”Jeg vil holde en forelæsningsrække,” sagde
professor Horatio Wittson beslutsomt. ”Den kommer til at sige sparto
til alt, jeg hidtil har formidlet. Folk skal oplyses.”
18
— Jeg vil holde en forelæsningsrække,”
sagde professor Horatio Wittson beslutsomt. — Den kommer til at sige
sparto til alt, jeg hidtil har formidlet. Folk skal oplyses. Nu skal
det være!
— Det er desværre ikke nok, Horatio,
sagde Borning Writer dystert. — Ikke engang til at bevare håbet.
Sprecchmeisters folk bruger midler som ikke kan stoppes med foredrag og
taler. Desværre. Du så jo hvordan det gik forleden da vi troede at
Lingo Rathaus under vores rådgivning skulle begynde at bruge klart
sprog, så alle almindelige borgere kunne forstå hvad der foregik:
Sprecchmeister og hans folk invaderede.
— Vi kan gøre det bedre, sagde Horatio
Wittson sammenbidt. — Det skal vi. Selv de
simpleste folk skal forstå. Vi skal gøre det
bedre. Hvad med også i oplysningen at bruge rollespil med små, kulørte
plastikfigurer som klarer sig ud af vanskelige situationer med enkle,
sproglige midler?
Borning Writer sukkede og trak luft
ind:
— Forelæsningsrækkernes tid er forbi,
Horatio, sagde han – så blidt han kunne.
Wittson så på ham med løftede øjenbryn.
— Horatio, vi har nået et punkt, hvor
vi er nødt til at tage vores egen medicin: Klarhed. Vi må se
virkeligheden i øjnene.
Wittson sukkede og så bekymret på ham.
— Er du virkelig sikker på vi er så
langt ude?
— Horat: Der må mere til end foredrag
og sprogkurser. Det er den klarhed du senest har givet mig. Endnu en
klarhed jeg har nået ved at iagttage dit eksempel på nærmeste hold som
din assistent igennem mange år. Jeg skylder dig så meget. Sproget er
virkeligheden; derfor kan du kun ændre sproget ved at ændre
virkeligheden.
— Tror du virkelig det er så slemt?
udbrød Wittson.
— Ja, desværre. Vi må drage
konsekvensen af at det har vist sig umuligt den anden vej: at ændre
virkeligheden med sproget. Det blev klart forleden ved indledningen til
kurset i ministeriet hvor virkeligheden overmandede os i skikkelse af
Sprecchmeister, Ramon Siccesrug og deres slæng. Overkancellist Beatrice
Ronkeslyt blev fuldstændig sat til vægs. Langt mere end vi
nogensinde har kunnet.
— Glem ikke mine håndbøger, indskød
Wittson med dæmpet, dirrende stemme.
— Ja, vidunderligt underholdende
læsning. Man ler hele tiden. Du er et forbillede i lærd komik for alle
dine elever.
— Tak, sagde Wittson. — Den seneste, Sig
det enkelt, Grødhoved! har nu ligget nr. 1 på
bestsellerlisten i 5 uger.
— Men denne og alle dine andre
bestseller-håndbøger om effektiv og korrekt sprogbrug har i hundrede år
ikke kunnet stoppe Sprecchmeister og hans tro væbner, vores tidligere
kollega, Siccesrug.
— Jeg bemærkede, sagde Wittson ivrigt.
— at de fysisk kæmpende mænd som Ramon Siccesrug førte an på gaden...
— Sprecchmeister Army?
— Det skal nok passe. De var
ihvertfald iført ens dragter med gult mærke foroven til venstre som
forestillede Sprecchmeisters ansigt. Måske skal der andre midler til i
formidlingen i dag. Måske. Indrømmet. De råbte og sang også en del. Vi
to kunne jo også godt lave en gadedemonstration for klart sprog i
spidsen for vores studenter med friskmalede skilte og flag. Og en
bogudstilling som kunne trækkes efter os på hjul.
— Vi er overhalet, Horat.
Horatio Wittson så beslutsomt på sin
væbner:
— Jeg er villig til at optræde med
nøgen overkrop. Og de marcherende studenters inspirerende uniform skal
naturligvis være forsynet med mit billede med doktorhat. Jeg satser
alt. Har indset, det er nødvendigt at gøre noget.
Borning Writer så med rynkede bryn
undersøgende på sin læremester.
— Horatio, appellerede Writer med et
diskret støn.
— Men vi var da enige om at Carl van
Balledblids besættelse af uindpakket klarhed blev for meget af det
gode. Grusomt.
— Ja ja. Men han trak sig jo også
frivilligt. Fuldt påklædt. Og det ligger år tilbage nu.
— Og han er forlængst vendt tilbage
som tegneseriefiguren Batman, sukkede Wittson. — Uden ret mange ord.
Rent vanvid. Var ellers, så vidt jeg husker, blevet baron. Hvad gør vi?
De to mænd stirrede grumt ind i
fremtiden.
— Noget må ske, sagde Writer dystert.
Wittson nikkede tavst.
— Det er derfor jeg nu vil holde en
forelæsningsrække, sagde han. — Vi kan så følge det op med
eksternatkursus i ministerier og styrelser. Øvelser med rollespil,
dramatiseringer, konkurrencer, You name it.
Wittson slog begejstret ud med hånden.
Writer rystede på hovedet mens han
skeptisk iagttog sin professor.
— Vi bliver nok nødt til at tilbyde
det gratis, foreslog Horatio Wittson.
— Horatio: Vi kan intet stille op mod
Sprecchmeister, Ramon og hele SM Army, sagde Writer stille. — Intet.
Hele formidlingen udføres nu med fysisk handling, vold og slåskampe. Og
desuden er der DATman. Han er hoppet med på vognen med
kropspræstationer, men siger dog at han nedkæmper Sprecchmeister og
Ramon.
— Det er fortvivlende.
Wittson rystede forpint på hovedet med
åben mund.
— Ja, det virker fortvivlende, men vi
er nødt til at prøve at se virkeligheden i øjnene, Horatio. Ellers
ender vi med at forsvinde. Eller leve vores eget liv, ligesom
overkancellist Beatrice Ronkeslyt. Men jeg har faktisk fået en ide.
Noget helt nyt i forskningsformidlingen. Måske kan vi øve os i et
satirisk to-mands-show og rejse rundt med det, så Lingos borgere kan få
øjnene op for hvad der foregår, før det er for sent. Det kræver
udklædninger, viser, danse. I dag skal der action til hvis man vil have
budskaber ud. Horat, jeg har faktisk lagt mærke til at flere af dine
mest succesfulde bøger er egnede til dramatisering og sang. Vi er mange
der har iagttaget at du har en fremragende sangstemme. Det gælder om
virkelig med alle midler faktisk at ændre folk. Vi skal for det første
finde et passende lille orkester....
Der lød et bump. Horatio Wittson var
gledet ned fra sin kontorstol og lå udstrakt på gulvet med opspærrede
øjne.
— Horat, udbrød Writer og sprang op.
Han bøjede sig over Wittsons
bevidstløse krop og ruskede ham forsigtigt i skulderen, men kunne ikke
få kontakt.
Horatio Wittson rallede svagt.
Writer puffede og hev forsigtigt i
Wittson, forgæves.
— Vågn op, Horat. Måske udtrykte jeg
mig for unuanceret. Det må du undskylde.
Til
næste kapitel 19
|
