|
Mærkelig oplevelse at
vurdere en opfundet historie om mig, så mange år efter jeg døde. Det
glæder mig, at forfatteren kan lide mig. Dog ikke lide mig så meget, at
han får særligt mange detaljer fra mit liv og mit værk med. Men det kan
han heller ikke med al den handling, der er. Folk slås langt mere, end
de gør i nogen af mine fiktive værker, bortset fra enkelte steder i
Niels Klims underjordiske rejse. Derimod slås de meget i mine
historiske fakta-bøger, men det er jo også virkelighed. Og moralen er
stærkt anløben. Jeg vil gerne se meget mere opbyggelighed i en bog om
mig – også selv om bogen ikke skal forestille at være biografisk, men
bare består i, at man flytter rundt på en statue af mig, fordi man har
skjult noget moderne teknik i den, som ingen må finde. Men jeg ser
nedbrydende paradokser overalt. Nihilisme, og det, der måske er værre:
opløsning af troen på fornuft, videnskab og moral, både kirkens og
almindelig borgerlig anstændighed. Historien er sådan set god, men der
mangler den lovprisning af rationalitet, videnskab og god moral – og
Gudsfrygt – som retteligt hører hjemme i et sådant æstetisk arbejde. I
hvert fald hvis det skal udbredes i mit navn. Bare fordi jeg er et
kendt menneske fra dansk litteratur, bør man ikke bruge mig til hvad
som helst. Her som udråber for noget, som enhver – selv med ganske lidt
kendskab til mig fra skoleundervisningen – kan se går direkte imod mine
holdninger. Og så har jeg slet ikke nævnt det kaotiske politiske
system, demokratiet, som bogen desværre anser for den gængse måde at
indrette et samfund på i dag. Forgæves leder man efter undersåtters
respekt for kongehus og kongelige dekreter og love i bogen. I stedet
fylder mediernes knæbøjninger for en demokratisk valgt, amerikansk
præsidents korte, vulgære og ofte fornærmende meddelelser. Dog er
bogens mange aktive kvinder en pryd, værdigt anført af Zille Hans
Dottir, som står mig særligt nær. Og mange af replikskifterne kunne
godt, forkortet og opstrammet, indgå i en komedie af mig, hvis jeg ikke
var død allerede i 1754. Tak også til forlaget, fordi I på omslaget
brugte den glemte statue i halv størrelse af mig som håbefuld ca.
fyrreårig og ikke den rædselsfulde mange gange forstørrede statue af
mig som vellykket, etableret olding, der findes foran Det Kgl. Teater.
Jeg forbiver Eders …
|
