Først lagt op 22-10-2018

Senest opdateret 22-10-2018 15:10

 

 

Øresundsbroen: Hastighedsmåling op i fart

Endelig sker der noget:Trafikordførere er langt fremme med ideer om at pålægge politiet en del af de omkostninger, som ulykker på Øresundsbroen medfører. Fartglade støtter strækningskontrol

 

”Det har af ressourcemæssige årsager (både mandskabsmæssige og økonomiske) ikke været muligt at prioritere indtil videre, men det er fortsat målet, at det skal etableres,” skriver Rigspolitiet blandt andet i en mail til TV 2.

I en opfølgende telefonsamtale med Rigspolitiet spørger Kjoeller NEWS:

--- Men er der ikke store omkostninger ved alle uheldene?

”Nej, stort set ingen. Kun en enkelt politimand er kommet til skade i et harmonikasammenstød, hvor han stødte hovedet mod forruden og fik en bule i panden. Men han var ikke i uniform, fordi han var på vej på ferie med familien – som i øvrigt også var stort set uskadt, bortset fra lidt efterfølgende sengevædning fra den yngste, som blev klaret med gummilagen.

--- Men hvad med materielle skader på biler og andet?

Teksten fortsætter efter annoncen.

Ja, selvfølgelig uheldigt. Og vi beklager det dybt hver gang. Men det er fuldstændig uden omkostninger for politiet – bortset fra rod i vagtplaner, hvis vi skal rykke mange ud til brokaos. Bilskaderne og skrotning tager bilejerne og deres forsikringer sig af. Reparationer efter personskader er hospitalernes ansvar. Bortkørsel af personer, som er ude af stand til selv at fjerne sig af psykiske eller fysiske årsager, klarer Falck. Skader på rør eller bro og vejanlæg klarer det offentlige eller brofirmaet. Biler, som ryger ud over gelænderet af sig selv eller, fordi de skubbes ud af overhalende køretøjer, hører under Farvandsdirektoratet. Og omkostninger ved forsinkelser, fordi titusindvis af trafikanter skal sidde timevis i kø, prissættes slet ikke. Derimod vil bare et enkelt køleskab til fartmåling koste os flere tusinde kroner og være i stadig fare for at blive påkørt.”

Trafikanter lærer hurtigt

Sikkerhedschefen på Øresundsbroen, Ulla V. Eilersen, er enig i, at punktmåling eller traditionel fartmåling ikke er løsningen. De mister deres effekt et sted som i Øresundstunnelen forklarer hun:

”Trafikanterne lærer det hurtigt. De kører frem til dér, hvor de ved, der er kontrol, og så bremser de. Det kan vi jo se oppe fra vores kontrolcenter, hvor vi har kameraovervågning.”

Politikameraer duer ikke til skærmvæg

Kjoeller News har spurgt kommunikationschefen for broens sikkerhedsafdeling, hvorfor man ikke bare giver politiet videoer fra den kameraovervågning, som sikkerhedsafdelingens kontrolcenter løbende optager:

”Mange grunde. For det første optager vi officielt slet ikke, men iagttager bare manuelt billederne. Vi er jo et privat firma og må derfor ikke uden tilladelse overvåge borgerne. Men fordi vi officielt ikke optager, så kan vi selvfølgelig ikke tilbyde politiet videooptagelserne. For det andet kan politiet kun måle hastigheder med de kameraer, de har i deres fartmålende vogne og nu også i køleskabene.”

--- Men kan politiet så ikke bare sætte sådan et kamera op foran jeres skærme og optage det hele?

”Nej, vores enorme væg med skærme kan ikke dækkes af et enkelt politikamera. Der skal mindst ti kameraer til og tilsvarende personale til at styre og vedligeholde dem. Og hvis politiet bare kunne vælge denne lette vej, så kunne de jo lige så godt sætte alle kameraerne op ude på broen, og det har de hverken mandskabsmæssige eller økonomiske ressourcer til.”

Det forlyder fra Christiansborg, at flere trafikordførere er langt fremme med ideer om at give politiet fra satspuljen til fartkontrol. Andre arbejder med helt eller delvis at pålægge politiet en del af de omkostninger, som ulykker på broen medfører. F.eks. kan de manuelt hjælpe Falck med indsamling af vragdele og andet forefaldende.

Fartglade: Nej til fartkontrol, ja til strækningskontrol

Det er også blevet foreslået, at man måler, hvornår en bil starter og slutter sin kørsel over broen. Da broens længde er velkendt, kan man ved at dividere tid med afstand bestemme hastigheden. Metoden kaldes ”strækningskontrol.”

Foreningen Fartglædens Venner, afdeling Broens Projektiler, stiller sig særdeles positivt over for forslaget. I en udtalelse til alle medier siger de:

”Væk med al negativisme. Vi elsker fart. Især på broer. Umuligt at skjule det. Og unødvendigt, indtil vi får strækningskontrollen. Men alligevel byder vi strækningskontrollen velkommen.

Først fordi navnet klart afslører, at det hele dybest set går ud på at kontrollere broens strækning, altså længde. Godt, lad os få det på plads! Mærkeligt man ikke bare ser på tegningerne. Men OK. Vi i Broens Projektiler vil yde al muligt hjælp til dette.

Dernæst fordi det vil pirre vores konkurrencesans. Eksempel: Hvis du kører 220 gennem røret, hvor langsomt skal du så snegle dig over broen for at undgå at blive fanget i strækningskontrollen? Og: hvis du begynder med 350, hvor længe før du når enden, skal du så slå ned i 25 km. i timen? ”

 

Dokumentation: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-10-21-oeresund-beder-om-hjaelp-bilisterne-koerer-alt-for-staerkt

 

Kølletæppebank: Køl farten ned

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

151217klauskjoellerDKforside.bmp