Den
pædagogiske kvæler
Det
er skønt for eleverne at opdage tingene selv. Selvlært er vellært. Død
over den perfekte pædagog som dræber alt omkring sig med sine totale
udlægninger af alt. Denne kommentar er fortrolig, må ikke citeres og
skal glemmes straks den er læst.
Jeg
er lærer. Ovenikøbet på et universitet. Det er udmærket. Jeg er godt
tilfreds med jobbet. Mine studerende er også rimeligt tilfredse. Tror
jeg da nok. Brokhoveder findes jo overalt. Og det er jeg også glad for.
Men
det ændrer ikke ved at der er et stort problem. Problemet er at den
måde jeg selv har lært mest på – og det vigtigste – er ved at opdage
det selv. Jeg er overhovedet ikke egnet til at sælge
undervisningssystemet som princip. Jeg har selv lært det vigtigste i
opposition til ethvert af de systemer jeg har levet i i længere tid:
folkeskolen, gymnasiet, militæret og ja, universitetet. Samtidig har
jeg selv, både som elev og som ansat, hele tiden skullet leve op til
den officielle skueværdi om at disse kurser der som pølser leveres i
metermål, er en fantastisk ting.
Det
er de heldigvis også: De er undervisningssystemets officielle
kontaktflade til brugerne og argument for at hente offentlige
støttemidler. Men det væsentlige sker dér hvor eleverne reagerer på
kurset, på lærerens selvfremstilling og fagfremstilling. Det er min
erfaring at det er i denne reaktion at
man lærer noget. Det er heri det kritiske og det
personlige ligger. Selvlært er vellært.
Enhver
der er bare lidt intelligent, kan jo lære at plapre et pensum af til
eksamen eller i en skriftlig opgave uden at have lært noget af det. Det
har jeg selv gjort utallige gange. Pyha, så blev det overstået, og det
var hurtigt glemt bagefter. Der er et gigantisk tidsspilde i
undervisningsystemet i form af at elever tager eksamen i noget som de
har totalt glemt kort efter – ofte fordi de har været nødt til – ud
over det officielle pensum – at lære sig selv noget helt andet som de
virkelig havde brug for.
Den
gode lærer gør det svært for eleverne at overstå faget ved at tage
eksamen i det. Det
kan han kun ved at få dem til selv at opdage det som noget det faktisk
er væsentligt at lukke ind i sit inderste rum for viden og færdigheder.
Læreren må acceptere at hans officielle planer, pensum og
træningsprogrammer altid kun er anledning for eleverne til at komme
videre i deres liv med det de nu engang opfatter som væsentligt. Det er
her den gode lærer også bliver en farlig lærer – fordi han faktisk kan
flytte noget i eleverne. Mange lærere synes vist at udfordringen er at
komme det officielle pensum igennem på den afsatte tid – og uden
egentlige katastrofer til eksamen. Men det er jo bare en del af
ritualet.
Selvfølgelig
kan en lærer være så pædagogisk dårlig at timerne er en lidelse. Jeg er
ikke tilhænger af elendighedspædagogik: Jo værre undervisning, jo
større motivation hos de studerende til selv at sørge for deres egen
undervisning. Det er nok ét af de stærkeste argumenter for at lærere
overhovedet kan gøre en forskel: at de kan være så elendige at de
sender folk væk fra faget. Det viser jo klart at det langt fra er
ligegyldigt om man har en lærer eller ej. Selv om jeg har lært det
meste selv, så ville jeg da nødigt undvære alle de lærere som jeg har
lært pensum i opposition til. Altså de dele af pensum som det
overhovedet var værd at lære.
Men
kan lærere være for gode? Ja, i den forstand at de kan overlade alt for
lidt til eleverne selv at opdage. Den lærer som er så altomfattende og
udtømmende at han dræber stoffet i sin perfektionisme. Han er måske den
værste af alle.
Nu
for eksempel denne hjemmeside, eller dette netsted som jeg foretrækker
at kalde det fordi jeg synes at ordet ’hjemmeside’ stinker af sure
tøfler og intimhygiejne. Enhver ved jo at det interessante ved en
forfatter i lige så høj grad er alt det som underforstås – både i
teksterne og i forfatterfiguren. Og så kommer jeg her braldrende med
min autoriserede totale udlægning af mit forfatterskab med alle skuffer
trukket helt ud, alle hemmelige rum brækket op og alle dobbeltbunde
gennemhullet.
Helt
ærligt: Hvem gider læse sådan en forfatter? Her er jo intet overladt
til den enkeltes opdageglæde. Her er heller ikke noget som helst
overladt til de professionelle befamlere: lærerne. Hvad kan de brillere
med når forfatteren selv allerede har brilleret med sin autoriserede
fortolkning på sit imponerende, super-formidlende netsted?
Det
bedste man kan håbe på er at det kun er meget få der finder frem til
netstedet. Og at dem der gør, holder det hemmeligt for andre. Og selv
glemmer det ret hurtigt.
Eller
at de giver sig til at finde den egentlige hemmelighed bag det
ulidelige skønmaleri som et forfatternetsted som dette er.
klaus@kjoeller.dk
|