Uddannelse med store omkostninger. Action eneste
vej frem, erkender Carl efter butleren er indsat i testamentet. Rosa
også frafalden Horatianer. Som Carl.
Rest fra gammel tid: Konkurrerende bogsalg med
Sprecchmeister. Stilhed før Spreechmeisters (og Ramons) angreb på DATH
SLOTH.
23
— For at bekæmpe det onde med succes
må man handle, fortsatte Carl van Balledblid beslutsomt med høj og klar
stemme. — Sprog alene er aldrig nok. Det lærte jeg efter ti år
udelukkende med klart sprog. Jeg fulgte alle Horatio Wittsons kurser
ledet af Borning Writer...
Carl stoppede forklaringen fordi Rosa
var sunket helt sammen i sofaen og nu udsendte tydelige sovelyde.
— Hallo, hallo, råbte han og rejste
sig for at gå hen til hende.
Før han nåede hende, rejste hun sig op
i sofaen og rev et gammelt sværd ned fra væggen, og stod klar til hug.
Hun huggede hovederne af en stor, broget buket tulipaner i en kæmpe
krukke. Hovederne rullede ud over over gulvet.
— Kom an!
Carl van Balledblid stirrede på hende.
Så greb han en kølle som stod i krogen og slog den af fuld kraft ind i
en gonggong som hang på væggen. Gonggongen gav dundrende lyd og faldt
derefter ned på gulvet med et brag.
I det samme kom butler James Reader
ind med forfriskninger og frugt på en rullevogn.
Rosa sprang på ham, men nåede kun et
hug i luften med sablen, før Carl lagde sig imellem og ramte hende
solidt i skallen, så hun trimlede.
Så greb hun QuanteShrimperen som var
smidt i en krog, og trykkede den igen ned over hovedet og klemte med
den ene hånd af al kraft på den røde kontakt på mundstykket som sad
øverst oppe, mens hun kneb øjnene sammen.
Carl hævede køllen, men sænkede den så
og afventede, sammen med butleren, resultatet af hendes forsøg på at
QuanteShrimpe sig ud af situationen.
— Jeg troede ellers jeg havde givet
dig lyst til at blive i denne naturlige verden med faste, fysiske
legemer, fremadskridende tidsregning og et sundt, veloplyst samliv,
sagde Carl, da hun et øjeblik efter kastede den tragtformede råber fra
sig i fortvivlelse.
Efter at have nydt drinks sammen med
Rosa fra butlerens vogn, fortsatte Carl med et opmuntrende smil til
hende:
— Horatio Wittson og Borning Writer
var begge fremtrædende medlemmer i bevægelsen Sprogets Vej, men kun i
de to laveste klasser. Wittson var som en far for mig, en erstatning
for den rigtige far, jeg mistede. Borning var min storebror og mor.
Bedstefar Super Old Bec var ikke til megen støtte. Han krøb altid rundt
et sted i parken på flugt fra læsermasserne, men det var trygt at vide
at han var der.
— Dette har du aldrig fortalt nogen
før? spurgte Rosa med et stort suk.
— Aldrig.
— Tænkte det nok. Undskyld, men jeg er
ved at skrumpe af kedsomhed.
— Naturskrump. Det kender jeg godt.
— Det skulle man ikke tro, sagde Rosa.
— Det er værre end hundeluftning. Hvor er DATboy?
— Udfører vel et presserende ærinde.
— Gab. Måske er han flygtet i tide,
fordi han ved, jeg er her og lytter.
— Næppe. Han er altid ude i vigtige
ærinder, sagde Carl van Balledblid.
— Hjælp, skreg Rosa.
— Jeg var en af de dygtigste elever,
fortsatte Carl venligt. — Modtog flere diplomer for forbilledlig
klarhed. Men det fik efterhånden alle andre end Wittsons mest
klarhedsfanatiske elever til at hade mig for mine ærlige,
letforståelige sandheder som ofte var ubehagelige, ja grusomme. Det har
jeg senere indset. Ingen kunne vide sig sikker. Sandheden var mit kald.
Hvis mine forældre havde levet, havde de beskyttet mig. Men jeg var
alene, et rent barn i en voksen krop. Nådesløs sandsiger.
— Også dengang, nikkede Rosa. — Giv os
noget fantasi!
Carl fortsatte:
— Jeg havde selvfølgelig kunnet finde
Old Bec Balledblid i DATH SLOTHs store park, hvis jeg ledte grundigt.
Men han ville næppe have været til stor hjælp, fordi han altid krøb
rundt med sine sidste kræfter, jagtet af sine litterære beundrere.
Borning Writer bønfaldt mig så til sidst om at forlade studiet Klart
Sprog i stilhed. Jeg var en belastning for miljøet. Man påstod jeg var
årsagen til at Horatio var sygemeldt på ubestemt tid. Jeg var derfor
til sidst kun støttet af mine tidligt døde forældres gamle chefbutler,
James Reader. Han krævede sig nu indsat i mit testamente. Diskret, men
klart. Han krævede at testamentet skulle være så klart at han – og hans
mor – kunne forstå det. Jeg måtte tage min egen medicin fra den eneste
jeg havde tilbage: min trofaste butler.
— Stakkel. Jeg har
også været elev hos Horatio Wittson og
Borning Writer.
— Har du virkelig?
— Ja, Future-parret sendte mig til
dem, så de kunne lære mig sproget. Jeg havde jo ingen normal opvækst.
— Aha. Også Wittsons højre hånd,
Borning Writer, forskød mig på grund af...
Rosa rejste sig, greb
QuanteShrimperen, løb ud af lokalet og op ad en trappe som førte op til
et af de højeste tårne på slottet.
Efter en lille tøven fulgte Carl efter
hende.
Da han nåede op til tårnkammeret,
havde hun åbnet et vindue og var ved at krybe op i karmen for at stikke
hovedet ud med shrimperen på hovedet.
— Gør det ikke, råbte han og greb
hende i det ene ben.
— Forbindelsen til nettet heroppe er
meget bedre end nedenunder, sagde hun håbefuldt og sparkede succesfuldt
efter ham, så han vaklede baglæns, snublede og ramte væggen i modsatte
side af tårnet med et bump og mistede bevidstheden.
Da han vågnede, hørte han en stemme:
— Bare rolig, jeg fik hende.
Balledblid genkendte DATboys stemme.
Han sad i en lydløs elektrisk, svævende minihelikopter uden for det
åbne tårnvindue og havde Rosa på skødet. Hun tæskede ham på brystet med
begge hænder.
— Slip mig, råbte hun. — Jeg vil ikke
parres med den forkerte.
— Undskyld, hun er meget optaget af
parring, forklarede Balledblid.
— Skal vi lade hende dumpe? spurgte
DATboy.
I det samme lød der voldsom motorstøj
nede fra indgangen til parken.
— Åh nej, udbrød DATboy. — Det er
Sprecchmeister og Ramon Siccesrug på vej ind i parken med deres
hjemmelavede maskiner.
— Giv mig hende, sagde Carl og rakte
armene frem, samtidig med han så ned i parken, hvor et enormt, mørkt
bæltekøretøj på størrelse med 5 skrottede tankvogne, stablet ovenpå
hinanden, banede sig vej ind gennem indkørslen. Bæltekøretøjet var
besat af SM Army-soldater og omgivet med mindre, pansrede køretøjer.
Alt meget larmende.
— Du er ellers ikke let at komme i
kropslig kontakt med, konstaterede Rosa, da Carl modtog hende fra
DATboy med begge arme.
Han satte hende straks ned inde i
tårnkammeret.
En råbende flok SM Army-folk sprang af
bæltekøretøjet og løb armfægtende mod slottet i angrebsformation.
— Der er desværre ingen vej tilbage,
konstaterede Carl. — til at fortsætte den vigtige samtale vi måtte
afbryde på grund af dette intermezzo.
— Ja, vi må klæde om og kæmpe, sagde
Rosa beslutsomt. — Hvis vi skal undgå at falde i coma og tabe alt i
denne grundige beretning om din fortid, må vi optræde som DATman og
DITwoman som handler i stedet for bare at pludre løs som Carl og Rosa.
Det er dødsdømt. Det ved vi begge. Beviset på handlingens nødvendighed.
De løb nedenunder.
— Vi har lukket og sikret alle døre og
vinduer, Sir, meldte butler James Reader. — Flere SM Army-folk er
allerede slået tilbage. De løber ind i murene og falder om.
— Godt, James, sagde Carl og vendte
sig derefter mod Rosa: — Vi har begge en tendens til at sige
ubehagelige sandheder ligeud uden tanke for konsekvenserne.
Carl tog hendes hænder.
Rosa spidsede munden.
— Jeg fulgte under mine studier
konsekvent rådet om klart sprog uden hensyn, oplyste Carl. — Gik
længere — og med mere nådesløs konsekvens — end mine læremestre,
Horatio og Writer vistnok nogensinde dybest set anbefalede. Tog dem på
ordet med en konsekvens som kom bag på dem. Det var dengang jeg
virkelig troede på klart sprog.
— Jeg har engang taget Horatio i
hånden under en staveøvelse, oplyste Rosa gabende i et stort suk som
rallede ud. — Han spurgte om de var sprittet af.
— Virkelig? Jeg tøvede aldrig med at
sige sandheden, kort og enkelt. Selv til de største magthavere, selv på
universitetet. Jeg gav dem ikke den mindste mulighed for at misforstå,
bortforklare og redde ansigt. Universitetet er jo klarhedens nådesløse
imperium.
— Hjælp. Du er ikke til at stoppe,
sukkede Rosa og så sig om efter noget at angribe med. — Vi er nødt til
kæmpe mod Sprecchmeister, ellers overlever vi det aldrig.
Rosa hev et af de enorme gardiner for
de store vinduer ned og kastede det over Carl, som faldt sammen under
vægten. Uden for myldrede SM-tropperne frem, anført af Sprecchmeister
og Ramon Siccesrug, hver på en særlig avanceret knallert med raketter,
der jævnligt affyredes mod lodrette konstruktioner som træer, slotsmure
og monumenter.
— De påvirker herren i en uheldig
retning, Miss, sagde butler James Reader. — Det må være kønslig
tiltrækning som udledes gennem taleorganerne i form af massiv
kedsommelighed. Det har vi aldrig før haft her i huset.
Carl kom med besvær fri af det enorme
gardin. Rosa slog en knytnæve efter ham, men han nåede at afværge.
Carl stirrede hovedrystende på hende.
Hun så på ham:
— Apropos: Hvordan sidder mit hår?
— Næsten perfekt. Så en dag gjorde min
butler dér...
Han nikkede imod butleren.
— det klart – med en tydelighed som om
det var en af mine egne sandheder – at vi snart ville blive rigtig
fattige.
— Næsten perfekt? Hvad betyder det?
— Nærved og næsten. Hesten med pesten.
Carl tav og så håbefuldt på Rosa. Så
fortsatte han:
— Borte med Dorthe. Går det, så går
det.
Han sagde det hele rytmisk – og lidt
utålmodigt som om han citerede et klassisk, gammelt digt med rim, hun
burde kende og elske og finde støtte i, ligesom han
ofte gjorde under kriser.
Rosa hev luft ind for at kræve mere
præcision:
— Og Beatrice med fise?
Men Carl rystede på hovedet og hævede
armen advarende over rimet som var ukendt i Lingo Citys folkelige
kulturskat. Der var meget Rosa som kunstigt skabt robot stadig ikke
vidste.
Carl fortsatte:
— Efter at Reader var indsat i mit
testamente, begyndte jeg i stedet at handle. Ikke mere tale. Nu skulle
der handles. En ændring min butler støttede varmt. Faktisk var det hans
forslag. Han huskede mig også på de gamle Batman-biografbilletter som
stadig lå klar efter mine forældres ulykkelige bortgang. Min første
lille DATman-action completed mod banksektoren blev en god begyndelse.
Jeg fik vekslet vores sidste 500-dollarseddel til mønter. Fyldte
mønterne i en medbragt sæk som jeg derefter var ude af stand til at
løfte. Heldigvis ydede banken god service i den svære situation. En
veltrænet bankelev hjalp mig ud til DATmobilen. Det lærte jeg meget af.
Det blev indledningen til et varigt samarbejde.
— Snakken går: Det er vel ikke ham der
i dag går dig til hånde som DATboy? spurgte Rosa gabende med tunge
øjenlåg.
Carl nikkede.
Der lød kraftig støj nede fra
forhallen.
— Jeg er nødt til at låne en af dine
dragter, sagde Rosa. — Jeg har ikke mine egne med. Vi må klæde om nu,
så vi kan kæmpe sammen.
— Præcis! James Reader fik hurtigt
DATboy oplært med det han manglede. Desuden fik jeg samtidig en føler
fra bevægelsen Sprogets Vej til Sindets Fred. Fra
Grete Andersen..
Rosa bad James Reader vise sig vej til
DATmans dragter.
Carl trak vejret ind og fortsatte:
— Episoden med den veltrænede bankelev
lærte mig at den slags usproglige aktioner krævede fysisk styrke, og
jeg begyndte mit fysiske træningsprogram. Og udtænkte og afprøvede – i
samarbejde med den senere DATboy som viste sig at have været førende
bankmand inden for bankens automatisering og digitalisering – en
enestående dragt som hverken accepterede at være kamuflerende overtræk
til et bærende skelet med deller eller med en række ribben med hulrum
forkerte steder. Dengang var jeg både småfed, slap og indsunken i
brystet af al den åndelige meditation. Jeg brugte det bedste jeg havde
lært gennem alle årene hos Horatio og Writer. Men meditationen havde en
lumsk, dræbende virkning. Den gav snigende følelsesløshed i lemmerne.
— Kender det godt, også det med
følelsesløse lemmer. Jeg fik i øvrigt – ud over alt det du nævner –
også rettet tænder, oplyste Rosa. — Når jeg nu alligevel var i gang med
at rette op. Jeg var i øvrigt flere år aktiv i Sprogets
Korrekte Vej til Sindets Fred, sektionsleder for
ungdomsafdelingen i Lingo City. Indtil jeg blev kuppet af
Sprecchmeister og Ramon. Vi to deler skæbne.
Carl nikkede.
Hun greb en stok i et stativ og angreb
ham med et skrig. Han greb to stokke og forsvarede sig. Snart gik han
til angreb.
De nød begge kampen.
— Tøsedreng, skreg Rosa, begejstret
over at mærke den fysiske kamps enkelhed og topmotivation.
— Jeg lærte meget, fastslog
Balledblid, da Rosa kort efter kom til bevidsthed efter
stokkeslagsmålet som havde ført gennem fem lokaler, inden hun blev
fældet med et velrettet hug. — Min dragt er nu ved at blive tilpasset
bedre. Mine muskler er som stål. Bare jeg passer træningen og tager
mine piller.
— Det går så fint, Sir, nikkede butler
James Reader. — Det er denne vej til omklædningen.
Butleren rakte armen ud mod døren til
DATmans kontrolrum i kælderen.
Snart efter var de i rummet med alle
skærmene og klædeskabene som stod åbne, klar til levering.
DATboy nikkede
og smilede: — Automatiseringen og
digitaliseringen eksploderede med gode fremskridt efter vi først
alvorligt begyndte at bruge dragter.
— Sikke meget du kan sige, DATboy,
sagde Rosa. — Jeg troede du var stum, når du ikke lige sidder i en
helikopter og bliver tæsket i brystet.
— Tak, James og Boy, sagde van
Balledblid. — Ja, mine maskiner er også vokset. Ikke kun
træningsmaskinerne, men IT-maskinerne.
— Ligesom dine muskler, indskød Rosa.
— Præcis. Og store opgaver venter.
DATboy og jeg arbejder intensivt på at forberede alt til en subatomar
kvanteverden som His og Her Future fortalte mig om forleden.
DATboy nikkede.
— Alt her i makroverdenen, fortsatte
Balledblid. — bliver kun værre og værre. Sprecchmeisters magt i Lingo
City vokser time for time. Og ikke mindst: Hvordan kan Sprecchmeister
stadig sælge flere oplag af bestselleren “Evigt liv uden ret meget
svindel” hver måned? sluttede Balledblid ærgerligt.
— Titlen er forhåbentlig morsomt ment,
mumlede Rosa Future, mens hun begyndte at spise af lækkerierne samtidig
med hun strammede en af DATmans blå, stærkt elastiske dragter op, så
den sad æggende stramt om hendes krop.
— Det ved man aldrig, Miss, sagde
James Reader. — Ofte ler Master Sprecchmeister mest af noget som andre
tager gravalvorligt. Og mindst af ting som andre er ved at dø af grin
over.
I det samme krøb Old Bec Balledblid
over dørtrinnet til kontrolrummet. Med stort besvær med sine sidste
kræfter som alt andet han gjorde.
— Hjælp, stønnede han og lagde hovedet
på en gulvmåtte. — Jeg forfølges over alt i parken af litterater og
filosoffer.
Ordene kom langsomt og hostende.
— Nu igen, sagde Carl van Balledblid.
— Farfar, du må stoppe med de fortænkte autobiografiske jeg-romaner om
altings håbløshed. Det gør kun alting værre. Stimulerer folk til at
sværme om dig for at opmuntre dig.
—Hvad skal jeg gøre? Sukkede Old Bec.
— Det er sandheden. Og nu jages jeg også af militære styrker.
— Stik dem dog nogle hurtige, lækre
løgne, foreslog DITwoman. — Det gør andre forfattere. Diktér dem til en
maskine, mens du kravler rundt. Det er slet ikke nødvendigt at skrive
mere.
DITwoman smilede opmuntrende.
—Åh nej, stønnede Old Bec.
Hans hoved ramte måtten med et dunk,
og blev liggende.
DITwoman knælede dekorativt i den
stramme blå DATman-dragt ved hans hoved og greb hans venstre arm og
fandt hans puls.
— Vi burde give ham noget sundt at
spise, sagde hun og så sig om i kontrolrummets lille fikse køkken. —
Han er dødsens mager. Rent skelet. Pulsen er aftagende. Årh, hvor har
jeg lyst til at kæmpe.
— Han er en verdensberømt forfatter,
oplyste DATman. — I mange år sad han i en mandsstor krukke med antikke
motiver under havens store egetræ. Ledende litterater og luxus-turister
valfartede til ham...
— Nej, nu må du altså stoppe. Lyn din
dragt helt op og tag mundbind på, råbte DITwoman.
Butler James Reader nikkede sørgmodigt:
— En dag var krukken væltet, og han
var borte.
Balledblid nikkede sørgmodigt.
— Stakkels mand, udbrød DITwoman. —
Der må da være et rum til ham her på slottet. Og lyn nu dragten helt op.
— Han afviser al den slags, forklarede
DATman, mens han begyndte at lyne op. — Strider mod hans princip om
altings meningsløshed. Han vækker stor og voksende begejstring hvilket
tydeligt piner ham. Forleden brød et busselskab af genoptrænede
pensionister på piller ud i begejstring da de fandt ham bag gartnerens
skur med arbejdsredskaber. Han var helt viklet ind i en vandslange som
de befriede ham fra, mens de sang og dansede splitternøgne.
DITwoman rystede på hovedet, samtidig
med at DATman lynede helt op og smækkede masken på ansigtet og pressede
hætten med ørerne ned over håret.
— Jeg bliver misforstået, stønnede Old
Bec Balledblid og mistede igen bevidstheden.
— Vi må heldigvis ustandselig trykke
ny oplag af hans bøger, forklarede James Reader. — Holder slottet i
gang.
Nu myldrede det ind med SM soldater i
fuld udrustning.
DATman, DATboy og DITwoman gik løs på
dem uden et ord.
Til
næste kapitel: 24
|
