|
Foghs ærlighed tog alvorligt skade
fordi han ikke overbevisende aflivede alles tro på at han var på vej
væk.
Ærlighed er én af de fire
landsdækkende dyder som vi alle vurderer hinanden på når vi omgås. De
andre er idealisme, stabilitet og kompetence. Disse
fire dyder gælder også for politikere: Enhver politiker kæmper ved
enhver lejlighed for at have dem. Disse dyder lærer alle vælgere
samtidig med at de lærer at tale og forstå sproget. Kun takket være
dem, er demokrati muligt.
·
Ærlighed scores ved at vælgerne tror
at politikeren siger sandheden: Det man siger, skal svare til
kendsgerningerne. Det værste der kan ske, er at man afsløres i en
bevidst usandhed, dvs. en løgn.
·
Idealisme opnås ved at vælgerne
oplever at politikeren er drevet af ønsket om at gavne og glæde andre.
Eller af ønsket om at fremme en højere sag, fx partiets programpunkter.
Det ødelægger vælgernes opfattelse af at politikeren er drevet af
idealisme, hvis politikeren afsløres i at forfølge egoistiske mål, fx
sin karriere: at man går efter penge, magt og vælgertal i stedet for
højere værdier af åndeligt tilsnit. Og det bliver værre hvis
politikeren afsløres i at hykle idealisme, mens han jagter sine
egoistiske mål. Så skades både hans idealisme og hans ærlighed.
·
Stabilitet opnås ved at der er
sammenhæng i det politikeren gør og siger. Det politikeren har gjort og
sagt tidligere, skal hænge sammen med det han gør og siger nu. Det
værste der kan ske, er at man laver kovendinger og er selvmodsigende og
uforudsigelig. Stabiliteten sikrer bl.a. ens identitet.
·
Kompetence opnås ved at politikeren
demonstrerer at han er ”inde i sagen”. Og at han har baggrundsviden
inden for relevante fagområder og administrationer. Men ud over denne
faglige kompetence, så skal
han også have kommunikatitiv kompetence, dvs. han
skal fx i en tv-debat tale interessant og forståeligt. Det værste der
kan ske er at politikeren afslører at han ikke er opdateret med faglig
og administrativ viden. Og at han keder vælgerne. En politisk
modstander skal angribes med verbalt overskud. Og en fræk journalist
sættes på plads med humor.
De tre dyder, ærlighed, idealisme og
stabilitet, hænger tæt sammen og udgør tilsammen dyden troværdighed.
Jo højere en politiker scorer på
dyderne ærlighed og idealisme hos vælgerne, jo bedre muligheder har
politikeren for at nå sine mål. Men for dyderne stabilitet og
kompetence skal politikeren egentlig kun score over en vis
minimumstærskel. Dette ulige forhold mellem de etiske dyder: ærlighed
og idealisme, og de tekniske dyder:
stabilitet og kompetence, afklares s. 91. Men
indtil videre her i kapitlet og videre frem til afklaringen betragter
jeg dyderne over en kam: Det gælder om at score dem maksimalt.
Enhver politisk debat kan kun forstås ved hjælp af
disse fire dyder. Uanset hvilket emne debatten officielt gælder, så
skiftes debattørerne til at fremhæve i hvor høj grad de selv besidder
disse fire dyder. Og til at fremhæve i hvor høj grad deres modstandere
mangler én eller flere af dem. Kampen om dyderne er det væsentligste
gennemgående indhold i enhver debat, og derfor klart det mest sejlivede
af alle politiske emner. Også selv om dyderne som regel slet ikke
omtales direkte.
Dyderne er altid på spil når en
politiker er i ilden i en debat og overalt hvor en politiker viser sig
på tv og alle andre steder. Vælgerne ser og hører politikeren optræde
og udtale sig, og politikerens dyder justeres efter hvordan vælgerne
synes politikeren klarer sig. Politikeren har ikke sine dyder i en
guddommelig absolut sand virkelighed. Politikerens dyder ligger helt og
totalt i vælgernes opfattelse af politikerens figur på den store,
politiske scene.
|
Kun Gud ved om en politiker i
virkeligheden er ærlig inderst inde. Men Gud meddeler sig aldrig
direkte til det danske vælgerkorps. Derfor er vælgerne henvist til tv
og andre medier for med egne øjne at afgøre om en politiker er ærlig.
Det samme gælder når vælgeren skal vurdere om en politiker har de andre
dyder.
|
Dyderne er også på spil når
politikeren optræder ”bag lukkede døre”, fx på møder i folketingsgruppen. Men ikke
alle dyder lige meget. Den dyd som især jagtes, er kompetencen. Det
skyldes at
·
dem politikeren skal påvirke, er
kolleger med langt større indsigt i sagerne end vælgerne,
·
ofte handler det slet ikke om at
påvirke, men om at
·
oplyse resten af gruppen, fx når en
politisk ordfører inden for en område oplyser om hvad der foregår i ét
af folketingets faste udvalg
·
drøfte helt åbent hvordan man løser
nogle problemer, fx hvordan man bedst fremlægger et politisk udspil for
medierne, eller hvordan man afpasser det efter andre partiers udspil.
Tilsammen betyder det at det saglige
og åbent diskuterende træder mere frem når politikeren optræder i et
lukket forum. Det handler næsten udelukkende om at demonstrere
kompetencedyden. På samme måde som når forskere, embedsmænd, en
virksomheds direktion eller bestyrelse mødes i deres forskellige
lukkede rum.
Men ude i det åbne, offentlige rum
gælder helt andre vilkår. Her er vælgerne med på en kigger, og de er
hverken kolleger eller særligt interesserede. Og de vurderer aktørerne
på samtlige dyder – hele tiden og helt nådesløst. Ligesom alle mulige
andre aktører vurderes, uanset hvilket område de kommer fra:
underholdning, sport, kongehus eller medier.
I en tv-debat konfronteres uenige
politikere. Denne direkte konfrontation ansigt til ansigt medfører at
selvros og frakendelse af
modstanderens dyder bliver mere eksplicit end i
mange andre situationer hvor konfrontationen er mere indirekte og den
gensidige dydsmassage derfor kan være mere indpakket i en debat om
politisk substans.
Selvros og frakendelse af
modstanderdyder er mest eksplicit, monoton og ekstrem i debatter i en
valgkamps slutfase hvor de sidste stemmer skal hives i land.
Debatter mellem politikere har normalt
en journalist som ordstyrer. Det gælder både en kort debat i en
nyhedsudsendelse mellem to politikere eller de længere
partilederdebatter i valgkampe. Ordstyreren har en dagsorden som typisk handler om
politisk substans, fx et dokument (et forlig, en aftale) som nogle
partier har lavet. Eller en historie om et offer som er poppet op i
medierne. Deltagerne skal så under debatten holde sig til den
dagsorden, de spørgsmål, som ordstyreren bestyrer. Ofte ledsages skift
af emne af at der vises aktuelle tv-klip fra nyhedsdækningen.
Deltagerne udvælger detaljer fra
dokumentet eller emnet eller tv-klippet som egner sig til angreb på
modstanderens dyder. De hårdeste angreb besvares med
1.
et kort angreb på angrebet for at
bygge på misforståelser (= inkompetence), fordrejning (= uærlighed) og
lignende
2.
lidt selvros og
3.
et modangreb som er så langt som
muligt, og som mest muligt borer i modstanderens ømme punkter med brug
af eksempler som vækker følelser.
