så enten er Gud ikke alvidende, eller også er der ildevarslende knas på forbindelsen mellem Mogensen og Gud.

 

Ballettens redning [17/6, 20/6]

Forleden så man i TV en kvinde vride sig dekorativt på Arne Jacobsens stol ”ægget” for øjnene af vores balletinteresserede regent i USA, som iagttog med hovedet på skrå. Det har så senere vist sig, at det var en kongelig balletdanser, og at der var tale om en genopførelse af en ballet, som blev skrevet til et besøg, som balletten aflagde i Japan sidste år. En tur som var sponsoreret af det firma, som producerer stolen. Men da ikke kun balletten, men hele Det Kgl. Teater kører med underskud, så bør sponsorater da bruges langt mere end som rejsestøtte. Og det jager ikke det danske folk væk, for de er vant til, at både cykelryttere, foldboldspillere og tennisspillere er plastret til med reklamer. Hvis de da er noget værd. Og det kan gøres diskret. F.eks. behøver de medvirkende i Svanesøen kun iføre sig Nike-sko, Rolex-ure og Lilly-brudekjoler under fremkaldelserne efter selve forestillingen. I hvert fald til en begyndelse.

 

Håbefaktoren [17/6, 19/6]

Borgmestre i Københavns omegnskommuner tigger nu Helle og Villy om at give klar besked om, hvor grænsebommene til København skal stå. Men hverken dette eller mysteriet med, hvordan folk skal lokkes til at arbejde 12 minutter mere om dagen, vil blive afklaret før valget. Det forudsiger denne Groft sagt-profet. Helle og Villy følger nemlig samme strategi, som både gjorde Schwarzenegger til guvernør i Californien og Obama til præsident i USA: Sig så lidt konkret som muligt om økonomi. Hold i stedet en masse taler med vidunderlig skønsnak, som fylder folk med håb om, at de får noget helt nyt og vidunderligt, som der kun kan gisnes om. Jo værre de økonomiske udfordringer er, jo stærkere bliver mange vælgeres håb om, at der findes en helt ny, uprøvet politisk figur, som ved et mirakel kan redde os alle. Og her ligner charmerende, smilende, uerfarne Helle & Villy jo langt bedre det rene, ubesmittede håb end de stressede, nøjeregnende bogholdertyper, Løkke & Hjorth.

 

 

Grænsebom, efterskrift [17/6, 18/6]

Der har i den senere tid som bekendt været en del tumulter blandt politikere, eksperter og en enkelt ambassadør i anledning af regeringens grænseaftale. Men den danske toldetat har hele tiden været helt rolig og afklaret. Det fremgår af skattedirektør Erling Andersen, som i Jyllands-Posten forleden forklarede, hvordan sagen om de famøse grænsebomme i virkeligheden forholder sig: ”I henhold til Schengen må man ikke bygge en grænsebom og en grænsestation. Og derfor er det ikke en grænsebom, men et kontrolanlæg”. Hvor befriende at høre disse ord! Meget hysteri i medierne med efterfølgende ekspertsammenbrud og politikerkovendinger kunne jo være sparet, hvis alle straks fra starten fulgte denne bureaukratiske logik, som jo simpelt hen går ud på, at virkeligheden er det, som man kan læse sig til i Schengenaftalen. Uanset hvordan virkeligheden så rent fysisk måtte se ud i den såkaldte virkelighed.

 

Aftagende Wind [15/6, 16/6]

Man kan godt være professor i statskundskab og samtidig være klodsmajor i praktisk politik. Marlene Winds meget omtalte politisk-polemiske udfald mod regeringens grænseaftale og især mod Dansk Folkeparti var en blottelse, som gav Pia Kjærsgaard de bedst tænkelige betingelser for at rokke gevaldigt ved Winds status som uafhængig, objektiv EU-ekspert. Samtidig forsvandt den substans om aftalens tåbelighed, som Wind tilsyneladende gerne ser udbredt, jo fuldstændig bag det fyndige slagsmål mellem en politiker og en ekspert, som medier og vælgere elsker langt mere end enhver EU-substans. Og det får konsekvenser. Fra nu af er det umuligt f.eks. for TV-nyhederne at bruge Wind effektivt som sandhedens overjordiske orakel i de mange indslag, hvori Dansk Folkeparti indgår. En ekspert kan sagtens politisere, men kun sålænge hun undgår den direkte polemik med de politikere, hun politiserer om.

 

Politik classic [10/6, 14/6]

Denne regering har gjort op med mange såkaldte sandheder i politik. Bl.a. at man kun skal indgå store reformforlig som det om efterlønnen i det første halvår af en regeringsperiode. For så har man resten af regeringsperioden til at få befolkningen til at fatte og acceptere ændringerne. Nu er der så kun en sommerferie plus måske lidt mere for regeringen til at rokke på de opinionstal, som har ligget fast i månedsvis: 48-52. Men også her ligger en revolution i forhold til Foghs politik, som man kan kalde ’politik moderne med spin’. Fogh respekterede, at folk ikke kunne holde ud at se og høre ham og andre politikere i TV hele tiden. Derfor var han og ministrene usynlige i juli måned. Men i ’politik classic uden spin’, som Løkke-regeringen nærmest praktiserer, er vælgernes behov for politik så umætteligt, at de som flittige skoleelever forventes at bruge en sommerferie på at indhente det forsømte pensum. Valget vil snart gøre os alle sammen klogere. Også på om politik classic er vendt tilbage andre steder end i regeringstoppen.

 

Skærmtip [10/6, 12/6]

Mange prøver for tiden at ligne en minister på skærmen, selv om de aldrig har prøvet at lede andet end en diskussionsgruppe i en politisk ungdomsorganisation. For dem er der megen opbyggelighed at hente i den tidligere tv-journalist, Poul Nesgaards, forunderlige karriere. Forleden røbede han i et TV-interview på DR2, at hans vej til  jobbet som succesrig direktør for Filmskolen gik via hans egne programmer på ungdoms-TV. Eksperimenter med hans journalistrolle i udsendelserne havde bl.a. ført ham ud i at optræde i nålestribet tøj af samme art, som bruges af topledere. Han var en slags hvid klovn, hvor den kendte jazzmusiker ”Nulle” var dummepeter. Denne rolle havde Nesgaard så stor succes med, at han i naturlig forlængelse søgte direktørjobbet i DR. Det fik han dog ikke, formentlig kun fordi han ikke var DJØF’er. Men til gengæld søgte og fik han så lederjobbet på Filmskolen. Moralen er, at bare man ligner en minister på TV, så ligger der en storslået politisk karriere og venter.

 

Direktørmarkedet [10/6, 11/6]

Der er ifølge bankdirektører stor international efterspørgsel efter danske  bankdirektører. Derfor er bestyrelser nødt til at betale dem ekstremt høje lønninger og klækkelige bonusser for at holde dem i landet. Men nu viser det sig, at så snart disse næsten uerstattelige og ubetalelige danske bankdirektører bliver ledige på det marked, hvor de har så høj værdi, så må de henleve et liv i ubemærkethed. Jyllands-Posten har for nylig undersøgt en række forhenværende banklederes skæbne, og flere af disse visionære ledere af verdensformat må f.eks nu vie deres liv og gerning til gennem besværlige retssager at vriste millioner i gyldne håndtryk fra modvillige bestyrelser. Andre bruger lejligheden til i avisen at melde sig klar ved telefonen, hvis nogen har brug for et erfarent bestyrelsesmedlem eller et ledelsesforedrag. Og alligevel kan de direktører, som stadig har job, fortsat skrue deres løn og bonus op. Det er vist kun bankdirektører med job, der egentlig rigtigt forstår de love, der gælder på markedet for bankdirektører.

 

Ordleg [9/6, 10/6]

Rette ord til rette tid! Fogh gjorde det både med ’smagsdommer’ og med ’rundbordspædagogik’. Pind kan også med ’assimilation’. Sætte brand i debatten med et enkelt ord. Det gælder om at få sine ideologiske modstandere på banen med rasende og indignerede angreb, uden at det koster kassen. Jo større lidenskaber, jo bedre. Og Dansk Folkeparti overgår i øjeblikket alle med ordet ’grænsekontrol’, som har fået selv den pæne tyske ambassadør og en viceudenrigsminister til at kaste sig ind i farligt mineret område: dansk indenrigspolitik. Og i TV-nyhederne viser nikkende studieværter igen og igen en tysk tv-satire, som helt sikkert ville gøre stor lykke på et sommerstævne i Radikal Ungdom. Skrappe mutter Pia kan nu på Store Scene velfornøjet dunke hele den EU-korrekte elite i skallen med grænsebomme og Søvndals fire tykke toldere. Og imens maser stakkels Løkke og Hjorth svedige rundt med milliarderne nede i det økonomiske maskinrum med håbløse ord som ’tilbagetrækningsreform’.

 

Naiv kunst [8/6, 9/6]

Romantikkens forestillinger fra 1800-tallet om en kunstner som et originalt geni, der har særlig adgang til guddommelige indsigter, gælder stadig. Der lyttes derfor som regel andægtigt til et menneske, der af den ene eller den anden grund tituleres som kunstner. Også når det udtaler sig om alt muligt andet end sin kunst. Og det kan resultere i pinligt naive og absurde udtalelser, måske mest tydeligt når kunstnere siger noget om politik, som afslører en enfoldighed, som overhovedet ikke passer med forestillingen om et geni i kontakt med højere sandheder. Når man i øjeblikket kan træde bl.a. på Pia Kjærsgaard og Jyllands-Postens Flemming Roses ansigter i den danske pavillon i Venedig, så skyldes, det ifølge de udenlandske kunstnerne bag værket, bl.a. at disse to har slået folk ihjel ved at gøre grin med deres religion. Hø hø, det skyldes nok snarere, at nogle kunstnere har gjort grin med dansk kunststøtte.

 

Skolelærdom [7/6, 8/6]

Nu er forældrene i Brønderslevsagen så kendt skyldige i børnemishandling og lignende. Men de egentlige skyldige er jo den socialforvaltning, som i lang tid har været altfor gode til ikke at opdage at noget var galt. Naboer, politi og børneinstitutioner har i klar tekst sendt breve til kommunen, men når de kommunale socialrådgivere mødte frem på adressen, så fandt de ingen grund til indgriben. For i døren forklarede faren, at alt var i orden, og ham troede de på. Og så skrev de i journalen, at alt var i orden. Først da den ældste pige flygtede og sagen kom i medierne, var kommunen nødt til at gøre noget. Hvad kan vi lære heraf? Bl.a. at det kun er medierne, der kan tvinge den offentlige administration til at leve op til sine erklærede idealer. Især når det koster kassen for administrationen at gøre det. Men det vidste hverken naboer, politi eller skoler åbenbart, for de sendte bare indberetninger til kommunen og troede naivt på, at det ville virke. En tidlig lækage til en journalist kunne have sparet disse børn for en masse.

 

Sisyfos [3/6, 5/6]

Der er grund til her på Grundlovsdag også at hylde dem, som udfører et stort og vigtigt arbejde, men som ikke altid i det daglige får den ros og påskønnelse, som matcher deres indsats. Ministre, topchefer og rådgivere i organisationerne har indflydelse og kan derfor en gang imellem se konkrete resultater, når gerning følger ord. Men denne tilfredsstillelse må politiske kommentatorer og lederskribenter som regel savne. Derfor vil denne Groft sagt i dagens anledning udbringe en skål for denne ukuelige flok af opinionsarbejdere, som utrætteligt leverer geniale analyser, vidtskuende forslag og gribende appeller til den højeste moral og de skønneste idealer hos dem, der bestemmer. Men ak, altid uden påviselig virkning. Derfor stor tak til denne optimistiske skare, som udfører dette slidsomme Sisyfos-arbejde med dag efter dag at rulle fornuftens tunge sten op ad uforstandens stejle bjerg. Og som ser stenen tumle ned i dybet igen, for næste dag heroisk at bakse den opad igen. Naturligt anført af Groft sagt.

 

Systemfejl [3/6, 5/6]                   

Ifølge dagbladet Børsen koster det samfundet 20 milliarder kr. at vejarbejder ikke er ordentligt koordineret. Staten, kommuner og andre brækker veje og gader op på kryds og tværs af hinanden. Men kostbar mangel på koordination findes mange andre steder i vores system: Sagen om Brønderslevfamilien opstår bl.a., fordi kommunerne spiller sorteper med en familie, som det vil koste millioner at tage sig af. I hospitalsvæsnet kigger mange patienter, som skal behandles på forskellige afdelinger, forgæves efter den koordinerende kontaktperson, som de kan se på papiret, at de har ret til. Når den enkelte institution påfører sig selv en betydelig udgift ved at udføre et koordinationsarbejde til ”helhedens bedste”, så er der en kedelig tendens til at institutionen er ret god til både at lukke øjne, ører og mund. I stedet får vi så rasende bilister i køer, mishandlede børn og fortabte patienter. Kun en årvågen presse kan redde os fra kaosset mellem de offentlige betonklodser.

 

Marked eller ikke marked [3/6, 4/6]

Da det for nogle år siden blev gjort lettere for os at skifte arbejdsløshedskasse, udløste det en ren servicebølge fra arbejdsløshedskasserne. Pludselig skulle pjecer og standardbreve være til at forstå for medlemmerne. Og procedurer blev effektiviseret, så køer og ventetider blev minimaliseret. Men så langt er landets pensionskasser slet ikke kommet. Mange faggrupper er i praksis stavnsbundet til en bestemt pensionskasse. Derfor er det helt unødvendigt at lefle for medlemmerne. Men det hænder da, at en bestyrelsesformand allernådigst giver interview til en journalist, som f.eks. undrer sig over, at de ansatte i en pensionskasse i gennemsnit tjener 80 procent mere end de akademisk uddannede medlemmer af kassen. Således som det skete forleden i Jyllands-Posten, hvor en formand lod bladet vide, at forklaringen er, at markedet for arbejdskraft gør det nødvendigt med de høje lønninger. Ja, og da der ikke er noget marked, hvor medlemmerne kan flygte over i en anden kasse, så kan lønvanviddet fortsætte uhindret mod skyerne.

 

Politik efter drejebog [31/5, 3/6 under titlen ”Praleri”]

Nu har SF til Jyllands-Posten ”lækket” helt banale detaljer fra deres forudsigelige drejebog med forberedelserne til at udskifte hængekøjer med ministerbiler. Men landet venter stadig på indsigt i den detaljerede drejebog, som den politiske føljeton i virkeligheden kører efter, nemlig den Fogh brugte, da han tog over i 2001. For den opbevarer Fogh stadig skjult for enhver aktindsigt, muligvis i en kommodeskuffe i privaten. Indarbejdet i drejebogen er klart nok også den grundregel i nyere dansk politik om, at en regering højst holder ca. 10 år. For straks efter valgsejren over ”Jeg kan slå Fogh”-Helle i 2007 bad Fogh i dybeste hemmelighed sine tætteste rådgivere i Statsministeriet om at skaffe sig en international toppost. Og han slap jo faktisk væk i tide med succes. I politik er det som regel dem med de bedst skjulte og mest realistiske drejebøger, der vinder over dem, der, som SF, bare praler med, hvor listige de er.

 

Løfternes dødsrute [27/5, 2/6]

Først var det Bødskov, der garanterede efterlønnen også efter næste valg. Så fulgte Sass Larsen med en erklæring om, at hvis der skulle pilles ved efterlønnen, blev det over hans lig. Men begge disse pralende, prustende principkæmpere tryllede fagre Margrethe Vestager med et fingerknips om til pragmatiske, kedsommelige bogholdertyper som helt uheroisk understregede, at efterlønnen selvfølgelig fuldstændig afhang af 90 mandater efter et valg. Men snart efter fulgte så alligevel næste bølge af stolte socialdemokratiske principkæmpere, nemlig Nick Hækkerup, som garanterer at boligskatten er urørlig. Men ved han da ikke, at det – ligesom efterlønnen – helt afhænger af knibske Margrethe? Af humanitære grunde vil Groft sagt appellere direkte til Helle om at stoppe sine unge væbneres helt meningsløse bølge af selvmordsangreb med ultimative valgløfter.

 

Varme fyringer [30/5, 31/5]

I Berlingske mandag forklarer eksperter, hvorfor kommuner især fyrer de såkaldte ”varme hænder”, men skåner chefer, akademikere og andre kontorfolk. Årsagen til skævheden skulle ifølge eksperterne dels være de stigende krav til papirnusseri i forbindelse med den grasserende statslige kontrol, dels at den slags ansatte, der rent fysisk har kontorer tæt på ledelsen, lettere kan forklare ledelsen, at deres ydelser er absolut uundværlige for hele kommunens overlevelse. Men her vil Groft sagt indsparke endnu en vigtig årsag, nemlig at fyringer af varme hænder gør det meget let for medierne at finde de klienter, ældre, skoleelever osv., som fyringerne går ud over. Og vælgeres og politikeres opfattelse af, hvor skattepengene især skal ledes hen, afhænger jo bl.a. af de rædselsvækkende offer-historier, som især TV bringer. Og her er de kontoransatte helt uegnede. Det er til dato, så vidt Groft sagt er orienteret, ikke lykkedes for nogen TV-station at finde et eneste offer, der græder troværdigt på grund af fyringer i en kommunal administration.

 

Alt for eleverne [26/5, 30/5]

Konkurrencen hærger på gymnasier og andre ungdomsuddannelser. Ikke som f.eks i Japan og Hong Kong, hvor dydssirede og myreflittige elever konkurrerer på liv og død om de topkarakterer, som sikrer et fast job i det offentlige med god pension. Nej, i Danmark foregår konkurrencen stik modsat. Her konkurrerer skolerne om at undgå at smide elever ud, selv om de har et fravær på over 10 procent. Mange elever skæpper nemlig i kassen, ifølge det såkaldte taxametersystem. Det medfører, at rektorformanden for tiden vrider og vender sig i medierne for at bortforklare omfattende pjækkeri ved f.eks. at fremhæve dødsfald og psykisk sygdom som mulige grunde. Sjældent har man så tydeligt set, hvor effektivt staten kan styre mennesker ned i detaljer med et simpelt økonomisk belønningssystem. Nu mangler vi så bare at indrette systemet, så det sikrer, at de elevmasser, som er skovlet sammen i klasserne, også lærer noget.

Satirekrise [27/5, 28/5]

Årets cirkusrevy har i flere medier fået forbeholdne anmeldelser. Der efterlyses mere satirisk bid og originalitet i teksterne. Groft sagt vil forsvare Cirkusrevyen. Den politiske virkelighed har i det seneste år været så satirisk i sig selv, at det simpelt hen er blevet sværere og sværere for Cirkusrevyen og andre, herunder Groft sagt, at overgå den. Når virkeligheden byder på en Penkowa med 784 forsvundne rotter, som rektor personligt kan bekræfte eksisterer efter at have talt i telefon med et rottefirma, som ikke eksisterer. Og en integrationsminister i sølvræv, som fotograferer sig selv for øjnene af pressen og står sammenbidt og tavs i en evighed for åbent fjernsyn. Og en sundhedsminister, som i strid med alle sundhedsråd skriger ”pis mig i øret” når han bliver interviewet. Og så videre. Så er det plat umuligt for satirikere og parodister at overgå det. Og alt tyder på, at virkeligheden næste år bliver endnu mere satirisk i sig selv.

 

DRs Don Quijote [25/5, 26/5]

Den mest komiske fordom om politik er, at vælgerne tørster efter substans, men desværre hele tiden tæppebombes af medierne med proces og ”horce race”. Og da næste valgkamp vil blive mere ”præsidentvalgkamp” end nogensinde, så kan det allerede nu forudsiges, at vælgerne vil blive mere lede end i nogen tidligere valgkamp over valgkampens mangel på substans. Det fortæller vælgerne nemlig selv, når journalister og opinionsinstitutter spørger dem lidt inde i enhver valgkamp. Det komiske er, at medierne, som jo er eksperter i, hvad kunderne virkelig gider se, høre og læse, bringer mere og mere af det kulørte stof, som folk siger, at de er ved at brække sig over. En sand frontkæmper af helt Don Quijotisk format er DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, som i Politiken med imponerende dødsforagt erklærer: ”Vi må ikke reducere dette valg til en boksekamp, hvor vi kun er interesserede i, hvordan stødene bliver sat ind, og glemmer formålet med kampen.” Formålet er vel statsministerposten, så hvor er problemet?

 

TV, øl og kondomer [23/5, 24/5]

Politidirektør Reimann har nu været ude og forklare, at politiet nok selv skal bestemme, hvordan og hvornår man slår til. Og man fangede jo også 11 af de tusind, som tilbragte weekenden på Søminegrunden. Og hans dialog-linje bakkes helt op af den vinkling, som landets førende opinionsdanner, public service-TV har anlagt. Søndag morgen kørte TV på melodien ”Alt var roligt i nat”. Denne melodi havde TV såmænd fået af politiet. Og det betød ikke – som man umiddelbart måtte tro – at lov og orden herskede, men tværtimod, at ulovlighederne fortsatte uanfægtet. Mandag morgen var TV-melodien ”De unge vender snart tilbage”, som bl.a. fremgik af et langt mikrofonholderinterview af en ung, som blev ledsaget af billeder af uniformeret politi, som gik og ryddede op i de enorme dynger af skrald efter weekendens ungdomsfest. Hvis bare Dansk Folkeparti, Cepos og ejeren af Søminegrunden ville lade være med at brokke sig, så kan politiet næste gang også sørge for ølsalg og kondomer.

 

Helle går glat igennem [22/5, 23/5]

Henrik Dahl mener vistnok selv, at han retter et ødelæggende angreb mod Helle i sin nye bog ”Spildte kræfter”. Hun er bl.a. alt for glat og ude af stand til at improvisere og klare sig uden rådgivere. Men intet tyder på, at Helle selv anser dette for at høre under fejl og mangler. Hun lader sig villigt fotografere, mens hun færdes på Christiansborgs gange intenst lyttende til sin rådgiver Noa Reddington. Og nu røber hun i en kommende interviewbog af Ninka, at hun slet ikke skelner mellem sig selv og sine rådgivere, når der træffes beslutninger. Den berømte erklæring: ”Jeg kan slå Fogh.” forklarer Helle, ifølge B.T. søndag, på denne måde: ”Jeg startede med at synes, at det var lige kålhøgent nok at stå og sige det og kunne det ikke give bagslag? Men vi endte så med at beslutte, at vi syntes, det var en god idé.” En statsminister, som glider så legende let fra ’jeg’ til ’vi’, har overhovedet ikke brug for at være en stor personlighed. Tværtimod vil det kun give alle hendes rådgivere en masse problemer, hvis hun havde fikse ideer.

 

Marathons ofre [19/5, 22/5 med ændret titel]

En vis portion motion skal der selvfølgelig til. Men motion er efterhånden blevet en dyr religion, som kræver store ofre. Når man ved et motionsløb ser de løbende tæt på, oplever man sjældent lethed eller ynde, men ofte skærende grimasser, mærkelige gangarter og vild gestikuleren. Nogle løber kun med benene, mens torsoen bæres lodret fremad. Andre kaster kroppen fra side til side, mens benene nedenunder førsøger at følge med i det fremadrettede fald. Blå hoveder lyser over blævrende vomme og duvende hoftedeller. Kan det virkelig være sundt med alt det fysiske sejpineri? Groft sagt har i mange år ikke turdet stille spørgsmålet af frygt for at blive lynchet. Men nu røber Statens Institut for Folkesundhed så, at der de sidste ti år er sket en fordobling af akutte løbeskader. Det kan være ømme akilles-sener, smertende jag i musklerne og betændelse i skinnebenet. Hvis vi indregner tabt arbejdsfortjeneste og hospitalsudgifter, så er sandheden formentlig, at dette land overhovedet ikke har råd til marathon.

 

Rød plans mirakel [19/5, 21/5 med ændret titel]

Efter det lykkelige familiefoto med far Hjorth, mor Pia,  søn Brian og datter Margrethe foran Finansministeriets dør, var nyforelskede Helle og Villy så tvunget til at fremlægge deres røde plan. En tilsyneladende økonomisk plan, som viste sig i virkeligheden at være et bevægende budskab om håb og optimisme. Planen har ikke gjort særligt indtryk på vælgerne, men den virkede helt balstyrisk på Jyllands-Postens respekterede politiske kommentator, Ralf Pittelkow, som i årevis har skrevet knirkende saglige politiske analyser blottet for tant og fjas. Men selv den tørreste pind kan under gunstige omstændigheder sætte grønne skud. I et åbent brev til Helle sprudler denne støvede alvorsmand med kåde forslag om afgift på surhed og en helt ny økonomisk enhed, villyarder, som altid kan få pengende til at passe. Det er muligt, at den røde plan ikke kan gøre mirakler med dansk økonomi. Men den har allerede udrettet mirakler med landets førende kommenterende æggehoved.

 

Geniet og købmanden [19/5, 20/5]

For en konstitutionel oprører som Lars von Trier er det umuligt at tage en pressekonference alvorligt. Humor og ironi er derfor nødvendigt. Men selv på en Cannes-festival, som netop profilerer sig på vildtvoksende, kreative originaler, er der åbenbart grænser for, hvor mærkeligt en kunstner må optræde. Grænsebommen går dér, hvor von Trier – selvironisk – siger: ”Ok, I’m a nazi.” Humor og selvironi er som dynamit i enhver situation, hvor festivalchefer og lignende kræver andægtig højtidelighed og respekt for ritualer og autoriteter. Købmand Peter Aalbæk er fortvivlet, for han er ikke spor genial, men ved bare at i den verden, hvor film handles, der gælder stadig enkle regler fra gamle dage om, hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Regler, som passer bedre med George Lucas’ Star Wars med indlagt ond Emperor, end med von Triers mangetydige Melancholia.

 

Robotternes snigløb [17/5, 19/5]

En lektor ved Aalborg Universitet har for 800.000 kroner i Japan fået fremstillet en livagtig kopi af sig selv og har allerede optrådt i flere medier ansigt til ansigt med sig selv. Projektet går ud på at undersøge, hvordan livagtige robotter virker på folk. Bl.a. skal robotten bruges i undervisningen. Og da lektoren underviser både i Ålborg og i Ballerup, så er der ekstra gode muligheder for lønsomme eksperimenter. Groft sagt kan allerede nu forudsige, at dette roboteksperiment bliver en pædagogisk succes. Det bliver alle pædagogiske eksperimenter nemlig i den rapport, der aflægges om dem. Og når medierne kan fortælle om robotundervisningens store succes, så vil politikerne kræve lektorrobotter indført overalt i undervisningen med store besparelser og rationaliseringsgevinster til følge. Jyllands-Posten Søndag berettede allerede begejstret, at man først virkelig kan se forskel på den virkelige lektor og robotten, når man slukker for strømmen. Til robotten, formentlig.

 

Grækenlands redning [17/5, 18/5]

Lederen af IMF-banken, Dominique Strauss-Kahn, skal om få dage overbevise en ’grand jury’ om, at stuepigens anklage om voldtægt m.m. er falsk. I den procedure, som hans to stjerneadvokater skal levere, bliver det afgørende, at DSK ikke fremstår som en stor mand, som tager ubegribelige risici i enhver kvindes nærhed på grund af en ustyrlig sexdrift. Det kan blive svært, da flere kvinder fortæller det modsatte. Dog ikke tidligere økonomiminister Marianne Jelved, som flere gange har opholdt sig i umiddelbar nærhed af Strauss-Kahn uden at blive besprunget. ”Jeg har aldrig konstateret noget i den retning,” meddeler hun. Da det ifølge flere medier kan få afgørende betydning for Grækenlands økonomiske overlevelse, at DSK omgående slippes løs, bør Jelved fluks kaldes til New York som forsvarets kronvidne.

 

Indiana Løkke [16/5, 17/5]

En specialestuderende ved Syddansk Universitet har, ifølge Politiken, dokumenteret, at selv folk med videregående uddannelse ikke forstår mange af de væsentlige økonomiske udtryk, som politikerne bruger igen og igen, f.eks ’skattetryk’ og ’økonomisk vækst’. Og hendes resultater bakkes op af undersøgelser fra Danske Bank og Skat. Resultatet vil bekymre mange. For det strider mod den udbredte fordom, at vores demokrati er så stor en succes på grund af al den rationelle, økonomiske argumentation, som borgerne lapper i sig og stemmer ud fra. Men hvorfor skal vi ikke i stedet alle sammen glæde os over de veldokumenterede realiter, som er, at enhver dansk vælger ganske let kan leve med i Helle og Løkkes jagt på statsministerposten uden at fatte de økonomiske detaljer, som de strides om? Nøjagtigt ligesom vi kan nyde Indiana Jones’ jagt på den forsvundne skat uden at vide en pind om arkæologi.

 

Margrethe Machiavelli [13/5, 16/5]

Det siges, at der ikke er venskaber i politik. Men ingen benægter kemiens betydning. Hvis man har det godt sammen, så småsnakker man også gerne med hinanden ved den mindste anledning. Og giver ikke hinanden ydmygende ultimatummer i medierne. Og det er jo indlysende, at Margrethe kun sidder ovre hos Hjorth i disse dage, fordi forelskede Helle og Villy var helt ultimative på efterlønnen. Når kemien svigter, er man nødt til at bruge magt. Og ganske rigtigt: Den velopdragne præstedatter Margrethe sprang så ud som Machiavelli. Og efter Margrethe havde siddet få dage og kissemisset med Hjorth og Pia, så forsvandt Helle og Villys principfaste ultimatummer om efterlønnen som dug for solen. Og som ekstra bonus lå den stoute kriger, rød bloks finansielle general, Henrik Sass Larsen stendød på slagmarken. For han havde ultimativt erklæret at det ville blive over hans lig, hvis der skulle røres ved efterlønnen.

 

Forskningens veje [13/5, 15/5]

Universiternes eksperter i religion er nærmest altid imod Gud, når de udtaler sig. Men forskere i EU er til gengæld altid for et helt ubesmittet EU. De eksperter, som Berlingske trækker på fredag, er således alle stærke modstandere af, at Danmark nu indfører en grænsekontrol, som f.eks. Sverige har praktiseret i årevis uden stort postyr. Professor med speciale i EU ved CBS, Uffe Østergaard, oplyser således fra sit olympiske stade, at ”det er knald i låget og politik, når politik er værst.” Og analytikere i forskellige europæiske tænketanke betegner den danske aftale som ”foruroligende” og ”et problem for Danmark og stik mod ånden i Schengen.” Groft sagt er en godtroende sjæl, som nægter at tro, at EU-forskere altid politiserer for EU, fordi det er nødvendigt for at vinde i ræset om forskningsbevillinger fra EU-systemets mange kasser.

