1: Eksemplet

Løgnen som (næsten) alle accepterede

I foråret 2009 gik stærke rygter om at Anders Fogh Rasmussen gik efter posten som generalsekretær i NATO. Rygterne var begyndt allerede i 2008, men han havde afvist dem som irrelevante. Statsministeren kunne ofte undgå at forholde sig til spørgsmålet ved at fortælle journalisterne at lige nu var han optaget af mange andre, langt vigtigere ting. Men på sine faste, ugentlige pressemøder i Statsministeriet i foråret 2009 kunne han ikke slippe uden om det spørgsmål som mere og mere optog hele pressekorpset og alle toppolitikere og Venstres bagland.

Hans svar blev straks tolket af politiske journalister og kommentatorer. Og tolkningen var meget klar. Der var udbredt enighed om at når Fogh fx svarede:

· Jeg er ikke kandidat til nogen international post

· Jeg agter at blive som statsminister så længe vælgerne vil have mig

· Jeg svarer af princip ikke på hypotetiske spørgsmål.

Så betød det samlet

· Jeg siger ja, hvis jeg får tilbudet om at blive generalsekretær for NATO.

Der var også udbredt enighed om at når Fogh helt afslog at forholde sig til spørgsmålet – som det fx skete på efterfølgende tirsdagspressemøder – så bekræftede det det som alle allerede havde forstået: at han sagde ja, hvis han fik tilbudet.

Det usagte som holdt spillet igang

Tolkningen – at han ville sige ja – byggede mindst lige så meget på hvad han ikke sagde, som på hvad han sagde. Det han ikke sagde, var fx:

· Jeg lover jer at jeg klart afviser tilbudet om at blive generalsekretær for NATO, hvis jeg får det. Eller:

· Jeg har personligt over for de andre NATO-ledere gjort det helt klart at jeg ikke er kandidat til generalsekretærposten.

· Jeg sværger ved Anne-Mette og vores børn og børnebørn at jeg bliver som statsminister så længe man vil have mig.

Den mest iøjnefaldende regel som viser sig i dette eksempel, er

Det sagte kan kun forstås gennem det usagte

For at forstå meningen med en politisk udtalelse, skal man vide hvad der netop ikke blev sagt.

Det følger af denne regel at nøglen til at forstå en udtalelse ligger i at vide hvad der ikke bliver sagt, altså hvad politikerne i situationen helst vil undgå at sige. Dette kræver ofte en indsigt som en almindelig vælger ikke har. Men i eksemplet med Foghs udtalelser er det så indlysende at det er åbenbart for alle. Og det er én af grundene til at eksemplet er godt at lære af.

Kattelem for en højere strategi

Den eneste fornuftige forklaring på at Fogh undlader at sige det som kan lægge ”sagen død”, er at mere engagerede, forpligtende løfter og garantier vil være vanskeligere for ham at bortforklare – hvis han får jobbet. Og hvis han personligt understreger overfor NATO-lederne at han vil sige nej, hvis han får tilbudet, så får han selvfølgelig slet ikke tilbudet.

Sådan vil vælgerne ræsonnere for at give Foghs udtalelser mening. Den eneste anden forklaring kunne være at Fogh ikke er en yderst kompetent politiker der ved hvad man skal sige i en situation for at nå sine mål.

Foghs mål på langt sigt – det strategiske mål – er at få posten. Men det er så usikkert om det kan lade sig gøre, at han er nødt til også at arbejde med en plan B: at han bliver som statsminister. Det strategiske mål og plan B gør det taktisk nødvendigt at udtale sig som han gør på pressemøderne. Han skal afvise at han er ansøger, men på en måde som mest muligt bevarer en kattelem som han kan slippe ud af med en acceptabel forklaring, hvis han får tilbuddet og siger ja.

Det sker ofte at en politikers udtalelser – som i dette eksempel – kun kan forstås som taktiske træk i en strategi. Nøglen til at forstå politisk sprogbrug ligger i at forstå den strategi som sprogbrugen indgår i. Her ligger forklaringen både i hvad der bliver sagt, og hvad der forbliver usagt.

Pointe

Nøglen til at forstå politisk sprogbrug ligger i at forstå den strategi som sprogbrugen indgår i. Her ligger forklaringen både i hvad der bliver sagt, og hvad der forbliver usagt.

Fogh i mediernes torturkammer

Men denne enighed og totale klarhed om hvad Fogh gik efter, var ikke nok for medierne. Der gik sport i at prøve at få Fogh til faktisk at sige det som enhver vidste at han ikke kunne sige – netop fordi han havde besluttet at fortsætte karrieren i NATO hvis han fik tilbudet.

Og det var ikke kun journalister der pressede ham. Også nogle venligtsindede vælgerforeningsformænd i Venstre havde i tv stærkt kritiseret Fogh for ikke at sige det han ikke kunne sige. De krævede klar besked.

Det er selvfølgelig også provokerende at en fremtrædende politiker siger noget som stort set alle ved ikke passer. Det er ét af de grundlæggende krav fra befolkningen til politikere at de siger sandheden. Derfor måtte journalisterne på befolkningens vegne blive ved med at spørge Fogh. Og hver gang han svarede uden at gøre det overbevisende, så blev det endnu mere nødvendigt for journalisterne at spørge igen og igen. Derfor afviste han efterhånden helt at svare på spørgsmålet. Han havde ikke mere at tilføje.

Og hver gang han sagde at han ikke havde mere at tilføje, bekræftede han at han var på vej væk.

Slørdans om forbudte ord

Men jo mindre sandsynligt det blev for journalisterne at få sandheden ud af ham, jo mere ihærdige blev de. Ud fra en streng rationel betragtning var det egentlig unødvendigt at bore mere i sagen om Foghs NATO-drømme. Alt var jo klart, og statsministeren havde ikke mere han ville sige.

Men politik i tv er bestemt af så meget andet end strengt saglige hensyn. Det er politiske journalisters kald at gøre alt de kan, for at få politikere til at sige ting som de ikke bør sige. For slørdans om forbudte ord er altid spændende at følge for vælgerne, bare man kender de forbudte ord. Man behøver ikke engang at forstå den sag ordene handler om. Politik i tv bliver ikke bedre end når politiske journalister ikke skyer nogen midler for at få statsministeren til at sige noget han ikke vil og kan sige, men som alle ved er sandt. (Alle, bortset altså fra de to nævnte formænd for vælgerforeninger.)

Alle seere kan deltage i bedømmelsen af politikerens, her statsministerens, måde at optræde på og hans samspil med journalisterne. Alle vælgere har kompetencen til at svare på om Fogh er ærlig ud fra hvad de ser og hører. Ligesom alle tv-seerne har kompetencen til at vurdere om Jørgen Varnæs er ærlig når han i tv-serien Matador forsøger at overtale sin bror, bankdirektøren, til at give sig et lån.

Men advokat Jørgens karriere afhænger ikke af hvad tv-seerne synes. Det gør Foghs. Det er som ved gladiatorkampene i det gamle Rom: De kæmpendes overlevelse afhang af om tilskuernes tommeltot vendte opad eller nedad. Det styrker tilskuernes engagement i forestillingen at de kan mere end kigge, råbe, klappe og buhe. De kan bestemme om der kommer lig på bordet.

Optrinene med Fogh var godt stof fordi Fogh-figuren havde stor

· kontrakraft: det som figuren sagde, stred mod figurens handlinger og mod en sandhed som alle troede på. Jo større modsigelse en figur rummer, jo mere fascinerer den vælgerne.

· tommelkraft: Det var af meget stor betydning for figurens fortsatte skæbne hvordan vælgerne opfattede personens udtalelser og adfærd.

Pointe

Politik i tv topper når seerne oplever drevne politiske journalister bruge alle midler for at få statsministeren til at sige noget han ikke vil og kan sige, men som alle ved er sandt.

Først lagt op 25-02-2026. Senest opdateret 10-03-2026