Debatten består i en række indlæg som
kører efter denne uformulerede dagsorden. Der er en klar tendens til at
selvros kun forekommer i en debat når man er blevet angrebet. Og at det
hurtigt afløses af et langvarigt angreb på modstanderens dyder.
Det er vigtigt at være i offensiven.
Det viser at man er kompetent og sprudler af ideer og foretagsomhed og
sejrsvilje. Man må aldrig ligne en der bliver slået ud af ét af
modstanderens angreb på dyderne. Men man kan godt udtrykke
frygtblandet, humoristisk beundring for modstanderens evne til at
forskønne, forsimple og manipulere. Herved angribes modstanderens
ærlighed samtidig med at man fremstiller sig selv som én der hjælper
vælgeren med at afsløre en folkeforfører.
Når man lytter til en talende
politiker (og enhver anden), dominerer kommunikationen fra krop og ansigt over den verbale
kommunikation. Undersøgelser viser at højst 10 % af de informationer
man opfatter, kommer fra det der bliver sagt. Resten kommer fra krop og
ansigt og fra hvad man i øvrigt ved om den der optræder. Undersøgelser
af hvad seere husker fra nyhedsudsendelser viser også at det verbale
indhold står svagt over for iscenesættelse, påklædning og andet som
sagligt set er irrelevant.
Politikerens scoring af dyder afhænger derfor langt mere
af det ikke-sproglige ved politikerens figur og optræden end af hvad
politikeren siger. I en tv-debat vil signaler fra politikerens krop og
ansigt tælle stærkt når dyder scores og mistes. Vælgerne tror på det de
selv ser og hører, fremfor det de får fortalt. Politikerne scorer ved
at vælgerne vurderer deres optræden i debattens drama.
|
Vælgerne
tror på det de selv ser og hører, fremfor det de får fortalt. Det er
mere effektivt at vise dyderne i sin optræden end at bedyre i sine
replikker at man har dem.
|
·
Ærlighed scores ved spontan og ægte optræden.
Følelser skal udtrykkes klart i kropssprog og mimik. Talen må ikke
virke kontrolleret og kold. Der må gerne være et element af noget
ukontrolleret i ens optræden. Herunder følelsesudbrud i et vist omfang,
som man tager sig i. Reaktioner som latter og andre udbrud når
modstanderen taler, er godt.
·
Når den ene politiker taler, viser tv
billeder af andre politikeres ansigter, så vælgerne kan følge
virkningen af angreb, frierier og andet. Her er gode muligheder for at
udtrykke stærke følelser gennem sin mimik og dermed styrke ærligheden.
En stærk mimik mens man lytter, kan også
tage opmærksomheden fra den modstander som taler. Og tjene som
begrundelse for at man får ordet straks efter, så vælgerne kan få sat
ord på mimikken.
·
Ærlighed scores ved at indrømme fejl,
fx at man ikke har været hurtig nok til at gøre noget. Og ved at røbe
ting som ikke er kendt fra den offentlige scene.
·
Modstanderens
ærlighed undermineres især ved at man fremhæver situationer
hvor modstanderen har løjet eller ”talt mod bedre vidende”, eller har
lovet ting som ikke er blevet indfriet.
·
Idealisme scores
ved
at man stedse fremhæver at man kæmper for vælgerne, landet og gerne:
hele menneskeheden. Der skal udvises stor omsorg for alle ofre. I selve
debatsituationen scores idealismen ved at politikeren viser engagement
og stor lydhørhed over for sine meddebattører, for ordstyreren
(journalisten) og stor entusiasme for sine svar på de spørgsmål som
debatten officielt handler om. I idealismen ligger at man er det
modsatte af egoist, dvs. at man ikke kører sit eget løb, men
interesserer sig for og respekterer og tager hensyn til andre mennesker
– også dem man debatterer med.
·
Vælgerne vil altid vurdere hvilket
projekt politikeren i virkeligheden har med at være politiker bag alle
erklæringer og forsikringer. For at score idealisme skal politikeren
med krop, ansigt og handlinger vise troværdig lidenskab for nogle
ændringer i samfundet som vil gøre det bedre for alle.
·
Da vælgerne grundlæggende elsker det
bestående Danmark (mere på side 59), scores
der ikke på revolutionære ændringer. Det handler om ændringer som vil
afværge trusler som typisk kommer til os
udefra. Eller som er kroniske for ethvert menneske på kloden: sygdom,
invaliditet, død, ensomhed, ingen penge, uvidenhed og overtro.
·
Modstanderens
idealisme anfægtes
ved at afsløre fx partiegoistiske interesser bag politiske initiativer.
Man påpeger at det ikke er de erklærede mål der har drevet værket, men
interessen for at score stemmer og få magt.
Stabilitet
·
Stabilitet scores ved at fremhæve at det man siger og
gør nu, hænger tæt sammen med det man har sagt og gjort tidligere. Og
at flere forskellige ting som man gør samtidigt, passer til den
overordnede politik man har meldt ud. Stabiliteten scores også ved at
man er fast på et hold (et parti) som kæmper mod eller med andre hold
(partier). Man skal gentage de samme pointer med mellemrum, angribe de
samme modstandere og støtte de samme alliancepartnere.
·
Når man optræder for øjnene af
vælgerne, fx i en tv-debat, så skal der også udsendes et sikkert signal
om personlig stabilitet og klar identitet. Det sker ved at man er den
samme fra gang til gang hvor man toner frem. Der må ikke være stor
variation i påklædning, frisure og måden at tale på fra den ene
optræden til den anden. Et eventuelt behov for synskorrektion skal
dækkes på samme måde hver gang: enten af briller eller af
kontaktlinser.
·
Modstanderens
stabilitet og identitet anfægtes ved at påpege at der ikke er
sammenhæng i det han gør, siger og mener. Jo større modstrid man kan
påpege, jo bedre. Også intern strid i det hierarki modstanderen
tilhører (partiet, oppositionen eller regeringen) undergraver denne
dyd. Derfor optones alt som kan fortolkes i den retning.
Kompetence
·
Kompetence scores ved sikker og myndig optræden. Man
skal fremtræde så sagligt som muligt og være optaget af den politiske
substans i debatten. Kompetencen scores ved fx at kende detaljer fra
det dokument som eventuelt debatteres.
·
Når detaljer hentes frem og bruges til
at fremhæve egne dyder eller angribe modstanderens, så vil de som regel
blive anfægtet af modstanderen inden modstanderen sætter sit eget
angreb ind. Her er det vigtigt at man vinder denne dyst på indsigt i
dokumentets eller sagens tekniske detaljer. Dette medfører så også at
man indimellem siger ting som vælgerne ikke forstår. Det er nødvendigt,
især hvis man fx ikke er minister.
·
En politiker som har en tung
administrativ post har lettere ved at blive vurderet som kompetent uden
at behøve tale uforståeligt. Den mest
almindelige måde at tale uforståeligt på er at bruge nationaløkonomiske
udtryk. Oppositionspolitikere og andre som er under anklage for at
mangle erfaring og være økonomisk uansvarlige (= inkompetente), har i
højere grad brug for at score ved at tale uforståeligt. Men man må
aldrig gøre det så meget at man keder vælgerne.
·
Kedsomhed blandt publikum er et sikkert tegn på at den
optrædende ikke kan kommunikere. Og det nytter ikke at score højt på
saglighed, hvis man samtidig scorer lavt på kommunikationskompetence.
·
Kommunikationskompetencen scores ved
at man gør en god figur i det tv-format og den scenografi man optræder
i. At man får kontakt. I denne kompetence ligger at man scorer på alle
dyder ved den måde man optræder på.
·
Vælgerens oplevelse af politikerens
evne og talent for at kommunikere er grundlaget for vælgerens totale
vurdering af politikerens kompetence, også den saglige.
·
Løsningen på problemet med at score
saglig kompetence er at tale uforståeligt på en underholdende måde hvor
studiesituationens muligheder for hurtige reaktioner og spontan humor
udnyttes. Herved oplever vælgeren at forstå personen, selv om det som
personen siger, er helt eller delvis uforståeligt.
·
Modstanderens
kompetence anfægtes
ved at man afslører hans uvidenhed, fx om det dokument som debatteres
eller om hele historien bag dokumentet.
·
Man kan også angribe hans fremstilling
af hans egne synspunkter for at være uforståelig eller misvisende.
·
Hvis man angriber ham for at være
manipulerende, er det
ikke kun et angreb på kompetencen (han er ikke smart nok til ikke at
blive gennemskuet), men også på ærligheden og idealismen.
|
Vælgernes oplevelse af politikerens
evne og talent for at kommunikere er grundlaget for vælgerens vurdering
af politikerens saglige kompetence.
|
Der er to ting der især skaber indre
sammenhæng i en debat:
·
ordstyrerens dagsorden med emner for
udsendelsen
·
angreb fra en politiker medfører kort
forsvar og derefter modangreb fra den angrebne. Angreb
består i at man henter detaljer frem som er egnede til at frakende
modstanderen dyderne.
Angrebene
dominerer fordi den konflikt de skaber for øjnene af vælgerne, giver
spænding. Alternativet til angreb er selvros, men det er langt sværere
at skabe gode replikker med selvros end at skabe gode replikker med
angreb på modstanderen. Når en politiker angribes for åben skærm, øges
den angrebne politikers kontrakraft og tommelkraft. Den
udfordrede politiker skal styre sine følelser og give igen med samme
mønt under pres. Og politikerens skæbne afhænger af om vælgerne vender
tomlen op eller ned.
Ordstyrerens saglige dagsorden angiver
således ikke debattens egentlige emner. Den bruges som afsæt af
politikerne til de dydsangreb som er debattens egentlige og helt
dominerende indhold fordi det er forståeligt og engagerende for alle,
uanset hvor meget man fatter af debattens saglige indhold. Ordstyreren
og hans dagsorden fungerer som vælgerens sikkerhed for at politikerne
gennem udsendelsen tvinges til at hente stikord i forskellige dele af
dokumentet eller af sagen. Dagsordenen sikrer en vis variation i
udsendelsen og skal dermed forebygge kedsomhed. I øvrigt repræsenterer
ordstyreren mediet i debatten og skal med sin person demonstrere
mediets dyder, især dyden om at være Guds stemme, dvs. have en
kompetence som overgår politikernes (mere s. 189). Mediet
er den forælder der sørger for at børnenes slagsmål holder sig inden
for visse rammer.
Satire
med humor
For at klare sig godt i debatterne er
det nødvendigt at man kan angribe hårdt uden samtidig at skade sine
egne dyder. Vælgerne afskyr had og fanatisme, fordi de foretrækker
sund, pragmatisk fornuft fremfor højstemte totalløsninger. Den
satiriske overdrivelse og tendentiøse forenkling kombineres derfor med
humor. Herved undgår politikeren at virke for indigneret og
harmdirrende. Med humor kan man både angribe hårdt og samtidig fjerne
vælgernes frygt for fanatisme. Hertil kommer at den monotoni der kan
ligge i at opleve politikere angribe hinandens dyder igennem en debat,
kan brydes befriende af en politiker som på en personlig og slagkraftig
måde formår at krydre sine forudsigelige angreb med sproglig fantasi og
humor.
Denne evne har både Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal. De
dyrkede begge oprindeligt den harmdirrende satire over det bestående
system. Denne satire er kernen i ethvert ekstremistpartis sproglige
udfoldelser. I takt med at de har forstået at kombinere satiren med
humor, har de scoret stemmer. Men den oprindelige satire er i høj grad
intakt – med de begrænsninger der ligger i at være blevet allieret med
nogle af de tidligere modstandere og dermed kommet med blandt de
partier som kan opnå resultater bag lukkede døre bl.a. ved at nedtone
de sproglige udfoldelser på den store, offentlige scene.
|
Vælgerne afskyr had og fanatisme, fordi
de foretrækker sund, pragmatisk fornuft fremfor højstemte
totalløsninger og tusindsårsriger. Med humor kan man både angribe
modstanderen hårdt og samtidig fjerne vælgernes frygt for fanatisme.
|
Både selvros og angreb på modstanderen
skal mest muligt konkretiseres. Det sker ved at udvælge eksempler som
kan rejse følelser hos vælgerne og samtidig tjene som basis for selvros
og for angreb. Disse eksempler tages ikke fra det meget abstrakte
dokument (politiske udspil) som er emnet for debatten. De tages fra den
senere tids begivenheder. Der indgår også ofte åbenbaringer fra
fortrolige forhandlingsforløb eller personlige overvejelser under
overskriften ”Helt ærligt…”.
Men uanset hvilke kilder debattørerne
øser af, så udvælges det og udformes det således at det bedst muligt
egner sig til ødelæggende angreb på modstanderens dyder.
Da nøglen til at flytte eller styrke
vælgernes holdninger er god brug af eksempler, så spiller forenklinger
af modstanderens position en stor rolle. Her bruges nøjagtig samme
teknikker som medierne bruger til at optone en begivenhed således at
der kommer ’lig på bordet’ (s. 171):
udeladelser af nuancerende udtalelser og systematisk sproglig optoning
i opskræmmende retning af det som udvælges. Teknikken kaldes af samme
grund ’at opstille et fugleskræmsel’, men den
adskiller sig ikke fra de metoder som altid bruges når man tegner et
fjendebillede. Formålet er skabe en platform for at rejse følelser. Det
sker ved at angribe det rejste fugleskræmsel med så meget lidenskab som
muligt uden at fremstå som hjerneblæst fanatiker, dvs. med humor.
|
Man
styrker vælgernes tro på sin politik ved at fremføre rædselsvækkende
eksempler på hvad modstanderens politik indebærer. [Loven er opkaldt
efter salmedigteren Thomas Kingo hvis
salmer rummer mange saftige, inspirerede vers om jordelivets
elendighed, men kun få, meget blodfattige vers om himmerigets
velsignelser.]
|
Meget i en debat er improviseret.
Politikerne ved ikke nøjagtigt hvad ordstyreren og de andre deltagere
vil sige. Alligevel kan langt det meste af det man selv siger i
debatten, være forberedt. Det må aldrig være så godt forberedt at det
mister sin karakter af at være improviseret.
Ordstyrerens dagsorden vil normalt
være kendt i forvejen. Men selv om den ikke er det, så vil alene viden
om emnet for debatten, og hvem de andre deltagere er, være
tilstrækkeligt til at politikeren kan forberede korte modultaler som vil
kunne bruges ligegyldig hvad der sker.
En modultale er en lille, forberedt
tale om et emne. Navnet kommer af at den let kan udvides og afkortes så
den passer til den tid der er afsat. Den kan også let kombineres med
andre modultaler til længere indlæg.
Disse modultaler til brug i debatter
skal først og fremmest rumme hårde, og gerne vittige angreb på
modstanderen. Hvordan de leveres, afhænger af øjeblikkets inspiration.
Men hvilke eksempler man skal bruge, og hvordan de skal serveres i
store træk, kan og bør forberedes. Få, enkle eksempler som rejser
stærke følelser er afgørende. Uden et arsenal af sådanne eksempler
taber man sine dyder i enhver debat. Der skal igen og igen opstilles en
klar fjende som man kan bekæmpe.
Man kan med fordel lægge en strategi
for debatten: Hvem vil
man især angribe? Hvilke af talemodulerne vil man absolut levere og
hvor mange gange? Og hvilke moduler vil man nøjes med at holde hvis der
dukker en særlig mulighed op?
Nogle få angribende eksempler som man
bruger nogle gange med passende variation, er mere effektive til at
underminere den vigtigste modstander end en masse eksempler som bruges
som spredehagl. Vælgerne vil huske få, stærke ting fra debatten.
Udfordringen er at sørge for at levere bare ét angreb som gør et
indtryk der huskes efter debatten.
I sidste fase af en valgkamp vil
brugen af få, velvalgte eksempler eskalere. Gentagelserne øges. Der
fremkommer færre nye informationer i debatterne. Kampen koncentreres
omkring nogle udvalgte eksempler som de kæmpende udnytter maksimalt til
at underminere hinandens dyder. Disse eksempler kan fx ved en valgkamp
handle om ”kassedamernes skæbne” og ved en anden ”manglen på varme
hænder i sundhedssektoren.”
At disse dyder spiller denne centrale
rolle, er en konsekvens af at enhver vælger har én og kun én stemme når
en politikers og et partis skæbne skal afgøres. Da de færreste vælgere
har stor interesse for det politiske og særlig indsigt i de sager som
debatteres, konkurrerer politikere og partier om at skabe størst mulig
sympati omkring deres personer. Politikernes personlige kvaliteter
bliver derfor det vigtigste gennemgående politiske emne. At have stor
sympati, dvs. et positivt image, hos
vælgerne, bliver den vigtigste, generelle magtfaktor i ethvert
demokrati.
Og dette er ikke noget der bør
beklages. Det er selve ideen med at have et demokrati. En regering som
ikke er i stand til at overbevise befolkningen om at den rummer
personer med alle dyder som fører en fornuftig politik, må gå. Ingen
andre end befolkningen selv kan fortælle befolkningen sandheden om
hvordan den har det, og hvilke sande interesser den har.
Ved at gøre politik til en konkurrence
om dyderne, flyttes den politiske konkurrence fra ofte uigennemskuelige
administrative og ”saglige områder” til et område hvor enhver vælger
har stor hverdagsviden og -erfaring. Dyderne er på spil hver gang man i
dagliglivet skal vurdere andre personer. At vurdere i hvilken grad
andre mennesker har dyderne, er noget enhver lærer i sin opvækst.
Ligesom man lærer sit modersmål længe før det står på skoleskemaet. Det
er nødvendigt for at klare sig i alle menneskelige sammenhænge. Derfor
er politikernes dyder den mest direkte, effektive genvej til påvirkning
af vælgerne.
|
Vælgerne er eksperter i at vurdere om
en person har dyderne eller ej. Ved at gøre politik til en konkurrence
om dyderne, flyttes den politiske konkurrence fra ofte uigennemskuelige
administrative og ”saglige områder” til et område hvor enhver vælger
har stor hverdagsviden og -erfaring.
|
Denne overflytning af politiske
spørgsmål til det hverdagspsykologiske område betyder ikke at politiske
spørgsmål bliver behandlet trivielt, populistisk eller vulgært.
Vurderingen, at Fogh agtede at sige ja hvis han fik tilbudet om at
blive NATO-generalsekretær trods sine udtalelser om det modsatte,
byggede på en nuanceret vurdering af at han ikke forpligtede sig
tilstrækkeligt stærkt på at sige nej. Der var flere ting han kunne have
sagt og gjort som han altså netop valgte ikke at sige og gøre.
Herved brød han med ærlighedsdyden.
Når en person bryder en dyd, så
begynder tolkningerne. Man går ud fra at der findes en fornuftig
forklaring som passer med det image som personen har i forvejen.
|
Når en politiker bryder dyderne, så
begynder vælgerne at lede efter skjulte forklaringer. De kan slet ikke
lade være.
|
En som ikke kendte Fogh i forvejen,
kunne tro at forklaringen kunne være at Fogh simpelthen begik en fejl.
At han og hans rådgivere havde fejlvurderet situationen og derfor var
kommet til at underdimensionere Foghs udtalelser.
Men denne forklaring strider mod Foghs
etablerede image som yderst kompetent politiker. Fogh besidder dyden
kompetence i en sådan grad at man blev tvunget til at tolke
udtalelserne som netop et udslag af hans kompetence.
Forklaringen måtte derfor være at han
ofrede noget her og nu for at kunne nå så meget desto mere senere. Han
fulgte en strategi, dvs. et
langsigtet mål, som gjorde det taktisk nødvendigt at sige som han
gjorde. Han skadede sin ærlighed fordi det var nødvendigt for at nå
målet.
Dette ræsonnement – eller noget der
ligner – vil enhver vælger gøre, når han skal vurdere Foghs optræden på
pressemøderne. De færreste vil selvfølgelig udpensle det med ord som
jeg her gør. Det er heller ikke nødvendigt.
Men det er nødvendigt at sætte ord på
for at eksplicitere den viden og de slutninger som gør det forkert at
opfatte ”politik set gennem dyder” som en vulgær og populistisk sport.
Det forudsætter mindst lige så raffinerede analyser som specialister
kan foretage af økonomiske, juridiske og tekniske anliggender. Men
emnet er noget alle har forstand på. Derfor kan alle analysere med. Og
det gør alle vælgerne så selvfølgelig også. De kan slet ikke lade være.
Der er intet i ræsonnementet om Fogh
ovenfor som forudsætter ekspertindsigt i økonomi, jura eller
administration. Eller i dansk politik – ud over kendskab til Foghs
image som politiker. Og det er ikke tilfældigt. Dyderne er den
almindelige vælgers genvej til politiske vurderinger. Overalt og til
hver en tid.
Jagten på dyderne gør ikke bare enhver
debat – rettelse: mange debatter – spændende og interessante for
vælgerne. Dyderne gør reelt demokrati muligt.
|
Dyderne er vælgernes genvej til
politiske vurderinger. Uden jagten på dyderne, intet demokrati.
|
De kendsgerninger som journalisterne
brugte som afsæt for deres spørgsmål, var Foghs mange udlandsrejser
igennem mange måneder. Og hans påfaldende lave profil i politiske sager
som kunne provokere internationalt, fx indvandringsspørgsmålet. Hertil
kom så også den kendsgerning at han igennem mange måneder affærdigede
spørgsmålet om hans forbliven i dansk politik som irrelevant. Der var
efterhånden i den danske offentlighed og på Christiansborg en
opfattelse af at kendsgerningerne talte et klart sprog.
Når en minister konfronteres med
kendsgerninger som truer ministeren, så skal der selvfølgelig handles.
Men inden ministeren og hans rådgivere beslutter hvad der skal gøres,
så har man brug for tid. Eller også har man – som i tilfældet Fogh –
brug for at tiden går, således at det problem der er kilde til de
ubehagelige kendsgerninger og spørgsmål, finder sin løsning imens.
Denne tid vinder man typisk ved følgende metoder til at træde vande.
Ministre kan ofte ignorere vanskelige
kendsgerninger i pressen i et stykke tid, mens de undskylder sig med
travlhed med andre langt vigtigere sager. Således som Fogh også gjorde
i denne sag.
Men når pressen gerne vil have svar,
så svækker det idealisme-dyden hvis ministeren ikke stiller op.
Idealismedyden handler bl.a. om at man tænker på andre og så vidt
muligt imødekommer deres behov. Man må ikke komme i nærheden af at
virke arrogant. Men når vælgerne på tv oplever en minister som giver
pressen en kold skulder, så oplever de samtidig en minister som ikke
tager hensyn til vælgernes interesse i at få svar på et vedkommende
spørgsmål. Vælgerne identificerer sig med den nysgerrige journalist.
Ministeren kan så i næste omgang vinde
tid ved at kræve en rapport fra de berørte embedsmænd inden han udtaler
sig i sagen. Det gør det muligt for ham at vise omsorg for pressen ved
fx i interviews at fortælle at han har bedt om en rapport og derfor
ikke kan svare før rapporten foreligger.
Men denne
fremgangsmåde kunne Fogh ikke bruge fordi kendsgerningerne handlede
direkte om ham selv. Det var derfor ikke muligt at vente på at nogle
embedsmænd eller en kommission lavede en rapport han så
kunne udtale sig om.
I sagen om jægerbogen i efteråret 2009
igangsatte forsvarsminister Søren Gade to auditørundersøgelser af hvad
der var sket i Forsvarskommandoen. Samtidig sagde han at det ikke ville
tager uger, men måneder. En umiddelbar konsekvens af dette var at
Socialdemokraternes forsvarsordfører nedtonede sit lodrette krav om at
Gade gik af. Det blev nu formuleret således af ordføreren: ”Min tillid
til ministeren er flosset i betydelig grad – og det burde han tage
konsekvensen af og gå.”
Når så ministeren er nødt til at
udtale sig – efter eventuel ignorering og venten på rapport – så vil
han bl.a. blive vurderet på om han forbliver i den formelle rolle,
eller om han formidler sin ministerrolle ved at træde ud af den som
person og optræde i ”øjenhøjde med vælgerne” – med fuld personlig
gennemslagskraft og følelsesmæssigt engagement.
Når Fogh og andre ministre i lignende
situationer med stort pres undlader at træde ud af rollen, så skyldes
det usikkerhed om hvordan sagen vil udvikle sig. Man siger hellere for
lidt end for meget, for ikke senere at kunne blive hængt op på det. At
holde sig til sin formelle rolle og kun sige det absolut mest
nødvendige og forudsigelige er derfor en nødvendig forsvarsmetode for
ministre som er trængt af kendsgerninger i uforudsigelige sager.
Prisen er
at ærligheden og idealismen tager skade fordi vælgerne kræver at han
træder lidt ud af rollen og sætter sin person på spil. At han ikke gør
det, dvs. at han holder formel afstand til vælgerne, udlægges som tegn
på uærlighed og manglende idealisme. Og man tolker det som en pris han
er villlig til at betale for at forebygge større skader på disse og de
andre dyder senere i forløbet.
Metoden kaldes tapettale fordi det ministeren siger,
ikke skal vække opsigt, men ”gå i ét med tapetet”. Formålet er at tale
sagen mest muligt ned.
Oppositionen og visse medier er samtidig interesseret i at tale den
mest muligt op og finde flere kendsgerninger som er ubehagelige for
ministeren. Ministeren så helst at sagen helt kom af dagsordenen.
Situationen med en fremtrædende
politiker der påstår noget som mange mener er direkte forkert,
forekommer ofte i politik. Det er altid godt tv at få vedkommende i
studiet, fordi politikeren har ekstremt meget kontrakraft, dvs. rummer
pirrende modsigelser som stimulerer vælgerne.
At
erstatte dårlige kendsgerninger med gode
I verdenspolitikken kendes fænomenet
tapettale i ekstrem form fra visse staters benægten af andre staters
eksistens (Rød-Kina af Formosa-Kina; visse arabiske lande af Israel).
Ved at definere noget som enhver kan se eksisterer, som
ikke-eksisterende, skader man selvfølgelig sin ærlighed, idealisme og
kompetence.
|
Påskuddet [Holocaust] for skabelsen af
den zionistiske stat er falsk. Det er baseret på en mytisk påstand, der
ikke er bevist.
|
Fordelen ved at benægte uønskede hårde
kendsgerninger er at man tvinger enhver som vil kommunikere med én, til
at acceptere sin virkelighedsdefinition. Ellers bliver samtalen og dens
spørgsmål bare afvist som irrelevant. Det bliver dermed meget let at
besvare alle relevante spørgsmål, nemlig dem der forudsætter den
officielle virkelighedsdefinition. Det sker ved at lire de officielle
sandheder og procedurer af. Og forsikre om at alt er under kontrol, og
alle planer følges.
Bandelederen
som blev bomvagt
Hertil kommer at den tapettalende selv
kan handle som om den virkelighed man officielt anerkender, også er den
faktisk eksisterende.
Efter hårde natlige kampe mellem
bander i boligkvarteret Tåstrupgård i 2009 skrev boligselskabet
KAB til beboerne at der ikke var
bandekrig i området. I konsekvens af denne virkelighedsopfattelse kunne
man ansætte én af de mest markante ledere for én af de bander som jo
ikke eksisterede, som såkaldt bomvagt til 22.000 kr om måneden. Han
havde til opgave at åbne og lukke bomme, bl.a. i forbindelse med til-
og fraflytninger som der var en del af. Og den administrerende direktør
for KAB fortalte at efter
bandelederen blev ansat til dette job, var al ulovlig kørsel med biler
og knallerter på stierne ophørt. Bommene blev ikke mere revet i stykker
og nøglesystemet heller ikke hele tiden stjålet.
Hvis KAB havde anerkendt at der var
bandekrig i området, så ville ansættelsen tydeligt have været en
såkaldt dummebøde som selskabet betalte til
den ene bande for at lade være med at terrorisere på stierne.
Tapettalens
budskab: Her er intet at komme efter
Når Fogh erklærer ikke at være
kandidat til NATO-posten, så tvinger han pressen
til i fortsættelsen at spørge ud fra at han ikke er kandidat – hvis de
vil i dialog med ham. Hvis han havde indrømmet at være kandidat – eller
bare indrømmet at ville overveje et eventuelt tilbud – ville pressen
straks kunne være gået videre med nye spørgsmål som ville have presset
ham yderligere ind i at tale om nogle detaljer han (heller) ikke
ønskede at tale om. Og som ville have tvunget ham ud af den formelle
rolle som statsminister.
Virkningen af tapettale er at man kan
afvise alle spørgsmål som ikke forudsætter
·
at formalia er overholdt,
·
at alle udfylder deres formelle rolle
som de skal, og
·
at den officielle politik også er den
reelle.
Tapettale bruges derfor hvis de
kendsgerninger som er gravet frem, mere end antyder at formalia,
rolleforpligtelser og den erklærede politik netop ikke er overholdt.
Disse kendsgerninger bruges altså til angreb på den ansvarlige for at
mangle kompetence og stabilitet og muligvis også ærlighed og idealisme.
Den umiddelbare reaktion fra ministre som møder anklager, er derfor
tapettale, dvs. genfortælling af formelle regler og i forvejen
erklærede politikker.
Det er en højrehåndstaktik som altid
er anvendelig, og som – hvis den lykkes – styrker kompetencen og
stabiliteten. Men som altså normalt også tærer på ærligheden og
idealismen – fordi det er en verbal, formel magtdemonstration af retten
til at definere virkeligheden.
Formålet
er at sprede så meget uld over sagen at den dør af kedsomhed. Og
samtidig styre dagsordenen væk fra spørgsmålet og dermed forsvare sin
egen faglige og administrative kompetence mod flere angreb.
|
Tapettales formål er at sprede så meget
uld over sagen at den dør af kedsomhed.
|
Tapettale har normalt defensive
formål. Den fortolker – så kedsommeligt og selvfølgeligt som muligt –
generelle regler, politikker og handleplaner på det foreliggende
tilfælde. Og den underforståede, letfattelige melding er:
·
Alt er under kontrol. Her er intet at
komme efter. Denne historie er ekstremt kedsommelig. Lad os derfor
slutte her og gå over til noget mere interessant og væsentligt.
Men en minister, partileder,
borgmester eller embedsmand kan være trængt så meget af
kendsgerningerne at det skønnes nødvendigt at kombinere tapettalen med
mest mulig restaurering af de dyder som kendsgerningerne anfægter.
Dette kaldes tapettale Xtra.
Den mest primitive form for tapettale
Xtra består i at den angrebne erklærer at han har de dyder han anklages
for at mangle.
Således forsikrer den tidligere
direktør for TV2, Per Michael Jensen, om at hans ledelse af
stationen var kompetent, da en undersøgelse viste at ledelsen havde
svigtet: ”Vi har gjort vores arbejde til tæt på UG.”
Hvis sådanne erklæringer kommer efter
en grundig undersøgelse som har lagt en række kendsgerninger frem, så
virker erklæringerne normalt som desperate nødløsninger. De vil derfor
yderligere svække troværdigheden hos den anklagede. Herved er disse
erklæringer meget brugbare til yderligere at styrke billedet af en
skurk der er taget på fersk gerning.
At
tale sort
Man kan også levere tapettale Xtra i
form af sort tale som her hvor
integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er under anklage
for at have givet Folketingets integrationsudvalg mangelfulde
oplysninger inden Folketinget vedtog en lov om hjemsendelse af
asylsøgende børn fra Afghanistan uden familie. Hun havde oplyst at Røde
Kors drev flere børnehjem i
Afghanistan. Men det var ikke sandt. Og Røde Kors havde skrevet det i
et brev til ministeren inden loven blev vedtaget.
|
Journalist: Du siger til Radioavisen, at du først er blevet
opmærksom på Røde Kors’ henvendelse, efter at loven er stemt igennem.
Men det stemmer jo ikke.
Rønn: Nu skal du lige passe på. Det er
ikke snak om noget, som ikke er der. Der er snak om noget andet.
Jeg
citerer: ”Det er ret chokerende, at jeg først får dem, efter at loven
er vedtaget.” Det siger du til Radioavisen. Det passer jo ikke.
Det hænger sammen på den måde, at da
jeg hører, at der er ballade i medierne, da tænker jeg ikke på, at det
er det svar, jeg gav i går. Da var jeg overhovedet ikke nervøs for
noget som helst. Det er jeg sådan set eller ikke nu, hvor jeg har
genlæst det for tredje gang.
[…] Men du
kunne da bare have spurgt Røde Kors, om det er rigtigt, før du skriver
det.
Hvis vi hver gang skal undersøge, om
det, Røde Kors – som vi har et godt samarbejde med – siger, er rigtigt,
når vi ikke har nogen grund til at tvivle på det, så kunne vi få nok at
lave.
Men
hvorfor videregiver du unøjagtigheder?
Det har vi gjort lige så snart, vi fik
brevet.
Du gik
ikke på talerstolen og gjorde Folketinget opmærksom på det?
Jamen, jeg går ud fra, at de læser
svarene til Folketinget.
[…] Det
lyder, som om du ikke synes, det er så alvorligt at give ukorrekte
oplysninger til Folketinget?
Det tager jeg slet ikke stilling til.
Men er det
alvorligt?
Jeg tager slet ikke stilling til dine
spørgsmål, min herre. Og det håber jeg ikke, I viderebringer, som om
det var til jer [henvendt til DR’s kamera, red.]. Det var til ham.
Men du
videregiver vel ikke ukritisk alle de informationer, du får, til
Folketinget?
Glædelig jul.
|
Formålet med den sorte tale er at
demonstrere at man aldeles ikke har været i nærheden af at begå fejl og
samtidig gøre journalisten så desorienteret at han får sværere ved at
ramme politikerens dyder præcist. Risikoen er at journalisten – som her
– bringer den sorte tale ordret. Herved skades alle politikerens dyder
alvorligt. Fordi det er så let for journalisten at svare igen på denne
måde, er det meget sjældent at sort tale bruges så åbenlyst til
tapettale Xtra som i dette eksempel.
Pædagogisk
velvilje i en kompliceret verden
Der findes mere raffinerede, indirekte
former for tapettale Xtra.
Således beklagede en række producenter
af dokumentarfilm i august 2009 sig over at historiske klip fra
Danmarks fortid var dyre og besværlige at bruge. Adgangen til
arkiverede udsendelser fra DR var langt dyrere og besværligere end
adgangen til arkivmateriale hos svenske SVT, tyske ZDF, britiske BBC og
mange andre. Historien passer perfekt ind i billedet af DR som en
markedsdominerende mediekæmpe der egoistisk maksimerer sine priser. Her
sker det så på bekostning af alle mulige idealistiske projekter om
landets nyere fortid.
Sagen kørte i Jyllands-Posten, men det
var ikke let for bladet at få en reaktion fra de ansvarlige på
kritikken fra dokumentaristerne. Det var i første omgang ikke muligt at
få direkte kontakt med den ansvarlige programchef. Men hans
kommunikationschef sendte en mail til bladet hvor man bl.a. kunne læse
dette:
|
Vi er opmærksomme på, at der i ganske
særlige situationer kan være uhensigtsmæssigheder i DR’s nuværende
pris- og forretningsmodel, og vi er i gang med at analysere
situationen. Anvendelsen af klip ændrer sig i disse år, og det kan
betyde, at prismodellen bør justeres. Denne justering er imidlertid ret
kompliceret, fordi det er helt afgørende for DR, at vi overholder
lovgivningen på området. Det betyder blandt andet, at klippene skal
sælges på markedsvilkår og at vore kunder behandles ens.
|
Det indrømmes at der er noget der i
ganske særlige situationer kan være uhensigtsmæssigt. Med denne
indrømmelse søges ærligheden styrket. Og man oplyser at man er i gang
med at analysere situationen, og at det muligvis vil føre til
justering. Her søges kompetencen styrket.
Bemærk forbeholdene ”i ganske særlige
situationer” og ”kan være” som får indholdet så tæt på tapettalens
banaliteter som muligt.
Bemærk også at man ikke siger enkle
ting som: ”prisen på vores varer”. I stedet siger man: ”vores pris- og
forretningsmodel” som jo er meget mere kompliceret og indviklet – og
dermed kompetencekrævende. Almindelige mennesker skal ikke tro at de
kan fatte hvad det egentlig handler om. Jo mere kompliceret sagen kan
fremstilles, jo mindre sandsynlighed er der for at den tapettalende vil
løbe tør for tapettale. Der øses af kilder som ligger uden for
vælgernes horisont. Man bevarer kontrollen, ligegyldigt hvad
modstanderen kan finde på at sige, for man kan altid diske op med flere
detaljer som drejer sagen i en gunstig retning som viser at man har ret.
|
Jo mere kompliceret en sag kan
fremstilles, jo mindre sandsynligt er det at den tapettalende løber tør
for tapettale.
|
Så kommer der nogle sætninger som er
ren tapettale hvor man udtrykker en række banaliteter. Men samtidig
indlægges der forsikringer om at det man er i gang med, er meget
krævende: ”Denne justering er imidlertid ret kompliceret” (styrker
kompetencen) og båret af de mest idealistiske hensyn: ”helt afgørende
for DR, at vi overholder lovgivningen på området.” (styrker
idealismen). Og dette med at overholde lovgivningen konkretiseres:
”klippene skal sælges på markedsvilkår og at vore kunder behandles
ens.”
I denne konkretisering understreger
man at man er drevet af netop de samme værdier (markedsværdi,
retfærdighed) som kritikerne angriber DR for at mangle. Dette vil
kritikerne opfatte som en provokation. Og herved modarbejder dette
stykke tapettale sit formål.
Stor
kontrakraft i tapettale Xtra
Stykket er tapettale, for det er et
’alt under kontrol’-svar på angribende kendsgerninger. Men det er
dertil tapettale Xtra fordi dyderne søges restaureret langt ud over den
minimale kompetencevedligeholdelse som er tapettalens normale indhold.
På grund af denne ambition er kontrakraften i
tapettale Xtra langt større end kontrakraften i almindelig tapettale.
Kontrakraften hos en person er som nævnt stor hvis det personen siger,
strider lodret mod det som enhver seer mener er sandheden eller det
forventelige. At en person ikke kun praktiserer tapettale, men går
skridtet videre til tapettale Xtra, vil derfor altid øge mediernes
interesse for at få den tapettalende i studiet for at praktisere Xtra
og dermed stimulere seere og lyttere til at finde fup og fakta i
udtalelserne og i personen.
Som alt andet godt her i verden kan
tapettale Xtra overdrives. Fejlen med at overdrive tapetale Xtra – og
altså bl.a. provokere de angribende kritikere til nye angreb som det
sker i dette eksempel – begås typisk af offentlige organisationer som
endnu ikke respekterer den politiske føljetons grundlove. Man
praktiserer derfor på den store politiske scene de rutiner som man
kender fra sin lille scene inde i organisationen. Men på Store scene
hvor vælgerne er publikum, dominerer demokratiet og dermed den
politiske føljetons love som de efterhånden bliver lagt frem her i
bogen. I en organisation hersker andre politiske systemer: 1) oplyst
(eventuelt uoplyst) enevælde internt i organisationen, og 2)
fåmandsvælde i omgangen med forretningspartnere.
I organisationens mere autoritære
politiske systemer vil undersåtterne være nødt til at være glade for en
tekst som dette eksempel fra DR. Den udtrykker mere omsorg og velvilje
end man normalt kan forvente fra en magthaver der er vant til at tale
uimodsagt til sine underordnede. Men på Store scene bekræfter teksten –
alene i sin sproglige form – kritikernes anklager mod DR for at være
magtfuldkommen, dvs. mangle idealisme.
|
Tapettale Xtra dominerer på Store scene
i ikke-demokratiske politiske systemer. Ligesom den dominerer i enhver
organisations personaleblad.
|
Tapettale er partilederens
væsentligste våben når partimedlemmer siger forkerte ting, altså noget
som er i modstrid med partiets officielle politik. Hvis det oprørske
medlem er en fremtrædende aktør på landets store politiske scene, så
slår almindelig grå tapettale ikke til. Der skal Xtra til.
Da politiet i august 2009 anholdt et
antal afviste irakiske asylansøgere som opholdt sig i Brorson Kirke i
København, så blokerede sympatiserende aktivister for at politiet kunne
køre dem væk i en bus. Politiet brugte knipler mod demonstranterne og
det viste tv. Flere fandt at politiet brugte mere magt end nødvendigt.
Bl.a. forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han var meget berørt
af billederne og udtalte bl.a. til tv: ”grænsen for almindelig
menneskelighed og anstændighed er overskredet.” Også enkelte andre
fremtrædende socialdemokrater var fremme med lignende reaktioner.
Den socialdemokratiske
folketingsgruppe holdt i de samme dage sit årlige sommergruppemøde. På
en pressekonference sagde formand Helle Thorning-Schmidt bl.a. ”Når vi
får flertal, kommer der ikke til at ske en lempelse af betingelserne
for at opnå asyl i Danmark. Og de, der ikke opnår asyl, skal
hjemsendes. Sådan må og skal det være.”
Dette er ren tapettale som korrigerer
den usikkerhed omkring partiets politik som den stærkt påvirkede
tidligere statsminister og andre socialdemokrater måtte have skabt hos
mange vælgere.
Men partiformanden nøjedes ikke med
det. Hun sagde også bl.a.: ”Det er rigtigt at Poul Nyrup Rasmussen har
været ude med udtalelser, der giver mindelser om situationen i
1990erne, da der var slingrekurs om udlændingepolitikken i
Socialdemokratiet. Men i dag ligger kursen fast, og det er netop i
situationer som denne, at man skal vise rygrad. Det er vigtigt at
mennesker som Poul Nyrup Rasmussen ikke lader følelserne tage over.”
Hun sagde også: ”Nu er det ikke Poul, der skal i regering næste gang,
det skal jeg.”
Partiformanden benytter anledningen
til at supplere tapetalen med et meget eksplicit ”Her bestemmer jeg.”
Desuden irettesættes Poul Nyrup offentligt. Spørgsmålet om
udlændingepolitikken er så centralt for muligheden for at få
regeringsmagten ved næste valg, at almindelig grå tapettale ville stå
alt for svagt over for Poul Nyrups og andres stærke følelsesudbrud.
Derfor var det nødvendigt også at angribe den tidligere statsministers
kompetence- og stabilitetsdyder.
