|
— Ingen læser gider høre denne sure
stemme, skrev forfatter Fro Frater Kølleblank i begyndelsen af denne
sin seneste roman. — Der skal meget mere glans, begejstring og sprudlen
til. Fantasi! Men jeg er ligeglad. Herligt. Omsider fri for andre
læsere end mig selv. Fri for den klamme middelmådige læsermasse som
ødelægger alt med sine bekymringer, kriser og tykhovedhed. Sin
opstyltede moralisme, pyh for pokker. En læsermasse vejledt af
popularitetssøgende stjernejournalister ved selvglade kulturblade og
-aviser. Fanget i jagten på den mest æstetiske virkelighedsflugt og
opbyggelighed. Bvadr.
Læser: — Denne pointe er for længst
sivet ind hos denne kroniske tvangslæser som lever mutters alene med
konsekvenserne.
Hold kæft! Ikke kun den
pladderæstetiske finlitteratur, men også både politikere og medier
truer læsermassens, dvs. befolkningens psykiske velfærd.
Læser: — Men det gør du da også.
Nej, for det er stadig frivilligt for
læsermassen om den vil læse, hvad jeg skriver. Vi lever i et land med
læsefrihed. Og erfaringen har klart vist at befolkningen aldrig vil
læse min skønlitteratur. Ikke engang mine mest læsersmiskende romaner
på tilbud sælger.
Læser: — Hvad med at yde en klækkelig
kontant belønning til læsere som kan bevise ud fra ti spørgsmål, at de
har kæmpet sig igennem en af dine romaner uden at miste forstanden? Og
med erstatning til dem som har mistet forstanden?
Hold bøtte! Det vil bare supplere min
skønlitterære fallit med en økonomisk ruin.
Læser: — Min respekt for denne
selverkendelse!
Mmh. På basis af denne klare indsigt i
læserfrihed udlever jeg nu min totale frihed som romanforfatter.
Omsider befriet fra min altkrævende, nedbrydende drøm om en stor,
fortryllet flok læsere. Landeplagen som udeblev.
Velkommen, Frihed! Vidunderligt.
Fantasien sætter ingen grænser. Selv den mest geniale forfatter kan
ikke jage læsere væk, han eller hun ikke har. Hosianna!
Læser: — Hjælp! Du bør altså også
tænke på din mor, som stadig holder fast.
Klap i, læservrag! Pjok!
Læser: — Det er dig der har
invalideret mig gennem årelang tvangslæsning.
Næste
kapitel 2
|