 

 

 

Standard 22 [13/5, 14/5]

Hvordan kunne det gå så galt med IC4-togene? Det skyldes, at nogle beslutningstagere ikke tidligt nok har læst teksten. Derefter har den ene beslutning så taget den anden. Og lidt efter lidt er det blevet så godt som umuligt at trække sig ud af et mere og mere håbløst projekt. Aldrig før har man vel så tydeligt set, hvor ringe det står til med dannelse i vores politiske elite af beslutningstagere. Hvis bare én havde haft en elementær litterær ballast, så ville man omgående have stoppet projektet, da man så at det, ifølge Politiken, kører efter noget der kaldes ”Standard 22”. Fra Joseph Hellers betømte krigsroman ”Catch 22” vil enhver vide, at ’22’ simpelt hen i praksis betyder ’et dilemma det er umuligt at slippe ud af’. Og det er jo præcis, hvad IC4-togene er blevet. Producenten har altså levet fuldt op til sin imponerende åbenhjertige og klare varedeklaration.

 

Oprop til spindoktorer [12/5, 13/5]

Dansk Folkeparti udnytter uden skånsel TVs reflekser. Tirsdag drog Pia hjem fra Borgen, men lod sig kort efter opdage af TV-reportere, da hun med løjtnanter ”sneg” sig tilbage til Hjorth i Finansministeriet. Hele aftenen kunne nyhedsudselserne derefter stolt vise de afslørende billeder. Endnu bedre blev det onsdag, hvor partiets mangeårige mærkesag om øget grænsekontrol blev udførlig tophistorie på begge stationer. I DRs 18.30-udsendelse mere end antydede den indignerede studievært, at landet nu blev isoleret bag grænsebomme. Lidt senere i indslaget dukkede så en slukøret Henrik Dam Kristensen frem og betroede seerne, at Socialdemokraterne skam længe havde været tilhænger af lige netop sådan et forslag, som DF nu havde fået igennem. Nu må alle de dyrt betalte spindoktorer i andre partier altså snart se at vågne op, så Dansk Folkeparti kan få lidt kvalificeret modstand.

 

 

Giv politiet en chance [10/5, 12/5]

Blandt litterater er Hemingway kendt for at skære alt unødvendigt fra. I en enkelt replik kan ligge en hel skæbne. Men Dansk Politi kan samme kunst. Det gælder replikken: ”Det er praktisk enormt vanskeligt at finde ud af, hvad det er for nogle effekter og så kæde dem sammen med de personer derude.” Det sagde politikommissær ved Københavns Politi, Henrik Andersen, som begrundelse for, at man havde ladet 30 romaer slippe. Årvågne politifolk havde ellers snuppet dem på fersk gerning med et stort parti tyvekoster af elektroniske apparater, som de var ved at læsse op i en lastvogn i København. De slap nu uden at blive retsforfulgt eller udvist og kunne straks fortsætte forretningerne. På hemingwaysk vis giver replikken et dybt indblik i politietatens svære problemer med folk der optræder i flok, f.eks. bander. Samfundstøtten Groft sagt skal hermed opfordre tyveknægte i landet til altid at arbejde alene og altid færdes i letgenkendelig stribet, tætsiddende trøje, bære sort halvmaske og transportere tyvekoster i en sæk, som bæres over skulderen. Med tydelig mærkning af, hvorfra alting er stjålet. Ellers har politiet ikke en chance for at udføre sit arbejde.

 

Radikal analyse [10/5, 11/5]

Mange bryder i øjeblikket hovederne med, hvem der skal lede landet, hvis de Radikale indgår aftale med Løkke, og valget derefter giver flertal til rød blok. Et kik ind i de Radikales baglokale kan muligvis løse gåden. Her genopliver partiets runkedorer, Niels Helveg, Lone Dybkjær og Marianne Jelved i disse dage efter alt at dømme deres velkendte numre i politisk akrobatik på knivsæg mellem rød og blå afgrund. Analysen i det revitaliserede radikale oldekolle er, at landets øjeblikkelige problemer udelukkende skyldes, at de andre partier har fjumret rundt i ti år uden for radikal pædagogisk rækkevidde. Derfor er landets eneste chance for redning efter valget også, at de Radikale peger på Margrethe som forhandlingsleder. Netop under henvisning til den ekstraordinært uoverskuelige situation. Herefter er det så op til Helle og Løkke, hvem af dem der får lov at hjælpe Margrethe med at lede landet.

 

Øksemorderen [9/5, 10/5]

DR-Update kører sin 10-minutters nyhedsudsendelse igen og igen døgnet rundt. Men der er åbenbart ikke mandskab til opdatering fra lørdag kl. 17.40 til op ad formiddagen søndag. Det gav i weekenden et meget langt liv til 17.40-udsendelsens tophistorie, hvor seerne natten igennem og til langt op ad den fredhellige søndag kunne opleve en ældre, stærkt ophidset, hvidskægget mand som med en økse huggede løs på de Radikale, undskyld: på noget brænde. Manden var Poul Erik Skov Christensen, som er formand for forbundet 3F, som er kendt for nidkært at overvåge sikkerheden, selv på helt små arbejdspladser i landets afkroge. Hvis øksen var smuttet fra denne eksalterede gamling, kunne den så let som ingenting have flækket hans sprøde skinneben, for manden bar hverken benskinner eller sikkerhedssko. 3F’s sikkerhedspatruljer bør indskærpe formanden, at han skal følge den almindelige sikkerhedsregel i dansk politik om, at alle økser og andre mordvåben låses inde, før man udtaler sig om de Radikale.

 

Kommentatorkollaps [5/5, 9/5]

I desperation over opinionstallene er der flere politiske kommentatorer, som mener, at det er for dårligt, at medierne ikke har forklaret vælgerne, at S-SF ikke er i nærheden af at have en økonomisk plan, der kan matche Løkke og konsorters 2020-plan. Men det har alle medier da fortalt igen og igen i månedsvis. Blandt kommentatorer er der åbenbart en meget stærk tro på, at den mand eller kvinde, der har den klareste, bedste plan, selvfølgelig vinder folketingsvalget. Det viser at kommentatorerne lever i en politisk Fantasy World, hvor de opfatter vælgerne som et stort, videbegærligt aftenskolehold i økonomi og jura. Men vælgerne er ikke discount-DJØF’er. De sidder hjemme og ser tv. Og her har de flere gange med egne øjne set, at både Thorning og Søvndal har debatteret som ligemænd med kongen af seriøse danske politisk-økonomiske planer, Lars Løkke. Demokrati handler om, hvad folk ser med egne øjne, ikke om kommentatorers desperate kamp for at bevare barnetroen.

 

Den tunge ende [6/5, 8/5]

Toppolitikere har i stigende grad problemer med partiets medlemmer. Da Fogh ikke kunne sige ligeud, at han søgte jobbet som generalsekretær for NATO, krævede nogle vælgerforeningsformænd, i strid med alle taktiske hensyn, klar besked. Da SF-ledelsen ikke lodret afviste at tale om pointsystemer over for indvandrere, vakte det oprør blandt de hønsestrikkende medlemmer. Også de Konservative er plaget af fundamentalistiske medlemmer, som hele tiden kræver, at ledelsen råber op om skattelettelser, samtidig med at VK-regeringen vil have efterlønnen afskaffet. Og nu viser en frisk undersøgelse i Berlingske så, at hele 49 procent af de Radikales partiformænd stiller som betingelse for radikal deltagelse i en rød regering, at efterlønnen bliver forringet i én eller anden grad – noget som S-SF har lodret afvist. Meget tyder på, at den skrumpende skare mennesker, som fornægter, at politik handler om taktik og spin, overlever i tidslommer rundt omkring i partiernes lokalafdelinger.

 

Skuf os ikke [6/5, 7/5]

Dagbladet Politiken sætter normalt en ære i at behandle nationale og etniske grupper med den yderste respekt og følsomhed. Alligevel kunne man forleden læse denne overskrift i bladet: ”Danskerne er nogle tyske dåsesvin.” Her hånes både vi danskere, tyskerne og vel egentlig også vores firbenede slægtninge, som er yderst renlige skabninger, bare de får de rette omgivelser. Politiken har tidligere vist, at bladet gerne leverer undskyldninger til folk, der mener sig krænket, hvis de altså siger at de er i familie med en profet og hyrer en advokat og truer med en dyr og besværlig retssag. Men det bør vel ikke være nødvendigt med advokater mellem anstændige mennesker. Derfor afventer denne dybt krænkede Groft sagt stadig troskyldigt den undskyldning, som alle danskere, der har fulgt Politikens skånselsløse kamp for den gode tone, ved må komme snart.

 

Nabohjælp [5/5, 6/5]

Når mordere og andre forbrydere fanges, interviewer tv gerne naboerne, som dybt rystet altid fortæller, at morderen i virkeligheden er et vennesælt, helt almindeligt menneske. Naboer finder det altid utænkeligt, at folk, der bor lige ved siden af, kan udføre afskyelige, kyniske gerninger. Således også naboerne til Osama bin Laden, hvor BBCWorld News bl.a. har vist interview med en nabo, som flere gange har hjulpet bin Laden med blikkenslagerarbejde. Denne nabo har altså været helt inde i familiens allerhelligste rum, og dér rodet med følsomme sager såsom afløb fra køkkenvask og toilettilstopning. Derfor taler han med særlig vægt, når han for alverden bevidner, både at familien betalte ham for hans arbejde, og at de ikke var spor underlige. Så forstår vi bedre, at alle andre, langt finere folk i nabolaget: generaler, det pakistanske efterretningsvæsen og militærakademi også  har fundet familien helt normal.

 

Sandhed bin Laden [3/5, 4/5 med overskriften ’sandheden om bin Laden’]

Amerikanernes modige og kompetente fangst af Osama bin Laden medfører nu et intensivt arbejde med at redde Pakistans ansigt. Selv folk, der ikke er atomfysikere, kan regne ud, at bin Laden kun har kunnet opholde sig i op mod 5 år i den luksuriøse, gigantiske villa i et intensivt overvåget kvarter for pensionerede pakistanske generaler og lignende, fordi man på højt niveau i det pakistanske system har vidst det og hjulpet ham. Men denne sandhed kan hverken USA eller Pakistan leve med. Derfor understreger USA nu, at de kun har kunnet fange bin Laden, fordi de igennem lang tid har arbejdet sammen med pakistanske efterretningstjenester. Mens sandheden er, at de kun fangede ham, fordi de holdt aktionen hemmelig for de pakistanske efterretningstjenester. Og Pakistan understreger, at ingen højt på strå vidste, at bin Laden boede der. Og da det kun kan øge faren for uro og terror, hvis vi ikke allesammen tror på det, de siger, så tror vi skam på det.

 

Mao fra Køge [3/5, 4/5]

Den sandsynlige næste finansminister, Socialdemokraternes stærke mand, politisk ordfører Henrik Sass Larsen, gør sig i øjeblikket meget umage for at ligne en visionær politiker. I Berlingske Søndag løftede Sass således sløret for visioner, som bedst kan karakteriseres som moderne dansk politiks svar på Maos kulturrevolution. Sass lover vælgerne både, at det nuværende monsterbureaukrati vil blive ”sprængt i luften”, og at en ny regering vil gennemføre en voldsom revolution i den administrative verden. Politikerne skal ”holde snitterne væk og koncentrere sig om det vigtigste”. Og med ”snitter” menes naturligvis ikke højt belagt smørrebrød på en café i Køge, men fingre. Blandt det uvæsentlige placerer Sass fagene historie og geografi, som mange elever næsten intet aner om. Men det må da være en ommer, Sass. Elever, som hverken ved, hvem Mao var, eller hvor Køge ligger, vil jo aldrig kunne genkende Mao fra Køge, når de møder ham.

 

 

Kina på Bornholm [29/4, 2/5]

Der har været debat, bl.a. her i Groft sagt, om den topstyrede navngivning af den ny bornholmerfærge. Nu viser det sig, at de kommunistiske myndigheder i Kina, som ellers sværger til topstyring, er langt forud for det bornhomske færgeselskab, når det handler om demokratisk navngivning af transportmidler. Politiken fortæller, at den kinesiske befolkning skal være med til at bestemme navnet på en ny kinesisk rumstation. Og rumdirektøren begrunder det på en måde, som vil få enhver af de undertrykte bornholmere til at nikke begejstret: ”Rumstationen skal bære et stærkt og opmuntrende navn.” Og navnet skal desuden tjene til at styrke den nationale stolthed og samhørighed. Groft sagt skal hermed foreslå, at direktionen i det bornholmske færgeselskab tager kontakt med Rødkina for at lære om demokratisk navngivning af transportmidler.

 

TV i hopla [29/4, 1/5]

Det var filosoffen Aristoteles, som for ca 2500 år siden definerede mennesket som et tænkende dyr. Men i dag ved vi, at mennesket nok egentlig mest er et følende dyr, som elsker at se direkte tv-transmissioner af ritualer med kendte mennesker. Intet kan samle menneskeheden som en direkte tv-transmission af vielsen af et kronprinsepar. Og intet kan få tv-stationerne mere i hopla end kendte personer i procession. Topstudieværter optræder i flok hele dagen, hærskarer af eksperter leverer alle slags detaljer om tøj, biler, bygninger og traditioner. En salig fryd breder sig over os alle sammen, mens vi som forenet menneskehed følger de guddommeligt harmoniske, tv-bårne optrin. En lignende frydefuld tilstand indfinder sig sjældent, når vi ser de daglige, fornuftsprægede tv-nyhedsudsendelser og debatprogrammer, som jo altid handler om kævl og strid.

 

Titte til hinanden [29/4, 30/4]

Lars Løkke viste os et helt nyt ansigt, da han forleden ved pultene i Statsministeriet hørte præsident Putin fortælle pressen, at han overhovedet ikke havde bemærket nogen uenighed mellem dem. Væk var Løkkes velkendte bekymrede, furede ansigt plaget af økonomisk tungsind. I stedet så vi smil med sprælske, underfundige øjekast til Putin, således som man kender det mellem nyforelskede. Ikke engang Putins stærke kritik af NATO’s indsats mod Gaddafi sendte skygger over Løkkes forventningsfulde ansigt. Groft sagt vil råde Løkke til helt at skrotte sit gamle ansigt og udelukkende køre med det nye, som Putin gav ilddåben. Det nye er yderst velegnet til at indgive os alle optimisme og håb. Og alle opinionstal tyder mere og mere på, at vælgerne langt hellere vil se en jubeloptimist som statsminister end en sammenbidt gnavpot.

 

Krig på svensk [20/4, 27/4]

Etisk smidighed er en overlevelsesbetingelse for en lille handelsnation i en verden af mægtige stater med store markeder. Derfor har vi også ofte brug for at understrege, at handlinger, vi desværre ikke kan udføre i praksis for ikke at ødelægge afsætningen af vores produkter i lande med udemokratiske værdier, stadigvæk er principielt mulige for os at udføre. Således kan vores politikere f.eks. i princippet helt frit møde den muntre munk, Dalai Lama, men gør det i praksis kun på lavt niveau og på et tilfældigt hotel. Ligeledes kan vores medier i princippet trykke den herostratisk verdensberømte Muhammedtegning, men gør det i praksis ikke. Men den smidighed, vi er tvunget ud i, er intet ved siden af den radbrækkende etiske adræthed, som broderfolket Sverige stedse må udvise. Ikke kun fordi de fører an som Nordens mest politisk korrekte land, men fordi de samtidig skal sælge det seneste nye i avancerede våben, bl.a. jagerflyet Gripen, som i øjeblikket principielt deltager i Libyen-aktionen mod Gaddafis folkedrab, men som i praksis kun må skyde i selvforsvar.

 

Satire tur-retur [20/4, 26/4]

For tiden fyrer landbrugets organisationer en dyr kampagne af for at forbedre erhvervets image, bl.a. med avisannoncer med dekorativt arrangerede kolorte og en lyrisk video, som vises igen og igen i tv i den bedste reklametid. Men PR-branchens smarte drenge og –piger kan slet ikke hamle op med debattør Carsten Jensen, når det handler om reklame. Han har fået alle medier til at tørste efter helt gratis at vise en 5-minutters satirisk video, som er rettet mod DR’s ukritiske nyhedsudsendelser bl.a. TV-Avisen. Videoen har han lavet efter aftale med DR 2. Men nu beder han så stationen om at undlade at vise den, hvis ikke den kan vises uden en umiddelbart efterfølgende studiedebat, bl.a. med nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. At kræve noget tilbagetrukket, efter det er lavet og helst også udsendt til pressen, udløser stærke reflekser i pressen for med alle midler at udbrede det tilbagetrukne til hver afkrog i landet. Det så vi både med Ritt Bjerregaards dagbog fra EU, og Thomas Rathsacks Jægerbog. DR 2’s Arne Notkin bønfalder nu i Information Jensen om alligevel at lade stationen vise hans video. Det er sådan set overflødigt, for snart ser vi den alligevel overalt.

 

Bureaukratisk kovending [20/4, 24/4]

Både eksperter og politikere flår sig i håret over, at regler og bureaukrati hele tiden øges, selv om alle regeringer siden Poul Schlüter har haft regelforenkling og afbureaukratisering på programmet. Og det er umuligt for pressen at kræve den ansvarliges hoved på et fad, for bureaukratiet er trods alt endnu ikke vokset så vildt, at der findes et Ministerium for Afbureaukratisering og Regelforenkling med en ansvarlig minister, departementchef, afdelings- og kontorchefer. Og mens ingen aner, hvad man skal stille op, øges reglerne for hver dag. Her vil Groft sagts Afdeling for Anvendt Grovhed i påskekådhed foreslå en radikal løsning, nemlig at man øjeblikkeligt i det offentlige indfører en enkel regel om klækkelig bonus til chefer, som reducerer i antallet af deres souschefer. Reglen er let at administrere og vil straks medføre, at landets ypperste embedsmænd og –kvinder med rettidig omhu vil bruge deres administrative ildhu på at konkurrere om at nedlægge kontorer og regler i stedet for at dyste om at oprette dem.

 

Den politiske tone [19/4, 20/4]

I weekenden overfusede Villy Søvndal Pia Kjærsgaard med udtryk som ’skrupelløs opførsel’ og ’snyd’. Og Kjærsgaard hvæsede tilbage ved at kalde Søvndal ”hykler”. Hvordan skal forældre kunne opdrage børn til at undgå vold og mobning ved at tale pænt, når landets politiske fyrtårne og visionære lederskikkelser sviner hinanden til med de værste gloser i bedste sendetid? Og så er det endda helt unødvendigt. For hvis man vil, kan man altid holde den gode tone. I stedet for at håne Pia med ord som ’skrupelløs’ og ’snyd’, så skal slemme Villy være god mod hende med ord som ’yderst målrettet’ og ’blændende lurendrejeri’. Men så må hidsige Pia heller ikke såre Villy ved at kalde ham en værre hykler, men rose ham for at være en gudsbenådet dobbelttaler og –tænker. Man får en grim mistanke om, at alt det væmmelige og simple sprog alene skyldes, at de så er sikre på at komme i alle aviser og tv hele weekenden igennem. Fy fy skamme.

 

 

Nyrup den Yngre [18/4, 19/4 med titlen ’Yngre’]

Når man elsker noget, forsøger man at krybe helt ind i det og blive ét med det. Således har en Elvis-fan netop kunnet indvie Graceland Randers iført Elvis-kostume og mørkt pomadehår. Også Morten Bødskov kryber i Berlingske Søndag helt ind i sit idol, Poul Nyrup Rasmussen, når Bødskov forklarer sin nuværende partiformands tvetydige udtalelser om efterlønnen således: ”Derfor er Helle Thorning-Schmidts udtalelser et udtryk for at understrege den alvor, vi står i”. Den særlige, kluntede Nyrup-sprogstil er her ramt imponerende perfekt af unge Bødskov. Men i samme åndedræt overgår Bødskov sit idol, når han garanterer, at Socialdemokraterne hverken medvirker til at afskaffe eller forringe efterlønnen. Her ses et rystende eksempel på, hvilke excesser idoldyrkelse kan drive et ellers helt fantasiforladt menneske ud i. Sanseløst opslugt af at blive ét med sit idol, stikker en af partiets glimtende stjerner hovedet ind i selvsamme strik, hvor Nyrup dinglede ved valget i 2001.

 

2020 versus våd sæbe [11/4, 18/4]

Kun S-SF’s kernetropper tror vist stadig på deres egen økonomiske plan ”Fair løsning”. Uvildige økonomer har pillet den fra hinanden. Selv oppositionsavisen Politiken bønfalder S-SF om at genopfinde en troværdig økonomisk plan. Men der skal mere til at rokke det klare flertal af vælgerne, som i månedvis ifølge alle undersøgelser har foretrukket, at oppositionen overtager magten. Den tvingende konklusion på de stabile opinionstal er, at dette flertal af vælgere ikke stemmer efter, hvilken økonomisk plan der er mest troværdig og detaljeret. Derfor er den 2020-plan, som VKO såmænd nok skal få indgået kompromis om, uden betydning for, hvem der danner regering efter næste valg. Alligevel behandler alle politiske kommentatorer 2020-planen som om den kan få afgørende betydning for landets fremtid. Men det er der ingen grund til at skose dem for. For det er komplet umuligt at skrive noget indsigtsfuldt og perspektivrigt om den oppositionsplan, som skal styre landets økonomi efter valget, når enhver detalje i planen er som et vådt stykke håndsæbe.

 

Politik som tv-føljeton [15/4, 17/4]

Der er noget gribende over den garvede politiske elite af kommentatorer og journalister, som desperat holder fast i troen på, at næste valg vindes af det hold, der har den bedste økonomiske plan. Som en spøgelseshær af museumsfigurer fra en fjern storhedstid rasler den gamle mediegarde med deres rustne våben for at kalde befolkningen til orden – den gode gamle orden, hvor ukyndige andægtigt lyttede til de vises røst. Disse tragiske figurer bør erkende, at politik i dag er en tv-føljeton, som enhver vælger let forstår uden støttepædagoger med tabeller, og at denne føljeton for flertallet af vælgere bliver langt mere spændende og afvekslende, hvis Helle og Villy vinder. Og disse vælgere frygter ikke, at rødt hold vil skabe unødvendige økonomiske katastrofer, for både Helle og Villy har flere gange i tv-debatter ladet sig offentligt eksaminere af Løkke og Hjorth og bestod både i økonomi og skønhed. Desuden ved vi alle fra tv-serien ”Yes, minister”, at det er departementscheferne, der i virkeligheden bestemmer, og de vil jo stadig være der. Med de samme planer.

 

Trykte mediers fortrin [13/4, 16/4]

Djævelen findes i detaljen, hedder det så rigtigt. Derfor kan politikeres tekniske format og karriereudsigter også aflæses i de detaljer i deres adfærd, som bryder nye veje. F.eks. den detalje, at Kristian Thulesen Dahl havde et hensigtsmæssigt sammenfoldet B.T. under armen, mens han som sædvanligt stod bag sin partiformand, som blev interviewet af TV på Christiansborg om de kommende forligsforhandlinger. Så kunne enhver seer igen og igen læse B.T.-artiklens særdeles belejlige overskrift ”Thorning truer efterlønnen.” Målinger af, hvad seerne husker efter indslaget, vil formentlig vise, at langt flere seere husker Thulesens aktion og budskab end partiformandens svar til journalisterne. Det bør derfor ikke overraske, hvis vi i den kommende tid ser stadig flere partiløjtnanter stå med velvalgte avisoverskrifter under armen bag en formand, som interviewes.

 

Filosofiens ofre [12/4, 13/4]

I Begrebssekretariatet i Socialministeriet defineres de hverdagsord, som enhver dansk mand og kvinde helt ubekymret bruger dagligt. Formålet er det bedst tænkelige: at sikre ens service i forskellige kommuner og kunne udlicitere opgaver, bl.a. inden for ældrepleje, hvor man må kunne beskrive, hvad det er for serviceydelser private firmaer skal levere tilbud på. Men resultatet af kontorets møje og besvær er det, man i gamle dage på det for længst afskaffede universitetskursus Filosofikum kaldte cirkeldefinitioner. ’Vejnavn’ defineres som ’navn på en vej’. Her skal man allerede vide både hvad ’vej’ og ’navn’ betyder for at fatte det udtryk, som bruges til at definere med. Men så er definitionen jo intetsigende, overflødigt arbejde. Den samme cirkelsyge lider flere andre af sekretariatets forslag af. Og derfor er mange kritikere nu i færd med at latterliggøre kontorets arbejde. Her vil Groft sagt bede om mere mildhed. Alt tyder nemlig på, at de samvittighedsfuldt arbejdende embedsfolk i Begrebssekretariatet er blevet uskyldige ofre for, at universitetet for mange år siden afskaffede filosofi som obligatorisk pensum.

 

Forskertanker på flugt [11/4, 12/4]

TV-Avisen søndag havde sat hele 3 fremtrædende valgforskere til gennem timelangt arbejde at finde frem til nogle spørgsmål, som man ville ringe rundt og stille til Liberal Alliances folketingskandidater, som jo bl.a. tæller en forhenværende kuglestøder og plejehjemsleder og andre kendisser. Men det var ikke spor let at få svar på de lærdes spørgsmål for de mange journalister, som var sat på opgaven. Flere folketingskandidater ville have spørgsmålene på mail, andre afviste at deltage i, hvad de kaldte en quiz-konkurrence. TV-Avisen inviterede så partileder Anders Samuelsen ind til direkte interview for at konfrontere ham med de manglende svar. I vanlig stil angreb han ideen med indslaget i en ophidset debat med pæne Kim Bildsøe Lassen. Sådan gik det til, at TV-Avisen kunne bringe en genopførelse af succesforestillingen ”Samuelsens krig mod TV-studieværten”. Men stakkels valgforskere. For bagefter var der ingen seere, der længere huskede de tunge spørgsmål om politisk indhold, som de gennem timelangt arbejde vristede ud af deres i forvejen så hårdt udfordrede hjerner.

Win-win-håndbold [5/4, 6/4]

Set udefra så handler konflikten om en fed boss, der tyrer en masse unge kvinder. Og han har købt den tidligere sportschef på TV2, Morten Stig Christensen, til at hjælpe sig med at tyre dem. Formålet er at undgå at reducere i det bureaukrati, som bossen har fået bygget op, dengang de unge kvinder tjente flere penge til bossen, end de gør nu. Nu har man så samlet nogle lavtlønnede erstatningsspillere, som jo aldrig kan skaffe medaljer. Det er altså spildte penge. Derfor skal Groft sagt hermed foreslå en radikal løsning, som ikke behøver koste en disse: Send ledelsen og de ansatte på banen! Organiationen er efterhånden vokset så meget, at man sagtens kan sætte et helt hold. Der er omkring 50 ansatte og konsulenter i organisationen med en overvægt af kvinder, som godt kan se ud til at være ferme med en bold under Morten Stigs instruktion. Hertil en enkelt kvinde i den 12 mands bestyrelse, som ser ud til at kunne stå på mål for lidt af hvert. Og så kan alle de tykke mænd i bestyrelsen også få lidt motion ved at gå til hånde som holdledere, massører og bolddrenge.

 

Undersøgelsesfronten [4/4, 5/4]

En undersøgelse i Berlingske Politiko d. 4/4 viser, at danskernes holdninger – trods Foghs værdikamp, Jerntæppets fald, 11. september m.m. – har ligget fast i 30 år. En forsker vurderer fornuftigt, men måske ikke opsigtsvækkende, at det viser, at vælgerne er meget stabile. En politiker mener ædrueligt, at det viser, at vi er et homogent folk. Heller ikke dette kan jo overraske. Men så findes der en mand, man altid kan ringe til for at få sensationelle kommentarer selv til en opskrift på leverpostej. Det er forfatter og debattør Carsten Jensen, som i anledning af undersøgelsen helt overdådigt udtaler, både at vi er et folk af dybt splittede individer, og at de politiske partier er skizofrene – bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance, hvoraf sidstnævnte dog ikke tæller, fordi dette parti kun har én hjernehalvdel. Så længe journalister kan ringe til svovlspruttende vrøvlehoveder som Carsten Jensen, er der ingen fare for, at den danske nation en dag skal få den lammende melding: Intet nyt fra undersøgelsesfronten.

 

 

Politisk TV-profeti [1/4, 4/4]

Opinionsmålinger har længe peget på Helle som næste statsminister. Vælgerne har stor sympati med den flinke, smukke Helles ensomme kamp for at vinde sit livs pokal. Ensom, fordi hun er omgivet af helt profilløse socialdemokrater, som ikke har erfaring med andet end bragesnak. Og rigtigt: Det kan peppe den politiske tv-komedie gevaldigt op, hvis den efterhånden noget groggy, jordbundne Løkke erstattes med drømmepigen lyse Helle, som samtidig opgraderes fra sin nuværende ene til hele tre spindoktorer som sufflører. Alligevel bør vælgerne besinde sig. For med Helle følger jo f.eks. også Bødsgaard, Sass Larsen og Mogens Jensen, som alle er så massivt kedsommelige på tv, at de sammen burde drive et kursuscenter for folk der lider af kronisk søvnløshed. Efter et regeringsskifte vil de tv-seere, der stadig måtte være vågne efter disse nye ministres optræden, fortvivlet zappe rundt for at finde genudsendelser af gamle episoder i føljetonen fra Løkke-regeringens tid. Ferie-Lene, afdrags-Henriette og Tavse Rønn vil blive kultfigurer langt ind over midten i dansk politik. 

 

Uanstændig kommaløshed [1/4,  ¾]

Ikke uden stolthed har denne Groft sagt konstateret, at grovheden ’Pervers familie-tv’ (d. 16/3) har sået frø både hos Børnerådet og i Radio- og TV-nævnet, som nu vil have den voldspornografiske krimiserie, ’Den som dræber’, flyttet til et senere sendetidspunkt. Men Groft sagt hviler ikke på laurbærrene. Denne sag skal føres helt igennem. Nu skal det frem, at der mangler et komma i titlen. Serien burde hedde ’Den, som dræber’. Ganske vist er det teoretisk tilladt at udelade komma foran ledsætninger. Men kun nørder gør i praksis brug af denne mulighed. Alle større medier, herunder TV2, og alle ministerier holder det gode gamle grammatiske tysker-komma i hævd. Og så mangler der altså klart pladask et komma her lige midt i titlen. Det er en skandale. Det er strengt forbudt at udelade kommaer foran ledsætninger, når man har underkastet sig traditionen. Dansk Sprognævn må tæske TV2 til ordnung.

