4: Scenerne

Politikerens scener

Enhver politiker optræder på forskellige scener. Mekanismen som styrker ærligheden og idealismen, kan forklares ved hjælp af politikerens fortrolighedscirkler.

Når en politiker optræder helt formelt i medierne som fx minister, udvalgsformand eller politisk ordfører, så optræder han på Store scene. Her er hele pressen med og dermed i princippet alle vælgere. Han optræder i fuld offentlighed i sin formelle rolle.

Lille scene

Når politikeren optræder i sin formelle rolle i lukkede offentligheder, så foregår det på Lille scene. Det kan typisk være når han planlægger sin optræden på Store scene sammen med sine formelle rådgivere og spindoktor. Men ethvert fortroligt møde i partiet – uanset emne – vil foregå på Lille scene. Også lukkede møder i Folketingets udvalg er fortrolige og foregår dermed på Lille scene.

Intimscenen

På Intimscenen optræder politikeren sammen med sin familie og venner. Her kan bl.a. foregå diskussioner om alt som udspiller sig eller som skal udspille sig på Lille scene og Store scene. Det er på denne scene at politikeren viser sig som ”almindeligt menneske”. Her findes fx ”Lille Lars fra Græsted”.

Inderste scene, politikerens bevidsthed

Endelig Den inderste scene hvor politikeren optræder med sig selv i en jeg-monolog. Her analyserer og vurderer han alt som er foregået eller foregår på de tre andre scener. Og han får ideer og planlægger hvad der skal foregå på de tre andre scener. Det er scenen for personlige opfattelser, hensigter og vurderinger. Inderste scene er politikerens bevidsthed.

De forskellige scener tegnes her som cirkler der ligger indeni hinanden. Jo mindre cirkel, jo mere hemmeligt er det typisk for vælgerne hvad der foregår. På Store scene er alt åbent for enhver. På Inderste scene er det kun politikeren selv der (forhåbentlig) ved nogenlunde hvad der foregår. Også på de mellemliggende scener gælder forskellige regler for fortrolighed.

På enhver scene tales der om kommunikationen på næste scene

Enhver scene rummer kommunikation som handler om kommunikationen på næste scene – og på alle andre scener som omfatter den. Enhver cirkel rummer altså kommunikation om den proces som foregår (eller skal foregå eller er foregået) i næste cirkel – og i andre cirkler som omfatter den. Det betyder at der på Intimscenen og Lille scene findes mange kendsgerninger som kan bruges til angreb på en figurs ærlighed og idealisme på Store scene. Det er en skatkiste fx for tidligere spindoktorer som bliver politiske kommentatorer, eller politiske kolleger som er gået på pension og skriver erindringer. Derfor må enhver hovedperson på Store scene regne med at undergravende detaljer fra især Lille scene på lidt længere sigt vil slippe ud på Store scene.

Der findes en række spinregler[1] for hvordan en politiker og hans rådgivere sørger for at et udspil modtages og behandles hensigtsmæssigt på Store scene.

Pointe

Jagten på dyderne hersker på Store scene fordi vælgerne er publikum. Men jagten på dyderne dominerer også på de andre scener fordi politikerne og deres rådgivere dér analyserer, vurderer og planlægger deres udspil på Store scene, dvs. planlægger hvordan egne dyder scores og modstanderes dyder undermineres.

Ærlighed og idealisme styrkes ved at lukke informationer fra de mindre scener ud på Store scene

Enhver politiker kan til hver en tid lukke detaljer fra Inderste scene, Intimscenen eller Lille scene ud til pressen og alle vælgerne på Store scene.

Men det er ikke altid smart at gøre det, fordi han så vil mindske sine dyder over for dem han optræder sammen med på Intimscenen og Lille scene. Ægtefællen og hans nærmeste politiske rådgivere vil måske føle sig udstillet eller misbrugt. Og muligvis vil de anfægte hans fremstilling af hvad der er foregået. Sådan som det typisk sker hvis en politiker, eventuelt anonymt i den skrevne presse, lækker detaljer fra fortrolige møder i partiet eller i et folketingsudvalg. De forskellige scener bygger på at aktørerne på dem normalt ikke lukker detaljer om hvad der foregår, ud på Store scene.

Netop pressens og vælgernes viden om

1) disse forskellige scener og

2) forventningen hos de andre aktører om fortrolighed om hvad der foregår på dem,

er en del af forklaringen på at en politiker kan øge sin ærlighed og idealisme over for vælgerne ved at tage dem med ind på de mindre scener. Han deler sin privilegerede viden med vælgerne: Gør dem til sine fortrolige.

Men det er selvfølgelig vigtigt at det ikke medfører en debat om hvad der er foregået. Det som lukkes ud på Store scene, skal stå uimodsagt som selve den objektive virkelighed. Ellers opnår man ikke effekten at styrke sin ærlighed og idealisme. Og denne effekt opnår man naturligvis heller ikke hvis man lækker anonymt fordi vælgerne og andre så kun kan gætte på hvem det er der ”synger”. Men når man lækker anonymt, er formålet også typisk et andet: at underminere dyderne hos en leder eller et udvalgsflertal.

Lækager fra inderste scene, politikerens bevidsthed, har den store fordel at de ikke kan modsiges af nogle der også har været med til møderne. For på inderste scene er politikeren alene inde i sin helt egen personlige bevidsthed. Af disse grunde er der en stærk tendens til at det især er Inderste scene der leverer gods til sandhedsåbenbaringer på Store scene.

Således også da Fogh skulle forklare sine udtalelser til pressen lige efter posten var i hus. Han indvier pressen i sine personlige vurderinger af spillet og af hvad alle godt ved. Fogh er her suverænt sandhedsvidne – således som enhver anden også er på sin inderste scene. Vi hører derimod ikke ved denne lejlighed noget om alt det der må være foregået på Intimscenen og Lille scene. Men det er heller ikke nødvendigt. For ærligheden og idealismen blev styrket – og historien om Foghs sejr gjorde i øvrigt som nævnt en fortsat historie om hans løgne til et anliggende for nørder og ærlighedsfanatikere.

Nogle måneder senere kom så en række detaljer fra Lille scene frem ved en bogudgivelse[2]. Bl.a. den detalje at Fogh straks efter valget i 2007 havde givet topembedsmænd i Statsministeriet besked på at arbejde for at han kunne få en international toppost.

Demonstration af kompetence i analyse og strategi

Da nogle afviste irakiske asylansøgere blev anholdt af politiet i august 2009 skabte det turbulens i samarbejdet mellem de tre oppositionspartier som havde det fælles projekt at vælte VK-regeringen. De Radikale var imod at de afviste asylansøgere blev udvist, men Helle Thorning-Schmidt holdt fast i samme flygtningepolitiske linje som regeringen. Hendes holdning var at sagerne var blevet behandlet efter alle vedtagne regler på Lille scene. Afgørelserne skulle ikke ændres fordi offerhistorien havde kørt længe i føljetonen.

Denne konflikt på Store scene fører til nederlag for de Radikale: De afviste asylansøgere anholdes, og der er ikke udsigt til at de Radikale når deres erklærede mål. Herved mister de kompetence, men de har opnået stor opmærksomhed og fået styrket deres idealisme ved at kæmpe for at hjælpe nogle ofre.

Margrethe Vestager er blevet kritiseret for at være for profilløs, dvs. mangle synlig stabilitet og kommunikativ kompetence. Hun optoner derfor historien om de afviste asylansøgere ved at lukke betragtninger fra sin indre monolog ud på Store scene[3]. Og Vestagers bevidsthedsstrøm handler om at en kommende regering må huske på at uden de Radikale går det ikke:

Eksempel: Margrethe Vestagers bevidsthedsstrøm

Enten må Helle Thorning-Schmidt være ambitiøs og tro, at hun selv kan skaffe 90 mandater, eller også må hun sige, at sådan vil hun gerne have det, vel vidende at skal man have 90 mandater, så må man forhandle med dem, der skal levere dem.

Også Helle Thorning-Schmidt er nødt til at gå i offensiven og demonstrere lederskab. Så hun følger op med disse betragtninger fra sin indre monolog:

Eksempel: Helle Thorning-Schmidts indre monolog

Jeg er overbevist om, at hvis der er usikkerhed om udlændingepolitikken ved næste valg, så bliver det alt for let for regeringen at føre skræmmekampagne imod os. Derfor bliver jeg nødt til at sige meget klart, at det også er S-SF-udlændingepolitikken, som kommer til at gælde når vi danner regering. Jeg vil anbefale alle at vi ikke roder os ud i, hvem der føler sig forsmåede, eller hvem der bestemmer. Vi skal kunne indgå et godt samarbejde, og vi skal være ligeværdige, og sådan opfatter jeg det også.

Endelig kommer den tredje part, SF, også på banen med stof fra Inderste scene som skal samle:

Eksempel: Ole Sohns indre monolog

Jeg vil opfordre til at vi bruger vores krudt på at skabe et alternativ. Vi vinder ikke et valg på bare at være imod regeringen. Vi vinder derimod et valg på at vise et alternativ.

Både Margrethe og Helle er personer med stor kontrakraft og tommelkraft (se her). Derfor har de meget let ved at komme med i enhver episode i føljetonen. Helle naturligvis lettere end Margrethe fordi Helle er ærkerival til den regerende statsminister, Lars Løkke.

Men normalt udveksler tætte allierede ikke sådanne betragtninger fra deres individuelle inderste scener på Store scene. Når det sker her, er det dels et signal om afstand – som øger begge figurers kontrakraft. Enhver vælger ved jo at de er nødt til at holde sammen for at have en chance for at få pokalen: regeringsmagten ved næste valg. Dels er det et tegn på at begge figurer har brug for at score den ærlighed og idealisme som ligger i enhver åbenbaring fra de mindre scener på Store scene.

Men de er også begge trængt på kompetencen og benytter derfor anledningen til også at demonstrere de analytiske færdigheder og strategiske indsigter som deres indre monolog røber.

Lækage styrker kildens ærlighed og idealisme

En person på Store scene styrker sin ærlighed og idealisme ved at give vælgerne indblik i begivenheder på de tre fortrolige scener

Facebook og lignende

Internettet har bl.a. betydet at det er let for enhver politiker at kommunikere direkte med vælgerne. På Facebook, Twitter og personlige websites kan man bringe alt muligt fra de mindre scener ud på Store scene.

Alene i at oprette en profil i disse såkaldte sociale netmedier ligger en styrkelse af ærlighed og idealisme. Politikeren skriver måske om helt banale, dagligdags ting uden politisk interesse fra Inderste scene eller Intimscenen på sin profil på Facebook. Men det har politisk virkning, for det styrker ærligheden og idealismen. Man viser sig som ”helt almindeligt menneske”: binder tomaterne op, sludrer med naboen i Netto, maler sin carport og overvejer om græsset kan vente til næste uge med at blive slået. Og takket være stabilitetsdyden vil denne styrkelse af ærligheden og idealismen også virke når den pågældende politiker optræder på Store scene i sin formelle rolle.

Dydernes frie bevægelighed

Dyder eksporteres og importeres frit mellem alle scener

Det er selvfølgelig en forudsætning at vælgerne tror på at det ikke er professionelle ghostwriters som vedligeholder politikerens Facebookprofil.

Reglerne Lækage styrker kildens ærlighed og idealisme og Dydernes frie bevægelighed er også forklaringen på at politikere scorer på at optræde i alle mulige underholdningsprogrammer. Og ved at nære familiemedlemmer gør det.

Åbenbaringer med planlagte mislyde

Mange hovedaktører på Store scene har ladet tv-hold følge sig ”bag kulisserne”. Det gælder fx Nyrup, Ellemann, Fogh, Lykketoft og Khader. Dette passer helt med reglerne og giver gode muligheder for at score dyder. Ved at vise bl.a. hvordan en politiker og hans rådgivere planlægger og gennemfører en kampagne, opnår man at vælgerne i ekstrem grad oplever at sidde og se direkte på en helt ny, mere ægte virkelighed: hypervirkeligheden. Det er en virkelighed hvor aktørerne hele tiden taler proces, dvs taler om deres egen og andres optræden på Store scene. Vælgerne er kommet med ind på Lille scene og måske endda Intimscenen.

Men der er også en stor risiko ved det. Det skyldes to ting:

1. Politikeren træder frem som én der er optaget af proces, og af hvordan tingene tager sig formålstjenligt ud på Store scene. Heri ligger en fare for underminering af de etiske dyder: ærlighed og idealisme.

2. I den dokumentar som kommer ud af det, vil der nødvendigvis skulle indgå visse mørke sider: Hovedpersonen skal have stor kontrakraft. Selv om hovedpersonen har vetoret og kan få klippet særligt slemme ting ud, så vil programmets tiltrækning på seerne afhænge af at fortælleren demonstrerer en vis kritisk afstand til sin hovedperson. For at være troværdigt må programmet rumme ting som seeren er overbevist om at hovedpersonen helst ikke ville have haft med. Og disse små negative ting vil så blive optonet af medier og modstandere, så de bliver meget dominerende i anmeldelser og omtale af dokumentaren på Store scene.

I Fogh bag facaden kom fx et intermezzo med udenrigsminister Per Stig Møller til at fylde meget på Store scene. Og EU-kommissionens cheftalsmand kritiserede at Foghs ”åbenhed” var sket uden at deltagerne i møderne var informeret. Flere seriøse europæiske medier kritiserede eller citerede andre for kritik af at Fogh havde plejet sit image på bekostning af andres[4]. Men alligevel stod hovedindtrykket af Fogh som en leveringsdygtig leder af internationalt format klart tilbage – i hvert fald på den danske Store scene.

I Khader-dokumentaren, Dagbog fra midten, fremstod hovedpersonen gennemgående som en meget svag leder med en stærk og dominerende spindoktor. Khader bekræftede efterfølgende at det var sandheden. Dokumentaren har således styrket hans ærlighed betydeligt, men samtidig gjort ham umulig som leder fordi hans kompetence nu ligger under minimumstærsklen, jf reglen Dydernes inkongruens.

Eftermælets dilemma

På Intimscenen og Lille scene ligger der mange kendsgerninger som er meget brugbare på Store scene til opsigtsvækkende angreb på hovedpersonernes etiske dyder. Så længe politikerens fortrolige på Lille scene er karrieremæssigt afhængig af politikeren, så vil denne fortrolighed i høj grad blive respekteret. Men når tidligere politikerkolleger, embedsmænd og medierådgivere går på pension, så vil brugbarheden af disse fortrolige kendsgerninger på Lille scene øges mærkbart. Fristelsen til at kapitalisere disse hemmeligheder ved at bringe dem ind på Store scene vil blive uimodståelig. Og fra Intimscenen vil enhver forhenværende ægtefælle, kæreste eller bare et barn som markedsfører sig på Store scene fx som kunstner med en elendig barndom, udgøre en trussel.

Lille scenes hemmeligheder kan fx bruges til at skabe opmærksomhed omkring offentliggørelsen af en selvbiografi eller en politisk debatbog. Og jo mere politikeren modsætter sig offentliggørelsen af hemmelighederne, jo bedre er det, jf reglen Stærke dokumenter fødes med smerte.

Politikeren kan så vælge selv at bidrage til en afslørende bog som går bag om facaden, dvs. de kendte begivenheder og udtalelser på Store scene. Eller tillade at deres embedsmænd og spindoktor leverer hidtil hemmeligholdte detaljer. Således som det skete i bogen Præsidenten 2009, hvor bl.a. Foghs kamp for at få en international toppost 2008-9 blev behandlet med kildehjælp bl.a. fra Foghs spindoktor Michael Ulveman og embedsmænd og ministre.

Fordelene ved dette er flere:

1. Ved selv at slippe kendsgerninger ud som utvivlsomt alligevel vil slippe ud senere, så tager han det opsigtsvækkende ud af kendsgerningerne og gør dem derfor ret ubrugelige for andre.

2. ved at lade sine rådgivere medvirke som kilder første gang historien om hans jobsøgning fortælles, så får han de bedste muligheder for varigt at præge opfattelsen af ”hvordan det i virkeligheden foregik” på Store scene. Senere historier skal ryste op med nye afsløringer som overgår det, for at vække så meget opsigt at den første version af historien kan rystes.

Men det er et dilemma uden en let løsning. For selvfølgelig skades politikerens etiske dyder når bogen udkommer. Hvis Fogh var fortsat som statsminister, så havde han og hans rådgivere og samarbejdspartnere været nødt til at lægge klar afstand til en bog som denne. De øjeblikkelige skader på dyderne ville have svækket hans rolle på Store scene afgørende. Han og hans rådgivere ville så have imødegået bogens afsløringer med tapettale.

Eftermælets dilemma

Lille scenes hemmeligheder er en tikkende bombe under politikerens eftermæle. Han kan afmontere bomben ved selv tidligt at fortælle hemmelighederne. Eller han kan udskyde eksplosionen på ubestemt tid. Men han kan ikke forhindre at hans etiske dyder tager skade på Store scene når det sker.

Demokrati som tv-produktion

Uanset hvor svær en vigtig sag er at forstå, så skal den behandles på en måde som er interessant og forståelig for hele befolkningen. Dette er tilsyneladende et rent teknisk krav om kommunikation. Men det trækker en række værdier med. Den skrappe konkurrence om at nå ud til vælgerne, virker tilbage på politikken.

Og der er ingen vej udenom. Man kan ikke både tro på at en professor i nationaløkonomi og en kassedame på efterløn har samme stemmevægt ved et Folketingsvalg, og så samtidig mene at professoren er den eneste af de to der i virkeligheden ved hvad der foregår i dansk økonomi og derfor er den eneste af de to der kan bedømme kvaliteten af en finanslov. Når alle – høj og lav, intellektuelle og praktisk begavede – har én og kun én stemme, så har alles forståelse også samme ret når der skal stemmes. Og da kun en begrænset politisk elite gider og har viden til at fatte det saglige eller substansen, så ligger magten i at gøre det saglige eller substansen interessant og begribeligt ved at fortælle historier om de personer som håndterer sagen eller substansen. Sådan opstår jagten på dyderne som grundlaget for demokratiet.

I relation til en rent saglig ekspertforståelse af substansen så vil denne forståelse gennem medleven i politikernes jagt på dyderne være en indbildt forståelse, en placeboforståelse. Et kort indslag om finanslovsforhandlingerne i en tv-nyhedsudsendelse skaber hos seere som ikke fatter substansen, en fornemmelse af at have forstået substansen. Men det der i virkeligheden er forstået, er at der er nogle velkendte personer der strides om (detaljer i) finansloven. Og det der bedømmes, er hvordan de stridende klarer sig i den strid, dvs. hvordan de scorer på dyderne.

Placeboforståelse

Placeboforståelse er altså Lille scenes diagnose af vælgernes forståelse på Store scene. Det er en forståelse som bygger på psykologisk indlevelse i de offentlige figurer som håndterer eller på anden vis indgår i sagen.

Men det er misvisende – for ikke at sige arrogant – at kalde denne forståelse forkert eller falsk fordi man så opstiller elitens forståelsesnormer som dem der gælder alle. Derfor er udtrykket ’placeboforståelse’ også uheldigt, hvis man tolker det parallelt med lægers og andre naturvidenskabeligt uddannede specialisters betegnelse for ”melpiller”: placeboeffekt, placebomedicin, dvs. medicin som patienter kan mærke virkning af, selv om de ikke indeholder noget virksomt, kemisk stof.

Spielbergs metode

I stedet for at stemple vælgernes forståelse med den bedrevidende betegnelse ’placeboforståelse’, så kan man med respekt kalde den metode som journalister, politikere og alle andre på Store scene bruger, for ’Spielbergs metode’ – efter den berømte filminstruktør Steven Spielberg som bl.a. er kendt for film som ”E.T.”, ”Nærkontakt af tredje grad”, ”Private Ryan” og Indiana Jones-serien. Når man nyder Indiana Jones’ jagt på diverse arkæologiske skatte, så er det ikke en fordel at være arkæolog. Vistnok nærmest tværtimod. Enkelte arkæologiske kendsgerninger udvælges og bruges – men kun til at give tilskueren indtryk af at det som Indiana Jones og skurken strides om, er ekstremt værdifuldt.

Spielbergs metode er den eneste sikre vej til forståelse i demokratiet. Det er den forståelse som det demokratiske system bør placere højest fordi det er den forståelse som alle borgere kan få. Og som de frivilligt skaffer sig fordi den vækker interesse ved at belønne med underholdning. Men det er samtidig den forståelse som officielt rangerer lavest: som populisme over for seriøs politik og som procesjournalistik over for sagorienteret journalistik.

Og sammenlignet med forståelsen på den Lille scene som udgøres af en partileder og hans eller hendes rådgivere. Eller på den Lille scene som udgøres af et mediums politiske redaktion. Eller på den Lille scene som udgøres af en minister og hans departement, ja så er det selvfølgelig en placeboforståelse. Det er en særlig forståelse som man på de mindre scener er nødt til at indarbejde i sine strategier for at undgå nederlag, konkurs og vælgerflugt.

Pointe

Kun en tåbe frygter ikke jagten på dyderne.

Hoved- og bipersoner

Dansk politik på Store scene kan minde meget om en tv-serie, fordi de samme 10-12 partiledere og ca. 20 ministre optræder i forskellige kulisser, omgivet af forskellige bipersoner. Bipersonerne interviewer politikerne og analyserer og vurderer hvad hovedpersonerne i virkeligheden foretager sig. Bipersonerne er de politiske journalister og redaktører som er ansat ved den pågældende tv-station.

De supplerer sig ofte med eksperter som typisk er

· politiske journalister eller kommentatorer som er ansat ved andre medier

· tidligere spindoktorer som ofte er selvstændige kommunikationsrådgivere

· valgforskere eller politiske kommunikationsforskere.

Almindelige vælgere kan også optræde, fx i korte interviews af flere om det samme emne (enquéte) eller som ofre for myndigheders forsømmelser.

Af og til skiftes enkelte personer ud i denne politiske tv-føljeton, fx når der er valg, regeringsdannelser eller –ændringer. Til gengæld er der meget lidt udskiftning i interiørerne som i høj grad er den samme store Christiansborgkulisse og de samme tv-studier med de samme journalister.

Føljetonens produktion

En ordentlig tv-serie kan kun blive til gennem et vellykket samarbejde mellem forfatter, instruktør, producent, skuespillere og alle de mange andre slags mennesker der er nødvendige. Selvfølgelig kan der godt være flere forfattere til en tv-serie. Fx skrives flere danske komedieserier af flere forfattere. Men de overholder alle et nøje beskrevet koncept.

Instruktøren af en enkelt film i serien er normalt én og kun én. Der er så mange detaljer der skal gå op i en højere enhed for at filmen kan blive god, at det kun undtagelsesvis kan lykkes hvis der er mere end én der bestemmer over fortællingens detaljer. En almindelig tv- eller filmproduktion forudsætter en masse aftaler som overholdes ned til mindste detalje.

Sådan foregår det slet ikke i den politiske føljeton.

Føljetonen er et dårligt, men intenst drama

Det er let at se hvad der er galt med føljetonen.

· Den er langstrakt og monoton: Der er døde perioder hvor stort set intet sker, og der er scener hvor samme aktivitet foregår alt for længe, fx en bestemt person der holder tale, eller journalister der venter foran en dør bag hvilken der foregår vigtige forhandlinger.

· de fleste scener foregår indendørs og består i at personerne taler med hinanden eller eventuelt direkte til vælgerne, fx studieværter og politiske reportere. Dette får den politiske føljeton til at ligne en discount-sæbeopera, altså en tv-serie som er produceret på et meget lille budget. Der er yderst få udendørsscener med action, men mange, lange scener med lange replikker i faste kulisser.

· Der mangler klare, gennemgående helte og skurke-roller: Der er en tendens til at alle medvirkende tilhører den grå mellemvare. Hovedpersoner som fx ministre og partiledere fremtræder hverken som særlig sympatiske eller usympatiske. Det er derfor svært at holde meget med nogen. Helte- og skurke-roller er svære at skille fra hinanden og skifter hurtigt. Serien spiller på et meget lille følelsesregister.

· Vigtige scener mangler, selv om de umiddelbart ville være meget interessante at overvære, fx forhandlinger bag lukkede døre om finansloven og skænderier i partiernes interne mødelokaler på Christiansborg. Der mangler også nærbilleder af personerne i vigtige øjeblikke, fx en politiker som i enrum eller på cykeltur i skoven indser at hans karriere er slut, konfrontation mellem en kendt politikers jyske kone og hans hemmelige kæreste i København.

· Hovedpersoner kan forsvinde pludseligt og tilfældigt, fx fordi de dør, eller fordi de får tilbudt et godt job i det private erhvervsliv. I en fiktiv serie kan man ”skrive en figur ud” så det giver mening i føljetonen at vedkommende forsvinder.

Men der er også ting som trækker i en positiv retning. Hovedpersonerne i den politiske føljeton har en betydelig fordel sammenlignet med hovedpersoner i rent fiktive serier:

· Deres skæbne afhænger af hvordan vælgerne synes de klarer sig i føljetonen. Personerne har altså stor tommelkraft (se her) i modsætning til fiktive serier hvor tommelkraften er nul. Det giver ofte den politiske føljetons episoder en særlig intensitet. I samme retning trækker

· den høje grad af improvisation for åbent kamera. Personerne i den politiske føljeton må ofte udtale sig og agere uden at vide hvordan føljetonen udvikler sig. Og hvad en debatmodstander eller en journalist vil sige i næste øjeblik. Dette øger ofte usikkerheden og mindsker forudsigeligheden omkring figuren.

· Der er et meget tættere forhold mellem privatperson og personens rolle i den politiske føljeton end i en rent fiktiv føljeton. Dette skaber større intensitet og autenticitet i den politiske føljeton. Vælgeren spørger hele tiden: hvad mener personen indeni politikeren virkelig? Det er en stadig kilde til kontrakraft (se her) som slet ikke findes i en fiktiv serie hvor det er helt irrelevant hvad skuespilleren rent personligt mener om det manuskriptet tvinger ham til at sige og gøre.

Pointe

Politik er improvisation for åbent kamera over faste temaer i ret få kulisser.

Demokrati er en kaotisk tv-produktion

Dårligdommene i føljetonen skyldes at det hele ikke er koordineret med det formål at skabe én og netop én god historie. Der er ikke en velkomponeret spændingskurve hvormed et veltrimmet produktionshold garanterer tilfredsstillelse af seernes krav om en god finale hvor alle følelser ender på rette plads og alle mysterier er fuldt belyst. Derimod er der en række episoder hvor figurerne med megen tale strides om forskellige ting uden at blive enige. Når de har udtalt sig om sagen og eventuelt svaret hinanden, så stopper episoden. Føljetonens højdepunkter kommer ret uforudsigeligt og består især af disciplinerede skænderier (= debatter) og krydsforhør (= interview).

Der er ikke én forfatter, én instruktør eller én producent. Der er mange, og de konkurrerer – for åben skærm, bag kulisserne og alle andre steder. Og denne rivalisering i kulissen rykker ofte ind på Store scene og bliver den strid som driver føljetonen frem. Enhver kan ifølge reglen om afsenderens tolkningsret udvide en løbende strid med detaljer fra de mindre scener.

Hertil kommer at føljetonen kører mere eller mindre synkront i mange forskellige medier og dermed produceres parallelt af flere producenter som konkurrerer om at få flest mulige seere til at se deres version af en scene som med stor sandsynlighed også bringes af en anden producent.

Så det er ikke spor mærkeligt at serien er som den er. Det er et mirakel at det trods alt er muligt at få et indslag klar til 19-nyhederne. Det siger noget om journalisternes professionalisme. Og at der bag kaos findes nogle regler som alle aktører på og bag scenen kender. Disse regler er Store scenes grundlov.

Og trods sin kaotiske produktionsform så er store dele af føljetonen indrettet som ritualer. Ritualer som oprindeligt udspringer af vælgernes behov for tryghed og variation.

Angreb udløser modangreb

Én af paragrafferne i Store scenes grundlov er at angreb udløser modangreb. Reglen er drivkraften i enhver tv-debat. Men den gælder også over længere forløb og er grundlaget for at aktørerne kan forudsige konsekvenser af deres egne handlinger. Og at vælgerne kan have forventninger til hvad der vil ske.

Angreb udløser modangreb

Ethvert angreb på dyder udløser angreb fra den angrebne på den angribendes dyder

Da S og SF fremsatte deres fælles skatteudspil i august 2009 indholdt det er ultimatum til de Radikale. De kunne tilslutte sig eller lade være. Men hvis de ikke tilsluttede sig, ville de samtidig sabotere dannelsen af en ny regering ved næste valg.

Det er helt forudsigeligt at dette vil udløse et angreb fra de Radikale på S-SF.

Da de Konservative fremsatte deres burkaudspil i august 2009 (se her) var det også forudsigeligt at det ville udløse angreb fra mange sider: indvandrervenlige partier, især de Radikale og SF, kredse i de Konservative og andre partier som var (er) imod begrænsninger i den personlige frihed til bl.a. at klæde sig på som man selv vil.

Reglen Angreb udløser modangreb er grundlag for at regne nogle episoder frem i den politiske føljeton. Når man har angrebet må man have en plan for hvordan man angriber de forudsigelige modangreb.

Mesterinstruktør søges ikke

Produktionen betragtet som helhed er teknisk set en ukoordineret rodebutik. Men det er samtidig vælgernes garanti mod at blive offer for en enkelt persons eller interesses manipulation over længere tid. Ingen diktator eller mediebaron styrer som mesterinstruktør forestillingen.

De mange forskellige fortællere og de mange forskellige projekter som aktørerne har, sikrer at der er mange forskellige aktører som kan lukke hårde kendsgerninger ind i føljetonen hvis de kan bruge dem i striden. I diktaturer fortæller systemet uhindret sin egen føljeton. Og lukker kun hårde kendsgerninger ind som kan bruges i denne føljeton. Eventuelt tilsat lidt negative kendsgerninger for at styrke troværdigheden.

Pointe

Føljetonens kaotiske produktion garanterer vælgerne mod ensrettede kendsgerninger. Kun kendsgerninger som ingen aktør kan bruge i jagten på dyderne, forbliver ukendte.

Hvis man tror at værdier og verdensopfattelse er givet én gang for alle, fx gennem en guddommelig tekst, så vil man også stoppe de fortællere som underminerer fortællingerne i den guddommelige tekst. Og bestræbe sig på at den politiske føljeton har samme kvalitet som de bedste fiktive føljetoner i tv. I hvert fald fortæller den én og kun én historie med samme budskab. I alle ikke-demokratiske systemer er den politiske føljeton en dramatiseret tapettale Xtra fra ledelsen.