Tryghedsnarkomanen mellem had og kærlighed

Tv-debatten som genvej til vurdering af trusler

Kravet om variation eller: frygten for kedsomhed

5: Vælgerne

Farer vækker vælgerne

Det er ikke kun dansk politik der er en succes med stor deltagelse ved folketingsvalg. Også Danmark er en succes. Der er stor tilfredshed med landet blandt vælgerne. Få drømmer om at udvandre, færre gør det.

Derfor er vælgernes yndlingsforestilling om sig selv at man ansvarsfuldt kæmper for at beskytte demokratiet Danmark mod alle trusler. Substantielle politiske emner og holdninger adskiller forskellige vælgergrupper som kan inddeles i segmenter[1] eller i typer[2]. Men da langt de fleste vælgere og tv-seere tilhører den modtagertype som kaldes tryghedsnarkomaner, er det udelukkende tryghedsnarkomanerne der regnes med som modtagere af den politiske tv-føljeton. De andre modtagertyper – karrieremager, fanatiker, formand, statsmand – udgør så få procent blandt publikum at de er uden betydning. Den landsdækkende politiske tv-føljeton er en føljeton for tryghedsnarkomaner. Af tryghedsnarkomanen er den kommet, og til tryghedsnarkomanen vender den tilbage.

Tryghedsnarkomanen mellem had og kærlighed

Tryghedsnarkomaner er glade for det de har, og derfor skeptiske og på vagt over for enhver ændring til det værre. Den eneste måde hvorpå man kan overbevise dem om at de bør gå med til noget som de ikke plejer at gøre, er at det er nødvendigt for at afværge en truende fare. Historien som enhver tryghedsnarkoman elsker over alle, er at dem der truer det bestående, får deres straf. Og dem der forsvarer det bestående over for trusler, får deres belønning. At dette sker, er tryghedsnarkomanens livsprojekt. Dette kæmper han for – også når han stemmer.

Tryghedsnarkomanen har altså:

1) Kærlighed til det bestående,

2) Had mod alt som truer det

3) Kærlighed til den som effektivt bekæmper alvorlige trusler.

Det medfører at nøglen til at vække interesse for føljetonens episoder er at de skal vække frygt og derefter kurere den vakte frygt. Eller i det mindste vække stærkt håb om at få frygten kureret. Hvis en episode ikke vækker frygt, forbliver den uinteressant. Hvis frygten ikke kureres, får vælgeren ingen tilfredsstillelse, og ingen aktør scorer dyder.

Den uudtømmelige energikilde på Store scene

Store scene drives altså af tryghedsnarkomanens frygtreaktor som ser således ud.

Tryghedsnarkomanens cyklus

Denne enkle cirkel med modsatte følelser skal ethvert politisk tv-indslag gennemløbe for at have appel til seerne. Men cyklussen gælder også for større forløb, fx en valgkamp eller en valgperiode.

Den figur som rejser had, skal have sin straf. Den figur som bekæmper truslen, skal have sin belønning. Så er retfærdigheden sket fyldest. Så er tryghedsnarkomanen tilfreds.

Hvis truslerne ikke kommer fra en figur på scenen, men fra naturen, ulykker eller sygdom, så er der umiddelbart ikke nogen ond figur at straffe. Her er det så så meget desto vigtigere at der optræder en stærk, frelsende figur som kan hjælpe ofrene. Frygten kureres ved at skabe en hjælper som har alle dyder.

Hjælperrollen som helt eller frelser er derfor obligatorisk. Det samme er offerrollen. For uden ofre kan man ikke konkretisere hvori truslen består. Truslen bliver nærværende ved at der fortælles om dem der lider. Tryghedsnarkomanen er særligt optaget af ofre fordi ethvert offer illustrerer hvor galt det kan gå og derfor hvor mange farer og trusler der er i verden. Tryghedsnarkomanen genkender let sig selv i ethvert offer. Hjælp til ofre er derfor hjælp til selvhjælp.

Pointe

Ethvert offer illustrerer hvor galt det kan gå og derfor hvor mange farer og trusler der er i verden. Tryghedsnarkomanen genkender let sig selv i ethvert offer. Hjælp til ofre er derfor hjælp til selvhjælp.

Derimod er fjenderollen som den onde ikke obligatorisk. Men selv ved trusler fra naturkatastrofer, ulykker og sygdom vil rollen som ond fjende alligevel ofte blive udfyldt efterhånden som ofrenes historier fortælles. Den onde kan fx være

· embedsmænd som er blevet ”smurt” til at se bort fra bygningsreglementer, eller som ikke har ført ordentligt tilsyn med sikkerhedsudstyr,

· læger som fejlvurderede nogle symptomer,

· ambulancer som er for lang tid om at nå frem,

· politi som er ineffektivt.

Tryghedsnarkomanen har et meget stort behov for at der skal være en ond der kan straffes. Og den politiske føljeton drives fremad af strid mellem skurke og frelsere. Der er derfor i enhver historie en stærk drift mod at finde en aktør som har skylden.

Nøglen til episoder i føljetonen er altså en person som vælgeren kan hade fordi vedkommende direkte eller indirekte truer den eksisterende tilstand. Og som derefter kan straffes ved at blive påført lidelser, fx ved ikke at nå sit mål. Det kan fx ske ved vælgerens stemmeafgivning. Og samtidig kan hjælperen eller frelseren belønnes. Som nødvendigt bindemiddel mellem rollerne som ond og frelser, befinder offerrollen sig.

Pointe

Tryghedsnarkomans følelser aktiveres ved hjælp af ofret som vækker medlidenhed og eventuelt raseri. Disse følelser omformes til had mod den ansvarlige skurk. Og dette had omformes til kærlighed til frelseren som hjælper ofret og straffer skurken.

Tv-debatten som genvej til vurdering af trusler

Den tryghedsnarkomaniske vælger er årvågen over for farer. Da der hele tiden fra medierne udsendes signaler om mange farer, så må vælgeren vurdere de forskellige signaler. Hvis en vulkan går i udbrud, et jordskælv ryster en storby og en pandemi breder sig, så kan alle få øje på truslerne. Men det kan være vanskeligere for vælgerne at skelne mellem fup og fakta i dansk politik som ofte fremstår mere nuanceret end en naturkatastrofe. Her spiller føljetonens debatter en vigtig rolle. Jo flere stridende debattører der påpeger den samme fare, jo mere sandsynligt er det at faren er reel. Offentlige debatter er vælgerens filter over for truende farer. Og en genvej til at vurdere hvor alvorligt de skal tages.

Tv-debatterne gør det altså unødvendigt for vælgeren at samle en masse information for at vurdere små og store farer i verden og i dansk politik. Faren kan vurderes udelukkende ud fra debatten mellem de velkendte hovedpersoner. Deres interesse i at underminere hinandens dyder er vælgerens forsikring om at alle vigtige kendsgerninger som taler mod et standpunkt, også vil blive fremført i debatten. Vælgerne tror på at ethvert brugbart offer vil blive udnyttet til sidste fiber i politikernes jagt på dyderne i debatten. Vælgerne vil give den politiker deres støtte som de vurderer bedst vil afværge truslen. Eller som er bedst til at love at afværge den.

Metoden har en svaghed: Sandheder og ofre som hverken partier og medier er interesseret i kommer frem, fordi der hverken er stemmer eller købere i det, ja, sådanne sandheder kommer ikke frem i debatterne og i føljetonen. Det er sådanne sandheder som denne bog handler om. Indholdet af denne bog vil derfor kun komme ud på Store scene i samme grad som bogens forfatter bliver aktør i stridigheder på scenen. Og i så fald forenklet og optonet efter Store scenes grundregler.

Pointe

Offentlige debatter er vælgerens filter over for truende farer. Vælgerne tror på at ethvert brugbart offer vil blive udnyttet til sidste fiber når politikerne jagter dyderne. Derfor er debatten en let og billig genvej til at vurdere hvor alvorligt farer skal tages.

Kravet om variation eller: frygten for kedsomhed

Hvis vælgerne opfatter truslerne som konstante og de personer som indgår i rollen, som skurk, offer og frelser som ligeså konstante, så vokser kedsomheden. Forudsigelighed og gentagelse er væsentligt for at bevare tryghedsnarkomanens frygt på et lavt niveau. Men det kan blive for meget.

Ligesom enhver anden tv-føljeton må den politiske føljeton tilfredsstille seernes krav om variation og nye trusler som bliver bekæmpet på delvis nye måder. Og jo mere truslerne er de samme og metoderne til bekæmpelse de samme og det hele kører som forudsigelige udvekslinger af allerede hørte replikker mellem de samme ansigter, jo mere vokser kravet om variation i persongalleriet. Trætheden over at se de samme personer og høre dem sige de samme replikker vokser

Kravet om variation kan fx føre til at vælgerne foretrækker at oppositionen får regeringsmagten. Ganske vist forbliver ansigterne de samme, men rollerne skifter og dermed også replikkerne og den individuelle, kunstneriske udførelse.

Kravet om variation er en grundlæggende kraft på Store scene. Den fører bl.a. til at man hele tiden må lade gamle historier afløse af nye. Eller fortælle de samme historier på nye måder.

Det er også variationskraften som kræver korte replikker i interviews og stram tidsstyring i debatter og nyhedsudsendelser. Vælgerne kan ikke holde ud at høre ret længe på at den samme taler. Selv om vedkommende stadig siger nye ord, så er stemmen, ansigtet, mimikken og andet omkring ordene monotont det samme. Og dette andet vejer altid meget tungere end ordene i det samlede budskab som personen udsender.

En historie som kun leverer mere frygt og flere ofre uden samtidig at give håb om at der kommer nogen og hjælper ofrene, bliver hurtig for monoton og destruktiv for tryghedsnarkomaner – som for alle andre. Derfor dør håbløse lidelseshistorier ud hurtigt af mangel på næring i form af frelsere. Det er ikke nok for tryghedsnarkomanen at få vakt medlidenhed med ofret og had til de ansvarlige der måtte findes. Tryghedsnarkomanen kræver også at de negative følelser kan udvikles til kærlighed til en som hjælper ofret og påfører skurken passende lidelser.

Derfor udgør den politiske føljeton et effektivt værn mod håbløse lidelseshistorier.

Omvendt kan selv svære og meget ubehagelige lidelseshistorier leve længe, hvis frelserrollen er velbesat. Vælgerne påtager sig gerne ubehaget ved at leve sig ind i ofre, men kun hvis der også inden for en rimelig tidshorisont optræder hjælpere og frelsere der kan mildne ofrenes lidelser, så retfærdigheden sker fyldest.

Pointe

En tryghedsnarkoman som overvinder alle trusler, dør af kedsomhed.

Et forståeligt demokrati

Vælgernes daglige politiske arbejde består som nævnt først og fremmest i at vurdere om personerne i mediernes politiske føljeton på Store scene har eller ikke har fire dyder: ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence (Læs mere). Og politikerne scorer bl.a. ved at indtage rollen som hjælper eller frelser i offer-historier.

Politikerens virkelige projekt

Men det handler om meget mere end det. Personerne i dramaet har personlige projekter. Det et vigtigt orienteringspunkt for vælgerne hvad de forskellige personer ”går efter”: Hvilke mål de i virkeligheden stræber efter at nå: Hvad der egentlig driver dem – bag alle erklæringer og andet facadearbejde.

Det er en direkte følge af idealismedyden at man skal kæmpe for mål som ikke er egoistiske. På denne måde bliver vælgernes opfattelse af en persons virkelige projekt på Store scene afgørende for i hvilken grad personen scorer idealismedyden.

Det er ikke muligt at forstå en persons adfærd og udtalelser uden samtidig at have en opfattelse af hvilke mål personen i virkeligheden har. Og her er alle vælgere eksperter.

Portrætreglen[3]

At opfatte en tekst (fx en replik, udtalelse) er samtidig at opfatte den afsender-personlighed som teksten giver et implicit portræt af.

Enhver modtager eller publikum kan – uanset uddannelse, social baggrund og erhverv – med egne øjne på Store scene iagttage afsenderens adfærd, tolke afsenderens udtalelser og dermed vurdere i hvilken grad afsenderen har eller ikke har dyderne. Og gennem denne indlevelse i personerne forstår man hvilke mål de i virkeligheden brænder for, og kan vurdere målene.

Det er dette der gør demokrati muligt.

Enhver vælger er ekspert i dyderne

Vi er alle eksperter i at forstå og vurdere en historie og forholde os moralsk og menneskeligt til de personer som historien handler om. Det gælder i politik som inden for alle andre områder. Og da man indførte demokratiet i 1849 i Danmark, så tilkendte man samtidig denne almindelige vælgerekspertise inden for dette særlige område den allerhøjeste betydning inden af alle de ekspertiser som et samfund trækker på. Alle andre ekspertiseområder blev hjælpediscipliner.

Og på Store scene må enhver figur finde sig i at vælgerne og medierne supplerer det som enhver kan se foregår, med nødvendige tildigtninger fra de mindre scener. Ellers er det slet ikke muligt for vælgeren at forstå disse personers optræden på Store scene. Sådan opstår alt det underforståede i politik.

Aktørerne kan godt forsøge at styre vælgernes tildigtninger fra de mindre scener ved at sætte ord på det hidtil usagte. Men dette og alt andet som en aktør siger og gør, bliver tolket gennem vælgerens opfattelse af aktørens dyder, herunder personens virkelige projekt med overhovedet at være politiker.

Tre trin til et forståeligt demokrati

1. Vælgerne kan kun forstå en person i den politiske komedie ved at danne sig en opfattelse af personens dyder og virkelige mål. 2. Komedien kan kun forstås ved at man forstår personerne i den. 3. Politik kan kun forstås ved at man forstår den politiske komedie.