Samtidig havde figuren Helle
Thorning-Schmidt et behov for at udvikle sig psykologisk (mere s. 102), dvs.
frigøre sig fra de autoriteter som førte hende frem, bl.a. Poul Nyrup.
I forbindelse med en udgivelse af en samtalebog i november 2009 hvor
Ritt Bjerregaard direkte kritiserede Thornings lederskab, frigjorde hun
sig på lignende vis fra Ritt Bjerregaard. Man kan ikke have en
statsminister som ikke regerer nogenlunde suverænt i sit eget parti,
bl.a. fordi hun stadig har fader- og moderbindinger til partiets gamle
runkedorer.
Det var tapettale i ordinær, grå
udgave Fogh benyttede på pressemøderne. Han sagde hvad han skulle sige
ifølge formalia. Statsministeren sagde det som statsministre skal sige
i den situation. Ingen som er statsminister for fuld skrue, kan
naturligvis samtidig komme i nærheden af at være på jagt efter en
international post som topembedsmand.
Men den grå tapettale var også grunden
til at ingen troede ham. Man krævede mere end formalia. Man krævede at
personen Fogh trådte ud af rollen statsminister og bekræftede det som
rollen sagde. Han skulle sætte sin person som pant på sandheden af det
han sagde. Det gjorde han ikke.
Kompetencen og stabiliteten – de to
tekniske dyder – var usvækket
ved tapettalen. Men de to værdidyder,
ærligheden og idealismen, led skade.
At lægge luft til rollen og det
politiske spil, og tage direkte kontakt til vælgerne som ét menneske
til et andet menneske, er én af de stærkeste teknikker en politiker
råder over når ærligheden og idealismen skal styrkes. Og takket være
stabilitetsdyden vil styrkelsen af disse to dyder i ”off
record”-tilstanden, blive overført til rollen når politikeren igen er
”on record”. Dyderne har fri bevægelighed mellem de forskellige
politiske scener (se reglen s. 50).
Fogh kunne naturligvis ikke bruge
denne teknik i denne fase af forløbet hvor det gjaldt om at sige mindst
muligt om sagen. Men efter forløbet var metoden, at træde ud af rollen, yderst
anvendelig til at styrke de to dyder som han havde tæret så hårdt på
(se nedenfor s. 39).
|
At lægge luft til rollen og det
politiske spil, og tage direkte kontakt til vælgerne som ét menneske
til et andet menneske, er én af de stærkeste teknikker en politiker
råder over når ærligheden og idealismen skal styrkes.
|
Tapettale giver ikke meget at tolke
på, men så meget desto mere bliver der så tolket på de sprækker der kan
være i tapettalen. Og en journalist havde faktisk held til at få Fogh
til at sige for meget på et pressemøde
hvor han helt afviste at udtale sig om spørgsmålet. Da han skulle
udtrykke dette på engelsk, blev det til at han ikke havde nogen
comments ”at this stage”.
Det havde været bedre – og havde mere
præcist gengivet hans danske udsagn – at sige ”on this matter”. Ordet
’stage’ får de taktiske hensyn i forgrunden og bekræfter herved at han
i en anden stage – fx efter han har fået og accepteret tilbudet – vil
udtale sig. Der er jo sådan set intet opsigtsvækkende i at han erklærer
sig villig til at udtale sig når løbet er kørt. Men politik handler meget
om betydningsnuancer i toppolitikeres udtalelser i direkte tv. Så det
er sådan set en fejl af de sjældne fra Fogh at sige ’stage’ her. Flere
blade og kommentatorer behandlede det da også udførligt.
Muligvis havde også regeringscheferne
i NATO-landene bemærket det. Alt Fogh foretog sig i de mange måneder
hvor flere og flere af NATO’s tunge drenge og piger (den tyske kansler
Merkel) forstod at han gik efter posten, indgik i bedømmelsen. Fogh var
det man i rockerkredse kalder ’on probation’: De gamle drenge og piger
vogtede på hans mindste gerninger for at vurdere om han kunne lukkes
helt ind.
Også her lignede Foghs situation mange
andre politiske situationer: Offentlige udtalelser modtages og tolkes
af mange vidt forskellige modtagere. Og det vurderes især af kollegerne
hvordan man håndterer presse og offentligheden gennem hensigtsmæssig
tale.
Pointe
Politik handler meget om
betydningsnuancer i toppolitikeres udtalelser i direkte tv.
|
Strategiens klare sprog
Og det var ikke spor let at gøre hele
den brogede ansættelseskomité tilfreds. Fogh måtte ikke fornærme eller
udfordre så meget som én af dem, for de skulle være enige om ham. Han
måtte i mange måneder nedprioritere de nationalt danske politiske
problemer til fordel for en international dagsorden og flest mulige
udlandsrejser med mulighed for at networke med relevante personer.
Han måtte mest tydeligt ofre sin klare
profil i værdipolitikken, fx ved at optræde lammefromt i forhold til
EF-domstolens reelle ophævelse af dansk flygtningepolitik som fik en
meget stor pressedækning hen over sommeren 2008. Men dansk
flygtningepolitik, som ofte også på den internationale arena kommer til
at handle om Muhammedtegninger og i hvilken grad Danmark respekterer
islam, er også alt for kontroversiel til at en seriøs kandidat til en
toppost i NATO kan holde høj profil her. Og slet ikke fordi også det
muslimske medlemsland, Tyrkiet, skal sige god for ham.
Til gengæld ændrede Fogh
opsigtsvækkende helt kurs på miljøområdet hvor han blev grønnere end de
grønneste. Det skete i talen på Venstres landsmøde i efteråret 2008.
Men miljøpolitik er jo også noget som er relevant og ufarligt på en
international scene hvor problemer på det danske arbejdsmarked eller
dansk skattepolitik – for ikke at tale om dansk flygtningepolitik – kan
tage sig mere eksotiske ud.
Det korte af det lange er at dansk
politik siden regeringen opgav at lave en arbejdsmarkedsreform i
foråret 2008, havde manglet Foghs initiativ og evne til at sætte den
nationale dagsorden.
En nærliggende forklaring er at han på
dette tidspunkt besluttede at forlade dansk politik og gå efter
NATO-posten eller en anden international toppost. For at han stadig
kunne tumle medierne når han ville, fremgik klart på landsmødet i
efteråret 2008: Medierne åd Foghs nye, lidenskabelige grønhed i
landsmødetalen – en dag eller to, derefter var det igen hans mange
udlandsrejser som man talte om. Og sådan var det lige siden. Men ingen
anklagede talen for at mangle indhold – selv om den slet ikke handlede
om det som alle gik og spekulerede på.
Fogh havde allerede inden 2009 ofret
meget for at få NATO-jobbet. Og på pressemøder i foråret 2009 havde han
måttet lege en farlig leg med sit dyreste eje: troværdigheden. Og i
meningsmålingerne nåede Helle Thorning-Schmidt samtidig det mål som
længe så mere og mere håbløst ud: Hun slog Fogh – ovenikøbet meget
sikkert. Spørgsmålet op til afgørelsen om NATO-topposten var ikke hvor
Danmark gik hen hvis Fogh fik jobbet. Spørgsmålet var hvor Fogh gik hen
hvis han ikke fik det.
Men han fik det – efter en spændende
slutspurt i april 2009.
|