 

 

Holger overalt [31/3, 2/4]

Den for tiden mest verdensberømte dansker, den rødhårede purk, Holger, bliver ved med at overraske. Først ville han ikke have jakken på og blev tvunget til at bære den omvendt ligesom en spændetrøje. Han var sur og gad ikke jokke rundt med resten af spejderflokken. Så undgik han gennem 24 timer at blive fundet af toptrænede politifolk med veltunede hunde, helikoptere med varmesøgeapparater, mere end 200 soldater og en masse frivillige. Og da alle var overbevist om, at han var død, selv om ingen turde sige det højt, så lod han sig finde af en tilfældig person på en ulden islandsk hest. Herefter gjorde Holger dansk politi verdensberømt, fordi indsatslederen på CNN råbte ”Han er fundet!” med en begejstring, som overgik en norsk sportskommentators. Men her plumpede politiet i, for Holger oplyser til Ekstra Bladet, at han aldrig blev væk. Det var alle os andre, der blev væk. Holgers fantastiske historie har fået statsministeren til at tage Holger som rollemodel for, hvordan han vinder næste valg. Det er altså Holgers hårfarve, der er forklaringen på, at Løkke har forladt Venstres blå farve og nu fremtræder i rød indramning i sine annoncer for tiden. Det er ikke, fordi han er begyndt at opfatte sig selv som socialdemokrat.

 

Konstitutionelt diktatur [30/3, 1/4]

Lene Espersen havde for kort tid siden et stort problem med rejser til eksotiske steder, men rider nu højt til hest blandt de ypperste i Europa og foreslår kækt, at Gaddafi tager lige netop sådan en rejse og aldrig vender tilbage. Problemet er bare, at ingen vil have ham. Derfor lancerer Groft sagt nu en langt mere realistisk og velprøvet løsning. Det danske kongehus har ofte ydet til den arabiske verden, f.eks. udgravninger og ordner. Tiden er nu kommet, hvor vi tager skridtet fuldt ud og også yder selve ideen med et konstitutionelt styre. Ved at indføre det konstitutionelle diktatur overalt i den arabiske verden vil man med et slag løse det problem, som både NATO, FN og EU for tiden bakser forgæves med på timelange topmøder. Demokratiet kan så indføres, samtidig med at Gaddafi som konstitueret diktator fortsat holder skøre taler i underligt tøj, vifter med sin ”Grønne bog” og beskyttes af sin livgarde af unge velskabte kvinder.

 

Lyksalig elendighed [30/3, 31/3]

Elendigheden vokser dag for dag. Således fortæller Berlingske d. 29/3 at hver tredje folkeskoleelev føler sig presset af arbejdet i skolen og lektierne. De kan så blive deprimerede. Men også blandt pensionister er elendigheden udbredt. En pensionist fortæller, at ”det er røvkedeligt at være pensionist.” En undersøgelse fra Ældre Sagen viser, at næsten hver tredje af de 60-70-årige pensionister længes tilbage på arbejde. Men til trods for, at elendigheden bobler op overalt, så er vi en nation af intenst lykkelige mennesker. Jyllands-Posten kan nemlig d. 29/3  fortælle om en undersøgelse, der viser, at 97 procent af danskerne er tilfredse med livet. Selv de arbejdsløse sprudler af livsglæde: 90 procent. Hvis alle disse undersøgelser skal passe, så udgør de tilsammen en undersøgelse, der viser, at vi danskere er så lykkelige, fordi vi hele tiden kan fortælle om vores trængsler til folk, der undersøger, hvordan vi har det.

 

Kedeldragtens svanesang [29/3, 30/3]

Japans krise håndteres tilsyneladende af duknakkede mænd i helt ens lyseblå kedeldragter. De kan have lidt forskellige titler, men de lyder helt ens, mens de læser op af nogle papirer og forsikrer alle om, at eksplosioner og radioaktivt udslip ikke er så alvorligt, som det ser ud på tv-skærmen. Kedeldragterne lever åbenbart i en tid, langt før man opfandt øjenkontakt og almindelig jævn tale direkte til befolkningen. I flere dage var budskabet, at man skulle glæde sig over, at der nu kom elkabler frem til køleanlæg, som alle kunne se lå i ruiner. Den japanske krise vil få uanede konsekvenser. Også på overraskende måder. Danske varmemestre og elinstallatører vil for fremtiden være nødt til at gå på arbejde i mørk habit. For efter katastrofen i Japan sender kedeldragt et klart signal om dårligt håndværk og bortforklaringer.

 

Topstyring på KU [29/3, 30/3]

Aldrig før har Københavns Universitet vel givet befolkningen så megen spas som i øjeblikket med komikertrioen forsker Penkowa, rektor Hemmingsen og tidligere minister Sander. Og også store dele af resten af verden morer sig. Men fodfolket nede i bunden af universitetet morer sig ikke spor, skal denne Groft sagt hilse og sige. De træller med undervisning og forskning, som gøres op i sindrige skemaer. En bureaukratisk tsunamibølge hærger det gode gamle universitet. Før den nye styrelseslov 2003 havde man institutterne som frirum for universitetets rablende bureaukrati, fordi institutlederne var valgt af de ansatte og dermed kendte deres opgave: at værne de ansatte og studerende mod systemets galskab, så kreativiten fik plads. Det kan de nuværende topstyrede ledere slet ikke. Al universitetets karakteristiske fandenivoldske kreativitet og uregerlige vildskab er nu – som alt andet – samlet oppe i topledelsen hos rektor, bestyrelsen og kammeradvokaten.

 

Kaldet ekspert [25/3, 28/3]

Nogle vil måske undre sig over, at lige netop sognepræst Poul Joachim Stender fra Kirke Saaby og Kisserup Sogn kaldes af Jyllands-Posten til at udtale sig som ekspert om tv-programmet X-factor. Men sandheden er, at sjældent har en ekspert talt om dette emne med større autoritet, modnet gennem personlige, dyrekøbte erfaringer. Stender oplyser, at kulten omkring X-factor slet ikke er af ny dato: ”Det er en urdrift, som vi altid har haft. Vi vil gerne udbrede vores gener og sprede os selv i verden.” Uden X-factor var vi altså aldrig steget ned fra træerne i Afrika og vandret op til Danmark for at betale licens og se X-factor. Og det er en udvikling, som denne kirkens mand har viet sin gerning til at fortsætte ind i evigheden. Utrætteligt har han forsøgt at vække urdrifterne i sine sognebørn. Både med gourmetmåltider i kirken og en sexet bog om Biblen med en pirrende kvindelig præst i Marilyn Monroe-positur på forsiden. Det forlyder, at man i Kirke Saaby er langt fremme med planer om at afholde en serie gudstjenester som en X-factor-konkurrence med treenigheden som dommerkomité.

 

Fradrag for fjendskab [25/3, 26/3]

Den nye skatteminister, Peter Christensen, har en udstråling som en næsvis skoledreng, som enhver lærer altid vil være i tvivl om skal have en ørefigen eller bare lidt mere omsorg. Hans forslag om, at der nu ikke mere skal betales skat af vennetjenester, gør ikke denne tvivl mindre. Da ingen i forvejen i praksis betaler for vennetjenester, kan ændringen gennemføres, uden landets økonomi bliver værre end den er i forvejen. Men det er oprørende, at indadvendte personer uden venner skal stilles langt dårligere end folk, der som Peter Christensen, Søren Pind og andre har tusindvis af venner på Facebook, heriblandt utvivlsomt adskillige både mekanikere, tømrere, læger og jurister som de kan bede om vennetjenester. Og hvad med folk, der er uvenner? Det er enormt besværligt at få lavet køkken af én, som man er uven med. Peter Christensen skal ikke glæde sig for tidligt. Oppositionen arbejder allerede med et forslag om et særligt fradrag for fjendskaber.

 

Runkedorernes endeligt [24/3, 25/3]

De to gamle, arrede politiske kæmper, Uffe Elleman-Jensen og Kjeld Hillingsøe, belærer i Berlingske den unge, blege Simon Ammitzbøll (LA) om, at et ordentligt politisk parti også bør have en udenrigspolitik. Men der skal mere til at imponere Ammitzbøll, som – på trods af at han ligner en boglærd mandsling og taler med en art fistelstemme – frygtløst svarer igen med drabelige hug mod disse ærværdige politiske runkedorer. Hvis folk synes, at udenrigspolitik er vigtigt, så må de stemme på et andet parti. Men hvis de vil redde landets økonomi, så skal de stemme på LA. Bingo! Uffemanden og den pensionerede general snøres her helt sammen af Ammitzbøll, som har indset, at når først han har fået alle til at debattere, om LA bør have en udenrigspolitik, så er der ingen, der også orker at interessere sig for, hvilken udenrigspolitik LA egentlig måtte have.

 

Gratis fred [23/3, 24/3]

Danske forfattere får stadig sværere ved at koncentrere sig om deres egne bøger, mens de sidder ved computeren og skriver dem. Politiken oplyser at Facebook og Twitter ødelægger forfatternes fordybelse, fordi disse sociale medier frister til ustandselig livestreaming af dagens arbejde a la ”Sidder og skriver på næste sætning” og ”Har netop slettet sætningen igen”. Men nu har en amerikansk forsker opfundet to programmer som forfattere og andre – for et mindre beløb – kan installere på computeren, så de forhindres i at gå på nettet i bestemte perioder hver dag. Programmerne har allerede reddet flere internationale forfattere. Med al respekt for at en forskerkollega her med succes er gået fra forskning til faktura, så vil denne Groft sagt helt uden beregning henlede de økonomisk trængte danske forfatteres opmærksomhed på, at man helt gratis kan få al den fred, man ønsker, hvis bare man piller ledningen til nettet ud af computeren.

 

Stolt skatteborger [18/3, 20/3]

For tiden kæmper Lars Barfoed sig ud af anonymiteten med helsidesannoncer, hvor han sidder i skjorteærmer på en helt sort baggrund. Det er tydeligt, at han skal forestille en kontormand, der efter en lang aftens arbejde i elsparelampens skær har afsluttet sit arbejde med selvangivelsen og nu med sit ærlige blik fortæller os andre, at han overhovedet ikke har snydt med fradragene. Mange vælgere vil nok synes, at det er lidt gammeldags, for i dag sørger staten jo for at udfylde vores selvangivelser. Forkert. Lars er foran. Altfor mange borgere undlader at tjekke de oplysninger, som Skat automatisk sætter ind i selvangivelserne. Derfor er der nu f.eks. en masse flekslånere der får en stor restskat for 2010. De bør blive klogere og tage annoncernes Lars som rollemodel.

 

Carl Gustav til hest [16/3, 19/3]

FN, EU og NATO  holder mange møder om, hvordan man bedst kan beskytte befolkningen i Libyen mod Gaddafi. Danmark er villig til at sende 4 F 16-fly derned. Men svenskerne er allerede på slagmarken. Forleden kunne man i svensk tv se optagelser af oprørere, som bar på det svenske panservåben, der går under navnet ’Carl Gustav’. Men det skabte ikke spor national stolthed i den svenske nyhedsudsendelse, at Trekroner, langt forud for alle andre lande, allerede hjalp de nødstedte oprørere i den blodige kamp for demokratiet mod en af denne verdens mest grusomme diktatorer. Tværtimod var indslagets budskab, at der var eksportforbud for svenske våben til denne del af verden, og at Carl Gustav derfor slet ikke burde være der. En bekymret ekspert mente, at det kun kunne ske, fordi en del af  den svenske våbenproduktion sker på licens i andre lande. Og så kan svenskerne jo ikke have ansvaret for, hvor deres våben pludselig dukker op. Egentlig et meget bekvemt arrangement med sådanne licencer, når svenskerne eksporterer for 14 mia kr våben årligt, og samtidig skal kunne ride på den høje moralske hest uden blod på hænderne. Hverken demokratiske oprøreres eller despotiske tyranners blod.

 

Flere tavse mænd, tak! [17/3, 18/3]

For kort tid siden optrådte en tavs mand som stilhedsterapeut i Danmark. Flere oplevede, at de fik det meget bedre ved hans intense stirren. Nu er der så dukket endnu en tavs mand op, men han giver så vidt vides ikke terapi. Derimod laver han reklame for fodboldklubben FCK med en ufærdig tatovering. Det er altså ikke længere nødvendigt med tale og skrift for at få sit budskab effektivt ud. Også Birthe Rønn tav og gav derved det mest provokerende stykke politiker-interview i tv i nyere tid. Det er allerede blevet en klassiker, som spilles igen og igen. Tavshed er en genial løsning på det problem, at almindelig fornuftig tale får folk til at døse hen. Det forlyder, at flere partier, som Dansk Folkeparti, i øjeblikket forbereder at synge sig igennem næste valgkamp. Den afsluttende partilederrunde kan så erstattes af en X-factor i korsang med SMS-afstemning. Det kan være meget godt, men vil dog aldrig kunne overgå en partilederrunde mellem helt tavse, stirrende partiledere.

 

Carolines verden [16/3, 17/3]

Flere danske politikere vil have Caroline Wozniacki kaldt til orden, fordi hun har ladet sig offentligt omfavne af den hviderussiske diktator, Alexander Lukashenko. Og således har ladet sig bruge i diktatorens propaganda til at signalere til den undertrykte befolkning, at diktatoren skam også er elsket af demokratiske lande som Danmark. Men kritikken bider ikke på Caroline, som siger, hun er komplet ligeglad med danske politikere. Det eneste, hun undgår at reklamere for, er nemlig tobak og alkohol. Fordi det vil skade hendes andre sponsorater. I Carolines verden betragtes al den støtte, hun har fået fra Team Danmark og det danske uddannelsessystem, mens hun voksede op, altså som et gammelt udtjent sponsorat, som for længst er udkonkurreret af langt mere indbringende sponsorater, f.eks. Rolex. Hvis politikerne vil have Caroline i tale, så må de samle ind på Christiansborg til et nyt klækkeligt sponsorat. Og helt undgå tobak og alkohol.

 

Pervers familie-tv [14/3, 16/3]

Den danske nation har helt vænnet sig til perversiteter i den bedste sendetid. TV2 satser på at erobre børnefamilierne tilbage fra DR med krimiserien ’Den der dræber’, som bl.a. underholder med udpenslet sadistisk sex. Bortset fra Berlingske bemærker ingen af dagbladenes tv-anmeldere sexvolden som noget særligt. Der klages kun over seriens kedsommelige klichéer, og at man ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Ingen har noget at indvende mod, at man uden problemer kan høre de mange støn og skrig, når morderen torturerer sin strip tease-danserinde, som vrider sig i sit sparsomme, helt kropsnære, våde tøj. Ingen klager heller over, at danske skatteborgere nu igen skal indoktrineres med en krimiserie om en køn ung politikvinde, som knokler døgnet rundt uden hensyn til arbejdstidsregler og afspadseringsturnusser. Det er en helt pervers fremstilling, som vil give enhver offentlig ansat mindreværdskomplekser og opildne alle ofre til bare at kræve mere.

 

Teologi for viderekomne [11/3, 14/3]

Den muntre munk, Dalai Lama, er det modsatte af en taburetklæber. Han vil – imod undersåtternes vilje – træde tilbage som politisk leder af den tibetanske eksilregering. Han vil dog fortsætte som åndeligt overhoved for tibetanerne. Men Jyllands-Posten beretter, at også det ateistiske Kina nægter at acceptere munkens adskillelse af sin verdslige og sin åndelige magt. Disse forhærdede gudløse har hårdt brug for munkens sjæl. Den er nemlig kendt for at vandre. Og ateisternes skumle plan er at lade den vandre over i en person, som Kommunistkina finder egnet til fortsat effektivt at terrorisere tibetanerne. Dalai Lamas modtræk er, at han muligvis slet ikke vil lade sig inkarnere. Men her retledes den fromme munk i troens rette lære af de ateistiske kommunister, som kræver, at han respekterer den tibetanske buddhismes religiøse ritualer. Da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Da maoisterne blev gamle, blev de buddhister.

Link: http://www.klauskjoeller.dk/vis_nyhed.asp?AjrNws=136

 

Røst fra det ukendte [11/3, 13/3]

En helt ukendt, dansk EU-politiker skifter af ukendte grunde fra det ene ukendte parti til det andet ukendte parti. Den helt ukendte politiker hedder Anna Rosbach, og hun skifter fra Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati (EFD) til et parti der hedder ECR. Selve EU-parlamentet er jo kendt af enhver dansker, for det blev berømt dengang Ritt Bjerregaard provokerede ved at kalde det et Mickey Mouse-parlament, og det fik hun smæk for. Den nu kendte Anna Rosbach viser vejen frem for alle de andre, helt ukendte hundredvis af folkevalgte medlemmer af ukendte partier i EU-parlamentet. Skift parti, og bliv berømt. Og det er fortsat helt unødvendig selv at mene noget om noget. I en beundringsværdig ærlig udtalelse forsikrer Rosbach sine ukendte vælgere om, at hun nu bare sætter sig i en anden stol og fortsat arbejder for borgernes vel i Europa.

 

Salme af karsken bælg [10/3, 11/3]

Biskop i Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, vil ikke mere se sammenknebne læber i menigheden under salmesangen. Nogle gider ikke engang åbne salmebogen. Godt, at der endelig er en ansvarlig, der slår i bordet over denne skændsel. Alt for længe har de få kirkegængere, som kaster sig ud i sangens glæder med fuldt gebis og fugtige læber, vakt pinlig opsigt i en salmeslæbende eller tavs, skulende menighed. Således også denne Groft sagt, som ved festlige højtider alt for ofte kun har haft koret at sangerdyste med. Og kirken kan jo let sælge salmesang, f.eks. en kampagne med budskabet  ”Overgiven sang fordriver al kedsomhed, fordi det får blodet til at rulle.” Men forebyggelse er bedre end kur, så hvorfor ikke helt undgå, at folk falder hen, ved at tillade diskussion efter prædikenen?

Intet er in [9/3, 10/3]

Substans bliver mindre og mindre nødvendigt i politik. Politikere og medier er snart helt selvbærende i deres egen osteklokke. Først dækker TV2 Liberal Alliances landsmøde med den vinkel, at folketingskandidaterne bare var kendisser uden politisk substans. Dernæst går Anders Samuelsen til hårdt angreb på TV2 for ikke at dække substansen. Så bliver Samuelsens angreb tophistorie i TV2 New’s udsendelser hele dagen efter landsmødet. Det er guld værd, fordi betydning i dag måles på, hvor lang tid man får på tv. Når Samuelsen kan få så meget sendetid ud af så lidt, varsler det en stor mands komme. Og han er ikke ene. Oppositionen har længe scoret stemmer på at være helt usynlig. Det seneste nye politiske parti, Fremtidens Danmark, er helt uden politikere som skal vælges. Og stadig flere eksperter påpeger at uden træge vælgere kunne vi med et snuptag få løst landets økonomiske problemer. Svunden er den tid, hvor det eneste, der kom af intet, var lommeuld.

 

Plagiat [7/3, 9/3]

Den beundrede tyske forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg måtte forleden trække sig, fordi han desværre havde glemt at sætte anførselstegn omkring de mange ordrette citater i sin ph.d.-afhandling. Danske universiteter indfører i stigende grad avancerede it-programmer, som kan sladre om studerende der bruger nettet som slikbutik. Der afsløres årligt mellem 100 og 200. Det reelle antal snyderier er selvfølgelig mange gange større. Og kun rene tumper tager jo en tekst helt ordret fra nettet. Hvis man bare gider justere lidt i ordvalget og flytte lidt rundt på sætningerne, så har juristerne intet at komme efter. Derfor ligger løsningen et helt andet sted. Afskaf det vildtvoksende referat side op og ned af, hvad andre har tænkt. Det er en perversion af videnskabeligt arbejde, som mest tjener til at puste en afhandling op på det obligatoriske sidetal. Vælg i stedet nogle opgaveformer, som tvinger alle studerende og doktorander til at blive så kloge, at de kan analysere og løse reelle problemer og opfinde nye apparater.

 

Kampdag, og hva’ så? [7/3, 8/3]

Da denne Groft sagt forsker i argumentation, er der mange, der undrer sig over, at han ikke går mere i rette med politikeres argumentation i pressen. Ofte hænger politikeres argumentation jo ikke sammen. Rigtigt. Og som ung mand var jeg da også meget ude og korrekse, både til højre og til venstre. Men en vis kvinde fik mig til forstå den højere form for fornuft, som gælder ude i virkeligheden. Gennem et meget langt samliv har vi mange gange lagt intellektuelt arm, f.eks. om børneavl og -opdragelse og fordeling af husholdningens jævne gøremål. Og det er da hændt i de første år, at jeg anvendte professionelle teknikker fra logikkens frontlinje for at sikre fornuftens sejr. Men så en dag tilintetgjorde denne højt uddannede og kloge kone alle mine afsløringer af selvmodsigelser og andet ved bare se på mig og spørge: ”Nåh, og hva’ så?” Ribbet for al fornuft stod denne Groft sagt helt nøgen og overmandet af en højere virkelighed, som han siden har forsøgt at fatte.

Hjælpefængsler [4/3, 7/3]

Verden er ikke altid så god, som verden burde være. Trods stor elendighed er det ofte umuligt for godgørende organisationer at sikre, at hjælpen når dem, der trænger allermest. F.eks. er Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria, der er finansieret af verdens rige lande og promoveret af berømtheder som Bill Gates og rocksangeren Bono, plaget af korruption og svindel. Det sker, at to tredjedele af en bevilling går til bestikkelse. Og medicin stjæles og sælges på det kommercielle marked. Det bliver derfor heller ikke muligt for Søren Pind at få sine hjælpefængsler til tusind pirater i det kaotiske Somalia til at fungere anstændigt, uden at der afsættes et klækkeligt beløb til bestikkelse, både af personale og af de forskellige magthavere i lokalområdet. Måske ville danske skatteborgere få meget mere for pengene, hvis Pind omgående tog kontakt til de lokale gangsterbander og betalte dem penge for at beskytte danske skibe mod pirateri. Så slap man helt for besværet med at bygge fængsler. Og Esbern Snare kunne stævne hjemad.

Nøglen til Birthe [3/3, 5/3]

Findes der en nøgle til Rønn? Ja. Nøglen hedder kreativitet og innovation. Berlingske Business fortalte forleden om Niels Krøjgaard, som med kurser skaber nytænkning i virksomheder. Flere af denne gurus meget praktiske råd kan ubesværet forklare integrationsministerens handlinger. Et råd lyder således: ’Skriv et brev til en gammel ven eller kollega, du ikke har haft kontakt med i de seneste to år’. Det forklarer jo, hvorfor Birthe skriver til sine nordiske kolleger i stedet for bare fantasiløst at spørge sit eget ministerium eller Justitsministeriets lovkontor. Også rådet ’Slå op på en tilfældig side i en kogebog. Køb ind til retten i butikker, du ikke kender, og lav maden’ kan ganske let forklare ministerens adfærd, hvis man bare forstår ’kogebog’ som ’lovsamling’ og ’maden’ som ’beslutningen’. Enhver snak om at fyre Birthe må nu stoppe. Regeringen har brug både for kreativitet og innovation.

 

 

Kavalérgang [2/3, 3/3]

Susanne Bier har slet ikke skjult en eneste af sine mange attributter i opløbet til at få en Oscar. Og de er blevet ekstra fremhævet af en mandlig stylist, som bl.a. har svøbt de dele af hendes krop, som desværre ikke kunne fremvises udækket, i en kropsnær kjole. Hertil kommer, at mindst én filmkommentator har gjort opmærksom på, at det især var grånende mandlige pensionisttyper i Oscarkomitéen, som havde tid til at se de nominerede udenlandske film og dermed opnå ret til at vælge mellem Susanne og den skæggede mandlige instruktør, hun var oppe mod. Aldrig før har hele den danske nation ladet sig rive så meget med af en skamløs udnyttelse af en højt kvalificeret kvindes helt irrelevante krop. Nationen skal nu leve videre med tvivlen, om vi også havde vundet, hvis smilende Susanne havde samme attributter som gnavpotten Lars von Trier.

 

Den genfødte Lene [1/3, 2/3]

Det er velkendt på Christiansborg, at det går op og ned i pressen. Efter at en politiker er blevet forfulgt et stykke tid, så går det snart efter opad igen. I regeringen må man for tiden spørge sig, om denne lov for pressens virke stadig gælder. Opturen forekommer stadig fjernere trods perlerækken af seriøse forslag og langtidsplaner, som regeringen har kastet for pressen. Men så – netop som alt håb syntes ude – skete der søndag noget, som varsler opturens komme. Fra en helt uventet kant. Politikens TV-anmelder, Bo Tao Michaëlis, finder, at Lene Espersen faktisk gjorde en god figur, saglig og rolig, da hun torsdag i tv udtalte sig om begivenhederne i Mellemøsten. Når Lene kan gøre denne hærdede VK-kritiker våd i blikket og mild i mælet, så er det et sikkert tegn på, at også resten af pressen nu er moden til at tilgive hendes feriesynder og andet. Og i den tv-føljeton, som politik er, kan en genfødt Lene på optur sagtens opveje en masse saglige udspil, som faldt på klippegrund.

 

Udødelig ekspertise [28/2, 1/3]

Både politikere, kommentatorer og chefredaktører skælder for tiden ud på alt for flinke eksperter, som bare siger det, som en stakkels deadlineramt journalist så gerne vil have dem til at ytre. Men alt er ikke elendigt. Det hænder, at eksperter siger originale ting, som bliver stående. F.eks. replikken ”Jeg hilste på dem begge, men jeg var ikke klar over, at de var døde.” Det sagde professor Elisabeth Bock i anledning af den doktorfest, hvor både Milena Penkowas døde og begravede mor og søster deltog. Også replikken ”Forøget hjerneaktivitet er i sig selv ikke farligt” bør blive stående. Den sagde institutleder Albert Gjedde i anledning af, at forskning har vist, at mobiltelefoni øger hjerneaktiviteten. Begge replikker overskrider det snævre forskningsfelt, som har født dem. Til stor gavn og ikke mindst fornøjelse for helt almindelige danskere.

 

Fornyet talemåde [25/2, 28/2]

Ingen kender oppositionen økonomiske planer. Selv oppositionens organ, Politiken, bønfalder d. 24/2  på lederplads S-SF om at konkretisere deres planer. Med al respekt så må man stærkt advare S-SF mod at følge rådet. De sidste måneder har overraskende vist, at et flertal af vælgerne er ligeglade med planens saglige indhold. Toppunktet blev nået, da Harald Børsting forleden meddelte, at han i hvert fald ikke havde 12 minutter. Det spolerede fuldstændig det muntre budskab fra Helle og Villys forlovelsesfest: ”Har du 12 minutter, så har vi en løsning.” Men vælgerne vil fortsat stemme som om den festlige plan holder. Talemåden ’Du ved hvad du har, men du ved ikke, hvad du får’ betyder i dag det modsatte af tidligere. Vælgerne bruger den i dag som begrundelse for at foretrække det, ingen ved, hvad er.

 

Gaddafi som taler [25/2, 26/2]

Selv meget kongetro må vist indrømme, at der er meget mere drama over Gaddafi, når han taler, end der er over dronning Margrethe, når hun f. eks. holder sin nytårstale. Først var der iscenesættelsen i ruinerne af en gammel kaserne, hvor han trådte frem i lysebrune gevandter, som om han var til casting i Star Wars til rollen som The Emperor. Og ikke noget med nervøs famlen med manuskriptet. Gaddafi taler i timevis uden manus eller teleprompter, kun ganske lidt støttet af en såkaldt ”Grøn bog” fra sit yderst omfattende forfatterskab. Men han behersker også helt korte former, som da han i få sekunder talte under selvholdt paraply, mens han stak overkroppen ud af døren i en kassebil. Senest talte han i telefon, mens vi så en desorienteret studievært i billedet. Og ikke noget med udspekulerede afslutninger. Talen sluttede med den dutten, der lyder, når man lægger røret på. Dronningen behøver altså slet ikke sidde bag et bord, når hun taler. Dog bør man nok fastholde afslutningen ’Gud bevare Danmark’ frem for Gaddafis ’Jeg vil dø som martyr’.

 

Vi er alle Blachman [24/2, 25/2]

Jazzmusikeren Thomas Blachman har skabt sig en flot karriere som landets førende sludrechatol. Iført skaldepande og sort tøj rabler han løs hver uge i X-factor til stor fornøjelse for et millionpublikum. Under tydelig påvirkning af sin egen uforståelige ordflom svinger han på få sekunder fra ekstase til dyb fortvivlelse tilbage igen, altimens han udråber deltagerne til genier eller kvaser dem. Og denne form uden indhold kan jo bruges i alle programmer. Den er uafhængig af enhver dagsorden. Forleden debatterede han kulturstøtte på højeste åndelige niveau med kulturpersonligheder og Pia Kjærsgaard i DR2 Debatten. Hans sorte, animerede talestrøm gjaldede som flotte trompetsoloer i den seriøse debat. Snart vil Blachmans debatmusik være toneangivende i alle debatter. Snart er vi alle Blachman.

 

Gud eller amatørpolitiker? [23/2, 24/2]

I aften skal Søren Pind, ifølge Berlingske, duellere med juraprofessor Claus Haagen Jensen i DR2 Deadline. Pind har bl.a. karakteriseret professoren som ’en skændsel for juraen’ og ’manisk presseliderlig’, så nu vil professoren have æresoprejsning, og Pind har hyret en stjerneadvokat til sit forsvar. Alle de mere end 2.000 ph.d.’ere, som vi årligt uddanner, bør studere debatten grundigt. De kan jo ikke alle sammen blive stjerneeliteforskere med egen rottestald i Spanien og kan så eventuelt finde beskæftigelse som ekspert, der optræder i medierne. Der er hver dag et meget stort behov for forskere, der forgræmmet forkynder verdens undergang på grund af økonomien, fedmen, miljøet eller politikere, der svarer udenom. Jo mere du jamrer, jo oftere kommer du i tv. Men sig aldrig noget, som alt for klart kan bruges af den ene blok mod den anden. For så degraderes du straks fra at være Guds stemme til bare at være debatterende amatørpolitiker.

 

Fodbold og politik [22/2, 23/2]

Vi ved jo godt alle sammen inderst inde, at Chelsea selvfølgelig vinder over FCK. Men der er ikke spor forretning i en selvopgivende attitude. Derfor gejles vi alle op til at tro på sejren. Både fodboldklubben og pressen har brug for, at vi alle tror på det umulige. Desuden har enhver dansker – bag al national selvironi – en tro på, at vi egentlig er ret meget bedre end resten af verden. Og vi har bevist det dengang i 1992, da vi vandt VM i fodbold i Sverige. Vi er et folk skabt i billedet af Klodshans, som scorer prinsessen, mens han rider på en ged og svinger med en død krage. Men hvorfor kan medierne kun gejle os op til at tro på det umulige, når det handler om fodbold? Også dansk politik kan i øjeblikket virke så ubærlig forudsigelig, at spændingen går fløjten. Tænk f.eks. på næste valg, hvor alle målinger efterhånden giver oppositionen sejren. De politiske redaktioner må gøre sportsjournalisterne kunsten efter og sørge for at lave forskræp til en lige kamp, trods hårde odds.

Brøl i EU [21/2, 22/2]

Krisen kradser, bare ikke i EU-systemet. De 46.000 ansatte er røget op i løn med 4 procent. Hver femte, dvs. 9.200 bureaukrater, har en årsløn, der er højere end Løkkes. Og så skal Løkke jo betale høj dansk skat, hvor de EU-ansatte klarer sig  med omkring 20 procent. Så Løkkes disponible indkomst svarer vel til lønnen for en lavere kontormus i EU. Denne og andre absurditeter i EU er en følge af, at der ikke er nogen EU-presse, der kan forfølge den ansvarlige person. Claus Hjorth Frederiksen melder mandigt ud, at når Danmark overtager formandsskabet næste år, så vil vi tage et opgør med de skyhøje EU-lønninger. Og Morten Messerschmidt og Bendt Bendtsen vil have EU-parlamentet til i samlet flok at presse på for mådehold. Godt brølt, løver. Men ak, forgæves. Det eneste, der kan forhindre denne og andre bureaukratiske galskaber, er, at man indretter systemet således, at det er muligt for pressen at hænge den ansvarlige person ud. Når sådan en ikke kan findes og ikke er på valg, bliver pressen helt magtesløs, og så går det derefter.

 

Undervurdér aldrig jurister [18/2, 20/2]

Jurister priser ofte sig selv for mere præcis sprogbrug og klar tankegang end andre. Men virkeligheden tvinger af og til selv jurister til selvmodsigelser. F.eks. udtrykket ’statsløs palæstinenser’. Hvis man er palæstinenser, så er man vel ikke statsløs? Og hvis man er statsløs, så er man vel hverken dansker eller palæstinenser? Et andet juridisk udtryk er det lettere at forstå for almindelige mennesker. Det er ’tålt ophold’. Det dækker én, som er udvist, men som ikke kan sendes hjem. Dette udtryk giver god mening mange steder udenfor streng jura. F.eks. kan parforhold, i perioder hvor man lige netop tåler den andens nærvær, udmærket beskrives som ’tålt ophold’. Også når man venter i telefonkø til mobiltelefonselskabet, mens man tvinges til at høre muzak, er man i en tilstand som ikke kan kaldes andet end ’tålt ophold’. Undervurdér aldrig juristers præcision og sans for paradokser. Og slet ikke når juristen hedder Birthe Rønn Hornbech.

 

Baskende ænder [18/2, 19/2]

Anders And har ikke fulgt med tiden. Salget af historierne om den koleriske and dykker. Derfor skal man nu til at føre elementer fra en genkendelig hverdag ind i Anders Ands liv. Det er indlysende, at Andersines tre kusiner – Kylle, Pylle og Rylle – bør have hovedroller i historierne. De er dukket alt alt for sjældent op i bladet samtidig med, at deres virkelige modsvar: Henriette Kjær, Gitte Seeberg og Lene Espersen har holdt befolkningen tryllebundet med politisk rap i den daglige politiske føjleton. Ganske vist er vælgerne samtidig flygtet fra dem. Men fordi vælgerne flygter fra virkelighedens Kylle, Pylle og Rylle, så vil læserne da ikke flygte fra Andersines kusiner. Tværtimod. Virkeligheden har klart bevist, at når man har bare én af dem på forsiden, så har man en kioskbasker.

 

Brækket genganger [17/2, 18/2]

Kulturminister Per Stig Møller har brækket benet under havearbejde. Havearbejde? I vinterferien? Mange kommentatorer lugter vist allerede lunten. Brækket ben har jo tidligere givet gode resultater i dansk politik. I 1960 væltede SF ind i Folketinget, fordi Aksel Larsen med brækket ben talte til landets seere fra en hospitalsseng. Skam over de mange, som troede at de Konservative havde spillet alle sine kort. Ingen havde forestillet sig, at partiets gamle kæmpe, Per Stig, ville ofre sit ene ben for bedre opinionstal. Intellektuel som han er, har han selvfølgelig lært af historien. Kun misundelse i Venstre kan afholde Løkke fra at udskrive et hurtigt valg nu.

 

Synkronsvømnings bivirkninger [17/2, 18/2 med titlen ’Den kære leder’]

Selv BBCWorld’s studievært smilede overbærende, da Nordkoreas diktator fyldte år. Og illustrerede det med optagelser af lyksalige synkronsvømmere og andet propagandamateriale. Kommunistiske diktatorer har altid kunnet noget med vestlige medier. I modsætning til Hitler, som ingen finder spor nuttet. Alle tv-stationer bekræfter således synkront, at den kære leder er en ekstraordinær person, som vi alle bør kende i detaljer. Ud over at herske og grundlægge en religion, så skriver han operaer, instruerer musicals, spiller golf på eliteplan og har opfundet burgeren. Danske skolelærere med disciplinære udfordringer kan her se, hvordan flere tusinder mennesker faktisk godt kan lære at marchere i takt. Og trøstespisende, overvægtige danskere med ondt af sig selv kan se, hvor begejstret man kan se ud, selv om man sulter.

 

Vidunderligt grimt sprog [16/2, 17/2]

Forfatteren Ib Michael går hårdt til anmelderne. De er ’inkompetente’ og ’skamløst optagede af at promovere sig selv’. Og det er ikke kun ord det hele. Weekendavisens Lars Bukdahl bliver lovet tørre tæsk, når Michael atter vender hjem fra digterhytten i Thailand. Men hov, er det ikke samme Ib Michael, som prækede god tone i udlændingedebatten, fordi slemt sprog så let kan føre til mere vold? Måske skulle han tage sin egen medicin. Så er anmeldere ikke inkompetente, men ’folk med et dejligt stort indlæringspotentiale’. Og ’tørre tæsk’ hedder ’en åbenhjertig, kammeratlig samtale’. Men pænt sprog giver ingen omtale, og de krimier, som ligger i top på bestsellerlisterne, sprudler af mere og mere udpenslet vold. Dette må Ib Michael nu have indset. Hans overfald på anmelderne varsler derfor godt for, at hans næste bog også vil rumme al den strid og vold, som får en bog til at ryge helt til tops. Forlaget Gyldendal klapper allerede i hænderne og nægter at slette det vidunderligt grimme sprog på deres hjemmeside.

 

Glædelig piratjagt [15/2, 16/2]

Mange klager over, at medierne altid fortæller negative historier. Derfor er der grund til at glæde sig ekstra over den aktuelle historie om det gode skib ’Esbern Snare’. Først glædede mandskabet sig over at fange 16 pirater. Dernæst blev to befriede gisler fra Yemen lykkelige, da de kunne ringe og fortælle deres kære, at de nu var befriede og i god behold. Så blev piraterne glade, da de hverken blev hængt straks eller sat til havs i en robåd med få fornødenheder, men blev sejlet sikkert helt hjem til palmestranden. Også det overbelastede retssystem og fængselsvæsen er glade for at slippe for besværet med en flok hærdede somaliske kriminelle. Ja, selv vort lands mange sortseere og brokhoveder er jo egentlig godt tilfredse over at skælde ud over, at operationen slet ikke gav mening. Når alle rider på glædens bølge, giver alting mening.

 

Politisk filmkorrektion [14/2, 15/2]

Niels Arden Oplevs film 'Mænd, der hader kvinder' har vundet den britiske Oscar - en Bafta - som bedste ikke-engelsksprogede film. Det gør det ekstra nødvendigt at råbe vagt i gevær om, hvor politisk ukorrekt denne historie om Lisbeth Sallander er. Pippi Langstrømpe er allerede blevet korrigeret. Pippis far var oprindeligt negerkonge. Men i de senere svenske bogudgaver er faren blevet forfremmet til ’hersker af kurrekurredutterne’. Og Pippi huserer endda kun i børneværelser. Sallander raserer over hele verden i alle medier. Og for hver pris og udmærkelse hun får, besudler hun endnu flere. Hun må omgående stoppe med at begå selvtægt, mishandle folk, hun ikke kan lide, vise slibrige videoer med sig selv, og hacke sig ind på alle mulige hjemmesider uden lovlig hjemmel. Også hendes ofte meget grimme og provokerende sprogtone bør mildnes. ’Mishandling’ bør rettes til ’genopdragelse’, ’hacking’ til ’informationssøgning’, ’fuck’ til ’elsk’. Og så videre. Denne film bør altså genindspilles.

 

Muhammed i Vejen [11/2, 14/2]

En gruppe på cirka 60 borgere i Vejen er rasende over et forslag om at opføre et højhus i byen med en stor tegning af en trold, der vejrer kristenkød, på facaden. Det er bl.a. folk fra Indre Mission, som har gjort lidenskabelig indsigelse. Historien bringes i mange danske medier. Og med foto af trolden i fuld figur. Hvor er det dejligt at leve i et land, hvor vi alle sammen kan le overbærende ad gode, troende folk, som bliver krænkede langt ind i deres religiøse sjæl over en tegning af en trold. Danske medier og alle danske mænd og kvinder har fuld tillid til, at disse dybt krænkede folk fra Indre Mission aldrig kunne finde på at lave optøjer, afbrænde ambassader og true landsbrugseksporten.

 

Jakkesættenes glæder [11/2, 13/2]

Det bliver mere og mere nødvendigt at kunne skelne i politik. Ikke mindst inden for det erotiske område. Tidligere præsident Clinton var jo nødt til at skelne mellem ’sexual relationship’, som betød ’ordinært samleje’ og så oralsex. Nu har Silvio Berlusconi overgået denne distinktion med en skelnen mellem sex, som han har i embeds medfør, og så anden sex. Denne skelnen er nødvendig for at undgå at blive retsforfulgt for at have haft sex med en mindreårig prostitueret. Når det er sket som premierminister, kan han nemlig ikke retsforfølges i det almindelige retssystem. Meget tyder på, at danske toppolitikere er langt bagefter med at skelne. Man lader sig alt for let slå ud af medier, som sammenblander privatpersonen med den politiker, de også er. Bare de – som den italienske premierminister må formodes at gøre – beholder politikeruniformen på under akten, så er der ikke noget at komme efter.

 

Placeboforskning [11/2, 12/2]

Stein Bagger-sagen ramte dansk erhvervsliv hårdt på renommeet og selvforståelsen. Peter Brixtofte-sagen spolerede mange politikeres drømme om, at danske kommuner kunne drives på en helt anderledes måde. Og nu laver Milena Penkowa-sagen ravage i den videnskabelige verden. Alle tre sager handler om personer, som er eminent dygtige til at skabe livagtige illusioner og fortrylle udvalgte betydningsfulde personer. Men måske rammer Penkowa-sagen hårdest, fordi hele lægevidenskaben er lagt an på at skille placebomedicin, dvs. ”melpiller”, fra rigtig, effektiv medicin med dokumenterede effekter. Sagen har vist, hvor stærkt placebomedicin virker, selv når den indtages af nogle af dansk medicins hårdeste drenge og piger: placeborotter, placebodokumenter og placeboeliteforskerpriser. Heldigvis var der en journalist ved Weekendavisen, som viste sig ikke at være spor placebo. Derfor kæmper mange nu med de alvorlige bivirkninger af den placebomedicin, de har indtaget. Stik mod det, der ellers altid har været god latin på bjerget: at placebomedicin var helt uden bivirkninger.

 

Regeringen bør kede mere [10/2, 11/2]

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech var i samråd, fordi nogle statsløse unge palæstinensere ikke har fået dansk statsborgerskab. ’Det er begået fejl, og det er jeg ked af. Jeg vil gerne undskylde, at det er sket’, forklarede ministeren i udvalget. Og så var der egentlig ikke mere at sige om den sag, mente Rønn. Men oppositionsmedlemmer i udvalget spurgte respektløst igen og igen. Og da ministeren dampende af utålmodighed og irritation slukkede for sin mikrofon, fik tv gode billeder og en letfattelig tophistorie om en smækfornærmet minister med pelskrave, som arrogant nægter at svare et højtæret folkevalgt udvalg. Regeringen bør på sit næste seminar indkalde en ekspert, der kan give Rønn og andre ministre et intensivt lynkursus i at være kedelige. Det er urimeligt, at Helle og Villy bare får lov at stå og score stemmerne i kulissen, når det er regeringen, der knokler med at underholde os alle sammen frem mod valget.

 

Ingen hjemme [9/2, 10/2]

Flere journalister har været ude ved den tidligere Amagerbank-direktør, Jørgen Brændstrups bolig på Frederiksberg for at få svar på, hvordan han bar sig ad med at køre banken i sænk. Men han er ikke hjemme. Nej, naturligvis ikke. Bare minimal omtanke hos journalisterne kunne have sparet dem turen. Alle ved jo, at Amagerbanken kun med nød og næppe fik lov at beholde bankdirektøren og hans direktion i så mange år, fordi de fik en løn, som var omkring det dobbelte af, hvad direktører i langt større danske banker tjener. Ellers var de for længst blevet headhuntet af store udenlandske bankkoncerner. Men efter Amagerbanken så alligevel måtte slippe dem med et stort gyldent håndtryk, boltrer de sig naturligvis nu ude i verden med helt anderledes lønninger og bonusser. Hvor svært kan det være at regne det ud?

 

Politiets sprogfilter [9/2, 10/2]

Det er almindeligt at håne det offentlige for sprog, som borgerne ikke helt forstår. Et menneske, som er blevet slået ned og alvorligt mishandlet, kalder politiet bare ’den forurettede’. Pyha, tænker almindelige mennesker lettede, så kan det ikke være så slemt. ’Forurettet’ betyder jo bare, at ofret surmuler lidt. Ved tragedien i Birkerød, hvor 3 børn myrdes af deres far, fortæller politiet til tekst-tv, at de blev kontaktet af ’en kvindelig anmelder’. Det viser sig så at være moderen, som politiet fortæller ’udtrykker bekymring og forundring over den henvendelse, som hun får fra manden.’ Kritikere af det offentliges sprog har travlt med, at alt skal være konkret og klart. Men det kan virke beroligende på mange, når politiet automatisk afdramatiserer en ubærlig virkelighed med sit klodsede bureaukratsprog.

 

DRs nye tårnfyr [8/2, 9/2]

DR’s nye generaldirektør er en helt anonym, men flittig og kompetent djøffer, Maria Rørbye Rønn. Man har efterlyst karisma og udadrettet power hos hende. Skudt forbi. Det er helt misforstået at kræve karisma af en moderne offentlig leder. Kun ministre har egentlig brug for karisma, så de kan tryllebinde vælgerne, men de fleste prøver jo at fægte sig igennem uden. En offentlig leder helt uden karisma fristes aldrig til at stå frem med smarte bemærkninger, som vækker opsigt, og som derfor får pressen og politikerne til at blande sig med uoverskuelige konsekvenser til følge. Og da både nyhedsdirektøren Ulrik Haagerup og Kulturdirektør Morten Hesseldahl er typer, som ind imellem kan komme til at sige opsigtsvækkende ting, så er det ekstra vigtigt, at generaldirektøren altid så søvndyssende som muligt kan gå ud og sige: 1) at formalia er overholdt, 2) at alle udfylder deres formelle rolle, som de skal, og 3) at den officielle politik også er den reelle. Her er Rønn allerede godt begyndt, og godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt.

 

Kirken bør lovprise bamsetroen [7/2, 8/2 med titlen ’Priset være bamsetroen’]

I Snekkersten har sognepræst Kirsten Knutzon efterhånden døbt 80 dukker og bamser i sin kirke. Nu har biskop Lise-Lotte Rebel bedt hende om en redegørelse. Men hvad er problemet? Enhver, der har eller har haft en rigtig kær bamse, tvivler ikke på, at  bamser har en ægte sjæl. Det er jo derfor, man elsker dem. Min bamse hed Charles, og jeg vil aldrig kunne betale al den trøst og glæde tilbage, som han gav mig. Desværre var bamsedåb ikke blandt kirkens servicetilbud dengang. Det var i øvrigt samme biskop, som for nogle år forsøgte at kalde pastor Grosbøll til orden, da han sagde, at han ikke troede på Gud. Biskoppen bør lovprise, at vi i en tid, hvor selv præster tvivler, er flere og flere, der tror på vores bamser.

 

Send flere studieværter, 7/2

Både statsministeren og udenrigsministeren støtter demokrati i Egypten. Og skyggeudenrigsminister Søvndal har direkte krævet det. Hertil kommer at flere af dansk presses korrespondenter i Cairo er blevet ramt af sten og slået med køller. Men det som gør mest indtryk, er strømmen af studieværter, som er draget til byen og under store vanskeligheder har sendt fra hotelbalkoner med byens lys i baggrunden. Først TV2’s Natasja Crone helt bleg uden sminke. Derefter TV-Avisens Kim Bildsøe Lassen i åbentstående skjorte uden jakke. Sidst Adam Holm fra DR2 Deadline, som måtte nøjes med at sende knasende lyd hjem fra en mobiltelefon, som havde været beslaglagt af bøller. Hvis der ikke kommer demokrati i Egypten nu, så er det i hvert fald ikke Danmarks skyld. Når et land sender sine studieværter til slagmarken, kan ingen kræve mere.

 

Kroppenes valgkamp, 6/2

Al erfaring viser, at folk erobrer magten som tynde, men forlader den som fede. Magt feder simpelt hen. Også her var Fogh enestående. Selv efter mange år som statsminister lignede han stadig en vellykket slankekur. Desværre ligner Løkke en mislykket slankekur. Han cykler ganske vist til Paris en gang årligt i stramt trikot, men lige meget hjælper det. Hvordan skal hele landet kunne underkaste sig en hård, økonomisk slankekur under en mand, som ikke har disciplin til at gennemføre en almindelig slankekur? Hvis Løkke skal bevare magten, så må Solrún altså i gang med at fodre ham med noget andet end frikadeller med fed sovs. Så tynd som Helle bliver han nok aldrig, men mindre kan også gøre det.

 

 

Rotter er ikke bare rotter, 5/2

TV-optagelser på YouTube viser fritløbende rotter ved premierministerens bolig Downing Street 10 i London. Kan det mon være nogen af de 784 rotter, som er sporløst forsvundet fra en elitehjerneforskers meget omtalte forskningsprojekt på Københavns Universitet? Nej, det kan det ikke. Rotterne i Downing Street er nemlig almindelige grå rotter. Dem fra forskningsprojektet var hvide forsøgsrotter. Så vidt vides, for egentlig ved man ikke med sikkerhed, hvor mange af disse forsøgsrotter der nogensinde har eksisteret. Og hvis de ikke har eksisteret, så kan de naturligvis slet ikke være set i London. Og så alligevel. For disse forsøgsrotter har gennem flere år udvist en overraskende evne til at dukke op og forsvinde i forskellige former. Så det kan altså godt være dem, der nu spæner rundt i London.

 

Det Kongelige Teater, 3/2

Hvis udviklingen i Det Kongelige Teaters økonomi fortsætter, så går hele bevillingen på den halve mia årligt snart alt sammen til skatter og vedligeholdelse. Et par kustoder kan så give omvisninger til turister på de tomme, men velholdte scener. Men komedien dør jo ikke. Tværtimod. Ludvig Holberg kunne ikke have udtænkt en mere overstadig komedie end den, der dagligt opføres i landets medier. Kommentatorer overgår ubesværet Den politiske Kandestøber. Også Erasmus Montanus spiller for fulde huse, når LOs Harald Børsting overtrumfer Per Degns ’Jorden er flak’ med ’Jeg vil skide på hvad lægerne siger. De har heller aldrig prøvet at arbejde’. Selv Jeppe på Bjerget blegner jo ved siden af politikere, som prøver at ligge i baronens seng, inden de  ryger retur til møddingen og får af krabasken. Teatret bør nok helt opgive komedien og satse på balletten. Og det kan ikke gå hurtigt nok. TVs nyhedsværter har længe både vist ben og går meget rundt under udsendelserne. Den dag nærmer sig, hvor de også tager dansen op.

 

Ufinansierede skattelettelser, 2/2

Mange menige i S-SF’s bagland har svært ved at sige ’ufinansierede skattelettelser’ igen og igen. Det går ligesom med børneremsen ’stakit, station, kasket’, som er umulig at sige igen og igen uden utilsigtede sammenblandinger af stavelser. Det kan så blive forvansket til ’finansierede U-skattelettelser’, ’ulettede finansskatter’ og sågar ’skattelettede ufinanser’. En anonym kilde i en vælgerforening fortæller, at efter en lang aften med træning i at sige de to lange ord igen og igen kan partimedlemmer helt miste hovedet og rable de værste ting af sig. Flere medlemmer har derfor fået forbud mod at deltage i træningsaftnerne, fordi deres tunger bliver ved med sige ’lettede skattefinanser’ – fuldstændig som om de kom fra de Konservative.

1/2:

Finsk råbekor, 1/2

Dansk politik er en succes hos vælgerne. Ikke mindst takket være TV’s store indsats med at servere svært stof i kendte former. I TV 2 Mogensen & Kristiansen forklares politik ved hjælp af en duel mellem to stand up-komikere. I TV 2 Tirsdagsanalysen forsøger to mandlige charmetrolde at score den lækre studievært Lotte Mejlhede ved at overgå hinanden med geniale politiske analyser. Jersild Live på DR 1 er jo i virkeligheden forældredag på skolen, hvor en yderst flink overlærer overhører klassens to dygtigste elever til alles fryd. Til gengæld er Debatten på DR 2 med Clement Kjærsgaard nok det mest eksperimenterende vi har set længe inden for formidling af dansk politik: Finsk råbekor udsat for afbrydelser og mundhuggeri. Man kan kun gisne om, hvad fremtiden vil bringe. Selv om man tror på værdien af det nordiske, kulturelle samarbejde, har man lov at håbe, at udviklingen af danske politiske TV-formater ikke stopper med finsk råbekor.

 

30/1:

Tomhed efter afgang, søn 30/1

Når en farverig, måske endog skandaleramt person forlader den politiske skueplads opstår der et stort tomrum i komedien. Politiske satiretegnere og kommentatorer sidder tilbage med tomme blikke. De længes tilbage til den kære figur som altid kunne give inspiration. Mens de mismodigt gransker mulighederne i den ansigtsløse erstatning som nogen har fundet frem fra partiets gruppeværelse. På vegne af Groft Sagt vil jeg gerne udtrykke min støtte og sympati med denne miskendte gruppe af skandalens ofre. Fortvivl ikke. Hav fuld tillid til fremtiden, selv om tabet lige nu føles uerstatteligt. Dansk politik har aldrig svigtet sine politiske kommentatorer og satiretegnere, og vil heller ikke gøre det i fremtiden.

29/1:

Penge bør lugte, lør 29/1

I middelalderen drøftede man bl.a., hvormange engle der kunne danse på et knappenålshoved. Men det er det rene vand ved siden af de intellektuelle udfordringer i dagens danske politik. Helle Thorning-Schmidt kræver, at vælgerne skal kende forskel på Foghs kontraktpolitik og hendes løftepolitik. I forslaget til ny offentlighedslov skal vælgerne kunne se forskel på, hvornår en spindoktors råd er til ministeren, og hvornår de er til partipolitikeren. Men dette er det rene barnemælk i forhold til de seneste krav om at kunne skelne rørelser i landets pengestrømme. Pengene til de skattelettelser, som de Konservative vil give, skal nemlig ikke komme fra den efterløn, som regeringen foreslår fjernet. Og nu kræver oppositionen penge, som er indbetalt til efterløn før 1999 udbetalt, selv om de indgik i a-kassekontingentet. Heldigvis ligger hjælpen snublende nær: Folketinget bør indføre en regel om, at penge skal lugte. Også selv om det ikke løser alle problemer.

28/1:

Villys parforhold 2, fre 28/1

Verden er indviklet nok i sig selv. Der er overhovedet ingen grund til at gøre den mere indviklet end den er. Det gælder også forholdene i dansk politik. Derfor vil jeg straks tilbagetrække en alvorlig forvikling jeg begik i går. Jeg skrev at Villys partner de store annoncer var Søren Gade. Flere af denne spaltes læsere har sikkert ment at denne pointe var usædvanlig svær at begribe. Hvad skulle den tidligere forsvarsminister fra Venstre dog i en annonce fra SF? Godt spurgt! Villys partner er selvfølgelig Steen Gade, som er SF’s miljøordfører. Nok skal der begås grovheder på denne plads, men her gik grænsen altså. Undskyld til alle tre.

27/1:

Villys parforhold, tors 27/1

Nu troede man lige, at Villy havde fundet sin advokatsekretær Helle. De så faktisk så lykkelige ud sammen, når de dukkede op overalt i gadebilledet. Og det er jo før set, at umage par kan have et langt lykkeligt liv sammen trods omgivelsernes skepsis. Men hvorfor optræder Villy så nu pludselig i store annoncer sammen med en småsur mand med mørke skægstubbe, som hedder Søren Gade? Og så under overskriften ’Sammen kommer vi videre’? Det mest sandsynlige svar er, at Villy efter sin affære med advokatsekretæren nu er vendt tilbage til sin gamle, faste partner, og at de nu står frem og forklarer os alle sammen, hvordan de kommer videre trods sidespringet. Som der står på en netside for utro par: Når man er kommet sig over chokket, har grædt, skældt ud, spurgt hvorfor 1000 gange, skal man jo videre.

 

27/1:

Botox for sig og rynker for sig, tors 27/1

Det var Viggo Hørup, der begyndte med at sige overskæg for sig og snot for sig. Det var helt tilbage i 1891 i en grundlovstale. Og vendingen er blevet en stor succes i det danske sprog. Ofte bruges den dog i en forsimplet udgave: skille skæg fra snot. Men tiden er løbet fra talemåden. Snot er stadig almindeligt, men det er overskæg ikke. Ikke en eneste folketingskandidat med respekt for sin karriere ville i dag vove at anlægge overskæg. Hertil kommer, at kun mænd normalt har de hormonale forudsætninger for at anlægge overskæg. Der er derfor flere gode grunde til at udskifte denne forældede talemåde med en, der langt bedre svarer til vores tid. Mit forslag er ’Botox for sig og rynker for sig’.

 

26/1:

Den grønne ridder, ons 26/1

I én af Monty Pythons film optræder en sort ridder, som kæmper videre, selv om han efterhånden får hugget alle lemmer af. Men for hvert mistet lem ægger han endnu mere heroisk sine modstandere til fortsat kamp. Nu har de Konservative leveret dansk politiks svar på denne gribende figur. Nemlig i form af politisk ordfører og gruppeformand Henriette Kjær. Gennem en række sager om alvorligt rod i privatøkonomien er ordføreren efterhånden blevet helt amputeret for enhver mulighed for at bekæmpe modstanderne. Men det giver kun denne gæve konservative frontkæmper endnu mere kampgeist. Der er ingen tvivl om, at denne grønne ridder søger at overgå Monty Pythons sorte ridder, som modstanderne måtte opgive, da der ikke var flere lemmer at hugge af. Stående som blodstænkt sort metaltorso direkte på skovbunden råbte ridderen triumferende sine sejrsråb efter de flygtende modstandere. Endnu et eksempel på at fiktionen ofte er langt forud for virkeligheden.

 

27/1:

Godhedens udfordringer [27/1]

Det er ofte umuligt for godgørende organisationer at sikre at hjælpen når dem, der trænger allermest. Midt i selv den allerstørste elendighed sidder der tit nogen, der kun tænker på at skrabe til sig. Røde Kors har således ambulancer stående på Haiti. Ubeskæftigede, fordi de lokale bureaukrater ikke har fået den bestikkelse, de kræver for at give ambulancerne lov at operere i området. Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria, der er finansieret af verdens rige lande og promoveret af berømtheder som Bill Gates og rocksangeren Bono, er plaget af korruption og svindel. Det sker at to tredjedele af en bevilling går til bestikkelse. Og medicin stjæles og sælges på det kommercielle marked. Men der er også lyspunkter: Danmark har lige sendt 80 millioner retur til EU, fordi reglerne er så indviklede at danske landmænd ikke tør søge disse EU-midler af frygt for konsekvenserne. Hvis bare resten af verden var ligesom Danmark, så ville det være lettere at være god, men sværere at slippe af med pengene.

24/1:

Manipulationstaxator [24/1]

Den religiøse debat i vores land er meget intens i disse år. Men også blandt forskere og lærde møder man ret ofte en stærk tro på en højere virkelighed. F.eks. skriver Oluf Jørgensen som er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i en kronik at reglerne om kildebestyttelse bør ændres. Når en kilde er whistleblower, så skal den beskyttes som hidtil. Men når en kilde manipulerer med journalisterne, så bør den ikke have krav på beskyttelse mod at få sit navn offentliggjort. Ideen er sådan set genial nok. Der er bare problemet med hvem der objektivt skal afgøre om noget er manipulation eller ej? Ingen politiker eller kilde finder sig i en anklage for at manipulere. Skal man have en autoriseret manipulationstaxator rendende rundt på gangene på Christiansborg og kontrollere enhver læk fra gruppeværelserne inden journalisterne skriver? I givet fald må vedkommende beskyttes af ærkeengle, rødgardister og lignende for at overleve bare få dage. Men det er værd at prøve, ikke mindst for underholdningens skyld.

21/1:

Kammertonen, tak [21/1]

I retssagen mod øksemanden er det fremgået at øksemanden inde i stuen hos tegneren skulle have sagt: ”Nu skal du dø.”

Det kan være svært at holde en god tone i debatten når følelserne er stærke. Men netop når følelserne er stærke kan det have ekstra stor betydning at tale pænt for at undgå had, vold og lignende. I retssagen mod øksemanden er det fremgået at øksemanden inde i stuen hos tegneren skulle have sagt: ”Nu skal du dø.” Her ville det have været bedre tone at sige: ”Forbered dig på muligheden af at gå bort.” I retssalen har Kurt Westergaard sagt til øksemanden: ”Du er en fej lille løgnhals.” Her ville det give en bedre tone at sige: ”Jeg kan ikke acceptere din etiske kodeks”. Selv om det kan være svært altid at holde den gode tone, så bør vi alle gøre os umage for at undgå det, der er værre.

 

 


Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SENESTE KØLLEBANK

MÅNEDENS BEDSTE KØLLEBANK I INDEVÆRENDE ÅR

ÅRETS BEDSTE 2018

ÅRETS BEDSTE 2017

BEDSTE 5 TANTES GROVE GYS 2017

ÅRETS BEDSTE 2016

ÅRETS BEDSTE 2015

ÅRETS BEDSTE 2014

ÅRETS BEDSTE 2013

ÅRETS BEDSTE 2012

ÅRETS BEDSTE 2011

 

 

ALLE KOMMENTARER 2018

ALLE KOMMENTARER 2017

TANTES SAMLEDE GROVE GYS

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2016

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2015

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2014

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2013

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2012

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2011

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp