Hvor der er stærke følelser, venter store scoringer

11: Lidenskaber

Hvor der er stærke følelser, venter store scoringer

Flytte-høste-reglen (se her) betyder at når vælgerne synes at der hersker episk uretfærdighed, så har politikerne gode muligheder for at score dyder.

Scoringsreglen

Når vælgernes lidenskaber er store, så kan politikerne score. Politikeres dyder fødes og dør i vælgernes følelser.

Reglen giver medierne en afgørende rolle. Det er jo deres valg af historie og perspektivering der leverer de billedbelagte eksempler på Store scene som rejser vælgernes følelser fordi eksemplerne krænker den episke retfærdighed. Mediet kan så invitere den ansvarlige, fx en minister, ind til et direkte interview i forlængelse af en oprørende historie om et stærkt lidende offer. En stærkt oprivende offerhistorie kan i interviewet let brede sig til at blive et totalangreb på alle en ministers dyder. Herved får ministeren i det direkte interview stor kontrakraft og tommelkraft. Det gør episoden interessant for vælgerne.

Og ministeren kan både vinde og tabe alt. Han skal naturligvis forsvare sin kompetence og stabilitet. Det sker bl.a. ved tapettale (se her). Men endnu vigtigere er det at han scorer de etiske dyder, ærlighed og idealisme. Ifølge reglen Dydernes inkongruens (se her) skal vælgerne kunne styrke den episke retfærdighed ved at hjælpe ministeren med at overleve stormen. Ellers vil vælgerne have ham fjernet. Og vælgerne kan kun bruge ham til at at bekræfte troen på den episke retfærdighed, hvis han ligger højere på de etiske dyder end på de tekniske: kompetencen og stabiliteten.

Der er lanceret mange forklaringer på fallitten for de etablerede politiske partiers flygtninge- og indvandrerpolitik i 1990’erne og fremkomsten af Dansk Folkeparti. Men uanset hvilken forklaring man giver ud fra begivenheder på Lille scene, så var det de ansvarlige politikeres dårlige scoring af dyder i interview og debatter på baggrund af mediernes frygtskabende historier om flygtninge- og indvandrere, der gav sympati til Pia Kjærsgaard og hendes satire mod de etablerede politikere. De mange vælgere støttede og støtter hendes figur fordi det efter deres opfattelse styrker den episke retfærdighed i føljetonen.

Jo ondere, jo bedre

Hver gang noget i medierne fremstilles som ondt og væmmeligt, så kan der scores ved at forfølge det verbalt. I følgende eksempel scorer Villy Søvndal maksimalt på en demonstration som den yderligtgående islamiske organisation Hizb-ut-Tahrir holdt i februar 2008.

Eksempel: Villy Søvndal forbandede en ekstrem religisøs organisation

Til disse mørkemænd vil jeg sige: Gå ad helvede til. Hvis de har så dybe længsler om at leve i et religiøst diktatur, så kan de rejse til de lande i Mellemøsten, hvor et sådant diktatur findes. De må da for længst have forstået, at udsigten til, at noget sådant bliver til virkelighed her, er mindre end nul. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke tager af sted med det samme, hvis de har den type længsler.[1]

Man kan godt lære sådan et stykke udenad, men på tv er det fx svært så også at levere det uden det lyder falsk. At man skal tage stærk afstand og ønske bevægelsen hen hvor peberet gror, kan man beslutte med sine rådgivere. Men hvordan det sprogligt skal udtrykkes i detaljer, vil typisk være improvisation. Her har politikeren brug for at have de følelser som faktisk skal udtrykkes med ord. Det giver fantasi og adgang til brugbart billedsprog i politikerens dybere bevidsthedslag.

Søvndals sproglige stil

I dette stykke træder Søvndals særlige sproglige stil frem især i udtrykkene: ”længsler” og vendingen ”X må da have forstået at udsigten til […] sker er mindre end nul/ ringe”. Det er en vending som giver ethvert hårdt angreb på en modstander eller fjende et stænk af pædagogisk beklagelse. Vendingen udtrykker at Søvndal har en vis omsorg for modstanderen og trods alt nægter at tro at modstanderen kan være så dum. Begge dele styrker Søvndals idealisme. Metoden – som er en variation af ”far er ikke gal, far er skuffet” – bruges som rutine af lærere og ledere over for elever og ansatte, men det er Søvndal der har gjort den til et varemærke på Store scene.

Dyder ved forbandelse af skurke

Men opmærksomheden omkring hans udtalelse skyldtes ikke disse sproglige detaljer. Opmærksomheden skyldtes at det var første gang at SF-formanden så direkte signalerede at tiden som hallal-hippie var forbi.

Det er en banalitet på Store scene at organisationen Hizb-ut-Tahrir er en fjende. Konkurrencen mellem partierne består bl.a. i at udnytte denne banalitet mest muligt. Det vil sige med mest mulig patos at angribe den og samtidig styrke sine egne dyder således som Søvndal her gør.

Det er lettere for partier i opposition nådesløst at angribe det onde end det er for partier som har magten eller er tæt på magten. Oppositionspolitikeren kan bruge sit angreb på det onde som et angreb på regeringen for handlingslammelse. En politiker med magt må altid afpasse sit angreb på det onde efter hvilke handlinger han vil følge op med. Hårde verbale angreb uden opfølgning vil undergrave både politikerens ærlighed og stabilitet.

Længe leve fæle skurke

Det er en følge af Scoringsreglen at jo bedre en politiker er til at aktivere vælgernes følelsesliv, jo mere scoring har han mulighed for. Her er stærke fjendebilleder meget anvendelige fordi de pirrer de tryghedsnarkomaniske vælgeres fornemmelse for farer. Flere forskellige partier, medier og interessegrupper kan have stærke fælles interesser i at holde et bestemt, stærkt fjendebillede i live ved fælles udeladelse af nuancer og optoninger ifølge reglen Lig på bordet (se her). Man scorer så på at konkurrere på at angribe denne fælles opbyggede fjendes dyder.

Da Pia Kjærsgaard kom med et kulturudspil i sommeren 2009 tjente det som anledning til ekstreme angreb fra kunstnere og kulturpersonligheder – foruden fra andre politiske partier. Mange af angrebene gik langt ud over udspillets saglige indhold og var mest rettet mod hendes personlige egenskaber. Udspillet udløste altså et bredt angreb på denne i visse kredse veletablerede fjendes dyder. Helt i overensstemmelse både med Scoringsreglen og reglen Dydernes frie bevægelighed (se her).

En velkendt skurk kan også bruges af en mere ukendt til at blive kendt. Det sker ved et ekstremt hårdt angreb på den velkendte skurk. Herved scorer man dyder og anerkendelse hos andre aktører der har samme fjende. Især hvis den velkendte skurk går til verbalt modangreb.

Hyldest

Scoringsreglen fører ikke kun til konkurrence om at rakke ned. Den fører også til konkurrence om at hylde mest lidenskabeligt.

Ved positive banaliteter eller platheder (se her) foregår en konkurrence om at hylde samtidig med at man scorer dyder. Enhver politiker på Store scene (og andre steder) vil fx støtte at

· vi bør give den opvoksende ungdom de bedst mulige betingelser.

Udfordringen er ikke at argumentere for denne rent sproglige sandhed som det jo er umuligt at være imod. Udfordringen er at hylde den opvoksende ungdom mest muligt. Det sker mest effektivt ved at fortælle anekdoter som tilskriver unge alle fire dyder. Og ved at give stærke eksempler på hvordan modstanderens politik på området dræber disse unges virketrang og udvikling, jf Kingos lov, se her.

På lignende vis med alle andre banaliteter og platheder. Platheden

· vi bør sørge for værdige forhold for vores ældre

er oplæg til en konkurrence om at hylde de gamle for at besidde alle fire dyder. Og samtidig et oplæg til at angribe hinanden for at påføre de gamle lidelser.

Klimaspørgsmålet

Alle er enige i at

· Vi bør gøre alt vi kan for at bevare jordkloden bedst muligt

Uenighederne begynder når man skal konkretisere ’alt vi kan’ og ’bedst muligt’. Men da alle – selv Bjørn Lomborg, Folketingets formand, Thor Pedersen (V), og andre ”klimaskeptikere” – alene af sproglige grunde går ind for platheden som den står, så er den altid god som oplæg til en hyldest af den jord vi lever på og af vores fælles forpligtelse til at passe godt på den. I denne hyldest indgår så også opstilling af og bekæmpelse af skurke som påstås at være imod platheden. Disse skurke opstilles især ved hjælp af reglen Lig på bordet (se her). Og da alle de partier og medier der hylder platheden, har brug for gode skurke, så er det vanskeligt for en skurk at trænge igennem med et mere nuanceret budskab som kunne nedtone hans skurkerolle.

På vores nationale Store scene vil platheder fra den internationale Store scene altid være et ekstra stærkt virkemiddel når de nationale hovedpersoner skal score dyder. Omkring enhver plathed er der en sky af rædselsvækkende eksempler og nogle få skurke som er imod platheden, jf Kingos lov, (se her). Dette er nødvendigt for at man kan rejse de følelser hos vælgerne som der skal scores på.

Når internationale platheder kommer til vores nationale Store scene, så vil der allerede være skabt frygt hos mange tryghedsnarkomaniske vælgere. Hertil kommer at personer som på den internationale Store scene har vundet stor kendiskraft for at hylde platheden, på vores nationale Store scene vil have endnu større kendiskraft, (se her).

Dette vil give mange plathedsbårne pokaler som kommer til vores nationale scene fra den internationale scene, en nærmest religiøs status. Denne ophøjede status vil øges ved vores nationale aktørers konkurrence om at tilbede platheden for at score dyder. Enhver der hylder med forbehold eller nuancer, vil blive udråbt til at være kætter fordi behovet for skurke er så stort at Lig på bordet-reflekserne udløses ved mindste anledning. Ud over klimaspørgsmålet var det i 2009 pandemien H1N1-influenzaen som fik denne religiøse status i kraft af platheden:

· vi bør bedst muligt forebygge at befolkningen lider unødigt af influenza H1N1.

Pointe

Omkring enhver plathed er der en sky af rædselsvækkende eksempler og nogle få skurke som er imod platheden.

Det er afgørende for den religøse status at platheden er forbundet med frygt hos vælgerne. Det er aldrig lykkedes at gøre Danmarks medlemskab af EU til noget der kommer i nærheden af at være en religiøs bevægelse i befolkningen. Platheden er god nok:

· Danmark bør indtage sin naturlige plads i Europa

Men der er jo ikke noget der bare ligner en folkelig religiøs bevægelse omkring den. Den nødvendige frygt skulle rejses ved hjælp fx af terror, finanskriser og miljøkatastrofer som EU skal redde vælgerne ud af. Men det vanskeliggøres af at EU’s dydsprofil på Store scene nærmest ligner den profil som en skurk har, se her.

Fejlagtig kritik af platheden

Forskere og andre har ofte kritiseret det politiske sprogs omfattende brug af banaliteter og platheder (se her). Påstanden er at det er en hån mod modtagerne (vælgerne) at fylde dem med den slags indholdsløse overflødigheder. Lad os i stedet komme til sagens substans og få gang i en seriøs diskussion med saglig argumentation!

Men denne kritik er fejlagtig. Og hvad værre er: Kritikken indgår i den tværpolitiske og tværmediale indoktrinering af vælgerne vendt mod den politiske komedie (se her). En platheds kald i livet er ikke at være noget der ligner en videnskabelig påstand. En plathed er en fanfare som sætter en hyldest i gang. Man kan kun kræve platheder afskaffet i det politiske sprog, hvis man ikke kender styrken i Flytte-høste-reglen og Scoringsreglen på Store scene. Hertil kommer at der ingen vej er udenom platheder når man skal opstille intetsigende mål med maksimal prestige, se her.

Døden på Store scene

Døden kan ramme en hovedperson på Store scene uden det giver episk mening. Det er ét af de punkter hvor det viser sig at den politiske føljeton er en dårlig føljeton (se her). Når en politiker med stor kendiskraft forsvinder fra Store scene, så bliver alle vælgerne en forståelig figur fattigere. Selv en forhadt person kan udløse savn hos vælgerne ved sin død, fordi man nu ikke mere har det forhadte fyrtårn at angribe og orientere sig efter.

Hertil kommer at ligegyldig hvem der dør, så er det en alvorlig anfægtelse af vælgernes tro på den episke retfærdighed. Døden vækker derfor stærk frygt. Den rammer tryghedsnarkomanerne på deres mest ømme punkt: troen på at alt i princippet er under kontrol, og at den episke retfærdighed hersker.

Denne frygt har vælgerne et stort behov for hurtigt at få mindsket. Frygten udløser derfor kaosdæmpende aktiviteter i form af ektrem optoning af den afdødes dyder. Det sker gennem et ritual på Store scene hvor så vidt muligt alle andre kendte deltager.

Ud over at deltage i ritualet, konkurrerer man på at score dyder ved at hylde den døde med størst mulig lidenskab i nekrologer og gravtaler.

Den der er god til at sætte ord på vælgernes følelser, vil også score på især idealisme. Men der scores også på kompetence. For den som er bedst til at tolke og udtrykke de stærke følelser i denne situation, vil også være tæt på at være bedst til at indtage positionen som den stemme der udtrykker vores fælles virkelighed i alle andre situationer i føljetonen (”Guds stemme”, se her). Og altså være den vi bør tro særligt på når man på Store scene slås om hvordan virkeligheden skal tolkes. Dette følger direkte af reglen om dydernes frie bevægelighed (se her).

Pointe

Den som er bedst til at tolke og udtrykke vælgernes følelser i en situation med stærke følelser, vil også være den som vælgerne tror mest på i enhver anden situation.

Svend Auken

Svend Aukens død i efteråret 2009 var en særlig uretfærdig historie fordi han døde uden at være blevet statsminister. Det der skete i 1992 hvor han blev væltet som formand ved urafstemning, var en klar episk uretfærdighed på Store scene. En ærlighedsstærk og idealismestærk figur tabte til figurer hvis styrke især var stabilitet og kompetence: Nyrup og Lykketoft.

Vælgernes lidelser ved denne uretfærdighed giver kun mening i føljetonen, hvis personen senere opnår dén episke retfærdighed som udløser tilfredshed hos vælgerne. Men dette skete som bekendt aldrig.

Ved Aukens død var det derfor ikke kun en kendt politiker der forsvandt og udløste de sædvanlige beroligende ritualer på Store scene. Det var også hele denne klare, gamle episke uretfærdighed som skulle retfærdiggøres – og det skulle bl.a. ske ved hyldest af ham fra de personer, bl.a. Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, som i sin tid havde forhindret den episke retfærdighed i at ske fyldest.

Dette gav usædvanlig stor kontrakraft til disse to og flere andre personer som deltog i ritualerne omkring Aukens død: Man skulle hylde den person som man for øjnene af alle på Store scene havde forhindret i at få sin pokal.

Metoden der blev brugt til dette, var at åbenbare detaljer fra Intimscenen som skulle tjene til at nedtone det der skete i 1992. Detaljer om at Auken ikke havde været spor bitter over det der var sket, og senere havde et meget fint forhold til dem i partiet som havde fjernet ham som formand og statsministerkandidat. Tanken var at når Svend Auken havde accepteret det som skete, så kunne vælgerne også gøre det. Og tilkende dem der nu hyldede ham, dyder ifølge Scoringsreglen.