Slagsmål: DATman på natlig testtur i ny maskine
redder kvinde (DITwoman i civil = Rosa Future) fra overfald af stor
flok berusede SM-soldater på orlov
19
DATman var på tur højt over Lingo City
for at afprøve nyt udstyr. Han opdagede så et overfald på enlig kvinde
i en mørk gade dybt under sig. Dykkede straks til hjælp.
Først slog overfaldsmændene, som viste
sig at være SM-soldater, effektivt tilbage. De var mange. Men så
huskede DATman sit ny udstyr: En slags stor græsslåmaskine under sit
kombinerede fly og sekshjulede jet-køretøj. Den slog han – efter lidt
besvær – ud og satte igang. Den slog effektivt den vildt voksende plæne
af kæmpende SM-soldater. De lå så i en stor bunke helt fortumlede og
sårede op ad en ruinagtig, høj murstensmur.
Da DATman steg ud af sin maskine og
gik hen mod den resterende gruppe med dragen pisk, flygtede de i panik.
En enkelt skød uden at ramme noget. De tog deres sårede og døde med.
Det ligger i deres programmering.
— Det ville have været mere op ad
bakke hvis jeg også skulle have diskuteret med dem, mumlede DATman
tilfreds, idet han huskede sit tidligere liv.
Kvinden de havde overfaldet, var
bevidstløs.
DATman undersøgte hendes krop
grundigt, men fandt kun en enkelt revne mellem benene og to buler foran
på overkroppen, som han godt vidste bare kunne skyldes at hun var
kvinde. Han var en oplyst mand.
Hendes hjerte slog. Hendes lemmer var
hele. Han bøjede et af hendes lemmer, et ben, uden det knagede.
— Hun virker velsmurt, konstaterede
han.
Han så på hendes identitetspapirer at
hun hed Rosa Future. Men kunne ikke genkende hende på grund af hendes
store mundbind.
— Hvor bor du? spurgte DATman, da hun
slog øjnene op.
— Jeg har godt hørt om dig, men troede
ikke du fandtes i virkeligheden, sagde Rosa som var ved at komme til
kræfter. — Du har reddet mit liv, Batman.
— Mit navn er DATman.
— Undskyld, men I ligner da hinanden
på en prik.
— Batman er et fantasifoster, skar
DATman igennem. — Findes ikke i virkeligheden. Det troede jeg alle
vidste.
Han stirrede på hende med lidt skævt,
udtryksløst ansigt.
— Du ligner en der hedder DITwoman,
sagde han. — Bortset fra dragten. Og dufter anderledes. Og jeg ser at
dit navn er Rosa Future.
— Mmh. Kender ikke Bitwoman. Lugtede
hun godt?
— DITwoman. Hvor
bor du? gentog han. — Du bør ikke rende rundt på en mørk gade alene.
Jeg sætter dig af.
— Ordinary Road 12.
Han åbnede bildøren, og hun steg ind
og satte sig i sædet ved siden af føreren. Hun var meget kortskørtet og
viste det meste af sine udmærkede ben.
— Du bør nok undgå at gå kortskørtet
ud alene om aftenen for tiden, sagde DATman, da DATbilen snart efter
holdt ud for Ordinary Road 12. — Byen er usikker på grund af
omkringstrejfende SprecchMeister-tropper. Der er kaos overalt.
— Tak, fordi du reddede mig, DATman,
sagde Rosa smilende. — Og med denne lækre bil. Jeg ved ikke hvad jeg
ellers skulle have gjort.
Hun lænede sig hen mod ham og stirrede
ham undersøgende ind i masken. Hun duftede stærkt af lavendel. Hans
øjne flakkede et øjeblik til siden, men så så igen direkte ind i hendes.
Hun begyndte at tage sit grønne
mundbind af.
Så bankede det på ruden af DATmobilen.
Uden for DATmobilen stod
fremtidsforskerparret His og Her Future. De lignede et almindeligt,
ældre ægtepar. Huset bag dem var af hvidmalet træ i to etager med røde
tagsten. Vægbrædderne var lodrette. Haven ret vildtvoksende. Foran
garagen stod en ældre blå, men stor, gammeldags benzinbil af mærket
Mercedes.
— Vil De ikke med ind, hr. Batman?
sagde Her Future.
— DATman, mor,
rettede Rosa og så undskyldende på DATman.
— Årh, jeg er vist ikke helt med på
alt det ny, sagde Her Future leende. — Beklager.
— Men det er også dumt at I hedder
næsten det samme, supplerede His Future. — Og har næsten ens dragter.
Måske bliver Batman også hele tiden forvekslet med DATman. Så må alt
gøres om. Jeg taler af erfaringer.
— DATman er virkelig,
far, forklarede Rosa ærgerlig med undskyldende blik til DATman. — I
modsætning til Batman som er et barnligt fantasifoster.
— Farvel, sagde DATman, da han lukkede
døren bag Rosa som var steget ud. Han speedede op og motorerne brølede.
Da han skulle til at sætte i gear, kom
der en række fuldstændig ens DITwomen gående raskt ud mod bilen inde
fra huset. De sværmede tæt omkring DATmobilen.
DATman så straks at de alle havde Rosa
Futures ansigt bag maskeringen, og huskede hvordan en enkelt af dem
havde narret ham til fortrolighed da hun besøgte ham på DATH SLOTH.
DATman bed kæberne sammen og kørte
beslutsomt frem igennem flokken af DITwomen med voldsom motorstøj. Der
lød høje skrig, når de blev ramt af bilen og faldt om.
— En fantastisk livagtig projektion,
mumlede DATman.
Men så – da DATman havde gennembrudt
hele muren af marcherende DITwomen – stod pludselig Rosa Future lige
foran DATmobilen og holdt begge hænder frem med lodrette håndflader mod
ham, så han måtte bremse og stoppe.
— Hvad foregår der? sagde han, da han
steg ud.
— Hvordan kan du bare køre en masse
kvinder over? sagde hun vredt. — Det er mine fuldkomne kopier under
forklædningen.
— Jeg var ude for at afprøve en ny
højdemåler til DATmobilen, da jeg afbrød alt for at redde dig fra
overfaldet fra SM-tropperne.
— Det giver dig ingen ret til at ...
— Rolig nu. Disse figurer er jo bare
dine IT-projektioner, forklarede DATman. — Rene illusioner. Èn af dem
besøgte mig i går. Jeg ved ikke hvem. Også ligegyldigt. De er jo 100 %
identiske. Hun blev pludselig usynlig og var væk. Et rent fatamorgana.
Jeg blev narret. Den hopper jeg ikke på igen.
— Det var nr 17, sagde Rosa. — Hun
ligger lige dér.
Hun pegede på et af flere ens livløse,
blodige personer der lå bag DATbilen.
— Næsten mere livagtig som død end
levende, konstaterede DATman.
— Tak, sagde His og Her Future.
— Hun er vist ikke død, men heldigvis
kun livsfarligt skadet, sagde Rosa.
— Projektioner kan slet ikke dø,
forklarede His Future. — Alle vores dødseksperimenter med dem gik i
vasken. Dødsfald ligger udenfor deres algoritme.
— Hvordan tør du selv køre rundt i kød
og blod? spurgte Rosa.
— Hvad skulle jeg ellers køre rundt i?
I øvrigt har DATman altid denne dragt på og maske og slag ned ad
ryggen. Og hans fysik er i topform.
— Ifølge statistikken vil du blive
såret let hver 8’ende gang du kæmper mod en fysisk modstander, sagde
Her Future. — Og dødeligt hver 53’ende gang.
— Det er derfor vi aldrig
sender Rosa ud personligt, forklarede His Future. — Det ville være
idiotisk. Vi udsender kun projektionerne. Så kan hun også optræde flere
steder samtidigt.
— Helt nøjagtigt 37 forskellige steder
samtidigt, sagde Her Future. — Det er hvad vi har datakapacitet til
lige i øjeblikket.
— Rosa var i livsfare da jeg
tilfældigvis kom forbi, sagde DATman. — Sprecchmeisterkrigerne kunne så
let som ingenting have dræbt hende med deres våben. De har sabler og
andet. De kan ramme plet ved et uheld.
— Det var nødvendigt at sende mig
fysisk ud for at opnå kropskontakt med DATman, forklarede Rosa og
smilede til DATman. — Jeg løb den ultimative dødsrisiko i kød og blod
for at få kontakt. Du, dvs. DATman alias baron Carl van Balledblid,
hoppede jo ikke på DITwoman kopi 17. Det blev ved en masse snak.
DATman så undersøgende på hende.
— Det er Carl van Balledblid jeg har
brug for, sagde hun. — Jeg taler ligeud. Spring ud, Carl! Jeg har brug
for din sæd. Du er mit parringsvalg.
Hun så forventningsfuld på ham. Han
rynkede brynene.
— Ja, undskyld, sagde Her Future. —
Hun udtrykker sig meget direkte. Vi arbejder stadig med det.
— Hun er voksenfødt i laboratoriet,
supplerede His Future. — Der har ikke været tid til alle omvejene.
Derfor er hun så direkte. Kender du i øvrigt Carl van Balledblid?
— Joh, det tror jeg nok.
— Ham har jeg opereret som ganske ung
læge, forklarede His Future. — Var nedslået over tabet af begge sine
forældre. Operation hjalp godt. Blev meget fysisk aktiv.
— Aha, sagde DATman. — Det har jeg
godt hørt.
— Hils ham, sagde Her Future. — Det
var mig der passede iltapparatet, allerede dengang. Og blandede
vædskerne.
Future-parret inviterede så DATman ind
i laboratoriet og forklarede ham sammenhænge som han aldrig før havde
hørt om. Men så vidt muligt lod han som ingenting.
Da de igen stod uden for laboratoriet,
gentog Rosa:
— Spring ud, Carl! Jeg har som sagt
brug for din sæd!
Han sukkede og så væk. De mange
indtryk fra rundturen i laboratoriet lå tungt i ham. Særligt
forklaringerne om, hvordan også Rosa i kød og blod var fabrikeret dér
under stort besvær.
— Projektionerne omkring mig skal
forhindre mig i at lide overlast, sagde Rosa. — Jeg er et uerstatteligt
dødeligt unikum i et hav af nøjagtige, udødelige elektroniske kopier.
Så speedede han DATbilen op og
forsvandt. Uden et ord.
Næste
kapitel 20
|
