Drømmen om at der i den politiske føljeton skal opstå en frelsende type af overnaturlig styrke, findes inden i enhver tryghedsnarkomanisk vælger. At give sig hen til en sådan figur, befrier tryghedsnarkomanen for sin frygt, herunder frygten for ikke at have forstået verden og indset sandheden.

At der nogensinde vil opstå en sådan figur i den danske politiske føljeton, kan helt afvises. Men at politiske kommentatorer vil efterlyse en sådan igen og igen, er helt sikkert.

Ethvert tilløb til at en figur udvikler sig til Den store Leder bliver ret hurtigt pillet ned af andre aktører på Store scene. Kun trusler og terror kan beskytte en figur mod den respektløse satire og humor som fjerner glorier (læs mere). Frelserskikkelsen antager under normale omstændingheder hurtigt en naturlig plads nede på scenegulvet blandt de andre hovedpersoner i føljetonen.

De bedste eksempler fra nyere dansk politik er de politikere som har skabt et nyt parti omkring deres tv-person: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Pia Kjærsgaard og Naser Khader. Ingen vil kalde dem frelsertyper, men de har (havde) alle en stærk personlig udstråling som bl.a. består i overensstemmelse mellem deres historie, deres figur og deres tale. Og desuden – bortset fra Khader – en god evne til improvisation. Men også derudover noget ekstra, X-faktoren karisma, som gør (gjorde) dem fascinerende som figurer.

Men at drifterne mod ”Den store Leder som frelser” er der, viser senest de stærke følelser omkring præsident Barack Obama. Selv garvede danske politikere fortælles at have været dybt berørte over hans taler i 2008 som for en nøgtern betragtning mest bestod i genial retorisk hyldest af fælles værdier i form af platheder (læs mere). Det særlige var hans måde at gøre det på, hans fysiske fremtræden og hans figur som politiker med de historier som denne figur vakte tillive hos vælgerne. En lignende evne havde John F. Kennedy.

Ingen stor leder uden en mesterinstruktør

Så forestillingen om det ophøjede og sandheden og frelseren som er bærende i religioner, findes også i den politiske føljeton. Men i den daglige grå politiske føljeton i kongeriget Danmark findes figuren ikke. Og selv i den amerikanske føljeton eksisterer Den store Leder som frelserfigur kun kort tid. Glansen går af når figuren vikles ind i lavtgående stridigheder på Store scene. Også denne pointe illustreres fornemt af Obama efter han blev præsident.

En stor leder, guru eller profet skal være særligt beskyttet mod verbale overgreb for at overleve i føljetonen. Jo mere de almindelige injurieregler suppleres med blasfemiparagraffer og lignende, jo lettere bliver det at etablere en ophøjet, urørlig autoritet i føljetonen, dvs. en autoritet som modstandere ikke må angribe eller lave satire om. Dette undergraver den politiske komedies udtryksmuligheder. Og dermed demokratiet. Når fanatiske tilhængere af en figur med terror får andre medvirkende til at udøve selvcensur, så rammes demokratiet på et af sine mest ømme punkter.

Kun hvis den politiske føljeton styres af en mesterinstruktør, kan en politisk figur, fx en partileder, overleve som frelsende lederfigur i længere tid. Men sådanne mesterinstruktører findes kun i diktaturer, præstestyrer eller enevældige systemer. Og man behøver ikke gå til Nordkorea for at se det. Man kan bare kigge i en almindelig dansk virksomheds personaleblad for at se den administrative direktør iscenesat som stor leder – dog sjældent helt så stor som i Nordkorea.

Den kaotiske produktionform for den demokratiske, politiske komedie forebygger normalt at der opstår politiske frelserfigurer som kan holde sig svævende over hverdagens stridigheder. Selv for den italienske præsident Berlusconi, som ejer langt størsteparten af de italienske nyhedsmedier, har det vist sig umuligt at undgå besudling i den politiske føljeton.

Den autoritative sandhed

Men behovet for frelserfiguren og den sandhed og ro som der breder sig når man hengiver sig til denne figur, findes altid hos tryghedsnarkomanerne. Og behovet findes også hos politiske kommentatorer hvor skikkelsen lever som sejlivet spøgelse der jævnligt luftes.

Kommentatorerne beklager sig over de politikerfigurer som findes i den politiske føljeton og efterlyser Den store Leder der på grundlag af saglig argumentation på Lille scene kan gøre det nødvendige. Altså det som de forhåndenværende politikere viger tilbage for, fordi de godt vil beholde deres plads i føljetonen. Kommentatorernes påkaldelse af Den store Leder indgår i den officielle melodi om at den saglige argumentation på Lille scene er finere og mere grundlæggende end den påvirkning som hele demokratiet står og falder med: påvirkningen fra den politiske komedie (læs mere).

Men både vælgere og kommentatorer er dømt til at vente på denne store leder til evig tid. Eller i det mindste lige så længe som vores lands politiske føljeton produceres så kaotisk som den gør for tiden, dvs. så længe som der er demokrati i landet.

Sandhedens autoriserede stemme: den politiske kommentator

Men behovet for at høre sandhedens autoriserede stemme findes jo stadig hos vælgerne. Og i mangel af bedre, så er den der mest ligner en figur som leverer sandheden om hvad der foregår på Store scene (og de andre scener), den politiske kommentator. Han ligner langt fra en frelserskikkelse når han viser sig fysisk på Store scene i ekspertinterview og debatter. Hans casting er ofte en forvist, intellektuel type fra Lille scene. Men det produkt han leverer: den sande version af virkeligheden, indgår i det samlede produkt som de politiske frelserskikkelser leverer – i den korte tid deres lys måtte skinne på scenen.

Troen på at der findes én og kun én samlet virkelighed over og bagom de forskellige virkeligheder som de stridende politikere på Store scene fører frem, er stærk hos tryghedsnarkomanerne. Denne tro næres af alle som optræder: politikere, medier og kommentatorer. Selv om de strides, så er de enige om at der findes én virkelighed bag de utallige tilsyneladende virkeligheder som fremføres, nemlig den virkelighed som de selv fremfører. Selve begrebet om én egentlig virkelighed bag det tilsyneladende virkelige, er der ingen der anfægter.

Men alle aktører på Store scene er også enige om meget andet. Meget i deres stridende virkeligheder overlapper, nemlig alle de hårde kendsgerninger som det er rent selvmord at bestride, fx økonomiske nøgletal og andre statistiske opgørelser. Det man strides om, er konklusionen på de hårde kendsgerninger: Hvad er sammenhængen? Hvad er væsentligt? Hvordan skal det samlede billede vurderes? Og hvad bør vi gøre?

I enhver tv-debat konkurrerer deltagerne om at indtage talepositionen som den autoritative stemme som er hævet over føljetonen, dvs. som selveste Sandheden. Men også forskere og kommentatorer i føljetonen kæmper om denne position: om at blive selve inkarnationen af den evige kompetencedyd på Store scene.

Punktering af Den store Leder

Politiske modstandere anklager ofte hinanden for at hykle og for at lyve. Det sker i enhver debat når de angriber hinandens ærligheds- og idealismedyder. Men det sker som regel uden at de bruger betegnelserne ’hykle’ og ’løgn’. Disse betegnelser optoner så meget at det frastøder vælgerne fordi betegnelserne er så uforsonlige at det spolerer den politiske føljeton som komedie. Føljetonen er en komedie fordi Vinderreglen (se her) tvinger alle til at være optimister, og fordi vælgerne hader fanatisme. Derfor skal alle direkte, hårde angreb kombineres med humor (læs mere).

Angreb for at hykle og lyve sker derfor ofte nedtonet, fx helt klichéagtigt med udtrykket: ”Du siger ét, men gør noget helt andet.” ”I lover vælgerne guld og grønne skove, men det er jo helt uden hold i virkeligheden.” Eller angrebet ligger implicit og usagt i noget som tilsyneladende handler om substans, fx således: ”Det passer jo simpelt hen ikke at regeringen har arbejdsløsheden under kontrol.” Man kan angribe sin modstander for det værste, bare man gør det verbalt nedtonet eller underforstået og implicit. Hvis man angriber direkte med megen patos, så skal man kombinere det med humor.

Politiske kommentatorer indtager deres særlige position som hævet over den almindelige kamptummel bl.a. ved at afsløre alle de politiske hovedpersoner som hyklere og løgnere. Men politiske kommentatorer er også selv aktører på Store scene. Derfor er de underlagt de samme generelle krav som politikerne er. De skal derfor respektere at der er tale om en komedie. Det betyder at deres afsløringer som regel sker uden brug af ordene ’løgn’ og ’hykler’. Jo mere nådesløst en kommentator afslører politikerne, jo vigtigere er det at give det en komisk drejning.

Kommentatoren som balancekunstner

Den politiske føljeton er dybt præget af sin kaotiske produktionsmåde, (læs mere). Dette kaos viser sig bl.a. ved at føljetonen rummer flere figurer som gør krav på at være den autoriserede virkeligheds stemme. Faktisk kræver alle medvirkende at have denne status. Men politikerne har den som en art bieffekt af deres rolle. Derimod har de politiske kommentatorer det som selve deres eksistensgrundlag.

En politisk kommentator skal etablere en virkelighed

· som omfatter alle de politiske hovedaktører og

· som samtidig adskiller sig klart fra disse hovedaktørers forskellige fortolkninger.

Derfor vil en politisk kommentator over tid være nødt til at lægge afstand til enhver af de politiske hovedaktører. Det sker bl.a. ved at påvise forskelle mellem det aktøren siger, og det som aktøren gør – eller som aktøren har i sinde at gøre. Det er et væsentligt indhold af enhver politisk kommentar at påstå at noget som en politisk hovedperson siger, tjener taktiske formål, dvs. at det som hovedpersonen siger, er bevidst usandt.

Dette er også et væsentligt indhold i en debat mellem politikere når de angriber hinandens dyder. Men hos kommentatorerne er formålet ikke at underminere dyderne hos dem de afslører. Formålet er at bygge sig selv op som en uafhængig, olympisk stemme: Man har forholdsvis direkte adgang til de forskellige aktørers Inderste scene. Her kan man finde de reelle mål som personerne selv af taktiske grunde skjuler under andre mål som de holder frem til beskuelse.

Pointe

En politisk kommentator etablerer sig som den overpolitiske sandheds stemme ved at påpege at meget af det som politikere siger, er bevidst usandt.

Politikernes tankelæser

Det kan hos Peter Mogensen, Politiken, fx se således ud[1]:

· Når Løkke i en kort pause mellem studiet af klimanotater og friske gysertal om udviklingen i statens finanser sidder alene på sit kontor og funderer over fremtiden, kan tilværelsen let synes lidt tung.

· Når Unionen yderligere samler sig efter den nye traktat, vil en fuldbyrdet tilknytning til EU i Løkkes øjne blive vigtigere end nogensinde før.

· Det siger sig selv, at Løkke tænker sig grundigt om, inden han udskriver endnu en folkeafstemning om danske forbehold.

Teknikken er velkendt fra gammeldags romaner med en alvidende fortæller som bl.a. kryber ud og ind af sine personers bevidsthed.

Kommentatoren står og falder med at det lykkes at etablere en synsvinkel som ligger et godt stykke over de politiske stridigheder. Hvordan Thomas Larsen, Berlingske Tidende, bl.a. gør dette, kan ses i disse eksempler[2]:

· Men når Lars Løkke Rasmussen i dag stiller sig op foran pressen og giver sin udlægning af forholdene på det danske hold, vil han gøre alt for at stoppe sagen.

· Over for pressen vil Løkke konstatere at han har et tillidsfuldt og stærkt samarbejde med klimaminister Connie Hedegaard.

· Han vil kunne sige, at der ikke foregår magtkampe mellem ministerierne, og på det punkt vil han formentlig også ende med at få ret af den simple årsag, at ingen af de involverede parter kan tåle en fortsættelse af føljetonen.

· Endelig vil Lars Løkke Rasmussen kunne slå ned på enkelte journalistiske fejl i beskrivelserne af Thomas Beckers afgang fra Klimaministeriet og omtalen af magtkampene mellem Statsministeriet og Klimaministeriet. Beskrivelserne har i alle medier været præget af mange anonyme kilder, som har haft hver sin dagsorden at pleje.

Her demonstrerer Larsen samme evne som Mogensen til at trænge ind i en politiske hovedpersons bevidsthed. Men Larsen overtrumfer Mogensen ved at besidde profetisk indsigt i hvad Løkke vil gøre i fremtiden. Dette er dog en ren sproglig selviscenesættelse, for det der forudsiges, er ikke opsigtsvækkende åbenbaringer. Det følger enhver politikers grønspættebog.

Pointe

Politiske kommentator iscenesætter sig sprogligt som en gammeldags romanforfatter med direkte adgang til alle figurernes bevidsthed og totalt, dømmende overblik over begivenhederne.

Namedropping uden navne

Larsen henviser til sine mange kilder som han balancerer elegant imellem. Herved opbygges et solidt olympisk overblik:

· Alle centrale kilder bekræfter også, at de to ministre kører et tæt parløb i forberedelsen af klimatopmødet.

· Hvorvidt Hedegaard undervejs i dette forløb direkte truede med at tage sin afsked, hvis hun ikke fik bedre arbejdsforhold, er der forskellige udlægninger af. Men ingen anfægter alvoren i opgøret.

· I klimaministeriet mener man, at Anders Fogh Rasmussen gav for lidt plads til Connie Hedegaard, og at Bo Lidegaard gik for langt for at få indflydelse på processen. I Statsministeriet afviser man den udlægning. Man hæfter sig ved, at det i indkaldelsen til det internationale møde blev pointeret, at deltagerne skulle være embedsmænd, og man fastholder, at Lidegaard som statsministerens vigtigste embedsmand i klimasagen naturligt skal have en fremskudt position.

· Resultatet er til gengæld åbenbart: I Klimaministeriet dykkede tilliden til Bo Lidegaard. I Statsministeriet var holdningen, at Connie Hedegaard og hendes nærmeste rådgivere handlede urimeligt.

Larsen opbygger i høj grad sin autoritet med udtrykket ”Alle centrale kilder bekræfter” i (1). Hvis læseren accepterer dette udtryk, accepterer læseren samtidig at Larsen har direkte adgang til alle centrale kilder. Og at det han skriver, altså bygger på disse centrale kilders fortrolighed. Det giver alle de følgende udsagn og vurderinger en helt usædvanlig sandhedsstyrke, fordi læseren hele tiden supplerer enhver detalje med at Larsen har denne direkte adgang.

Denne adgang til centrale kilder i alle lejre passer perfekt til en autoritet som allerede har adgang til hovedpersonernes Inderste scene: bevidstheden. Alt andet ville jo være naturstridigt. Og fordi der gives plads til de forskellige kilders forskelllige versioner af virkeligheden, så får Larsens vurderinger og råd en særlig ophøjet status. Han kan konstatere hvor der – trods betydelige forskelle – er overensstemmelse mellem alle centrale kilder, fx ”ingen anfægter alvoren i opgøret” (3). Sådan taler selve virkeligheden direkte til os. Det er samme teknik som kendes fra videnskabelige afhandlinger – dog med den væsentlige forskel at alle Larsens referencer er til anonyme kilder på Lille scene.

Autoritativ patos med spark

Alene det at en person er fast politisk kommentator i et medium, giver denne person meget stor kompetence hos modtagerne af mediet. Og hver gang modtagerne oplever ”deres” faste kommentator som kommentator også i andre medier, fx hvis Mogensen eller Larsen også ses i tv’s nyhedsudsendelser eller høres i radioavisen, så øger det kommentatorens autoritet som en kommentatorstemme det er værd at lytte til.

Kendiskraften (læs mere) er altså væsentlig for kommentatorer som den er for alle andre aktører på Store scene. Det er tilstrækkeligt for en kommentator bare ”at vise sig” – hvis altså kommentatoren er tilstrækkelig kendt og etableret i sin faste målgruppe af modtagere. Og ”at vise sig” vil for en kommentator i den skrevne presse sige at skrive sin kommentar i det medium hvor han er fast kommentator.

Pittelkow, Jyllands-Posten, er karakteristisk ved ikke at bruge de teknikker som Mogensen (bevidsthedsadgang) og Larsen (alle centrale kilder) bruger. Hans autoritet som kommentator bygger derfor mere direkte på kendiskraften. Det gør hans kommentar til et ultimatum til læseren. Enten accepterer du min autoritet, læser min kommentar og synes jeg har ret, eller også afviser du min autoritet og læser ikke min kommentar. Ethvert spørgsmål som Pittelkow behandler, bliver således i ekstrem grad et spørgsmål om afvisning eller accept af Pittelkows autoritet[3].

· Ofte har også medier og myndigheder fortiet disse problemer eller bagatelliseret dem, men det bliver stadig sværere. På det seneste har TV2 rettet søgelyset mod den nye form for vold, hvilket stationen fortjener ros for.

· Problemet kan ikke ties ihjel. Det fremgår af andre europæiske lande, hvor man forgæves har brugt fortielsens metode.

· Den første forudsætning for at forhindre dette, er at se problemerne i øjenene uden forskønnelser og fortielser.

· Politiets retorik er meget illustrativ. Længe har man forsøgt at tuttenutte sig ud af problemerne ved at tale om ”drengestreger” og lignende.

· Her kommer et andet vigtigt træk: Overalt i Europa er unge med muslimsk indvandrerbaggrund voldsomt overrepræsenteret i disse konflikter.

· I forhold til Tingbjerg advarer den velmenende lokale provst Johanne Haastrup mod at tale om etniske og religiøse faktorer. Hun har formentlig ikke den fjerneste anelse om, hvad der foregår i virkelighedens verden, men vil bare gerne vise, at hun er et pænt menneske.

Virkemidlerne er – ud over den uforbeholdne autoritative tone –

· at der afdækkes tendenser (a), (b), (d), (e),

· at vores hjemlige forhold ses i europæisk perspektiv: (b), (e),

· at udvalgte aktører angribes hårdt (a), (d), (f)

Thomas Larsens figur fremtræder som en politisk journalist der er vokset til at blive Guds stemme. Hans kommentarer tegner en autoritet hvis inkarnation, journalist Larsen, dagligt har sin gang på Lille scene blandt de kilder som kommentator Larsen så åbenlyst, om end anonymt, trækker på.

I den henseende er Pittelkow en helt fri mand. Han kan angribe medier og myndigheder, herunder politiet, uden fare for at træde sine kilder over tæerne. Og det gør han så også med fynd og klem. Fra de højeste internationale politiske sfærer og strømninger sender han sin kongeørn ned i Store scenes hjemlige andedam for at skabe en smule orden. Men ænderne snadrer videre i andemaden, mens ørnen skriger ”Ulven kommer”. Selv en ukendt præst kan blive ophøjet til angrebsoffer hvis hun kan illustrere en tendens. Og snart vender ørnen tilbage.

Det er Pittelkows varemærke som kommentator at kunne koble de mest generelle tendenser med nogle få eksempler som udsættes for meget kontant behandling. Han behandler medierne (bortset fra Jyllands-Posten) meget frygtløst. Dette adskiller ham fra mange andre politiske kommentatorer.

Kommentatorer ligner eksperter

Kommentatorer er balancekunstnere fordi de har samme problem som eksperter: Hvis det de siger, er for meget vand på et partis eller en gruppe af partiers mølle, så bliver deres status som Guds stemme besudlet af dette partis modstandere (læs mere): Kommentatoren lider Lomborgs skæbne og trækkes ned i politikernes hundeslagsmål. Det bliver endnu værre hvis de partier som kan bruge kommentatoren, forsøger at sætte ham tilbage på piedestalen.

På den anden side kan Mogensen, Larsen og Pittelkow ikke uden videre bytte medier. Det ville medføre samme forvirring hos læserne som hvis Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten byttede lederkommentarer. I tv-programmet Mogensen & Kristiansen (Michael) optræder de to kommentatorer ved henholdsvis en blå og en rød talepult. En vis løbende partipolitisk skævhed hos en fast kommentator er altså acceptabel. Men kommentatoren skal undgå åben polemik med et bestemt parti eller gruppe af partier, hvis han vil bevare sin status som Guds stemme.

En politisk kommentator kan betragtes som en særlig slags ekspert der som sit ekspertområde har politik. Ligesom andre eksperter bygger mange kommentatorfigurer på nogle præstationer eller titler på Lille scene:

· Mange har været spindoktorer (bl.a. Michael Kristiansen, Peter Mogensen, Niels Krause-Kjær),

· andre har en akademisk baggrund (bl.a. Ralf Pittelkow),

· enkelte er tidligere politikere (bl.a. Hans Engell). Men der er også mange der aldrig har været andet end

· politiske journalister eller redaktører, eventuelt chefredaktører (bl.a. Thomas Larsen, Tøger Seidenfaden, Ask Rostrup). Mange har haft

· flere roller på Lille scene, bl.a. Henrik Qvortrup (politisk journalist/ redaktør, spindoktor, chefredaktør, forfatter til bøger om politik) og Erik Meier Carlsen (som Qvortrup, dog ikke spindoktor).

Men ligegyldigt hvordan deres baggrund for gerningen er, så er det en betingelse for at bevare statussen som Guds stemme at den sandhed som kommentatoren kommer med, ikke konsekvent og konkret kan bruges af nogle partier mod nogle andre.

Pointe

Kommentatorer har samme problem som eksperter: Hvis det en kommentator siger, er for meget vand på et partis eller en gruppe af partiers mølle, så bliver kommentatorens status som Guds stemme saboteret af dette partis modstandere med direkte angreb.

Kommentatorers dyder

Problemet for kommentatorerne er at der er så mange af dem. Og at det den ene siger, meget ofte strider mod det andre kommentatorer siger. Det gør det svært at fremstå som selveste sandheden når Guds stemme taler med så mange tunger.

Ofte mødes forskellige kommentatorer i debatter. Disse debatter er betydeligt mere blodløse end debatter mellem politikere. Det skyldes at kommentatorer ikke er på valg og heller ikke har formel magt på Lille scene. Deres tommelkraft og kontrakraft kommer derfor aldrig i nærheden af de politiske hovedpersoners.

Kommentatorer i debat med hinanden kæmper om de tekniske dyder: stabilitet og kompetence. Her gælder ikke nogen overgrænse som der gør for politikere, se reglen Dydernes inkongruens, (læs mere). Også ærligheden skal ligge i top. Derimod er der ikke noget krav om høj scoring på idealismedyden. Her skal man bare score så højt at man undgår anklager om kynisme og misantropi. Hvis man ligger for lavt på idealisme, så falder man ud af komedien fordi man bryder mod føljetonens kroniske optimisme som er en følge af at alle aktørerne konkurrerer om at ligne vindere.

topløs		topløs	topløs




				Minimumstærskel

ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

Det er interessant at en politiker med denne dydsprofil som gælder for kommentatorer, ville være uden chancer for valg. Vælgerne vil fravælge en sådan politiker ved første lejlighed.

Det er også værd at bemærke at reglen Dydernes frie bevægelighed (læs mere) betyder at en kommentators medvirken selv i rene underholdningsprogrammer vil styrke de dyder som giver samme kommentators politiske kommentarer styrke. Når Peter Mogensen som den eneste politiske kommentator i vinter-foråret 2010 medvirkede i Cecilie Frøkjærs underholdningsshow fredag aften, så styrkedes han status som Guds stemme i de politiske kommentarer.

Kommentatorernes forhold til deres medium

De kommentatorer som står tydeligst i føljetonen, er tilknyttet et bestemt medium hvor de jævnligt ytrer sig, eventuelt i en særlig rubrik eller klumme. Her kommer så yderligere et handicap ind på vejen frem mod at være selve sandhedens stemme: Det som en fast kommentator siger, skal passe ind i mediets virkelighedsfremstilling i reportage og ledere.

I tv og radio – der ikke har en redaktionel lederkommentar som alle de skrevne medier har – er de fast ansatte politiske kommentatorer samtidig dem der på hele mediets vegne udlægger sandheden og vurderer hvad der sker i føljetonen. Manglen på egentlig lederkommentar i public service-medierne er et led i disse mediers forsøg på at være usynlige i den politiske føljeton. Mere herom nedenfor.

Pointe

Kommentatorer skal score så højt som muligt på ærlighed, stabilitet og kompetence. Derimod er der ikke noget krav om høj scoring på idealismedyden. Her skal man bare score så højt at man undgår anklager om kynisme og misantropi.

Den politiske kommentator som entertainer

Kendte kommentatorer er faste figurer i føljetonen. Deres modtagere er hele den danske offentlighed. Derfor er kommentatorerne nødt til at skrue op for underholdningen. De må kompensere deres ringe tommel- og kontrakraft med størst mulig kreativitet i behandlingen af stoffet. Dog uden at det går ud over deres kompetence.

Men der er også rigtigt gode muligheder for at behandle stoffet kreativt. Det kommentatorer leverer, er

· bud på sammenhænge og

· råd om hvad de forskellige politiske aktører skal gøre, herunder hvad de bestemt skal undgå at gøre.

En kommentator kan råde hvem som helst til hvad som helst uden fare for, at rådene bliver afprøvet i virkeligheden. Her er de politiske rådgivere på Lille scene, spindoktorerne, langt værre stillet. For når en spindoktors råd bliver omsat til virkelighed, så bliver det klart – i hvertfald for inderkredsen – om rådene var gode. Denne frihed for kontrol gennem virkeliggørelse giver den politiske kommentar store kreative muligheder. Både når analysen skal gøres ekstra afslørende, og når rådgivningen skal være egnet til overskrift.

Kravene til alle kommentatorer om underholdning og kreativitet giver de politiske kommentatorer stor betydning i dansk politik. Bag alle forskellene trækker de nemlig føljetonen i samme værdimæssige retning.

Nuisme

Kommentatorernes samlede effekt er nuisme og kynisme.

I ’nuisme’ ligger, at det der sker lige nu og her, altid er særligt interessant, tankevækkende og viser en tendens. At være i stand til at kunne se de store linjer i enhver politisk nyhed der dukker frem på tekst-tv, er en professionel nødvendighed for at kunne leve op til sine deadlines som kommentator. De kommentatorer som har faste klummer eller udsendelser på TV eller i radio, skal simpelthen også kunne levere, selv når der slet ikke er sket noget. Holdningen er altid at det er spændende nu, men at det bliver endnu mere spændende i morgen eller i næste uge.

Kynisme

Kynismen opstår fordi det er nødvendigt hele tiden at afsløre en anden virkelighed end den som de ansvarlige politikere og ledere prøver at udbrede gennem tale, skrift og mediehåndtering. Derfor handler politikere som behandles i en kommentar, som regel ud fra andre reelle motiver end dem de selv giver. Ellers er der jo ikke noget at komme efter for en kommentator. Virkningen af dette er at politikere næsten altid bliver fremstillet som hyklere. Eller – som Fogh høfligt sagde i et afskedsinterview i forbindelse med at han stoppede som statsminister i 2009 – at politikerne bliver ’psykoanalyseret’ af kommentatorerne. De reelle politikermotiver, som ofte står tilbage i kommentarerne, er de taktiske: at score stemmer, bevare eller få magten, skade modstanderne, tjene en masse penge, skabe sig et godt eftermæle.

Elendighed kompenseres med begejstring

Det kan lyde lidt sort og trist alt sammen. Og her ligger samtidig forklaringen på at kommentatorer ikke scorer højt på idealismedyden. For når man hele tiden fortæller at alle aktørerne på Store scene er en samling løgnere og hyklere, så er det umuligt selv at fremstå meget næstekærligt og ædelt. Budskabet smitter af på budbringeren.

Men trods den evindelige afsløring af hykleri og det der er værre, så formår alle kommentatorer at være konstruktive, ja optimistiske. Det sker ikke mindst gennem

· tapper rådgivning af politikerne.

En sådan rådgivning forudsætter jo et vist håb om bedring hos den rådene rettes til. Det kan også bare ske ved en

· dynamisk optræden på tv og tydelig, faglig begejstring over de mange sindrige detaljer og finter som gemmer sig bag politikernes kompetente facadearbejde.

Jo værre budskab en kommentator kommer med, jo vigtigere er det at levere det med godt humør og begejstring. Ellers fremtræder man som militant lyseslukker, fordi man bryder med føljetonens generelle optimisme som udspringer af Vinderreglen (læs mere). Kommentatorer bør aldrig glemme at de medvirker i en komedieserie.

I nogle udsendelser konkurrerer to eller flere kommentatorer om at overgå hinanden i at afsløre politikeres spin. Eksempler er ”Jersild Live” (DR TV) og ”Mogensen & Kristiansen” (TV2 News). På grund af udsendelsernes ekstreme fokus på pointen at alle politikere taler usandt og hykler, er det ekstra nødvendigt at de deltagende kommentatorer er begejstrede, ivrige og humoristiske mens de overgår hinanden i at afsløre det slemme. Her leverer parret Peter Mogensen og Michael Kristiansen toppen af dansk kommentainment (politisk kommentar som underholdning) i deres ugentlige programmer. I en debat mellem samme kommentatorer om fx EU-politik eller den finansielle krise kan begejstringen være lavere fordi afsløringerne af politikerne ikke udgør udsendelsens emne. Afsløringerne er et biprodukt.

Reglen Processen vinder over sagen (læs mere) betyder at debatter mellem politiske kommentatorer som udelukkende har spin som emne, har større vælgerappel end debatter om andre emner.

Pointe

Kommentatorers slemme budskaber om løgn og hykleri skal leveres med godt humør og begejstring. Kommentatorer bør aldrig glemme at de medvirker i en komedieserie.

Medierne som aktører i den politiske komedie

Det er medierne der bedst kan rejse følelser gennem eksempler. De eksempler som medierne kan vise vælgerne, gør stærkere indtryk end de eksempler politikere og andre kan fortælle vælgerne om. Dette giver medierne nøglen til den politiske magt.

I Flytte-høste-reglen som er fundamentet for den politiske komedies påvirkning af vælgerne, er det medierne der først og fremmest flytter tryghedsnarkomanernes følelser og holdninger ved hjælp af billede, lyd og scenisk beskrivelse af udvalgte eksempler. Politikerne konkurrerer så om at høste de følelser de udvalgte eksempler rejser hos vælgerne. Det sker ved at give bud på en rationel argumentation som skal lede til handlinger (love og bestemmelser, mere politi på gaden, økonomiske pakker til ofrene osv.) som mindsker den frygt som er rejst hos vælgerne.

Pointe

Medierne har nøglen til den politiske magt, fordi medierne kan vise vælgerne de eksempler som vækker de følelser som aktiverer politikernes jagt på dyderne.

Jo mere tryghedsnarkomanerne tror på at det er den faktiske virkelighed de får fra et medium, jo stærkere står mediet i føljetonen som en nødvendig aktør, en sandhedens stemme. Derfor konkurrerer medierne om at være selveste Store scene hvor vælgerne ser den skinbarlige virkelighed uden mellemled, censur og anden tilvirkning.

Dette opnås bedst ved at mediet slet ikke selv optræder som aktør på Store scene. Man kan ikke samtidig være på Store scene og så være Store scene.

Hvis man endelig skal deltage i føljetonen, så skal man være som en bifigur der er så usynlig som muligt. Det skyldes at ethvert medium som samtidig deltager i føljetonen som hovedperson, udsættes for angreb. Herved spolerer vælgernes opfattelse af at mediet udgør selveste Store scene. Det er samme besudling gennem uundgåelig deltagelse i strid som kun giver figuren ”Den store Leder som frelser” et kort liv i komedien.

Pointe

Man kan ikke både være på Store scene og være Store scene.

Papirsmedier trykker den af på Store scene

De skrevne medier har et stort handikap i denne konkurrence om at være Store scene. De er historisk vokset op sammen i tæt forbindelse med forskellige partier. At fremstille virkeligheden hensigtsmæssigt og kommentere den politisk var derfor en vigtig del af deres formål.

Ganske vist er disse medier i dag frigjort fra al organisatorisk kontakt med partierne, og lovpriser deres upartiskhed og uafhængighed, men det har ikke ført til mere usynlighed på Store scene. Tværtimod er de nu blevet højt profilerede aktører som optræder uafhængigt af enhver politisk aktør. De repræsenteres i føljetonen af chefredaktører og faste kommentatorer som ofte optræder sammen med politikere i debatter i tv og radio.

Studieværten er Guds stemme

Anderledes er det med de nationale tv- og radio-medier. Deres nyheds-chefredaktører er ret ukendte og profilløse. Disse medier har ingen der udelukkende er ansat til at at kommentere.

Disse medier hviler på en tværpolitisk enighed om at det er vigtigt med sådanne offentligt regulerede public service-medier. De har fra starten først og fremmest været den scene hvor politikerne optrådte med krop, ansigt og direkte replikker. Og fordi disse medier er elektroniske, så er det gennem dem vælgerne oplever at være direkte til stede sammen som et folk fx når rådhusklokkerne markerer et nyt år, når tronfølgeren fortæller pressen at et nyt barn er født, og når verdens topledere samles i København for at lave en klimaaftale. Befolkningen når sine mest intense fælles øjeblikke af følelser, mens den ser direkte transmissioner på public service-fjernsyn.

Pointe

Når befolkningen forenes i stærke følelser, ser den direkte transmissioner på public service-fjernsyn.

Ritualer samler

De elektroniske public service-medier binder os sammen fordi det er gennem dem vi sammen oplever fælles øjeblikke samtidig med at de faktisk foregår. Og intensiteten hænger sammen med at disse medier er særligt gode til at lade os mærke kendiskraften hos de personer som viser sig på skærmen. Der er derfor et særligt tæt bånd mellem tv-mediet og nationale ritualer hvor kendte deltager, fx bryllupper i kongehuset og valgaftener hvor resultater fra en valgkamp gøres op. Her er public service-mediet i ekstra hopla med mange studieværter i sving, talrige eksperter som kan levere alle slags detaljer om tøj, biler, bygninger og traditioner. Ofte bruges sådanne begivenheder også til at lancere nydesignede studier fx med nye imponerende skærme og borde.

Public service-tv er det torv hvor vi samles, græder, ler eller bare glor på de kendte. Alene herved får public service-tv status som selveste Store scene.

Meninger uden øjenkontakt

Denne tydelige glæde og stolthed over at vise ritualer med det hele står i stor kontrast til den selvudslettende attitude samme medier har til at kommentere politisk kontroversielt stof.

Når disse medier skal kommentere, sker det ved at de inviterer kommentatorer fra trykte medier ind til interview. Eller ved at én af deres egne politiske redaktører vurderer begivenhederne i et interview med studieværten. Disse kommentarer gives aldrig direkte til seerne, men altid via studieværten som har den direkte øjenkontakt med seeren.

Det nærmeste disse medier kommer en kommentar med øjenkontakt direkte til vælgerne, er studieværters korte bemærkninger til indslag fx i nyhedsudsendelser. Der kan også ofte ligge kommentarer i studieværters betoninger og minespil i debatudsendelser og interview. Netop fordi mediet mangler rigtige politiske kommentatorer som holder monologer på mediets vegne på Store scene mens de jagter dyderne, så får studieværternes små bemærkninger, betoninger og minespil så stor betydning som en art billig erstatning. Disse ting står typisk ikke på teleprompteren foran studieværten. De improviseres. De er en del af studieværtens særlige brand, dvs. personality. De kan også afspejle de værdier som gælder på redaktionen eller i journaliststanden. Men da alles øjne hviler på studieværterne, er de kraftigt styret af mediets officielle, erklærede værdier om partipolitisk neutralitet.

Komedien uden ende

Studieværterne er det ellers usynlige mediums formelle repræsentant på Store scene. Når vælgerne skal se hvad mediet mener, så læser de studieværternes mikroskopiske, improviserede ansigtsbevægelser og betoninger som tv således blæser op til at få landspolitisk betydning.

Og da studieværter som alle andre aktører på Store scene er underlagt dyderne, så gælder bl.a. Vinderreglen også for dem. Ligegyldig hvad der sker i udsendelsen, så skal en studievært være en energisk vinder. Og i det hele taget skal studieværter virke så tiltrækkende som muligt på målgruppen, dvs. have alle dyder. Til dette formål castes og trænes de. Deres charme, energi, optimisme sender en klar kommentar om at det vi ser, skal opfattes som en komedie.

Der kan ind imellem komme tragiske indslag i en nyhedsudsendelse som tvinger studieværten til at dæmpe energien og optimismen lidt. Men straks efter sættes alle de signaler til igen som klart sender signalet: Dette er en komedie. Vælgerne har en stærk tro på at selv det der kan se tragisk ud lige nu, snart vil give næring til håb.

Årsagen til at både politikere på Store scene og studieværter tilsammen skaber komedien, er at de alle sammen jagter dyderne. Komedien er aldrig besluttet noget sted på Lille scene. Den er en bivirkning af en række tekniske krav til den politiske føljeton og dens medvirkende.

Kommentarer som slet ikke er kommentarer

Studieværtens mikrokommentarer som ofte er uden ord, tæller mere hos vælgerne end alle papirskommentatorernes ord fordi papirskommentatorerne jo bare er aktører på scenen på niveau med politikerne. Og fordi papirskommentarer kun læses af eliten af interesserede. Når kommentatorer fra trykte medier kommenterer i tv på Store scene, foregår det via studieværten som giver disse kommentatorer betydning ligesom alt andet der vises.

Men disse småting ved studieværternes optræden er som nævnt slet ikke tænkt som politiske kommentarer. De skal bare binde udsendelsen sammen. De er rent tekniske nødvendigheder. De har derfor stor troværdighed. Det har de bl.a. fordi de har karakter af ”noget der slipper ud”.

Studieværtens kommenterende signaler kan desuden forstås af enhver vælger i forbifarten. I modsætning til kommentatorer i trykte medier som kun forstås af dem der aktivt opsøger dem og læser kommentaren.

Elektroniske medier viser virkeligheden unplugged

At public service-medierne er usynlige på Store scene, har sin gode forklaring ud fra de organisatoriske forhold på Lille scene. Men det har også nogle væsentlige konsekvenser for Store scene. Usynligheden fremmer vælgernes tro på at det mediet viser på sin scene, er selveste virkeligheden unplugged. Og denne tro viser sig bl.a. i de svar vælgere giver på spørgsmål om hvilke nyhedsmedier de bruger når de vil skaffe sig 1) overblik over hvad der sker i samfundet og 2) baggrundsviden om hvad der sker i samfundet. Her kommer tv ind som et sikkert førstevalg begge steder[4].

De usynlige elektroniske mediers magt ligger bl.a. i at udvælge:

· emner til indslag til nyhedsudsendelserne

· eksperter og kommentatorer til i interview at trække de pointer frem som et indslag har som sit overordnede budskab

· deltagere til debatter, herunder antallet af debattører fra regering og opposition,

· valg af dagsorden til debatten og af

· de klip som skal bruges som oplæg til debattens punkter.

I debatter og ved interviews ligger der stor magt i ordstyrerens person og udtalelser og administration af ordet, herunder længden af deltagernes replikker og talerækkefølge. Hvis alt dette passer sammen i en bestemt politisk retning, så har man en stærk politisk påvirkning som hviler på at den er skjult for vælgerne fordi mediet gør hvad det kan for selv at være usynlig på scenen.

Mediets repræsentanter (studieværter og ordstyrere) spiller rollen som scenens praktiske administratorer. De er store scenes svar på embedsmanden i den politiske satireserie ”Yes, Minister”. I stedet for departementschefen der siger ”javel, hr. minister” så har vi studieværten der siger ”Tak fordi du kom.” I begge tilfælde er pointen ved replikken at den som har magten i forholdet, gør sig ydmyg for at skjule sin magt og derved netop styrker den.

Pointe

Studieværtens ”Tak fordi du kom” til politikeren i studiet er Den politiske Komedies svar på den almægtige departementschefs ”Javel, hr. minister” til sin minister i tv-satiren af samme navn.

Tryghedsnarkomaner kræver en beroligende virkelighed

Men intet elektronisk public service-medium viser naturligvis selve virkeligheden. Det ved alle vælgerne også godt med deres forstand.

Men disse medier optræder alligevel som om de er selve virkeligheden. De underspiller systematisk deres rolle som bærende aktører på Store scene. Og det sker ved usynlighed på selve scenen. Så selv om vælgerne ind i mellem får at vide af studieværten at ”det var hvad vi valgte at bringe i dag”, så er den massive daglige påvirkning af vælgernes sanser at mediet ikke er på scenen. Mediet er selve scenen og leverer virkeligheden på den.

Det er en følge af dette at public service-mediet ikke jagter dyderne i konkurrence med aktørerne på Store scene. Public service-tv jagter tilsyneladende slet ikke noget, men viser virkeligheden hvor den episke retfærdighed sker fyldest igen og igen. Ingen ofre uden hjælpere. Ingen skurke uden helte. Ingen straf uden belønning. Og hver gang det lykkes at fortælle en god historie med episk retfærdighed – eller i det mindste med stærkt håb om episk retfærdighed – så styrkes vælgernes interesse for at følge med i hvad der sker på Store scene. Store scene scorer alle dyder ved at sørge for at vælgernes behov tilfredsstilles: Store scene rejser frygt og kurerer den i afmålte daglige doser.

Det er også godt nok. For kun forskere og andre nørder på Lille scene søger Virkeligheden, dvs. ærkevirkeligheden som er den egentlige virkelighed som formodes at befinde sig bag alle de tilsyneladende virkeligheder med deres tilsyneladende historier og episke retfærdigheder. Og ofte jagter disse forskere og nørder denne ærkevirkelighed under store pinsler og afsavn og uden garanti for nogensinde at finde den. Men til gengæld med stor garanti for at der ikke er ret mange derude der gider høre om det.

Tryghedsnarkomaniske vælgere søger ikke ærkevirkeligheden. De søger noget helt andet, nemlig trygheden. Og den kan man bedst få hos en autoritet som man tror på leverer virkeligheden unplugged bl.a. fordi autoriteten leverer gode historier. Og Public service-medierne går nådesløst efter de gode historier som de finder overalt og tager æren for, selv om det er et papirsmedium som møjsommeligt har gravet historien frem. Kun i sjældne tilfælde brokker papirsmedierne sig offentligt som her[5]:

Eksempel: Direkte fra virkeligheden

Det mest vulgære udtryk for denne journalistiske parasitvirksomhed viser sig, når tv tilegner sig en reportage, som måske flere dagbladsjournalister har arbejdet med i flere uger. I aftenudsendelsen præsenteres så avisens kilder, som tv-stationens egne. Tv har uden nogen form for anstrengelse kunnet kontakte dem og få dem til at sige det samme, som de har sagt til avisen. Billederne er hjemme, og oplysningerne serveret direkte fra avisen. En tv-udsendelse er skabt.

Ved at stjæle papirsmediers historier samtidig med at man lader repræsentanter fra disse medier optræde på Store scene som kommentatorer og debatdeltagere, så vokser public service-medierne i vælgernes øjne til at være selveste leverandøren af virkeligheden. Public service-medierne bliver herved selve den Store scene hvorpå alle andre medier udfolder sig – med vurderinger i konkurrence med hinanden og med politikere. Pointen er at alle andre medier end public service-medierne reduceres til at være leverandører af meninger om den virkelighed som Store scene leverer unplugged.

På denne måde er der en perfekt overensstemmelse mellem public service-mediernes usynlighed og demokratiets tryghedsnarkomaniske vælgere. Public service-medierne og vælgerne indgår i et ritual hvor vælgerne via det politiske system på Lille scene betaler medierne for at levere tryghed på Store scene. En tryghed som vælgerne tror på, fordi den jo kommer fra selve virkeligheden som disse medier åbenbarer på Store scene.

Pointe

Public service-medierne og vælgerne indgår i et ritual hvor vælgerne via det politiske system på Lille scene betaler public service-medierne for at levere tryghed på Store scene.

Den usynlige, men mægtige aktør på Store scene

Public service-mediets status af at være selveste Store scene, giver de bedst tænkelige muligheder for at påvirke vælgerne, også partipolitisk. Disse mediers opgave er at skabe den episke retfærdighed, men da aktørerne på Store scene strides om forskellige pokaler, så er det umuligt for public service-medierne at skabe gode historier uden også at påvirke vælgerne partipolitisk. Men over tid må denne hjælp ikke gå til samme politiker eller gruppe af politikere. For så vil de politikere som det går ud over, angribe mediet for at være partisk. Herved skades usynligheden og den særlige status som selveste Store scene.

Hvordan public service-mediets magt gennem usynlighed praktiseres, kan illustreres med et par eksempler. Det er typiske eksempler som udelukkende skal illustrere hvilke metoder der bl.a. benyttes i den usynlige påvirkning. Hensigten er altså ikke at hænge noget bestemt medium eller bestemte medarbejdere ud. Der kunne lige så let være valgt andre eksempler en anden dag. Og der kunne ligeså godt være valgt eksempler med andre partipolitiske tendenser.

To udeladelser

Eksemplet stammer fra sagen om jægerbogen i september 2009. Den 4/9 09 gav 21TV-Avisen dette oplæg til et interview i studiet af forsvarsministeren:

Båndet interviewklip med Helle Thorning-Schmidt som begrundede at forsvarsminister Søren Gade burde gå. Derefter båndet interviewklip med en toppolitiker fra SF som trådte vande på en måde så det ikke klart fremgik at SF ikke mente at Gade burde gå. Derimod var det helt klart at også SF var utilfreds med Gade.

Derefter journalistspeak til billeder med en sagsfremstilling efter denne melodi: Kommunikationschefen i Forsvarskommandoen havde sendt oversættelsen til B.T. Det viste sig at også ministerens spindoktor, Winther, havde sendt den til DR, Bent Stuckert.

Her blev det så ikke oplyst at oversættelsen på dette tidspunkt allerede lå på B.T.’s hjemmeside, og at Stuckert havde bedt spindoktoren om et link til oversættelsen.

Lammefrom minister i studiet

Derefter interviewede Reimer Bo forsvarsminister Søren Gade i studiet. Gade var så meget i defensiven i selve interviewet at han ikke tog fat om de to udeladelser i oplægget: at kun SD mente han burde gå, og at hans særlige rådgiver havde ydet en service over for et medium som er ren rutine for en kommunikationschef. Begge disse udeladelser er klart optonende i retning af at få vælgerne til at lugte Gades lig på bordet. Det sker ved at få vælgerne til at tænke

· at det er hele oppositionen der forlanger Gades hoved,

· at Gades personlige, særlige rådgiver har spillet en aktiv udfarende rolle som gør sagen særlig slem for Gade fordi den kommer meget tæt på ham personligt. Optoningerne øger altså figuren Gades tommelkraft betydeligt.

Studieværtens sproglige optoning

Senere samme aften interviewedes Gade i DR2 Deadline. Her sagde studievært Kurt Strand flere gange ’falske dokumenter’ om den automatiserede arabiske oversættelse af jægerbogen. Igen har vi her en optoning som måske godt kan forsvares rent teknisk: Sagen skal jo sættes på spidsen for at interessere vælgerne maksimalt. Det er hvad reglen Lig på bordet siger, (læs mere).

Det er en del af public service-mediernes usynlighed at deres politisering som regel passerer ubemærket. Og hvis den en sjælden gang påtales, så forsvares den som en følge af rent tekniske nødvendigheder. Dette forsvar i form af den usynlige, ansvarlige chefs tapettale (læs mere) foregår meget sjældent på selve Store scene. Det sker som regel i form af læserbrev i det papirsmedium som har lagt plads til det kritiske indlæg.

Men under alle omstændigheder så viderebringer optoninger nogle usandheder som let købes af vælgere som slet ikke opfatter mediet som politisk aktør

· fordi det er usynligt.

· Fordi optoninger og kommenterende ansigtsudtryk og betoninger ikke kommer fra en tydelig, åbent erklæret kommentator, men fra en rent teknisk administrator af udsendelsen: studieværten. Og

· fordi alting sker så hurtigt og ofte består i detaljer som udelades og nuanceringer som trækkes i en bestemt retning.

Det gælder også i dette tilfælde i DR2 Deadline: For det første er oversættelsen jo kun ét dokument, ikke flere. For det andet er det vel ikke rigtigt at kalde det falsk. Herved tegnes et billede af at nogle i forsvaret har produceret falske dokumenter, fx ved selv at skrive dem eller manipulere med deres indhold. Men det der skete var at kommunikationschefen i Forsvaret gav nogle usande oplysninger om dokumentets fremkomst. Men det er jo noget andet. Dokumentet som sådan var en helt ægte oversættelse af bogen som var foretaget ved hjælp af Googles oversættelsesprogram.

Studieværtens gentagne brug af udtrykket ’falske dokumenter’ var en meget forgrovende optoning som Gade burde have anholdt. Og det gør en professionel politiker da også helt rutinemæssigt under normale forhold. Men Gade var så meget i defensiven og havde så meget brug for at demonstrere ydmyghed og bodfærdighed (jf Gades pamperværn, læs mere) at han måtte lade det passere. Det gav studieværten stor frihed til at formulere en hensigtsmæssig version af den objektive virkelighed som Gade bekræftede da han undlod at bestride den, jf Sandhedsreglen, læs mere.

Pointe

Når public service-medierne favoriserer aktører på Store scene så kan det ofte forsvares som tilfældige følger af rent tekniske nødvendigheder. Men normalt er der slet ikke brug for noget forsvar fordi det er svært at strides med en politisk aktør som gør alt for at være usynlig på Store scene.

Gynger og karruseller

Store scene har mange virkemidler til at forebygge anklager for partiskhed. Derfor vil den eventuelle partipolitiske tendens i ét indslag kunne opvejes af tendensen i andre indslag – eller i helt andre forhold.

Ved årskavalkaden på TV 2 i slutningen af december 2009 havde studieværterne Cecilie Frøkjær og Johannes Langkilde statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans kone Solrún i studiet tidligt i udsendelsen til en ret lang snak om hvordan det havde været at blive statsminister og lignende bløde emner. Sådan et indslag vil være en partipolitisk støtte til statsministeren fordi den scoring han har på især ærligheds- og idealismedyden ved at berette om sin Inderste scene og Intimscenen, styrker ham også i hans mere formelle, politiske rolle på Store scene. Her gælder reglen Dydernes frie bevægelighed, (læs mere).

Senere i samme kavalkade behandlede man så det netop overståede klimatopmøde i Bellacentret. Her konkluderede speakerstemmen klart at det havde været en fiasko. Dette er et partsindlæg mod statsministeren fordi han netop i de samme dage har afvist at det skulle være en fiasko. Tværtimod blev der, ifølge statsministeren, sat en hel del positive udviklinger i gang. Og alene det at man enedes om en ’Copenhagen Accord’ var positivt.

Det er svært at gøre det samlede regnskab op for gyngen og karrusellen her. Men Venstre og statsministeren vil næppe anklage TV 2 for den bombastiske konklusion om topmødet fordi samme udsendelse har foræret statsministeren så meget andet i interviewet med ”mennesket Lars”.

Eksemplet viser hvilket stort klaviatur Store scene har at spille på når man skal bevare illusionen om at være selve den upartipolitiske virkelighed. Da følelser og enkle budskaber er nøglen til enhver historie, så vil man alene af rent tekniske årsager producere mange indslag som er partipolitiske. Men de skal så pege i forskellige retninger, således som det fx sker her.

Grænsen for public service-mediernes neutralitet, objektivitet og upartiskhed er klar: Den er overskredet hvis en hovedperson i komedien kan score dyder på at angribe Store scene for at politisere. Jo færre politisk udnævnte der sidder i public service-mediernes bestyrelser, jo bedre muligheder har disse medier for at undgå at blive rodet ind i stridigheder mellem politikere. Herved får de lettere ved at bevare illusionen af at være selve ærkevirkeligheden unplugged.

Pointe

Jo færre politikere der sidder i public service-mediernes bestyrelser, jo lettere er det at undgå at blive rodet ind i stridigheder på Store scene mellem politikere. Og styrke mediets bærende illusion af at være selve ærkevirkeligheden unplugged.

Kloden mangler en global, politisk komedie

Den nationale, danske Store scene er én blandt mange nationale scener. Danmark er fx medlem af EU, NATO og FN. Hvert medlemsland har sin egen nationale, Store scene. Formålet med sådanne overnationale organisationer er at skabe en mængde af Små scener hvor embedsmænd og politikere kan mødes og løse problemer som ikke kan klares nationalt. Dette formål er – som alt andet i politik -- ikke kommet ud af den blå luft. Enhver overnational organisation gror ud af pokaler i de nationale politiske føljetoner.

Danmark og andre demokratier har hver en Stor scene hvor landets politiske komedie foregår. De forskellige små scener hvor et demokratisk lands eliter mødes ”bag lukkede døre”, modsvares af en parallel, forenet Stor scene hvor landets politiske komedie foregår og sikrer vælgernes interesse for og forståelse af hvad der foregår på de små scener.

Overnationale politiske organisationer mangler en Stor scene. De er små scener uden en parallel Stor scene. Overnationale organisationers kontakt til klodens befolkning går altid via de forskellige nationale Store scener. På disse scener vil den overnationale organisations ledere i bedste fald være bipersoner.

Det er svært for en politiker i den nationale politiske komedie at være imod internationalt samarbejde hvis han samtidig vil score idealismedyden. Derfor vil ethvert demokratisk land være medlem af mange sådanne organisationer. Det er på den anden side vanskeligt på en enkel måde at forklare vælgerne hvad man konkret får ud af at være medlem af en bestemt overnational organisation. Og hertil kommer at den overnationale organisations ledere højst er bipersoner i de forskellige nationale føljetoner. Enhver overnational organisation vil derfor altid stå meget svagt i vælgernes bevidsthed og først og fremmest af de medvirkende i komedien blive brugt til at score idealisme med.

Pointe

Overnationale organisationer vil i de nationale komedier blive båret frem af imponerende hensigtserklæringer og planer, men ret usynlige resultater. Organisationernes ceremonier og procedurer overstråler enhver substans.

EU, bipersoners livmoder

I EU er vi sammen med lande som ligner os meget. De har alle en national Stor scene som i princippet fungerer som vores. Hver har sine elektroniske medier som samler befolkningen om følelsesstærke ritualer, studieværter som er Guds stemme, medvirkende politikere som kæmper om dyderne og papirsmedier som konkurrerer åbent på hårde kendsgerninger og meninger. Alt sammen udformet som en national version af Den politiske Komedie. Forklaringen på komedien er den hemmelige, almindelige stemmeret som enhver vælger i det pågældende demokrati har og har ret til at udøve med få års mellemrum.

Men selv om landene i EU ligner hinanden meget, så har EU som nævnt ikke sin egen overnationale politiske komedie. Det eneste EU har, er nogle bifigurer på de forskellige nationale Store scener. De er bifigurer fordi EU-ledere aldrig får en kontra- eller tommelkraft som overstiger den kontra- og tommelkraft som den nationale politiske komedies hovedpersoner har. Så længe man har indirekte valg til EU-topposter, vil enhver EU-figur være uden tommelkraft. Hertil kommer de helt uoverskuelige problemer med at skulle spille en eventuel politisk EU-komedie på flere sprog samtidig.

At der ikke findes en overnational EU-komedie, betyder at den folkelige kontrol med hvad der sker i EU, er meget svag. Befolkningerne har ingen fornemmelse af at den kan vippe umulige EU-ledere af pinden. Den folkelige kontrol af EU foregår udelukkende via de nationale komedier og deres hovedpersoner. Det betyder at EU-pokaler kun opstår hvis der er nogle der kan score dyder på at strides om dem i den nationale politiske komedie.

NATO blev enden på komedien for Fogh

Samme vilkår gælder for NATO. Da Fogh fik posten som generalsekretær, så blev han øjeblikkeligt reduceret til en bifigur i den danske politiske komedie. Og trådte samtidig ind som en fjern bifigur i de andre medlemslandes politiske komedier. Der findes ingen komedie hvor Fogh i dag spiller en rolle som bare svagt minder om den hovedrolle han forlod. Til gengæld har han fået en hovedrolle i det helteepos som NATO fortæller om sig selv i sin interne offentlighed.

Det kan også være rimeligt nok at en fremtrædende aktør trækker sig tilbage efter mange års opslidende indsats i Den politiske Komedie. Han har jo dog givet vælgerne mange uerstattelige oplevelser – både til fryd og til gru. Ingen kan tillade sig at kræve mere. Men sammenligningen med en skuespiller der lader sig pensionere og overgår til lejlighedsvise biroller, halter. For Fogh går overhovedet ikke på pension. Han flytter sin indsats til en række små scener for eliten. Hans avancement til en international toppost styrker hans rolle på Lille scene, men fjerner ham fra Store scene. For der findes ingen fælles europæisk Stor scene, og i de nationale politiske komedier har han overhovedet ingen tommelkraft og kan derfor aldrig blive særlig interessant for vælgerne.

Pointe

Der findes ingen politisk komedie hvor NATO-generalsekretær Fogh i dag spiller en rolle som bare svagt minder om den hovedrolle han forlod. Han er overgået til Lille scene hvor han spiller for eliten.

FN, komedien og helteeposset

Endnu ringere vilkår har Den politiske Komedie på den globale scene som FN postulerer eksistensen af. I FN er kun et lille mindretal af lande demokratier. I langt de fleste lande findes derfor slet ingen politisk komedie. Derimod findes så det helteepos som også kendes fra enhver organisations, virksomheds eller forenings interne kommunikation. Formålet er at opbygge lederens og ledelsens dyder.

De mange lande uden en politisk komedie blokerer for at der på vores klode kan opstå en fælles politisk komedie. De nationale politiske komedier som demokratierne har, er den højeste, mest omfattende politiske komedieform. Der findes ingen overnationale politiske komedier. Og der kommer nok heller aldrig til at findes nogen. Ingen national despot vil nogensinde acceptere at optræde i en global, politisk komedie. Det vil jo uvægerligt destruere det helteepos som giver despoten liv og magt. Uanset om despoten er en ekcentrisk diktator eller ledelsen i et præstestyre, et religiøst diktatur eller et ét-parti-system.

Når man optræder på den internationale organisations Lille scene, så gør det stor forskel om man skal melde tilbage til en uregerlig politisk komedie eller til et helteepos med en mesterinstruktør som er i lommen på én. Topfigurer fra demokratier skal altid optræde så de scorer dyder i den kaotisk producerede, nationale komedie. Topfigurer fra ikke-demokratiske lande har ikke dette problem. De styrer selv deres iscenesættelse i det nationale helteepos som handler om dem selv. Det medfører kort sagt en større ligegyldighed over for deres egne (og alle andre) borgeres værdier og interesser i forhandlinger og optræden i FNs regi. Deres befolkninger har jo ringe indflydelse på det nationale helteepos. De har først og fremmest retten til at lade sig påvirke af og tro på helteeposset.

Pointe

Der findes ingen overnational politisk komedie. Og der vil aldrig komme en før alle lande er blevet demokratier. Ingen national despot vil nogensinde acceptere at optræde i en global, politisk komedie.

Overnationale ledere mangler tommelkraft

Overnationale organisationer med politiske ledere som er valgt indirekte af medlemslande leverer ikke figurer med tommelkraft til den nationale politiske komedie. Disse figurer vil derfor typisk kun kunne blive svage bifigurer fordi de er mindre interessante for vælgerne end de nationale politiske topfigurer som har stor tommelkraft. Det betyder at den overnationale organisation vil stå svagt og være uinteressant og svær at forstå for vælgerne.

Organisationen optræder i de nationale politiske komedier som nævnt kun som bifigurer. Hvordan de iscenesættes i de mange ikke-demokratiske landes helteeposser afhænger helt af hvor brugbare de er til at glorificere ledelsen, herunder skabe fjendebilleder.

En global politisk komedie er det ikke realistisk at forestille sig. Det betyder at de fælles problemer som mennesker her på kloden har: klimaændringer, befolkningstilvækst, økonomiske kriser, ulighed mellem i- og u-lande, international økonomisk kriminalitet og meget mere ikke kan løses med den politiske komedies metoder. De behandles efter andre metoder på Lille scene. I det omfang de bliver behandlet.

Her går grænsen for Den politiske Komedie.