22

 

 

 

Først lagt op 23-04-2023. Senest opdateret 30-04-2023

 

 

 

 

 

 

 

 

Datman beretter til Rosa Future efter hendes gen-opvågnen: “Mine forældre, de døde begge fordi jeg ikke forstod vejledningen til den fuldautomatiske elektroniske oste-skivepartitioner jeg gav dem til kobberbrylluppet”. Traumatisk fejl med ostehøvl. Desuden tragisk fejl med forveksling af Old Bec med Future-parrets forsøgshund i kvantefysisk shrimpeeksperiment

 

22

— Mine forældre, de døde begge fordi jeg ikke forstod vejledningen til den fuldautomatiske elektroniske osteskivepartitioner jeg gav dem til kobberbrylluppet, forklarede Carl van Balledblid Rosa Future.

— Partitioner? spurgte hun med rynkede bryn, mens hun tyggede på en banan. — Er det noget med portionsinddeling?

Balledblid hævede advarende hånden og rystede alvorligt på hovedet.

— Jeg citerer bare efter hukommelsen fra applikationsmanualen.

Rosa nikkede alvorligt.

— Der skete en fatal fejl ved gavens exponering.

Rosa kneb øjnene sammen.

— Mener du ikke ‘udpakning’?

— Naturligvis, sagde Carl. — Men applikationsmanualens lingvistik præger mig stadig, når jeg mindes begivenheden. Det går traumatisk dybt. Mine forældre elskede ost, men de fik kun høvl og ingen ost af den incrumbehensibile vejledning som slog dem ihjel. Jeg husker ostehøvlen blev solgt under sloganet “Cheese Burgs banehøvl — til oste mod bøvl”. En ydmygelse for verdens førende ostegrosserer, min far, baron Cheeseburger Senior Gamle Ole at miste livet på den måde. Vejledningen var så groft misledende at mine forældre endte med at stikke hinanden ihjel med den daggert med skede som min far fik af Lingo Byråd, da de udnævnte ham til baron og han fik tilnavnet “Gamle Ole” efter den ost som tre af byrødderne var afhængige af. Den fuldautomatiske elektroniske osteskivepartitioner tog magten fra min far og angreb mor, og så havde mor tilsyneladende grebet daggerten – som hang i en meget flot skede på væggen – for at forsvare sig. Det skete altsammen før jeg nåede at komme til stede.

— Hvad lavede butleren og køkkenpersonalet? spurgte Rosa.

— Mine forældre havde bedt om at få lov at være alene mens de pakkede den overraskende gave fra deres eneste søn ud. Alt personale havde derfor fået en fri-weekend. Vi skulle senere ud at spise og se filmen BATman vender tilbage.

— Men de havde vel ikke sendt dig, gavegiveren, væk?

— Jeg befandt mig i køkkenet. Da far ville pakke gaven ud, var den meget besværlig at have med at gøre. Den gjorde tilsyneladende modstand mod at blive pakket ud, så jeg tilbød at løbe ned i køkkenet efter en saks for at klippe båndet over. Men jeg kunne ikke finde en saks. Jeg kom så sjældent i køkkenet. Fór også vild på vejen derned. Blander mig stadig aldrig i kokkenes arbejde. Derimod hang der flere store skarptslebne knive på et magnetbånd på køkkenvæggen. Jeg valgte omhyggeligt den største og sprang op ad trappen. Men da var det allerede for sent.

— Undskyld, jeg spørger nok dumt. Men hvis gaven ikke var til at pakke ud, hvordan kunne den så slå begge dine forældre ihjel?

— Det viste sig at gaven var selvudpakkende. Med en helt ny teknik. “Advarsel: Eksplorér aldrig selv mulige afmonteringsteknikker som mistænkes for at være effektive til blotlægning af denne gavekonstruktions kerneydelse: det lykkebringende og hosiannaskabende satisfaktionsobjekt. Objektet er ekstremt egoexponerende i udadrettet retning og kan derfor være umuligt for ostespisere at afparere angreb fra udenfor skæreostes nærhed”, stod der derfor til sidst i betjeningsvejledningen som jeg fandt inde i pakken. Jeg husker det stadig som var det i går.

— Men da var det for sent.

Carl van Balledblid nikkede trist:

— Fordi der ikke var en rigtig ost i nærheden, den kunne høvle på, gik ostehøvlen til angreb på mine intetanende forældre. Skar dem i skiver. En forfærdelig skæbnebestemt død som oste-anretninger. Det var det syn der mødte mig.

Rosa nikkede forstående.

Carl samlede styrke og fortsatte:

— Og så var hele ideen jo ellers at de skulle udpakke gaven og derved demonstrere over for mig, at de havde lært af en formidlende artikel i LINGO NEWS af Ramon Siccesrug, som dengang bare hed Jensen, hvordan man let kan forstå selv det sværeste sprog. Men udpakningsvejledningen lå allerinderst i pakningen, og før de nåede den, var alt allerede forbi.

Efter en pause i stilhed fortsatte Carl:

— Jeg besluttede så at vie mit liv til klart sprog. Eller som det hed dengang: fakultativt perspiciøse lingvistiske konvulsioner, forkortet FAPLIK. Udpakningen og dens vejledning lærte mig at ondskab begynder med uforståeligt sprog og kaotisk tekstkomposition. Klart sprog gør det let for alle at se det onde og handle derefter. Jeg valgte derfor at gå Sprogets Vej. Kun det man kan se og udtrykke klart, kan man bekæmpe.

— Godt, at du blev klogere.

— Ja. Og da jeg så flere år efter igen kom i klarsprogskrise, huskede jeg filmen Batman vender tilbage som jeg desværre aldrig nåede at se med mine forældre. Vi havde bio-billetter til samme aften, de mistede livet. Jeg så, her mange år efter, filmen og valgte straks en helt anden vej end sprogets: handlingens vej. Senere genså jeg filmen sammen med DATboy, og vi fandt straks vores vej frem med maskiner, apparater og dragter, som var det, DATboy havde arbejdet med i sin ansættelse i banken.

— Og også godt, du er så selvoptaget at du ikke kræver min biografi på bordet til gengæld for din, konkluderede Rosa som næsten havde genvundet sin sædvanlige styrke.

— Den kritik er så hård, at jeg ikke kan sidde den overhørig.

— Åh, det går nok, beroligede Rosa.

— OK, hvis du kræver det.

Der var stor sympati mellem de to.

— Mine forældres død tog også hårdt på Super Old Bec Balledblid Senior, fortsatte Carl opmuntret. — Bedstefars store, beundrede forfatterskab med monologer af indadvendte tabere i opløsning på grund af livets meningsløshed og altings tilfældighed fik pludselig en forankring i hans nærmiljø. Han fik, takket være sin søns og svigerdatters pludselige død og sin efterladte, hjælpeløse sønnesøn, mig, omsider stor succes – ikke kun i Lingos populære aviser, men også i Lingo Citys førende litterære magasin Golden Loosers Triumpfs. Enhver kunne nu forstå og acceptere hans lidelser som tidligere blev opfattet som kunstneriske postulater for at redde en håbløs litterær karriere. Og succesen bredte sig snart ud i hele Lingo City til almindelige mennesker gennem ugebladet Balledblidet. Det var dérfra vi fik vores nuværende familienavn. Det gamle familienavn, Cheeseburger, var blevet for belastet.

— Det var da mærkeligt med sådan et ordinært burgernavn som slægtsnavn, når man tænker på alle de spændende ostenavne som findes, sagde Rosa og opremsede fra sin direkte, indbyggede hjerneforbindelse med Google: — Cheddar, Crottin de Chavignol, Emmentaler, Fontina, Gruyere, Manchego og Parmesan, den halvfaste til faste Provolone, de halvfaste oste Gouda og Port Salut, samt de bløde oste Feta og Mozzarella.

— Ja, men mine forældre kom begge fra beskedne kår med simple oste, forklarede Carl og fortsatte: — Olde-Seniors succes som en Balledblid tiltrak så mange litterære fans til slottet, at han flygtede ud i parken for at få fred. Men arbejdsroen var borte. Han har i årene siden krøbet rundt anonymt i parken i skjul for fans og andre, som om han selv var en af de meningssøgende tabervagabonder i opløsning som hans bøger er så rige på. “Jeg måtte tage min egen medicin”, forklarede han mig engang jeg som ung mand stødte ind i ham ved et afblomstret rosenbed. Mine forældres tragiske dobbeltdrab blev hans gennembrud til læsermasser langt udenfor det finlitterære segment. “Jeg skylder dig min karriere,” sagde han ulykkeligt.

— Du lader vel ikke bare din gamle bedstefar kravle rundt i parken? sagde Rosa. — Ved du i øvrigt at han efter utilsigtet behandling i His og Her Futures laboratorium sandsynligvis lever evigt? Det skete ved en alvorlig fejl.

— Åh nej, udbrød Carl. — Hele hans liv er bygget på at han snart dør. På at vi alle meget snart dør. Evigt liv vil for ham personligt være den størst tænkelige katastrofe. Hele hans verdensberømte forfatterskab ligger i ruiner hvis det rygtes at han selv lever evigt efter utilsigtet Shrimpebehandling.

— Det var et uheld. Vores hund stak af i parken, hvor jeg ofte lufter den. Den hund var i øvrigt den egentlige årsag til at Future-parret skabte mig. Ingen af dem gad selv lufte Dennis.

— Underligt navn til en hund, sagde Carl.

— Ja. Og nu var den så også sporløst forsvundet.

— Åh, hvor er det godt at få alt dette roderi på plads, udbrød Carl med et stort smil.

— Ja. Future-parret søgte så efter Dennis med QuanteShrimperen. De havde været i fuld gang med at shrimpe hunden som et eksperiment, da jeg fik besked på at lufte den, fordi den kravlede snusende rundt med krum ryg på gulvtæppet af meget fin indisk bomuld. De var besat af eksperimentet med at kvanteskrumpe dyret og havde derfor glemt alt om hundeafføring. Så luftede jeg den selvfølgelig. Det var min bestemmelse. Men den stak af da den havde besørget, velsagtens lykkelig over at være lettet for sine byrder. Alle mine sædvanlige kneb for at kalde den til mig, var virkningsløse. Future-parret og mig fandt efter lang tids søgen så hunden under en busk i parken, men den stak af, inden de nåede at shrimpe den med den medbragte QuanteShrimper som de var overbevist om omsider virkede efter de seneste forbedringer. Faktisk den samme QuanteShrimper som jeg selv har med i dag; det er derfor den lige netop kan rumme en lille hund som Dennis. Desværre var der så et menneske under samme busk.

— Old Bec?

— Ja, det viste sig senere at være ham. Han må have været nærmest filtret ind i hunden. Endelig én at elske uden en masse komplikationer, hvad ved jeg?

— Du har altså mange menneskelige træk af en robot at være! udbrød Carl. — Imponerende at du forstår Old Becs følelser for dyret.

— Tak. Det er efter jeg ved en fejl blev intellektuelt imprægneret med Lingo Citys e-bogs-bibliotek med førende forfatteres selvbiografier. Men det er ikke helt sikkert at hans hoved faktisk kom ind i Shrimperen da de forsøgte at shrimpe hunden. Desuden skal hele kroppen vistnok Shrimpes for at det er en effektiv subatomar kvanteskrumpning med livsforlængende virkning. Men det diskuteres i øjeblikket i forskermiljøerne. Men historien om den mulige forbytning af den bortløbne hund og din bedstefar, Super Old Bec Balledblid, i parken har alligevel allerede gået sin sejrsgang i forskermiljøerne som ellers ikke har ret meget at more sig over.

— Katastrofalt, sukkede Carl.

Rosa nikkede alvorligt. Og Carl fortsatte:

— Og nu – efter den historie med hundeforvekslingen – har forskerne så også opdaget hvor rig Old Bec er blevet af sit verdensberømte forfatterskab efter han blev en Balledblid og berømt i bredere kredse. Så nu tigger de ham hele tiden om penge til forskning og apparatudvikling. Endnu en grund til at han altid er på flugt.

Rosas øjne lukkede sig. Men da Carl stoppede sin tale og så på hende, åbnede hun øjnene med en kraftanstregelse og stirrede på ham.

— Endnu en grund til at han altid er på flugt, Old Bec, gentog Carl med høj og klar stemme.

Rosa rystede på hovedet: — Stakkels gamle mand.

Rosa lukkede sine øjne igen. Carl nikkede tavst. Rosas øjne forblev lukkede.

 

Til næste kapitel: 23

 

 

 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk