|
Hvad har Peter Brixtofte til
fælles med Amdi Pedersen, Klaus Riskær, Kurt Thorsen og Willy Strube?
Der er nogle hårde
kendsgerninger som de alle 5 har pokkers svært ved at bortforklare. De
har brudt den grundregel for magtudøvelse at man helt undgår at
producere hårde kendsgerninger som kan bruges af tidligere ansatte og
journalister til at skrive dårlige historier. Når skandaler i pressen
er undtagelsen, er det fordi enhver professionel magthaver ordner mest
muligt reelt arbejde i uformelle netværk hvor der ikke er krav om
dokumentation. Det
officielle system bruges så til facadearbejde.
Der kommer kun sager om Klaus
Riskjær, Kurt Thorsen, Willy Strube, Amdi Pedersen og Peter Brixtofte
fordi der er nogle hårde kendsgerninger de ikke kan bortforklare.
Bortset fra dette er der ingen grund til at tro at disse personer
adskiller sig væsentligt fra alle andre mennesker som kæmper for at få
gennemført det de tror på, med al den indflydelse de måtte have.
Egentlig onde personer er
yderst sjældne. Selv den person som i medierne fremstår som den største
skurk og svindler, vil over for sig selv og sine nærmeste have de
allerbedste forklaringer. Den almindeligste er nok at man er forfulgt
af sine fjender eller rivaler som nu bruger systemet til at ramme én.
Forklaringen kan også være at man er langt forud for et i øvrigt
bagstræberisk system. Det er den forklaring politikere ofte bruger, fx
både Peter Brixtofte efter han i Indenrigsministeriet forleden var
blevet fastholdt på krav om deponering af store beløb, og Mogens
Glistrup da han i 1970’erne blev dømt for skattefusk og måtte sidde den
af i Horserød.
Willy Strube kan forekomme at
være et svært tilfælde. Hvordan har han retfærdiggjort over for sig
selv at han har stjålet 1,2 mio kroner fra SID? Jamen, det er vel i
princippet ikke anderledes end når en ansat som er helt rask, melder
sig syg fra arbejde og således stjæler en arbejdsdag fra firmaet. Det
gør man jo ikke hvis man er 100% loyal over for firmaet og sin leder.
Enhver ansat har et internt moralsk regnskab med sin arbejdsgiver. Hvis
den ansatte føler sig svigtet, undervurderet, udnyttet eller bare
overset, ja, så er den mest almindelige måde at rette regnskabet op på,
at man som ansat kører sin egen dagsorden i firmaet. Man er fysisk til
stede, men bruger så vidt muligt tiden til noget andet end det
arbejdsgiveren betaler én for at gøre. Og en gang i mellem er man ikke
engang fysisk til stede.
Willy
Strube opfattede det vel selv sådan at han havde givet sit liv og sit
engagement til sin fagforening, SID. Da han så tabte formandsvalget til
Poul Erik Skov Christensen er frustrationerne over dette blevet så
kolossale at han har måttet tage af kassen for at genskabe en retfærdig
balance i sit interne moralske regnskab mellem hvad han har ydet, og
hvad han har fået ud af det. Han skulle udadtil stå last og brast med
den mand som han syntes havde stjålet hans formandspost fra ham. Og som
havde fået støtte fra en række personer i SID som Strube selv havde
regnet med. I den forbindelse er beløbet på de 1,2 mio latterligt
lille, nærmest symbolsk. Det væsentlige er den illoyalitet som de er
symbol på. Det er i denne illoyalitet Strube har forsøgt at skabe
retfærdighed i sit forhold til en organisation og nogle kolleger som
han syntes havde svigtet ham.
Der er ingen grund til at tro
at Strube er utypisk. Tværtimod er der al mulig grund til at tro at det
mest usædvanlige ved ham var at han blev afsløret. Vistnok takket være
en tidligere ansat i et firma som SID (og altså Strube) gjorde
forretninger med. En ansat som også følte sig
mishandlet af sin arbejdsplads og derfor havde taget nogle belastende
bilag med.
Det er sandsynligvis på samme
måde at Brixtofte-sagen kom op at køre i BT. Der er én der lækker nogle
bilag som ikke kan bortforklares til et medium.
Moralen for danske firmaer og
organisationer er denne: Få de ansatte til at elske jer. Ellers går de
til pressen.
Moralen for ansatte er denne:
Sørg for at tage kopi af alt der kan bruges mod din arbejdsplads. Den
bedste sikring af din fremtid er gode historier på lager. Historier som
kan dokumenteres med hårde kendsgerninger.
Pressen fokuserer meget på
skandaler som individuelle undtagelser, hvor personligt begær efter
magt, penge eller sex driver værket. Det er rigtigt at skandalerne er
undtagelser, men næppe rigtigt at det usædvanlige ligger lige netop dér
hvor pressen påpeger det. Det mest usædvanlige ved enhver skandale er
at den slipper ud i medierne. Det gør den nemlig kun fordi der slipper
hårde kendsgerninger ud til nogle journalister. Det gør der kun hvis
magthaveren optræder klodset eller overmodigt. Fejlen er at der
overhovedet findes bilag som en ansat kan medtage eller kopiere.
Nøglen til effektiv
magtudøvelse er at operere uden at producere hårde kendsgerninger som
senere kan fælde én. Hårde kendsgerninger er noget der kan
dokumenteres, dvs. noget på skrift, lydbånd eller videobånd. Eller
noget som kan bevidnes af flere uafhængige vidner. Alt andet er bløde
kendsgerninger, dvs. noget der kan bortforklares af hovedpersonen.
Dokumentation er kun et krav
for de handlinger der udføres officielt i organisationen. Så skal der
jo journaliseres. Det betyder at stærke magthavere helst reducerer den
formelle struktur de leder, til at være en paradeforestilling som
spilles igennem efter alt er klaret af i uformelle netværk. I disse
uformelle netværk er der intet krav om dokumentation og journalisering,
derfor er evnen til at skabe og styrke sådanne netværk kernen i enhver
magtudøvelse.
Møntfoden i et netværk er
tjenester. Der handles mand-til-mand og ansigt-til-ansigt og med
håndslag. Det er en bytteøkonomi. Der kan godt forekomme betalinger i
form af penge, men det indebærer altid en risiko fordi ethvert beløb
der går ud eller ind på en bankkonto også samtidig producerer en hård
kendsgerning som man senere kan blive stillet til regnskab for.
Betalinger skal derfor altid ske i håndholdte penge. Dette er i praksis
vanskeligt og besværligt – hvis der er tale om regelmæssig betaling
eller meget store beløb. Derfor er den almindelige metode når der skal
betales for en ydelse i netværket, at den der skal modtage betalingen,
får en post eller en opgave i det formelle system som helt legitimt
udløser en betaling. Det formelle, officielle system reduceres således
til middel for netværket. Man kan sige at dets væsentligste betydning
er at det kan bruges til belønning af tjenester i netværket. At sørge
for at vennerne fra netværket ansættes under overholdelse af samtlige
officielle krav, er ethvert netværks væsentligste måde at øge sine
ressourcer, og hermed sin magt, på.
Netværksarbejde tåler ikke
offentlighedens lys fordi det er en intern byttehandel om offentlige
midler og aftaler om hvordan man officielt vil begrunde brugen af dem.
Magthaverens position afhænger af de belønninger han kan give. Jo
længere oppe i det formelle hierarki han sidder, jo bedre belønninger
kan han sikre til sine folk i netværket. Men uden stor, helst
ubegrænset loyalitet og tillid, går det ikke. Derfor er magthaverens
evne til at give og modtage kærlighed, vigtig. Privatlivet bruges
intensivt til netværksarbejde.
Trods ihærdige forsøg på at
holde så meget som muligt som uformelt netværksarbejde, sker det at der
i det officielle system produceres hårde kendsgerninger som er farlige.
Hvorfor det sker, er magtteoretisk og filosofisk interessant, men fører
for vidt at komme nærmere ind på her. Det er væsentligt at holde
farlige kendsgerninger, dokumenter, så skjult som muligt. Jo færre der
ved de eksisterer, jo bedre. Oppositionens stærkeste magtmiddel er at
kræve oplysninger fra den officielle administration som magthaveren
leder. Her er en alliance med pressen ofte nødvendig for at fremtvinge
svar.
Det er ikke ondskab, begær
eller magtbrynde der i magthaverens selvforståelse ligger bag hans
eller hendes adfærd. Det er et brændende ønske om at nå nogle mål som
skal gøre det lettere og bedre at leve livet for en gruppe mennesker.
Det er troen på disse mål der i magthaverens eget indre regnskab
berettiger til brug af midler som mest muligt er hævet over enhver fare
for afsløring af fjendtlige kræfter, dvs. folk der er imod magthaveren.
En kompetent opposition, frafald i netværket, ansatte som har sans for
belastende bilag og pressens interesse i at optræde som den fjerde
statsmagt, er befolkningens eneste garanti mod at blive udnyttet.
Men uden hårde kendsgerninger,
ingen skandaler i pressen – og det ved enhver professionel. Derfor og
kun derfor er der så få skandaler der når frem til pressen.
|