20

 

 

 

Først lagt op 09-04-2023. Senest opdateret 16-04-2023

 

 

 

 

 

 

 

 

DATman fortæller efter sin hjemkomst James om sit møde med Rosa. Og om anmodningen om sæd. Om QuanteShrimper og Anti-Shrimper. Hunden som blev kvanteskrumpet. DATman kræver sin udskudte sexualundervisning fra sin butler. Slagsmål: Ramon Siccesrug sniger sig rundt om DATH SLOTH. Rosa Future snuser også rundt. Ramon fanger Rosa efter et voldsomt slagsmål.

 

20

— Godt vi nu har DITwomans adresse, Sir.

— Hun er møgforkælet, James.

— Ikke godt, Sir.

— Forældrene påstår de har lavet hende i deres laboratorium, sagde Carl Balledblid. — De er førende fremtidsforskere og -praktikere. Verdensberømte. Har sat Lingo University Human Eternal Life Project, HELP, på verdenskortet. De har store ambitioner. Arbejder på Mennesket som lever evigt, MESLEIVE, et videnskabeligt fremtidsprojekt.

— Evigt, Sir?

— Ja, det siger de.

— Men Jorden eksisterer kun få milliarder år til?

— Ja ja, men Rosa Future fortsætter altså. Åbenbart et andet sted end på Jorden. Det er forældrenes plan, sagde Carl. — De har bedt mig om sædceller til projektet. Med direkte, intern levering i Rosa Futures forplantningsorganer som forældrene påstår er i stand til at producere børn med evigt liv, bare de tilføres original sæd af højeste kvalitet. Og det vil de gerne have bevist. For at afgøre en hed debat mellem evighedsforskerne under mange forskellige konkurrerende forkortelser, hvor næsten alle går ind for evigt liv gennem løbende udskiftning af udslidte kropsdele. Men det er både kostbart og besværligt. Så Future-parret venter sig meget af min natursæd. Robotter er yderst dyre at bygge og vedligeholde.

— Undskyld, Sir, men kan De ikke bare...

James Reader tav eftertænksomt.

— Jeg ved, hvad du tænker på, James. Jeg afviste straks befrugtning på stedet – pga. infektionsfaren. Desuden er det lettere med reagensglas. Tænkte på alle de udfordringer vi allerede har i forvejen, James, nu også med Lingo City og Sprecchmeister.

— Men hvad skal His og Her Future dog bruge fremmed sæd til, Sir?

— De betragtede nu ikke min sæd som spor fremmed, James.

— Men når de allerede har lavet Rosa selv i laboratoriet, sir? Så kan de vel også bare lave hendes barn. Virker ikke logisk for et almindeligt menneske. Ligner en besværlig, farefuld omvej. Kan være en fælde, Sir.

— Jeg lytter, James. Hvert ord tæller.

— Måske vil de masseproducere Deres sæd, Sir. Og hvad skal de i det hele taget med et naturligt skabt barn? Giver en masse besvær med opdræt. Tænk alene på smittefaren med kropsbakterier. Søvnløse nætter. Af samme grund var min mor ansat som amme og opdrager for Dem, Sir, i Deres tidligste år.

— Jeg var ret let som barn, huskede Carl van Balledblid smilende og nikkende. Og fortsatte:

— Det er forædlingsarbejde for Future-parret, tror jeg. Ingen talte om et barn i sig selv. Forædlingen skal vist ske ved knopskydning uden selvstændigt eksisterende børn. En indre proces i Rosas krop. Det gælder evigt liv som ellers kun kendes hos guder uden fast fysisk krop. Jeg er særligt udvalgt udelukkende på grund af mine gener. Det var derfor vi havde besøg af en af DITwomans elektroniske projektioner forleden. Det var en spion.

— Det var altså en test, Sir?

— Ja, de optog og analyserede alt der skete, og jeg bestod, sagde Carl stolt. — Med glans. De er desuden langt fremme med en såkaldt QuanteShrimper, som skal kunne formindske alt til subatomar størrelse. Sådan skrumpet vil vi alle være i kvantefysikkens verden. Her kan mange mærkelige ting ske. Der er ingen individer i kvantevirkeligheden, men kun en masse statistik om mængder og sandsynligheder. Vi er så små, at ingen kan finde os. Vi kan heller ikke finde os selv. Vi er overalt i universet på én gang, men i forskellige fortyndinger. De er uenige om vi også kan være i flere af de 10500  universer der findes, samtidig. AntiShrimperen gør knuder i øjeblikket, og før den er klar, vil Future-parret ikke formindske nogen til kvantestørrelse. Det er for risikabelt. Deres hund har de som eksperiment sendt gennem Shrimperen, og de kan ikke finde ud af at få den tilbage endnu. Den lever nu formentlig som et helt usynligt koppel i kvantevirkeligheden, ustyrlig, udelukkende bestemt af sandsynligheder og statistikker. Store dele af det subatomare hundekoppel befinder sig i den anden ende af universet.

— Tænk at skulle lufte et sådant hundekoppel, indskød James gysende og skænkede whisky.

— Ja. Men de har udelukkende statistisk kontakt med dyret. Det jeg her fortæller, er naturligvis fortroligt, James. Også at de leder efter forsøgspersoner. Jeg fik tilbudet, både til at blive shrimpet og anti-shrimpet...

— Sir, afbrød butler James Reader.

— Ja ja, jeg ved det, men jeg afslog da også. Også bare at komme på ventelisten. Men Future-parret mener altså at de har brug for min sæd for at bevise at Rosa Future kan frembringe et barn der lever evigt. De siger i fortrolighed at det er langt lettere end alt det shrimperi og antishrimperi.

— Jeg føler mig ikke tryg ved det par, Sir. Og slet ikke ved deres produkt, Rosa Future og hendes DITwoman-kopier. Det virker helt urealistisk på mig, Sir, hvis De altså spørger mig. Undskyld.

Carl van Balledblid nikkede forstående:

— Jeg afslog jo også derfor akut sæddonation, selv om Rosa Future allerede havde taget næsten alt tøjet af. Spørg mig ikke hvorfor hun optrådte nøgen med intens øjenkontakt, men det vakte følelser i mig som jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med. Jeg gennemførte så for øjnene af dem mit bodybuilderprogram. Dog kun det lille morgenprogram. Jeg fornemmede at de forventede noget. Det har jeg forstand på, og tiden var desuden knap. Og det virkede fuldt tilfredsstillende som altid, men Future-familien virkede desorienterede. Jeg må ærligt indrømme at jeg efter denne oplevelse ser mere og mere frem til snart at lære om coitus og befrugtning, James. Bare for en sikkerheds skyld. Til selvforsvar.

— Deres mor manede mig med sine sidste ord udtrykkeligt til forsigtighed her, Sir. Hun havde gjort erfaringer med Deres far, Sir.

— Du har fuldt ud levet op til mors formaning, James. Fuldt ud. Jeg har intet hørt. Absolut intet. Men tiden er nu kommet. Jeg er klar. Utålmodig.

— Ja, hvis De synes, Sir…

Slagsmål: Ramon Siccesrug sniger sig rundt om DATH SLOTH. Rosa Future snuser også rundt. Ramon fanger Rosa efter et voldsomt slagsmål. Bruger hende til at komme ind på slottet og møde Carl

Sprecchmeister blev rasende over at hans SM-soldater så let lod sig skræmme af DATman, så Rosa så let undslap. Og det var ikke første gang.

Ramon blev derfor sendt til DATH SLOTH for at overtale Carl van Balledblid til at indgå en alliance med Sprecchmeister. Kampen mellem dem kostede for mange ressourcer. De burde i stedet danne alliance.

Sprecchmeister havde fået alle Ævlekævlerne og alle TV-værterne, bortset fra Da-Sein Existenz, over på sit parti. Balledblid burde indse at slaget var tabt og sikre sin overlevelse ved at indgå alliance med Sprecchmeister.

— Du er den rette til at overbevise ham, forklarede Sprecchmeister. — Du og DATman er begge fostret af universitetet i jeres tidligere liv.

I virkeligheden var alliance-forslaget en list som skulle gøre det muligt at komme så tæt ind på livet af DATman at Sprecchmeister kunne få DATman uopretteligt ned med nakken.

Men da Ramon nærmede sig slottet, stødte han ind i Rosa, som – forklædt som DITwoman – strejfede rundt omkring DATH SLOTH for at afprøve QuanteShrimperen. Og han fik så det indfald at forsøge at virkeliggøre sin egen hemmelige plan om at genvinde Carl van Balledblids respekt ved at skænke ham DITwoman på et fad.

Ramon sneg sig ind på DITwoman i et buskads, hvor hun koncentreret forsøgte at få Shrimperen til at virke.

— Evighed, here I come, erklærede hun med sammenknebne øjne og trykkede på en række kontakter på en tragtformet metal-hovedbeklædning som hun havde medbragt og nu bar på toppen af hovedskallen som en art spids Pjerrot-hat.

Ramon sprang straks ind på hende for at forhindre at evigheden opslugte hende. Så ville alt være for sent. Han omfavnede hende bagfra og klemte alt han kunne, for at fastholde hende i den endelige verden med dødelige.

Rosa spærrede overrasket øjnene op og så sig omkring. Så genkendte hun på tøjet på armene omkring sig Ramon Siccesrug.

— Svært at tænke sig en værre modtagelse i evigheden end disse arme om sin krop, mumlede hun til sig selv og sparkede bagud.

Ramon fastholdt sit greb og trak hende med ned at ligge. Hun snoede sig og forsøgte at vende sig. Tophatten med trykknapperne faldt af og rullede væk fra de kæmpende.

Ramon greb en tyk trækævle og bankede den ind i skallen på den liggende og armfægtende Rosa som mistede bevidstheden. Ramon sikrede sig den tragtformede hat og trykkede eksperimenterende på kontakterne, mens han undersøgte indretningen af apparatet. Et stykke løs, rød ledning stak frem mellem knapperne på mundstykket.

Ramon rystede på hovedet med nedadvendte mundvige, da han så det.

— Man risikerer jo at ryge i helvede i stedet for i himlen med dette ufærdige apparat, sagde han, men blev afbrudt af støn og rykvise bevægelser fra en vågnende Rosa.

Med et reb surrede han hendes arme tæt til kroppen.

— Rejs dig, det er kun armene der er surret, sagde han. — Vi skal sammen besøge Carl van Balledblid.

Rosa vred og vendte sig i fortvivlelse.

— Det bliver over mit lig.

— S’gerne, erklærede Ramon og gav hende endnu et slag i skallen, så hun mistede bevidstheden. Han priste sig lykkelig over sin fysiske styrke og store erfaring med tæsk. Hans slemme hoste var også blevet bedre. Han greb hende i favnen og vandrede mod slottet.

Inden han hev i strengen til slottets dørklokkespil, fjernede han Rosas bånd om armene.

— Hjælp os, sagde Ramon til dørtjeneren som kort efter viste sit ansigt i den lem som befandt sig i den lukkede træport. — Jeg fandt denne stakkels kvinde bevidstløs i parken.

— Svindler, stønnede Rosa som vågnede i det samme.

— Hun er meget diffus, forklarede Ramon til tjeneren. — Jeg er Ramon Siccesrug, rådgiver for Sprecchmeister. Før mig til baronen. Jeg har et vigtigt budskab fra Sprecchmeister til ham.

Tjeneren åbnede porten og viste ham ind. Han holdt et fast greb med den ene hånd om Rosas arme

s

Til næste kapitel 21

 

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk