I foråret 2009 kom en rapport fra Rigsrevisionen. Den var kritisk over for den daværende sundhedsminister, senere statsminister, Lars Løkke Rasmussen. I rapporten stod bl.a. at sundhedsministeren i 2006 overbetalte de private sygehuse for sundhedsydelser. Han havde – ifølge rapporten – haft kendskab til, at de pågældende ydelser kunne erhverves billigere end den pris han aftalte.

Produktion af virkelighed på Lille scene

Statsrevisionen er statens revisor. Den har en politisk valgt bestyrelse som består af 6 medlemmer som er udpeget af Folketingets 6 største partier. Det er statsrevisorerne der udtaler eventuel kritik af ministre, ministerier eller styrelser på baggrund af Rigsrevisionens beretninger og notater.

Statsrevisorerne er de eneste der kan bede Rigsrevisionen om at undersøge et område. Statsrevisorkollegiet bestod af: Formand Peder Larsen (SF) Næstformand Henrik Thorup (DF) Helge Adam Møller (K) Svend Erik Hovmand (V) Mogens Lykketoft (S) Manu Sareen (R). Rigsrevisionen undersøgte om Sundhedsministeriet havde taget hensyn til pris og kvalitet når der var købt behandlinger til offentlige patienter på privathospitaler.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var ansvarlig for de beslutninger der blev truffet mellem 2001 og 2007 hvor han var sundhedsminister.

Kritikken lød således:

Eksempel: Rigsrevisorerne kritiserede statsministeren

Statsrevisorerne kritiserer, at Sundhedsministeriet ikke har sikret, at private sygehusydelser kan erhverves til lavere priser end de fastsatte takster - på trods af at ministeriet har haft viden herom og mulighed herfor siden 2006. Statsrevisorerne må derfor påtale, at sundhedsministeren ikke har sikret, at ydelserne er erhvervet under skyldig hensyntagen til økonomien.

Statsrevisorerne karakterskala

Statsrevisorerne kan ifølge deres egne regler vælge imellem flere forskellige karaktertrin når de udtaler sig: Statsrevisorerne

· finder det meget/særdeles positivt

· finder det positivt

· finder det tilfredsstillende/er tilfredse med

· påpeger/understreger/henstiller/forventer

· beklager/finder det bekymrende/foruroligende

· finder det utilfredsstillende/er utilfreds med/og indskærper

· kritiserer/finder kritisabelt/kritiserer skarpt/og indskærper

· påtaler/påtaler skarpt

· påtaler skarpt og henleder særligt Folketingets opmærksomhed på.

Statsrevisorerne har valgt ”påtale” som ligger ret langt nede på listen. Men de har altså fravalgt de værre muligheder: ”påtale skarpt” og ”påtale skarpt og henlede særligt Folketingets opmærksomhed på”. For almindelige sprogbrugere vil ordet ’kritisere’ formentlig virke stærkere end ordet ’påtale’, og det er da også ordet ’kritik’ som bliver centralt i oppositionens optoning af teksten.

Kritikken ind på Store scene

På det pressemøde hvor rapporten blev lagt frem, sagde Formand Peder Larsen (SF) at et flertal bestående af ham selv, Mogens Lykketoft (S) og Manu Sareen (R) tildelte »en næse af de større« til Lars Løkke Rasmussen. Mindretallet, Helge Adam Møller (K) og Svend Erik Hovmand (V), mente derimod overhovedet ikke, at der var noget at komme efter.

”Ideen var at indføre frit valg for patienterne. Det har ministeren sikret inden for loven, og derfor er der intet at kritisere”, sagde Svend Erik Hovmand med tapettale.

Optoning

Men det var flertallet ved Mogens Lykketoft[1] slet ikke enig i: ”Han [Lars Løkke Rasmussen] har svigtet forpligtelsen til at købe bedst og billigst ind. Dermed har han brugt penge, som ellers kunne være brugt på behandling på de offentlige sygehuse”.

Og Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, supplerede i et interview: ”Det er en meget alvorlig kritik [Rigsrevisorernes flertal giver], der viser, at Lars Løkke som sundhedsminister trods bedre vidende fastsatte priserne for højt. Hvis han ikke havde betalt en overpris på 15 pct., kunne 360.000 frem for blot 280.000 patienter have fået behandling for de samme penge.”

Negativ optoning består i dydsangreb og visualisering af de negative konsekvenser af de handlinger som den angrebne person har udført. Det er ekstra fint hvis de negative konsekvenser kan vises at afsløre at personen har skudt sig selv i foden, dvs. har handlet på en måde som direkte modsiger de erklærede mål. I udtrykket ’trods bedre vidende’ ligger en anklage for embedsmisbrug. Hæstorp frakender i sine udtalelser både Løkke kompetence (skader i virkeligheden sine erklærede mål) og idealisme (misbruger statens penge).

Som alt andet i den politiske føljeton er det vælgeren der vurderer om en optoning lykkes. Det er væsentligt at lægge snittet mellem hvad der siges, og hvad der underforstås, rigtigt. Personen skal skades mest muligt, men der er ikke frit slag, for den der står for optoningen, er også på, dvs. får samtidig sine dyder vurderet.

Politiker in action

Hvis man er indoktrineret til at politikeres replikker på Store scene skal opfattes først og fremmest som saglig argumentation, så vil man straks granske de argumenter som den optonende politiker, Sophie Hæstorp Andersen, fremfører, og tage stilling til om de er sande eller forkerte, manipulerende eller retvisende.

Men i den politiske føljeton findes ikke sådanne fritgående, saglige argumenter. Der findes udelukkende personer som bl.a. kan lide eller ikke lide hinanden, og som har noget kørende sammen i konkurrence med andre som har noget andet kørende sammen. Og vælgeren bedømmer aldrig udtalelser isoleret ud fra deres såkaldte saglige indhold, men altid ud fra føljetonen hvor replikkers saglige indhold som regel er en detalje. Man kender politikernes roller og vurderer hvordan de udfylder dem – bl.a. ved at komme med udtalelser.

Det betyder at når fx Hæstorp kritiserer Løkke, så er hendes egne dyder endnu mere i fokus end Løkkes. For Løkkes dyder taler hun bare om. Sine egne demonstrerer hun for øjnene af vælgerne mens hun angriber Løkke. Og en politiker in action tæller altid stærkere end snak om fraværende personer. Optræden med krop og ansigt overtrumfer alt andet i den politiske føljeton.

Og hertil kommer at i enhver ansigt-til-ansigt-kommunikation står ansigtet og kroppen for ca. 90 % af kommunikationen og det sproglige indhold for resten. Hvis hendes angreb virker overdrevet eller hysterisk, så rammer det hendes kompetencedyd.

Pointe

En politiker in action tæller altid stærkere end snak om fraværende personer. Optræden med krop og ansigt overtrumfer alt andet i den politiske føljeton.

Modsigelsen og tommeltot op eller ned

Nøglen til at forstå politik ligger i at forstå spillet mellem det eksplicitte og det underforståede i personernes replikker. Fordi forholdet mellem hvad figurer i en fortælling siger, og hvad de ikke siger, aktiverer publikum til at digte med. Identifikation betyder at man lever sig ind i en person – ud fra det man ser og hører. Men også ud fra hvad man selv kan digte til som underforstået. Og det som siges kan kun forstås på baggrund af det som forbliver usagt.

Hvis der er modsigelse mellem det eksplicit udtrykte og det underforståede som vælgeren tildigter, så er det stærkt aktiverende for vælgeren. Og hvis vælgeren oplever at politikerens karriere afhænger af hvordan han dydsscorer i situationen (”tommelkraften er stærk”), så aktiveres vælgeren yderligere.

I eksemplet med Fogh på pressemøderne op til NATO-afklaringen var både kontrakraften og tommelkraften i hans figur ekstrem stærk. Der er ikke tilnærmelsesvis det samme på spil for Hæstorp. Hun er en ung politiker lidt nede i hierarkiet. Hendes adgang til føljetonen ligger i at hun yderligere optoner Lykketofts optoning. Det sker gennem eksemplificering og mere direkte angreb på Løkkes dyder. Hendes fremtid ligger i at figurer længere oppe i hierarkiet synes at hun gør en god figur i føljetonen.

Som regel vil begge disse ønsker om at

1) komme med i føljetonen,

2) gøre en god figur i partispidsernes vurdering af hendes optræden,

betyde at hun – som enhver anden politiker nede i rækkerne – i sine offentlige udtalelser er mere ekstrem og politisk partikorrekt end partitoppen. Bekendelse til den rette lære og eksplicit og gerne sprogligt nyskabende bekræftelse af partiets fjendebilleder dominerer over fx pragmatiske hensyn til at holde en god tone af hensyn til kommende forhandlinger med modparten.

Sådanne pragmatiske hensyn dæmper som regel toppens optoninger. Stærke optoninger hos en partitop er et sikkert tegn på at man er uden for indflydelse. Derfor vil Lykketofts ret stærke udtalelser i denne situation virke som demonstration af afmagt og altså underminere hans kompetence. Det bliver et bidrag til at tegne ham som kun delvis underlagt fornuftens kontrol. Et bidrag til at vedligeholde Lykketoftfiguren som ilter.

Meget nedtonet tale mellem partier som normalt bekæmper hinanden, er et sikkert tegn på at en alt andet end intetsigende aftale er på vej. Og bare ganske lidt optonet tale mellem koalitionsparter på Store scene, vil betyde at der råbes højt bag lukkede døre.

Oprørsk underdog

Hæstorp har en formel position som sundhedsordfører i et stort oppositionsparti. Hun vil derfor automatisk få tilbud om at komme i føljetonen når hendes parti skal udtale sig om sundhed. Og her skal hun så udtale sig så ekstremt politisk partikorrekt som muligt om den foreliggende sag.

Politikere længere nede i hierarkiet uden formel post har sværere ved at komme i føljetonen. Og føljetonen skal man i, for den er livet for en politiker.

Popper op

Men ethvert menigt folketingsmedlem eller kommunalbestyrelsesmedlem kan da heldigvis også let skaffe sig opmærksomhed i den politiske føljeton. Det sker ved at udfordre ledelsen. Man siger noget som strider mod den underforståede enighed i partiet om at politikere af lavere rangklasse indordner sig under dem af høj rangklasse. Og man risikerer sin karriere ved det. Herved bliver man en person som er tilstrækkelig pirrende til at komme i føljetonen. Og det sker ved at figuren øger sin kontra- og tommelkraft.

Falder ned

Tilbagetoget for underdoggen består typisk i at man korrigerer pressens stærkt optonende forståelser af de ekstreme udtalelser, og at man præciserer at udtalelserne er endnu mere i overensstemmelse med partiets egentlige, oprindelige identitet end visse nuværende partidokumenter og udtalelser fra partispidser. Man forsøger altså at få tilgivelse ved at fremhæve at oprøret skyldes idealisme: at man brænder ekstra meget for partiets mission.

Men også denne linje er risikabel, for hermed angriber man jo ledelsen for enten at være på forkert kurs (inkompetent til at tolke partimissionen) og/ eller brænde for lidt for missionen (for lidt idealisme).

Det er en svær balancegang. Og det er netop det der gør figuren ’oprørsk underdog’ så fascinerende i føljetonen. Hvor eksplicit tør oprøreren være i sit angreb på ledelsens kompetence og idealisme?

Vælgernes yndling

Figuren, den oprørske underdog, er altid upopulær i partiet. I et parti som Dansk Folkeparti risikerer man let at blive ekskluderet. Men selv smidige oprørske underdogs som Søren Pind tidligere var i Venstre, irriterer partitoppen og selvfølgelig også altid karrierekonkurrenter. Men denne irritation er yderligere et plus for historien: Hvordan vil ledelsen udtale sig? Hvor god er ledelsen til at kontrollere sit raseri over ballademageren? En vis irettesættelse er vel acceptabel, men det kan hurtigt blive for meget, så ledelsen fremstår diktatorisk. Og så vil vælgernes sympati være med oprøreren.

Situationens udfordringer er letfattelige, nærværende, og det ligger inden for enhver vælgers kompetence at bedømme aktørernes optræden mellem det sagte og det usagte. Og hvis partiet er trængt og har brug for at vise initiativ og dristighed, så kan en oprørsk underdog som er ”inden for pædagogisk rækkevidde” blive minister. Således gik det til at Birthe Rønn og Søren Pind blev ministre.

Ingen politikere uden hierarkier

At politikerne tilhører partier som udgør hierarkier, gør at modstrid mellem individ og parti fylder meget i føljetonen. Det er jo et tema som ethvert parti kan levere stof til – uanset det politiske program.

Og næsten altid er der dybe afhængighedsforhold mellem partierne, fx i øjeblikket mellem VKO og mellem S og SF. Vælgernes bedømmelser af politikeres optræden går derfor meget ofte ud på at vurdere hvor godt en politiker klarer det at optræde således at han markerer sig selv uden at fornærme en partiledelse eller en koalitionspartner. Ethvert tilløb til fornærmelse og interne stridigheder vil medierne optone fordi de lever af at fortælle en engagerende føljeton med forståelige stridigheder mellem personer. Og uanset hvilket parti der er platform for stridighederne, kan føljetonen om sådanne stridigheder trække på samme skabeloner om et individs forhold til sit hierarki og forskellige hierarkiers interesser i krig og fred. Det er helt unødvendigt at kende en eventuel substans bag stridighederne for at nyde fortællingen om bander der bekriger hinanden, oprørske underdogs og chefer der prøver at styre.

Finansloven: Råbet som alle venter forgæves på

Det er også helt unødvendigt at fatte substansen for at leve med i det pikante spil mellem Dansk Folkeparti og VK-regeringen når finansloven skal forhandles på plads i oktober-november. Dansk Folkeparti er oprørsk underdog i VKO-koalitionen, men har samtidig stor magt fordi de (næsten) har de nødvendige stemmer. Situationen er let at forstå. DF’s store kontrakraft samler mange journalister foran døren til Finansministeriet. Hvor langt tør DF gå? Vil regeringens tålmodighed holde (finansministeren er jo kendt for sit temperament)? Journalisterne våger udenfor forhandlingslokalet for at fodre føljetonen. Og samtidig får DF både

· konkretiseret sin store betydning,

· luftet en lang række mærkesager og

· den ene indrømmelse efter den anden.

Og de har scenen for sig selv, for regeringsforhandlerne holder kæft fordi de gerne vil have et resultat bag de lukkede døre. Men det er klart at enhver journalist og alle vælgerne drømmer om at se finansministeren fare ud af døren og råbe: ”Nu kan jeg ikke mere! Pia kan gå ad helvede til!”.

Men det sker ikke, og det øger både Pias og finansministerens kontrakraft for hver dag det ikke sker.

Pointe

Det er helt unødvendigt at kende en eventuel substans på Lille scene bag stridighederne for at nyde fortællingen på Store scene om bander der bekriger hinanden, oprørske underdogs og chefer der prøver at styre.

Underdogs tugtes med ømhed

Men oprørske underdogs skal selvfølgelig tugtes. Hvor er vi ellers henne? Den udfordrede leder skal sætte oprøreren på plads. Hvis underdoggen altså ikke lige sidder med de afgørende stemmer, Det er jo netop vælgernes forventning om at ”se far straffe”, der gør figuren oprørsk underdog så fascinerende.

Ved valget til EU-parlamentet i foråret 2009 kom Venstres mangeårige EU-parlamentsmedlem Charlotte Antonsen ikke ind. Hun kaldte det et nederlag for Venstre, at partiet ikke blev større end Socialdemokraterne, når nu S gik over 11 procentpoint tilbage. Og hun udtalte at fejlen var at spidskandidaten, Jens Rohde, førte en alt for EU-kritisk valgkamp.

Hun sagde bl.a.[2] :

Eksempel: Valne EU-politikere

Vi skal til at signalere en positiv tilgang til det europæiske og lade være med at gå rundt og tale om hegnspæle. Dels i forhold til det næste parlamentsvalg. Så kan det være, at det går bedre. Men også i forhold til kommende folkeafstemninger om forbeholdene. Valgresultatet blev så dårligt, fordi vi fremstår som sådan nogle valne EU-politikere.

Jens Rohde kommentar var at det var

· Vrøvl, vrøvl og atter vrøvl. Jeg er ikke skeptisk over for EU. Og jeg har fuld forståelse overfor, at Charlotte Antonsen er frustreret over, at hun ikke er blevet valgt.

Han fremhævede desuden at Venstre var det eneste parti hvor nummer to, tre, fire og fem kandidat på listen fik så mange stemmer:

· Det fortæller noget om, at vi rent faktisk har givet en del af vores valgkampsmidler til de enkelte kandidater, så de kunne gå ud og markedsføre sig.

Forenklet anklager Antonsen Rohde for ikke at have været i stand til at trække så mange stemmer at Antonsen kom ind. Rohde forsvarer sig med at det i høj grad har været op til de enkelte kandidater selv at gøre en indsats. Det er så samtidig et angreb på Antonsen for at være dårlig til at markedsføre sig selv. Et direkte angreb på overdoggens dyder fører til håndfast irettesættelse af underdoggen.

Men hvis overdoggen tværer underdoggen helt ud, så får underdoggen al sympatien hos vælgerne. Derfor tugtes der med stor ømhed på Store scene.

Invasion af en bevidsthed

Det er ren tugt når Rohde siger: ”Charlotte Antonsen er frustreret over, at hun ikke er blevet valgt.” Her trænger Rohde ind på hendes Inderste scene og offentliggør sine iagttagelser som er et direkte angreb på hendes idealisme: Hun tænker på sig selv. Og hermed samtidig et angreb for uærlighed, for hun hykler at hun tænker på partiets bedste. Ømheden ligger i at han ”har fuld forståelse” for det.

Angrebet for elendig markedsføring frakender hende kompetence. Her ligger ømheden i at angrebet gøres indirekte: Vælgerne kan slet ikke undgå at opfatte det underforståede angreb ud fra det sagte.

Ømhed kræver styrke

Normalt tugtes underdogs med større diskretion end her. Det foregår her så eksplicit fordi Rohde ikke er en rigtig leder, men bare spidskandidat. Og fordi mange i partiet formentlig var enige med Antonsen i kritikken. Jo mere en oprørsk underdog er stik-i-rend-dreng for intern kritik, jo voldsommere bliver irettesættelsen på Store scene fra dem der repræsenterer partiets officielle linje. Det kan gå ud over ømheden.

Pointe

Svage ledere bruger som regel grovere irettesættelser på Store scene fordi de er nødt til at forsøge at styrke deres egne dyder.

Misundelse, hierarkiets vejsidebombe

I hierarkier konkurreres om posten som overdog. Derfor ligger letforståelige historier om misundelse på spring.

En nyvalgt partileder må gerne være glad, men må ikke triumfere over sin personlige karrieresejr fordi det så går ud over idealismedyden. Glæden skal derfor knyttes sammen med ydmyghed og mest mulig respekt over for den rival man har slået. Også selv om rivalen aldrig formelt set har været opstillet som konkurrent, men kun har været udnævnt til det af pressen. Både den der får jobbet, og den der ikke får det, har stor kontrakraft fordi vælgerne tillægger dem følelser som de ikke må udtrykke fordi det vil skade både personernes og partiets dyder.

Da Lene Espersen på partiets landsmøde i september 2009 understregede at partiet er mod burkaer, så greb en journalist fat i Connie Hedegaard, som var (er) presseudnævnt rival til den post som partileder som Lene Espersen havde haft et år.

Eksempel: Connie Hedegaard støttede burkaforbud

[Interviewer:] Der er måske nogle, der vil mene, at det er en lille smule illoyalt af dig ikke at ville bakke partiledelsen op i det her spørgsmål?

[Connie Hedegaard:] - Men jeg bakker Lene Espersen hundrede procent op i, hvad hun har sagt fra talerstolen. Hvert et ord.

Lene siger, at det er vigtigt med et burkaforbud, og det vil du ikke sige?

- Men det forstår jeg bare ikke, for det har jeg ikke hørt Lene sige.

Hun siger, at man skal have et burkaforbud for kvindernes skyld?

- Jeg mener bare, at du manipulerer med, hvad Lene sagde, siger Connie Hedegaard og drejer om på hælen.

Et par timer efter interviewet ringer Connie Hedegaards pressemedarbejder dog. Nu vil Connie gerne svare:

- Jeg støtter et burkaforbud, hvis det ikke strider mod Grundloven og konventionerne[3].

Artiklen blev stort sat op som en nyhed. Der er helt i overensstemmelse med reglen om at jo mere besvær pressen har med at få et dokument frem på Store scene, jo større betydning har det (Stærke dokumenter fødes med smerte, se her). Når man er mistænkt for misundelse, så skal man altid sørge for uden tøven at udtale fuld og eksplicit støtte til ledelsens linje. Og med nøjagtig samme ordlyd og betoninger som ledelsen anvender. Reglen om at det sagte kun kan forstås gennem det usagte (se her), betyder at enhver minimal afstand til ledelsen vil blive optonet af medier og modstandere til at være et budskab om personkonflikt.

Eksempler her viser også hvor gode muligheder mediet har for at optone. Det sker her ved at interviewet (som er længere end citeret her) er ret langt og det handler om hvordan nogle udtalelser skal fortolkes. Længden og de ordrette detaljer signalerer at i denne sag forsøger en politiker at slippe udenom at give klar besked, og at journalisten er nådesløs. Med udtrykkene ”drejer om på hælen” og ”Nu vil Connie gerne svare” fortæller journalisten fortsat historien om misundelse, selv om alle de ord som dementerer den, er kommet helt på plads fra Hedegaard i artiklen.

Det usagte og underforståede er mere end nok til at holde historien i gang.

Strategisk optoning

Strategi handler om at man lægger tingene til rette således at der opstår episoder i den politiske føljeton som giver en de bedst tænkelige muligheder for at score på dyderne. På det strategiske niveau optones der ved at arrangere eller tage initiativ til begivenheder som vil give modstanderen de største problemer og en selv de bedste muligheder for at score dydspoint.

Ideen med at bede Rigsrevisionen se på Lars Løkkes håndtering af aftalen med de private sygehuse er en strategisk optoning. Muligvis vil en sådan undersøgelse ikke vise noget. Men de oppositionspartier som var imod aftalen med de private sygehuse har sådan set alt at vinde. Og reglen om at der i enhver større organisation foregår meget som ville vække skandale hvis det slap ud (Downs’ lov)[4], gør det langt mere sandsynligt at Rigsrevisionen og ad-hoc-kommissioner vil finde noget, end at de ikke vil finde noget der er egnet til negativ optoning.

Alle undersøgelser giver afsløringer

I enhver organisation på Lille scene foregår der meget som ville vække skandale hvis det slap ud. Dette gør det højst sandsynligt at Rigsrevisionen og ad-hoc-kommissioner – ligegyldigt hvor de undersøger – vil finde noget som vil skabe strid på Store scene

Søg og du skal finde! Derfor vil partier uden for et forlig eller en aftale normalt altid gerne have en undersøgelse. Der vil med stor sandsynlighed så komme en rapport som kan tjene som platform for oppositionens angreb på regeringen eller de parter som har indgået en aftale.

Men mens undersøgelsen kører, så sættes den strid som er anledning til undersøgelsen, på standby, se reglen Stridens puls er daglige detaljer, (se her). Dette er en umiddelbar her-og-nu-fordel for statsministeren. Oppositionen vurderer at denne ulempe bliver mere end opvejet af udsigten til de afsløringer som undersøgelsen vil bringe frem. Hertil kommer at det normalt opfattes som et nederlag for den der skal undersøges, at der igangsættes en undersøgelse. Reglen Alle undersøgelser giver afsløringer er så stærk på Store scene at en ansvarlig minister kun går med til en undersøgelse hvis han fornemmer at hans ministerliv ellers er i fare. Ved undersøgelsen vinder han så lidt tid.

I forlængelse af Rigsrevisionens rapport i 2009 kaldte oppositionen Lars Løkke Rasmussen i samråd i et folketingsudvalg om sagen. Også dette vil jo forudsigeligt skabe en episode i den politiske føljeton med gode muligheder for optoning og angreb på Løkkes dyder.

Optoning ved at kritisere måden

En optoning består også ofte i at man udvider kritikken af hvad der er sket, med en kritik af den måde det er sket på. Da Brorson-kirken blev tømt for afviste irakiske asylansøgere angreb politikere fra Enhedslisten og de Radikale – som var for at give asyl – politiet for at de havde lagt aktionen ved 1-tiden om natten, hvor jo fx børnene lå og sov. Da 22 afviste asylansøgere blev hentet kl. 3 om natten og kørt til en lufthavn, hvorfra de blev fløjet til Irak, angreb man også tidspunktet for afhentningen.

Når man optoner, bruges alt forhåndenværende. Vælgerne vurderer så om dette at man medtager ”revl og krat” svækker eller styrker optoningen. Når man anfægter politiets afhentningstidspunkt, så er det jo et angreb på politiets kompetence og en moralsk støtte til de aktivister som med blokeringer og andet søgte at hindre politiets arbejde. Dyderne hos den der optoner for åben skærm, er altid mere i fokus end dyderne hos dem der bare tales om. Derfor er oprørende billeder af det der tales om, nødvendige for at ændre vælgernes holdninger.

Nedtoning

Forsvaret mod flertallet af statsrevisorerne består i nedtoning. Hvor optoning kan være både positiv og negativ, så har nedtoning altid samme retning: den går mod nul, altså ingen grund til ekstraordinære lidenskaber.

Hvad det skete er	Påvirkning af vælgerne
triumf, succes, total sejr
	Positiv optoning

	Nedtoning
Intet opsigtsvækkende

	Nedtoning

	Negativ optoning
skandale, fiasko, katastrofalt nederlag

Tapettale

Nedtoningen kan bestå i fremhævelse af at reglerne er fulgt. Denne form for nedtoning kaldes tapettale, (se her) .

Fx siger Helge Adam Møller (K) på pressemødet:

Eksempel: Lovens ord er fulgt

Loven siger, at hvis amterne og privathospitalerne ikke kan blive enige, så skal ministeren fastlægge prisen. Det gjorde han, og derfor fulgte han loven. Det er substansen, men desværre har de andre statsrevisorer ikke forholdt sig til substansen.

Emneskift + optoning af det nye emne

Nedtoning kan også bestå i emneskift + optoning af det nye emne.

I udtalelsen skifter Helge Adam Møller fra emnet ’Har Lars Løkke handlet korrekt eller ej?’ til ’Har flertallet af statsrevisorerne udelukkende forholdt sig til substansen?’ Angrebet består i at han påstår at det har de ikke. Ordet ’desværre’ rummer hans idealisme: Flertallet bryder reglerne, og det gør ham ikke gal, men bekymret på demokratiets vegne. Emneskiftet er samtidig et skift fra sag til proces, dvs. fra fra noget vanskeligt forståeligt på Lille scene til noget let forståeligt på Store scene. Det er helt i overensstemmelse med reglen Processen vinder over sagen, (se her).

Svend Erik Hovmand (V) følger op:

Eksempel: Dårlige motiver

Det er en helt entydig politisering, fordi det handler om den nuværende statsminister, og det er meget følsomt. Lykketoft og Peder Larsen politiserer, fordi de vil skade regeringen.

I dette angreb gennem tillægning af dydskrænkende motiver optones Helle Adam Møllers emneskift. Hovmand øger striden i processen og skyder den oprindelige substans om statsministerens handlemåder på Lille scene endnu længere ud i det uinteressante.

Time-out

En tredje form for nedtoning udfører Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Han udsendte en pressemeddelelse om, at partiet nøje vil

· ”studere den samlede beretning fra Rigsrevisionen og vurdere, hvilken grad af kritik over for regeringen den giver anledning til.”

Denne form for nedtoning kaldes time-out. Man tager ikke stilling til spørgsmålet her og nu, men vender tilbage efter man har undersøgt det nærmere. Ved større spørgsmål kan man nedsætte udvalg og kommissioner som skal undersøge og komme med forslag. Imens ligger emnet stille blandt politikerne. Teknikken er meget velegnet til at føre vanskelige emner ubehandlede gennem fx en valgkamp fordi ”nu må vi vente og se hvad kommissionen finder frem til.”

Denne nedtoning ved time-out fordi man skal læse på lektien eller undersøge nærmere, er en af de tre afværgemetoder som ansvarlige personer har over for krav om at skulle tage stilling, (se her).

Kolliderende billeddannelser

Ofte lærer man mest om regler for politisk sprogbrug ved at se på eksempler hvor sprogbrugen ikke har været helt vellykket. Både for politikere og embedsfolk som befinder sig lidt nede i hierarkiet vil fejl ofte skyldes stor iver for at leve op til den øverste tops forventninger. Dvs. levere nogle gode op- eller nedtoninger.

I sommeren 2009 kørte en historie om vagtlægers svigt. Der var flere tilfælde hvor vagtlæger havde truffet forkerte beslutninger som havde påført patienterne unødelige lidelser eller død. De ansvarlige politikere skulle så tage stilling til om systemet skulle laves om, og i givet fald hvordan. Her sagde Birgitte Josefsen, Venstres sundhedsordfører, bl.a.:

Eksempel: Korthuset

Jeg synes, at det er lidt underligt. I sidste uge var der ingen kritik af vagtlægeordningen. Da var alle glade og tilfredse, men så lige pludselig i løbet af en uge, så vælter hele korthuset. De praktiserende læger løser faktisk opgaven rigtig godt.

Det uheldige er billedet ”så vælter hele korthuset”. Det uheldige er at det her forudsættes at den gældende ordning er et korthus, altså alt andet end noget solidt og fornuftigt. Det havde været bedre at bruge vendingen ”er alting elendigt på grund af en enkelt, dybt beklagelig fejl”.

Formentlig er ’korthuset’ ment som en humoristisk overdrivelse, men den virker ikke – i hvert fald ikke i den skriftlige gengivelse af replikken.

Hvis Josefsen i stedet for ”så vælter hele korthuset” havde sagt ”så er vi gået fra idyl til katastrofe”, så ville den humoristisk-satiriske overdrivelse have været til at få øje på. Der ville så have været mere kontrast og selvmodsigelse i udtalelsen som kun kunne tolkes humoristisk.

Det er ved formuleringsdetaljer som disse at det bl.a. viser sig at politik i høj grad er improvisation for åben skærm. Man kan lægge en linje inden man går på. Men man er næsten altid nødt til at fyre detaljer i sine replikker af udelukkende på sin intuition.

Engle eller djævle?

I juni 2009 udtalte Jørn Jønke Nielsen, talsmand for Hells Angels, dette til dagbladet Politiken:

Eksempel: Hells Angels fik nok af visse unge indvandrere

Vi har igennem mange år prøvet at at være med til at integrere dem [visse grupperinger af indvandrere] og være venner med dem. Til sidst fik vi bare nok af de her mennesker. Deres latterlige opførsel og terror mod almindelige mennesker: De råber ad lyshårede piger på gaden, kalder dem ludere og forulemper folk i byen, på diskoteker osv. Vi har også børn i skolerne og kærester, som gerne vil gå i fred på gaden. Det kan være, at resten af Danmark vil eller ikke tør andet, men vi gider ikke finde os i den opførsel.

Chefen for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, Kim Kliver, forklarede at Hells Angels bruger denne retorik til at hverve medlemmer til sin støttegruppe AK81. Derfor opfattede han mere retorikken som et ”salgstrick” end som udtryk for, at racisme er en reel medårsag til bandekrigen. ”Jeg ser ikke noget, der gør, at jeg skal ændre den opfattelse,” sagde han til Politiken.

Nogle politikere har en anden opfattelse. Fx sagde Karen Hækkerup (S):

· ”Når Jønke trækker racismekortet, så er racisme en del af konflikten.”

Andre nedtonede – som politiet – racismeelementet, fx Dansk Folkepartis Peter Skaarup:

· ”Bandekrigen handler om narko. Jønke har ret i, at der er indvandrere, som ikke respekterer lov og orden, men derfor er det selvfølgelig ikke i orden at lave bandekrig.”

Jønke afviste at det handlede om narko og rekruttering:

Eksempel: Jønke angreb efterforskningschef Kim Kliver

Hvis Kim Kliver mener at bandekrigen handler om narkomarkedet, så må han dokumentere det. Og det kan han ikke, for det er løgn. Kom frem med noget dokumentation i stedet for at gabe op. Når jeg siger, at det er farligt, at han bliver ved med at lukke vrøvl ud, så er det, fordi mange af disse mennesker fra indvandrermiljøerne er unge og stemningsstyrede. De går meget op i, hvad de læser i aviserne, og hvad de lige hører. Der er han medvirkende til at forlænge tingene, fordi han giver ammunition til den part som bliver ved med at sige ”Hells Angels vil tage vores narkomarked.” Hvis du vil have løst en eller anden konflikt, nytter det jo ikke, at du sidder og snakker om noget, som slet ikke har med konflikten at gøre.

Ingen bandekrig her

Når politiet tolker og dermed ændrer Jønkes motiver væk fra det racistiske, så er det en nedtoning. Det handler bare om kriminalititet. I samme periode nedtonede politiet også ethvert sammenstød mellem rockere og indvandrerbander til ikke at være en episode i ”bandekrigen”, men bare et isoleret tilfælde af nogle ofte tilfældige personkonflikter og hævntogter.

Politiets strategi er at modvirke pressens systematiske optoning af bandekonflikten ved at

1) benægte at en træfning kan henføres til bandekrigen,

2) afvise at bandekrigen er andet og mere end en strid mellem to kriminelle grupper om narkomarkedet.

En lignende strategi følges over for gentagne voldelige episoder med unge indvandrere i beboerkvarterer med mange indvandrere, fx Vollsmose. Overfald, knivstik, stenkast mod ambulance- og brandfolk, skyderi mod politifolk tolkes af politiet som tilfældige, enkeltstående episoder som skyldes individuelle forhold.

Denne nedtoning passer helt med reglen Offentlige ledere er usynlige på Store scene som jo bl.a. siger at hvis de endeligt træder frem, så er det for at levere tapettale for at nedtone konflikter inden for deres område. Dette er en følgeregel til reglen Stridens puls er daglige detaljer, (se her).

Helt på samme linje lå boligselskabet KAB som i efteråret 2009 benægtede at der foregik kampe mellem bander i ét af deres områder, Tåstrupgård på Københavns Vestegn. Her havde både politi og det lokale SSP trods alt en anden opfattelse og flere politikere var begyndt at interessere sig for kampene. Men KAB havde i et brev dagen efter en nat med kampe mellem tyrkiske unge og en gruppe arabiske unge hvor der blev affyret automatvåben, skrevet til beboerne hvori det bl.a. hed: ”Der er ikke udbrudt bandekrig i Tåstrupgård.” [5]

Alt roligt på Nørrebro

I august 2009 kritiserede retsordførerne fra Dansk Folkeparti og SF Københavns politidirektør, Johan Reimann, for ikke at tage urolighederne på Nørrebro alvorligt. De mange historier og reportager om skud mod politiet, overfald, gadekampe mellem bander af autonome og unge indvandrere og politiet blev kommenteret af politidirektøren således[6]:

Eksempel: Fred i sengen

Der er ingen som helst grund til at være nervøs for at gå på gaden i København. Kl. 2 orm natten ligger jeg i min seng, men det er klart min vurdering, at det også er fredeligt på det tidspunkt.

Politidirektøren henviste også til at antallet af anmeldte skud og knivstik har været stabilt de seneste 10 år.

De to retsordførere fra Dansk Folkeparti og SF havde en helt anden opfattelse.

Peter Skaarup (DF):

Eksempel: Krig på gaden

Uanset om man kan lide det eller ej, så har Nørrebro på det seneste været omdrejningspunkt for mange nærmest krigshandlinger. Der er flere episoder der tyder på at det ikke bare er bandemedlemmer som bliver ramt. Det kan ligeså godt være alle mulige andre. […] Her synes jeg simpelthen at han [politidirektøren] taler mod bedre vidende. Det kan være at det er lidt ærgerligt for politidirektøren at høre det, men sådan er kendsgerningerne, desværre.

Meta Fuglsang (SF) køber heller ikke politidirektørens nedtoning:

Eksempel: Hovedet i dynen

Det er ikke rigtigt når han siger at der ikke er noget at være bange for. Der taler han mod bedre vidende. Jeg synes at der har været en skærpelse af situationen på Nørrebro. […] Nogle af de seneste skyderier giver anledning til at tro at man har grund til at være urolig selv om man ikke har været rodet ind i noget ulovligt.

Selvfølgelig jagter også politiets figurer på Store scene dyderne. Der er ikke spor rart for politidirektøren at to politiske ordførere her underminerer hans kompetencedyd. Når han udsætter sig for dette er det fordi har er ledt af et princip som tæller endnu mere for ikke-valgte offentlige ledere end jagten på dyderne.

Det er reglen om at enhver offentlig organisation søger at undgå at få politikerne til at strides om noget inden for sit område fordi det fører til en helt ukontrollabel proces hvor man i fuld offentlighed på Store scene risikerer at få gennemrodet sine mest følsomme indre organer uden bedøvelse. Og få ændret sine interne prioriteringer ud fra hvad der popper op i pressen. Derfor gælder reglen Offentlige ledere er usynlige på Store scene, (se her). Når en ikke-valgt offentlig leder står frem, er det for at levere tapettale: Alt er i orden; her er intet at komme efter. Fuldstændig som i dette eksempel.

Enhver offentlig organisation afskyr at blive tvunget til at flytte om på sine ressourcer ud fra ”tilfældige” historier på Store scene. Man lever bedst, sikrest og roligst på Lille scene. Kun fordi der er en folkevalgt i spidsen for ministerierne, sikres det at den offentlige administration udføres i rimelig god kontakt med vælgernes virkelighed. Takket være disse politisk valgte lederes kroniske jagt på dyderne på Store scene.

Pressens optoning: Lig på bordet

Medierne vil altid reflektorisk søge at optone alle episoder som kommer i nærheden at levere lig på bordet. Og det er et fast element i denne optoning at medierne altid mest muligt vil knytte voldelige episoder sammen hvis det kan tjene til at optone de enkelte episoder. Der opstår så en ”tendens” og en tendens er altid mere end summen af de begivenheder som tendensen består af. Samtidig gør tendensen den enkelte begivenhed mere interessant end den ville være hvis den bare var en isoleret begivenhed.

Dette er mekanismen i det fænomen som kaldes nuisme. Det er noget som enhver politisk kommentator er mester i: At se større perspektiver og sammenhænge bag alt der sker i det politiske liv lige her og nu.

Dagbladet Politiken optonede sagen ved at interviewe Jønke og efterfølgende spørge en række politikere: Er bandekrigen også racistisk? Denne optoning sker i overensstemmelse med reglen ’Lig på bordet’.

Det er den tætte sammenhæng mellem følelsesladede billeder af ofres lidelser og politisk vilje til handling der giver volden så stor betydning i føljetonen. Billedbelagte historier om død, vold og fysisk lidelse er mere velegnet til at rejse følelser og skabe indlevelse, end historier om rent åndelige lidelser – for ikke at nævne historier om abstrakte anliggender, principper og traktater. Vold aktiverer tryghedsnarkomanernes højt udviklede sans for farer og trusler. Reglen lig på bordet giver derfor alle voldelige episoder og terroraktioner høj prioritet i føljetonen. Og samtidig giver det stor opmærksomhed til den gruppe der udøver volden. På denne måde bliver demokratiets frie medier til aktive politiske medspillere i føljetonen når fx en voldelig gruppe med enkle og meget effektive midler skal fremme deres politiske mål ved at få stor plads i føljetonen.

Lig på bordet

Billedbelagte historier om død, vold og fysisk lidelse er mere velegnet til at rejse følelser og skabe indlevelse, end verbale historier om rent åndelige lidelser – for ikke at nævne historier om abstrakte anliggender, principper og traktater.

Upassende nuancer har ingen adgang til Store scene

Reglen Lig på bordet er også forklaringen på den systematiske forenkling og forgrovelse af udtalelser i medierne. Det er helt fast at medierne optoner for at legitimere at de bringer noget stof ind i føljetonen, og at aktørerne tolker hinandens og deres egne motiver og gerninger i en ekstremt forenklende retning som passer ind i deres strategi. Forenklingerne består bl.a. i fjernelse af nuancer, fx ved at udelade erklæringer og handlinger som underminerer billedet af enkle, forståelige og interessante figurer.

Det betyder fx her at selv Jyllands-Posten og andre aktører som jævnligt understreger det uacceptable i visse indvandrerbanders optræden og efterlyser mere fast optræden hos myndighederne, optonede Jønkes udtalelser ved at fravælge Jønkes og HA’s understregning af at det ikke er alle indvandrere man angreb, men et mindretal, jf fx HA’s såkaldte Sjakal Manifest.

Det der helt fravalgtes efter parolen ’Lig på bordet’ er fx dette:

Eksempel: Citat fra ”Sjakal Manifestet”[7]

Betegnelsen for dem [’sjakaler’, kk.] bygger ikke på fordomme eller en snæversynet uforståelighed omkring deres ”svære vilkår”, men er derimod grundigt overvejet ud fra utallige oplevelser og et liv iblandt dem. Fra dengang de var få og til i dag, hvor de er mange nok til at samle sig i flok. Sjakal Manifestet skal ikke opfattes som en hån imod mennesker med en anden hudfarve eller religion, ligeså lidt som det er en hån imod dyret der lægger navn til! Visse frelste personer vil sikkert opfatte det sådan og fred være med dem, og lad i øvrigt dem om at være ofre. Nej, Manifestet skal opfattes som et brugbart redskab til forståelse for, hvem de mennesker er, som med terror, trusler og vold holder uskyldige danskere; børn, unge og ældre af alle racer og begge køn, i et frygtens jerngreb. Sidst men ikke mindst bør betegnelsen bruges som et værn mod racismens åndelige fordærv.

Hells Angels er – som alle andre aktører – klar over at det er ødelæggende hvis man i den danske offentlighed får betegnelsen ’racistisk’ hæftet på sig. Så vil man samtidig blive frakendt al idealisme. Derfor sørger de for at få teksten ovenfor med ind i manifestet. Den indgår i deres officielle identitet som anstændig motorcykelklub. Og Jønke understreger det samme i interviews.

Men føljetonen har ikke brug for også at få denne ”detalje” med. Den vil svække klarheden i Jønkes figur og dermed mindske figurens evne til at vække frygt hos vælgerne.

Vold sætter turbo på føljetonen

HA har en meget stærk tiltrækning på medierne. De er kendetegnet ved benhård mediestyring og meget stor intern disciplin. De er normalt ret lukkede over for medierne.

Den ene forklaring på deres medietiltrækning er at de ofte er involveret i voldelige episoder. Vold fascinerer medierne fordi det fascinerer vælgerne. Og det fascinerer vælgerne fordi det skaber frygt, især hvis det har et skær af noget tilfældigt som kan ”ramme enhver”. Vold kan som regel bruges til stærke billeder og kan næsten altid levere lig på bordet. Om ikke bogstaveligt, så billedligt talt: Det var tæt på.

Vold – hos HA’ere og alle andre aktører – står også stærkt, fordi ethvert tv-billede af vold er et klart tegn på at der er en strid. Billedbelagt vold symboliserer strid, og strid skaber værdifulde pokaler. Billedbelagt vold er dermed kilde til væsentlige værdier i den politiske føljeton, nemlig pokaler. Volden skaber frygt, men den rejser samtidig en forventning hos vælgerne om at kunne leve sig ind i en strid og opleve den episke retfærdighed ske fyldest.

Desuden er voldelige episoder en velkommen variation i den politiske føljeton som byder på mange episoder med mange replikker med meget lidt action uden for de faste kulisser. Vold får ofte mange andre aktører på banen, bl.a ofre og frelsere, fx politi og støttegrupper, som skal berolige vælgerne ved at sørge for at den episke retfærdighed sker fyldest.

Vold er således løsningen på enhver fortællers problem med at skabe interesse gennem stærke billeder, ofre, hjælpere og retfærdighed. Nøjagtig samme mekanisme bruges med succes af forfattere i krimier og thrillere.

Pointe

Vold symboliserer strid. Vold med stærke billeder er derfor den bedst tænkelige reklame for en god historie.

Det er en væsentlig følge af den politiske føljetons fascination af vold at grupper som er villige til at bruge vold, får en stor plads i føljetonen. En lovlig demonstration hvor medierne regner at derer mulighed for at den udarter til noget voldeligt, får langt fyldigere dækning end en lovlig demonstration hvor medierne ikke har denne forventning.

Der er et stort behov hos tryghedsnarkomanerne for at forstå baggrunden for volden. Så kan man vurdere hvor bange man egentlig skal være. Derfor bringer medierne en masse oplysninger om den lille, voldelige gruppe. Samtidig får gruppen politikernes bevågenhed fordi politikerne kæmper om at score dyder ved at udfylde frelserrollen.

Disse mekanismer har tydeligt vist sig ved sagen om Ungdomshuset og de afviste irakiske asylansøgere i Brorson-kirken i 2009. Det er afgørende for aktivister at få episoder ind i føljetonen. Det sker med vold. Hermed er der mulighed for at rejse stærk sympati med ofrene hos mange tryghedsnarkomaner. Dette tvinger politikerne på banen med forslag til at genoprette den episke retfærdighed.

Den vigtigste regel for påvirkning på Store scene er Flytte-høste-reglen[8]:

Flytte-høste-reglen

Flyt holdninger med eksempler. Høst dem med rationelle argumenter.

Holdninger flyttes ved at tryghedsnarkomanernes frygt aktiveres med noget der sker i føljetonen på Store scene. Og her står episoder med vold som nævnt meget stærkt. Når vælgerne er vækket med vold, har de stor interesse for at lytte til politikernes forslag til løsninger. I et vist omfang vil der være en rationel substans i politikernes replikker som handler om regler, lovgivning og ændret ressourcetildeling. Det er disse rationelle saglige argumenter der så leder til at man fx ændrer procedurer eller andet på Lille scene. Men uden at vælgernes holdninger er flyttet med stærke eksempler, så er selv nok så rationelle argumenter virkningsløse. Rationelle argumenter giver kun mening når de udveksles mellem politikere som strides om rollen som frelser i den politiske føljeton.

Pointe

Rationelle argumenter giver kun mening for vælgerne når de indgår i replikker mellem politikere som strides om rollen som frelser i den politiske føljeton.

Kontrakraften er stærk i HA

Den anden forklaring på HA’ernes medietiltrækning er at kontrakraften er meget stærk i dem. Aktører fascinerer som nævnt ved at rumme en klar modsigelse eller kontrast. Personens kontrakraft aktiverer vælgerne til at deltage i konkurrencen om at finde ud af sandheden om den pågældende aktør. Eller måske snarere: i at vurdere hvor godt aktøren håndterer sin modsigelse.

Og HA rummer meget kontrakraft: De accepterer ikke den betegnelse som alle aktører i den politiske føljeton bruger om dem: rockere. De kalder sig selv ’bikers’, dvs. motorcykelentusiaster. Og samme modsigelse ligger allerede helt grotesk klart i klubbens officielle navn: Hells Angels. Modsigelsen består altså i at de – trods hårde kendsgerninger om omfattende, systematisk kriminalitet – forsøger at fremstå som en anstændig motorcykelklub.

Udfordringen ved et tv-interview med Jønke er altså at vurdere hvor godt han formår gennem sine replikker og sin fremtræden at leve op til HA’s officielle selvforståelse – samtidig med at seerne godt ved at HA er en bande forbrydere. Det er samme kontrakraft som gør det fascinerende at opleve Fogh på de pressekonferencer hvor han bedyrede at han ikke var ansøger – samtidig med at alle vidste at han var ansøger. Personerne Fogh og Jønke spiller to helt forskellige roller i den politiske føljeton, men den mekanisme som gør (gjorde) dem interessante, er nøjagtig den samme.

Det er derfor ikke spor svært for HA at få omtalt sit manifest i pressen. Og for Jønke at følge det op med interviews.

Den klare skurks forbandelse

Men ved at træde frem med kritikken af visse unge indvandrere gør HA det vigtigt for andre indvandrerkritiske aktører at lægge luft til HA’s udspil. Og til dette formål har alle andre aktører brug for at optone HA’s udspil, altså betragte det som et generelt angreb på folk med anden etnisk herkomst.

Den umiddelbare grund til dette er at HA og Jønke er etableret i den politiske føljeton som en forbryderbande. De ligger højt på kompetence og stabilitetet, men meget lavt på ærlighed og idealisme:

topløs	topløs




				Minimumstærskel

ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

Denne dydsprofil deler HA med enhver klar skurk i den politiske føljeton.

Derfor må HA’s forsøg på at træde ind som kritisk aktør i indvandrerdebatten udløse modangreb fra etablerede kritiske debattører. Rockernes dårlige image gør dem til en meget farlig allieret. Det er alt for let for modstandere at underminere dyderne hos en som deler meninger med rockerne. Og med enhver anden fast etableret skurk i føljetonen.

HA som gidsel i jagten på idealismedyden

Men der er også en anden og ganske særlig grund: HA bruges af andre kritiske aktører til at signalere at man ikke er racistisk. Man kan nemlig kritisere indvandrerbander for det værste, bare man samtidig kritiserer HA – og i øvrigt fremhæver at det handler om narkomarked og anden kriminalitet og at ”parterne er lige gode om det”. Herved forebygger man mod angreb på sig selv for racisme og bevarer altså sin idealisme, trods stærke angreb på indvandrerbanderne.

Så når HA går offentligt ud på denne måde, så bliver det ekstra nødvendigt at lægge luft til dem for andre kritiske aktører for fortsat at kunne angribe indvandrerbanderne. Selv om en aktør på Store scene sympatiserer med HA’s kritik af indvandrerbanderne fordi den i sin substans er det samme som man selv har sagt længe, så kan man ikke acceptere at de får positionen som dem der stærkest udtrykker det som mange føler: ”Nu er det nok!”. Kun ved at optone og derefter motivtolke udspillet fra HA som et pr-initiativ der skal fremme rekrutteringen, kan man bevare dem som en rent kriminel organisation. Og dermed fortsat bruge angreb på dem til at forebygge en racismeanklage når man kritiserer indvandrerbanderne.

Også Dansk Folkeparti undgår i medierne at blive knyttet sammen med enhver racistisk strømning, herunder HA’s forsøg med dette udspil. Denne strategi fører helt paradoksalt i dette tilfælde til at DF udtaler sig mere nedtonet end fx de Radikale (ved Morten Østergaard) som siger:

Eksempel: de Radikale optoner bandekrigen

Det virker som om politiet er bange for at sige, at racisme er en del af bandekrigen af frygt for, at det vil gøre det endnu nemmere for både rockerne og indvandrebanderne at få nye medlemmer. Men det er tydeligt, at konflikten også handler om racisme, og derfor må vi alle overveje, hvad vi kan gøre for, at krigen ikke ender som et raceopgør.

De Radikales position i yderkanten af føljetonen gør det nødvendigt at bruge enhver mulighed til optone indvandrerspørgsmålet hvor de Radikale er ærkemodstander til Dansk Folkeparti.

Objektivt sprog består af ord som ingen strides om

Reglen Lig på bordet er så stærk fordi alle medvirkende i føljetonen, herunder medierne som er repræsenteret ved højt profilerede chefredaktører og politiske kommentatorer, er interesseret i at optone det de gerne vil have føljetonen til at handle om. Og det er andre så interesseret i at negligere eller nedtone. Herved opstår de stridigheder som er føljetonens drivkraft.

Men bag enhver strid om visse dele af virkeligheden ligger en fælles forståelse af andre, mere omfattende dele af virkeligheden. For at man kan strides om at tone op eller tone ned, så må man være enige om hvad der er man toner.

Denne enighed er normalt underforstået. Og den viser sig bl.a. ved de betegnelser man bruger om aktører og handlinger. Fx er medier og politikere enige om at kalder Jønke og hans organisation for ’rockere’, men selv ønsker de som nævnt at hedde ’bikers’. Men dette spørgsmål spiller ikke nogen særlig rolle i føljetonen fordi alle andre end HA er enige om at kalde dem rockere. Det er kun HA der opfatter denne betegnelse som en negativ optoning fordi medier og politikere ved at bruge ’rocker’, i fællesskab afviser at organisationen er en motorcykelklub og medlemmerne motorcykelentusiaster.

Men som regel er det en væsentlig del af striden på Store scene hvad tingene skal kaldes. Det gælder om at få sin egen betegnelse accepteret som den rene, objektive, upartiske betegnelse for fænomenet.

Ofre skaber frihedskæmpere

I august 2009 anholdt politiet nogle afviste irakiske asylansøgere i Brorson Kirke i København. Flere hundrede aktivister søgte at forhindre politiet i at køre dem væk i en bus.

De afviste asylansøgere havde holdt kirken besat gennem længere tid og var støttet af forskellige aktivistgrupper med forbindelse især til Enhedslisten. Historien havde fyldt meget i føljetonen. Den rummede klare ofre og folk der forsøgte at hjælpe. Og det kunne vises på tv.

Da politiet kørte dem væk fra kirken kunne det fortælles på to modsatte måder i føljetonen:

a. Borgerne i skikkelse af demonstranter sætter sig til modværge mod regimets undertrykkelse og vilkårlige magtudøvelse. Demonstranterne er modige systemkritikere og frihedskæmpere på den gode morals og medmenneskeligheds side.

b. Der er en gruppe ekstremistiske uromagere og bøller der udnytter nogle stakkels afviste asylansøgere til propaganda mod landets lovligt vedtagne flygtningepolitik. De underminerer demokratiet med deres selvjustits.

Alene det at bruge megen plads på begivenheden er en optoning i retning af version a. Der gives megen plads til at vise ofrenes lidelser. Samtidig rejses der en forventning hos vælgerne om at der kommer en frelser på banen og etablerer den episke retfærdighed ved at befri ofrene fra deres lidelser.

De ansvarlige sagsbehandlere og politikere har kun meget dårlige muligheder for at fortælle modhistorien b. De må ikke gå i detaljer med sagerne, da det jo er personsager. Så version b bliver fortalt helt blodløst gennem abstrakte replikker om demokrati og retssikkerhed.

’Demonstrant’, ’ung’ eller ’bølle’?

Også i de betegnelser der bruges om aktørerne ligger der optoninger. Mange medier kaldte dem der hindrer politiets bus i at køre væk, for ’demonstranter’. Det sker bl.a. i disse passager:

· prygler betjente med stave løs på demonstranter.

· Flere hundrede demonstranter med stearinlys, bannere og råb om ”asyl til alle her og nu.”

· En demonstrant forsøgte at smide sig foran bussen.

Dette passer helt ind i version a. I version b ville de samme aktører hedde ’aktivister’, ’uromagere’ og ’bøller’. Ved at bruge den positive betegnelse ’demonstranter’ giver man deres handlinger et legitimt skær. At de ifølge den jura og politivedtægt der gælder på Lille scene ikke er demonstranter fordi deres demonstration ikke er lovlig anmeldt, spiller ingen rolle. Det der betyder noget, er hvad tingene kaldes på Store scene.

Samme tendens var der i mediernes foretrukne betegnelse for alle dem der aktionerede for at bevare Ungdomshuset i København for nogle år siden. Betegnelsen ’de unge’ dominerede – selv når der var tale om meget grov vold, hærværk og hårde kampe mod politiet. Ved at kalde dem ’de unge’ forklarer man samtidig deres handlinger som følelsesbestemte og uden klar viden om hvad de gør. De bør derfor behandles med overbærenhed og forståelse.

Men nu hed huset jo også Ungdomshuset og ikke fx Lømmelpaladset. I betegnelsen Ungdomshuset ligger jo allerede den officielle anerkendelse af at dem der bruger huset, repræsenterer ikke blot sig selv, men selve Ungdommen. Derfor er det ganske let også for medierne at bruge betegnelsen ’de unge’. Faktisk virker det kontroversielt at kalde dem noget andet.

Nedtonede lovbrydere gør volden stueren

Ved at bruge nedtonende, legitimerende betegnelser for lovbrydere af forskellig art, legitimerer medierne at de i detaljer dækker lovløshederne.

Lovløshederne bliver så til kampe mellem to ligeberettigede modparter: politiet og ’demonstranter’ eller ’de unge’. Og når det er kampe mellem to legitime parter, så hjælper medierne ingen af parterne ved at dække så intensivt.

Hvis medierne brugte en betegnelse som ’bøller’, så ville medierne have meget sværere ved at bevare deres rolle som Guds stemme i føljetonen. Og især ville public service-medierne slet ikke kunne bevare deres status af at være selveste Store scene (mere om dette her). Det ville blive for tydeligt at de tog parti for nogle negative kræfter der vinder på den intensive dækning: lovbryderne. Det ville frustrere vælgerne at lovløse elementer skulle fylde så meget og spille rollen som legitim aktør på linje med politiet.

Lovløse elementer og skurke skal jo bare straffes for at den episke retfærdighed kan ske fyldest. Men hvis det er uklart hvem skurken er, så er vælgerne jo nødt til at følge med i de direkte reportager fra begivenhederne for at kunne placere rollerne.

Den politiske føljeton er overforsynet med kulissesnak. Derfor er der stort behov for voldelige episoder med action, ofre og frelsere i ekstreme situationer. Og derfor benytter medierne nedtonende, legitimerende betegnelser for politiets modparter hver gang det er muligt.

Heri ligger naturligvis en meget stor politisk magt til fordel for enhver lille gruppe som bruger disciplineret vold som middel. Medierne vil tendere at acceptere gruppens sprogbrug som sin egen for at legitimere gruppen som ligeværdig modpart til politiet på Store scene.

Pointe

Medierne bruger nedtonende, legitimerende betegnelser for politiets voldelige modparter hver gang det er muligt.

Journalistiske optoningsklicheer

Medierne op- og nedtoner i forbindelse med voldelige begivenheder for at legitimere størst mulig dækning. Men også i mediernes daglige rugbrødsarbejde omkring mindre opsigtsvækkende begivenheder helt uden vold, er der et stort behov for løbende optoninger. Det betyder at der indgår en lang række journalistiske optoningsklicheer i føljetonen. De bruges til at optone egentligt banale forhold og begivenheder og er herved svage, men helt stabile udslag af reglen Lig på bordet.

Eksempler:

· En part bliver smidt ud af forhandlingslokalerne

· Forhandlinger bryder sammen

· Der hersker kaos

· Forvirringen er total

· En direktør bliver slæbt i retten

· En formand væltes

· Et underskud er dundrende

· Et medlem skal stå skoleret for ledelsen

· En offentlig ydmygelse.

Forenklet kan man sige at noget der sker, skal enten være en triumf eller en fiasko for at komme med i føljetonen. Det gælder selv detaljer. Derfor er der i medierne brug for en række klichéer som kan optone, så man kommer ud i noget der er ekstremt – ligegyldigt hvad der sker. Disse faste journalistiske greb gør det ofte muligt at give ret banale ting på Lille scene en dramatisk optoning. Herved bidrager det til at begivenheden kommer over tærsklen for det uinteressante.

Pointe

På Store scene findes kun triumfer og fiaskoer. Reglen Lig på bordet gælder i stort og småt.

Ministeren vil ikke udlevere bevismateriale

Sproget er smidigt. Derfor kan noget der sker, altid fortælles på flere måder. Hvis et medium ikke kan få udleveret nogle papirer, så er der mange måder at fortælle det på, fx

grad af optoning	sprogbrug	frakendelse af dyder
	Papirer er bortkommet	kompetence
	Papirer er tilbageholdt	kompetence, idealisme
	Papirer er ”forsvundet”	ærlighed, idealisme
	Man vil ikke udlevere papirer	idealisme

Optoningen består her i at det i stadig stigende grad kommunikeres at dem der har håndteret papirerne, mangler idealisme og eventuelt også ærlighed. Når man bare siger ’papirer er bortkommet’ er det kun et angreb på kompetencen.

Hertil kommer så at det der er bortkommet, også kan optones. I stedet for ’papirer’ kan man skrive eller sige ’afslørende dokumenter’, ’bevismateriale’.

Hvordan man vælger at sætte ord på, afhænger af forskellige faktorer i situationen, men der bliver altid et vist frirum tilbage til at et medium eller en anden figur i føljetonen kan vælge det der optoner mest muligt i den retning af det ”lig på bordet” man har brug for.

Minister i skjul

Hver gang et medium forgæves har forsøgt at få en person i tale, fx for at stille nogle spørgsmål, så er der mange måder at fremstille det på. Og i de fleste variationer ligger en forklaring og samtidig et angreb på personen for ikke at stille sig fysisk til rådighed for mediet:

sprogbrug	det usagte og underforståede indhold
Har ikke ringet tilbage	(svag) inkompetence
Har undladt at ringe tilbage	Bevidst handling, altså underminering af idealisme
Ministeren har haft for travlt hele dagen med andre ting til at ringe tilbage	Kan være en undskyldning for ministeren, men det afhænger helt af mimik og tonefald hos studieværten om ordene skal tages for gode vare
Har ikke besvaret vores henvendelser	inkompetence
Har ikke reageret på vores henvendelser	inkompetence
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med	inkompetence
Det har ikke været muligt at få en reaktion fra/ at trænge igennem til	inkompetence
Har ikke ønsket at svare på vores spørgsmål	Manglende idealisme
Har ikke kunnet give nogen forklaring	Hårdt angreb på kompetencen

Lille scenes verbale fodring af Store scene

Vejen til vælgerne går gennem den politiske komedie. Det ved enhver organisations kommunikationsafdeling.

Men der findes også på Lille scene en række regler for organisationer som gør det let at fortælle visse typer af historier i den politiske komedie på Store scene.

Statsministeren som digter

Én sådan regel er at en organisation overhovedet har en leder. Herved har man så også en person som kan stå frem på Store scene og tage og give hug i de stridigheder som organisationen måtte indgå i.

Og da føljetonen handler om personer og deres stridigheder, så forsvinder organisationen bag enhver leder på Store scene. Til gengæld svulmer lederfigurens psykologiske egenskaber, personlige sym- og antipatier og ambitioner op. Det betyder at det enorme bagland af embedsmænd og rådgivere som enhver minister og andre topledere er helt afhængig af, systematisk ignoreres på Store scene.

Et pudsigt udslag af dette er at når fx statsministeren forbereder sin nytårstale til det danske folk, så kan man på forsiden af en stor morgenavis se det illustreret med et foto af en ensom statsminister som sidder bøjet over sin bærbare pc. Denne sammenligning af statsministeren med en ensom digter er grotesk for enhver som ved hvordan talen bliver til på Lille scene. Men den er ikke mere grotesk end så meget andet på Store scene. Når man ser det i lyset fra Lille scene.

Pointe

Det enorme bagland af embedsmænd og rådgivere som enhver minister og andre topledere er helt afhængig af, ignoreres systematisk på Store scene. Store scene dyrker lederen som individ.

Sparerunder mere sexede end omprioriteringer

Men Lille scenes organisatoriske realiteter kan også på mere raffinerede måder lægge op til at bestemte historier, ofre og skurke føres frem på Store scene igen og igen.

Det uafhængige statslige evalueringsinstitut Krevi[9] fandt ud af at 9 af 10 adspurgte kommuner gennemførte hvad de kaldte ”sparerunder”, da budgettet for 2009 skulle fastlægges, men kun i 22 pct. af kommunerne førte det efterfølgende til et gennemsnitligt fald i den service som kommunerne ydede til deres borgere. Den almindelige opfattelse af hvad der ligger i ordet ’sparerunde’ er at kommunen sænker det genemsnitlige serviceniveau. Kommunerne sælger gennem ordet et billede af at man fattes penge. Sandheden viser sig så efterfølgende at være at man omprioriterer eller rationaliserer.

Den daværende formand for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, sagde i anledning af undersøgelsen: ”Jeg kan kun appellere til mine kolleger om at bruge de rigtige udtryk. Konsekvensen er en uklar debat. Men det er jo ikke os der redigerer aviserne og tv-nyhederne.”

Kommuner og medier står sammen mod staten

Det er let for regionskommunerne at sælge udtrykket ’sparerunde’ til medierne fordi det passer ind i den journalistiske forenkling og optoning: I ordet ’sparerunde’ ligger historien om en kommune i strid med staten som tegner sig som skurken der ikke vil hjælpe ofrene. Der er en stærk fælles interesse mellem kommune og medier i at opstille staten som fælles skurk. Kommunerne er i en økonomisk klemme og derfor tvunget ud i sparerunder og nedskæringer, for ’der var ikke penge til os’. Her passer kravene på Store scene om klar strid, billedbelagte ofre og magtfulde skurke perfekt til Lille scenes regel om at bureaukratier som jamrer mest ihærdigt, kompetent og stabilt på de indre linjer, også får mest når næste års budgetter skal på plads internt i organisationen.

Organisatorisk timing af ordet ’sparerunde’

Udtrykket ’sparerunde’ opstår af sig selv, når man i organisationen sørger for at der gennemføres serviceløft først på året som man så forudsigeligt er nødt til at reducere senere på året – samtidig med at Kommunernes Landsforening forhandler med staten om næste års kommunale budgetter.

Det er langt mere indviklet og slet ikke forbundet med en klar strid at kalde det der foregår for ’omprioritering’ og ’rationalisering’. Det vil sige at disse historier fortælles på Store scene udelukkende takket være betegnelsen ’sparerunde’ som naturligt opstår som en dækkende betegnelse fordi man først på året har valgt at øge servicen på visse områder.

Ingen normal kommunikationsafdeling i en normal kommune vil prøve at lave dette om. Det er en mekanisme som fortsat vil skabe mange historier på Store scene. Båret af en ubrydelig samvirken mellem organisationsstruktur, bevillingsmetoder, kommunale informationsmedarbejdere og medier.