En hidtil ukendt læser anråbes. Det er Fro
Fraters mor som læser af kærlighed og medlidenhed. Historien stoppes i
10 minutter. DATman, DITwoman og butler James Reader reddes. De tre
fiktive hovedpersoner meta-samtaler med Fro Frater på hans
digterbalkon, inden handlingen fortsætter.
25
SM-tropperne blev drevet omkring på
slottet af DATman, DATboy og DITwoman som nød at kæmpe sammen uden
mange ord mod en fælles fjende.
Men mens kampen foregik, havde en
mindre flok SM Army-krigere grebet Old Bec og båret ham ud af slottet.
DATman opdagede for sent hvad der
foregik. Han var fuldt opslugt af at bekæmpe de SM Army-masser som
myldrede rundt på DATH SLOTH.
— De bortfører Old Bec, råbte DITwoman
midt i kampen og pegede på 7-8 SM Army-folk som slæbte på Old Bec ude i
parken.
De fór begge ud og gik begejstret løs
på bortførerne for at befri Old Bec.
Men pludselig styrtede en stor mængde
SM Army-folk frem og dannede beskyttende ring om bærerne med deres
byrde af Old Bec. Mylderet var så tæt, at DATman, DATboy og DITwoman
slog løs på mængden uden mærkbar virkning. For hver SM Army-person de
fældede, dukkede straks to eller flere op.
Og snart efter var Old Bec båret ind i
Sprecchmeisters gigantiske, raslende køretøj på larvefødder, som straks
– skrumplende og knirkende – gav sig til at køre mod parkens udgang,
samtidig med at en usædvanlig kampdygtig gruppe SM Army-folk gik løs på
DATman, DATboy og DITwoman.
Pludselig var alle væk, og alt var
roligt omkring DATman, DATboy og DITwoman. De løb ned til porten, men
monstrummet på larvefødder var ikke at se.
Da de trak indenfor på slottet og
faldt ned af udmattelse, var butler Reader klar med forfriskninger.
— Fuldstændig overraskende,
konstaterede DITwoman. — Godt at de nu gør bedre modstand i kampene.
Tæskelækkert! Men hvorfor stikker de så af med stakkels Old Bec som
bytte? De skal gøre modstand til det sidste.
— Den mest sandsynlige forklaring på
SM Armys påfaldende opførsel er at der faktisk er en læser, som læser
bogen, dvs. den bog vi er med i nu, sagde DATman. — En læser med
særlige interesser. Ellers ville alt dette unormale straks være
stoppet. Også mærkeligt med den usædvanligt kampdygtige gruppe SM
Army-folk som fjerner Old Bec fra slotsparken.
— Det er også underligt at vi ikke
bare forfulgte dem og befriede Old Bec, sagde DITwoman. — Nu kræver de
sikkert løsepenge.
— Undskyld, Sir, sagde overbutler
James Reader. — Vi har hele tiden vidst at vi havde en læser.
— Ja ja, sagde DATman utålmodigt. —
Bogens forfatter, Fro Frater, har hele tiden været spaltet i en fiktiv
læser og så mig, dig og alle de andre i denne historie. Det er Fro
Frater der som særlig priviligeret læser stiller de intelligente
spørgsmål undervejs til teksten – og derefter besvarer dem ved at
revidere og øge teksten. Sådan gør forfattere.
— Yes, Sir., sagde butler James
Reader. — Fine, sande betragtninger, Sir. Som altid. Meget. Men vi må
være realistiske: Sprecchmeister sidder nu på det hele. Og har taget
herrens farfar som gidsel. Vi hænger på det yderste. Det er akut
nødvendigt at vi handler. Og det skal være noget der virkelig batter.
Vi må bruge tusindsårsvåbnet, er jeg bange for, Sir.
— Enig, sagde DITwoman. — Hvad er i
øvrigt tusindsårsvåbnet?
— Men James, vi har en læser – altså
ud over Fro Frater, sagde DATman. — Ellers ville historien bare
fortsætte, ligesom livet gør. Den kører ustoppeligt i mit hovede, selv
nu. Men jeg mærker en anden forståelse også. En helt anden forståelse
end min eller Fro Fraters.
— En forståelse på tværs, foreslog
DITwoman.
— Men, Sir: Vi hænger over afgrunden,
og Sprecchmeister triumferer. Om lidt er historien ude, en rigtig
dårlig historie. SM Army er blevet uovervindelige.
— Nej, sagde DATman og holdt sin ene
hånd op med åben håndflade mod sin butler. — Den rigtige læser, vi helt
overraskende har, er en ældre, lav kvinde med rundt hoved og let
bobbet, rødblondt hår. Hun læser bogen som e-bog på sin iPad. Sidder på
en bænk i en park tæt på sin bopæl. Hun synes især det er synd for
forfatteren af historien.
— Mor! udbrød James Reader. — Vores
eneste læser, som købte alle Deres seneste retureksemplarer af
“Virkelighed” til almindelig boghandlerpris, så min fremtid en kort
stund var sikret her hos Dem, Sir.
— Nej, sagde DATman hovedrystende. —
Stop den forvirrede snak. Det er en mor, der sidder på den bænk i
parken, James. Men ikke Deres mor. Det mærker jeg
tydeligt.
I det samme slog en lædersofa ned
gennem taget og gled kvæstet, skrigende af smerte, hen i hjørnet.
Flere af Sprecchmeisters helikoptere
landsatte derefter hans SM-soldater på taget over dem. De kampklædte
soldater begyndte at trænge ind i DATmans kommandorum hvor alle
apparaterne var.
— Ukendte læser i by-parken!
appellerede DATman alvorligt. — Stop læsningen! Red os fra
Sprecchmeister! Du er den eneste der kan.
Intet skete. Snart var de omringet af
de indtrængende, bevæbnede SM-soldater som efterhånden fyldte rummet.
— Tak, Sir, sagde James med flakkende
øjne på de mange fjendtlige soldater omkring dem. — For alt.
— Jeg gentager, sagde DATman, stadig
som i trance – men nu med hævet røst. — Ukendte, eneste virkelige
læser: Red os fra Sprecchmeister! Stop omgående læsningen. Ellers
bliver det katastrofalt for forfatteren.
— Hjælp os, mor, tilføjede butler
James Reader fortvivlet med høj, klar røst. — Ellers er din James kaput.
— Hold bøtte, James, udbrød DATman. —
Det er ikke den mor, men en anden.
Og netop i samme øjeblik, da
Sprecchmeister trådte ind i den store festsal på DATH SLOTH for at
fejre sin store triumf og overdrage DATman til den fungerende
borgmester, gik alt i stå. Alle i salen frøs i de stillinger som de
havde. Enhver lyd forsvandt.
— Beviset! nikkede DATman sejrssikkert
og så sig rundt. — Bogens eneste virkelige læser har stoppet sin
læsning: Derfor sker der ikke mere. Vi er reddet!
— Mor fandt stopknappen, oplyste James
Reader og så sig undersøgende omkring. Han skubbede prøvende til en
soldat med åben mund og vilde øjne som stod med draget sabel. Intet
skete. Soldaten blev stående, frosset i samme stilling.
— Det er ikke Deres
mor, James, gentog DATman træt. — Det er forfatteren, Fro Fraters mor.
Fro Frater må have taget kontakt til hende, da han hørte jeg
appellerede til vores eneste læser, som ikke var der, fordi Fro Frater
selv ikke rigtigt tæller.
— Rigtigt, lød en velmoduleret stemme
på en ustabil mobiltelefonlinje.
DATman, DITwoman og butler James så
sig søgende rundt.
—
Hallo, allesammen. Det er Fro Frater Kølleblank der taler. Min mor er
altid her de seneste år min eneste læser af min skønlitteratur ud over
mig selv som er nødt til at læse det for at kunne skrive videre på det.
Hun læser af ren kærlighed. Og medlidenhed. Jeg har længe forsøgt at
holde det skjult, men tvinges nu frem med sandheden. Hun plager mig
altid for at få den seneste bog, jeg arbejder på, som e-bog før den er
udkommet. Ja, før den er digtet færdig. Således også denne. Derfor
tøvede jeg ikke med at kontakte hende på mobiltelefonen, da jeg forstod
på jer, at hele jeres skæbne hvilede på en eneste ægte læser. Jeg var
ikke i tvivl om hvem den læser måtte være.
Med betydelig knasen på linjen
forsvandt Fro Frater.
— Godt, der ikke er flere læsere end
én, Sir, konstaterede Reader. — Ellers risikerede man at en eller flere
af dem ville blive ved med at læse, fordi de fandt historien ulideligt
spændende. Så ville vi hænge alvorligt på den.
Læser: Vi er så nu blevet to læsere i
alt.
— Tak, råbte DATman, mens han så opad.
Og han fortsatte med et mere jordnært
tonefald: — Fro Fraters mor: Jeg beder dig: Hold din læsning stoppet,
bare i ti minutter!
Læser: Hvorfor kun ti minutter?
— Du skal
selvfølgelig også omgående stoppe læsningen, sagde DATman
hovedrystende. — Du er under fuld kommando af forfatteren.
Læser: Åh, tak.
Til butler Reader sagde DATman:
— Så skal der handles!
— Undskyld, Sir. Det er vel bare at
hugge hovedet af, Sir? Og han står godt for hug.
Han pegede på Sprecchmeister som rakte
hovedet frem indenfor hans rækkevidde.
DATman rystede på hovedet:
— Med tidsstop på grund af læsepause
er der naturligvis ingen hoveder der kan rulle, fastslog han. — Eller
blive påmonteret. Desuden er jeg – gennem begge mine forældre –
traumatiseret af halshugninger.
— Undskyld, Sir. Jeg har aldrig prøvet
tidsstop før.
I det samme blinkede Sprecchmeister
med det ene øje.
— Kom, sagde DATman og angreb den ene
væg med sin DATsabel.
— Sir, sagde butler James Reader med
et bekymret blik til sin herres sabelangreb. — Vi skal nok helst tage
det roligt og bevare overblikket. Ellers er vi helt sikkert færdige,
Sir.
DITwoman nikkede bekymret, mens hun
iagttog DATmans voldsomme angreb på bagvæggen i sit kontrolrum.
Så fik sablen hul på væggen som viste
sig at være en papirovertrukken papkulisse, støttet af træstivere.
— Det så ellers så naturtro ud,
mumlede DITwoman. — En massiv borgmur. Et fantastisk tapet.
— Følg mig, sagde DATman og forsvandt
ud gennem hullet i kulissen.
DITwoman og butler Reader stirrede
tvivlende på hinanden, men så blinkede Sprecchmeister igen med et øje,
og de forsvandt hurtigt samme vej som DATman.
De stod i et stort halvdunkelt rum bag
kulisserne på en teaterscene. Gulvet var et mørkt, meget slidt, lakeret
trægulv med brede, revnede brædder.
De hørte en fjern velmoduleret stemme
i stilheden:
— Tak, mor, sagde Fro Fraters stemme.
Og fortsatte efter en kort lyttepause:
— Ja, ja, men det kan du også snart.
De fik 10 minutter. Der er allerede gået mindst et af dem. Prøv at
slappe af og nyd naturen på bænken i Valbyparken.
DATman åbnede døren ind til stemmen.
Han og de to andre kneb øjnene sammen mod et meget stærkt sollys.
På en balkon med træ-gelænder ud mod
en træbevokset naturgrund under blå himmel sad Fro Frater Kølleblank
foran sin opslåede bærbare PC på et mørkegrønt plastik-havebord med
skæve, skrøbelige ben. Balkonen sad for enden af et brunt to-etages
træhus og var derfor hævet over omgivelserne, så man så langt ud over
terrænet og ud over kysten med let skumklædte bølger.
Fro Frater stirrede overrasket på de
tre aktører som nu trådte ind på balkonen fra stuen.
— Det var hurtigt, sagde han
anerkendende.
— Det er din bedste, sagde en
kvindestemme i hans mobiltelefon som var indstillet på medhør. — Men
også den underligste.
— Tak, mor, jeg må afbryde nu...
Men kvindestemmen fortsatte:
— Hvor får du det fra, Fro? Det er så
fantastisk. Man ler hele tiden. Selv om det er alvorligt. Fyldt med
tankegods. Men det er altså synd for alle de SM Army-folk. Og så alle
de fantastiske maskiner og apparater, DATman har. Savnede du maskiner i
din opvækst? Gav vi dig for mange pyssenyssede børnebøger anbefalet af
pædagoger? Vi ønskede dig jo kun det bedste...
— Tak, mor, vi ses. Og husk: Læs først
videre på tabletten når jeg siger du må.
Fro Frater stillede samtalen på lydløs.
DATman skød med et beslutsomt smæld
sin sabel på plads i holderen i bæltet. Alle tre nyankomne stirrede
afventende på Frater.
— Fik I lukket hullet i kulissen efter
jer? spurgte han forretningsmæssigt.
De rystede på hovederne.
— Det er I altså nødt til, inden mor
læser videre. Så godt I kan. Ellers har vi Sprecchmeister og SM’erne
omkring os med det samme. Hvis de gør kål på mig, er Fanden løs.
De forsvandt. Kort efter var de
tilbage og meldte hullet i kulissen udbedret.
— Så kan du godt læse videre, mor,
sagde Fro Frater i telefonen.
— Tak. Jeg vil lige sige, at hver gang
man tror at du har mistet overblikket og bare skriver en masse sludder
i bogen, falder det på plads. Vidunderligt. Det har jeg også sagt til
min læsekreds, fordi de ellers altid kun vil læse seneste sæsons
bestsellere. De er stadig i tvivl om de tør læse denne. Bl.a. fordi den
handler om en forældreløs helt som ligner Batman. Men jeg har allerede
fortalt nok til at de er enige i, at du virkelig forstår at håndtere
kaos. Det må du have lært i dit barndomshjem.
— Hvem ved? Men jeg må løbe nu, lo han
afsluttende og afbrød.
— Er I klar til fortsættelsen?
Fro Frater så undersøgende på sine tre
hovedpersoner. De nikkede.
— Godt. For jeg aner ærlig talt ikke
hvordan historien skal slutte, men vi kan ikke bare stå her og glo, så
I får hænderne fulde. Action!
Næste
kapitel: 26
|
